Opstandelsen, dommens dag og frafaldet

DEN romersk-katolske, de ortodokse og de protestantiske kirker har alle fornægtet den klare bibelske sandhed vedrørende de dødes tilstand og håbet om et liv efter døden. De foretrækker den gamle ubibelske tro på en udødelig sjæl. Som vi har set, opstod denne lære i Babylonien og blev senere afpudset af den græske filosof Platon i det fjerde århundrede f.v.t.

Kristenhedens teologer hævder at alle mennesker der har levet, har en sjæl der forlader eller har forladt legemet ved personens død. Af hensyn til denne lære har de opfundet steder som limbus, skærsilden og et brændende helvede, hvor de sjæle der ikke er værdige til „paradiset“ tænkes at komme hen, hvorimod de gode sjæle siges at komme i himmelen.

Kirkerne siger også at de døde ikke virkelig er døde. Nej, hævder de, sjælen lever videre. Derfor kan de ikke fremholde den sande bibelske lære om de dødes opstandelse. I stedet har deres teologer opfundet den såkaldte „legemets opstandelse“, idet de påstår at de retfærdiges og de ondes legemer på dommens dag vil blive genforenet med deres respektive sjæle og gå ind til enten salighed i himmelen eller fordømmelse i helvede. Og eftersom de tror at „sjælene“ ikke behøver at vente indtil dommens dag før de kommer i „himmelen“ eller i „helvede“ eller i sådanne ’venteværelser, som „limbus“ eller „skærsilden“, har de også opfundet læren om to domme. Først er der en personlig dom ved den enkeltes død når „sjælen“ antages at forlade legemet. Dernæst er der den almindelige dom, hvor de døde legemer siges at blive „oprejst“ og genforenet med „sjælene“ på dommens dag.

Opstandelsen og frafaldet

Alt dette blev opfundet af den romersk-katolske kirke — der på grundlæggende punkter fik følgeskab af de ortodokse og de protestantiske kirker — fordi den ikke holdt sig til Bibelens klare lære om opstandelsen og dermed beslægtede emner som døden, menneskesjælen og den endelige dom.

Dette frafald begyndte meget tidligt i kristendommens historie. Kun lidt over 20 år efter Kristi død og opstandelse skrev apostelen Paulus fra Efesus til den unge kristne menighed i Korint i Grækenland: „Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde, hvordan kan det så være at nogle iblandt jer [salvede kristne] siger at dødes opstandelse ikke finder sted?“ — 1 Korinter 15:12.

Det er muligt at nogle af disse kristne som Paulus skrev til i Korint, stadig lå under for påvirkningen fra græsk filosofi. Få år tidligere havde Paulus forkyndt „den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen“ for de græske filosoffer i Athen. „Men da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar.“ (Apostelgerninger 17:18, 32) Epikuræerne og stoikerne havde deres egne teorier om hvad der skete med sjælen efter døden. Andre græske filosoffer, som fulgte Sokrates og Platon, troede på sjælens udødelighed. Men ingen af dem troede på opstandelsen, sådan som den fremholdes i Bibelen.

Det er også muligt at nogle af de kristne i Korint allerede var begyndt at gå ind for de frafaldne tanker om opstandelsen som apostelen Paulus havde fordømt ti år tidligere. I et brev til Timoteus, som på det tidspunkt sandsynligvis befandt sig i Efesus, havde Paulus advaret: „Gå uden om tom snak som krænker det der er helligt; for de vil gå frem mod mere og mere ugudelighed, og deres ord vil brede sig som koldbrand. Hymenæus og Filetus hører til dem. De er afveget fra sandheden, idet de siger at opstandelsen allerede har fundet sted; og de ødelægger troen hos nogle.“ — 2 Timoteus 2:16-18.

Når disse frafaldne sagde at ’opstandelsen allerede havde fundet sted’ mente de ikke dermed at afdøde kristne allerede var blevet oprejst fra de døde. De mente øjensynlig at levende kristne havde fået en opstandelse i symbolsk eller åndelig forstand. De fornægtede en fremtidig opstandelse fra de døde. Eftersom disse tanker ’ødelagde troen’ hos nogle, advarede Paulus kraftigt mod disse frafaldne lærere.

Frafaldet ’breder sig som koldbrand’

Den Hymenæus der nævnes her, er uden tvivl den samme som den Paulus omtaler i sit første brev til Timoteus. Han var blevet udstødt af den kristne menighed sammen med en vis Aleksander fordi de havde „lidt skibbrud med hensyn til deres tro“. Paulus opfordrede Timoteus til ’fortsat at føre den gode krig’ mod sådanne frafaldne. — 1 Timoteus 1:18-20.

Så længe apostlene levede, gik de selv foran i kampen mod frafaldet. Men da de ikke længere var der til at ’holde frafaldet tilbage’, blev Paulus’ bange anelser bekræftet, og de frafaldnes ord ’bredte sig som koldbrand’. — 2 Tessaloniker 2:3-12; Apostelgerninger 20:29, 30.

Tankerne om en rent symbolsk opstandelse, som dem der blev fremført af Hymenæus og Filetus i Efesus, blev senere videreudviklet af gnostikerne (fra det græske ord gnoʹśis, „viden, erkendelse“). I det andet og tredje århundrede blandede gnostikerne frafalden kristendom sammen med græsk filosofi og orientalsk mysticisme. De hævdede at materien eller den materielle verden er ond, og betonede at frelsen opnås ved en mystisk viden eller erkendelse (gnoʹsis) fremfor ved tro på Kristus som genløser.

Gnosticismen var imidlertid ikke den eneste form for frafald der ’bredte sig som koldbrand’. I det fjerde århundrede var den sande kristendom der var blevet fremholdt af Kristus og hans trofaste apostle og disciple, også blevet fordærvet af andre der var „afveget fra sandheden“. I det teologiske opslagsværk The New International Dictionary of New Testament Theology indrømmes det at „i kirkehistoriens videre forløb fandt mange ikke-bibelske motiver, billeder og tanker ind i opfattelsen af Paradiset“. Det samme leksikon siger videre at „læren om sjælens udødelighed blev indført i stedet for den nytestamentlige eskatologi [læren om menneskehedens og verdens endelige skæbne] med dens håb om de dødes opstandelse“.

Som vi har set i denne og den foregående artikel, førte fornægtelsen af dødens virkelighed og antagelsen af den hedenske forestilling om en udødelig sjæl der automatisk lever videre, den katolske og de ortodokse kirker længere og længere bort fra den klare bibelske lære om opstandelsen og dommen. Den førte til den gudvanærende lære om en skærsild og et brændende helvede og til den helt absurde forestilling at kødelige legemer skal oprejses og svæve rundt i himmelen eller pines evigt i helvede.

Den dødbringende „koldbrand“ standsede imidlertid ikke her. I senere århundreder føjede de protestantiske reformatorer flere ikke-bibelske teorier til angående døden, opstandelsen og den endelige dom. I de fleste tilfælde holdt de fast ved det katolske dogme om sjælens iboende udødelighed, hvilket tvang dem til også at antage læren om „legemets opstandelse“. Mange protestantiske kirker lærer også at der findes et brændende helvede. Nogle af de protestantiske teologer har imidlertid også selv vist sig at være opfindsomme med hensyn til at udtænke lærepunkter der ikke findes i Bibelen. Nogle calvinistiske reformerte kirker lærer for eksempel at Gud forudbestemmer visse sjæle til frelse og andre til evig fortabelse. Andre protestanter tror på universel frelse, hvilket vil sige at alle sjæle til sidst bliver frelst, også de ondes.

Hold fast ved den bibelske sandhed

Efter at Paulus havde advaret mod Hymenæus’ og Filetus’ frafald i forbindelse med opstandelsen, tilføjede han: „Dog står Guds faste grundvold sikkert og har dette segl: ’Jehova kender dem der hører ham til.’“ — 2 Timoteus 2:19.

Hvordan stiller du dig, nu da vi har fulgt udviklingen af frafaldet i forbindelse med læren om sjælen, døden, opstandelsen og den endelige dom og vi har set den forvirring der råder inden for kirkerne i dag vedrørende disse vigtige emner? Den oprigtige kristne vil være mere overbevist end nogen sinde om at han må holde sig til „Guds faste grundvold“, der beskrives i hans ord, Bibelen.

Nogle kristne der anerkender den klare bibelske lære om menneskesjælen, døden og opstandelsen, nærer imidlertid visse følelsesmæssige forestillinger om den endelige dom som tilsyneladende ophøjer Jehovas kærlighed og loyalitet men som i virkeligheden vækker tvivl om hans retfærdighed og hans ret til at udslette de onde. For at opklare disse spørgsmål vil vi i de følgende artikler undersøge hvad Bibelen siger om det sande opstandelseshåb, set i tilknytning til Guds rige og Guds domsdag. Du opfordres til at læse videre.

[Oversigt på side 11]

Hvad Bibelen siger om sjælen, døden og den endelige dom

Mennesket HAR ikke en sjæl; det ER en sjæl. — 1 Korinter 15:45.

Sjælen, det vil sige hele personen, dør. — Ezekiel 18:4.

Døden er en fjende, ikke en ven. — 1 Korinter 15:26.

Et liv efter døden kan kun opnås ved en opstandelse. — Johannes 5:28, 29.

Lønnen for trofasthed er evigt liv. — Johannes 10:27, 28.

Straffen for overlagt synd er evig død, ikke evig pine. — Romerne 6:23

[Oversigt på side 12]

Kristenhedens kirkers officielle lære

Den athanasianske trosbekendelse, der officielt anerkendes af den romersk-katolske kirke, den anglikanske kirke og andre protestantiske kirker, deriblandt den danske folkekirke, siger: „Kristus . . . er faret til Himmels og sidder ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker legemligt opstå og aflægge regnskab for deres gerninger, og de, der har gjort det gode, skal gå ind til det evige liv, og de, der har gjort det onde, til den evige ild.“