Vidnesbyrdet i katakomberne

DEN kristne tro har intet at frygte af de vidnesbyrd som efterhånden fremdrages fra en fjern fortid. Arkæologien svækker ikke troen, men bekræfter tværtimod Bibelens udsagn. Historien fremmaner et billede af de sande tilbederes tro, et billede der svarer til den sande tro i vor tid. Samtidig beretter den om frafaldets udbredelse og pseudo-kristnes udvandede trosbegrebers sammenblanding med den gamle verdens hedenske skikke, en foreteelse der finder sit modstykke i vore dage.

Navnlig i de sidste århundreder er en hel skat af oplysninger blevet afdækket i katakomberne uden for Rom. Der findes lignende underjordiske begravelsespladser andre steder, for eksempel i Ægypten, Persien, Syrien, Grækenland og på Malta, men de som er beliggende i nærheden af Rom har særlig interesse fordi de blev brugt af de første kristne.

Ifølge romersk lov var det ikke tilladt at begrave de døde inden for byområdet. Derfor blev der anlagt en mængde begravelsespladser få kilometer uden for Rom. Romerne behøvede ikke så megen plads, for de brændte ligene, men den store jødiske befolkning dér brugte ikke ligbrænding. De begravede de afdødes legemer. Eftersom det længe havde været skik og brug at henlægge ligene i klippehuler eller grave udhugget i bjergskråninger, er det ikke mærkeligt at jøderne brugte underjordiske gange til deres gravpladser. (Mark. 15:46) Som Burgon siger: „Motivet til at begrave de døde i katakomberne var fra første færd hverken hedensk eller kristent, men jødisk.“ Denne begravelsesmåde blev antaget af det kristne samfund, hvoraf mange selv havde været jøder.

Til at begynde med var disse begravelsespladser forholdsvis små og i privat eje. I nogle tilfælde lod de som blev kristne og som havde ejendomme med haver, andre kristne blive begravet på deres jord. Disse katakomber bærer i mange tilfælde ejerens navn. Andre fik navn efter den som var udnævnt til at føre tilsyn med stedet eller efter en kendt martyr der lå begravet der, eller også fik de navn efter deres beliggenhed. Nogle steder ser det ud til at de kristne overtog tidligere hedenske begravelsespladser.

Stiger man ned i katakomberne støder man på en labyrint af smalle gange der er udhugget i de porøse klipper og forgrener sig over et vældigt område med et sådant virvar af gallerier at den som ikke er stedkendt snart ville gå vild. Alle katakomberne er ikke, som man tidligere har ment, forbundet på en eller anden måde, men der findes mindst femogtredive forskellige i nærheden af Rom. Gangene er som regel fra en til halvanden meter brede og noget over to meter høje. Langs væggene er nicherne (loculi) der blev brugt som grave. De fleste lige store nok til at rumme et lig svøbt i linned overhældt med gips; dog rummede nogle nicher flere. Så blev åbningen muret til med fliser eller med en marmorplade.

Efterhånden som pladserne blev optaget gravede man sig længere og længere ned i klippegulvet der var fuldstændig fast men alligevel meget let at hugge i, og på den måde fik man større vægplads. Nogle steder er der så mange som tolv nicher oven over hinanden på hver sin side af gangene. Gangene ligger heller ikke alle i samme højde. Tit er der tre eller fire gallerier. I St. Calisto-katakomberne er der således syv etager.

Nogle af de rigere lod lave en bue i muren og under den en kistelignende udhugning der kunne lukkes med en aflang, vandretliggende marmorplade. Denne type blev kaldt arkosolier. Familier havde ofte et helt rum (cubiculum) der lå lidt tilbage fra hovedgangen, og i disse hvælvinger blev de enkelte gravsteder anbragt. Sådanne rum kunne også tjene som mødested for en gruppe der samledes for at tilbede.

Det ville være et kolossalt arbejde at opmåle alle gangene i katakomberne, men man har anslået dem til at strække sig over en 800-900 kilometer, hvilket vil sige det samme som en tunnel der strakte sig fra Neapel i Italien til Zürich i Schweiz.

Tilflugtssteder

Når forfølgelserne stod på ydede de endeløse mørke gange i katakomberne en ypperlig beskyttelse mod romerne. Da romerne nærede stor ærefrygt for de døde var begravelsespladser et forholdsvis sikkert sted at søge ly mod vrede forfølgere, og disse steder var endogså beskyttet ved lov. Selv om katakomberne ikke blev bygget som tilflugtssteder, men som begravelsespladser, tjente de begge formål. Selv menighedsmøder kunne afholdes der i nogenlunde sikkerhed. Familierum eller -krypter var ikke særlig store, men en mellemstor gruppe kunne sagtens samles her for at tilbede, og luftkanalerne der førte ud i det fri gjorde at rummene ikke virkede alt for fugtige og indelukkede.

Man må dog ikke heraf slutte at disse underjordiske kirkegårde var fredhellige. Fra tid til anden blev der foretaget razziaer, og de som opholdt sig der blev hugget ned. Eusebios beretter at det i det tredje århundrede, under Valerians regering, blev forbudt at holde møder i katakomberne, ja endog at gå ned i dem, og også at der under Diocletians regering blev foretaget razziaer i et forsøg på at undertrykke kristendommen.

Genspejlinger af kristen tro

Sædvanligvis bliver udtrykket „katakombe“ brugt om disse underjordiske labyrintgravsteder, men det blev det ikke fra begyndelsen. Catacumbas var navnet på en dal ved Via Appia der blev benyttet som begravelsesplads. Navnet var meget træffende for det betyder „ved hulningen“. De kristne kaldte dem imidlertid coemeteria, der betyder „sovesteder“. Dette udtryk rummede ikke nogen tanke om sjælens udødelighed, men håbet om en opstandelse.

Et citat af Hemans i Contemporary Review, fundet i McClintock og Strongs Cyclopædia, bekræfter yderligere de kristnes tro på sjælens dødelighed: „Mens udtrykket Vixit in pace, der er meget sjældent i romerske inskriptioner, ofte findes på afrikanske og flere franske gravsteder, hører denne ellers udpræget hedenske gravskrift, ’Vixit’ (for selv på gravene at fremmane et billede af liv snarere end af død for ens indre øje), ikke til i den kristne terminologi.“ Nej, der fandtes ingen tro på en udødelig sjæl eller dens ledsagende dogmer om et brændende helvede, en skærsild eller bønner for de døde. — Ez. 18:4; Ap. G. 24:15.

Kaster katakombernes religiøse kunst lys over andre kristne trossætninger? Ja i høj grad, og de bevidner at mange af vor tids kristenheds dogmer ikke hørte til de første kristnes tro. Korset fandtes ikke som et helligt tegn og forekom i det hele taget meget sjældent. Encyclopedia Americana oplyser: „Mens det vrimlede med afgudsbilleder til alle sider ser det ud til at de trofaste helt undgik denne kunstart.“ (1 Kor. 10:14) Kunne vi vente andet, når vi ved at de kristne afskyede deres hedenske naboers afgudsdyrkelse? Den fuldstændige mangel på afgudsbilleder og relikvier blandt de kristne bevirkede at de af den romerske verden blev beskyldt for at være ateister.

I The Ancient Church peger Killen på endnu et vidnesbyrd i katakomberne og siger: „Disse vidnesbyrd om oldkirken i Rom og dens tro benægter fuldstændig tilstedeværelsen af Mariadyrkelsen, for gravskrifterne i Det lapidariske Galleri, der alle er opsat under paveligt opsyn, indeholder ingen bønner til vor Herres moder. . . . De taler kun om Jesus som mellemmanden, genløseren og vennen.“ Hursts History of the Christian Church tilføjer: „Tilbedelsen af jomfru Maria får ikke støtte af katakombernes vidnesbyrd. Først i den senere symbolisme, da kirken forsvandt ind i overtroens lange mørke nat, finder vi spor af at hun blev æret som en guddom.“ — Åb. 22:9.

Sådanne gravskrifter som denne: „Til Basilus, den ældste, og Felicitas, hans hustru“, viser at de første kristne stadig holdt sig til den bibelske regel at det er rigtigt at en tilsynsmand er „én kvindes mand“. (1 Tim. 3:2) Der stilledes intet krav om cølibat. I McClintock og Strongs Cyclopædia findes den omfattende udtalelse at „intet specielt katolsk dogme får nogen støtte i gravskrifter før det fjerde århundrede“. Det var først i det femte århundrede at tilbedelsen af helgener begyndte at vinde indpas, og først henimod slutningen af dette århundrede eller i begyndelsen af det sjette findes beviser for den spirende tro på at Peter havde særlig myndighed fra Kristus, skønt Peter endnu ikke fremstilledes med nøglerne, således som vi ser i den senere symbolisme.

En fremtrædende plads blandt både de tidligere og senere malerier i katakomberne indtager de gentagne fremstillinger af bibelske scener fra samtlige af Bibelens bøger. „Man kan ikke betragte disse slående vidnesbyrd om den første kristne kunst uden at lade sig overbevise om at kirken i de første tre århundreder ikke alene var velbevandret i Bibelen og at den på et meget tidligt tidspunkt havde fuldført hele samlingen af den bibelske kanon, men at den nærede en glødende kærlighed til Bibelen og anså det for en absolut nødvendighed at troende af alle klasser havde kendskab til hver en del af den. . . . Katakomberne rejser sig som et vidnesbyrd mod det overlagte og fortsatte forsøg på at skjule Guds ord for folket.“ — Hursts History of the Christian Church.

Frafald

Samtidig med at katakomberne vidner om den sande tilbedelses bevarelse blandt trofaste kristne, taler de også om det begyndende frafald. Apostelen Paulus havde forudsagt dets komme: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ (Ap. G. 20:29, 30) „Også nu ved I, hvad der holder igen [apostlenes personlige nærværelse], så han først kan åbenbares, når hans tid er inde. Og da skal den lovløse åbenbares.“ — 2 Tess. 2:6, 8.

Det første århundredes kristnes forbløffende enighed begyndte at svinde efter apostlenes død og mange vendte „øret bort fra sandheden“. (2 Tim. 4:4) Gradvis ændrede ordningen med kristne tilsynsmænd som tjenere i menigheden sig til et præstestyre. Græsk filosofi og andre hedenske foreteelser blev blandet sammen med den vedtagne lære. Da man var nået frem til år 321 havde mange accepteret dagen for den hedenske soltilbedelse, og fra og med kirkemødet i Nikæa år 325 e. Kr. tog kejser Konstantins sammensmeltning af Roms hedenske religion med de frafaldne kristne menigheders endnu større fart. De som var villige til at blive en del af verden var også villige til at antage dæmontilbedelsens ydre væsen for at bevare sig i verdens gunst. — Jak. 1:27; 4:4.

I år 378 tildelte kejser Gratian Roms biskop, Damasus, retten til at bære titlen pontifex maximus. Under hans kirkestyre blev der gjort meget for at udsmykke martyrernes grave. Den tidligere sunde kristne respekt for det uangribelighedens eksempel disse martyrer havde sat blev besmittet af den fordærvede heltedyrkelse Rom hengav sig til, og dermed lagdes grunden til det næste århundredes helgendyrkelse.

Da der blev ryddet op i katakomberne og de blev smykket med længere inskriptioner og flere kunstværker, blev de til valfartssteder og martyrerne gjort til genstand for tilbedelse. Da Diocletians rædselsherredømme efterfulgtes af en periode i hvilken der vistes de kristne større tolerance og begivenhederne udviklede sig i retning af statsanerkendelse af den nye blandingsreligion, antog de nu frafaldne kristne hedenske tanker og symboler. De enkle lerlamper der blev brugt i katakomberne og som førhen havde været usmykkede blev nu forsynet med det hedenske fisketegn (idet bogstaverne i det græske ord for fisk svarede til de første bogstaver i udtrykket „Jesus Kristus, Guds søn, frelseren“), det konstantinske monogram, o.s.v.

Sådan gik det til at symboler af hedensk oprindelse som for eksempel fisken, påfuglen, ankeret og duen, hvad enten de sagdes at få en ny betydning i kirken eller ej, blev en del af den såkaldte kristne kunst i katakomberne, symboler der længe havde været brugt af hedningerne og findes på deres gravsteder. Nogle bøger udbreder sig meget om betydningen af disse symboler og malerier, men The Catholic Encyclopedia indrømmer åbent og ærligt at „forfattere har til tider fundet et rigere dogmatisk indhold i katakombernes billeder end en grundig undersøgelse siger god for“. — Bind 3, side 423.

Skønt vi har set at katakomberne udgjorde tilflugts- og mødesteder under forfølgelse, forstår vi nu at de ikke lå ubenyttede hen da forfølgelsen hørte op. Man vendte tilbage til katakomberne som tilbedelsessteder, men denne gang var det en tilbedelse af en helt anden karakter end den de første kristne samledes om.