Opdyrk selvopofrelsens ånd
„Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ — Rom. 12:1.
1. Hvorfor er Jehova vore ofre værdig?
HVIS mennesker skal ønske at bringe ofre, må der være et værdigt og ædelt formål med det. Jehova Gud er i enhver henseende værdig til at modtage alle de ofre vi kunne bringe ham. Han er Skaberen af hele det prægtige og vældige univers og Kilden til alt liv. Det er også ham der vil skabe en ny retfærdsorden som vil råde bod på alle menneskehedens problemer. Det er med rette Bibelen siger: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ (Åb. 4:11.) Ja, Jehova er „værdig“, og vi føler os derfor tilskyndet til at ’fremstille vore legemer som et levende offer’ til ham. — Rom. 12:1.
2. Hvad forstår man ved udtrykket „at ofre“? (Læs Hebræerbrevet 13:15, 16.)
2 Men hvad indbefatter det, nærmere bestemt, at være et levende offer for Jehova? Udtrykket „at ofre“ er blandt andet blevet defineret sådan: „Give afkald paa noget (kært eller værdifuldt), give noget til pris af hensyn til en person eller sag . . .“ (Ordbog over det danske Sprog) „At ofre“ indebærer fra gammel tid også betydningen „bringe et liv som gave til en gud“. Da Jehova ikke beder os om bogstaveligt at lade os dræbe på et alter, ofrer vi vort liv ved at tjene ham. (Førnævnte ordbog: „Den troendes fromme liv, betragtet som et offer til Gud.“) I forbindelse med den kommende ødelæggelse af den nuværende ordning skrev apostelen Peter til de kristne at de burde være mennesker der kunne genkendes på „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. (2 Pet. 3:11) Et antageligt offer for Gud indbefatter altså både noget aktivt, at man gør nogle gerninger, og at man hører op med nogle gerninger, nemlig dem der mishager Jehova eller som kunne gribe ind i vores tjeneste for ham.
3. Har Jehova behag i alle ofre i forbindelse med gudsdyrkelse?
3 Er et liv i selvopofrelse ensbetydende med at Gud forlanger at vi skal blive fanatiske og opføre os helt fornuftstridigt? Nogle mennesker tilbagelægger på deres blodige knæ lange afstande for at komme hen til nogle kirkelige helligdomme, og mener at den slags ofre tiltaler Gud. Andre påtager sig frivilligt at leve som fattige tiggere. Nogle giver afkald på visse spiser som en del af deres gudsdyrkelse. Men Jehova forlanger ikke at hans tjenere skal gøre livet unødig svært for sig selv. Han billiger ikke menneskegjorte bud der har „ord for at være visdom, med [deres] selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet“. — Kol. 2:23.
4. Hvad indbefatter det at bringe ofre for Jehovas interesser i dag?
4 Den rimelige form for selvopofrelse Jehova kræver af os, er at vi begrænser vore personlige ønsker sådan at vi i højere grad kan tjene hans sag. Det centrale i denne sag er Guds kommende verdensregering, hans himmelske rige som Kristus har fået overdraget. Denne regering vil snart være jordens eneste herskende myndighed, så alle der ønsker at leve under dens retfærdige styre må lære dens love, principper og formål at kende. De må også fremme dens interesser ved at ’forkynde den gode nyhed om riget’ for andre i dag. At ofre sig for Jehovas interesser betyder således at man adlyder hans love og lader hans rige indtage førstepladsen i ens liv. „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed,“ sagde Jesus. — Matt. 6:33.
5. Er der grund til at finde det for vanskeligt at følge selvopofrelsens vej?
5 Er det let at leve et liv i selvopofrelse? Nej. Men det er Jehova Gud og Kristus Jesus der indbyder os til det. Det betyder at en sådan tilværelse er mulig, for den kærlige Fader og hans søn, de der skabte mennesket, ved hvad vi kan klare. Jehova og Kristus har desuden så stor kærlighed til menneskene at de aldrig ville forlange noget af os som ville skade vore sande interesser; det kan vi være sikre på. Og når vi så tænker på de store belønninger der venter os, kan vi roligt sige at et liv hvor man ofrer sig i tjenesten for Jehova er det eneste liv der er værd at leve i dag. Alt andet vil før eller siden føre til skuffelse. — Matt. 19:26; Rom. 9:33; 1 Joh. 4:16.
6, 7. (a) Hvilken form for ofre måtte Noa bringe? (b) Blev Noa mismodig fordi tiden gik?
6 Det kan være en stor opmuntring for os på vores selvopofrende livsvej at betragte Bibelens historiske beretninger om andre almindelige mennesker der fulgte en sådan livsvej, og se hvilke velsignelser de fik til gengæld. Jehova bad for eksempel Noa om at ofre sig for et arbejde som datidens verden anså for at være tåbeligt. Han skulle bygge et kæmpemæssigt fartøj, en ark. Og indtil da havde man aldrig set regn eller oversvømmelser. Forresten var Noa slet ikke skibsbygger, og han havde også familieforpligtelser at tage vare på.
7 Hvis Noa skulle bygge denne kolossale ark måtte han bruge tid på det, tid han ellers ville have brugt på noget andet som han måske havde mere lyst til. Hvis han havde brugt den samme tid og de samme kræfter på at forøge sin materielle velstand som han brugte på skibsbyggeriet, kunne han sikkert have fået det mere komfortabelt. Han måtte også ofre noget af sit omdømme blandt sine bekendte, for mens han arbejdede på arken var han blottet for deres spot. Blev han mismodig, eller holdt han op med at bygge fordi arbejdet tog mange år, mens han stadig ventede på at enden skulle komme? Nej, tværtimod. Noa fortsatte tålmodigt på selvopofrelsens vej. Dette indbefattede at han var „en forkynder af retfærdighed“. (2 Pet. 2:5) Han forstod at han ikke levede i en „normal“ verden, men en verden som var ’fordærvet for Guds øjne og fuld af uret’, en verden der til sidst ville blive ødelagt. Og Bibelen siger: „Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.“ — 1 Mos. 6:11, 22.
8. Hvordan har Noas lydighed haft betydning for os alle?
8 Vi kan være glade for at Noa ikke levede som de nydelsessyge, selvoptagne mennesker på hans tid. Når vi lever i dag, er det fordi han var lydig, for vi er jo alle hans efterkommere. De der blot plejede selvet, mistede alt — hus og ejendele, og deres såkaldte „normale tilværelse“. De mistede deres eget liv og deres børns liv idet ’den daværende verden led undergang da den blev oversvømmet af vand’. — 2 Pet. 3:6.
9. Hvordan blev Abraham velsignet for sin villighed til at bringe ofre?
9 Abraham forstod også at man måtte bringe ofre for Jehova. Han fik denne instruks fra Jehova: „Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig.“ (1 Mos. 12:1) Abraham holdt sig ikke tilbage fordi Jehova bad ham om at lægge en tryg livsform bag sig og begive sig ud i det uvisse. Han havde tillid til at alt hvad Jehova krævede af ham var ret og tjente til hans eget bedste. „Og Abram gik, som [Jehova] sagde til ham.“ (1 Mos. 12:4) Det kom ganske rigtigt til at koste ham store ofre i mange år. Men Jehova velsignede ham rigt for hans villighed til at tjene: Abraham blev vidne til mange af Jehovas storslåede gerninger, som kom ham selv og hans familie til gavn; han manglede aldrig de materielle fornødenheder; og han blev kaldt „Jehovas ven“. (Jak. 2:23) Dertil lovede Gud Abraham at en hel nation skulle nedstamme fra ham. Meget betegnende siger Bibelen herom: „Således opnåede Abraham, efter at han havde udvist tålmodighed, dette løfte.“ (Hebr. 6:15) Ydermere fik han det privilegium at blive stamfader til Jesus.
10. Hvilken modsætning i indstilling finder vi i det første århundrede? Hvad førte de forskellige parters indstilling til?
10 I det første århundrede ofrede mange ganske almindelige mænd og kvinder nogle af deres egne interesser til fordel for Jehovas interesser. Jo, de arbejdede hårdt, og de led trængsler — men de hentede stor tilfredshed i bevidstheden om at det de gjorde var ret og behagede Gud. De havde også tillid til at Jehova ville huske dem for deres tro og det de havde gjort for hans skyld, og at han ville belønne dem rigt i fremtiden. Men hvordan gik det dem der blot plejede selvet, som bare ville holde fast ved deres „normale tilværelse“ og som forkastede Jesus af frygt for at ’romerne skulle komme og tage både deres sted og deres nation fra dem’? (Joh. 11:48) I selv samme slægtled blev deres tilværelse afbrudt. De romerske armeer ødelagde landet, med stort tab af menneskeliv og ejendom til følge. Men de selvopofrende kristne gjorde som Jesus havde lært dem; de flygtede og bevarede livet, skønt de måtte efterlade deres hjem og næsten alle deres materielle ejendele. De kunne i sandhed kaldes lykkelige. — Luk. 21:20-24; 22:28-30; Åb. 20:4-6.
Ofre i vor tid
11. (a) Skal kristne i dag give afkald på alle deres ejendele? (b) Hvilken forbindelse har vore ofre for Jehova med det vi gør for andre?
11 Vil det sige at alle Guds tjenere i nutiden skal ofre sig for Gud på den måde at de må give afkald på deres hjem og andre materielle ejendele? Nej, det er ikke det det drejer sig om — skønt eksemplerne har vist os at Noa, Abraham og de kristne i det første århundrede var villige til at gøre dette, om nødvendigt. Det det drejer sig om er villigheden til at give Guds interesser førstepladsen i ens liv og bringe ethvert offer der måtte være nødvendigt for dette. Spørgsmålet er ikke så meget hvad man har eller ikke har, men hvor ens hjerte er. Er det først og fremmest knyttet til Jehovas interesser, eller til ens egne interesser? Jehovas interesser indbefatter at man gør noget for andre, for Guds ord siger at vi ’ikke hver især skal rette blikket blot mod vore egne interesser, men også hver især rette det mod de andres’ og formaner os til ikke blot at være „os selv til behag“, men i stedet „være [vor] næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse“. — Fil. 2:4; Rom. 15:1, 2.
12. Hvorfor bør vi værdsætte den selvopofrelse andre har vist i nutiden?
12 Finder vi en sådan selvopofrelsens ånd i vor tid? Ja, visselig. Adskillige millioner mennesker glæder sig i dag over Bibelens sandheder og det kristne fællesskab i Jehovas Vidners mere end 40.000 menigheder jorden over; de nyder faktisk godt af de ofre som loyale tjenere for Gud har bragt før dem. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet arbejdede mange selvopofrende mennesker ihærdigt med at undervise andre i Bibelens sandheder og bygge grundvolden for Jehovas synlige organisation i nutiden, den hvorfra vi nu lærer sandheden om Jehova og modtager mange andre goder.
13. Hvilke ofre bringer mange for at kunne tjene Jehova i større udstrækning?
13 Over hele jorden er der i dag titusinder af hengivne mænd og kvinder som bringer ofre ud over det sædvanlige for at tjene Gud. Nogle har rent bogstaveligt ofret deres hjem og deres ejendele for at kunne bruge al deres tid i arbejdet for Jehovas interesser, enten i missionærtjenesten, på betelhjem eller som rejsende udsendinge der betjener menighederne. Andre har bragt ofre for at være specialpionerer, almindelige pionerer eller hjælpepionerer så de kan bruge mere tid til at lære andre om Jehovas kommende nye orden.
14. Hvordan betragter Jehova dem hvis tjeneste for ham er begrænset af deres omstændigheder?
14 Det er selvfølgelig ikke alle Jehovas hengivne tjenere der har så stor frihed fra forpligtelser at de kan være i heltidstjenesten. Mange må kæmpe på grund af de svære økonomiske forhold for at forsørge deres familie; de forstår at den der ikke gør det „er værre end én uden tro“. (1 Tim. 5:8) Kristne forældre har også forpligtelser over for deres børn. De forstår at de må ofre noget af det de kunne have foretrukket, og i stedet bruge mere tid på at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Der er også nogle som, på grund af dårligt helbred, høj alder eller andet, ikke kan ofre ret meget i den direkte tjeneste for Jehova. De kan sammenlignes med den fattige enke som kun kunne bidrage til Guds tempel med „to småmønter af meget ringe værdi“. (Luk. 21:1-4) Men det er helt sikkert at alle der gør hvad de kan for at hjælpe andre til at lære om Jehova, bringer ofre der behager ham. Han elsker dem fordi de er villige til at holde ud under vanskelige omstændigheder og endda bringe ofre i tjenesten for ham, alt efter hvad deres forhold tillader dem. — Jak. 5:11.
Ransag dig selv
15. Hvilke spørgsmål er det godt at stille sig selv?
15 Ejer du selvopofrelsens ånd? Eller er du tilbøjelig til at pleje selvet? Tjener du Jehova i den udstrækning dine forhold tillader det? Ransag dig selv. Kunne du forbedre din kristne tjeneste for Gud?
16. Hvordan kan vi ’købe den belejlige tid’? (Læs Romerbrevet 10:9, 10.)
16 Kunne du for eksempel bruge mere af din tid til personlig bibellæsning? Hvis du er gift og har børn, har du da ofte bibelske drøftelser med dem? Kunne du bruge mere af din fritid til at besøge folk og fortælle dem om „den gode nyhed“? Eller kunne du måske finde tid til at hjælpe de syge, de ældre eller andre og vise dem kristen venlighed og kærlighed? Du kunne måske prøve at sammenligne den tid du bruger på adspredelse, for eksempel ved at se fjernsyn, med den tid du bruger på at tjene Jehova på det ene eller det andet felt. Er der ligevægt? — Ef. 5:15.
17. Hvorfor er det vigtigt at forældre tænker over hvad de forlanger af deres børn?
17 Har du børn? Prøv da at ransage dit forhold til dem. Barndommen er det bedste tidspunkt at lære at følge selvopofrelsens vej. Giv dine børn noget nyttigt at foretage sig i hjemmet. Hjælp dem til at forstå at livet er mere end leg, det er også arbejde og ofre. Da du selv var barn havde du måske dårligt tøj, ingen overflod af mad, og ikke ret megen adspredelse. Og så synes du at dine børn ikke skal lide de samme afsavn. Men på den anden side kan det koste dit barn livet hvis du giver det alt hvad det peger på! Det kan få barnet til at tro at livet er legende let, at alting kommer af sig selv, at det er ganske let at gøre Jehovas vilje. Senere vil din søn eller datter så måske ikke være villig til at bringe ofre for Jehova. I voksne ved selv at livet ikke er legende let, at alting ikke kommer af sig selv, og at det ikke nødvendigvis er let at gøre Jehovas vilje. Hjælp derfor jeres børn til at få et realistisk og afbalanceret syn på livet. Lær dem at der ganske vist skal være tid til adspredelse, men også til arbejde, til at studere Bibelen, og til at bringe ofre. Tugt dine sønner og døtre til på rimelig måde at følge selvopofrelsens vej. Det kan meget vel tænkes at frugten af dette bliver noget af det mest værdifulde de arver fra dig. (Ef 6:4; Hebr. 12:11) Og det bedste du kan understøtte dine mundtlige formaninger med, er dit eget gode eksempel.
18. Hvis vi ikke kan bruge mere tid til at tjene Jehova, hvilke forbedringer kan vi da alligevel foretage?
18 Hvad enten du er gift eller ugift, vil du måske ved en ærlig analyse af dig selv finde at du bruger så megen tid som du på rimelig vis kan i tjenesten for Rigets interesser. Er der så noget du alligevel kan gøre? Ja, du kan arbejde på at gøre dig selv til en bedre kristen, lære i større mål at vise Guds ånds frugt, som er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Gal. 5:22, 23) Desuden kan du arbejde på at forbedre kvaliteten af din tjeneste for Gud.
19. Hvorfor bør vi ønske at opdyrke selvopofrelsens ånd? (Læs Hebræerbrevet 6:11; Første Korinterbrev 15:58.)
19 Hvilken tilfredsstillelse vil det ikke blive når du i fremtiden, i Guds nye orden, kan se tilbage og tænke på at dengang det virkelig gjaldt, i denne kritiske tid, da lagde du dig i selen og bragte de nødvendige ofre. Du gjorde dit i tjenesten for Jehova. Ja, vær villig til at skubbe dine egne interesser i baggrunden til fordel for Jehovas interesser, idet du holder øjnene rettet mod den strålende belønning der venter dig. Opdyrk den ånd salmisten gav udtryk for med disse ord: „Jeg [vil] frivilligt ofre til dig, prise dit navn, o [Jehova], thi det er godt.“ — Sl. 54:8.
[Illustrationer på side 20, 21]
Peter, Noa, Abraham og andre bragte ofre for Jehova og blev velsignet af ham