„Husk på dem som fører an iblandt jer“
„Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd.“ — Hebræerne 13:7.
1. Hvilke forandringer med hensyn til den sande tilbedelse fandt sted i slutningen af det 19. århundrede, men hvordan blev kristne ældste dengang udpeget?
I DEN sidste fjerdedel af det 19. århundrede begyndte den sande tilbedelse at genopstå, idet en lille gruppe oprigtige mennesker studerede Bibelen i fællesskab med Charles Taze Russell i Pittsburgh i Pennsylvanien, USA. Deres første mål var ’genrejsningen’ af den sande bibelske lære, fri for besmittelse af babylonisk tradition og filosofi. Denne tidlige genrejsningsproces gik imidlertid noget langsommere på det organisationsmæssige område i menigheden. Bibelstudenterne havde ganske vist ældste og diakoner (menighedstjenere), men på visse punkter havde de endnu nogle levn fra falsk religion. Helt ind i det 20. århundrede blev de ældste valgt af menighederne ved almindelig stemmeafgivning, angivet ved håndsoprækning.
2. Hvilke høje normer gjaldt alligevel for ældste blandt Jehovas folk?
2 Der blev dog sat høje normer for disse valgte ældste. I The Watch Tower for 1. november 1909 stod der på side 325: „Ved udvælgelsen af ældste må de hellige huske på det ansvar der påhviler dem; og ingen bør afgive stemme uden omhyggeligt at have overvejet hvad Guds vilje er og bedt om Hans ledelse.“ Videre understregede artiklen tre punkter der kendetegnede en god ældste: (1) Han skulle være god til at lære fra sig; (2) han skulle lære sandhed og ikke vildfarelse; og (3) ydmyghed og gudsfrygt var „de største og altafgørende krav til ældste“.
Den teokratiske orden genindføres
3, 4. Hvilke historiske ændringer med hensyn til udnævnelser i menighederne fandt sted i følgende år: (a) 1919? (b) 1932? (c) 1938? og (d) 1972?
3 I 1919 blev det første skridt taget mod genoprettelsen af den teokratiske ordning ved udnævnelser. Menighederne blev opfordret til at anbefale en nidkær broder til at føre an i forkyndelsen som „arbejdsdirektør“. Han skulle ikke underlægges lokalt genvalg år efter år, men udnævnes direkte af Vagttårnets selskab, der i juridisk forstand repræsenterede de salvedes menighed. I 1932 blev de valgte ældste, der skulle samarbejde med „arbejdsdirektøren“, erstattet af et tjenesteudvalg bestående af modne brødre som beklædte forskellige poster i menigheden, men stadig skulle vælges af menigheden. Udtrykket „ældste“ blev forladt; i stedet talte man om „kredstjener“, „bibelstudietjener“, og så videre.
4 Det endelige brud med afstemningsprincippet skete først i 1938, da det blev påvist at ansvaret for udnævnelserne hvilede på det styrende råd for den kristne menighed i hele verden. Fra dette tidspunkt blev kvalificerede mænd udnævnt direkte af Selskabet til at tage vare på forskellige opgaver som „tjenere“ i menigheden. Men i Vagttårnet for 15. januar og 15. februar 1972 blev der fremlagt en endnu tydeligere forståelse af ældstes og tilsynsmænds roller. Der blev givet gode grunde til at man skulle genoptage brugen af de bibelske ord ældste (presbýteros) og tilsynsmænd (epískopos).
5. (a) Hvorfor må der vises særlig omhu ved anbefaling af ældste? (b) Hvilke faktorer må tages i betragtning?
5 Endnu en gang understregede man de høje normer som helligånden har sat og som er nedfældet i Guds ord. Af hvilken grund? Fordi en ældste der skal være andres respekt værdig må ’føre an’ i kristen adfærd og i tjenesten før han anbefales og udnævnes. (Hebræerne 13:7, 17) Ældsterådene må derfor ikke forhaste sig med at anbefale nye ældste. (1 Timoteus 3:6; 5:22) Husk at det ofte kræver mere tid og flere lange drøftelser at afsætte en ældste der ikke lever op til kravene, end at anbefale ham i første instans. Et yderligere fingerpeg for ældsterådet er om menigheden allerede før denne broder bliver udnævnt, opfatter og behandler ham som om han var en ældste. Har han i den grad vundet menighedens respekt ved at opfylde de bibelske krav at der ikke kan herske nogen tvivl om at han kan anbefales?
„Præsiderer i sin egen husstand på en god måde“
6. Hvilke krav stilles der til ældste i forbindelse med deres familie?
6 Lad os nu kort betragte nogle af de krav til ældste som apostelen Paulus anfører, og se hvad de rent praktisk indebærer i dag. Paulus skrev:
„Hvis der er nogen som er uangribelig, som er én kvindes mand, som har troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige.“ — Titus 1:6.
„Tilsynsmanden bør derfor være . . . en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig; (hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?).“ — 1 Timoteus 3:2, 4, 5.
7. Hvilken vanskelig balance må de ældste finde i forbindelse med varetagelsen af deres pligter?
7 Kravet om at tage vare på sin egen husstand er en stor udfordring til mange ældste. Hvordan kan en ældste føre an i menigheden uden dog at forsømme sin hustrus og sine børns åndelige og følelsesmæssige behov? Det er ikke nemt. Det kræver stor åndelig modenhed at finde balancen mellem disse pligter. Til tider kræver medlemmer af menigheden noget af den tid og opmærksomhed som ældstebroderen egentlig skylder sin familie. Hvorfor er det så vigtigt for ham at vise sin familie omsorg? Jo, hvis han forsømmer sine familieforpligtelser eller nogle af hans mindreårige børn bliver åndeligt ’lovløse’, er han ikke længere kvalificeret til at være ældste, uanset hvilke evner han har eller hvilken nidkærhed han viser. Vi bør derfor altid huske at hyrdearbejdet begynder derhjemme! Ja, både de ældste og deres familier må vise ligevægt, foruden at menigheden må være rimelig i sine krav. — Efeserne 5:28-33; 6:4; 1 Timoteus 5:8; 1 Peter 3:7.
’Ikke selvrådig men rimelig’
8, 9. Hvilke egenskaber må en ældste vise i sit forhold til andre?
8 En gruppe af kravene til ældste har at gøre med hvordan disse behandler deres medældste og menigheden som et hele. Apostelen Paulus skriver i sine breve til Titus og Timoteus:
„For en tilsynsmand bør som en Guds husholder være uangribelig, ikke selvrådig, ikke tilbøjelig til vrede, . . . ikke en som bruger vold, . . . en som kan beherske sig.“ — Titus 1:7, 8.
„Ikke en som bruger vold, men rimelig, ikke krigerisk.“ — 1 Timoteus 3:3.
9 Disse krav viser at en ældste må ligne Kristus i sin personlighed. Det er i sandhed en høj norm. Men den samme norm gælder for alle kristne! Vi skal alle være Kristi efterlignere, og det betyder at vi må søge fred. (1 Korinter 11:1) Det er som bibelskribenten Jakob udtrykker det: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, . . . Desuden får retfærdigheds frugt sin sæd sået under fredelige forhold for dem som stifter fred.“ — Jakob 3:17, 18.
10, 11. (a) Hvordan kan en ældstes indstilling påvirke en menighed? (b) Hvilken indstilling må man bevare selv om der opstår meningsforskelle?
10 Kan det siges om os som ældste at vi „stifter fred“? De ældste ønsker bestemt ikke at være anledning til strid og ufred. Et ældsteråd må sætte et godt eksempel i denne henseende. På den måde vil man undgå den uro det vil give i menigheden hvis der er uoverensstemmelser blandt de ældste. Lad os alle huske apostelen Paulus’ ord: „Derfor ønsker jeg at mændene på ethvert sted fortsat beder, idet de opløfter loyale hænder, uden vrede og diskussioner.“ — 1 Timoteus 2:8.
11 Fra tid til anden vil der opstå meningsforskelle. En mand der er rimelig vil, selv om han måske har en stærk personlighed, aldrig være selvrådig eller opsætsig og stædig. Han er villig til at give efter når det ikke drejer sig om bibelske principper. Og når det drejer sig om principper vil han forstå at vise selvbeherskelse, idet han husker det princip der kommer til udtryk i Første Korinterbrev 13:4, 5, om at kærligheden ’ikke lader sig provokere’. — Kolossenserne 3:12-14.
„Holder sig til det troværdige ord“
12. Hvilket vigtigt krav lægger Paulus også vægt på?
12 Hvad kan hjælpe en ældste til at tilegne sig disse nødvendige kvalifikationer i højere grad? Og hvordan kan han undgå at miste dem? Vi finder svaret i Paulus’ ord:
„[Han] holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod.“ — Titus 1:9.
„Egnet til at undervise.“ — 1 Timoteus 3:2.
13. Hvordan bør en ældste vise sin egen åndelige sundhed særlig opmærksomhed?
13 Hvad kan en ældste gøre for at ’holde sig til det troværdige ord’ og for at være „egnet til at undervise“? For det første må han regelmæssigt sætte tid til side til personligt bibelstudium. Dette indbefatter forberedelse til kristne møder og til foredrag og andre indlæg. For sin egen åndelige sundheds skyld må han ikke nøjes med en overfladisk forberedelse. For eksempel er det muligt at han på ganske kort tid kan understrege svarene til vagttårnsstudiet, men betyder det at han har studeret stoffet? Forstår han behandlingen og argumentationen til bunds? Har han slået de anførte skriftsteder efter, for at se hvordan de skulle anvendes? Det er klart at man ikke kan nå dette hvis man kun ganske kort understreger nogle linjer. Personligt studium og familiestudium kræver tid. — Josua 1:8; Salme 1:2; 77:7, 13.
14. Hvad kan en ældste gøre med henblik på at kunne undervise andre?
14 De ældstes travle timeplan giver dem ikke tid til at nå alting; derfor må de først og fremmest ofre tid på kristne publikationer og artikler som har direkte berøring med hvordan de kan ’undervise, tilskynde og retlede’. En simpel hjælp i denne henseende er at opbygge sin egen bogsamling, et lille overskueligt og præsentabelt bibliotek. Ældste har især brug for hurtigt at kunne finde bibelske oplysninger frem, og det betyder at de ofte benytter sig af registrene i Vagttårnet og Vågn op!, foruden de engelske „Index“-bøger. Hvorfor er alt dette af betydning? Apostelen Paulus skrev: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ — 1 Timoteus 4:16.
15. Hvorfor er ubibelsk vejledning farlig?
15 Ja, de ældstes vejledning berører menneskers liv og frelse. For eksempel i spørgsmål om abort, blodtransfusion og kristen neutralitet kan en ældste have afgørende indflydelse — gavnlig eller skadelig — på sin egen og andres samvittighed, og på andres forhold til Jehova. Vi ser derfor hvor uklogt det er at prøve at besvare spørgsmål uden at være absolut sikker på de bibelske principper der berøres. En vejledning der ikke har et solidt bibelsk grundlag, kan gøre ubodelig skade. — Filipperne 1:9, 10.
16. Hvordan er det gået til at nogle ældste har begået alvorlige synder, og kan der tages let på dette?
16 Endnu en grund til at du som ældste må give agt på dig selv er nødvendigheden af at opdyrke og bevare et nært forhold til Jehova. Desværre har nogle ældste forsømt dette i så alvorlig grad at de har begået synder som ægteskabsbrud. Hvordan er dette muligt? Det er sket ved at de har ladet Jehova og hans løfter glide i baggrunden. Deres åndelige udsyn er blevet tilsløret, og selviske, kødelige ønsker er kommet i forgrunden. Nogle få ældste har svigtet deres ægteskabsløfte, uden at tænke på den skændsel der falder på Jehovas hellige navn og de lidelser de påfører deres nærmeste. Sådanne mænd har i høj grad været til anstød. Man kan ikke tage let på sådanne synder eller undskylde dem, blot fordi vi lever i en tid der er principløs på det seksuelle område. — Mattæus 13:41; 18:7-9; Hebræerne 13:4.
Trofaste ældste og deres hustruer
17. Hvilket eksempel sætter flertallet af ældste?
17 Det skal imidlertid også siges at de ældste i hele verden, på nær nogle få undtagelser, har holdt fast ved sandheden og ved deres uangribelighed. Det gode eksempel de sætter i over 45.000 menigheder er til opmuntring for hele Guds folk. I disse „kritiske tider“ har flittige tilsynsmænd været travlt optaget af deres tjeneste dag og nat, ligesom apostelen Paulus. (2 Timoteus 3:1; Apostelgerninger 20:31) Disse ældste er parate til at besøge de åndeligt syge i deres hjem, uden at tænke på afstanden eller vejret. Og hvor er det godt at se når sådanne ældste regelmæssigt går foran i tjenesten på arbejdsmarken!
18. Hvordan spiller de ældstes hustruer en rosværdig rolle i menigheden?
18 De ofre som de ældstes hustruer somme tider må bringe, er også højt værdsat! Undertiden må sådanne søstre være alene hjemme mens deres mænd overværer særlige møder eller foretager hyrdebesøg. Til tider må man aflyse arrangementer man længe har planlagt, fordi der opstår et presserende problem i menigheden. Ja, vi må rose disse søstre, også fordi de så omhyggeligt undgår at udspørge deres mænd angående fortrolige spørgsmål. De viser respekt for de ældste og er et stort aktiv for menigheden. — Se Romerbrevet 16:12; Titusbrevet 2:3-5.
19. (a) Hvad vil det sige at være ældste? (b) Hvilket spørgsmål kan indviede brødre som ikke er ældste, stille sig selv?
19 Når vi betragter den rolle de ældste spiller i den kristne menighed i dag og ser hvordan det store flertal af dem er selvopofrende og fører an på glimrende måde, strømmer vort hjerte over af taknemmelighed mod Jehova fordi han har indført denne kærlige ordning. Dygtige mænd der sætter pris på åndelige værdier og stiller sig til rådighed for deres menighed! Af samme grund kunne Paulus sige til Timoteus: „Hvis nogen rækker ud efter et tilsynshverv, er det en smuk gerning han ønsker.“ At det er „en smuk gerning“ vil ikke sige at det er et spørgsmål om magt, position og prestige, som i kristenheden. Nej, det er en opgave der kræver uselviskhed, offervilje og arbejde. Hvis du er en indviet og døbt broder som endnu ikke er ældste, er du da villig til at række ud efter denne opgave, med et rent motiv? — 1 Timoteus 3:1; Lukas 17:10.
20, 21. (a) Hvordan bør vi betragte de trofaste ældste i menigheden? (b) Når vi gør dette, hvad viser vi da?
20 De der fører an i trofasthed bliver respekteret i menigheden. De loyale medlemmer af menigheden følger villigt deres kærlige eksempel og adlyder Paulus’ vejledning: „Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd. Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab, vær således for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for dette ville være til skade for jer.“ — Hebræerne 13:7, 17.
21 Lad os alle vise at vi underordner os den teokratiske ordning og respekterer de ældste som fører an, så disse kan gøre det „med glæde og ikke sukkende“. Når vi gør det viser vi samtidig respekt for vor øverste tilsynsmand, Jehova, og hans ’undertilsynsmand’, Jesus Kristus. — 1 Peter 2:25; Åbenbaringen 1:1; 2:1 til 3:22.
Husker du?
■ Hvilke høje krav stilledes til ’de valgte ældste’?
■ Hvilke skridt blev der fra 1919 til 1938 taget for at genindføre den teokratiske orden i den kristne organisation?
■ Hvordan må en kristen ældste vise ligevægt i varetagelsen af pligterne over for familie og menighed?
■ Hvilke egenskaber må ældste vise i deres forhold til andre?
■ Hvorfor er det vigtigt at ældste „holder sig til det troværdige ord“?
■ Hvorfor må vi være taknemmelige for den ordning at vi har ældste i menighederne?
[Illustration på side 20]
Ældste handler klogt når de sammen med deres familie tager del i tjenesten på arbejdsmarken
[Illustration på side 21]
Ældste sørger også for at få tid til sunde adspredelser sammen med deres familie