Bliver du udbyttet med falske ord?

 1. (a) Hvad gør man når man hører at der er falske penge i omløb? (b) Hvor kan det blive nødvendigt at gå hen for at sikre sig at ens pengesedler ikke er falske, og hvad må man gøre hvis det er falske ord det drejer sig om?

NÅR det rygtes at der er falske pengesedler i omløb ser vi straks efter om de sedler vi har er ægte, for det kan betyde et anseligt tab hvis vi har fået nogle af de falske, eller værre endnu, det kunne medføre en hel del vanskeligheder hvis vi kom til at give dem videre. Forfalskningen kan være så dygtigt gjort at man må i banken for at få sedlerne efterset. Falske ord kan være endnu sværere at afsløre, og er derfor endnu farligere. Man må gå til en pålidelig kilde, hvor man kan hente sande ord og kendsgerninger, for at få falskneriet afsløret.

 2. (a) Hvilken advarsel gav Peter til gavn for os? (b) Hvordan og som følge af hvad kan vi se hvad der er falsk kristendom?

² Apostelen Peter, der var en af Herren Jesu Kristi nærmeste apostle, skrev før sin død en inspireret advarsel til den kristne menighed. Den skulle være på vagt, sagde han, for fra selve den kristne menighed ville der komme nogle der i havesyge ’ville udbytte den med falske ord’. (2 Pet. 2:3) Vi kan derfor være sikre på at ikke alt hvad der udgiver sig for at være kristendom, virkelig er det, og at falskneriet ikke er et svagt og kraftesløst forsøg på at føre mennesker bag lyset, men er resultatet af en velovervejet plan der vil forføre mange. Lykkeligvis er vi som følge af Guds omsorg for os i stand til at afsløre falskneriet ved at gå til Bibelen, hvori vi har et forråd af sande ord, og vi kan også afsløre falskneriet ved at spore det tilbage til dets begyndelse. Samtidig får vi forklaringen på mange spørgsmål, som for eksempel dette: Hvorfor er der så mange forskellige sekter og trosretninger i de lande der kaldes kristne, når kristendommen oprindelig udgik fra én mand, Jesus Kristus?

 3. (a) Hvad skete der med Babylons religion efter byens fald? (b) Hvordan gik det til at babylonisk religion var skyld i at det jødiske folk pådrog sig Guds mishag? (c) Hvilken ny kamp stod Djævelen nu over for?

³ I de foregående artikler i dette blad har vi fulgt kampen mellem Babylon og Zion eller Jerusalem. Vi har set hvordan den gamle oldtidsby opslugte Jerusalem men senere blev tvunget til at give sine fanger fri. Babylon forfaldt lidt efter lidt, men dens religion holdt stand og fik et stærkt fodfæste i det hedenske Rom. Efter at Babylon var blevet indtaget af den persiske konge Kyros måtte den babyloniske religions gud, Satan Djævelen, benytte flere forskellige metoder i sin kamp mod Gud. Ved at udnytte de jødiske lederes selviskhed og begær lykkedes det ham at snige sig ind i denne religion og frembringe et frafald. Så langt var jødedommen fra den sande tilbedelse at dens ledere slog den Messias ihjel som De hebraiske Skrifter havde forudsagt. Som følge heraf forkastede Gud dem. Gud kunne ikke længere bruge Israel som sit hellige folk. Dog var der en trofast jødisk rest der ikke ville følge deres lederes eksempel men holdt fast ved den sande tilbedelse og tog imod Messias. Det var dem der kom til at danne kernen i kristendommen. Djævelen forstod at Messias, Jesus Kristus, var den sæd der som forudsagt skulle knuse hans hoved når tiden var inde til det, og Djævelen forstod også at han i forkyndelsen af Kristi rige havde en stærk magt at kæmpe imod. Derfor måtte han igen tage sin tilflugt til babylonisk religion for at modstå Guds nye ordning. Han måtte om muligt ødelægge kristendommen.

 4. Hvorfor var kampen mod kristendommen den hårdeste Babylon havde været udsat for?

⁴ I sin kamp mod kristendommen stødte Babylons religion imidlertid imod noget helt nyt. Kristendommen besad en langt større kraft; desuden var den en missionerende religion — den blev forkyndt for alle folk. Den første kristne menighed voksede forbavsende hurtigt og blomstrede under de tolv apostles ledelse mens den bevarede sin oprindelige renhed trods jødisk og romersk forfølgelse. Babylon måtte tage mere effektive metoder i brug. Hvordan den babyloniske religion ved en djævelsk plan gav sig i kast med at bekæmpe kristendommen og hvor vidt den nåede, udgør en meget fængslende beretning, og er samtidig noget vi bør vide. At læse denne beretning giver os intet mindre end løsningen på et mysterium.

Jesus forudsiger falskneriet

 5. (a) Var Jesus klar over den kamp som kristendommen ville komme ud for? Hvordan ved vi det? (b) Genfortæl lignelsen om hveden og rajgræsset som Jesus fortalte.

⁵ Jesus Kristus, kristendommens stifter, forudså denne kamp og hvordan den ville ende. Han advarede sine disciple på forhånd med følgende lignelse:

„Med Himmeriget er det som med en mand, der såede god sæd i sin mark. Og mens folkene sov, kom hans fjende og såede giftigt rajgræs iblandt hveden og gik bort. Og da kornet voksede op og satte kerne, kunne også rajgræsset ses. Så kom husbondens tjenere til ham og sagde: ’Herre, du såede jo god sæd i din mark, hvorfra er da rajgræsset kommet?’ Han sagde til dem: ’Det har et fjendsk menneske gjort.’ Så spørger tjenerne ham: ’Vil du da have, at vi skal gå hen og samle det fra?’ Men han siger: ’Nej, for at I ikke, når I samler rajgræsset fra, skal rykke hveden op tillige med det. Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten; og i høstens tid vil jeg da sige til høstfolkene: ’Saml først rajgræsset fra og bind det i knipper for at brænde det, men bring hveden hjem i min lade!’“ — Matt. 13:24-30.

 6. Forklar de forskellige symbolske udtryk i lignelsen.

⁶ Da disciplene spurgte Jesus om hvad lignelsen betød, forklarede han at han selv var sædemanden; marken var verden, den gode sæd var de sande kristne, Rigets børn, og rajgræsset var den Ondes børn, der var sået af Djævelen — det vil sige falske kristne. Høsten var verdens ende eller afslutningen på en tingenes ordning, og høstfolkene var engle.

 7. Hvornår ville „rajgræsset“ blive sået?

⁷ Der skulle ikke gå lang tid efter Jesu død før Djævelen ville så falske kristne i den kristne menighed, nogle som lignede Rigets børn. Jesus sagde at det skulle være mens folkene sov, hvilket enten vil sige mens Kristi tolv apostle sov i døden eller mens de udnævnte tilsynsmænd i den kristne menighed sov åndelig talt eller ikke var på vagt.

Hvor falskneriet begyndte

 8. Hvorfra ville de falske kristne komme ifølge Peters ord?

⁸ Djævelen ville altså forsøge sig med et falskneri. Det ville langt bedre forhindre udbredelsen af den sande kristendom end en åben kamp imod den. En udtalelse af Peter støtter Jesu ord og viser hvorfra de bedrageriske falske kristne ville komme: „Men der optrådte også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv. Mange vil følge dem i deres løsagtighed, så sandhedens vej for deres skyld vil blive spottet. I deres havesyge vil de udbytte jer med falske ord. Men dommen over dem har fra ældgamle dage været på vej, og deres undergang blunder ikke.“ — 2 Pet. 2:1-3.

 9. Hvorfor var de falske kristne dobbelt farlige, og hvad ville deres adfærd føre til?

⁹ Peters ord kaster lys over mysteriet om hvordan Satan ville bekæmpe kristendommen ved babylonisk religion. De falske kristne ville på det bestemteste hævde at de var kristne, men ville samtidig vende sig bort fra sandheden. De ville endog danne sekter som påstod de var kristne men som i virkeligheden var ødelæggende for sand kristendom. De ville fornægte den Herre som købte dem, ikke ligefrem med deres ord men med deres hykleriske adfærd. Apostelen Paulus beskrev dem på denne måde for Titus: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham, afskyelige som de er, og ulydige og uduelige til enhver god gerning.“ (Tit. 1:16) Resultatet heraf blandt de kristne ville være løsagtighed, hvorved sandhedens vej ville blive spottet.

10. (a) Fortæl hvordan apostlene opbyggede et bolværk mod frafaldet så længe de levede. (b) Hvordan ville Djævelen ikke desto mindre vinde indpas i den kristne menighed ifølge Paulus’ advarsel?

¹⁰ Mens Jesu Kristi apostle levede satte de alt ind på at opbygge den kristne menighed som et bolværk mod dette frafald, som de vidste ville komme, og deres anstrengelser var ikke forgæves, for den sande kristendom overlevede virkelig. Et eksempel er menigheden i Korint, hvor nogle prøvede at bringe splittelse ind i menigheden, men Paulus fik hurtigt årsagen til splittelsen fjernet inden den blev til noget. (1 Kor. 1:10-19) I året 56, treogtyve år efter Kristi død og opstandelse, mødtes apostelen Paulus med tilsynsmændene fra menigheden i Efesus og gav dem følgende advarsel: „Jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget. . . . Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod [som han købte med blodet af sin egen søn, NW]. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne.“ — Ap. G. 20:16, 17, 25-31.

11. Vis i korthed hvordan Timoteus blev advaret og hvad han blev formanet til at gøre for at beskytte den kristne menighed mod frafald.

¹¹ Paulus døde cirka ti år senere, det vil sige omkring år 65. I sit andet brev til Timoteus, det sidste han skrev før sin død, advarede han gentagne gange Timoteus mod frafaldet og formanede ham stærkt til at gøre alt hvad han kunne for at opbygge den kristne menighed som et bolværk mod frafaldet. — 1 Tim. 4:1-3; 3:15; 6:3-5, 20; 2 Tim. 2:1, 2; 3:1-7; 4:1-5.

12. Findes der nogen vidnesbyrd om at frafaldet havde fremgang i det første århundrede?

¹² Dette farlige bedrag var ikke nogen almindelig fjende. Det forsøgte atter og atter at stikke hovedet frem. For at gøre os dette klart kan vi rette blikket mod slutningen af det første århundrede. Omkring år 98 skrev apostelen Johannes: „Mine børn, nu er det de sidste tider [den sidste time, NW]; og som I har hørt, at Antikrist kommer, således er allerede nu mange antikrister trådt frem; deraf ser vi, at det er de sidste tider [den sidste time, NW]. De er udgået fra os, men de hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os. Dog, det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os.“ — 1 Joh. 2:17-19.

13. Hvordan viste Herren Jesus at der allerede var begyndt at vise sig sektvæsen i nogle menigheder før det første århundredes udløb?

¹³ I den åbenbaring som Johannes modtog omkring år 96 befalede Herren Jesus Kristus ham at skrive til menigheden i Efesus, den menighed som Paulus mange år før havde advaret både mundtligt og i sit brev til Timoteus, der dengang befandt sig i Efesus. Gennem Johannes sagde Jesus: „Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig. Dog, det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader.“ I en advarsel til menigheden i Pergamum fik Johannes befaling til at skrive følgende: „Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt. Således har også du nogle, der på lignende måde holder fast ved nikolaitternes lære. Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe imod dem med min munds sværd.“ — Åb. 2:1, 5, 6, 12, 14-16.

14. Hvordan viser Jesu ord til menigheden i Pergamum at det var babylonisk religion der havde vundet indpas?

¹⁴ At „Bileams lære“ havde vundet indpas i menigheden i Pergamum tyder på påvirkning fra Babylon, eftersom fortidens Bileam var fra Mesopotamien, hvor Babylon lå. Pergamum eller Pergamon var den by hvortil de babyloniske præster flygtede efter at Babylon var blevet indtaget af Kyros, og som de nu gjorde til deres religiøse center. Her lod de kongerne i Pergamon udfylde den plads som Belsazzar og hans forgængere havde indtaget som overhoveder for Babylons religion, hvorved disse konger blev de babyloniske kongers arvtagere i religiøs henseende. — 5 Mos. 23:4, 5; 4 Mos. 22:5; 31:8, 16.

Hvor vi finder falskneriet i dag

15. (a) Hvor ser vi det store falskneri i dag? (b) Hvorfor er det gavnligt for os at analysere apostelen Paulus’ beskrivelse af dette falskneri? (c) Hvilket spørgsmål foruroligede menigheden i Tessalonika? (d) Hvad skulle ifølge Paulus’ svar indtræffe før Herren Jesu andet komme? (e) Hvor vidt ville „lovløshedens menneske“ gå i sit hovmod? (f) Hvad siger Paulus om hvorfra „lovløshedens menneske“ ville komme, og om hvad dets skæbne ville blive?

¹⁵ Måske vi allerede nu er kommet til at tænke på nogle af de ting vi har hørt fra de mange såkaldt kristne sekter og deres repræsentanter. Vi har allerede kunnet skelne nogle falske ord. I overensstemmelse hermed viser Bibelens beskrivelse tydeligt at den store forfalskning er foregået i kristenhedens religiøse systemer, og at det er deres religiøse ledere, det vil sige præsteskabet, Peter og Paulus advarede imod. Apostelen Paulus er sikkert den der giver os den mest detaljerede beskrivelse af det falskneri som denne gruppe religiøse „falskmøntnere“ har gjort sig skyldig i, og han kalder det for „lovløshedens hemmelighed“. Som Jesus Kristus gjorde opmærksom på i lignelsen om hveden og rajgræsset, viser Paulus også at dommen over frafaldet og dets tilhængere vil blive eksekveret i endens tid, tiden for Herren Jesu anden nærværelse. Lad os analysere Paulus’ beskrivelse og blive helt klar over dette falskneri, så vi kan tage vore forholdsregler og undgå at blive udbyttet med falske ord. Med megen alvor formaner Paulus:

„Med hensyn til vor Herres Jesu Kristi komme og spørgsmålet om, hvordan vi skal samles med ham, beder vi jer, brødre: lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd [inspireret udtalelse, NW], noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående.

Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Mindes I ikke, at jeg sagde dette til jer, allerede dengang jeg var hos jer?

Også nu ved I, hvad der holder igen, så han først kan åbenbares, når hans tid er inde. Thi lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes. Og da skal den lovløse åbenbares (ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme [sin nærværelses manifestation, NW]), og han skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere [med enhver kraftig gerning og løgnens tegn og undere, NW] og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.“ — 2 Tess. 2:1-12.

16. Er „lovløshedens menneske“ et enkelt menneske? Forklar nærmere.

¹⁶ Vi lægger mærke til at apostelen Paulus omtaler de falske kristne ledere som en person, nemlig „lovløshedens menneske“. Der kan ikke være tale om blot ét menneske, for Paulus siger at dette menneske allerede virkede på Paulus’ tid og først ville blive fjernet når Herren Jesus var kommet igen. Ét menneske kunne ikke leve så lang tid og kunne heller ikke gøre de ting som Paulus tilskriver „lovløshedens menneske“.

17. (a) Hvem begår „lovløshedens menneske“ sin lovløshed imod? (b) Består dets synd i at det langsomt fjerner sig fra sandheden, eller hvori består den, og hvilken virkning har det på andre? (c) Vis med et eksempel at „lovløshedens menneske“ har ophøjet sig „over alt, hvad der hedder Gud“?

¹⁷ Den lovløshed som dette „menneske“ begår, øves ikke mod denne verdens regeringer (selv om det undertiden har begået en lovløshed af den art). Tværtimod ser vi at kristenhedens gejstlige fraterniserer med denne verdens herskere og prøver at øve indflydelse på de politiske forhold. Når de styrende ikke har gjort som det har behaget dem har de undertiden gjort sig skyldige i lovløshed mod regeringerne. Den lovløshed Paulus taler om er lovløshed mod Gud. Der er ikke tale om en langsom afvigelse fra kristendommen men om et direkte frafald, et velovervejet og planlagt oprør mod Guds suverænitet. Ved at forføre folk og udbytte dem med falske ord har „lovløshedens menneske“ i virkeligheden fået dem til at vende sig bort fra kongen Jesus Kristus, der hersker i Guds navn. Præsteskabet gør som det jødiske præsteskab, der forkastede Messias, Kongen som var sendt til det jødiske folk af Jehova. Det hovmod som „lovløshedens menneske“ lægger for dagen er så stort at han „sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom“. Et eksempel herpå har vi fra kanonisten Lucius Ferraris, som levede i det attende århundrede og tilhørte franciskanernes orden. Han siger:

„Paven ejer en sådan værdighed og højhed at han ikke blot er et menneske, men så at sige Gud og Guds stedfortræder. . . . Paven er så at sige Gud på jorden, Kristi trofastes eneste fyrste, den største konge af alle konger, idet han besidder fuldmagten, han hvem det jordiske og himmelske riges regering er betroet. . . . Paven er så stor i myndighed og magt at han kan ændre, fremsætte eller udlægge den guddommelige lov. Paven kan undertiden modvirke den guddommelige lov ved at indskrænke, forklare,“ o.s.v.a

18. (a) Hvad sætter „lovløshedens menneske“ sig op imod, og hvordan ophøjer det sig over alt hvad der hedder helligdom? (b) Hvordan tager det „sæde i Guds tempel“?

¹⁸ Ja, det er selve Guds suverænitet man sætter sig op imod og Jehova Guds ord og lov man bestrider. Det er ikke blot den katolske kirkes gejstlige der gør sig skyldige i det, men hele kristenhedens præsteskab lærer babyloniske lærdomme og bedriver åndelig utugt med denne verdens regeringer. De sætter deres traditioner og egne meninger over Guds ord og hævder at de alene har ret til at varetage folks religiøse interesser. Når Jehovas vidner kommer til en by eller egn for at forkynde Bibelens sandheder protesterer præsterne højlydt og siger at Jehovas vidner trænger ind på deres enemærker. De respekterer ikke de sande kristne, Jesu Kristi salvede brødre, som bringer dem Rigets budskab, og de respekterer heller ikke apostlenes ord. De hævder at de er de levende stene i Guds åndelige tempel og udgør hans menighed.

19. Hvornår blev „lovløshedens menneske“ åbenbaret?

¹⁹ Paulus fortsætter med at sige at der på hans tid var noget der holdt igen på frafaldet, men at det der holdt igen ville blive fjernet, og så ville „lovløshedens menneske“ rigtig udfolde sig og tage overhånd. Af apostlenes breve kan vi se at det der holdt igen blev fjernet ved apostlenes og deres nærmeste medarbejderes død. Der skulle derfor ikke gå lang tid efter det første århundredes udløb før frafaldet viste sig.

’Kraftige gerninger’ der forfører mange

20. (a) Nævn nogle af de kraftige gerninger og tegn og undere som „lovløshedens menneske“ gør? (b) Hvordan er Jesu syn på disse gerninger, der ser imponerende ud?

²⁰ For virkelig at bedrage skulle „lovløshedens menneske“ udføre „enhver kraftig gerning“. Det hentyder ikke nødvendigvis til den slags mirakler som Herren Jesus Kristus gjorde. Men „lovløshedens menneske“ har for eksempel gjort kraftige gerninger ved at omvende folk ved statens hjælp, ved at omvende hele befolkninger, ved at forene kirke og stat, og ved korstogene. Disse kraftige gerninger er ikke alene blevet gjort i den katolske del af kristenheden men også i den såkaldt protestantiske del, for eksempel ved reformationen, ved manøvrering af regeringer, ved gennemførelse af love som knyttede folk fastere til de religiøse systemer. Gejstligheden har udført „tegn og undere“ der indgyder folk ærefrygt for den, for eksempel kravet om apostolsk succession, de mange konciler, reformer, skoler og hospitaler der drives af religiøse ordener; helligdomme hvor man påstår der er sket mirakuløse helbredelser; Katolsk Aktion, økumeniske råd, Kirkernes Verdensråd, encyklikaer, gejstliges fremmøde i og indflydelse på De forenede Nationer, og mange andre lignende ting. De anerkender endog spiritisme og astrologi og har set gennem fingre med at politiske ledere går til spåkvinder og medier for at få råd i statsanliggender. Alt dette ser måske ud til at være helt i sin orden og gør et mægtigt indtryk på folk og politikere, men ikke på Jesus. Han sagde: „Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’“ — Matt. 7:22, 23.

21. Hvordan har Gud gengældt dem for deres modstand mod ham og sandheden?

²¹ Derfor siger apostelen Paulus at da disse hovmodige og indbildske mænd har sat sig op imod og ophøjet sig over Gud og ikke tager imod kærlighed til sandheden så de kan blive frelst, sender Gud en vildførende magt over dem så de virkelig tror løgnen. De er „dem, der fortabes“, og de har i den grad fulgt Satan i hans bedrag og har så helt accepteret det, at de tror at de er hellige og at Gud vil lade dem slippe godt fra det.

22. (a) Hvordan ved vi at Satan ikke har haft held til at komme kristendommen til livs? (b) Hvad vil der til sidst ske med „lovløshedens menneske“?

²² Ved hjælp af det babyloniske „lovløshedens menneske“ er Satan således kommet langt i sin kamp mod sand kristendom, men at det ikke er lykkedes ham at komme den til livs fremgår af at vi i dag kan læse om, forstå og gennemskue det store falskneri, og også af at mere end en million kristne nu forkynder den gode nyhed om Riget for folk i hele verden. Snart vil apostelens ord gå i opfyldelse og Herren Jesus, der nu er indsat i magt og herlighed i himmelen, vil ved sin nærværelses manifestation fjerne Satan med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ham.

23. Hvad har hjulpet os til at se det falskneri som den babyloniske religion har benyttet sig af, men hvad må vi vide mere om for helt at forstå hvad det store Babylon er?

²³ Ved på denne måde at betragte Bibelens advarsler og begivenhederne i det første århundrede kan vi se det falskneri som den babyloniske religion har brugt i sin kamp, og vi nærmer os forståelsen af hvad det store Babylon er. Der er imidlertid mere at lære om de historiske kendsgerninger, ikke blot om hvordan selviske mænd sneg sig ind i menigheden og fandt vej til de førende stillinger for at fremkalde et frafald og rejse „lovløshedens menneske“, men også om hvordan de babyloniske lærdomme af disse mænd blev bragt ind i den frafaldne kristenhed. Vi må være klar over alt dette så vi helt kan gennemskue falskneriet. At blive udbyttet med falske ord af dette „lovløshedens menneske“ og derved falde i det store Babylons hænder vil betyde undergang sammen med det. I de efterfølgende numre af dette blad skal vi læse mere om de historiske begivenheder.

[Fodnote]