Overlev og opnå livet ved at rette dig ind efter Guds hensigt
„Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men på grund af sin egen hensigt og ufortjente godhed.“ — 2 Tim. 1:9, NW.
1. Hvad tilvinker nu menneskene, og hvordan har de der har givet agt på det, fået noget at leve for?
DET synes næsten for godt til at være sandt. En strålende fremtid, beredt af en som fuldt ud er i stand til det, tilvinker nu menneskene. Den kalder indbydende på os. Trods alle former for højrøstet og larmende propaganda har mange været i stand til at opfange den indbydende kalden, og de har reageret positivt på den. Det er de lykkelige for. Nu har de et værdigt livskald. De har noget at leve for. Ja, de ønsker virkelig at leve videre, at overleve og se deres strålende forhåbninger blive indfriet. Livet synes dem ikke længere gråt, kedeligt, ørkesløst, uden håb. De lever for en kommende ny retfærdsorden.
2. Hvordan er det kald vi taler om, og hvorfor vil vi ikke blive skuffet hvis vi tager imod indbydelsen?
2 Mange føler at de har et kald i en eller anden retning. Men det kald vi her taler om, er anderledes. Det er ikke bare en indre drift eller tilskyndelse til at udføre en bestemt opgave. Det er ikke bare en stærk religiøs trang, forbundet med overbevisningen om guddommelig ledelse, til at udføre en eller anden religiøs tjeneste. Det er ikke en uforklarlig indre følelse som nogle har og andre ikke har. I stedet for en udefinerlig, måske følelsesmæssig indre trang, er det kald vi taler om, en indbydelse som lyder i klare vendinger, og man kan høre den og tage imod den. Der er ikke tale om gyldne løfter uden reelt indhold. Nej, kaldet udgår fra en ansvarlig myndighedsperson, så der er sikre garantier bag. Tager vi imod denne vidunderlige indbydelse, vil vi på ingen måde blive skuffet.
3. Hvad er en indbydelse normalt et udtryk for, og gælder dette også den indbydelse der lyder i dag? Begrund svaret.
3 Hvad er det der gør dette kald eller denne indbydelse til noget særligt? Jo, i de fleste tilfælde er en indbydelse et udtryk for gavmildhed, for velvilje. Der ligger en god hensigt bag. Sådan er det også med denne specielle indbydelse der i dag modtages med taknemmelighed af mange som forstår at værdsætte sande værdier. Den der gavmildt lader indbydelsen lyde, er den som for længe siden — ved begyndelsen af menneskenes tilværelse — plantede et paradis på jorden for at menneskene skulle bo i det for evigt. Var dette ikke et udtryk for god vilje fra hans side? Jo, og det var hvad man kunne forvente af ham, for han er Gud, himmelens og jordens Skaber. Det var ham der skabte mennesket på jorden og fra begyndelsen dækkede alle dets behov på en fuldkommen måde. Derved viste han menneskene ufortjent godhed, og samtidig havde han en hensigt med det. Det var en god hensigt.
4, 5. Hvordan viste Paulus i sit andet brev til Timoteus at en kaldelse fra Gud er forbundet med såvel hensigt som ufortjent godhed?
4 Hvordan Gud forbinder hensigt med ufortjent godhed, og dermed udvirker et storslået resultat, forklares af en forkynder af godt nyt som levede i det første århundrede efter vor tidsregning. Vi tænker her på Paulus, der skrev to breve til sin nære ven og medarbejder Timoteus. Disse breve er bevaret til den dag i dag, og de findes i den sidste del af Bibelen. Det andet af brevene blev skrevet kort efter at romerriget under kejser Nero var begyndt at forfølge de kristne. Paulus var da i fangenskab i Rom på grund af den sande kristendom. Men han lastede ikke Gud for dette, og han lastede heller ikke kristendommens grundlægger, Guds søn, Jesus Kristus. Uden at skamme sig over at være fange skrev Paulus:
5 „Du skal derfor ikke skamme dig over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men vær med til at lide ondt for den gode nyheds skyld i overensstemmelse med Guds kraft. Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men på grund af sin egen hensigt og ufortjente godhed.“ — 2 Tim. 1:8, 9, NW.
6, 7. Var Paulus’ kaldelse blot en stærk indre trang til at handle på en bestemt måde eller udføre en bestemt opgave? Forklar nærmere.
6 Med disse ord indrømmede apostelen Paulus at han ikke var blevet kaldet med en hellig kaldelse på grund af sine egne fortjenstfulde gerninger, men på grund af Guds „hensigt og ufortjente godhed“. Det samme kunne siges om Timoteus. Paulus’ og Timoteus’ kaldelse var ikke bare en stærk indre trang som drev dem til at handle som de gjorde. Paulus blev direkte kaldet af den opstandne Jesus Kristus, der viste sig for ham på vejen til Damaskus i Syrien og sagde til ham at han i Damaskus ville få at vide hvad han skulle gøre. Efter at Paulus i Damaskus var blevet døbt som kristen, begyndte han straks at gøre det han var kaldet til og havde fået besked på. (Ap. G. 9:1-30; 22:1-16) Da han vidnede for kong Herodes Agrippa i en romersk retssal i Kæsarea kunne han derfor sige:
7 „Derfor, kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske syn; men jeg forkyndte — først for dem i Damaskus og så også i Jerusalem og over hele Judæas land og for hedningerne — at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige.“ — Ap. G. 26:12-20.
8. Hvad havde apostelen Paulus at gøre med Timoteus’ kaldelse?
8 Heller ikke Timoteus blev kaldet på den måde at han blot følte en indre tilskyndelse, forbundet med overbevisningen om Guds ledelse. Der var ikke noget følelsesbetonet ved det. Timoteus hørte simpelt hen apostelen Paulus forkynde for menigheden i Lystra, og han tog imod Rigets budskab og lod sig døbe som kristen. (Ap. G. 14:6-23) Apostelen Paulus bekræftede hans kristne kaldelse ved at lægge hænderne på ham og give ham del i en åndelig gave. I sit sidste brev til Timoteus kunne Paulus derfor skrive: „Jeg [påminder] dig om at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse.“ (2 Tim. 1:6) Som en døbt kristen gav Timoteus agt på kaldet, og han fik således mulighed for at blive en af apostelen Paulus’ betroede medarbejdere i missionærtjenesten. Eftersom både Paulus og Timoteus havde modtaget Guds ånd med dens manifestation, vidste de begge at de var blevet kaldet af Gud på grund af Guds hensigt og ufortjente godhed.
9, 10. (a) Hvad skete der med Paulus’ liv nu da han vidste at han havde en kaldelse? (b) Hvad holdt Paulus således blikket rettet imod, og hvad sammenlignede han det med?
9 Når man ved at man har en kaldelse, får livet en hensigt for én. Paulus henledte opmærksomheden på dette da han skrev til Timoteus i sit andet brev: „Du har nøje fulgt min lære, min livsførelse, min hensigt, min tro, min langmodighed, min kærlighed, min udholdenhed.“ (2 Tim. 3:10, NW) Fordi Paulus havde en hensigt i livet, holdt han ud med langmodighed og fulgte en bestemt livsførelse. Han holdt blikket rettet mod sin gudgivne hensigt. Han havde målet for øje. Han sammenlignede sig selv med en løber der havde øjnene ufravendt rettet mod målet, hvor sejrsprisen skulle overrækkes vinderen. Han skrev om sig selv:
10 „Jeg jager efter det, om jeg også kan gribe dét for hvilket jeg også er blevet grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener endnu ikke om mig selv at jeg har grebet det; men ét gør jeg: Idet jeg glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran, jager jeg frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad fra Gud ved Kristus Jesus.“ — Fil. 3:12-14, NW.
11. (a) Hvad rettede Paulus sin livsførelse ind efter? (b) Hvor højt vurderede Paulus den sejrspris der var stillet ham i udsigt?
11 Ifølge disse ord af apostelen Paulus lød kaldet fra Gud ved Kristus Jesus, og kaldet eller kaldelsen havde en hensigt. I påskønnelse af denne ufortjente godhed fra Guds side rettede Paulus sin livsførelse ind efter Guds hensigt. Han så klart hvilken vej han skulle gå, for Gud havde sat ham et mål. Hvis han nåede dette mål ville han modtage en sejrspris af Gud. Paulus ringeagtede ikke denne sejrspris, for det ville have været det samme som at vrage Guds ufortjente godhed. Det var en storslået sejrspris; den var udtryk for en ganske særlig gavmildhed fra Guds side. Ja, det var den højeste, den største pris Gud kunne give sine skabninger, nemlig det at være medarving med hans herliggjorte søn, Jesus Kristus, i det himmelske rige. (Fil. 3:7-11; 2:9-11) Intet under at Paulus regnede alle jordiske fordele der kunne betyde selvisk vinding for ham, for skarn! Han holdt blikket rettet mod sejrsprisen.
Guds hensigt som vi nu må rette os ind efter
12, 13. (a) Hvad har mange i de forløbne nitten hundrede år bragt deres liv i overensstemmelse med, ligesom Paulus? (b) Hvad har hundredtusinder i de senere år gjort til deres mål, i overensstemmelse med Guds hensigt?
12 I de forløbne nitten hundrede år er der mange der ligesom Paulus og Timoteus har bragt deres liv i overensstemmelse med Guds kaldelse til et himmelsk håb, til en andel sammen med den højt ophøjede Jesus Kristus i et himmelsk rige der vil udøse velsignelser over menneskeheden. De har fulgt Paulus’ formaning og opmuntring til at ’vandre den Gud værdigt som har kaldet dem til sit rige og sin herlighed’. — 1 Tess. 2:11, 12.
13 Guds hensigter omfatter dog ikke kun denne rigsskare, men også mennesker som vil komme til at leve i lykke under dette himmelske rige. Er det ikke dejligt at vide at Gud også har ladet sine hensigter omfatte menneskeheden i almindelighed? Det Gud har stillet menneskene i udsigt, og som han nu særlig henleder deres opmærksomhed på, er noget ganske storslået som menneskene kan opnå under hans elskede søns, Jesu Kristi, rige. Det er et mål som hundredtusinder af taknemmelige mennesker nu stræber efter at nå, med Guds hjælp. Det er for dem som en sejrspris der drager dem til sig, noget herligt der indbyder dem til at komme og få del i det.
14. (a) Hvordan udtrykkes den gæstfrie indbydelse i Åbenbaringen 22:17? (b) Hvilket liv stiller denne indbydelse menneskene i udsigt?
14 Den gæstfrie indbydelse lyder med de inspirerede ord i Åbenbaringen 22:17: „Og Ånden og bruden siger: ’Kom!’ Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’ Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“ Det liv der her er tale om, er ikke et liv forbundet med de ubehageligheder vi for øjeblikket er underlagt på grund af verdensforholdene og vor medfødte arv. Nej, det er et liv på jorden under vilkår som ingen jordisk regering endnu har kunnet give menneskeheden, vilkår som kun Guds rige ved hans søn Jesus Kristus vil kunne give de mennesker der er undersåtter under det. Det er det liv som Gud, Skaberen, havde i tanke til jordens indbyggere da han satte den første mand og kvinde på jorden i det herlige og smukke paradis der kaldes Edens have.
15, 16. (a) Hvordan gik det til at det jordiske paradis kun blev et kortvarigt hjem for Adam og Eva? (b) Sagde Gud noget om et himmelsk hjem da han erklærede sin hensigt med menneskene? Forklar nærmere.
15 Da den kærlige Skaber dannede den første mand og kvinde i Edens have, var det ikke hans mening at Paradiset kun skulle være et midlertidigt hjem for dem, et sted hvor de skulle bo alene et stykke tid inden de fik børn. Grunden til at det jordiske paradis alligevel kun blev et kortvarigt hjem for dem, var at de holdt op med at leve i overensstemmelse med Guds kærlige hensigt.
16 Gud havde aldrig haft i sinde at de efter en prøvetid her på jorden skulle tages op til himmelen. De behøvede ikke at komme i himmelen for at blive fuldstændig lykkelige og tilfredse. Og Gud havde heller ikke brug for dem deroppe hos sig i himmelen for selv at blive fuldkommen lykkelig og tilfreds. Da han erklærede sin hensigt med dem, sagde han derfor intet om et himmelsk hjem, men derimod: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ — 1 Mos. 1:28.
17. (a) Hvor lang tid afsatte Gud til gennemførelsen af denne opgave? (b) Hvad er grunden til at jorden endnu ikke er et paradis, efter at der har levet mennesker på den i seks tusind år?
17 Ifølge Bibelen afsatte Gud en periode på syv tusind år til gennemførelsen af denne opgave. Nu er der gået omkring seks tusind år af menneskets tilværelse på jorden, og jorden er endnu ikke blevet et paradis. Jordens befolkning tæller nu næsten fire milliarder, men de utallige gravsteder ud over jorden bevidner at langt de fleste af Adam og Evas efterkommere er døde og at hele menneskeheden i dag også er underlagt dødens fordømmelse. Himmelens fugle, havets fisk og dyrene på landjorden har indtil nu været underlagt menneskets herredømme, men deres antal er blevet reduceret i foruroligende grad, og nogle dyrearter er nær ved at uddø. Jorden er blevet forurenet, ikke alene af affaldsstoffer fra byer og industri, men — og det er langt alvorligere — også af det blod der udgydes ved mord og ved massenedslagtning i krige som udkæmpes på grund af religiøse, racemæssige, kommercielle og politiske spørgsmål. Hvad er grunden til alt dette? Tydeligvis den at menneskene ikke har rettet sig efter Guds hensigt.
18. Hvordan synes det at stå til med Guds oprindelige hensigt, og hvad må vi uvilkårligt spørge om?
18 Gennemførelsen af Guds oprindelige hensigt med mennesket og dets jordiske hjem synes nu at være forhindret, eller i hvert fald betydelig vanskeliggjort. I betragtning af den tid der er tilbage, må vi uvilkårligt spørge: Vil Guds oprindelige, kærlige hensigt med menneskene slå fejl? Må den opgives som håbløs?
19. Hvad sagde Gud i Esajas 55:10, 11 som viser om hans erklærede hensigt får lov at slå fejl?
19 Intet er umuligt for den almægtige Gud. At der går lang tid, gør ingen forskel. Han glemmer ikke sine erklærede hensigter. Han svigter aldrig sit ord. I Edens have udtalte han velsignelsens ord over sine fuldkomne menneskeskabninger, Adam og Eva, og næsten tre tusind tre hundrede år senere sagde han ved sin profet Esajas: „Som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:10, 11.
20, 21. (a) Hvornår gav Jesus direkte udtryk for det håb at Paradiset ville blive genoprettet på jorden? (b) Hvad så han frem til efter sin opstandelse?
20 Og mere end syv hundrede år efter denne guddommelige erklæring — nemlig på den jødiske påskedag i år 33 efter vor tidsregning — fremholdt Guds søn Jesus Kristus det håb at Paradiset ville blive genoprettet til menneskeheden. Denne dag, da Guds rige syntes at være en tabt sag idet Jesus af romerske soldater var blevet naglet til en marterpæl, hang der ved siden af Jesus en dødsdømt forbryder som gav udtryk for tro på de dødes opstandelse og Guds messianske rige.
21 Denne døende forbryder anerkendte Jesus som det han blev anklaget for, som „jødernes konge“, idet han med respekt sagde til ham: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Jesus troede også fuldt og fast på opstandelsen og på Guds rige, som dengang lå langt ude i fremtiden, så han svarede forbryderen: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Luk. 23:39-43, NW) På tredjedagen derefter blev Jesus Kristus oprejst fra de døde som et herliggjort åndevæsen, og han så frem til den tid da Gud ville skænke ham den messianske kongemagt og han kunne genoprette Paradiset på jorden til gavn for den medfølende forbryder og hele den øvrige del af den genløste menneskehed. — Hebr. 10:12, 13.
22. (a) Hvordan garanterer Hebræerbrevet 13:8 at Guds hensigt med menneskene vil blive gennemført? (b) Hvad er gennemførelsen af denne hensigt nu forbundet med?
22 Jesus Kristus bekræfter således sin himmelske Faders, Jehova Guds, oprindelige hensigt med menneskene og deres jordiske hjem. Og under guddommelig inspiration siges der: „Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid.“ (Hebr. 13:8) Han vil derfor aldrig bryde sit ord, selv ikke et løfte til en dødsdømt forbryder. Dette garanterer at Guds oprindelige hensigt med Adam og Evas efterkommere vil blive gennemført. Samtidig knytter det gennemførelsen af denne hensigt sammen med Guds messianske rige ved hans søn Jesus Kristus. Det vil sige at Guds oprindelige hensigt med menneskene er uløseligt forbundet med hans hensigt angående det messianske rige.
23. Hvem har arvet „den kommende beboede jord“, og hvad føler han sig forpligtet til at gøre med den?
23 Guds søn, Jesus Kristus, var det sagtmodigste menneske der nogen sinde har levet på jorden. Han var endog sagtmodigere end profeten Moses. (4 Mos. 12:3) I sin bjergprædiken sagde han til sine disciple: „Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.“ (Matt. 5:5; Sl. 37:11) I harmoni med denne inspirerede udtalelse har Jesus Kristus, som det sagtmodigste menneske på jorden, fået jorden i arv. På linje med dette siges der i brevet til hebræerne, kapitel to, versene fem til ni: „Det er ikke engle han har underlagt den kommende beboede jord, som vi taler om. . . . men Jesus, som var blevet gjort lidt ringere end engle, ser vi kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden.“ (NW) Som arving til jorden føler den herliggjorte Jesus Kristus sig forpligtet til at føre hele jorden frem til den tilstand som Gud oprindelig havde i tanke, ja at gøre den til et paradis, en Edens have, hvor menneskene kan leve i lykke for evigt. Han vil bringe sin arv i fuldkommen stand.
Værd at opleve
24. Hvad drages nu i tvivl, og hvorfor?
24 Er dette ikke noget som mænd og kvinder der påskønner sande værdier, ville ønske at opleve? I dag er langt de fleste kun optaget af selviske bestræbelser for at kunne leve en lille smule længere under den nuværende utilfredsstillende tingenes ordning. (Jak. 4:13, 14) Efterhånden som verdensforholdene forværres, bliver det vanskeligere og vanskeligere for mennesket at overleve. Og som om forholdene ikke allerede var alvorlige nok rundt om i verden, taler fremsynede mænd om at der vil komme endnu større problemer — for eksempel at det trækker op til verdensomfattende hungersnød! Menneskeslægtens fortsatte eksistens drages nu i tvivl — i betragtning af risikoen for en atomkrig med langdistanceraketter og i betragtning af at lagrene af masseødelæggelsesvåben nu er mere end rigelige til at udslette hele menneskeheden, ja alt liv på jorden.
25, 26. (a) Er jordens tilstand til ære for Skaberen, og hvad kan vi forvente af ham? (b) Hvorfor kan Gud med endnu større ret gribe ind nu end for godt fire tusind år siden?
25 Da Gud ved begyndelsen af menneskets tilværelse i fuldkommenhed udtalte sin velsignelse over Adam og Eva i Edens have, var det afgjort ikke hans hensigt at menneskene skulle bringe sig selv ud i den situation vi oplever i dag. Jordens sørgelige forfatning er ikke til nogen ære for ham der skabte den. Skulle man ikke vente at han vil gøre noget ved det? Og skulle den som har fået jorden i arv af Gud, ikke også ønske at gøre noget for at rette op på sin ejendom? Når man tænker på hvad Gud og Jesus Kristus gjorde i fortiden, er det kun rimeligt at vente at de vil tage hånd i hanke med tingene og gøre noget ved forholdene. For længe siden — ikke i forhistorisk tid, men i historisk tid — greb Gud ind i en situation der minder om vores, skønt forholdene ikke var helt så dårlige som de er i dag. Det var kun 1656 år efter menneskets skabelse, hvorimod der nu er gået næsten seks tusind år siden menneskets skabelse og syndefaldet.
26 Eftersom mennesket har været i stadigt forfald, må menneskeslægtens umoralske, selviske og fordærvede tilstand være langt værre nu end den var dengang, for fire tusind tre hundrede år siden. Gud, Skaberen, kan altså med endnu større ret gribe ind nu. Tiden er kommet da han vil gøre det, for at hævde og ophøje sig selv.
[Illustration på side 56]
Det var Guds hensigt at det første menneskepar og deres efterkommere skulle udvide Edens have til at omfatte hele jorden, og for evigt leve i dette paradis