Hvordan man får gavn af at følge gudhengivenhedens vej
„Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har.“ — 1 Tim. 6:6.
1. Hvem alene følger gudhengivenhedens vej, og hvad opnår de derved?
KUN de der virkelig kender Gud og handler efter det de ved om ham, er i stand til at tilbede ham på rette måde. Kun de kan siges at leve i „gudhengivenhed“ eller i ærefrygt for Gud. At gøre det medfører varige goder. Som apostelen Paulus skrev til den unge kristne tilsynsmand Timoteus: „Den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har.“ (1 Tim. 6:6) „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ (1 Tim. 4:8) Læg mærke til at Paulus siger at gudhengivenheden ikke blot medfører en belønning i fremtiden, men er et middel til „stor vinding“, er „gavnlig“, allerede nu.
2. Hvad henleder Første Timoteusbrev 3:16 vor opmærksomhed på med hensyn til gudhengivenheden?
2 Men hvad er „gudhengivenhed“ eller ærefrygt for Gud? Der gives intet bedre svar herpå end det eksempel som blev sat af en der bevarede sin gudhengivenhed til fuldkommenhed. Bibelen peger på én mand som satte dette eksempel. Vi læser i Første Timoteusbrev 3:16: „Ja, denne gudhengivenhedens hellige hemmelighed er stor, det må indrømmes: ’Han blev gjort kendt i kød, blev erklæret retfærdig i ånd, blev set af engle, blev forkyndt blandt nationer, blev troet i verden, blev taget op i herlighed.’“ Hvem var denne mand, og hvad gik den omtalte hellige hemmelighed ud på?
3. (a) Hvilket spørgsmål opstod i forbindelse med gudhengivenhed for omkring seks tusind år siden, og hvad var grunden? (b) I hvilken forstand var svaret på dette spørgsmål en ’hellig hemmelighed’?
3 For omkring seks tusind år siden opstod spørgsmålet: Hvilket menneske kan til fuldkommenhed bevare sin gudhengivenhed? Det der havde givet anledning til spørgsmålet var en uærbødig handling begået af det første menneske, Adam. Til trods for at den fuldkomne Adam stod i gæld til sin Skaber for alt hvad han havde fået, overtrådte han Guds lov og undlod derved at vise sin himmelske Fader den kærlighed, respekt og hengivenhed han havde krav på. Efter at have mistet sin fuldkommenhed ved denne ulydige handling kunne Adam kun sætte et syndigt afkom i verden, et afkom som ikke til fuldkommenhed kunne bevare sin gudhengivenhed. Dog vidste Jehova Gud at han kunne sætte et fuldkomment menneske på jorden som ville kunne gøre det. Indtil dette menneske viste sig på den jordiske skueplads, forblev svaret på spørgsmålet om hvem der til fuldkommenhed kunne bevare sin gudhengivenhed, en hellig hemmelighed, det vil sige en hemmelighed som kun var kendt af Gud. Som det tydeligt fremgår af andre skriftsteder er den som denne hemmelighed drejede sig om, den søn af Gud der „blev gjort kendt i kød“ som mennesket Jesus. (Joh. 1:14; 1 Joh. 4:2, 3) Følgelig er hele Jesu Kristi levnedsløb som menneske, hvorunder han forblev loyal mod sin Gud og Fader, et håndgribeligt bevis på gudhengivenhed eller ærefrygt for Gud. Hvis vi mærker os den lære der kan uddrages af denne „hellige hemmelighed“, vil det være til uvurderlig gavn for os, både nu og i fremtiden.
4. Hvad viser den vej Adam valgte med hensyn til hvad det fører til ikke at bevare gudhengivenheden?
4 Når vi betragter det der skete med Adam, er det tydeligt at man intet vinder ved at give slip på gudhengivenheden. Fordi Adam undlod at vise ærefrygt for sin Gud og Fader, mistede han livet, et liv som et fuldkomment menneske med alle dets rettigheder og muligheder. Borte var det nære forhold han engang havde haft til sin himmelske Fader. Han nød ikke længere godt af Guds ledelse og vejledning. Hans samvittighed var besmittet. Den eneste arv han kunne give videre til sine børn var ufuldkommenhed og død. Efter at han med magt var blevet uddrevet af Paradiset, var han afskåret fra at komme tilbage til dette skønne sted hvor han som fuldkomment menneske havde haft sit hjem. — 1 Mos. 3:8, 17-19, 24.
5. Opnåede Jesus Kristus noget ved at bevare sin gudhengivenhed?
5 Men hvad med Jesus Kristus? Mistede han noget ved at holde fast ved sin gudhengivenhed? Sandt nok var det ikke nogen let vej for ham at gå. Verden hadede ham for det. Han blev hånet, mishandlet og til sidst naglet til en henrettelsespæl som en forbryder af den værste slags. (Joh. 15:18; 1 Pet. 2:23, 24) Ikke desto mindre var den vej han valgte, til stor vinding for ham. Han bevarede en ren samvittighed og kunne fortsat drage nytte af sin Faders hjælp, vejledning og forsikringer. Tre gange hørte Jesus Kristus sin Faders stemme godkende den vej han havde valgt. (Matt. 3:17; 17:5; Joh. 12:28, 29) Han erfarede at hans Far støttede ham, idet han fik kraft til at gøre mirakler, tegn og undere. (Apg. 2:22) Da han havde tilbagevist Djævelens fristelser, kom engle til ham og „begyndte at sørge for ham“. (Matt. 4:11) Aftenen før hans død „viste en engel fra himmelen sig for ham og styrkede ham“. (Luk. 22:43) På grund af hans trofasthed lige til døden oprejste Jehova Gud ham og skænkede ham en storslået belønning, udødeligt liv i himmelen. Som apostelen Paulus skrev under inspiration: „Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden [de som befinder sig i gravene og venter på en opstandelse], og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Fil. 2:9-11.
6. Forklar udtrykket „vinding“ som bruges af Paulus i Første Timoteusbrev 6:6.
6 Forbliver vi helt hengivne over for Gud, på samme måde som Jesus Kristus, kan vi få gavn af det allerede nu og forvente endnu større velsignelser i fremtiden. Det betyder ikke at den eneste grund til at tjene Gud og følge Kristi eksempel skal være den personlige gavn eller vinding man får af det. Forståelse af det græske ord for „vinding“ i Første Timoteusbrev 6:6 vil give os et mere ligevægtigt syn på sagen. Udtrykket bruges kun to gange i De kristne græske Skrifter, nemlig i Første Timoteusbrev 6:5, 6. Det græske navneord (porismosʹ) kommer fra det græske udsagnsord som betyder „at skaffe til veje, at erhverve sig“, og betyder derfor „det at skaffe til veje, det at erhverve sig“, og derefter „et middel til vinding; eksistensmiddel“. Moffatts oversættelse gengiver det med „noget som betaler sig“ og „stor fortjeneste“. The New English Bible oversætter det med „udbytte“.
Synder tilgivet
7. Hvad viser Bibelen med hensyn til nødvendigheden af at få sine synder tilgivet, og på hvilket grundlag giver Gud denne tilgivelse?
7 Et af de vigtigste goder man opnår ved at følge gudhengivenhedens vej, er at man får tilgivelse for sine synder. For en sand discipel af Jesus Kristus sker dette i første instans når man angrer, vender om fra sin tidligere færd, beder Gud om tilgivelse på grundlag af Jesu offer og derefter fremstiller sig til dåb efter at have indviet sig til Faderen (Jehova Gud) gennem Sønnen (Jesus Kristus) og lader sig døbe i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. Men som et ufuldkomment menneske begår man stadig synder og har derfor stadig brug for Guds tilgivelse. Som apostelen Johannes sagde: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd’ vildleder vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ (1 Joh. 1:8) Men inderst inde, i hjertet, ønsker en tro discipel af Jesus Kristus ikke at synde. Han føler på samme måde som apostelen Paulus, der skrev: „Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre.“ Derfor føler han dyb sorg over enhver synd han begår, og beder ydmygt Gud om tilgivelse. På grund af denne angrende indstilling og hans tro på Jesu offers sonende værdi, opnår han denne tilgivelse. — Rom. 7:22-25; 1 Joh. 2:1, 2.
8. Med hvilken indstilling kan vi nærme os Gud i bøn fordi vi har fået vore synder tilgivet, og hvilken forvisning kan vi have om at han besvarer vore bønner?
8 Trofaste disciple af Jesus Kristus kan til stadighed have en ren samvittighed fordi deres synder er tilgivet. De nærer tillid til at Jehova Gud har behag i deres oprigtige bestræbelser for at leve et liv der er i overensstemmelse med hans ånds ledelse. (Gal. 5:16-18) De har derfor fuldstændig frimodighed til at komme frem for Gud med enhver sag, i forvisning om at han med sin ånd vil vejlede og hjælpe dem til at udholde prøvelser eller løse problemer de måtte stå over for. (Luk. 11:11-13) Som apostelen Johannes sagde: „Hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør de ting som er tiltalende i hans øjne.“ — 1 Joh. 3:22.
9, 10. Hvordan hjælper Gud os, selv om vi måske ikke engang ved hvad vi skal bede om, sådan som det fremgår af Romerbrevet 8:26, 27?
9 Det hænder imidlertid at en sand kristen ikke engang ved hvad han skal bede om med henblik på den situation han befinder sig i. Der kan være tale om vedvarende forfølgelse. Han føler sig måske tynget af mange pligter. Måske er der et personligt problem der hviler tungt på ham. Han er ikke sikker på hvad han skal gøre. Han forstår måske ikke engang helt hvad hans problem er. Men fordi han har et godt forhold til Gud står han ikke uden hjælp. Som det fremgår af Romerbrevet 8:26, 27 vil Guds ånd komme ham til undsætning. Vi læser: „På samme måde kommer ånden også vor svaghed til hjælp; for hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke, men ånden selv går i forbøn for os med uudtalte sukke. Dog ved han der ransager hjerterne hvad ånden mener, for den beder, i overensstemmelse med Gud, for hellige.“
10 Hvordan, som der siges her, kommer Guds ånd den kristne til hjælp og tilslutter sig den kristnes „uudtalte sukke“? Jo, ved hjælp af sin ånd inspirerede Jehova Gud mænd i fortiden til at skrive Bibelen, blandt andet bønner som giver udtryk for hans vilje, tanker og ønsker. Han ved „hvad ånden mener“, nemlig vedrørende det han lod sin hellige ånd sige gennem bibelskribenterne. Han er også fuldt ud klar over hvad hans tjenere føler og har behov for. Derfor tager han imod de inspirerede bønner som var det dem hans tjenere opsendte hvis blot de vidste hvad de skulle bede om, og han besvarer dem. På denne måde hjælper han sine tjenere til at ordne forhold i deres liv på en måde som er i overensstemmelse med hans ord, selv om de ikke på forhånd véd hvad de skal gøre. Han lader ikke sine trofaste tjenere ’blive fristet ud over hvad de kan tåle’, og han lader dem heller ikke „i stikken“. — 1 Kor. 10:13; 2 Kor. 4:8, 9.
Beskyttet mod verdens onder
11, 12. Hvordan er den kristne ved at følge gudhengivenhedens vej beskyttet mod et onde som kønssygdommene?
11 Ud over at sætte os i stand til at bevare en ren samvittighed og fortsat nyde godt af Guds tilgivelse og hjælp vil gudhengivenheden også beskytte os imod verdens onder. Et af disse onder er for eksempel kønssygdommene, som har bredt sig til selv de fjerneste egne. Så alvorligt er problemet at det har givet anledning til følgende advarsel, udtalt af dr. Marcolino G. Candau fra Verdenssundhedsorganisationen (i foråret 1973): „Det er nødvendigt at handle hurtigt hvis kønssygdommene ikke skal tage fuldstændig overhånd . . . verden er fanget af en veritabel epidemi.“
12 Dog råder der ingen „veritabel epidemi“ i den retning blandt dem der søger gudhengivenhed. De er klar over at kønssygdommene ikke blot er et medicinsk problem, men også, og i højere grad, et moralsk problem. De nærer tilbørlig respekt for Jesu Kristi ord: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’ Men jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Matt. 5:27, 28) Sande kristne giver agt på dette bud og er således beskyttet mod at komme i situationer hvor de kunne blive fristet. Deres bekæmpelse af et uret kødeligt begær har været medvirkende til at de ikke er kommet under kønssygdommenes svøbe med alle dens frygtelige følger — blindhed, sterilitet, sindssyge og en for tidlig død. Deres gudhengivenhed har beskyttet dem.
13. Hvad opnår de der adlyder formaningen om at ’rense sig for enhver besmittelse af kød og ånd’?
13 På tilsvarende måde har Jehovas tjenere, i forståelse af den bibelske formaning om at ’rense sig for enhver besmittelse af kød og ånd’, aflagt brugen af tobak, betelnød og andre skadelige og afhængighedsskabende stoffer. (2 Kor. 7:1) Deres ønske om at rette sig efter Guds ord har også beskyttet dem mod alkoholismens skadelige følger. (1 Kor. 6:9-11) Midler som tidligere blev bortødt på skadelige vaner, er blevet omdirigeret til andre ting, hvorved enkeltpersoner med deres familier er blevet til nytte for samfundet og til ære for Guds navn og folk. Det er noget af det „udbytte“ som gudhengivenheden har bragt dem.
14. Når vi ser hvordan det går mennesker i verden, hvordan kan vi da sige at det medfører håndgribelige goder at følge gudhengivenhedens vej? Giv eksempler.
14 Den rent håndgribelige vinding der er ved at følge gudhengivenhedens vej ses tydeligt når man sammenholder den med det tab der er et resultat af at følge verdens veje. Tag for eksempel en pige der har pådraget sig en kønssygdom eller hvis liv er blevet mærket af brugen af euforiserende stoffer. Har hun ikke lidt et tab? Og mon ikke hendes forældre ville være rede til at betale en hvilken som helst sum, hvis de kunne fremskaffe den, for at få deres datter tilbage sådan som hun engang var? Eller tag manden som er alkoholiker. Mon han ikke ville regne det for et absolut gode at genvinde sit helbred, sin stilling og sit gode omdømme, som han har mistet på grund af sin overdrevne brug af alkohol? Mon ikke hans hustru var villig til at betale et stort beløb, blot hendes mand blev et respektabelt familieoverhoved som klarede sine forpligtelser? Ja, folk i verden ville give meget for at skaffe sig selv eller deres nærmeste de goder, den vinding, som gudhengivenheden er årsag til allerede nu.
Gudhengivenhed skænker venner
15. Hvordan vil gudhengivenhed skænke os sande venner?
15 Endvidere vil det at følge gudhengivenhedens vej medføre at man får virkelige venner. Som sande kristne er vore venner først og fremmest Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus. Som Jesus sagde til sine elleve trofaste apostle: „Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“ (Joh. 15:15) Vi er også hinandens venner, og som sande venner har vi erfaret rigtigheden af beskrivelsen af en sand ven i Ordsprogene 17:17: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ Kun i den sande kristne menighed, blandt dem der følger gudhengivenhedens vej, finder man sådanne venner. Dér findes ingen racemæssige, sociale og økonomiske skel. Alle er „brødre“ og „søstre“. (Matt. 23:8) Hvor man end befinder sig på jorden vil man finde sande venner blandt dem der praktiserer sand gudhengivenhed. Det er venner man kan stole på og som man kan betro sig til og betro sine ejendele til. De er villige til at give af deres tid, kræfter og midler for at hjælpe og opmuntre en. Ydermere findes der i hver eneste menighed af Jehovas folk kvalificerede mænd som er oprigtigt interesseret i hvert enkelt medlems velfærd, især den åndelige, og som villigt og ivrigt søger at opfylde alles behov.
„Sammen med tilfredshed“
16. Hvad er nødvendigt ifølge Første Timoteusbrev 6:6 for at værne om de goder man opnår ved at følge gudhengivenhedens vej?
16 Det er sandt at der er stor vinding ved at følge gudhengivenhedens vej. Allerede nu er dét vi opnår derved alt for dyrebart til at vi bør miste det. Vi skal derfor værne om det. En af de bedste måder at gøre dette på er ved at forblive tilfredse, idet vi oprigtigt værdsætter de talrige goder vi nyder allerede nu. Det er værd at bemærke at apostelen Paulus forbandt gudhengivenhed med tilfredshed eller viljen til at klare sig med hvad man har, idet han sagde: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har [„tilfredshed“, Common Bible].“ — 1 Tim. 6:6.
17. Hvordan kan det skade os åndeligt hvis vi ikke er tilfredse med det vi har i materiel retning?
17 Hvis vi skulle blive utilfredse og miste værdsættelsen af de goder vi opnår ved at følge gudhengivenhedens vej, kunne det føre til at vi mente der var større goder at opnå andre steder. Man kunne komme dertil at man ikke længere havde den indstilling der gives udtryk for i Første Timoteusbrev 6:8: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ Man kunne begynde at se med misundelse på andres fremgang og velstand og helt lade sig opsluge af en materiel stræben. Set fra et åndeligt standpunkt vil dette være meget skadeligt og kunne måske til sidst føre til at man mister sit gode forhold til Gud. Apostelen Paulus henledte opmærksomheden på denne fare da han skrev: „De der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alle slags skadelige ting, og ved at række ud efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har gennemstukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Tim. 6:9, 10; se også Hebræerbrevet 13:5.
18. (a) Hvad bør vi ikke lade vores tilfredshed berøre af? (b) Hvad bør være grunden til den kristnes tilfredshed, som vist af apostelen Paulus?
18 Vi må også passe på at ydre omstændigheder ikke påvirker os i den grad at vi ikke føler os tilfredse. Apostelen Paulus satte et udmærket eksempel i denne henseende. Han siger om sig selv: „Jeg har lært, uanset i hvilken situation jeg er, at klare mig med hvad jeg har. Jeg kender jo til at være langt nede med fornødenheder, og jeg kender jo til at have rigeligt. I alt og i alle forhold har jeg lært hemmeligheden, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød.“ (Fil. 4:11-13) Læg mærke til at Paulus’ tilfredshed var konstant. Han ræsonnerede ikke: ’Jeg vil være tilfreds når jeg er rig, når jeg har opnået den og den stilling, når jeg er blevet berømt, eller lignende.’ Hans tilfredshed var grundlagt på hans forhold til Jehova Gud og Jesus Kristus, på at kende dem og at være kendt af dem. Det er det eneste sikre grundlag for sand tilfredshed.
19. Hvorfor er det farligt at lade materielle ting eller jordiske forhold berøre ens tilfredshed i alvorlig grad?
19 I denne verden er der intet som er virkelig stabilt. Døden kan berøve os vore nærmeste venner og slægtninge. Sygdom eller et ulykkestilfælde kan ramme os selv eller vore kære og gøre os invalide og hjælpeløse. Ejendele kan blive stjålet eller ødelagt. Derfor kan det medføre bitter skuffelse hvis vi lader vor tilfredshed bero på materielle værdier, en stilling, eller forholdet til et menneske. Det kunne endog få os til at give Gud skylden, få os til at ræsonnere forkert, sådan som Asaf, der sagde: „Forgæves holdt jeg mit hjerte rent og tvætted mine hænder i uskyld.“ (Sl. 73:13) Hvis sådanne tanker ikke bliver bremset, kan de få en til at forlade gudhengivenhedens vej.
20. Hvad kan vi gøre for at bevare vor tilfredshed?
20 Det er nødvendigt at vi til stadighed passer på at denne verden og dens indstilling til og jag efter materielle goder ikke undergraver vor tilfredshed. Det er derfor godt at tage sig tid til at tænke over og med taknemmelighed dvæle ved de mange goder vi har fået del i siden vi begyndte at følge gudhengivenhedens vej. Måtte vi føle på samme måde som salmisten over at have opnået et godkendt forhold til Gud: „Salig [Lykkelig, NW], den, du udvælger, lader bo i dine forgårde! Vi mættes af dit huses rigdom, dit tempels hellighed.“ (Sl. 65:5) Hvor tåbeligt at opgive dette, blot fordi noget ikke går ligesom vi ønsker det!
21, 22. (a) Hvilke fremtidige goder vil de der følger gudhengivenhedens vej opnå? (b) Hvad kan vi gøre for ikke at gå glip af disse goder?
21 Husk også at gudhengivenheden „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Tim. 4:8) Med hensyn til dem der endnu befinder sig på jorden af Kristi salvede brødre har de ikke „alene i dette liv . . . håbet på Kristus“. Den storslåede belønning at komme til at herske med ham i himmelen i de tusind år ligger foran dem. (1 Kor. 15:19, 50-54; Åb. 20:6) En stadig voksende „stor skare“ som slutter sig til disse salvede, har også et storslået håb. De ser frem til at den kommende „store trængsel“ vil fjerne alle som ikke vil ’kende Gud’ og være hans godkendte tjenere. De som loyalt tjener Gud side om side med Kristi åndelige brødre, nærer håb om at overleve denne trængsel eller, hvis de skulle dø, at få en opstandelse, og derefter at komme til at leve evigt på en renset jord, som er fri for smerte, sygdom og alderdom. Da vil ’jorden være fuld af Jehovas kundskab, som vandene dækker havets bund’, ikke blot en rent forstandsmæssig kundskab, men en praktisk kundskab som kommer til udtryk i at man gør Guds vilje. — Es. 11:9; 2 Tess. 1:6-10; Åb. 7:9-17; 21:3-5.
22 Det er således store velsignelser der venter dem der fortsat følger gudhengivenhedens vej. Måtte de som følger denne vej aldrig lade noget tilsløre eller fordunkle værdien af at de er blevet kendt af Gud og Kristus og blevet godkendt som hans tjenere. Måtte de til stadighed være på vagt over for alt hvad der kunne berøve dem deres tilfredshed. Måtte de altid have Jesu Kristi fuldkomne eksempel for øje. Som bibelskribenten siger: „Lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og har taget sæde ved højre side af Guds trone. Ja, betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere imod deres egne interesser, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ — Hebr. 12:1-3.