Til den der leder musikken. Jedutun. En sang af Asaf.+
77 Jeg vil råbe højt til Gud;
til Gud vil jeg råbe, og han vil høre mig.+
2 Jeg er i nød og søger Jehova.+
Om natten rækker jeg uafbrudt hænderne ud mod ham.
Jeg kan ikke finde trøst.
3 Når jeg husker på Gud, sukker jeg dybt;+
jeg er bekymret, og mine kræfter svigter.+ (Sela)
4 Du holder mine øjenlåg åbne;
jeg er urolig og kan ikke tale.
5 Mine tanker går tilbage til gamle dage,+
til de år der for længst er forsvundet.
6 Om natten husker jeg på min sang,+
mit hjerte grubler,+
jeg tænker efter for at kunne forstå.
7 Har Jehova forkastet os for evigt?+
Vil han aldrig mere vise os velvilje?+
8 Er det for altid slut med hans loyale kærlighed?
Vil ingen kommende generationer se hans løfte blive opfyldt?
9 Har Gud glemt at vise velvilje,+
eller har hans vrede gjort det af med hans barmhjertighed? (Sela)
10 Skal jeg blive ved med at sige: “Det smerter mig+
at Den Højeste nu handler helt anderledes mod os”?
11 Jeg vil huske Jahs gerninger;
jeg vil huske de undere du gjorde for længe siden.
12 Jeg vil tænke dybt over alt hvad du har gjort,
og meditere over dine gerninger.+
13 Gud, dine veje er hellige.
Hvilken gud er så stor som dig, Gud?+
14 Du er den sande Gud, der gør fantastiske ting.+
Du har ladet folkeslagene se din styrke.+
15 Med din store magt har du reddet dit folk,+
Jakobs og Josefs sønner. (Sela)
16 Vandene så dig, Gud;
vandene så dig og rystede.+
Det dybe vand kom i oprør.
17 Skyerne tømte sig for vand.
Det tordnede i himlens skyer,
og dine pile fløj til alle sider.+
18 Din torden+ var som lyden af vognhjul;
lynene oplyste den beboede jord;+
jorden rystede og skælvede.+
19 Din vej gik gennem havet,+
din sti gennem mange vande;
men dine spor kunne ikke ses.
20 Du førte dit folk som en fåreflok,+
under Moses’ og Arons omsorg.+