Kapitel 18

„Lovløshedens menneske“ gøres til intet

 1. Hvorfor kræver folk nu som aldrig før fred blandt nationerne?

ALDRIG før har så mange krævet fred blandt nationerne. Grunden er øjensynlig at vi nu lever i „atomalderen“. Der er allerede fem førende lande der har atomvåben, og mange flere vil følge efter så snart de får fat i hemmeligheden bag disse våben og begynder at fremstille dem. Raketter med atomsprængladninger truer menneskene, ikke blot fra baser på landjorden, men også fra raketførende u-både der ligger og lurer forskellige strategiske steder i havene.

 2. Hvilke usædvanlige fredsbestræbelser er vi derfor vidne til i dag?

² Det er derfor ikke mærkeligt at politikerne gør sig tilsyneladende ærlige bestræbelser for at undgå en atomkrig. Ansigt til ansigt med faren for en altødelæggende kernekrig er de styrende mere tilbøjelige til at komme hinanden i møde. Lande som før var uforsonlige fjender er nu rede til at gøre indrømmelser for at bidrage til en afspænding. Man føler i stigende grad at alt må gøres for at sikre freden. Håbet om „en generation med fred“ vokser. Den europæiske sikkerhedskonference i Helsingfors med fireogtredive deltagerlande var et udtryk for denne indstilling. Målet er at bremse landenes lovløse optræden over for hinanden.

 3. Med hvilket udbrud vil de ledende sikkert snart kunne lykønske hinanden, at dømme efter begivenhedernes udvikling i verden? (b) Hvis „dag“ vil da bryde frem, og hvorfor vil dette komme som en overraskelse for nogle?

³ Den politiske udvikling i verden synes at gå i den retning at de styrende en dag jublende vil kunne lykønske hinanden og udbryde: „Fred og sikkerhed!“ Når denne situation bliver en realitet og De forenede Nationer anerkendende ser til, vil menneskeheden da opleve „en generation med fred“? Det er noget Bibelens profetier kommer ind på. De viser at Bibelens forfatter, menneskets Skaber, har fastsat tider og perioder hvor forskellige ting vil indtræffe, og at han selv holder regnskab med tiden. Hans dag kommer også! Selv om det tilsyneladende vil lykkes politikerne at oprette „fred og sikkerhed“, vil det ikke udskyde hans dag. Mennesker kan ikke afværge hans dags komme. Selve det at de når frem til en international overenskomst som giver anledning til at de udbryder: „Fred og sikkerhed!“, vil være det forudsagte tegn på at hans „dag“ er ved at bryde frem. Det denne „dag“ bringer, vil overraske menneskene. Det vil komme som en overraskelse for dem fordi de ikke har troet på det han har forudsagt i sit ord og det han har ladet forkynde ved sine vidner.

 4. Hvad skrev Paulus til de kristne i Tessalonika om den tid da man siger: „Fred og sikkerhed“?

⁴ For mange århundreder siden var der nogle som ransagede hans inspirerede, profetiske ord og så frem til hans dags komme. Til disse ivrige bibellæsere, der var medlemmer af den nyoprettede kristne menighed i Tessalonika i Makedonien, skrev apostelen Paulus: „Men med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, for I ved selv udmærket at Jehovas daga kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde; og de skal afgjort ikke undslippe. Men I, brødre, I er ikke i mørke så dagen skulle overraske jer som den ville overraske tyve, for I er alle lysets sønner og dagens sønner. Vi hører hverken natten eller mørket til. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os holde os vågne og være ædru.“ — 1 Tessaloniker 5:1-6.

 5. (a) Hvornår skrev Paulus sit første brev til de kristne i Tessalonika? Hvilken periode var det? (b) Hvad troede nogle imidlertid var nær, og hvad var de tilbøjelige til at ønske?

⁵ Apostelen Paulus skrev dette sit første brev til menigheden i Tessalonika i Makedonien omkring år 50. Det var cirka midt i perioden fra år 33 til år 70, den periode der ifølge Jesu Kristi profeti på Oliebjerget ville være kendetegnet af „krige og rygter om krige“, idet ’nation skulle rejse sig mod nation og rige mod rige’. Det var en alt andet end fredelig periode. (Mattæus 24:4-7) Og alligevel var der, mindre end et år efter at Paulus havde skrevet dette brev, nogle kristne i Tessalonika som begyndte at få den opfattelse at „Jehovas dag er her“. Men der er ikke noget vidnesbyrd om at de ledende dengang, i år 50/51, sagde: „Fred og sikkerhed!“ — de ord der ifølge Paulus’ brev skulle lyde umiddelbart før den ’pludselige undergang’ ramte verdens fredsstiftere. De kristne i Tessalonika døjede mange trængsler idet de blev forfulgt af religiøse modstandere, og de var tilbøjelige til at ønske at de straks kunne blive taget op til Herren Jesus Kristus i himmelen og således blive udfriet af deres vanskeligheder.

 6, 7. Hvad skrev Paulus til disse tessalonikere, eftersom de måtte vise deres tro under yderligere trængsler?

⁶ Omkring år 51 fandt apostelen Paulus det derfor tilrådeligt at skrive endnu et brev til dem for at genoprette deres åndelige ligevægt. Han gav udtryk for sin glæde over at de bevarede udholdenheden og troen under forfølgelse og trængsel, og tilføjede: „[Det] er et bevis på Guds retfærdige dom og fører til at I bliver anset for værdige til Guds rige, som I jo lider for.“ Han bestyrkede dem ikke i troen på at de snart ville slippe bort fra forfølgerne, men pegede frem til „Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle“. Idet han vidste at de stadig måtte vise deres kristne tro under vanskelige forhold, sagde han:

⁷ „Netop med det for øje beder vi også altid for jer om at vor Gud må anse jer for værdige til kaldelsen fra ham og fuldføre alt hvad han har behag i af godhed og troens gerning med kraft, for at vor Herres Jesu navn kan blive herliggjort i jer, og I i samhørighed med ham, i overensstemmelse med vor Guds og Herren Jesu Kristi ufortjente godhed.“ — 2 Tessaloniker 1:5-12.

 8. Hvad skrev Paulus at de ikke skulle blive opskræmte over, for at de ikke skulle blive skuffede i deres forventninger i forbindelse med den kommende ødelæggelse af Jerusalem?

⁸ Ødelæggelsen af det jordiske Jerusalem, der ville finde sted i den daværende generations levetid (i år 70), rykkede nærmere, og apostelen Paulus ønskede ikke at de kristne i Tessalonika skulle skuffes i de ubegrundede forventninger de knyttede til tiden før eller umiddelbart efter denne katastrofe for den jødiske nation. Han var klar over at han måtte revidere deres tankegang, og skrev derfor videre: „Men, brødre, med hensyn til vor Herres Jesu Kristi nærværelse [græsk: parousiʹa] og hvordan vi skal samles til ham, anmoder vi jer om ikke hurtigt at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte, hverken gennem en inspireret udtalelse eller gennem et mundtligt budskab eller gennem et brev, som var det fra os, gående ud på at Jehovas dag er her.“ — 2 Tessaloniker 2:1, 2.

 9. Hvad havde Paulus skrevet i sit første brev til tessalonikerne om Kristi nærværelse og om at de kristne skulle samles til ham?

⁹ Sammen med sine missionærfæller Silvanus (Silas) og Timoteus havde apostelen Paulus været med til at grundlægge denne menighed i Tessalonika, og i sit første brev til den efter at han var blevet nødt til at rejse fra den, havde han skrevet om det han her kalder „vor Herres Jesu Kristi nærværelse og hvordan vi skal samles til ham“. I Første Tessalonikerbrev 4:14-18 står der: „For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham. For dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse, afgjort ikke skal komme forud for dem som er sovet ind i døden; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som er blevet tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren. Bliv derfor ved med at trøste hinanden med disse ord.“

10, 11. Hvilken del af Jesu profeti, som den er gengivet i apostelen Mattæus’ beretning, havde de måske fået kendskab til?

¹⁰ Foruden disse oplysninger fra Paulus var Mattæus-evangeliet udbredt på dette tidspunkt; det var blevet skrevet omkring år 41 og forelå både på hebraisk og på det fællesgræske sprog man talte i det første århundrede. Det er derfor ikke umuligt at menigheden i Tessalonika havde fået kendskab til apostelen Mattæus’ gengivelse af Jesu profeti på Oliebjerget. Mattæus beretter at Jesus, da han havde forudsagt Jerusalems ødelæggelse (der indtraf i år 70), videre sagde:

¹¹ „Straks efter de dages trængsel skal solen formørkes, og månen skal ikke give sit lys, og stjernerne vil falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter skal rystes. Og derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed. Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ — Mattæus 24:29-31.

12. (a) Forventede Paulus at de kristne skulle samles til Kristus i himmelen umiddelbart efter Jerusalems ødelæggelse? (b) Hvad sagde han der måtte ske før Jehovas ødelæggelsens dag?

¹² Apostelen Paulus vidste imidlertid at englene under den herliggjorte Menneskesøn ikke ville blive sendt ud for at samle Guds udvalgte umiddelbart efter Jerusalems ødelæggelse inden for den daværende generations levetid, sådan at de kristne i Tessalonika blev samlet til Herren Jesus Kristus på det tidspunkt. Han vidste at der før Jehovas ødelæggelsens dag måtte ske mere end at Jerusalem blev jævnet med jorden og de politiske ledere vildledende sagde: „Fred og sikkerhed!“ Hvad der mere måtte ske, mindede han dem om med ordene: „Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ — 2 Tessaloniker 2:3.

13. (a) Hvad mente Paulus ikke med ordet ’frafald’? (b) Hvorfor var Paulus udmærket klar over hvad der lå i dette ord?

¹³ Ja, der måtte først komme et frafald. Hvad mente apostelen Paulus med udtrykket ’frafald’? Mente han blot at nogle af Kristi disciple ville blive ligegyldige over for den kristne tro, efterladende med hensyn til at gøre kristne gerninger, og på denne måde falde fra? Nej! Ordet betyder noget langt alvorligere. Det vidste apostelen Paulus. Han blev nemlig selv anklaget for frafald af de omskårne jøder der ikke troede på Jesus. Af den grund fik han under sit sidste besøg i Jerusalem denne anvisning af den kristne menigheds styrende råd: „Du ser, broder, hvor mange tusind der er blandt jøderne som har fået tro, og de er alle nidkære for Loven. Men de har hørt det rygte om dig at du har lært alle jøderne blandt nationerne frafald fra Moses, idet du har sagt at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke gå efter skikkene som er påbudt. Hvad er der da at gøre ved det? Under alle omstændigheder vil de høre at du er kommet [græsk: eleʹlythas]. Gør derfor dette som vi siger dig.“ (Apostelgerninger 21:18-23) Havde Paulus vendt Moses ryggen, var det frafald, set med jødiske øjne.

14. Hvad betyder det græske ord bogstaveligt, og hvilken videre betydning har det fået?

¹⁴ Det græske ord der er gengivet med „frafald“, betyder bogstaveligt „en stillen sig borte fra“, „afvigelse“ eller „udtræden“. Det tilsvarende udsagnsord finder vi i Lukas 8:13 således: „I prøvelsens tid svigter de.“ (NE) Og i Første Timoteusbrev 4:1: „I de sidste Tider vil nogle svigte Troen.“ (R-L) „Visse mennesker [vil] gøre oprør mod troen.“ (Mo) Og i Hebræerbrevet 3:12: „Se til, brødre, at ingen iblandt jer har det onde, troløse hjerte der tilhører en som svigter den levende Gud.“ (NE) „Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud.“ (DA) „Et ondt, vantro hjerte der vender sig bort fra den evige Gud.“ (AT) For de gamle grækere betød det ord som vi gengiver med „frafald“, også „opstand“ eller „oprør“. Af den grund gengiver flere nyere oversættelser Andet Tessalonikerbrev 2:3 på en sådan måde at tanken ledes hen på et oprør.

15. Hvordan fremgår det af nyere oversættelser at der menes noget meget alvorligt med ordet ’frafald’?

¹⁵ For eksempel siger den katolske Jerusalem-bibel: „Det kan ikke ske før Den store Opstand har fundet sted og Oprøreren, den Fortabte, har vist sig.“ An American Translation siger: „For det sker ikke før oprøret finder sted og ulydighedens legemliggørelse viser sig — han som er dømt til undergang.“ Revised Standard Version lyder: „For den dag vil ikke komme medmindre oprøret først kommer, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares.“ Moffatt gengiver stedet på denne måde: „Det vil ikke komme før Oprøret finder sted først af alt, sammen med åbenbarelsen af den Lovløse, den Fordømte.“ Og The New English Bible siger: „Den dag kan ikke komme før det endelige oprør mod Gud, når ondskaben åbenbares i menneskeskikkelse, det menneske der er dømt til fortabelse.“ Af disse forskellige gengivelser af Andet Tessalonikerbrev 2:3 ser vi at „frafald“ er noget meget alvorligt.

Frafald fra hvem?

16. (a) Hvordan ved vi hvem frafaldet er rettet imod? (b) Hvoraf fremgår det om dette „lovløshedens menneske“ er et enkelt menneske, og om det kun er en antikrist?

¹⁶ Hvem er dette frafald, dette oprør, denne opstand, så rettet imod? Den efterfølgende beskrivelse af hvordan dette oprør udvikler sig, viser tydeligt at det er rettet mod Jehova Gud, før hvis dag dette frafald må komme. Frafaldet vil bevirke at „lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares“. Er det et bogstaveligt menneske? Nej, for profetiens opfyldelse spænder over meget længere tid end et enkelt menneskes levealder. I overensstemmelse hermed benytter An American Translation udtrykket „ulydighedens legemliggørelse . . . som er dømt til undergang“. Vi lægger mærke til at den pågældende ikke betegnes som „Antikrist“. Ganske vist viser han sig at være en antikrist. Omkring år 98 skrev apostelen Johannes: „Allerede nu [er der] kommet mange antikrister; . . . Hvem er løgneren om det ikke er den der fornægter og siger at Jesus ikke er Messias? Denne er antikrist, den der fornægter Faderen og Sønnen.“ (1 Johannes 2:18, 22) Det var ikke alene Guds søn der blev fornægtet; det var også Gud selv, Faderen.

17. Hvorfor kaldes denne antigud „undergangens søn“, og hvornår sker undergangen?

¹⁷ Det er rigtigere at betegne „lovløshedens menneske“ som en antigud. Denne antigud er lovløs over for Gud, og eftersom han er imod Gud, Faderen, er han også imod Guds søn, Jesus Kristus. Allerede før han viser sig, omtales han som „undergangens søn“. Dette symbolske udtryk betyder at han arver undergang, at han er „dømt til undergang“. „Lovløshedens menneske“ fortjener at lide undergang; han kan ikke undgå det. Denne fortjente undergang vil nå ham på „Jehovas dag“. Han åbenbares før den dag.

18. (a) Hvilket forhold må den lovløse der forbindes med „frafaldet“, have haft til Gud? (b) Stod de kødelige jøder på Paulus’ tid i et fredeligt forhold til Gud, så de kunne falde fra?

¹⁸ Dette „lovløshedens menneske“ der er bestemt til undergang, forbindes med det forudsagte ’frafald’, oprøret mod Gud. Det viser at „lovløshedens menneske“ oprindelig var knyttet til Gud og stod i et fredeligt forhold til Gud. Dengang apostelen Paulus skrev sit brev til de kristne i Tessalonika, var det ikke de kødelige, omskårne jøder der havde fred med Gud og stod i et godt forhold til ham. Det var jøderne der havde lavet et opløb i Tessalonika og tvunget apostelen Paulus til at flygte fra byen, og senere også fra Berøa. (Apostelgerninger 17:5-15) Og i sit første brev til tessalonikerne skrev Paulus: „Også de [menighederne i Judæa] lider under jøderne, der endog har dræbt Herren Jesus og profeterne og forfulgt os. Desuden behager de ikke Gud, og de er imod alle menneskers interesser, idet de prøver at hindre os i at tale til folk fra nationerne så disse kan blive frelst, med det resultat at de altid gør deres synders mål fuldt. Men hans vrede er endelig kommet over dem.“ — 1 Tessaloniker 2:14-16.

19. Hvor kunne man vente at frafaldet ville begynde, og hvorfor dér?

¹⁹ Frafaldet kunne altså ikke begynde andre steder end i den kristne menighed. Det var til de kristne, repræsenteret ved menigheden i Tessalonika, apostelen skrev: „Paulus og Silvanus og Timoteus til menigheden af tessalonikere i samhørighed med Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus: Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, Faderen, og Herren Jesus Kristus.“ (2 Tessaloniker 1:1, 2) Disse kristne kunne falde fra Gud, gøre oprør mod Gud, for de var i samhørighed med ham og med hans Messias, Jesus, og de modtog ufortjent godhed og fred fra Gud, deres himmelske Fader, og gennem hans søn Jesus Kristus. Hvem i den kristne menighed er da disse oprørere?

20, 21. (a) Hvorfor ville frafaldet ikke begynde i den jødiske nation, men i den kristne menighed? (b) Med hvilke ord advarede Paulus presbyteriet i Efesus om det kommende frafald?

²⁰ Apostelen Paulus advarede selv om at frafaldet, det religiøse oprør, ville begynde midt i den menighed der nu tilhørte Gud, nu efter at han havde forkastet den jødiske nation som sit udvalgte folk. Guds menighed bestod nu af åndelige israelitter, åndelige jøder, og ikke længere af de kødelige, omskårne jøder som nation betragtet. Nogle år efter at Paulus havde skrevet sit andet brev til tessalonikerne, gjorde han ophold i byen Milét i Lilleasien under sin sidste rejse til Jerusalem. Der i Milét talte han til presbyteriet eller ældsterådet fra menigheden i det nærliggende Efesus. Idet han pegede frem til det frafald der ville komme, sagde han til disse ældste eller tilsynsmænd:

²¹ „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn. Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:28-30.

22, 23. (a) I hvilket af sine breve advarede Peter også om det kommende frafald, og hvem stilede han dette brev til? (b) Hvordan hjælper det Peter skrev, os til at se hvem den lovløse „undergangens søn“ er?

²² Ligesom apostelen Paulus, var også hans medapostel Peter klar over at der ville komme et frafald. I sit andet og sidste brev, der er skrevet omkring år 64, henvendte Peter sig til „dem der ligesom vi har opnået troens privilegium ved vor Guds og vor Frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed.“

²³ I dette brev skrev Peter blandt andet: „Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd. Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet. Og i havesyge vil de udnytte jer med falske ord. For dem er dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke.“ (2 Peter 1:1, 21 til 2:3) Dette hjælper os til at se hvem den lovløse „undergangens søn“ er.

24, 25. Hvilke spørgsmål stiller vi vedrørende „lovløshedens menneske“, i betragtning af det som Paulus og Peter sagde?

²⁴ Hvem må „lovløshedens menneske, undergangens søn,“ så være, i betragtning af det apostlene Paulus og Peter sagde om frafaldet? Til de „tilsynsmænd“ eller „ældste“ der repræsenterede menigheden i Efesus sagde apostelen Paulus at der fra dem selv ville fremstå mænd som i religiøs henseende fremførte „fordrejede ting“. Vi kan derfor koncentrere os om de religiøse ledere i den kristne menighed, dem der var ordineret eller indsat „til at vogte Guds menighed“. Hvem var de religiøse ledere der bekendte sig til Guds menighed og optrådte som „undertrykkende ulve“? Hvem var de navnkristne ledere der ’ikke behandlede hjorden skånsomt’? Hvem var de ledende religiøse mænd der fremstod og fremførte „fordrejede ting“ for at „trække disciplene“ i menigheden „bort efter sig“? Hvem er de mænd der, ligesom de falske profeter i fortidens Israel, har vist sig at være „falske lærere“ blandt de åndelige israelitter?

²⁵ Ja, hvem er de religiøse ledere der har listet „ødelæggende sekter“ ind blandt dem der gør krav på at udgøre Guds menighed? Hvem er de sekteriske ledere der, ved deres lærdomme og handlemåde, i virkeligheden har fornægtet den himmelske „herre som har købt dem“? Hvilke religiøse ledere har åbenlyst gjort sig skyldige i „skamløse gerninger“, idet de har plejet omgang med den verdslige øvrighed? Hvilke religiøse ledere har sat et dårligt eksempel for hjorden, med det resultat at „sandhedens vej“ er blevet spottet? Hvilke religiøse ledere har i havesyge begæret hvad der tilhører medlemmerne af deres menighed, og udnyttet dem „med falske ord“?

Hvem „lovløshedens menneske“ er

26. Hvem peger historien på, og hvordan beskrives denne i The Encyclopedia Americana?

²⁶ Historien i de sidste seksten hundrede år peger ganske klart på kristenhedens gejstlighed. Er der nogle som ikke helt er klar over hvad der menes med udtrykket „gejstlighed“? Da kan det være en hjælp at læse følgende uddrag fra The Encyclopedia Americana (1929-udgaven, bind 7, side 90):

GEJSTLIGHED [engelsk: CLERGY] (latin clericus, fra græsk kléros, lod, andel), i den kristne Kirke den del af de troende der er sat til side til den religiøse tjeneste. Adskillelsen fra lægfolket blev tydeligere som følge af de mange embeder og titler, privilegier, rettigheder, ornater og ordensdragter. I den romersk-katolske Kirke er gejstligheden inddelt i otte grader eller klasser: klerkens grad, de fire lavere grader og de tre hellige grader — underdiakon, diakon og præst. . . . De tre sidste regnes for at være guddommeligt indstiftet. En ung mand bliver klerk ved at modtage den kirkelige tonsur; ved dette ritual bliver han klerk eller clericus, og har som sådan krav på visse rettigheder og privilegier og en vis immunitet, og han overtager visse pligter der ikke påhviler lægfolket. I protestantiske kirker er forskellen på gejstlige og lægfolk ikke nær så stor.

27. (a) Med hvilke ord går Jesus imod at menigheden opdeles i en gejstlighed og et lægfolk? (b) Hvordan betegnede Johannes i Åbenbaringen alle menighedens medlemmer?

²⁷ Gav Jesus Kristus, den kristne menigheds overhoved, sine disciple besked på at de skulle opdeles i en gejstlighed og et lægfolk? Hverken i de fire evangelier (Mattæus, Markus, Lukas og Johannes), i Apostelgerninger eller i Åbenbaringen finder vi instruktioner om at hans disciple skulle deles i to klasser. Nej, Jesus fremholdt lige det modsatte. I templet i Jerusalem sagde han til sine disciple og de jøder der havde samlet sig: „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener.“ (Mattæus 23:8-11) I Åbenbaringen, som apostelen Johannes fik af Jesus Kristus, omtales alle Kristi disciple som præster: „Han gjorde os til et kongerige, præster for sin Gud og Fader.“ „Du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ — Åbenbaringen 1:6; 5:10.

28. Hvordan betegnes alle menighedens medlemmer i Peters første brev?

²⁸ Apostelen Peter skriver ligeledes til de kristne at de alle er præster: „Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ — 1 Peter 2:5, 9, DA.

29, 30. (a) Om hvem benyttes ordet „gejstligheden“ i Første Petersbrev 5:1-3, ifølge Douay-oversættelsen? (b) Hvordan gengives det pågældende græske ord i nyere katolske bibeloversættelser?

²⁹ Udtrykket „gejstligheden“ [engelsk: clergy] forekommer et enkelt sted i den katolske Douay-oversættelse af Bibelen, nemlig her i Peters første brev. Vi læser: „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne [gejstligheden, Dy], men som forbilleder for hjorden.“ (1 Peter 5:1-3, DA) Men selv i denne katolske bibel-oversættelse er det hele hjorden af Guds åndelige får der betegnes som „gejstligheden“, og „de ældste“, som apostelen Peter hørte med til, får at vide at de ikke må være strenge herrer over denne ’gejstlighed’. Denne gengivelse af det græske ord kleʹros (flertal) i Første Petersbrev 5:3 var imidlertid ikke tilfredsstillende for oversættere af nyere katolske bibeloversættelser, og de gengiver det anderledes. For eksempel:

³⁰ „Heller ikke for at herske over Delene, men som de, der af ganske Hjerte ere blevne Hjordens Forbilleder.“ (J. L. V. Hansen) „Vær ikke Voldsherrer over jeres Menigheder, men vær i Oprigtighed Hjordens Forbilleder.“ (Erikke Rosenørn-Lehn) „Ikke som Folk, der ovenfra vil herse med Menigheden, men som gode Exempler for Hjorden.“ — Peter Schindler.

31. Hvorfor spørger vi — i lyset af det Jesus sagde i Mattæus 23:10-12, 14, 33 — om motivet til at nogle skiller sig ud som en „gejstlighed“?

³¹ Eftersom Jesu Kristi inspirerede apostle anvendte udtrykkene „præsteskab“ og „gejstligheden“ (Dy) om hele Guds hjord, og ikke kun om „de ældste“ hvortil apostelen Peter hørte, er det ikke spor upassende at spørge: Hvem er de religiøse ledere i kristenheden der bærer præstetitel og kalder sig „gejstligheden“ til forskel fra deres menighed, som de kalder „lægfolket“? Hvilket motiv har disse religiøse ledere til at skille sig ud på denne måde? Hvad søger de at gøre sig selv til? Vi husker at Jesus Kristus sagde, da han fordømte de jødiske skriftkloge og farisæere som „hyklere“, „slanger“ og „øgleunger“: „Ej heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes.“ — Mattæus 23:10-12, 14, 33, DA.

32. Hvornår begyndte de religiøse ledere i kristenheden at kalde sig „gejstligheden“ til forskel fra „lægfolket“?

³² Hvornår begyndte de religiøse ledere i kristenheden egentlig at kalde sig gejstligheden og at forbeholde sig titlen „præst“? Under overskriften „2. Adskillelsen mellem gejstlighed og lægfolk“ siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia (bind II, side 386) følgende om skellet mellem de gejstlige og lægfolket:

Jødernes skelnen mellem præster og lægfolk var til at begynde med noget ukendt blandt de kristne. Det var „først da folk gik bort fra det evangeliske synspunkt for atter at antage det jødiske“ at tanken om det almindelige kristne præstedømme mere eller mindre fuldstændigt blev erstattet med tanken om det særlige præsteskab eller gejstligheden. . . . Endog Tertullian skrev (De baptismo, kapitel 17, før han blev montanist): „Også lægfolket har ret til at uddele sakramenterne og undervise i samfundet. Guds ord og sakramenterne blev ved Guds nåde givet alle, og kan derfor videregives af alle kristne som den guddommelige nådes redskaber. Men spørgsmålet er ikke blot hvad der er tilladt i almindelighed, men også hvad der er gavnligt under de forhåndenværende omstændigheder. Vi kan her bruge Skt. Paulus’ ord: ’Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt.’ I betragtning af den orden der nødvendigvis må opretholdes i Kirken, må lægfolket derfor nøjes med at gøre brug af deres præstelige ret til at uddele sakramenterne når tiden og omstændighederne kræver det.“ Fra Cyprianus’ tid . . . han der var fader til det hierarkiske system, blev adskillelsen mellem gejstlighed og lægfolk fremtrædende, og snart blev den indført overalt. Ja, fra og med det tredje århundrede blev udtrykket klerus (kleʹros, ordo) næsten udelukkende anvendt om præstestanden, for at adskille den fra lægfolket. Efterhånden som det romerske hierarki udviklede sig, blev gejstligheden ikke blot en særskilt orden (hvilket kunne stemme overens med alle de apostolske forordninger og lærdomme), men den blev også anerkendt som det eneste præsteskab og det nødvendige mellemled mellem Gud og mennesker.

33. Hvem var Cyprianus, og hvilket embede havde han i menigheden i det tredje århundrede?

³³ Ifølge The Encyclopedia Americana (bind 8, side 368) blev ovennævnte Thascius Caecilius Cyprianus født omkring år 200, og han døde i Karthago i Afrika den 14. september 258. „Kort efter sin dåb (246) blev han ordineret til præst og derefter valgt til biskop af de kristne i Karthago (248). . . . Han gjorde meget for at frigøre og styrke sit episkopat. Under ham blev der holdt syv kirkemøder, det sidste i 256.“ Selv om denne afrikanske biskop blev regnet for en af kirkefædrene og blev ophøjet til helgen af den romersk-katolske kirke, var han ikke desto mindre en gejstlig, et medlem af den gejstlighed der blev til efter at Jesu Kristi apostle og deres nære medarbejdere var døde.

34. Hvilken slags menneske er der tale om når Bibelen bruger udtrykket „lovløshedens menneske“? Begrund svaret.

³⁴ Det er denne såkaldt kristne gejstlighed der har vist sig at være „lovløshedens menneske, undergangens søn“, der er fremstået i forbindelse med „frafaldet“ eller „oprøret“. Det er tydeligt at Bibelen her sigter til et kollektivt „menneske“, en skare der består i lang tid og hvis sammensætning eller enkelte medlemmer skifter med tiden. „Lovløshedens menneske“ består altså ikke af de samme personer i dag som i det tredje århundrede.

Fordring på guddommelighed

35. Hvorfor er det ikke overraskende at „lovløshedens menneske“ tragter efter guddommelighed? I hvilket omfang gør han det?

³⁵ Eftersom gejstlighedens ’frafald’ eller ’oprør’ er rettet mod Jehova Gud, er det ikke overraskende at dette kollektive „lovløshedens menneske“ tragter efter guddommelighed, søger at gøre sig selv til en gud. Den første der gjorde oprør mod Jehova Gud, nemlig Satan Djævelen, gjorde sig selv til en gud. Apostelen Paulus kalder ham „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinter 4:4) Under Satan Djævelen søgte den hedenske konge i fortidens Babylon at blive lig med Jehova Gud, hvis tempel lå i Jerusalem. Ifølge Esajas 14:13, 14 sagde kongen over det gamle Babylon i hjertet: „Jeg . . . stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.“ Da han i år 607 f.v.t. ødelagde Jerusalem og Jehova Guds tempel, troede han at han havde nået sit ærgerrige mål. Det at Jerusalem og dets tempel blev ødelagt af denne babylonier der stræbte efter lighed med Jehova Gud, er imidlertid en lille ting i sammenligning med alle de ødelæggelser det gejstlige „lovløshedens menneske“ har anrettet inden for det område der tilhører Jehova Gud.

36. Hvordan handler dette kollektive „menneske“ som om det ikke skal stå Jehova til regnskab og hvad plejede Paulus at fortælle tessalonikerne om dette „menneske“?

³⁶ Eftersom gejstligheden er en lovløs oprører på det religiøse felt, har den optrådt som om den ikke skulle stå den højeste og almægtige Gud, Jehova, til regnskab, ja som om den var hævet over den eneste levende og sande Guds lov. Apostelen Paulus overdriver ikke når han profetisk siger om dette kollektive „lovløshedens menneske“: „Han sætter sig imod og ophøjer sig over enhver som siges at være ’gud’ eller genstand for dyrkelse, så han sætter sig i Guds tempel, idet han offentligt udgiver sig for at være en gud. Husker I ikke at jeg plejede at fortælle jer disse ting mens jeg endnu var hos jer?“ — 2 Tessaloniker 2:4, 5.

37. Hvilken fremtrædende religiøs personlighed kunne man pege på for at vise at Paulus’ profeti er blevet opfyldt? Hvorfor?

³⁷ For at vise at „lovløshedens menneske“ virkelig har opfyldt denne profeti, kunne man naturligvis pege på hvordan et medlem af den navnkristne gejstlighed har talt og handlet, eller man kunne pege på at vedkommende ophøjes som en gud. Man kunne for eksempel henvise til paven, den romersk-katolske kirkes overhoved, og citere hvad der siges om denne biskop af Rom i Lucius Ferraris’ kirkelige ordbog:b

Paven ejer en sådan værdighed og højhed at han ikke blot er et menneske, men så at sige Gud og Guds stedfortræder. . . . Derfor krones paven med en tredobbelt krone, til konge over himmelen, jorden og helvede . . . Ja, pavens højhed og magt omfatter ikke alene det der hører himmelen, jorden og helvede til, men han står også over engle og er højere end de . . . Så hvis det var muligt at engle kunne fare vild fra troen eller have synspunkter der stred imod den, kunne paven dømme dem og lyse dem i band. . . . Han ejer så stor værdighed og magt at han beklæder ét og samme dommersæde som Kristus . . . Sådan at alt hvad paven gør, synes at komme fra Guds mund. . . . Paven er så at sige Gud på jorden, Kristi trofastes eneste fyrste, den største konge af alle konger; det er ham der besidder fuldmagten, det er ham det jordiske og himmelske riges regering er betroet. . . . Paven er så stor i myndighed og magt at han kan ændre, fremsætte eller udlægge den guddommelige lov. . . . Paven kan undertiden modvirke den guddommelige lov ved at indskrænke, forklare, osv.

38. Hvad må man imidlertid huske når man peger på en enkelt gejstlig, og hvordan er denne profeti om „lovløshedens menneske“ derfor virkelig blevet opfyldt?

³⁸ Vi må imidlertid ikke glemme at „lovløshedens menneske“ ikke er en enkelt religiøs leder, som for eksempel paven i Rom eller den græsk-ortodokse patriark i Athen, den græsk-ortodokse patriark i Konstantinopel (Istanbul) eller en anden religiøs leder. Den forudsagte „lovløse“ er et kollektivt „menneske“, den samlede gejstlighed i den navnkristne kirke. Men hvad et enkelt fremtrædende medlem af dette gejstlige „menneske“ gør, falder naturligvis tilbage på alle de øvrige medlemmer, enten fordi de billiger hvad han gør eller fordi de uden at protestere forbliver medlemmer af gejstligheden. Når et enkelt medlem af præstestanden taler eller handler på hele standens vegne, bliver de alle medansvarlige eller medskyldige. Det er hvad præstestanden som et hele har gjort eller været med til at gøre op gennem århundrederne, der opfylder profetien om „lovløshedens menneske“.

39. Hvordan har det vist sig at „lovløshedens menneske“ „sætter sig imod“ Jehova?

³⁹ Det kollektive „lovløshedens menneske“ har sat sig imod Gud ved at gøre sig til „verdens ven“, i overensstemmelse med den regel som disciplen Jakob fremsatte under inspiration i sit brev: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jakob 4:4, DA) „Lovløshedens menneske“ modstår Jehova Gud ved at modstå, og søge at ugyldiggøre hans inspirerede, skrevne ord, ja endog ved at søge at formene kirkegængerne adgang til Bibelen. Han modstår Jehova Gud ved at modstå og forfølge de kristne disciple der tilbeder Jehova Gud med ånd og sandhed gennem Jesus Kristus. (Johannes 4:24) Han modstår den eneste levende og sande Gud ved at stjæle den tilbedelse og ærbødighed der tilkommer Gud og rette den mod en ophøjet præsteklasse.

40. Hvordan har „lovløshedens menneske“ søgt at blive den eneste gud på den jordiske skueplads, for eksempel i spørgsmålet om kirke og stat?

⁴⁰ „Lovløshedens menneske“ vil gerne være den eneste gud på den jordiske skueplads, ja gud over alle jordiske guder. Det er kommet til udtryk i den navnkristne kirkes forhold til den politiske øvrighed. I dette ægteskab mellem kirken og staten har gejstligheden altid stræbt efter at indtage førerstillingen, at have det afgørende ord. Ægteskabet mellem kirken og staten har bestået siden Konstantin den Stores tid. Det har i virkeligheden været et fornuftægteskab, idet gejstligheden har set på hvad den har kunnet få ud af det i form af myndighed, prestige, beskyttelse og immunitet, støtte og andre goder. Om emnet „kirke og stat“ siger The Encyclopedia Americana (bind 6, siderne 657, 658):

Mellem disse to institutioner har der i nyere tid sjældent, om nogen sinde, hersket fuldkommen harmoni. Medmindre der sker en eller anden forbløffende omvæltning tegner det til at denne langvarige strid vil fortsætte i det uendelige. Det har været en bitter strid. Den har stået om betydelige interesser og har affødt omfattende meningsudvekslinger. Den har medført alle slags opstande og har givet anledning til smædeskrifter som alene har fundet deres sidestykke i politiske stridigheder. Ikke sjældent har striden udelukkende drejet sig om politiske spørgsmål. . . . Under Konstantin trådte Kirken ind på verdensskuepladsen som medarbejder om den opgave at civilisere folkene. Nu da den var anerkendt som åndelig magt, opnåede den lidt efter lidt fast bopæl og vandt sig et navn som jordisk magthaver. Den blev en verdensmagt. Dette var begyndelsen til alle de mange katastrofer der har ramt Kirken. . . . Fra Konstantin til Karl den Store tilstod den borgerlige magt Kirken retslig anerkendelse, men blandede sig i dens styre. Fra Karl den Store til op imod reformationen var Kirken og staten nært forbundet, og det var almindeligt anerkendt at den borgerlige myndighed var underlagt den åndelige.

41. (a) Hvilken religiøs stilling indtog de romerske kejsere, en stilling som „lovløshedens menneske“ måtte ophøje sig over? (b) Hvilket religiøst embede beklædte den romerske kejser, og hvordan benyttede en kejser denne stilling i forbindelse med den frafaldne kirke?

⁴¹ Historien fortæller at kejserne i det hedenske romerrige blev regnet for guder, og at man ofrede røgelse til dem som til guder eller guddomme. Fra kejser Konstantin den Stores tid i det fjerde århundrede blev de frafaldne biskopper „gift“ med staten, og de søgte at få overtaget over den guddommeliggjorte romerske kejser. Konstantin bestræbte sig for at skabe en blandingsreligion mellem hedenskabet og kristendommen, og han bestemte at de frafaldne biskoppers religion skulle være statsreligion. Lige til sin dødsdag i år 337 bar han den hedenske titel pontifex maximus, den øverste i religiøse anliggender, og det var som pontifex maximus at han, endnu udøbt, indkaldte til Nikæamødet i år 325 for at bilægge en teologisk strid mellem kirkens biskopper. Den afgørelse han derefter traf, var til gunst for den hedenske lære om treenigheden (én gud bestående af tre personer), som flertallet af biskopperne gik ind for.

42. Hvordan, og repræsenteret ved hvem, benyttede „lovløshedens menneske“ den første lejlighed til at ophøje sig „over enhver som siges at være ’gud’ eller genstand for dyrkelse“?

⁴² I år 379c kom det gunstige øjeblik for paven, biskoppen af Rom. Kejser Gratian, som gjorde krav på at være kristen, frasagde sig den hedenske titel pontifex maximus og det medfølgende embede. Uden samvittighedskvaler overtog pave Damasus titlen på grund af den omfattende religiøse magt og indflydelse den ville give ham i hele befolkningen, som for størstedelens vedkommende stadig var hedensk og anerkendte den hedenske titel. Derved blev biskoppen af Rom hævet over den romerske kejser i religiøse anliggender. Lige til den dag i dag har den katolske kirkes overhoved fortsat båret og benyttet denne hedenske titel. Repræsenteret ved paven, det mest fremtrædende medlem af gejstligheden, ophøjede „lovløshedens menneske“ sig „over enhver som siges at være ’gud’ eller genstand for dyrkelse“. Det er almindeligt kendt at kristenhedens gejstlige kan lide at blive tiltalt med smigrende titler. De kræver at deres sognebørn eller kirkemedlemmer viser dem en vis ærbødighed.

43. I hvilket tempel er det at „lovløshedens menneske“ sætter sig og „udgiver sig for at være en gud“, og hvem tvinges til at anerkende hans magt?

⁴³ Det „Guds tempel“ hvori „lovløshedens menneske“ sætter sig og „udgiver sig for at være en gud“, er den kirke der gør krav på at være Guds kirke. Til de sande kristne det første århundrede skrev apostelen Paulus: „Ved I ikke at I er Guds tempel og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham; for Guds tempel er helligt, det tempel som I er.“ (1 Korinter 3:16, 17; se også Andet Korinterbrev 6:16.) Det var denne åndelige ’tempelskare’ frafaldets ophavsmænd forlod. De frafaldne nægter at anerkende den oprindelige, sande ’tempelskare’, og den frafaldne menighed de danner, kalder de „Guds tempel“. Det er i dette frafaldne „tempel“ de sætter sig som en „gejstlighed“ der er adskilt fra dem de kalder „lægfolket“. Det er dér den gejstlige stand i kristenheden giver sig ud for at være en gud. Politikere, forretningsfolk og militærfolk bliver tvunget til at anerkende dens magt. I krigstid søger den politiske øvrighed altid at opnå gejstlighedens støtte.

Det der ’holdt ham tilbage’ i det første århundrede

44, 45. (a) Hvad virkede som en hindring for at „lovløshedens menneske“ kunne udvikle sig og tage form i det første århundrede? (b) Hvordan gav Johannes i sit tredje brev et eksempel på denne hindrende indflydelse?

⁴⁴ „Lovløshedens menneske, undergangens søn,“ har nu været åbenbaret i århundreder. Men det var han ikke i det første århundrede, mens Jesu Kristi sande apostle levede. Dengang hørte hans åbenbarelse endnu fremtiden til. I sit brev til de kristne i Tessalonika omkring år 51 skrev apostelen Paulus derfor: „Og nu ved I hvad det er der holder ham tilbage, så han først åbenbares når hans tid er inde.“ (2 Tessaloniker 2:6) Disse kristne i det første århundrede vidste hvad det var der holdt „lovløshedens menneske“ tilbage, for Paulus havde klargjort det for dem, ja han havde vist dem det ganske tydeligt. Hvad var det altså der ’holdt ham tilbage’? Det var den samlede skare af Jesu Kristi sande apostle, indbefattende apostelen Paulus. I forening modstod de udviklingen og dannelsen af „lovløshedens menneske, undergangens søn“. Som et eksempel herpå kan vi anføre hvad apostelen Johannes skrev til de kristne omkring år 98, i sit tredje og sidste brev:

⁴⁵ „Jeg skrev noget til menigheden, men Diotrefes, som gerne vil være først iblandt dem, tager ikke imod noget fra os med respekt. Det er grunden til at jeg, når jeg kommer, vil minde om hans gerninger som han fortsætter med at gøre, idet han snakker om os med onde ord. Og ikke nok med dette: selv tager han ikke imod brødrene med respekt, og dem som ønsker at gøre det prøver han at hindre deri og at støde ud af menigheden.“ (3 Johannes 9, 10) Denne Diotrefes røbede i sandhed de karaktertræk der ifølge profetien skulle kendetegne „lovløshedens menneske“. Apostelen Johannes bestræbte sig for at ’holde ham tilbage’, bremse hans indflydelse. I lignende tilfælde gjorde andre apostle det samme.

46. Hvordan påpegede Paulus over for tessalonikerne at der allerede på det tidspunkt var en tendens til at danne „lovløshedens menneske“?

⁴⁶ Ja, allerede dengang omkring år 51, mindre end tyve år efter at den kristne ’tempelskare’ var blevet grundlagt på pinsedagen i år 33, var apostelen Paulus opmærksom på at der var en tendens til at danne „lovløshedens menneske“, undergangens søn. Derfor skrev han videre til menigheden i Tessalonika: „Denne lovløsheds hemmelighed er ganske vist allerede i virksomhed; men som hemmelighed kun til han som nu holder ham tilbage, er af vejen.“ — 2 Tessaloniker 2:7.

47. Hvorfor omtalte Paulus det der allerede var i virksomhed, som „denne lovløsheds hemmelighed“?

⁴⁷ Hvem dette kommende „lovløshedens menneske“ ville være, var en religiøs hemmelighed. Selv i dag findes der bibelfortolkere i kristenheden som hævder at dette „menneske“ er en enkelt person, en mand de kalder Antikrist. Men det er meget rammende når An American Translation betegner denne hemmelighedsfulde skikkelse som „ulydighedens legemliggørelse“. (2 Tessaloniker 2:3) Det stemmer med at „lovløshedens menneske“ har vist sig at være et kollektivt „menneske“, en gejstlighed der i århundreder har været lovløs over for Jehova Gud. Apostelen Paulus kunne med god grund sige at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed på hans tid, blot havde den endnu ikke taget endelig form, så den symbolsk kunne betegnes som et menneske. Men der var noget under udvikling i den kristne menighed, og til sidst ville det fremtræde som en tydelig, let genkendelig skare. På Paulus’ tid blev „den lovløses“ komme imidlertid stadig betegnet som en hemmelighed.

48. Hvad blev det nødvendigt for Paulus at skrive til de kristne i Korint, som viser at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed?

⁴⁸ Som bevis på at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede virkede inden for den kristne menighed på Paulus’ tid, kan vi læse hvad han blot nogle få år senere fandt det nødvendigt at skrive til menigheden i Korint i Grækenland: „Men hvad jeg gør vil jeg fortsat gøre, så jeg kan tage grundlaget væk fra dem der ønsker et grundlag for at blive fundet lige med os i den stilling som de praler af. Sådanne mennesker er nemlig falske apostle, svigefulde arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og intet under, for Satan selv giver sig til stadighed ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også til stadighed giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt skal være i overensstemmelse med deres gerninger.“ — 2 Korinter 11:12-15.

49. Hvordan blev det gennem Johannes påpeget at „denne lovløsheds hemmelighed“ stadig var virksom i det sidste tiår af det første århundrede?

⁴⁹ Denne religiøse udvikling som medførte at der fremstod falske ledere, „falske apostle“, kunne stadig iagttages i det sidste tiår af det første århundrede. Det fremgår af de ord den herliggjorte Jesus Kristus omkring år 96 gav den aldrende apostel Johannes besked på at skrive til ældsterådet i menigheden i Efesus i Lilleasien. Johannes fortæller i Åbenbaringen hvad Jesus i et syn pålagde ham at gøre: „Skriv til menighedens engel i Efesus: Dette siger han som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer midt iblandt de syv guldlampestandere: ’Jeg kender dine gerninger og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere. . . . Dog har jeg det imod dig at du har forladt den kærlighed du havde først.’“ — Åbenbaringen 2:1-4; 1 Timoteus 4:14.

50. Hvad skrev Johannes i sit første brev om antikrister, hvilket viser at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed på apostlenes tid?

⁵⁰ Før den aldrende apostel Johannes afsluttede sit jordiske livsløb, skrev han tre breve til de kristne. Noget af det han skrev i sit første brev, vidner om at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed mens Kristi apostle levede: „Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time. De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de gik ud for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags. Og I har en salvelse fra den hellige; alle har I kundskab. I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud, for mange falske profeter er draget ud i verden.“ (1 Johannes 2:18-20; 4:1; skrevet omkring år 98.) Eftersom disse antikrister ikke længere anerkendte Guds søn som Messias eller Kristus, havde de heller ikke Gud, Faderen. — 1 Johannes 2:22-24.

51. Hvad menes der med udtrykket „han som nu holder ham tilbage“, og hvornår blev denne taget „af vejen“?

⁵¹ På grundlag af disse apostolske skrifter som afslørede de dårlige tilstande der viste sig her og der i menighederne, kan vi se hvem apostelen Paulus mener med udtrykket „han som nu holder ham tilbage“. (2 Tessaloniker 2:7) Han mener ikke et enkelt mandligt medlem af Guds menighed på jorden, ikke en enkelt apostel ligesom han selv, men hele skaren af Jesu Kristi sande apostle i det første århundrede. Som en kollektiv person virkede disse apostle dengang (eller „nu“, som Paulus siger) som et bolværk der stod i vejen for „lovløshedens menneske“ så han ikke kunne tage form i hele den kristne menighed og få magt over den. Det der ’holdt den lovløse tilbage’ eller virkede som et bolværk mod udviklingen af ’lovløshedens hemmelighed’ blev altså taget „af vejen“ da den sidste af Kristi sande apostle blev taget bort i døden. Denne apostel må have været apostelen Johannes, der døde lige ved slutningen af det første århundrede.

52. Ved hvem vil „undergangens søn“ lide undergang, og hvornår?

⁵² Dette kollektive „lovløshedens menneske“ blev kaldt „undergangens søn“. Det vil med andre ord sige at Jehova Gud har dømt denne lovløse til undergang. Han lader sin herliggjorte søn Jesus Kristus fuldbyrde straffen over ham. Med hensyn til hvad der skulle ske efter at apostlene, der virkede som et bolværk, var kommet „af vejen“ ved at de alle var døde, siger Paulus derfor: „Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde med sin munds ånd og gøre til intet ved sin nærværelses tydelige fremtræden.“ — 2 Tessaloniker 2:8.

53. (a) Hvorfor er det således i vor generations levetid at „lovløshedens menneske“ skal udryddes? (b) Hvad vil tilintetgørelsen af dette „menneske“ være et bevis på?

⁵³ Herren Jesus udrydder ikke „lovløshedens menneske“ umiddelbart efter at denne er blevet åbenbaret og er trådt tydeligt frem idet han har sat sig „i Guds tempel“ og „offentligt udgiver sig for at være en gud“. Apostelen Paulus fastslår at „lovløshedens menneske“ først skal udryddes under Herren Jesu nærværelse eller parousia. Det vil sige nu, i vor generations levetid, for Herren Jesu kongelige nærværelse eller parousia begyndte da hedningernes tider udløb i 1914. Vi ser nu tegnet på at Jesus er nærværende, og vi ved at vi lever i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3 til 25:46) Det er altså i vor tid man vil se „lovløshedens menneske“ blive udryddet med Herren Jesu munds „ånd“. Det er i vor tid „den lovløse“ vil blive gjort til intet ved Herren Jesu nærværelses tydelige fremtræden! „Den lovløses“ tilintetgørelse vil bevirke at det træder tydeligt frem at Herren Jesus er usynligt nærværende, at hans parousia er en realitet. Den „ånd“ eller virksomme kraft der udgår fra hans mund, vil betyde undergang for hele „lovløshedens menneske“.

Vidnesbyrd om den lovløses „nærværelse“

54. (a) Hvornår begynder „den lovløses“ nærværelse i sammenligning med Herren Jesu nærværelse? (b) Hvad skulle kendetegne „den lovløses“ nærværelse eller parousia?

⁵⁴ Efter at apostelen Paulus har omtalt Herren Jesu nærværelse går han nu over til at tale om „lovløshedens menneskes“ nærværelse eller parousia. „Den lovløses“ nærværelse eller parousia går forud for eller begynder før Herren Jesu nærværelse i Rigets magt. Læg mærke til hvad der ifølge Paulus skulle bevise at „den lovløse“ var nærværende. Han skriver: „Men den lovløses nærværelse, [græsk: parousiʹa] er ifølge Satans virke ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag for dem som går til grunde.“ — 2 Tessaloniker 2:9, 10a.

55. Hvordan ved vi at det ikke er Jesu parousia men „den lovløses“ parousia der er omtalt i Andet Tessalonikerbrev 2:9?

⁵⁵ Her siger den katolske oversættelse af Peter Schindler: „Naar Oprøreren manifesterer sig, vil han være støttet af alle Satans Virkemidler, saa det vil ikke skorte paa ’Mirakler’ fra hans Side og paa Svindler-Tricks og falske ’Undere’: alle mulige Slags Blændværk, beregnet for dem, der gaar fortabt.“ (2 Tessaloniker 2:9, 10; se også Rosenørn-Lehn.) Hvis man gengiver de første ord i vers 9 bogstaveligt fra græsk, står der: „Hvis nærværelse er.“ Ordene „den lovløse“ forekommer altså ikke her i vers 9. Det vil dog ikke sige at ordet „nærværelse“ eller parousia her sigter til Herren Jesu nærværelse (parousia), der er omtalt i det foregående vers (8). Nej, der er tale om dens „nærværelse“ som drøftelsen drejer sig om, nemlig den lovløse. Derfor ser vi også at den autoriserede danske oversættelse af 1948 sætter ordene om Jesu Kristi nærværelse eller „komme“ i parentes. Det græske relative pronomen „hvis“ i vers 9 er altså sideordnet med „hvem“ i vers 8, der henviser til den lovløse. Sammenhængen er altså: „Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde . . . hvis nærværelse er . . .“

56. Hvem alene kan holdes ansvarlig for „lovløshedens menneskes“ officielle nærværelse, og hvorfor?

⁵⁶ Ingen anden end Satan Djævelen kan holdes ansvarlig for at denne antigud, dette „lovløshedens menneske“, har været nærværende lige fra Kristi apostles død til vor tid. Selv om dette kollektive „lovløshedens menneske“ har sat sig i „Guds tempel“, kan man ikke hævde at han er udgået fra Gud, Jehova. Alt i forbindelse med „ulydighedens legemliggørelses“ langvarige „nærværelse“ peger på at denne lovløse skare er fremtrådt ifølge eller på grund af „Satans virke“. Navnet Satan betyder „modstander“, og han er ophav til al modstand mod Jehova Gud i himmelen og på jorden, også „den lovløses“ modstand mod den højeste Gud. Det var afgjort ikke på foranledning af Jehova Gud at „frafaldets“ eller oprørets ophavsmænd ophøjede sig selv til en „gejstlighed“ og således skilte sig ud fra menighedens øvrige medlemmer, som de kaldte „lægfolket“. Det var noget Satan Djævelen stod bag, i et forsøg på at sætte hele menigheden af Kristi disciple op imod Jehova Gud.

57. Hvilke midler blev anvendt for at gejstligheden kunne opnå magt og bevare den, og hvorfor sådanne midler?

⁵⁷ For at den navnkristne gejstlighed kunne opnå magt og indflydelse og bevare den, måtte Satans virke være „ledsaget af enhver kraftig gerning [Mirakler, Sch] og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag“. Formålet med alle sådanne løgnagtige og bedrageriske vidnesbyrd om at „gejstligheden“ ejer støtte ovenfra, er at få menighedens medlemmer til at tro at de gejstlige repræsenterer den sande Gud og er indsat af ham, at de godkendes og støttes af ham, og at de er hans jordiske redskaber. Man giver det udseende af at de specielt er skilt ud og indsat til ordets tjeneste og har særlige beføjelser, privilegier, rettigheder og titler, en særlig immunitet og rang, noget som det underordnede „lægfolk“ ikke har.

58. Hvorfor kunne gejstlighedens kraftige gerninger, tegn og undere kun være et resultat af Satans virke, og ikke af nogen tilknytning til apostlene?

⁵⁸ Disse kraftige gerninger eller mirakler, disse tegn og undere og dette uretfærdige bedrag tjener altså et selvisk formål og tager ikke sigte på at herliggøre og ophøje Jehova Gud. Disse udslag af Satans virksomhed forekom efter Kristi apostles død. Apostlene havde gjort mirakler, tegn og undere, idet de havde fået Guds ånd gennem Kristus. De havde fået magt og myndighed til at give døbte troende del i ånden med dens forskellige gaver til at udføre mirakuløse gerninger, for eksempel at tale fremmede sprog, at profetere, fortolke, helbrede, og så videre. Men da apostlene døde var der ikke længere nogen der kunne give ånden med disse mirakuløse gaver videre til andre. Det vil sige at da de der havde fået sådanne gaver gennem Kristi apostle også døde (i løbet af det andet århundrede), forsvandt disse mirakuløse gaver, og udførelsen af sådanne mirakler var ikke længere et vidnesbyrd om at man var Guds sande tjenere der udgjorde den sande kristne menighed. (Apostelgerninger 8:14-18; 1 Korinter 13:8) Hvis nogle derefter tilsyneladende havde sådanne gaver, ville „gaverne“ derfor ikke være fra Gud, men fra Satan.

59. (a) Er alle de imponerende ting der peges på i forbindelse med gejstligheden, et bevis på at den tjener Gud? (b) Hvad henviser Guds sande tjenere til for at vise at de er indsat og godkendt af Gud?

⁵⁹ Lad derfor blot kristenhedens præstebeherskede kirker pege på alle de kraftige gerninger, mirakler, tegn og undere der er blevet udført til støtte for deres gejstlighed op gennem århundrederne. Lad dem blot henvise til den høje stilling som de gejstlige indtager i denne verden, den agtelse og ære de nyder, deres flotte, blændende embedsdragter, deres klingende titler, deres storslåede kirkebygninger, deres imponerende ritualer, deres forvandling af brødet og vinen under „messen“, deres højere uddannelse, deres anseelse og indflydelse hos staten og militæret. Alt dette, og den virkning det øver på det såkaldte „lægfolk“, viser kun at kristenhedens gejstlighed, der har ophøjet sig selv, ikke er af Gud og ikke tjener ham. Satan, der giver sig ud for at være „en lysets engel“, sørger for at hans religiøse tjenere på jorden „til stadighed giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere“. (2 Korinter 11:14, 15) Sande kristne tjenere for Jehova Gud benytter ikke sådanne ydre ting for at vise at de er hans udnævnte, godkendte tjenere; nej, de støtter sig til Guds skrevne sandhedsord.

60. Hvad er der at sige om den talmæssige styrke gejstligheden eller „lovløshedens menneske“ har opnået i hele verden?

⁶⁰ Det er en imponerende talmæssig styrke gejstligheden eller „lovløshedens menneske“ har opnået ud over jorden. I 1971, da kristenhedens kirker nåede op på 985.363.400 medlemmer — det hidtil højeste tal — fandtes der hundredtusinder af gejstlige. Alene i den romersk-katolske kirke var der dette år, ifølge den offentliggjorte statistik, 419.611 gejstlige ud af kirkens 566.771.600 medlemmer i hele verden.

61. For hvem har den underfundige Satan øvet dette bedrag, ifølge Paulus’ ord? Hvorfor har Gud tilladt det?

⁶¹ Hvilke menneskers lettroenhed er det der udnyttes ved hjælp af sådanne imponerende ydre tilkendegivelser? Hvem er det der lader sig imponere og bedrage af sådanne ubibelske kraftige gerninger og „løgnagtige tegn og undere“? Hvem retter den underfundige Satan disse ting imod? Apostelen Paulus siger at „Satans virke“ under den lovløse gejstligheds nærværelse er „ledsaget af . . . ethvert uretfærdigt bedrag for dem som går til grunde, fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Det er derfor Gud lader en vildfarelse komme til dem og virke på dem, så de tror løgnen, for at de alle kan blive dømt fordi de ikke troede sandheden men fandt behag i uretfærdigheden“. — 2 Tessaloniker 2:10-12.

62. Sender Gud direkte „en vildfarelse“ over dem der lader sig bedrage? Hvad afgør Gud ved at lade denne „vildfarelse“ virke på dem?

⁶² Gud sender ikke direkte „en vildfarelse“ over dem der bedrages. Han lader den „komme til dem“ for at fastslå hvad de egentlig vil og for at bevise at de faktisk ønsker det på den måde. Apostelen Paulus påpegede dette i sit sidste brev til sin missionærfælle Timoteus. Han opfordrede Timoteus til at forkynde Guds ord ivrigt til enhver tid i den kristne menighed, og forklarede hvorfor: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med deres egne ønsker vil de samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier.“ (2 Timoteus 4:2-4) Ved hjælp af Guds inspirerede ord kan man beskytte sig mod den vildfarelse der virker under „den lovløses“ nærværelse. Idet Jehova Gud lader denne vildfarelse komme fra Satan og lader den virke på dem der gør krav på at være kristne, stiller han dem på prøve for at se om de tager imod „kærligheden til sandheden“ eller om de elsker løgnen.

63. Hvorfor er verdenssituationen meget alvorlig for hele menneskeheden, og hvilket valg må vi nu træffe?

⁶³ I den korte tid der nu er tilbage af gejstlighedens eller „lovløshedens menneskes“ nærværelse og af Herren Jesu nærværelse, virker vildfarelsen med Guds tilladelse i et omfang som aldrig før. Snart fuldbyrdes den ugunstige dom over alle som ikke tager imod „kærligheden til sandheden“ men finder „behag i uretfærdigheden“. Derfor er verdenssituationen meget alvorlig for alle mennesker. De der studerer Bibelen med åndelig skelneevne har lige siden 1914 set tegnet på at Kristus er usynligt nærværende, og de forstår at tiden pludselig vil være inde til at hans nærværelse træder tydeligt frem over for gejstligheden, „lovløshedens menneske, undergangens søn“. (2 Tessaloniker 2:8) Så hvad ønsker vi — at lide undergang sammen med „den lovløse“, eller at opnå frelse sammen med dem der elsker sandheden?

„Lovløshedens menneske“ udryddes

64. Hvordan har „lovløshedens menneske“ gjort sig selv til en del af Babylon den Store?

⁶⁴ Gejstligheden eller „lovløshedens menneske“ har i århundreder fremholdt hedenske lærdomme som stammer fra det gamle Babylon, og den har sat sådanne hedenske lærdomme og menneskers traditioner højere end den inspirerede Bibel. Kristenhedens præsteskab har modstået og forfulgt dem der elsker den bibelske sandhed og forkynder den for andre og lever i overensstemmelse med den. De gejstlige har gjort sig gode venner med denne verden og har begået åndelig utugt (umoralitet) med de politiske herskere og de store finansfolk, og i krigstid har de beredvilligt støttet krigsmagere og militære elementer. De har således gjort sig selv til en indflydelsesrig del af det store Babylon, der er et symbol på den falske religions verdensimperium. Ja, det kollektive „lovløshedens menneske“ er den mest dadelværdige del af det store Babylon, den store religiøse „skøge“ hvormed „jordens konger [har] begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin“. — Åbenbaringen 17:1, 2.

65. Hvordan kan vi sige at gejstligheden eller „lovløshedens menneske“ rider på ’det skarlagenrøde vilddyr’, og hvad ønsker de gejstlige at dette vilddyr skal gøre?

⁶⁵ Som en del af det store religiøse Babylon rider dette gejstlige „lovløshedens menneske“ på det symbolske skarlagenrøde vilddyr „som var fuldt af gudsbespottelige navne og som havde syv hoveder og ti horn“. Dette vilddyr er et symbol på den nutidige, menneskeskabte verdensorganisation for mellemfolkelig fred og sikkerhed, De forenede Nationer. Den er den symbolske „ottende konge“, den ottende verdensmagt i bibelprofetien. (Åbenbaringen 17:1-11) Det passer „lovløshedens menneske“, kristenhedens gejstlighed, ganske udmærket at tale gunstigt og rosende om en menneskeskabt international organisation for verdensfred og sikkerhed, ja endog at tilskrive en sådan ukristen organisation en messiansk opgave. Det er gejstlighedens ønske at denne internationale organisation vil redde verden fra en tredje verdenskrig, en krig ført med atomvåben.

66. Hvorfor vil „lovløshedens menneske“ ikke komme til at sidde ret meget længere på vilddyrets ryg, og hvad vil rideturens afslutning betyde for gejstligheden?

⁶⁶ „Lovløshedens menneske“ vil ikke få lov at sidde ret meget længere på det symbolske vilddyrs ryg. Når den religiøse skøge, Babylon den Store, forsvinder, forsvinder det gejstlige „lovløshedens menneske“ med. Lige så sikkert som det er forudsagt i Åbenbaringssynet, vil de ti regeringshorn på det symbolske vilddyr i had vende sig mod den fordærvede, urene rytter, Babylon den Store. Ja, de syv hoveder der dirigerer vilddyrets bevægelser vil hade denne internationale horkvinde. De vil styre hele dyret imod hende. Hvad vil dyret, med sine hoveder og horn, gøre ved hende? „Disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ (Åbenbaringen 17:16) Når hun bliver gjort øde og nøgen, når hun bliver fortæret og opbrændt med ild, vil det gejstlige „lovløshedens menneske“ også blive ødelagt, afklædt, fortæret og lagt i aske.

67. Hvorfor vil dette i sandhed betyde en stor trængsel for „lovløshedens menneske“?

⁶⁷ Det vil blive en stor trængsel for det gejstlige „lovløshedens menneske“, eftersom gejstligheden er den mest fremtrædende del af kristenheden, det nutidige, modbilledlige utro Jerusalem. Det jordiske Jerusalems ødelæggelse for romernes hånd i år 70 var et forbillede på den ødelæggelse der vil ramme kristenheden og dens religiøse ledere, den navnkristne gejstlighed. Den trængsel der ramte fortidens Jerusalem mens byen endnu havde sit tempel og sit tjenstgørende præsteskab, var i sandhed stor. Men den trængsel der snart vil ramme kristenheden og dens gejstlighed, „lovløshedens menneske“, vil være den værste trængsel der nogen sinde er overgået menneskeslægten. I den trængsel vil den gejstlige „undergangens søn“ blive gjort til intet, lide fuldstændig undergang. — Mattæus 24:15-22; Markus 13:14-20.

68. På grundlag af hvilket historisk eksempel kan vi forestille os hvad dette vil betyde for kristenheden?

⁶⁸ Kan vi forestille os hvad dette vil betyde? De der endnu nærer ærbødighed og ærefrygt for kristenhedens ordinerede gejstlige kan ikke forestille sig at disse tilsyneladende fromme mænd vil blive tilintetgjort sammen med Babylon den Store. Alene tanken herom forekommer dem formastelig. De tør ikke tænke den tanke at kirkerne, hvori gejstligheden har sat sig og tilsyneladende fortjener ærbødighed som en religiøs gud, synker i grus. En sådan tanke er helligbrøde i deres øjne, en krænkelse af det hellige. Men det var også sådan de fromme, ikke-kristne jøder i det første århundrede betragtede profetien om at byen Jerusalem og dens hellige tempel skulle ødelægges. Det Jesus Kristus forudsagde mens han sad på Oliebjerget, gik ikke desto mindre i opfyldelse, i al sin forfærdende gru. — Mattæus 24:1, 2.

69. (a) Hvorfor vil tilintetgørelsen af gejstligheden eller „lovløshedens menneske“ komme overraskende, som et chok, for kristenhedens tilhængere? (b) Som hvem vil gejstligheden styrte og dø, og for hvis hånd?

⁶⁹ Når gejstligheden eller „lovløshedens menneske“ tilintetgøres, vil det komme overraskende for kristenhedens trofaste tilhængere. Det vil chokere deres religiøse følelser. Det vil være som en gud der dør, for „lovløshedens menneske“ har sat sig i „Guds tempel, idet han offentligt udgiver sig for at være en gud“. (2 Tessaloniker 2:4) Jesus Kristus selv fremholdt — i overensstemmelse med de inspirerede hebraiske skrifter — at der er mennesker på jorden som kaldes „guder“, det vil sige mægtige. Som bevis herpå har vi hans ord i Johannes 10:34-36, hvor han citerede fra den 82. Salme, der lyder:

„Gud står frem i guders forsamling, midt iblandt guder holder han dom: ’Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? . . . Skaf de ringe og faderløse ret, kend de arme og nødstedte fri; red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses hånd!

Dog, de kender intet, sanser intet, i mørke vandrer de om, alle jordens grundvolde vakler.

Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner; dog skal I dø som mennesker, styrte som en af fyrsterne!’“

Gejstligheden, „lovløshedens menneske“, er ikke en udødelig gud, men vil dø som et almindeligt menneske, som forræderen Judas Iskariot, der også kaldes „undergangens søn“. (Johannes 17:12) Til trods for at „lovløshedens menneske“ som en fyrste har ophøjet sig „over enhver som siges at være ’gud’ eller genstand for dyrkelse“, vil det gå ham ligesom enhver anden troløs menneskelig fyrste; han vil „styrte“, blive henrettet af Jehovas Messias. — Salme 82:1-7.

70. Hvilke spørgsmål bør vi, i betragtning af dette, stille os selv vedrørende det Paulus skrev om den „vildfarelse“ Gud lader virke?

⁷⁰ I betragtning af disse ting bør vi nu uden tøven stille os selv nogle spørgsmål: Ligger jeg stadig under for det ’uretfærdige bedrag’ som Satan har været ophav til i forbindelse med „lovløshedens menneske“ i kristenheden? Er jeg blevet påvirket af den „vildfarelse“ som Gud har ladet virke på dem der går til grunde, og tror jeg stadig løgnen? Har jeg nægtet at ’tage imod kærligheden til sandheden’, og foretrækker jeg derfor løgnen og finder behag i den uretfærdighed der øves af kristenhedens gejstlighed?

71. Hvad vil det betyde for os hvis vi ikke er ærlige over for os selv i denne forbindelse, og på hvilken „dag“ som nu er nær?

⁷¹ Det nytter ikke at være uærlig over for sig selv når man besvarer disse spørgsmål. Bedrager man sig selv, styrer man med fuldt overlæg mod undergangen, for, som apostelen Paulus sagde, det ’uretfærdige bedrag’ er „for dem som går til grunde“. Hvilket fornuftigt menneske ønsker at gå til grunde sammen med de bedragne når Guds ugunstige dom fuldbyrdes over dem? Dommens fuldbyrdelse over dem der fortsat tror løgnen, er nu meget nær. Det er ikke til at tage fejl af, for „lovløshedens menneske, undergangens søn,“ er blevet åbenbaret og afsløret. Herren Jesus har været nærværende længe. Det forudsagte frafald har nået sit højdepunkt. Det er disse ting der skulle indtræffe før Jehovas ødelæggelsens „dag“ kom. Når den „dag“ kommer, fuldbyrdes dommen over „lovløshedens menneske“ — den dom der er udtrykt i hans titel, „undergangens søn“.

72. Hvad vil vi undgå hvis vi nu tager afstand fra dette „lovløshedens menneske“?

⁷² Dette er ikke et tomt skræmmebillede. Det er en alvorlig advarsel som lyder fra Guds eget ord, og den underbygges og forstærkes af de forhold der nu råder inden for kristenheden. Er det derfor ikke på høje tid at enhver som elsker Guds lov, tager afstand fra det åbenbarede „lovløshedens menneske“? Hvis vi gør det, undgår vi at blive tilintetgjort sammen med ham i „den store trængsel“ der snart vil komme over hele verden. — Åbenbaringen 7:14, 15.

[Fodnoter]