’Lad os fortsat vandre regelret i samme gænge’
„Lad os i hvert fald, så langt som vi er nået, fortsat vandre regelret i samme gænge.“ — FILIPPERNE 3:16.
1, 2 (a) Hvorfor er eksemplariske børn til opmuntring for os alle? (b) Hvilke spørgsmål opstår i forbindelse med disse børn?
DA ALISA var godt to år gammel imponerede hun alle ved at kunne synge navnene på Bibelens 66 bøger, opremse navnene på de tolv apostle og med gestus beskrive de ni frugter af Guds ånd. (Mattæus 10:2-4; Galaterne 5:22, 23) Da hun gik i femte klasse ledte hun hver uge et bibelstudium med en pige der gik i tredje klasse. Denne pige var i stand til at skabe interesse for Bibelen hos sin storebroder. Alisa og hendes lille veninde har sat sig et mål. De ser frem til en dag at arbejde sammen i heltidstjenesten som specialpionerer.
2 De fleste af os kender børn som disse, og glæder os over dem. Men vi kan ikke lade være med at tænke på hvordan det mon vil gå dem når de vokser til. Vil de fortsætte med at vokse åndeligt til de når deres mål? Eller vil de blive optaget af andre ting og falde fra?
Vi må fortsat gøre fremskridt
3. Hvem må gøre fremskridt?
3 Disse børn må naturligvis gøre store fremskridt i åndelig henseende før de når deres mål. Men er det kun børnene og de nye der må vokse åndeligt? Er det kun nødvendigt at gøre fremskridt indtil man er nået frem til åndelig modenhed eller er blevet kvalificeret til en bestemt tjenesteforrettighed? Nej. Tænk på apostelen Paulus. Han var ikke tilfreds med det han havde nået, men skrev i sit brev til filipperne: „Ikke at jeg allerede har fået det, eller allerede er gjort fuldkommen, men jeg jager efter det, om jeg også kan gribe dét for hvilket jeg også er blevet grebet af Kristus Jesus.“ — Filipperne 3:12.
4. Hvilket ’mål’ jagede apostelen Paulus efter?
4 Paulus kan ikke have sigtet til det at opnå modenhed, for da han skrev dette brev var han en moden kristen. Og dog skrev han at han ’jagede efter’ noget han endnu ikke havde „fået“. Hvilket? Paulus forklarede videre: „Jeg [jager] frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad fra Gud ved Kristus Jesus.“ (Filipperne 3:14) Det mål han jagede efter var ikke blot kristen modenhed eller det at blive egnet til en bestemt opgave, men noget langt større. Han og de andre salvede kristne jagede efter „kaldet opad“, det himmelske liv i kraft af en opstandelse.
5. (a) Hvorfor er det vigtigt at vi hele tiden gør fremskridt? (b) Hvad kan det indbefatte at ’glemme hvad der er bagved’?
5 Dette hjælper os til at forstå hvorfor vi fortsat bør vokse og gøre fremskridt i åndelig henseende, uanset hvor længe vi har kendt sandheden. Hvis man kun gjorde fremskridt til man blev betragtet som moden eller var kvalificeret til et særligt privilegium, hvilken varig gavn ville man da have af det? At vi er modne og har nogle særlige privilegier er ingen garanti for at vi vil nå vort endelige mål — det evige liv. Vi bør i stedet følge apostelen Paulus’ eksempel: „Jeg glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran.“ (Filipperne 3:13) Vi bør ikke blot lægge de unyttige ting bag os som vi måske foretog os før vi lærte sandheden at kende — vi bør også passe på at vi ikke bliver tilfredse med os selv og det vi har nået siden da. Vi bør med andre ord ikke hvile på laurbærrene, men hele tiden skynde os fremad. Gør du det, eller har du af en eller anden grund sat farten ned? — Se Første Korinterbrev 9:26.
6. Hvad kan der siges om det at gøre fremskridt når man sammenligner ordene i Filipperbrevet 3:12 med ordene i 3:15?
6 Med denne mulighed i tanke fortsatte Paulus: „Lad os da, så mange af os som er modne, have denne indstilling; og hvis I er indstillet anderledes i nogen henseende, vil Gud åbenbare den ovennævnte indstilling for jer.“ (Filipperne 3:15) Tidligere, i vers 12, havde Paulus forklaret at han ikke betragtede sig selv som „fuldkommen“, og dog skrev han i vers 15: „Så mange af os som er modne“ eller „fuldkomne“. (Da. aut.) Der ligger ikke nogen selvmodsigelse i dette. Paulus understregede blot at også modne kristne som han selv må huske at de endnu ikke har nået det endelige mål og at de fortsat må gøre fremskridt for at nå det. Han opsummerede derfor tanken med disse ord: „Lad os i hvert fald, så langt som vi er nået, fortsat vandre regelret i samme gænge.“ — Filipperne 3:16.
„I samme gænge“
7. Hvad mente Paulus da han tilskyndede de kristne til ’fortsat at vandre i samme gænge’?
7 Da Paulus tilskyndede de kristne til „fortsat [at] vandre regelret i samme gænge“, mente han da at de skulle finde en behagelig „rutine“ og blot holde fast ved den indtil de fik belønningen? Gør man det, handler man ligesom den træl i Jesu lignelse der begravede den talent han havde fået af sin herre og derefter blot ventede på at herren skulle vende tilbage. (Mattæus 25:14-30) Skønt trællen ikke havde sat talenten til eller var holdt op med at tjene sin herre, blev han kaldt ’uduelig’ — og forkastet. Paulus kan derfor ikke have ment at vi blot skal holde fast ved det vi har af frygt for at miste det. Han talte om nødvendigheden af at gøre fremskridt. Med vendingen „i samme gænge“ må Paulus have haft en konstant og fremadrettet bevægelse i tanke, som hos en soldat der ikke blot står ret, men marcherer fremad.
8. Hvad bør vi være optaget af i forbindelse med tjenesten for Gud?
8 Paulus’ vejledning bør hjælpe os til at indse betydningen af at vi hele tiden ihærdigt bestræber os for at gøre fremskridt og vokse i tjenesten for Jehova. „Så langt som vi er nået,“ hvad enten vi er ældste, menighedstjenere, pionerer eller forkyndere, bør vi først og fremmest være optaget af at forbedre kvaliteten og, om muligt, kvantiteten af vor tjeneste. Vi må passe på at vi ikke får samme indstilling som israelitterne på Malakias’ tid. De troede at de kunne slippe af sted med at bringe Jehova ofre af dårlig kvalitet. Hvordan så Jehova på det? „I bringer . . . halte og syge dyr; det er offergaven I bringer!“ sagde han. „Skulle jeg ønske at modtage den af eders hånd?“ — Malakias 1:13.
9. Hvilken forbindelse har Paulus’ vejledning i Romerbrevet 12:6-8 og 11 med det at gøre fremskridt?
9 I stedet for at være som disse israelitter, bør vi tage vor tjeneste for Gud alvorligt. Som Paulus skrev til romerne må vi, hvilket tjenesteprivilegium vi end har, tage vare på det „i fuldt alvor“ og ikke ’være nølende’. (Romerne 12:6-8, 11) At nøle vil sige at være passiv, at forholde sig afventende uden at arbejde frem mod noget specielt mål. Interessant nok betyder det græske ord der benyttes her, bogstaveligt „doven“ og er på engelsk et ordspil med ordet „dovendyr“. Dovendyr er i stand til at bevæge sig hurtigt, men ved en undersøgelse hvor et dovendyr blev iagttaget gennem 168 timer, viste det sig at dyret sov eller hang fuldstændig stille i 139 timer — 83 procent af tiden! Det er ikke så underligt at vi formanes til ikke at være „dovne“, men være „brændende i ånden“ og ’trælle for Jehova’. Hvad kan hjælpe os til at følge denne opfordring?
10. Hvorfor bør vi være levende interesseret i Paulus’ vejledning i Første Timoteusbrev 4:12-16?
10 I Første Timoteusbrev 4:12-16 forklarede apostelen Paulus omhyggeligt Timoteus hvad han skulle gøre for at hans fremgang kunne blive „tydelig for alle“. Timoteus var på det tidspunkt hverken ny i sandheden eller ung. Han havde arbejdet nært sammen med Paulus i over ti år og havde fået et betydeligt ansvar og stor myndighed betroet i den kristne menighed, uden tvivl på grund af de fremskridt han allerede havde gjort. Alligevel fik Timoteus denne vejledning af Paulus. Hans ord har derfor adresse til os alle, og vi bør vise dem stor opmærksomhed.
Bliv et eksempel i tale og adfærd
11, 12. (a) Hvilket område bør vi i første omgang koncentrere os om når vi søger at gøre fremskridt? (b) Hvorfor er dette vigtigere end at få større kundskab eller at blive dygtigere?
11 Paulus skrev først, i vers 12: „Lad ingen se ned på din ungdom. Bliv tværtimod et eksempel for de troende og trofaste: i tale, i adfærd, i kærlighed, i tro, i renhed.“ Denne liste minder os om „åndens frugt“ som Paulus beskrev i enkeltheder i Galaterbrevet 5:22, 23. Hvem kan nægte at vi alle, hver og en, har brug for at opdyrke denne frugt i højere grad? De fleste af os gør en indsats for at lære åndens ni frugter udenad, og vi tilskynder de unge og de nye til at gøre det samme. Men gør vi en mindst lige så stor indsats for at opdyrke disse egenskaber? Paulus pointerede at de der er modne bør være eksempler for andre hvad dette angår. På dette område kan vi ganske afgjort alle gøre fremskridt.
12 Da disse egenskaber er frugter af Guds ånd, viser de måske mere om vor åndelige fremgang end kundskab og dygtighed, som jo ofte er forbundet med vor uddannelse og vore naturlige evner. De skriftlærde og farisæerne på Jesu tid var velbevandrede i Skriften, og de overholdt omhyggeligt Loven til mindste detalje. Alligevel fordømte Jesus dem med ordene: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdigheden, barmhjertigheden og trofastheden.“ (Mattæus 23:23) Det har stor betydning for os at vi fortsat gør fremskridt med hensyn til at opdyrke disse „vigtigere“ egenskaber!
Oplæsning, tilskyndelse og undervisning
13. På hvilken måde kan Paulus’ vejledning i Første Timoteusbrev 4:13 være til gavn for tilsynsmænd?
13 Paulus tilskyndede dernæst Timoteus til at blive ved med „flittigt at tage [sig] af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning“. (1 Timoteus 4:13) I andre af sine breve roste Paulus Timoteus og omtalte ham som en dygtig og trofast tjener. (Filipperne 2:20-22; 2 Timoteus 1:4, 5) Alligevel rådede han Timoteus til fortsat at lægge vægt på disse pligter, der er grundlæggende for tilsynsmænd. Hvis du er udnævnt til tilsynsmand i menigheden, bliver du da ved med „flittigt at tage dig af“ disse pligter? Tager du for eksempel rådene og vejledningen i Håndbog for den teokratiske skole alvorligt, idet du arbejder på dine svagheder, eller mener du at denne vejledning kun er rettet til nybegyndere? Studerer du omhyggeligt Bibelen og Selskabets publikationer, så du er i stand til at ’tilskynde med al langmodighed og undervisning’? — 2 Timoteus 4:2; Titus 1:9.
Forsøm ikke tjenestens gave
14. Hvordan kan vi vise at vi gør fremskridt som forkyndere?
14 Kun nogle få er udnævnt til at undervise i menigheden, men alle kristne er af Jesus Kristus blevet bemyndiget til at forkynde Riget og gøre disciple. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Dette omfatter at vi underviser oprigtige mennesker i Bibelens sandheder og tilskynder dem til at lægge deres livsførelse om og tage standpunkt for Jehova. Arbejder du flittigt på at blive en bedre forkynder? Gør du samvittighedsfuldt brug af de forslag der gives i Rigets Tjeneste og ved det ugentlige tjenestemøde, så du kan ’gøre en evangelieforkynders gerning og fuldføre din tjeneste’? — 2 Timoteus 4:5.
15. Hvad var Timoteus’ „gave“, og hvordan kan ordene i Første Timoteusbrev 4:14 overføres på vor tid?
15 Dernæst fik Timoteus denne formaning af Paulus: „Forsøm ikke den gave som er i dig og som blev givet dig ved en forudsigelse og da ældsterådet lagde hænderne på dig.“ (1 Timoteus 4:14) Ved den hellige ånd var Timoteus åbenbart blevet udpeget og senere udnævnt til en særlig tjeneste i den kristne menighed. (1 Timoteus 1:18; 2 Timoteus 1:6) Også i dag er der mange inden for organisationen som har opdyrket gudgivne evner og derfor er blevet udnævnt til rejsende tilsynsmænd, missionærer, almindelige pionerer, specialpionerer, ældste, og så videre. I dag er der ikke tale om nogen særlig forudsigelse eller håndspålæggelse, men formaningen „forsøm ikke den gave som er i dig“ gælder dog stadig.
16. Hvad kan hjælpe os til at undgå at forsømme vor „gave“?
16 At forsømme noget vil sige at undlade at vise det den fornødne opmærksomhed eller at undlade at gøre det på grund af ligegyldighed. Hvis noget bliver hverdagsagtigt for en, kan man let komme til at forsømme det. Dette kunne ske for os hvis vi holdt op med at gøre fremskridt og begyndte at tage vore ansvarsopgaver for givet. Vi kan derfor have gavn af det Paulus skrev i Kolossenserbrevet 3:23, 24: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven. I skal trælle for Herren, Kristus.“
En stadig indsats bringer velsignelser
17. Hvad må vi gøre for at vore bestræbelser kan føre til et godt resultat?
17 Hvis vi lægger os vejledningen i denne artikel på sinde, kan vi være sikre på at vi ikke vil falde i selvtilfredshedens snare. „Grund over disse ting, fordyb dig i dem, så din fremgang må være tydelig for alle,“ skrev Paulus. (1 Timoteus 4:15) Vi skulle naturligvis ikke gøre fremskridt for at prale eller gøre indtryk på andre. Når vi, unge som gamle, vokser åndeligt, vil vi, ligesom lille Alisa og hendes veninde (omtalt tidligere i artiklen), være til glæde og opmuntring for alle vore brødre og søstre.
18. Hvilken velsignelse kan vi se frem til at få hvis vi omhyggeligt følger Paulus’ vejledning?
18 Store velsignelser venter os hvis vi omhyggeligt følger Paulus’ vejledning. „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning,“ skrev han. „Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ (1 Timoteus 4:16) Ja, hvis vi hele tiden er vågne for om vi selv gør det vi opfordrer andre til, det vil sige gør fremskridt og vokser i åndelig henseende, vil vi undgå den tragedie det er at blive forkastet. (1 Korinter 9:27) I stedet kan både vi selv og dem vi har den glædelige forret at hjælpe, se frem til et lykkeligt liv i Guds lovede nye ordning. Lad os derfor, til pris for Jehova og til velsignelse for andre såvel som for os selv, „fortsat vandre regelret i samme gænge“! — Filipperne 3:16.
Husker du?
■ Hvilket endeligt ’mål’ må vi have i tanke? Hvordan kan vi ’jage’ efter det? (Filipperne 3:12, 13)
■ Hvad vil det sige ’fortsat at vandre i samme gænge’? (Filipperne 3:16)
■ Hvorfor må vi fortsat gøre fremskridt i kristen adfærd og tale? (1 Timoteus 4:12)
■ Hvordan kan ældste, menighedstjenere og andre blive dygtigere til at undervise? (1 Timoteus 4:13)
■ Hvordan kan vi undgå at forsømme den „gave“ vi har fået betroet? (1 Timoteus 4:14)
[Illustration på side 14]
Alisa og hendes veninde har heltidstjenesten som mål