Hvorfor tillader Jehova forfølgelse?

„Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.“ — 2 Pet. 2:9.

 1, 2. Hvilken forkert slutning er de der forfølger de sande kristne tilbøjelige til at drage, og hvorfor griber Jehova ikke ind?

LIGE fra Abel, Adams og Evas anden søn, blev slået ihjel af sin skinsyge broder, Kain, er Jehovas trofaste vidner blevet hadet og forfulgt. I det første århundrede beskrev en inspireret bibelskribent, nemlig Hebræerbrevets forfatter, den behandling som trofaste vidner var blevet udsat for, og Jesus af Nazaret, som selv blev dræbt af sine vildledte modstandere, advarede sine sande disciple om at de ville blive udsat for en lignende forfølgelse. (Hebr. 11:4, 36-38; Joh. 15:18-20) Den dårlige behandling de har været udsat for, har været ganske uberettiget, og Jehova kunne have forhindret det. Hvorfor har han ikke gjort det? — Se Habakkuk 1:13.

² De der handler ondt begynder måske ligefrem at få en falsk fornemmelse af sikkerhed. Salmisten skrev: „Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i hjertet, du hjemsøger ikke?“ (Sl. 10:13; 76:8) Men grunden til at Gud har ventet med at kræve de onde til regnskab er ikke svaghed eller mangel på omsorg for de undertrykte. Peter, en af Jesu apostle, forsikrer os: „Herren [forstår] at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.“ (2 Pet. 2:9) Gud har en bestemt hensigt med at tillade at de onde forfølger de retfærdige. Somme tider tillader han det som en tugt når hans folk har mishaget ham. (Es. 12:1) Men for det meste tjener forfølgelsen til at identificere såvel Guds fjender (5 Mos. 25:17-19) som dem der er gunstigt indstillet over for ham. (Matt. 25:34-36) Den har desuden tjent som en prøve på hans tjeneres integritet, og, når han har udfriet dem, været til ophøjelse af hans navn, Jehova. — 1 Pet. 4:1, 2; Ordsp. 27:11.

 3. Hvad er et profetisk drama? Giv eksempler.

³ Det Gud har gjort over for sit folk og dets fjender i fortiden tjener ofte som et symbol eller billede på det han gør over for os i dag. Det gælder også en af Bibelens mest dramatiske beretninger, nemlig den som findes i Esters bog. (1 Kor. 10:11; Gal. 4:24-26; Luk. 17:26-30) Du vil have stort udbytte af at læse hele bogen og derefter, med detaljerne i frisk erindring, undersøge betydningen af dette profetiske drama i vor tid.

 4. Hvordan kan vi afgøre tidspunktet for Ester-dramaets opfyldelse i vor tid, og hvem skildrer kong Ahasverus?

⁴ Beretningen tager sin begyndelse ved kong Ahasverus’ hof, den Ahasverus der herskede over Persiens og Mediens vældige rige, som strakte sig fra Indien til Ætiopien. „I hine dage . . . tildrog der sig følgende. I sit tredje regeringsår gjorde han et gæstebud for alle sine fyrster og sine folk.“ (Est. 1:1-9) Hvad hentyder dette til i vor tid? Ved udløbet af „hedningernes tider“ i 1914, da den tid hvor de hedenske riger havde haft verdensherredømmet var forbi, var tiden inde til at kong Davids arving, Jesus Kristus, skulle overtage sin himmelske magt som konge for at herske over alle sine undersåtter med kongelig magt og myndighed, underlægge sig sine fjender og ophøje dem som han godkendte. (Luk. 21:20-24; Sl. 110:1, 2; 1 Kor. 15:25; Matt. 24:45-47) I et bemærkelsesværdigt syn der blev givet apostelen Johannes og som omtales i Åbenbaringen 12:10, 12, blev det vist at der kort tid efter ville oprinde en tid med stor glæde for dem der forstod Bibelens profetier. „Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: ’Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes [Messias’]; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat. . . . Glæd jer derfor, I Himle, og I, som bor i dem!’“ Så der blev stor glæde i den himmelske verden. Kong Ahasverus, som han sad på sin trone i kongelig herlighed og udøvede sin ubegrænsede magt i sit udstrakte rige, er derfor et udmærket billede på kongemagten i Jesu Kristi hånd her i „endens tid“. — Dan. 12:1-4.

 5, 6. (a) Hvad blev dronning Vasjti anmodet om, og hvordan reagerede hun? (b) Hvordan kan man finde parallellen hertil i vor tid?

⁵ Endvidere kunne det med rette forventes at de der studerede Bibelen og som havde set frem til at dette skulle ske, ville tage del i glæden. (Sl. 97:1; 96:8) Hvordan fandt dette sit sidestykke blandt kong Ahasverus’ undersåtter? „Da kongen den syvende dag var oprømt af vinen, bød han . . . at føre dronning Vasjti, prydet med det kongelige diadem, frem for kongen, for at han kunne vise folkene og fyrsterne hendes dejlighed. Thi hun var meget smuk. Men dronning Vasjti vægrede sig ved at komme på kongens bud, som hofmændene overbragte. Da blev kongen harmfuld, og vreden blussede op i ham.“ (Est. 1:10-12) Og det med rette! Hendes opførsel ville i høj grad skade kongens prestige og skabe en ringeagt for myndighed som ville brede sig i hele riget. Kongen bad om råd hos sine vise mænd, og de rådede ham således: „Hvis kongen synes, så lade han udgå et kongeligt bud, som skal optegnes i Persiens og Mediens love og være uigenkaldeligt, om at Vasjti aldrig mere må vise sig for kong Ahasverus; og kongen skal give hendes kongelige værdighed til en anden, som er bedre end hun.“ Dette behagede kongen, og han befalede at det skulle ske således. — Est. 1:13-22.

⁶ Vasjti, hvis navn betyder „smuk“, var dronning og gift med kongen; men til trods for den fremtrædende stilling hun havde, blev hun forstødt fordi hun ikke adlød kongens befaling og kom og deltog i hans glædesfest. Kan man, i forbindelse med de begivenheder der indtraf da Messias, Jesus Kristus, var blevet indsat på tronen i himmelen i 1914, sige at alle de der så frem til Guds rige tog del i Kongens gæstebud? Bibelens profetier, sammenholdt med de begivenheder der opfylder dem, giver os svaret.

En loyalitetsprøve

 7. Hvad skete der i 1918, og hvad krævede Jehovas hensigt i forbindelse med „endens tid“ at tjenerskaren blev udsat for?

⁷ I 1918 kom Jesus, det messianske sendebud, sammen med Jehova, pludseligt og uventet til det åndelige tempel for at begynde dommen over Guds folk. (1 Pet. 4:17; Mal. 3:1) Jesus, Messias, vidste på forhånd at nogle af dem der søgte ham ikke gjorde det med et rent motiv. Et af formålene med dommen var at afsløre denne urene hjertetilstand hos dem der søgte Guds messianske rige, og tage passende forholdsregler over for sådanne. (Matt. 24:48-51) I lighed med en herre der kan befale over sine trælle, var Messias i sin gode ret til at handle efter sin og sin Gud Jehovas vilje med dem der i Bibelen omtales som en tjenerskare. Jehova havde for længe siden fastsat formålet med denne „endens tid“. (Es. 46:8-11) At medlemmerne af denne tjenerskare på jorden ikke på det tidspunkt kendte alle detaljer i forbindelse med denne hensigt, betød ikke noget. Deres indvielsesløfte til Jehova forpligtede dem til at gøre hvad som helst Jehova og hans messianske konge bad dem om i overensstemmelse med Hans ord, De hellige Skrifter. Nu da Jehovas fjender var fjernet fra himmelen var tiden kommet da den messianske konge og dommer skulle begynde at fuldbyrde Jehovas hensigt med jorden. Han var klar over hvad der ventede Jehovas tjenere på jorden, og han vidste at kun absolut enhed inden for deres rækker og et helhjertet ønske om at gøre Guds vilje ville sætte dem i stand til at påtage sig de bibelske forpligtelser der ville blive pålagt dem. Han satte nu sine salvede disciple på jorden på en meget vanskelig prøve, øjensynlig for at få fjernet dem som ikke ville følge hans anvisninger. — Mal. 3:2, 3; 1 Pet. 2:4-8; Es. 8:13-15.

 8. Hvordan blev de der hævdede at tilhøre brudeskaren prøvet? Hvad var resultatet?

⁸ Inden for denne tjenerskares religiøse organisation fik visse forhold lov til at udvikle sig som fuldt ud afslørede hjertetilstanden hos hver eneste af dem der påstod at være trolovet med den messianske konge, Jesus, og at være medlem af brudeskaren. (Sl. 45:11-15; Joh. 3:29) Deres villighed til at underordne sig blev især prøvet på tre måder: for det første med hensyn til deres tillid til læren fra Guds ord som den blev åbenbaret gennem hans meddelelseskanal; for det andet med hensyn til deres villighed til at forkynde den gode nyhed om det messianske rige, et arbejde der måtte udføres før Jehovas hensigt med denne „endens tid“ var fuldbyrdet; og for det tredje med hensyn til deres fuldstændige loyalitet mod hans jordiske organisation, som endnu manglede at blive helt og fuldt teokratisk opbygget, hvilket skulle ske i „endens tid“. Dette var nødvendigt, ikke blot for at Guds folk kunne holde ud under den store forfølgelse som Jesus vidste ville komme, men også for at hans folk kunne være rede til at overtage det ansvarsfulde arbejde der skulle udføres efter at den nuværende tingenes ordning var blevet ødelagt i den verdenstrængsel der forestod. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 forstod ingen af Guds tjenere fuldt ud det ansvar der ventede dem. Alligevel udholdt de der oprigtigt elskede Gud de prøvelser der mødte dem inden for den af forvirring prægede organisation, og den ildprøve der overgik dem for at rense og lutre dem, som forudsagt af profeten Malakias. Der var imidlertid nogle som ikke bestod prøven og som gjorde oprør og ligesom dronning Vasjti ikke ville underordne sig da opfordringen gik ud til dem om at vise deres gudsfrygts skønhed og deres underkastelse under den messianske konge.a — Luk. 14:17-21.

 9. Hvilket indsamlingsarbejde skulle finde sted i „endens tid“, og hvordan er dette blevet forudsagt?

⁹ Flere enkeltheder herom finder vi i den lignelse som Jesus fortalte om manden der såede hvede i sin mark, hvorefter hans fjende kom og såede rajgræs. Da dette blev indberettet for husbonden sagde han: „Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten; og i høstens tid vil jeg da sige til høstfolkene: ’Saml først rajgræsset fra og bind det i knipper for at brænde det, men bring hveden hjem i min lade!’“ (Matt. 13:30) Det indsamlingsarbejde der her er tale om, skulle finde sted efter dommen i templet og gjaldt dem der var trofaste medlemmer af Kristi „brud“, hans salvede efterfølgere der skulle herske sammen med ham i himmelen. (Luk. 22:28, 29; Åb. 3:21) Men det var ikke Guds hensigt blot at indsamle denne skare. (Luk. 12:32) Hvad de salvede ikke vidste på det tidspunkt var at Jehovas hensigt indbefattede endnu mere, nemlig senere at indsamle en stor skare som det var hans hensigt at bruge som kernen i et retfærdigt samfund af mennesker der skulle leve på jorden under det messianske rige. (Joh. 10:16; 2 Pet. 3:13) Dette ville kræve at de salvede udførte et meget stort arbejde og at de udgjorde en enhed, eftersom arbejdet med at forkynde det messianske rige ville finde sted under stor modstand. (Matt. 10:16-18) Dette blev også skildret i Ester-dramaet efterhånden som dette udviklede sig.

De genstridige erstattes

10. Hvilke skridt tog kong Ahasverus til at erstatte Vasjti, og hvordan kom Mordokaj og Ester ind i billedet?

¹⁰ Kong Ahasverus fandt det nødvendigt at erstatte den dronning der var blevet forstødt. Hans rådgivere anbefalede ham at man skulle samle alle de unge jomfruer, de smukkeste fra hele riget, så han blandt dem kunne udvælge den der ville behage ham mest som Vasjtis efterfølger. Før nogen af de unge kvinder kunne fremstilles for kongen måtte de på tilbørlig måde beredes til at træde frem for ham. Dette indbefattede et års skønhedspleje med blandt andet massage med forskellige slags olier under nøje opsyn af Hegaj, en betroet eunuk i kongens tjeneste. Ester, hvis navn betyder „myrte“, var blandt disse unge kvinder, og hun vandt straks Hegajs yndest så han „så hurtigt som muligt lod . . . skønhedsplejen foretage på hende og gav hende den kost, hun skulle have, og stillede tillige de syv dertil udsete piger fra kongens hus til hendes tjeneste.“ Ester havde intet røbet om sit folk eller sin slægt, for hendes fætter Mordokaj havde selv pålagt hende at hun ikke skulle sige noget. Mordokaj vidste at Ester ville blive udsat for mange omskiftelser og påvirkninger der kunne få hende til at vende sig bort fra sit eget folks lov som hun var blevet oplært i af ham som sin formynder. Han var fast besluttet på at sådan måtte det ikke gå hende. Derfor blev han ved med at holde nøje øje med hendes åndelige tilstand. „Og Mordokaj gik dag efter dag frem og tilbage foran fruerstuens gård for at få at vide, hvorledes Ester havde det, og hvorledes det gik hende.“ — Est. 2:1-11.

11. Hvem eller hvad skildrer (a) Mordokaj? (b) Hegaj?

¹¹ Mordokaj, hvis navn betyder „som ren myrra, knust myrra“, er derfor et billede på dem af den salvede rest der trofast overlevede dommen i templet under den første verdenskrig og som var interesserede i at de der skulle erstatte Vasjti-skaren, på rette måde blev beredt til at møde Kongen, så de kunne vinde hans velbehag. I vor tid har de der tilhører Mordokaj-skaren vist at de trofast har varetaget deres gudgivne ansvar. (Matt. 24:45-47) Men det er værd at lægge mærke til at Mordokaj ikke selv tog sig direkte af Ester i denne sag; det skete gennem Hegaj, som var i kongens tjeneste. Hegaj er derfor et billede på de foranstaltninger der under Mordokaj-skarens tilsyn er truffet for at berede dem der tilhører Ester-skaren til på rette måde at blive fremstillet for Kongen. — Ef. 5:26, 27.

12, 13. Hvem var Ester et billede på, hvordan har denne skare vist sig, og hvilken indstilling i lighed med Esters lægger den for dagen?

¹² Omsider oprandt den dag da Ester skulle fremstilles for kongen. Ulig Vasjti, som havde stolet på sin egen forstand da hun vægrede sig ved at følge kongens befalinger, valgte Ester ikke at tage andet med sig da hun skulle gå ind til kongen, end det Hegaj selv rådede hende til. I dag har de der tilhører Ester-skaren heller ikke for høje tanker om sig selv, men er villige til at følge de retningslinjer der er afstukket for dem i deres tjeneste for Kongen. „Og kongen fik Ester kærere end alle de andre kvinder og hun vandt hans yndest og gunst mere end alle de andre jomfruer. Og han satte et kongeligt diadem på hendes hoved og gjorde hende til dronning i Vasjtis sted.“ — Est. 2:12-18.

¹³ Det må i sandhed have været en glædens dag for kongen at han nu på sin trone havde en kvinde der ikke alene var meget smuk, men også beskeden og som værdsatte sit forhold til ham. I dag er det også en stor glæde at se alle de nye der er kommet til siden den første verdenskrig endte, de der siden 1919 og især indtil 1931 ved vanddåben har symboliseret deres indvielse til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. De der kom til blev salvet med Guds ånd som yngre medlemmer af brudeskaren, fordi døren til den høje kaldelse til at regere med den himmelske Messias endnu ikke var lukket. De erstattede dem som var blevet forstødt på grund af deres genstridige indstilling. Men ligesom Ester misbrugte de ikke deres nye stilling. De blev ved med at følge Guds forordninger, ligesom Ester gjorde alt hvad Mordokaj havde belært hende om. „Thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som hun havde gjort, da hun var i pleje hos ham.“ — Est. 2:19, 20.

En loyal handling forbliver upåagtet

14. Hvordan viste Mordokaj sin loyalitet mod kongen, og med hvilket resultat?

¹⁴ Nu sker der noget i den dramatiske beretning som i øjeblikket synes at være af ringe betydning for historien, men som alligevel kommer til at spille en bemærkelsesværdig rolle i begivenhedernes gang. Mordokaj afslører en sammensværgelse mod kongen og meddeler det til Ester, som fortæller kongen det. Sagen bliver undersøgt, og da den har sin rigtighed bliver de to forbrydere hængt. (Est. 2:21-23) På det tidspunkt da Mordokaj forhindrede dette planlagte attentat mod kongen, fik han ingen belønning, men det blev skrevet ham til gode ved at blive optegnet i krøniken. Det samme gælder i opfyldelsen i vor tid. — Hebr. 6:10.

15. Hvordan viser Mordokaj-skaren sin loyalitet mod Kongen, og hvordan bliver Kongens opmærksomhed henledt herpå?

¹⁵ De der tilhører Mordokaj-skaren er trofaste mod Guds organisation under udførelsen af deres tjeneste for Kongen. Efterhånden som organisationen, efter at dommen i templet var begyndt, blev mere og mere teokratisk i sin opbygning, lagde de mærke til nogle som indtil da tilsyneladende havde været i harmoni med Jehovas hensigt, men som blev utilfredse og valgte en handlemåde der udgjorde en fare for Rigets interesser idet det var oprør mod Kongen. Det var mænd som indtog en fremtrædende plads i organisationen. (Jud. 16-19) Mordokaj-skaren henledte Ester-skarens opmærksomhed på dette forhold, så den kunne lære hvordan organisationen måtte opbygges, og den kunne styrkes i sin loyalitet mod Kongen. Dette var især nødvendigt da denne skare bestod af nye som var kommet til. (Rom. 16:17, 18) Kongen blev gennem Ester-skaren gjort opmærksom på dette da disse nye medlemmer af Kristi „brud“ valgte at være loyale mod den messianske konge og mod organisationen. På det tidspunkt fik Mordokaj-skaren imidlertid ikke nogen speciel belønning.

En gammel fjende viser sig

16, 17. (a) Hvordan kom Haman til at indtage en fremtrædende stilling, og hvem stammede han fra? (b) Hvem er Haman et billede på? Forklar.

¹⁶ Det kunne næsten se ud som om Mordokajs handling slet ikke blev værdsat, for beretningen siger videre: „Nogen tid efter gav kong Ahasverus agagitten Haman, Hammedatas søn, en høj stilling og udmærkede ham og gav ham forsædet blandt alle fyrsterne, som var hos ham. Og alle kongens tjenere, som var i kongens port, faldt på knæ og kastede sig til jorden for Haman, thi den ære havde kongen påbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på knæ og kastede sig ikke til jorden.“ — Est. 3:1-4.

¹⁷ Hvis Hamans navn er af persisk oprindelse betyder det „storslået, hædret“, men det tilsvarende hebraiske navn betyder „støj, tumult eller den der bereder“, uden tvivl i en ond hensigt. Da han var søn af agagitten Hammedata (der muligvis betyder „den som besværer loven“), var han en efterkommer af Amalek, der var en sønnesøn af Esau. Esau havde solgt sin førstefødselsret til sin tvillingebroder Jakob, som Mordokaj nedstammede fra. Esau hadede Jakob og modstod ham bittert fordi Jakob havde taget det der med rette tilkom ham. (1 Mos. 25:29-34; 27:41) I overensstemmelse med det fjendskab Esau nærede mod Jakob viste hans efterkommere gennem Amalek deres had til Guds folk, israelitterne, dengang Jehova udfriede sit folk fra Ægypten. Amalekitterne angreb de bortdragende israelitters bagtrop, og derfor kæmpede Josua mod dem, mens Moses holdt sine hænder løftet, og de blev slået. På grund af dette ondsindede angreb på israelitterne sagde Gud at de havde udrakt deres hånd mod Guds trone og at Jehova ville have krig med Amaleks efterkommere fra slægt til slægt, altså også på Mordokajs og Esters tid. (2 Mos. 17:8-16; se vers 16 i NW.) Haman er et udmærket billede på kristenhedens præsteskab i vor tid som har solgt dets førstefødselsret med hensyn til Guds rige for en ophøjet stilling blandt denne verdens riger, og som forbitret kæmper imod Gud og hans udvalgte folk ligesom fortidens amalekitter. — Matt. 23:5-7, 13-15; Joh. 11:48-50, 53.

18. Hvordan kunne Haman-skaren få en fremtrædende stilling i denne „endens tid“ hvor Jesus Kristus hersker i himmelen med al magt og myndighed?

¹⁸ Nu havde Haman fået en højere stilling end Mordokaj, og kong Ahasverus havde befalet at alle skulle falde på knæ og kaste sig til jorden for ham. Hvordan kan vi da sige at Ahasverus skildrer kongemagten i Jesu Kristi hånd? Bibelen taler om at Gud tillader at visse ting finder sted, ting som i øjeblikket tilsyneladende skader hans egen organisation og gør hans eget folk fortræd. Et eksempel herpå nævnes i Andet Tessalonikerbrev 2:11: „Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen.“ Det er ikke Gud der er ophav til vildfarelser, men han tillader at de rammer den skare han ønsker skal berøres af dem. I opfyldelsen af det profetiske drama ønsker Jehova således at hans tjenere udsættes for en bestemt prøve, for at de kan vise at de vil hævde hans universelle suverænitet og bevise deres sande teokratiske kristne integritet over for ham. Herren Jesus Kristus, der hersker ved Jehovas højre hånd med al magt i himmelen og på jorden, tillader at denne situation udvikler sig. Han lader hele kristenhedens gejstlighed opnå en høj stilling i denne verden, i hvis midte Mordokaj-skaren og Ester-skaren lever. Dette berører Herrens folk på jorden. Det ødelægger ikke deres forhold til den messianske konge, men det viser sig at være en fare der endog truer deres liv. — Joh. 16:2, 3.

En trussel om udslettelse

19. Hvordan var Mordokajs holdning over for Haman, og hvorfor skulle det ikke være særlig vanskeligt at forstå opfyldelsen heraf i vor tid?

¹⁹ Mordokaj nægtede imidlertid at bøje sig for Haman. I dag indtager Jehovas vidner den samme holdning over for kristenhedens præsteskab. (Sl. 139:21, 22) I betragtning af begivenhedernes seneste udvikling skulle det ikke være svært at forstå hvorfor. Vi må imidlertid huske at begivenhederne vedrørende denne del af opfyldelsen af det profetiske drama begyndte at finde sted for år tilbage, da oprør ikke hørte til dagens orden og da kirkegangsprocenten var høj og de religiøse ledere nød stor anseelse. De indtog høje stillinger i samfundet. De indgik konkordater med verdens ledende mænd, ikke blot for at befæste deres egen stilling men også for at fremme disse verdslige lederes interesser. Da Mordokaj-skaren, Jehovas vidner, frimodigt talte imod dem for at afsløre deres venskab med verden som gør dem til Guds fjender, er det forståeligt at spændingen og fjendskabet mellem disse Guds tjenere og kristenhedens gejstlighed voksede.b (Jak. 4:4) Mordokaj-skaren fortsatte imidlertid forkyndelsen fra hus til hus, og gejstlighedens fjendskab tog til i en sådan grad at det til sidst blev tydeligt at den havde besluttet helt og holdent at gøre en ende på Mordokaj-skarens arbejde.

20. (a) Hvordan reagerede Haman, og hvad besluttede han at gøre? (b) Hvad er parallellen i dag?

²⁰ Haman, der var drevet til det yderste af sin stolthed og af Mordokajs modstand mod at bøje sig for ham, besluttede også at han ville udrydde Mordokaj, og ikke blot ham men alle jøderne. Han kastede derpå lod for at finde ud af hvilket tidspunkt hans guder mente var det gunstigste til udførelse af hans plan. Dette lod eller „pur“ faldt på den trettende dag i den tolvte måned, adar. Derefter forelagde han kongen sagen, idet han anklagede jøderne for at være imod kongens lov og bad om at der i hele riget måtte udgå en befaling til at udrydde dem. Kong Ahasverus gav sit samtykke, idet han overdrog Haman sin seglring, hvormed denne kunne forsegle skrivelsen der nu blev en del af medernes og persernes lov, som ikke kunne omstødes. (Est. 3:5-15) Dette skildrede hvordan Herren Jesus Kristus i vor tid ville tillade sit folks fjender at gå til det yderste i deres bestræbelser for at tilintetgøre det. Det ville dog være ham der afgjorde sagens endelige udfald, ligesom det skete i Mordokajs og Esters tilfælde. Disse dramatiske begivenheder vil vi behandle i den følgende artikel.

[Fodnoter]

[Illustration på side 298]

Kong Ahasverus gjorde Ester til dronning i stedet for den genstridige Vasjti