Isaac Newtons søgen efter Gud

TRADITIONEN siger at det var et faldende æble der førte Sir Isaac Newton ind på vejen til at opdage loven om den almindelige tiltrækning, også kaldet tyngdeloven. Hvad enten dette nu er sandt eller ej, hersker der i hvert fald ingen tvivl om at Newton besad en bemærkelsesværdig tænkeevne. Om hans berømte videnskabelige værk Principia (egentlig: Philosophiæ naturalis principia mathematica) hedder det: „Hele den moderne videnskabs udvikling begynder med denne store bog. Den herskede suverænt i godt og vel to hundrede år.“¹

Hvor store triumfer Newtons videnskabelige opdagelser end fejrede, bevarede han ydmygt en erkendelse af sine menneskelige begrænsninger. Han var beskeden. Kort før sin død i 1727 sagde han selv: „Hvad verden vil se i mig, ved jeg ikke, men mig selv forekommer det, at jeg har været et barn der løb og legede i strandkanten, og af og til fandt en sten eller en skal som var særlig smuk, eller skinnede særligt blankt, medens sandhedens store ocean har ligget uudforsket foran mig.“²

Newton erkendte at Gud er kilden til al sandhed, og det lader til at hans dybe ærbødighed for Skaberen har bevæget ham til at bruge mere tid på sin søgen efter den sande Gud end på sin søgen efter videnskabelige sandheder. En analyse af alle Newtons skrifter åbenbarer at af over 3.600.000 ord blev kun den ene million anvendt på videnskabelige emner, hvorimod over 1.400.000 indgår i hans religiøse værker.³

Newton kæmper med treenighedsdogmet

I sine skrifter ofrer Newton megen opmærksomhed på læren om den treenige gud. Et af hans mest fremragende bidrag til datidens bibellærdom var hans værk An Historical Account of Two Notable Corruptions of Scripture (En historisk beretning om to bemærkelsesværdige forvanskninger af Skriften), der første gang udkom i 1754, syvogtyve år efter hans død. Det var en gennemgang af alle bibeltekstlige vidnesbyrd der dengang kunne samles fra gamle kilder om to skriftsteder i Bibelen, nemlig Første Johannesbrev 5:7 og Første Timoteusbrev 3:16.

I King James-Bibelen lyder Første Johannesbrev 5:7:

„Thi der er tre som vidner i himmelen, Faderen, Ordet og Helligånden: og disse tre er ét.“

På grundlag af de tidligste kirkelige forfattere, græske og latinske bibelmanuskripter samt vidnesbyrd fra de ældste udgaver af Bibelen på andre sprog viste Newton at ordene „i himmelen, Faderen, Ordet og Helligånden: og disse tre er ét“, som blev brugt til støtte for treenighedsdogmet, slet ikke forekom i de oprindelige inspirerede græske skrifter. Dernæst påviste han hvordan denne tvivlsomme læsemåde havde fundet vej ind i de latinske tekstudgaver, først som noter i margenen, senere i selve teksten. Han påviste at ordene første gang blev medtaget i en græsk tekst af kardinal Ximenes i 1515 på grundlag af et nyere græsk manuskript der var blevet gennemrettet efter en latinsk tekstudgave. Og endelig gjorde Newton rede for hvordan verset måtte skulle forstås ud fra sammenhængen, og sluttede: „Således er meningen klar og ligetil, og argumentet holdbart og stærkt; men hvis man indføjer vidnesbyrdet om ’de tre i himmelen’ bryder og ødelægger man det.“⁴

Den korteste del af afhandlingen drejede sig om Første Timoteusbrev 3:16, hvor der ifølge King James-Bibelen siges:

„Og uden modsigelse er gudsfygtens hemmelighed stor: Gud blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i Ånden, set af engle, prædiket blandt hedningerne, troet i verden, optaget til herlighed.“

Newton pegede på at ordet „Gud“ var blevet indføjet ved en lille ændring i den græske tekst. Ved at henvise til de tidligste kirkelige forfatteres citering af dette vers, godtgjorde han at de ikke kendte noget til den ændrede ordlyd.a

I en sammenfatning af sine tanker om disse to passager skrev Newton: „Hvis oldkirkerne i diskussionen om og bestræbelserne for at definere religionens største mysterier ikke havde noget kendskab til disse to tekster, forstår jeg ikke hvorfor vi skal være så glade for dem nu, da diskussionerne er forbi.“⁵ I de godt og vel to hundrede år der er gået siden Isaac Newton udarbejdede sin afhandling, har det kun været nødvendigt at foretage nogle få ubetydelige korrektioner i det bevismateriale han har samlet. Ikke desto mindre var det først i det nittende århundrede at der udkom bibeloversættelser hvor disse passager var blevet rettet. Et udsnit af Newtons originalmanuskript med hans egen håndskrift vises på næste side med tilladelse af Bodleian Library, Oxford.

Hvorfor offentliggjorde Newton ikke disse papirer mens han levede? Det vil vi kunne forstå når vi ser på hvordan indstillingen var i de dage. I datidens England ville man blive retsforfulgt hvis man skriftligt opponerede imod treenighedslæren. Så sent som i 1698 gjorde Loven om Bekæmpelse af Gudsbespottelse og Respektløshed det til en forbrydelse at benægte at en af personerne i treenigheden var Gud. Ved en førstegangsovertrædelse straffedes det med tabet af embede, arbejde og indtægt, ved en gentagelse med fængsel. Newtons ven William Whiston (der oversatte Josefus’ værker til engelsk) fradømtes på dette grundlag sit professorembede ved Cambridge i 1711. Overhuset beordrede i 1693 at en pjece hvis indhold angreb treenighedsdogmet skulle brændes, og året efter blev pjecens trykker og forfatter retsforfulgt. I 1697 blev Thomas Aikenhead, en attenårig student der blev anklaget for at fornægte treenighedsdogmet, hængt i Edinburgh.^{6, 7, 8}

Hvorfor Newton forkastede treenighedslæren

Newtons videnskabelige studier indgav ham en dyb respekt for „naturens bog“ hvori han så beviserne for at Gud, den store Forfatter, havde skabt alt, og det med en hensigt. Han troede også at Bibelen var Guds åbenbaring, og at den altid stemte overens med skaberværkets vidnesbyrd.⁹

For Newton var det Bibelen alene der afgjorde om en lære var sand, en holdning som han gjorde meget klar i sin behandling af kirkens trosbekendelser. På grundlag af den ottende af de niogtredive artikler (den anglikanske kirkes bekendelse), som omhandler den nikænske, den athanasianske og den apostolske trosbekendelse, siger han:

„[Den anglikanske kirke] forlanger ikke at vi skal godtage dem [trosbekendelserne] på grundlag af almindelige synoders autoritet, og endnu mindre ved anglikanske kirkemøders autoritet, men udelukkende fordi de bygger på Skriften. Og er vi derfor af kirken bemyndiget til at sammenligne dem med Skriften, og at se hvordan og i hvilken forstand de kan udledes derfra? Og når vi ikke kan se at konklusionen er rigtig, skal vi ikke sætte vor lid til kirkeforsamlingers eller synoders autoritet.“

I sin konklusion udtrykker han sig endnu kraftigere:

„Selv synoder har taget fejl og kan tage fejl i trosspørgsmål, og hvad de erklærer som noget nødvendigt for opnåelse af frelse, står ikke ved magt eller har ingen autoritet medmindre det kan påvises at det bygger på den hellige skrift.“¹⁰

Newtons væsentligste grund til at forkaste treenighedslæren var at når han i Bibelen søgte at finde bekræftelse på synodernes udtalelser og trosbekendelsernes indhold, fandt han ingen støtte for denne lære.

Newton holdt på at man under bedømmelsen af de fremførte vidnesbyrd ikke måtte lade fornuft og logik ude af betragtning. Han gjorde gældende at intet af det Gud har skabt savner hensigt eller mening, og at Bibelens lære kunne forstås hvis man også her gik frem på grundlag af logisk tænkning. Om apostelen Johannes’ skrifter udtalte Newton: „Jeg nærer så megen respekt for ham at jeg tror at han skrev fornuftigt; derfor regner jeg med at den fornuftigste fortolkning er hans, og dermed den bedste.“¹¹ Derfor giver Newton også følgende begrundelse for at han forkastede treenighedsdogmet: „Homoousion [den lære at Sønnen er af samme væsen som Faderen] er uforståelig. Den blev ikke forstået ved kirkemødet i Nikæa, ej heller siden. Hvad man ikke kan forstå, kan man ikke tro på.“¹²

Denne detalje i treenighedsdogmet behandles i et manuskript af Newton med titlen: „Spørgsmål angående ordet Homoousios“, hvori der fremføres en tredje grund til at han ikke kunne tro på treenighedsdogmet. Læren var ukendt i den oprindelige kristendom, hvad spørgsmålene tolv til fjorten belyser:

„Spørgsmål 12. Om opfattelsen af de tre’s væsenslighed ikke først blev indført i Julianus Apostatas kejsertid [361-363 e.v.t.], af Athanasius, Hilarius, osv.?

Spørgsmål 13. Om ikke tilbedelsen af Helligånden først blev indført umiddelbart efter kirkemødet i Sardica? [343 e.v.t.]

Spørgsmål 14. Om kirkemødet i Sardica ikke var det første der gik ind for læren om trehedens væsensenhed?“¹³

I et andet manuskript, der nu opbevares i Jerusalem, sammenfattede Newton hvad der måtte være det eneste svar på sådanne spørgsmål. „Vi får af apostelen (2 Timoteus 1:13) befaling om at holde fast ved mønsteret af sunde ord. En strid om en formulering som ikke har sit udspring hos profeterne og apostlene er et brud på denne befaling, og de der bryder den må også bære skylden for den uro og de splittelser som den giver anledning til. Det er ikke tilstrækkeligt at sige at en trosartikel kan udledes af Bibelen. Den må udtrykkes i nøjagtig de vendinger af sunde ord hvormed troen blev udmøntet af apostlene.“¹⁴

Bibelens udsagn, fornuften og den tidligste kristendoms oprindelige lære forbød således Newton at antage treenighedslæren. Han troede fuldt og fast på Jehova Guds ubestridelige suverænitet og på Jesu Kristi rette placering, idet han hverken forklejnede ham i hans egenskab af Guds søn eller ophøjede ham til den samme stilling som Faderen.¹⁵ I en diskussion med John Locke om passagen i Daniel 7:9 skriver han: „Hvordan kan du være så sikker på at den gamle af dage er Kristus? Siges der nogetsteds at Kristus sidder på Tronen?“¹⁶ Man er ikke i tvivl om hvilken slutning han selv drager her, og hans klare forståelse af forholdet mellem Faderen og Sønnen træder altid tydeligt frem i hans skrifter. Et andet sted bemærker han at bønner kan rettes til „Gud i Lammets navn, men ikke til Lammet i Guds navn“.¹⁷

Isaac Newtons bibelske argumenter for ikke at tro på treenighedslæren er måske bedst sammenfattet i hans fjorten ’Argumenta’, der er skrevet på latin og som i flere tilfælde ledsages af henvisninger til Bibelen. Punkterne fire til syv har særlig interesse:

„4. Fordi Gud avlede Sønnen på et eller andet tidspunkt, kan denne ikke have eksisteret i al evighed. Ordsprogene 8:23, 25.

5. Fordi Faderen er større end Sønnen. Johannes 14:28.

6. Fordi Sønnen ikke kendte den sidste time. Markus 13:32, Mattæus 24:36, Åbenbaringen 1:1, 5:3.

7. Fordi Sønnen modtog alt fra Faderen.“¹⁸

En gennemgang af Newtons religiøse skrifter vil uvægerlig efterlade læseren med et indtryk af hans grundighed, en erkendelse af hans lange og dybe overvejelser og af hans lærde indsigt i og forståelse af Bibelens grundsprog. De slutninger han kom til vedrørende treenighedslæren fortjener derfor vor respekt og opmærksomhed, selv om han ikke følte sig foranlediget til at offentliggøre dem.

I dag har vi et langt større materiale til vor rådighed end Newton havde; vi bør da ligesom han ransage vor trosopfattelse, med sigte på altid at lade vore overvejelser hvile først og fremmest på vidnesbyrdene i Guds ord. Da vil vi opnå en stærk tro der helt er på linje med den oprindelige kristendoms lære.

Henvisninger

 1. The Encyclopædia Britannica, 1971-udgaven, bd. 16, s. 420.

 2. Verdenshistorien af Carl Grimberg, bd. 10, s. 341.

 3. The Correspondence of Isaac Newton, redigeret af H. W. Turnbull, medlem af Royal Society, Cambridge 1961, bd. 1, s. XVII.

 4. An Historical Account of Two Notable Corruptions of Scripture af Sir Isaac Newton, 1830-udgaven, London, s. 60.

 5. Samme, s. 95.

 6. Our Unitarian Heritage af Earl M. Wilbur, Boston 1925, s. 289-294.

 7. History of English Nonconformity af Henry W. Clark, London 1913, bd. II, s. 157.

 8. Religions Opinions of Milton, Locke and Newton af H. McLachlan, Manchester 1941, s. 146, 147.

 9. The Religion of Isaac Newton af F. E. Manuel, Oxford 1974, s. 48.

10. Sir Isaac Newton Theological manuscripts, udvalgt og redigeret af H. McLachlan, Liverpool 1950, s. 37, 38.

11. An Historical Account of Two Notable Corruptions of Scripture, s. 61.

12. Sir Isaac Newton Theological Manuscripts, s. 17.

13. Samme, s. 45, 46.

14. The Religion of Isaac Newton, s. 54, 55, Yahuda Ms. 15.1.fol.11r.

15. The Religion of Isaac Newton, s. 61.

16. The Correspondence of Isaac Newton, bd. III, brev 362.

17. The Religion of Isaac Newton, s. 61, Yahuda Ms. 15.4.fol.67v.

18. Isaac Newton, A Biography, s. 642.

[Fodnote]

[Illustration på side 478]

Faksimile af et udsnit af Newtons håndskrevne „An Historical Account“, en gendrivelse af treenighedslæren