Samvittighedens stemme

„For når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, . . . [viser de] jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med.“ — Rom 2:14, 15.

 1, 2. (a) Hvordan forholder det sig med moralnormerne i dag? (b) Hvorfor har det især siden 1914 været nødvendigt med vejledning i moralsk henseende?

I DAG er normerne for hvad der er „rigtigt“ og hvad der er „forkert“, bestandig i støbeskeen. Dr. Emanuel Demby har i en tale om „den offentlige moral“ sagt at „en væsentlig grund til at det er så svært for os præcist at karakterisere vor tids moral, er at vi lever i en overgangstid hvor store forandringer finder sted“. Det der for blot få år siden i det store og hele var den accepterede norm, er blevet ændret eller erstattet med nye normer. Og i betragtning af at tilværelsen bliver stadig mere kompliceret, hvem kan da sige hvor stor gyldighed disse nye normer vil få eller hvor længe de vil vare? Hvad kan man rette sig efter?

² Sådan har situationen været især siden 1914. Hvorfor specielt siden da? En udtalelse af dr. Archibald Chisholm er af interesse i den forbindelse. Han siger: „Så stor har omvæltningen i tankegang og moral været, at nogle foreslår at vi skal betragte os selv som værende i år [61] A.B. (anno belli [det krigens år]), idet de mener at en ny epoke begyndte med udbruddet“ af første verdenskrig. Selve den omstændighed at der har fundet en sådan omvæltning sted i tankegang og moral siden 1914, understreger vort behov for en vejledende stemme, en norm at gå efter.

 3. Hvilke spørgsmål rejser sig med hensyn til at stole på sin samvittighed?

³ Mange som er klar over dette behov, giver udtryk for den opfattelse at enhver i sidste ende bør stole på sin samvittighed. De siger: „Du må følge din samvittighed.“ Med „samvittigheden“ tænker de på den „indre stemme“ alle synes at have, en indre fornemmelse som siger dem hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men gælder dette i alle tilfælde? Hvor stammer samvittigheden egentlig fra, og er det alle der har en sådan indre fornemmelse? Endvidere: Hvor pålidelig er den? Vi kunne spørge os selv: Kan jeg stole på min samvittighed, selv om andre måske kan stole på deres?

Hvor stammer samvittigheden fra?

 4. Hvorfra stammer samvittigheden, ifølge nogle verdslige autoriteter?

⁴ Går man til videnskabsmænd eller filosoffer for at få en forklaring på hvor samvittigheden stammer fra, vil man muligvis få at vide at samvittigheden er blevet til som følge af en udvikling, efterhånden som samfundet dannede sig. Evolutionisten Charles Darwin har sagt at „ethvert dyr som er udrustet med et tydeligt socialt instinkt, . . . uundgåeligt vil erhverve sig en moralsk sans eller samvittighed, så snart dets intellektuelle evner er blevet lige så, eller næsten lige så, veludviklede som hos mennesket“. Og Sigmund Freud mente at man kunne „afvise tanken om en oprindelig — man kunne sige naturlig — evne til at skelne mellem godt og ondt“.

 5. Støtter Bibelen denne opfattelse af oprindelsen til menneskets samvittighed?

⁵ Men er det den rigtige forklaring? Den ældste og mest pålidelige beretning om menneskehedens tilblivelse og historie siger nej. Denne beretning er Bibelen. Den siger for det første noget som bekræftes af alle objektive videnskabelige iagttagelser: at alle levende skabninger formerer sig „efter deres arter“, og mennesket er således ikke blevet til ved en udvikling. (1 Mos. 1:21-26) For det andet fortæller den meget præcist hvorfra den indre stemme, samvittigheden, stammer. Og den viser hvorfor alle mennesker jorden over stadig har en samvittighed — trods bestræbelser af mænd som Hitler, der pralede af at ville „befri mennesket for den nedværdigende kimære [fantasiforestilling] der kaldes samvittigheden“.

 6, 7. (a) Hvad viser Guds ord med hensyn til samvittighedens oprindelse? (b) Hvordan ytrede Adams samvittighed sig?

⁶ Bibelen fortæller at Gud skabte mennesket i sit billede, udrustet med forstandsevner og moralsk sans, egenskaber som Gud selv er i besiddelse af. (1 Mos. 1:27) Det vil sige at det første menneske lige fra begyndelsen havde en gudgiven samvittighed; det var ikke en egenskab der først udviklede sig efterhånden som samfundet voksede. Dette ses af beretningen om hvad Adam gjorde og sagde efter at han havde overtrådt Guds bud vedrørende træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mos. 2:17) Beretningen fortæller at Adam og Eva skjulte sig for Jehova Gud mellem havens træer, og da Jehova talte til Adam, var denne ikke særlig hurtig til at svare. Hvorfor ikke? Fordi han følte skyld; det var som om en indre stemme i ham fordømte ham, anklagede ham, afgav vidnesbyrd om at han havde syndet. — 1 Mos. 3:7-10.

⁷ Den ældste historiske beretning vi har, viser altså at menneskets samvittighed var til stede og gjorde sig gældende lige fra begyndelsen. Det er interessant at bemærke at den jødiske historiker Flavius Josefus, der levede i det første århundrede, påpegede at Adams utilbøjelighed til at svare Gud var et tegn på hans „onde samvittighed“. For ordet „samvittighed“ brugte Josefus, der skrev på græsk, ordet syneiʹdesis, der bogstaveligt betyder „sam-viden“, det vil sige „at vide noget med sig selv“. Adams samvittighed stammede fra Gud. Det var en indre moralsk sans han havde, og den omfattede hans sind eller forstand. Eftersom Adam var skabt i Guds billede, opstod der en indre konflikt i ham da han handlede i modstrid med Guds egenskaber og åbenbarede vilje. Men hvilken forbindelse er der mellem dette og vore følelser og handlinger? Gik samvittigheden i arv til Adams efterkommere? Ja, både bibelske og ikke-bibelske vidnesbyrd viser at det gjorde den.

 8. Hvilken senere beretning i Bibelen viser at mennesket har en nedarvet moralsk sans?

⁸ Læg mærke til Bibelens beretning om hvad der hændte Josef godt og vel to tusind år efter at Adam havde syndet. Josef var træl i den ægyptiske hofmand Potifars hus. Tiltrukket måske af Josefs smukke mandige ydre lagde Potifars hustru an på Josef og prøvede at forføre ham. Da han blot var træl kunne han let have følt sig forpligtet til at føje hende, muligvis i håb om at forbedre sin stilling. Men Josef afviste blankt hendes umoralske tilnærmelser, idet han sagde: „Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!“ (1 Mos. 39:1-9) Hvad fik Josef til at betragte ægteskabelig utroskab som synd mod Gud?

 9. Hvad fik Josef til at afvise ægteskabsbrud som en synd mod Gud?

⁹ Det var ikke fordi han havde en skreven lov fra Gud som forbød ægteskabsbrud, som den der senere fremkom i de ti bud. (2 Mos. 20:14) Desuden befandt Josef sig i Ægypten, fjernt fra families og patriarkalske reglers indflydelse. Det er tydeligt at det var Josefs samvittighed der gjorde sig gældende. Tilbudet krænkede hans moralske sans. Han „følte“ sandsynligvis at det var forkert at tage noget som ikke tilhørte ham, nemlig en anden mands hustru. Denne følelse kan være blevet forstærket af at han har tænkt på at en mand og hans hustru er „ét kød“, en sandhed som Adam var bekendt med. (1 Mos. 2:24; Matt. 19:4, 5) Han har sikkert også hørt om Abrahams og Isaks oplevelser, som viste at ægteskabsbrud ikke var noget man billigede. (1 Mos. 20:1-18; 26:7-11) Selv uden en lov mod ægteskabsbrud kunne Josefs samvittighed altså tilskynde ham til ikke at indlade sig derpå.

10. Hvilke vidnesbyrd har vi om at også andre folkeslag havde en nedarvet samvittighed?

¹⁰ Men hvis Adam havde givet et vist mål af samvittighed videre til sine efterkommere, skulle Potifars hustru da ikke også have følt at ægteskabsbrud var forkert? Jo, men åbenbart lod hun sig beherske af sine lidenskaber. Ægypterne anså, på linje med andre folk jorden over, ægteskabsbrud for at være en alvorlig moralsk forseelse. Deres ældste religiøse tekster forbandt den sidste dom med at „hjertet“ blev vejet. Og hvad blev man dømt for? Den gamle ægyptiske „Dødebog“ skildrer den afdøde mens han erklærer sin uskyld med ordene: ’Jeg har ikke røvet. Jeg har ikke dræbt nogen mennesker. Jeg har ikke løjet. Jeg har ikke besmittet nogen mands hustru.’ Samvittigheden må altså have ledet dem til at føle at ægteskabelig utroskab var forkert. Josefus skriver i sin gengivelse af beretningen om Josef at denne opfordrede Potifars hustru til at bekæmpe et øjeblikkeligt begær som ville medføre fortrydelse og lidelse, og at hun skulle forblive trofast mod sin mand og bevare „en god samvittighed“.

11. Hvilke vidnesbyrd har vi fra både bibelske og ikke-bibelske kilder om en fungerende samvittighed?

¹¹ Der findes flere både bibelske og ikke-bibelske skildringer som vidner om en fungerende samvittighed. Ved en lejlighed lod kong David af Israel sine hærførere holde mandtal over folket, og Bibelen beskriver Davids reaktion da han indså at han havde syndet. „Da slog Davids Hjerte ham,“ siges der, eller som den danske autoriserede oversættelse siger: Da „slog samvittigheden ham“. (2 Sam. 24:1-10, rev. overs. af 1871; NW) En lignende reaktion som følge af en dårlig samvittighed vidner en indskrift på en gammel kileskrifttavle om. Inskriptionen er en bøn bedt af en babylonier som har syndet, og han beder sin gud lytte til ham, „for hans bryst genlyder som af en klagende fløjte“.

12. (a) Hvilken slutning kan man med rette drage med hensyn til samvittighedens oprindelse, og hvordan påpeger apostelen Paulus dette? (b) Er samvittigheden en evne som alle mennesker har?

¹² Alt dette viser at vi har en samvittighed fordi vi har arvet tænkeevne og moralsk sans fra Adam. Det er grunden til at selv folkeslag som ikke kendte til Moseloven, der var givet af Gud, forbød handlinger som tyveri, løgn, blodskam, mord og ægteskabsbrud. Ja, skønt de „ikke har loven“, gør de „af natur . . . det loven siger“. Apostelen Paulus viste hvad grundlaget for deres moralnorm var, idet han sagde: „Deres samvittighed [græsk: syneiʹdesis] vidner med, og . . . mellem deres egne tanker indbyrdes føres [der] anklage eller også forsvar.“ (Rom. 2:14, 15) Så universel er samvittigheden at et leksikon siger om denne gudgivne evne: „Endnu har man ikke fundet en kultur hvori man ikke har konstateret tilstedeværelsen af en samvittighed.“ Og om personer der synes „ikke at have nogen samvittighed“ siger dr. Geoffrey Stephenson: „Dette er i sin tid blevet, og bliver stadig af nogle, betragtet som en ægte form for sindssyge eller psykose.“ — Se også Titus 1:15.

Samvittigheden — dens virke og dens oplæring

13. Hvorfor skal der mere til end blot at vide at vi har en samvittighed?

¹³ Kan vi så blot ’af natur gøre det loven siger’? Nej, der skal mere til. Blot at forstå hvorfra samvittigheden stammer og hvordan vi har fået denne evne, garanterer ikke at vi drager fuld nytte af den. Husk at de gamle ægyptere havde visse moralnormer der vidnede om en samvittigheds virke. Men var dette tilstrækkeligt? Var dette nok til at beskytte dem mod det som var uret? Deres frastødende dyretilbedelse, at de „dyrkede skabningen og ydede den hellig tjeneste fremfor Skaberen“, viser at det ikke er nok blot at have et vist mål af samvittighed. (Rom. 1:20-25) Følgelig har vi brug for at vide mere end blot det at vi har en samvittighed. Vi må vide hvordan den virker, hvordan den kan oplæres, og hvad Gud siger med hensyn til at følge den i vort daglige liv.

14. Nævn en af de måder hvorpå samvittigheden virker.

¹⁴ De bibelske eksempler vi har betragtet i det foregående, illustrerer to væsentlige måder hvorpå vores samvittighed kan og bør fungere. Når man tænker på samvittighedens forskellige funktioner er den første der melder sig uden tvivl den at man ser tilbage på tidligere handlinger og bedømmer dem moralsk. Det var sådan samvittigheden virkede i Adams og Davids tilfælde efter at de havde syndet. Deres samvittighed slog dem. Mon ikke vi alle har følt samvittigheden virke på denne måde? Denne indre stemme som siger én at man har handlet forkert, kan være så stærk at man tager skridt til at rense sin samvittighed, eller man vil være plaget af samvittighedsnag i årevis.

15. Hvordan kan dette være til hjælp for os?

¹⁵ En langt vigtigere side af denne funktion er dog at den kan tilskynde én til anger over for Gud. David skrev: „Mine ben svandt hen, så længe jeg tav, under jamren dagen igennem, . . . Min synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min skyld; jeg sagde: ’Mine overtrædelser vil jeg bekende for [Jehova]!’ Da tilgav du mig min syndeskyld.“ (Sl. 32:3, 5) En virksom samvittighed kan således føre én tilbage til Gud, idet den hjælper én til at se nødvendigheden af at have Guds tilgivelse og følge hans veje i fremtiden. — Sl. 51:3-6, 11, 15-17.

16. På hvilken anden måde kan og bør samvittigheden reagere?

¹⁶ Den anden måde hvorpå samvittigheden virker, er at den forud vejleder og råder os når vi skal træffe et valg eller en afgørelse i moralsk henseende. Universitetslektor Eric D’Arcy siger: „Hos de hedenske forfattere viste samvittigheden sig ikke før efter handlingen var begået, og dens funktion var udelukkende dømmende; men i [Bibelen] tillægges samvittigheden en lovgivende funktion.“ Det var denne side af samvittighedens funktion der på forhånd gav Josef fornemmelsen af at han ikke måtte gøre sig skyldig i ægteskabsbrud. Han fulgte sin samvittigheds stemme da han afviste en handling der gik imod hans moralske sans. Fungerer vores samvittighed på samme måde?

17, 18. (a) Hvilken fare er der forbundet med at undertrykke sin samvittighed? (b) Hvad kan dette føre til?

¹⁷ Begge disse funktioner må plejes og udvikles hvis samvittigheden skal tjene som en vejledning for os. At man ikke bør ignorere eller undertrykke hverken den ene eller den anden funktion, ses af hvad der sker når man gør dette. Normalt vil samvittigheden, som følge af at den er nedarvet fra Adam, fortælle eller signalere til en at det er forkert for eksempel at lyve eller stjæle. Man kan sammenligne det med det signal man får når man med hånden kommer for nær til en flamme; så vil det indbyggede sanseapparat gøre én opmærksom på faren og man vil trække hånden bort. Men hvad nu hvis man har hård hud på den del af hånden, eller der er et slemt ar efter et tidligere brandsår? I det tilfælde kan følesansen være blokeret; den hårde hud eller arret vil gøre stedet ufølsomt, uimodtageligt for indtryk. Svarende hertil kan samvittigheden blive ufølsom hvis man gentagne gange ignorerer eller undertrykker den. Apostelen Paulus skrev om nogle „hvis samvittighed er lige så død som brændemærket kød“. (1 Tim. 4:2, J. B. Phillips) Sådanne mennesker kan uden skrupler, uden samvittighedsnag, sige løgne, handle hyklerisk eller med overlæg vildlede andre.

¹⁸ Den samvittighed som er blevet ignoreret eller undertrykt vil altså ikke alene ophøre med at nage en efter at man har gjort noget forkert, men den vil også ophøre med at give den fornødne advarsel på forhånd. Det er mennesker af den art der beskrives i Efeserbrevet 4:19: „Efter at deres fornemmelse af hvad der er ret og uret er blevet sløvet, har de overgivet sig til seksuelle lidenskaber og søger ivrigt usømmelighed af enhver art.“ (Jerusalem-Bibelen) Det er ikke svært at forstå hvorfor Hitler ville afskaffe samvittigheden. Når samvittigheden ikke længere holdt igen, kunne man få folk til at gøre hvad som helst, uanset hvor fordærvet og ondt det var. Sådan ønsker vi naturligvis ikke at blive, men vi vil tværtimod foretrække at have en samvittighed som reagerer på den rigtige måde.

19. Hvordan kan Bibelen hjælpe en til at have en fintmærkende samvittighed?

¹⁹ Her kan Bibelen yde en uvurderlig hjælp. Eftersom den er den bedste kilde til oplysning om Guds egenskaber og handlinger, kan den hjælpe os til at lade os forme efter hans billede. Salmisten sang således: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne vej!“ (Sl. 143:10) Jo større kendskab vi får til hans vilje og gerninger, jo større bliver vores forståelse og værdsættelse heraf, og jo mere vil vi styrke den gudfrygtige samvittigheds kraft i vort liv. (Sl. 119:1-16) Den indre stemme bliver stærkere og klarere, ligesom sangerens stemme gennem øvelse og uddannelse bliver kraftigere og mere fuldtonende, og urmagerens syn ved træning bliver skarpere.

20. Hvorfor indeholder Bibelen love mod visse moralske forseelser når vi har en nedarvet samvittighed?

²⁰ Bibelen indeholder klare love eller befalinger fra Gud angående visse alvorlige moralske forseelser, som for eksempel løgn, tyveri, mord og ægteskabsbrud. Disse handlinger var forbudt i den lov han gav Israel, og forbudene blev gentaget i Guds vejledning til de kristne. (2 Mos. 20:13-16; Ef. 4:28; Kol. 3:9; 1 Kor. 6:9, 10; Åb. 21:8) Hvis et menneskes samvittighed på grund af vedkommendes opdragelse eller erfaringer i livet er blevet sløvet over for nogle af disse synder, vil vedkommende ud fra Bibelen tydeligt kunne se at disse handlinger er forkerte. Der vil ikke være noget grundlag for at sige: ’Jamen min samvittighed sagde mig ikke det var forkert; jeg følte ikke det var forkert.’ Disse love giver desuden de ansvarlige i den kristne menighed ret til at træffe forholdsregler som vil beskytte menighedens medlemmer mod enhver som vedvarende øver synd. Vedkommende vil blive udstødt af menigheden. — 1 Kor. 5:11-13.

21. Hvad tjener de bibelske principper yderligere til?

²¹ Men foruden disse forbud mod urette handlinger af alvorlig art indeholder Bibelen mange principper for en adfærd der vil genspejle Guds personlighed og handlemåde. De viser i store træk hvordan vi kan efterligne Gud. Der kunne anføres talrige eksempler på sådanne principper, men lad os nøjes med at fremhæve egenskaberne retfærdighed og upartiskhed hos Gud. For det første siges det direkte at Gud ejer disse egenskaber. (5 Mos. 32:4; Job 34:10, 12; Apg. 10:34, 35) Dernæst understøttes dette med eksempler på at Gud lægger disse egenskaber for dagen. Da en af Israels salvede konger havde syndet og handlet uretfærdigt over for nogle af sine undersåtter, gjorde Jehova tydeligt opmærksom på hvor forkert han havde handlet, og i overensstemmelse med sin egen retfærdighed fritog Gud end ikke kongen for straf. (2 Sam., kap. 11, 12) Hvis vi i vort sind og hjerte indprenter os disse adfærdsprincipper og eksempler på hvordan Guds personlighed er, styrker vi vores samvittighed så vi kan stole på dens reaktioner. Ordsproget siger: „Hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ — Ordsp. 3:6; Sl. 16:8.

22. Giv et eksempel på et vigtigt bibelsk princip. Hvordan kan dette berøre et menneskes samvittighed, og hvilken gavn vil vedkommende have af at lære det at kende?

²² Mon ikke vores samvittighed — efter at vi har lært at Gud er retfærdig og upartisk — vil blive mere fintmærkende over for uretfærdighed og partiskhed mod andre? Lad os sige at en som følge af sin opdragelse har fordom mod mennesker fra et bestemt miljø og ikke nærer nogen skrupler ved at gøre forskel på dem og andre. Hvis vedkommende står i en forretning har han eller hun måske en tilbøjelighed til at ignorere kunder fra dette miljø eller sociale lag eller at behandle dem mindre venligt eller hensynsfuldt. Men så får denne mand eller kvinde gennem Bibelen kendskab til Guds retfærdighed og til at han opfordrer dem der vil have hans godkendelse, til at vise retfærdighed og upartiskhed. (Mika 6:8; Ordsp. 24:23) Vedkommende lærer også at alle mennesker nedstammer fra de samme forældre, Adam og Eva. (Apg. 17:26; 1 Mos. 3:20) Stillet over for en situation hvori vedkommende før i tiden ville have handlet uretfærdigt, opfordrer samvittighedens „stemme“ ham nu til at handle retfærdigt og uden at vise partiskhed. Og hvis vedkommende viser fordom ligesom tidligere, vil samvittigheden uden tvivl bagefter nage ham. Det vil være som om han hører en stemme inden i sig fordømme ham for at handle på en måde som han véd er forkert. Vi ser altså at vedkommendes samvittighed er blevet opøvet, den er blevet skærpet, blevet mere fintmærkende. Nu tjener den bedre til vejledning for vedkommende, bringer ham i større overensstemmelse med Guds billede.

23. Hvorfor bliver det stadig vanskeligere at træffe afgørelser i dag?

²³ Som tidligere nævnt oplever vi i dag at moralnormerne stadig ændres og nedbrydes, hvilket gør det stadig vanskeligere at samarbejde med samvittighedens stemme. Er det ikke også som om livet bliver stadig mere kompliceret? Der synes at være så mange faktorer der må tages i betragtning før en afgørelse kan træffes. Som højesteretsdommer Felix Frankfurter (U.S.A.) engang har sagt: „Der findes næppe det spørgsmål af lidt vanskeligere art som retten stilles over for, der ikke kræver anvendelse af mere end ét såkaldt princip. Enhver kan afgøre et spørgsmål hvis det kun er et enkelt princip striden drejer sig om.“

24, 25. (a) Hvad kan vi gøre når vi står over for at skulle træffe afgørelse i en kompliceret sag? (b) Hvordan vil vores samvittighed da være en hjælp for os?

²⁴ Ikke desto mindre er det sådan at jo mere omfattende vort kendskab er til de guddommelige principper der findes i Bibelen, jo bedre vil vi kunne veje for og imod og træffe en afgørelse. Når vi stilles over for et spørgsmål eller skal træffe en afgørelse, kan vi overveje de bibelske principper der berører sagen. Alt efter dennes art kan det være principper som: at respektere familiens overhoved (Kol. 3:18, 20); at være ærlig i alle ting (Hebr. 13:18); at hade det onde (Sl. 97:10); at jage efter det der skaber fred (Rom. 14:19); at adlyde øvrigheden (Rom. 13:1; Matt. 22:21); at vise Gud absolut hengivenhed (Matt. 4:10); at undgå dårligt selskab (1 Kor. 15:33); ikke at bringe andre til snublen og fald (Fil. 1:9, 10). Disse principper vil i sig selv være en hjælp for os, men samtidig med at vi vokser i kundskab om og værdsættelse af Guds principper og veje, vil vor samvittigheds stemme blive mere pålidelig. Paulus sagde at hans samvittighed ’vidnede med’. (Rom. 9:1) Det vil vores samvittighed også gøre. Vores samvittighed vil, når den er blevet oplært i overensstemmelse med Guds ord, hjælpe os til at genspejle Guds personlighed og egenskaber i de afgørelser vi træffer.

²⁵ Til vejledning for os har vi altså alle i større eller mindre grad en samvittighed som er nedlagt i mennesket af Gud. Og ved at øge vor kundskab om Guds egenskaber og de principper han følger, kan vor samvittighed opøves, så den i endnu højere grad vil kunne vejlede os i vore handlinger og afgørelser.

[Illustration på side 321]

Josef lyttede til sin samvittigheds stemme og flygtede for ikke at „synde mod Gud“