Lykkelig den som Gud tugter

„Lykkelig er den våbenføre mand som du tugter, Jah, og som du underviser ud fra din lov.“ — Sl. 94:12, NW.

 1, 2. Hvordan bør vi betragte tugt fra Gud?

HVORNÅR var det du sidst i ord eller handling ikke levede op til Guds retfærdige normer og veje? Du behøver sikkert ikke at gå særlig langt tilbage, måske blot nogle få timer eller dage, for ingen er syndfri og i stand til at genspejle Guds herlighed på rette måde. — 1 Kong. 8:46; 1 Joh. 1:8-10.

² Vi kan være lykkelige for at Jehova i sin kærlighed ønsker at tugte os og er i stand til det. „Han der tugter nationerne — kan han ikke retlede, han som underviser menneskene og giver dem kundskab? Lykkelig er den våbenføre mand som du tugter, Jah.“ Hvis vi lader os tugte af Jehova kan vi være lykkelige, for da vil vi være i harmoni med ham. — Sl. 94:10, 12, NW.

 3. Hvad vil vi komme ind på i denne behandling?

³ Kristne kan være forvissede om at Bibelen taler sandt når den siger at „den Jehova elsker, tugter han“. (Hebr. 12:6) Det er derfor med glæde vi her bringer en bibelsk behandling af en række spørgsmål i forbindelse med retledning, anger og udstødelse. De to første artikler i denne serie findes i dette nummer af Vagttårnet, og de tre sidste vil komme i næste nummer. Disse fem artikler skulle kunne hjælpe alle til at få en klar forståelse af de bibelske principper vedrørende tugt, og til at ’blive bragt i den rette tilstand og blive trøstet og være enige og holde fred’. — 2 Kor. 13:11.

 4, 5. På hvilke måder tugter Jehova Gud os?

⁴ Ofte tugter Gud os på så mild og nænsom en måde at vi ikke engang opfatter det som en tugt. Det kan ske ved at vi læser noget i hans ord som leder os bort fra en uheldig kurs eller som retter noget i vor tankegang. I andre tilfælde kan tugten fra Gud være mere direkte, ja endog smertefuld. Gud ved imidlertid hvilken form for og grad af tugt der tjener os bedst. (Jer. 30:11) Vi gør afgjort klogt i at tage villigt imod tugten fra Jehova, for han tugter os af kærlighed, ligesom en fader tugter en søn han elsker! Desuden er det langt bedre at blive tugtet med måde eller i begrænset omfang nu, end siden at blive straffet med udslettelse. — Jer. 10:24; Hebr. 12:5.

⁵ Når Gud tugter, gør han det somme tider gennem sine tjenere på jorden. Han sendte profeter og dommere til Israels folk, og der er eksempler på at han også lod sine tjenere tugte enkeltpersoner med visdom. En af Jobs falske trøstere måtte således indrømme at Job havde „talt mange til rette“. (Job 4:3; 16:2) Det må have været en stor velsignelse at blive tilrettevist eller tugtet af Job, en mand der ejede så stor gudhengivenhed! Vi kan imidlertid hver især spørge os selv: ’Er jeg åben for den slags nyttige tilrettevisninger, en tugt som gives af et menneske men som bygger på Guds fuldkomne visdom?’

Hvordan vi kan tugte hinanden i kærlighed

 6. Hvoraf fremgår det at vi undertiden kan vente at blive tugtet af en broder?

⁶ En udtalelse af Jesus viser at vi må være forberedte på at kunne modtage, og give, kærlig tugt. Udtalelsen tager sigte på alvorlige forseelser mod en enkelt broder eller søster, men princippet heri kan anvendes i mange andre situationer. Jesus sagde: „Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette; og hvis han angrer, så tilgiv ham!“ (Luk. 17:3, da. aut.) Og apostelen Paulus skrev at „en Herrens tjener“ med sagtmodighed skulle „tilrettevise“ andre. — 2 Tim. 2:24, 25, da. aut.

 7. Hvad må man gøre hvis en har begået en alvorlig synd?

⁷ Menighedens hyrder, de udnævnte tilsynsmænd, er interesseret i hver enkelt kristen, og samtidig ønsker de at beskytte hjorden som helhed. (Hebr. 13:17; 1 Pet. 5:2, 3) Når en i menigheden synder alvorligt, må de derfor gøres opmærksomme på det. Synderen bør selv „tilkalde menighedens ældste“. Og hvis han ikke gør det, bør enhver anden kristen som får kendskab til den alvorlige synd henvende sig til de ældste med sin viden, både af hensyn til overtræderen og af hensyn til menighedens renhed. (3 Mos. 5:1) Måske kan de ældste da hjælpe den der har forsyndet sig, ved at omvende ham og dermed ’frelse hans sjæl fra døden’. — Jak. 5:14, 16, 19, 20.

 8. Hvordan bør vi betragte de mindre alvorlige fejl vore brødre begår?

⁸ Der er svagheder eller forsyndelser af mindre alvorlig art hvor enhver moden kristen vil kunne træde til med bibelsk tugt og hjælp. Vi skal naturligvis passe på at vi ikke bliver overkritiske over for hinandens småfejl, for Gud opfordrer os til at være langmodige og affinde os med hinanden. (Kol. 3:12, 13) Vi skal ’i ydmyghed agte hinanden højere end os selv, og ikke hver især rette blikket mod blot vore egne interesser, men også hver især rette det mod de andres’. (Fil. 2:3, 4) Gud forsikrer os om at ’menneskets ære er at overse brøde’. — Ordsp. 19:11.

 9, 10. Hvad kan vi gøre hvis en broder er slået ind på en kurs der kan blive farlig for ham?

⁹ Men i nogle tilfælde ser vi måske at en af vore medkristne giver sig af med noget forkert eller er slået ind på en uheldig kurs der nemt kan føre ham ud i en farlig situation. Vi bliver måske opmærksomme på at en broder som vi ofte er sammen med, er tilbøjelig til at drikke lidt rigeligt. Han lader ikke til at være dranker, men det er tydeligt at han er ’forfalden til megen vin’. (1 Tim. 3:8) En vejledning vil være på sin plads. Men hvem skal give ham den?

¹⁰ Paulus skrev til de kristne i Galatien: „Selv om et menneske begår et eller andet fejltrin før han er klar over det, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd.“ (Gal. 6:1) En kristen som har åndelige kvalifikationer kan venligt og taktfuldt søge at vejlede den pågældende på forskellige måder. Han kan for eksempel lade et par ord falde i en almindelig samtale, så det ikke kommer til at bære præg af tilsigtet vejledning. (Ordsp. 15:23) Eller han kan formane ham under fire øjne. Men uanset hvordan han gør det, er det vigtigt at hans bestræbelser ikke udspringer af en kritisk holdning, men af kærlig omsorg. — 1 Kor. 13:4, 5.

11. Hvordan kunne brødrene og søstrene i Filippi hjælpe to kvinder i menigheden i forbindelse med en uoverensstemmelse?

¹¹ Der er også andre situationer hvor kristne brødre og søstre kan yde hjælp. Paulus skrev således angående et problem i Filippi:

„Evodia tilskynder jeg og Syntyke tilskynder jeg til at være enige i Herren. Ja, jeg anmoder også dig, ægte medhjælper, bliv ved med at hjælpe disse kvinder som har kæmpet skulder ved skulder med mig i forbindelse med den gode nyhed.“ (Fil. 4:2, 3)

Der var åbenbart opstået et problem eller en alvorlig uoverensstemmelse mellem disse to salvede kristne kvinder. Det siger sig selv at apostelen ikke opfordrede filipperne til at tage parti for den ene eller den anden part. Det ville have delt menigheden i to lejre, med skinsyge, strid og splittelse til følge. (1 Kor. 1:10-13; 3:2-9) Dette var en alvorlig fare som de måtte undgå. Men uden at gøre de to kvinders synspunkter og anklager mod hinanden til genstand for sladder, kunne brødrene og søstrene, ligesom den „ægte medhjælper“, opmuntre og formane dem til at søge kristen enhed, at være tilgivende over for hinanden og at arbejde sammen i kærlighed. (Matt. 5:23-25; Ef. 4:1-6, 31, 32; Tit. 2:3-5) Hvis man får en sådan velbegrundet formaning af en trosfælle, bør man betragte det som et udslag af kærlighed. — Sl. 141:5.

Når man må optræde med fasthed

12, 13. Hvilke problemer af mere alvorlig art kan der være i en menighed?

¹² Nu og da sker det at en kristen følger en kurs der er i modstrid med Guds vejledning, og bliver ved med det på trods af at de ældste søger at hjælpe ham. Vi tænker ikke her på en der blot har en personlig uoverensstemmelse med en anden. Vi tænker heller ikke på en der endnu ikke er nået frem til kristen modenhed og som derfor på forskellig vis røber at der stadig mangler noget i hans åndelige vækst. Paulus erkendte at der ville være sådanne umodne kristne som måtte hjælpes med tålmodighed, kærlighed og et ønske om at se dem gøre fremskridt. (Rom. 14:1; 15:1; 1 Kor. 13:11; Fil. 3:15, 16) Vi tænker på at der ud over sådanne tilfælde forekommer eksempler på at nogle følger en handlemåde som, uden endnu at være groft syndig, klart strider mod Guds vejledning.

¹³ Det burde ikke ryste os at der nu og da kan være kristne som handler sådan. Bibelen siger: „Nu er der i et stort hus ikke blot kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til et ærefuldt formål, men andre til et ikke-ærefuldt formål.“ (2 Tim. 2:20, 21) Paulus sammenlignede her menigheden med et hus hvori der også fandtes kar til et ikke-ærefuldt formål. Svarende til dette kunne der i menigheden være nogle som med deres indstilling eller handlemåde øvede en usund indflydelse. Timoteus og andre trofaste kristne blev advaret om at ’holde sig fri’ af sådanne kar til et ikke-ærefuldt formål. — Jævnfør Romerbrevet 16:17.

14, 15. Hvilket problem opstod i menigheden i Tessalonika, og hvordan burde menighedens medlemmer reagere i et sådant tilfælde?

¹⁴ En situation som stemmer med denne forståelse af Paulus’ ord opstod i datidens Tessalonika. Menigheden som et hele blev gjort opmærksom på at enkelte af dens medlemmer, skønt de åbenbart var sunde og raske, ikke ville arbejde. I strid med Guds vejledning om dovenskab ønskede de at leve på andres bekostning. Paulus skrev derfor: „Nu befaler vi jer, brødre, i Herren Jesu Kristi navn, at I skal trække jer tilbage fra enhver broder som vandrer uordentligt og ikke i overensstemmelse med den tradition I har modtaget fra os.“ — 2 Tess. 3:6; Ordsp. 20:4; 24:30; Præd. 5:11, 17; 10:18.

¹⁵ Ja, der kan være en broder eller søster som ’ikke lader sig tugte med ord’, end ikke af bibelsk vejledning fra menighedens ældste, og som stædigt fortsætter med at handle imod Guds principper. Menighedens medlemmer kan da føle sig nødsaget til at ’trække sig tilbage’ fra vedkommende, sådan som Paulus tilrådede. — Ordsp. 10:17; 29:19.

„Mærk jer denne“

16. Hvilken vejledning gav Paulus tessalonikerne?

¹⁶ Paulus fortsætter sin vejledning til tessalonikerne angående dem der er dovne og uordentlige, idet han siger: „Hvis nogen ikke er lydig mod vort ord gennem dette brev, så mærk jer denne og hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig. Og dog skal I ikke betragte ham som en fjende, men fortsat formane ham som en broder.“ (2 Tess. 3:14, 15) Kristne kan altså ’mærke sig’ en der bliver ved med at lade hånt om Guds principper.

17. (a) Hvorfor må man passe på med hensyn til hvordan man anvender denne vejledning? (b) Hvad sagde Jesus i denne henseende?

¹⁷ Vi må imidlertid passe meget på med hvordan vi anvender denne guddommelige vejledning. I vor ufuldkommenhed kan vi være tilbøjelige til at bedømme andre på grundlag af vore personlige meninger, for eksempel om sådanne ting som klædedragt og soignering. Men hvis for eksempel en søsters klædedragt ikke er usømmelig eller uanstændig eller virker chokerende på brødrene i almindelighed, bør vi anerkende at det er et personligt spørgsmål og at hun blot har en anden smag end vi hvad tøj angår. (1 Mos. 37:3, 4: Joh. 19:23; 1 Tim. 2:9, 10) Vi er ikke blevet sat til dommere over vore brødre og søstre i uvæsentlige spørgsmål om personlig smag og personlige meninger og en mere eller mindre følsom samvittighed. (Rom. 14:4, 10-12) Selv om én vitterlig handler forkert i en sag som blot er af underordnet betydning, må vi huske Jesu råd:

„Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med vil I blive dømt; . . . Hvorfor ser du da strået i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje?“ — Matt. 7:1-3.

18. Hvad må der gøres når nogen klart handler i modstrid med Guds vejledning?

¹⁸ Men hvad nu hvis én afviger betydeligt fra Guds principper? Lad os sige at han er ovenud doven eller kritisk, eller at han „fører tom tale“ og ustandselig ’blander sig i hvad der ikke vedkommer ham’. (2 Tess. 3:11) Eller problemet kan være at han er ude på at drage materiel fordel af andre, at han søger en form for underholdning der tydeligvis er upassende, eller at han giver sig af med en tvivlsom adfærd uden at der i øjeblikket er grundlag for at lade et dømmende udvalg skride ind over for ham.a Lad os sige at de ældste har forsøgt at hjælpe ham, men at han fortsætter med sin adfærd og måske påvirker andre i menigheden eller udgør en fare for nogle. De ældste kan da drøfte sagen indbyrdes og udpege en af dem til at holde et myndigt og direkte bibelsk foredrag om sagen for menigheden. Uden at nævne ’den uordentlige’ ved navn kan de ældste måske på denne måde „lukke munden“ på et sådant ’uregerligt menneske’. — Tit. 1:10-13.

19. Hvordan kan andre i menigheden reagere hvis problemet fortsætter?

¹⁹ Hvis der råder en sådan situation i en menighed, kan menighedens enkelte medlemmer føle at de er nødt til at ’mærke sig’ den pågældende.b Paulus forklarer hvad dette blandt andet indebærer, idet han siger: „Hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig.“ (2 Tess. 3:14) Hvis du ’mærker dig’ en, vil det altså sige at du begrænser din selskabelige omgang med vedkommende. Du skal ikke bekendtgøre eller publicere din afgørelse, og heller ikke søge at påvirke andre i samme retning. Men du vil personligt undgå vedkommendes selskab, i overensstemmelse med den sunde vejledning menighedens ældste har givet. Du vil dog ikke helt vende ham ryggen, for han er stadig en broder, en medkristen som Kristus døde for. I stedet for at lade hadefulde tanker spire frem, bør du „retlede“ den pågældende. Hvordan? Dét at du selv sætter et godt eksempel og dét at du venligt men bestemt følger Bibelens anvisning om at ’holde op med at omgås ham’, er en form for retledning. Men der er mere du kan gøre. — 3 Mos. 19:17, NW; Tit. 2:7, 8.

20. Hvad er du forpligtet til at gøre hvis du har ’mærket dig’ en der „vandrer uordentligt“?

²⁰ Du træffer stadig vedkommende ved menighedens møder og i tjenesten på arbejdsmarken. Der har du lejlighed til at gøre det andet som hører med til at du har ’mærket dig’ ham: „Dog skal I ikke betragte ham som en fjende, men fortsat formane ham som en broder.“ (2 Tess. 3:14, 15) Hvis du ikke retter dig efter denne del af Guds vejledning, sådan som du er forpligtet til, men behandler den pågældende som en fjende, optræder du muligvis lige så ukærligt som han.

21. Hvad er hensigten med denne bibelske ordning? (4 Mos. 35:12; 5 Mos. 19:11, 12)

²¹ Den du har ’mærket dig’ vil forhåbentlig skamme sig. Måske vil det gå op for ham at det er i harmoni med den bibelske vejledning at du undgår at komme privat sammen med ham. Denne tugt vil måske hjælpe ham til at ’rette de slappe hænder og de svækkede knæ . . . for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt’. I betragtning af den store loyalitet der kendetegner Guds menighed i dag, vil det sandsynligvis være sjældent at kristne bliver nødt til at ’mærke sig’ en broder der handler uordentligt. Men når det sker, er der en mulighed for at denne tugt, forbundet med fortsatte formaninger, vil ’skænke en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed’. — Hebr. 12:11-13.

Når en sag behandles af et udvalg af ældste

22, 23. Hvordan skal tilfælde af alvorlige synder behandles?

²² Som tidligere nævnt (i paragraf 7) har den der har begået alvorlige synder, brug for at tale med „menighedens ældste“. (Jak. 5:14, 15) Disse mænd har gode forudsætninger for på grundlag af Guds ord at tugte og retlede den der er blevet overlistet og er kommet ud i alvorlig synd. De kan yde ham den åndelige hjælp han trænger til. — Ordsp. 6:23.

²³ Når nogen har begået en alvorlig overtrædelse udpeges der som regel et udvalg bestående af tre ældste til at behandle sagen. De optræder ikke slet og ret som dommere eller som ’åndelige politibetjente’. De er hyrder for hjorden, også når de har at gøre med en enkelt overtræder. En bogstavelig hyrde optræder ikke hårdt eller kritisk over for fårene, og han søger ikke at hævne sig på dem. Det bør de ældste heller ikke gøre. De er der for at hjælpe, ikke for at fordømme. (Jud. 23) Deres mål er at omvende synderen fra hans vej, hvis det er muligt. — Jak. 5:19, 20.

24. Hvad søger de ældste at gøre for synderen?

²⁴ Når der er begået en alvorlig synd må de ældste imidlertid ’holde sig til det troværdige ord’, så de „både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. (Tit. 1:9) De må derfor ikke vige tilbage for uden omsvøb at vise overtræderen ud fra Bibelen hvor forkert hans adfærd er og hvorfor han må ændre sin handlemåde. De ønsker at han skal ændre sind og igen opnå fred med Gud. — 1 Pet. 3:10-12.

25. Hvilke spørgsmål må vi nu behandle?

²⁵ Men hvordan skal de ældste bære sig ad med at retlede overtræderen? Hvad er sand anger eller sindsændring? Hvordan kommer den til udtryk? Hvad skal de ældste gøre i tilfælde af grove synder hvor der lægges anger for dagen? Skal overtræderen retledes i overværelse af hele menigheden? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnoter]

[Ramme på side 12]

Hvordan vi er impliceret når Gud tugter

Undertiden tugter Gud os gennem Bibelen eller bibelske publikationer.

Eller en medkristen, især en ældste, vil kærligt henlede vor opmærksomhed på en fejl vi bør rette.

Hvis nogle stædigt fortsætter med at ’vandre uordentligt’, bliver de ældste måske nødt til at gøre menigheden opmærksom herpå og advare den mod den pågældende indstilling eller adfærd.

Vi bør da føle at vi som enkeltpersoner må ’mærke os’ (2 Tess. 3:14, 15) enhver der således „vandrer uordentligt“.

Hvis vi gør dette, vil vi undgå at komme selskabeligt sammen med de pågældende, MEN vi er samtidig forpligtede til at hjælpe og formane dem, for de er stadig vore kristne brødre.

[Illustration på side 10]

Hvis du ser en medkristen der er slået ind på en farlig vej, vil du så venligt vejlede ham?

[Illustration på side 11]

Paulus sagde: „Bliv ved med at hjælpe“ dem der har brug for at blive formanet og tilskyndet