Hvem vil blive oprejst fra de døde?
„At de døde opstår, har også Moses givet til kende.“ — Luk. 20:37.
1. (a) Hvem viste sig at være den lovede profet der var større end Moses? (b) Hvilken lighed er der mellem Moses og den større profet når det gælder emnet opstandelsen?
PROFETEN Moses, der levede for femogtredive århundreder siden, var et forbillede på en endnu større profet der skulle fremstå af Moses’ egen slægt. Det var den almægtige Gud selv der fortalte Moses dette. (5 Mos. 18:17-19) For nitten hundrede år siden eller i det første århundrede efter vor tidsregning viste denne lovede profet der skulle være større ind Moses sig at være en mand der gjorde større mirakler end Moses havde gjort, en mand der kom i den samme Guds navn som Moses, en mand af Moses’ egen slægt. Det var Jesus Kristus. De skarer der hørte ham tale, sagde: „Han er i sandhed profeten.“ (Joh. 7:40) I templet og for den højeste jødiske domstol i Jerusalem blev det forkyndt at han var denne profet. (Ap. G. 3:22-26; 7:37, 38, 52) Det er derfor indlysende at når Moses gav til kende at noget så vidunderligt som en opstandelse eller en opvækkelse af de døde skulle finde sted, måtte Jesus Kristus som den profet der var som Moses, men større end Moses, også have meget at sige om de dødes opstandelse. Og han talte virkelig meget om opstandelsen. Ja, han blev selv oprejst fra de døde.
2, 3. Hvorfor revsede Jesus i Mattæus 11:20-24 Korazin, Betsajda og Kapernaum?
2 Ved en bestemt lejlighed i år 31 efter vor tidsregning omtalte denne profet der var større end Moses nogle gamle byer og deres indbyggere og antydede noget vedrørende deres fremtid. Det var byerne Tyrus, Zidon og Sodoma. Herom læser vi:
3 „Da gav han sig til at revse de byer, hvor hans fleste kraftige gerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig: ’Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig i sæk og aske. Men jeg siger jer: det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget [Hades] skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag. Men jeg siger jer: det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.’“ — Matt. 11:20-24; Luk. 10:11-15.
4, 5. (a) Mente Jesus med disse ord at det hedenske Tyrus og Zidon ikke vil få nogen opstandelse fra de døde? (b) Hvad viser Ezekiel 32:21-30 om indbyggerne i Tyrus og Zidon?
4 Spørgsmålet er nu: Vil indbyggerne i disse gamle byer få en opstandelse fra de døde? Skal vi forstå Jesu ord sådan at han mente at det overhovedet ikke ville blive tåleligt for indbyggerne i det hedenske Tyrus og Zidon på dommens dag blot fordi disse var hedninger, og at de derfor slet ikke vil få nogen opstandelse? Eller skal vi forstå Jesu ord sådan at kun indbyggerne i Tyrus og Zidon vil blive oprejst og at det i den forstand vil blive tåleligere for dem på dommens dag end for jøderne i Korazin og Betsajda? Jesus sagde jo at jøderne i Korazin og Betsajda ville være ringere stillet på dommens dag. Betyder det at disse slet ikke får nogen mulighed og altså ikke får en opstandelse?
5 Vi spørger igen: Skal vi forstå Jesu ord således at indbyggerne i de jødiske byer Korazin og Betsajda lige så lidt vil få en opstandelse fra de døde som indbyggerne i de hedenske byer Tyrus og Zidon? Nej! Ezekiel 32:21-30 siger ganske tydeligt at hedningerne i Zidon befinder sig i Sheol eller Hades og ikke i Gehenna. De vil derfor få en opstandelse når døden og Hades giver de døde som er i dem tilbage på dommens dag. (Åb. 20:11-15) Byen Tyrus var grundlagt som en koloni fra Zidon, og man må deraf slutte at Tyrus’ indbyggere også befinder sig i Hades.
6. Hvorfor er det fornuftigt at mene at indbyggerne i Tyrus og Zidon vil få en opstandelse?
6 Det er rimeligt at drage den slutning at indbyggerne i Tyrus og Zidon er i Sheol eller Hades og at de vil komme tilbage til livet ved en opstandelse. Hvorfor? Fordi Jesus klart viser at de religiøst set ikke havde nået det stade hvor det var umuligt for dem at angre og omvende sig til Guds retfærdighed. De havde ikke fået et fuldstændigt vidnesbyrd om Jehova Gud og hans rige til frelse for menneskene. Dersom de havde haft den mulighed som byerne Korazin og Betsajda fik, „havde de for længe siden omvendt sig i sæk og aske“. Åndeligt set havde de ikke nået det stade der beskrives i Hebræerbrevet 6:4-6 og hvorfra det var „umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny“.
7. Hvilken mulighed vil opstandelsen indebære for indbyggerne i fortidens Tyrus og Zidon?
7 Når indbyggerne i Zidon og Tyrus opstår på dommens dag vil Guds rige ved Jesus Kristus give dem mulighed for at tage imod det grundige vidnesbyrd som da vil blive aflagt for dem. Da vil de kunne omvende sig „i sæk og aske“, i oprigtighed, ikke med håb om at opnå liv i Guds himmelske rige, men med håb om at opnå evigt liv på jorden, der overalt vil være omdannet til et paradis.
8. Hvor længe eksisterede Sodoma, og hvorfor bør vi ikke mene at der lige så lidt vil være en opstandelse for Kapernaum som for Sodoma?
8 Hvad skal vi da sige om indbyggerne i fortidens Sodoma, der sammen med nabobyen Gomorra kun eksisterede indtil Gud lod ild og svovl regne ned fra himmelen og ødelægge den sammen med de nærliggende byer? Skal vi drage den slutning at det på dommens dag slet ikke vil blive tåleligt for Sodoma, og derfor heller ikke tåleligt for den endnu mere ansvarlige by Kapernaum, og at der derfor lige så lidt vil blive en opstandelse for Kapernaum som for Sodoma? Nej! Hvorfor ikke? Fordi Jesus omtalte Sodoma i samme forbindelse som, eller som en parallel til, Tyrus og Zidon.
9. (a) Hvordan ved vi om indbyggerne i Sodoma åndeligt set var kommet så langt ud at de ikke kunne omvende sig? (b) Hvordan taler Ezekiel 16:46-61 om Sodoma?
9 Jesus viste at hvor fordærvet Sodoma end var, så havde den ligesom Tyrus og Zidon endnu ikke nået det stade hvor det er umuligt at omvende sig. Det er grunden til at Jesus sagde at hvis de kraftige gerninger som han havde gjort i Kapernaum, havde fundet sted i Sodoma, „da var den blevet stående“ til Jesu tid. I denne forbindelse sagde Jesus også at Kapernaum, der åndeligt set var blevet ophøjet til himmelen, ville blive ydmyget og fare ned til Hades, ikke til Gehenna. Himmelen står for noget højt og Hades eller Sheol for noget lavt, og ved at bruge denne sammenligning viste Jesus at Kapernaum skulle erfare den største ydmygelse. Skønt denne by i høj grad var blevet begunstiget af Jesus, eksisterer den lige så lidt i dag som Sodoma gør. Men dersom Sodoma havde haft Kapernaums muligheder, ville der i Sodoma have været ti eller endnu flere retfærdige mennesker, og den ville have bestået i endnu nitten hundrede år indtil Jesu tid, ja endnu længere. En åndelig genrejsning af Sodomas døde indbyggere er således ikke nogen umulighed. (1 Mos. 18:22-32) Ezekiel 16:46-61 taler forhåbningsfuldt om mennesker der sammenlignes med indbyggerne i fortidens Sodoma.
10. Hvad sagde Jesus om Sodoma og Gomorra da han sendte sine disciple ud for at forkynde, og hvorfor sagde han det?
10 Da Jesus udsendte sine disciple for at forkynde Guds rige for „de fortabte får af Israels hus“, sagde han til dem: „Og hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder. Sandelig siger jeg eder: det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.“ (Matt. 10:14, 15; Luk. 10:10-12) Hvorfor det? Fordi der ikke var blevet aflagt et sådant vidnesbyrd om Guds rige for Sodoma og Gomorra.
11. Hvor omfattende et vidnesbyrd blev der aflagt for Sodoma i sammenligning med det der blev aflagt for Kapernaum?
11 Det er sandt at Abrahams nevø Lot slog sig ned i Sodoma, men Lot havde ikke budskabet om Riget og kunne ikke forkynde det for byens indbyggere. Hans to døtre var endog trolovet med to mænd i Sodoma. Det er sandt at de to engle der var udsendt af Jehova Gud besøgte byen, men det var kun for at overnatte dér og for personligt at inspicere byen; det var ikke for at forkynde Guds rige for Sodoma. De hændelser som englene den nat kom ud for, viste i sandhed hvor dybt mændene i Sodoma var sunket. Men der blev ikke forkyndt noget budskab om anger og omvendelse og evig frelse for Sodoma. Det var kun Lots vordende svigersønner der blev advaret om den kommende ulykke. Der blev tydeligvis ikke aflagt et sådant vidnesbyrd om Riget for Sodoma som byen Kapernaum fik på Jesu og hans apostles tid. — 1 Mos. 13:12, 13; 19:1-29.
Et profetisk billede
12, 13. (a) Hvilke ugunstige omstændigheder var sodomitterne underlagt som folk betragtet, men med hvilken by stod det værre til i åndelig henseende? (b) Hvilke spørgsmål opstår der i lyset af 2 Peter 2:6-10 angående Sodomas ødelæggelse?
12 Jehova Guds engle fandt ikke ti retfærdige mænd eller kvinder i Sodoma. Sodomas indbyggere var kana’anæere og var derfor under den forbandelse som patriarken Noa havde udtalt over deres stamfader Kana’an. (1 Mos. 9:20-25; 10:19) Men i åndelig henseende stod det værre til med byen Kapernaum på Jesu tid og der var mere grund til at fordømme den end Sodoma. Var ødelæggelsen af Sodomas indbyggere med ild og svovl fra himmelen da en evig ødelæggelse? Eller var den et billede på den evige tilintetgørelse der vil ramme mennesker som overtræder principper af samme slags men hvis baggrund og forudsætninger gør deres overtrædelser så meget mere dadelværdige? Hvad siger 2 Petersbrev 2:6-10 herom? Vi læser:
13 „Og byerne Sodoma og Gomorra dømte han til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider. Men han udfriede den retfærdige Lot, som led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv. Thi mens denne retfærdige mand boede iblandt dem, pintes han dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte. Således forstår Herren [Jehova, NW] at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen [til afskærelse, NW] på dommens dag, især dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst og foragter Herrens værdighed.“
14. I hvilken udstrækning blev Lot udfriet, og på hvilken måde skulle Sodomas ødelæggelse tjene som et eksempel?
14 Lot blev udfriet fra den ødelæggelse der ramte Sodoma, men han er endnu ikke fuldstændig frelst til evigt liv under Guds rige. For at blive det må han have en opstandelse: Læg venligst mærke til at 2 Petersbrev 2:6 siger at ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra kun var et „advarende eksempel“, ét der for gudfrygtige kristne var fuldt af belæring om hvad der ville ske med dem hvis de forblev trofaste mod Jehova Gud, eller hvis de fulgte den samme handlemåde som indbyggerne i Sodoma og Gomorra.
15. (a) Siger Peter at indbyggerne i Sodoma og Gomorra blev tilintetgjort for evigt? (b) Hvem siger Peter i sit andet brev, kapitel 2, versene 12 og 13, vil blive tilintetgjort for evigt, og hvorfor vil de blive det?
15 Var disse sodomitter værre end de øvrige kana’anæere? Nej, ikke ifølge det der står i 3 Mosebog 18:21-28. Endvidere siger Peter ikke at indbyggerne i Sodoma og Gomorra led en evig tilintetgørelse. Men indviede kristne, hvis stilling gør dem mere ansvarlige end Sodoma og Gomorra, ja endog mere ansvarlige end det vantro Kapernaum, ville blive tilintetgjort for evigt. Derfor siger 2 Petersbrev 2:12, 13 (NW) om disse indviede døbte kristne der lader sig fordærve: „Disse mennesker, der som fornuftløse dyr af naturen er født til at fanges og forgå, skal i det hvorom de er uvidende og som de taler nedsættende om, endog lide undergang på deres egen undergangs vej, idet de gør sig selv skade som løn for deres urette færd.“ De forgår på samme måde som dyrene.
16, 17. Hvad må man have i tanke når man læser Judas 7, og hvorfor?
16 Som byer betragtet blev Sodoma og Gomorra udslettet én gang for alle. De eksisterede ikke på Jesu tid. Men hvad med de dræbte indbyggere i disse byer? Vi må have ovennævnte ord af den kristne apostel Peter i tanke når vi nu læser følgende: „Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.“ — Jud. 7.
17 Indbyggerne i Sodoma og Gomorra tjente således som et „advarende eksempel“ idet de ikke fik lov til at eksistere til den tid da Jesus Kristus og Peter, Judas og de andre disciple levede. Ikke således at forstå at indbyggerne i disse byer blev dømt til Gehenna og kastet i „søen, som brænder med ild og svovl“, men de blev sat som et advarende eksempel for utro kristne („ugudelige mennesker“), som vil blive dømt til og straffet med „evig ild“ eller evig tilintetgørelse. — Åb. 20:14, 15; 21:8; 2 Pet. 2:6.
18. Hvorledes kommer kristne der bliver „ugudelige mennesker“ til at lide en hårdere straf end indbyggerne i Sodoma og Gomorra?
18 Indbyggerne i Sodoma og Gomorra blev dræbt direkte af Guds engel ved at ild og svovl regnede ned over dem, og virkningerne heraf havde varet i cirka to tusind år på Jesu, Peters og Judas’ tid. De fik derfor ikke den mulighed som indbyggerne i den jødiske by Kapernaum fik på Jesu tid. Men de indviede kristne der bliver utro og som efterligner disse folk fra fortiden, vil få en „meget hårdere straf“, idet de vil lide en evig tilintetgørelse, symboliseret ved „evig ild“. — Hebr. 10:29.
19. (a) Hvad advarede Peter og Judas derfor kristne imod? (b) Hvilken „grundlæggende lære om Kristus“ mister utro kristne, ifølge Hebræerne 6:1-8, deres forståelse og værdsættelse af?
19 Både Peter og Judas advarede i deres skrifter de kristne imod at udsætte sig for at blive ’dømt til Gehenna’, det vil sige straffet med evig tilintetgørelse. Dette ville være ensbetydende med at de ikke ville få nogen opstandelse efter deres død. Brevet til de kristne hebræere indeholder yderligere oplysninger om grunden til at en utro kristen straffes med tilintetgørelse uden håb om en opstandelse. Hebræerne 6:1-8 forklarer at kristne der ikke vil „ledes frem til de voksnes stade“ eller „skride frem til modenhed“ (NW), mister deres forståelse og værdsættelse af selv de enkleste læresætninger, „børnelærdommen om Kristus“ eller „den grundlæggende lære om Kristus“ (NW), som for eksempel „omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom“. Dette er en væsentlig grund til at vi skulle „skride frem til modenhed“. Hvad sker der nemlig hvis man ikke gør det? Vi læser:
20. Hvorfor bør kristne, ifølge Hebræerne 6:4-8, „skride frem til modenhed“?
20 „Thi når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens [den kommende tingenes ordnings, NW] kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot. Thi så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds velsignelse; men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den.“ — Hebr. 6:4-8.
21. Hvilken synd begår sådanne kristne til sidst med vilje, og hvorfor vilde en opstandelse være spildt på dem?
21 Sådanne kristne der har „fået del i Helligånden“ og som falder fra, synder til sidst forsætligt og bevidst imod den hellige ånd, og derved forhærder de sig så de aldrig mere kan omvende sig. Det var denne synd imod den hellige ånd Jesus Kristus omtalte over for de jøder som i deres ondskab mistydede Guds hellige ånds virke gennem ham. Jesus sagde: „Derfor siger jeg jer: al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden [den nuværende tingenes ordning, NW] eller i den kommende.“ (Matt. 12:31, 32) Det ville derfor være spildt og til ingen nytte at oprejse sådanne til liv i den kommende tingenes ordning under Guds rige.
22. Hvorfor må kristne, ifølge det der siges i Hebræerne 10:26-31, regelmæssigt komme sammen for at opbygge hinanden?
22 Sande kristne ønsker ikke at udsætte sig for at blive ’dømt til Gehenna’. De må derfor regelmæssigt komme sammen for at opmuntre og opbygge hinanden åndeligt. Hebræerne 10:26-31 (vers 26 efter NW) understreger dette: „Thi praktiserer vi med vilje synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, gives der ikke mere noget offer for synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand [fra Jehova], som skal fortære de genstridige. Den, der har brudt Mose lov, må uden barmhjertighed dø ’på to eller tre vidners udsagn’; hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent [for at være af almindelig værdi, NW] og hånet nådens Ånd? Vi kender jo ham, som har sagt: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde;’ og fremdeles: ’Herren [Jehova] skal dømme sit folk.’ Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.“
„Hvor meget hårdere“?
23. Hvor meget hårdere er den straf der rammer utro kristne end den der ramte de jøder som brød Moseloven?
23 Jesus Kristus vil ikke dø på ny for de mennesker der som kristne er blevet oplyst med nøjagtig kundskab om sandheden og som derefter synder med vilje. Disse fornægter Guds søn Jesus Kristus, og de anser ikke Jesu blod for at have mere værdi til at genløse og hellige eller til at gyldiggøre pagter end en hvilken som helst andens blod. De forkaster Jesu fuldkomne offer som menneske, og hvilket offer har de så at bringe Gud til dækning af deres forsætlige synd? Der findes ikke et sådant offer! Ved døden kastes de derfor i Gehenna, i „ildsøen“ eller „den anden død“. De kommer ikke i Hades eller Sheol, hvorfra en opstandelse er mulig. Deres straf er således „meget hårdere“ end den der ramte de israelitter der måtte dø „uden barmhjertighed“ fordi de havde brudt loven der var givet ved Moses, som kun var et profetisk billede på Jesus Kristus.
24. Hvilken opstandelse så sådanne kristne til at begynde med frem til, men hvad sker der med dem når de dør?
24 Den kristne der synder med vilje vil derfor ikke få nogen opstandelse. Den opstandelse som han til at begynde med så frem til som en åndsavlet søn af Gud var „den første opstandelse“, den der gælder de 144.000 disciple der opnår liv i de usynlige himle som kongepræsten Jesu Kristi medarvinger. Men den forsætlige, utilgivelige synd ødelægger alle muligheder for en sådan opstandelse til liv i himmelsk herlighed. For et sådant menneske bliver døden i kødet ensbetydende med at „falde i den levende Guds hænder“, hvilket vil sige evig tilintetgørelse.
25, 26. (a) Hvorfor fik Judas Iskariot en sådan „meget hårdere straf“ endskønt han ikke blev avlet til himmelsk håb på pinsedagen år 33 e.v.t.? (b) Hvor kom Judas Iskariot hen da han døde, og hvorfor?
25 Judas Iskariot var en kristen der faldt i den levende Guds hænder og som måtte lide den „meget hårdere straf“, evig tilintetgørelse. Judas levede ikke til pinsedagen år 33 efter vor tidsregning og var således ikke blevet døbt med den hellige ånd og avlet af Gud Faderen til et himmelsk håb. Men han var blevet udvalgt til at være en af Jesu Kristi apostle og havde ved den hellige ånd fået særlige evner da han sammen med de elleve andre apostle blev sendt ud i forkyndergerningen. (Matt. 10:1-8) Men Judas forrådte sin frelser, Jesus Kristus, ikke for at opnå frelse men for at få tredive sølvpenge af sin Herres morderiske fjender.
26 Judas Iskariot slog en handel af med de religiøse ledere som Jesus sagde vandt proselytter der som ’emner for Gehenna’ var dobbelt så slemme som de selv, der jo også var hjemfaldne til „Gehennas dom“. (Matt. 23:15, 33, NW) Judas forkastede „Guds lams“ offer. Der findes således ikke noget offer for hans forsætlige synd. Han blev derfor „fortabelsens søn“. Da han begik selvmord gik han til Gehenna. Han vil ikke få nogen opstandelse, heller ikke til jordisk liv. — Joh. 6:70, 71; 17:12.
27-29. (a) Hvem er den anden „fortabelsens søn“ som Paulus taler om? (b) Hvad siger Paulus om ham i 2 Tessaloniker 2:3-12?
27 Foruden Judas findes der en anden „fortabelsens søn“ som apostelen Paulus taler om. Dette er ikke nogen enkeltperson som Judas Iskariot, men det er den skare af såkaldt kristne der er fremstået siden pinsedagen år 33 e.v.t. og især efter Jesu Kristi tolv trofaste apostles død. Denne skare består af såkaldt kristne ledere der er faldet fra den sande kristne tro som Bibelen lærer, og som har forbrudt sig mod Guds lov, skønt de stadig foregiver at være hans søns, Jesu Kristi, efterfølgere. Det er kristenhedens organiserede præsteskab, som i dag udgør den dominerende del af Babylon den Store (den falske religions verdensimperium). I 2 Tessalonikerbrev 2:3-12 advarer Paulus os mod denne „fortabelsens søn“:
28 „Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Mindes I ikke, at jeg sagde dette til jer, allerede dengang jeg var hos jer? Også nu ved I, hvad der holder igen, så han først kan åbenbares, når hans tid er inde.
29 Thi lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes. Og da skal den lovløse åbenbares (ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme), og han skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.“
30. Hvem er denne „fortabelsens søns“ „lovløshed“ rettet imod, og hvoraf fremgår det? Til hvornår blev der holdt igen på ham?
30 Den skare mennesker der udgør dette „lovløshedens menneske“ eller „syndens menneske“ (AV; AS; Dy) er imod den højeste Gud. Dette fremgår af at „lovløshedens menneske“ forsøger at ophøje sig over alt hvad der hedder Gud. Han prøver endog at tage den sande Guds plads i hans åndelige tempel. Dette „lovløshedens menneske“ ønsker selv at blive tilbedt og æret, og han fejer Guds ord til side til fordel for religiøse traditioner og hedenske læresætninger. Han er fuld af religiøst bedrag og er et villigt redskab for Satan Djævelen, løgnens fader. Der blev holdt igen på dette „lovløshedens menneske“ indtil de trofaste tolv apostles død. Derefter var det lettere for ham at trænge sig frem og tiltage sig mere magt over dem der hævdede at være kristne.
31. (a) Hvorfor passer navnet „fortabelsens søn“ godt på ham? (b) Hvorfor er det ikke mærkeligt at kristenhedens præsteskab modstår Rigets budskab?
31 Under sin nærværelse i sit himmelske rige vil Herren Jesus imidlertid dræbe dette „lovløshedens menneske“. Han vil fuldstændig tilintetgøre ham og derfor kaldes han „fortabelsens søn“. De der i de forløbne nitten århundreder har været en del af dette „lovløshedens menneske“, er ved deres død blevet dømt til Gehenna. De vil lige så lidt få nogen opstandelse som den anden „fortabelsens søn“, Judas Iskariot. De nærer ingen kærlighed til den sandhed som fører til frelse. Derfor tror de løgnen og bliver ved med at udbrede vildfarelser. Det er derfor ikke så mærkeligt at kristenhedens præsteskab modstår budskabet om Guds messianske rige og forfølger dets forkyndere. Når Babylon den Store bliver tilintetgjort for evigt vil dette „lovløshedens menneske“ også blive kastet i Gehenna.
„Den onde træl“
32. Hvilken anden såkaldt kristen skare vil, ifølge Jesu lignelse om tjenere i Mattæus 24:45-51, blive dømt til tilintetgørelse?
32 En anden skare mennesker der hævder at være kristne og som vil få den samme straf som „lovløshedens menneske“, er den skare som Jesus i sin profeti kaldte „den dårlige tjener“ eller (ifølge NW) „den onde træl“. (Matt. 24:48-51; Luk. 12:45, 46) Denne skare består af indviede og døbte kristne der er blevet avlet af Guds ånd til et himmelsk håb og har været tilknyttet den trofaste, kristne menighed som Jesus kaldte „den tro og kloge tjener“ eller (ifølge NW) „den tro og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Denne „onde træl“ bliver imidlertid oprørsk og søger at forvalte Herrens interesser efter sit eget hoved og at betjene sig selv i overensstemmelse med sit kødelige begær, samtidig med at den mishandler dem der tilhører den „tro og kloge træl“.
33. (a) Hvorfor er den „onde træl“ mere dadelværdig end hyklerne uden for Herrens husstand? (b) Hvilke andre skarer som Jesus omtalte i sine lignelser er denne træl identisk med?
33 Herren Jesus Kristus griber den „onde træl“ på fersk gerning. Han straffer ham med „den største strenghed“ (NW) og sætter ham på porten, idet han giver ham plads blandt de religiøse hyklere, hvor han hører hjemme. Denne onde skare kristne er endnu mere dadelværdig end de hyklere der befinder sig uden for huset, for den har tilhørt Herrens husstand og har af ham fået åndelige værdier betroet. „Den onde træl“ har også forrådt sine kristne brødre på samme måde som Judas Iskariot forrådte Herren Jesus Kristus. Den vil lige så lidt få en opstandelse som Judas. Identisk med eller indbefattet i denne „onde træl“ er også den „dårlige og dovne tjener“ der, som skildret i Jesu lignelse i Mattæus 25:15, 16, 22-30, af sin herre fik betroet én talent; det samme er tilfældet med den „onde tjener“ der, som Jesus beskriver det i Lukas 19:13, 20-27, nægtede at forvalte det pund hans herre havde givet ham. Bibelen giver intet håb om at sådanne vil få en opstandelse til himmelsk liv.