Lukas, den elskede læge
IFØLGE Bibelens syn på tingene er der ingen grund til, at nogen skulle rose sig af sine evner. Som apostelen Paulus siger: „Thi hvem giver dig fortrin? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ (1 Kor. 4:7) Vi skulle heller ikke rose os af vore gerninger, som om vi havde udført meget eller store ting, for Jesus bemærker med rette: „Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.“ (Luk. 17:10) Dersom vi forstår disse sandheder, vil det gøre os ydmyge og få os til flittigt at bruge alle vore gaver i Jehova Guds tjeneste.
Af Lukas’ egne skrifter såvel som af andres beretning om ham fremgår det, at han havde den rette forståelse af disse ting. Han tjente ikke alene som en god medarbejder sammen med Paulus, men skrev også omtrent lige så meget af de kristne Græske Skrifter som han, idet de hver skrev ca. to syvendedele; Lukas’ beretning om Jesu tjeneste og Apostlenes Gerninger er af samme længde som Paulus’ fjorten breve. Alt imens han gjorde så god brug af sine naturlige evner, at han var den mest fremstående af de kristne skribenter, holdt han omhyggeligt sig selv i baggrunden.
Hvad ved man om Lukas?
Hvad dette spørgsmål angår står Skrifterne i slående kontrast til de apokryfiske skrifter og mundtlige overleveringer, der begge er fyldt med fantastiske detailler og religiøs indbildningskrafts opfindsomme påfund. Et eksempel på dette er traditionen om, at Lukas var kunstner, maler, og at han malede et billede af „jomfru Maria“. Første gang, denne tradition nævnes, er imidlertid i 980 e. Kr. eller mere end 900 år efter, at Lukas skrev sine beretninger. I betragtning af, at Lukas meget sjældent omtaler Maria, efter at Jesus er blevet voksen, og at han i sin omtale hovedsagelig bestyrker den kendsgerning, at Maria ikke skal agtes højere end alle andre kvinder, der udviser tro, skal der mere end en smule lettroenhed til at antage, at Lukas følte sig tilskyndet til at male et portræt af hende. — Luk. 8:21; 11:27, 28.
Vi ved, at Lukas var læge, for Paulus omtaler ham som „Lukas, den elskede læge“. (Kol. 4:14, NW) I sit brev til Filemon nævner Paulus også Lukas blandt sine „medarbejdere“. (Vers 24) Den eneste yderligere omtale af Lukas’ navn i Skrifterne findes også hos Paulus. I sit andet brev til Timoteus, skrevet i 65 e. Kr. under Paulus’ andet fangenskab og derfor kort før hans død, skriver han: „Skynd dig snart at komme til mig; thi Demas forlod mig af kærlighed til den nærværende verden og rejste til Tessalonika, Kreskens rejste til Galatien, Titus til Dalmatien. Lukas er den eneste, som er hos mig.“ (2 Tim. 4:6-11) Vi har således Paulus’ billede af Lukas som en trofast, elsket medarbejder.
Det lidt vi ved om, hvor Lukas opholdt sig, henter vi fra Apostlenes Gerninger, hvor hans brug af det personlige stedord „vi“ i første person, flertal, tilkendegiver, at han ledsagede Paulus på nogle af hans missionsrejser. Således læser vi i Apostlenes Gerninger 16:10, efter at han har fortalt om Paulus’ syn angående det makedoniske råb om hjælp: „Da han havde set det syn, forsøgte vi straks at komme over til Makedonien, fordi vi deraf sluttede, at Gud havde kaldt os til at forkynde evangeliet for dem.“ Af sammenhængen ser vi, at Lukas ledsagede Paulus til FIlippi på hans anden missionsrejse. Han synes at være blevet der, til Paulus nogle få år senere kom derigennem på sin tredje missionsrejse, og Lukas ledsagede ham til Kæsarea og Jerusalem. Lukas fulgte også med Paulus på hans rejse til Rom.
Af Lukas’ skrifter fremgår det, at han havde en langt bedre uddannelse end sådanne „almindelige“ mænd som Peter og Johannes, hvad man jo også ville vente af en læge. (Ap. G. 4:13) Hans ordforråd er dobbelt så stort som Mattæus’ og Markus’. Hans beretninger er bedre affattet, mere varieret, indeholder et bedre græsk og kommer det klassiske græske nærmere end nogen af de andre kristne Græske Skrifters forfatteres.
Mens nogle heraf har draget den slutning, at Lukas var en græsk hedning, behøver det ikke nødvendigvis at være tilfældet. Lukas’ dygtige anvendelse af det græske sprog kan let henføres til, at han var en uddannet mand, en læge; desuden kan han have været en hellenist, en græsktalende jøde. Nogle henviser til sammenhængen i Paulus’ omtale af ham i Kolossenserne 4:14, hvor Paulus taler om de omskårne og derefter nævner andre, heriblandt Lukas. Dette er imidlertid langt fra af afgørende betydning. Hvad der synes at være et langt mere slående bevis i denne sag, er Paulus’ udtalelse om, at det kun var jøder, der „har fået Guds hellige udtalelser betroet“. (Rom. 3:1, 2, NW) Dersom Lukas ikke var jøde, ville han være den eneste undtagelse af alle dem, der af Jehova blev brugt til at give os hans ord, de Hebraiske såvel som de kristne Græske Skrifter. Noget sådant synes ikke rimeligt.
Lukas-Evangeliet og Apostlenes Gerninger
Lukas’ skrifter antyder ikke nogen ikke-jødisk baggrund, for han er vel bevandret i brugen af hebraiske såvel som græske udtryk. Hans udsyn synes at være altomfattende, idet han henvender sig til både jøder og hedninger. Han er en fremragende fortæller, og hans beretninger er godt sammensatte og kronologisk nøjagtige. Af de fire beretninger om Jesu jordiske tjeneste er hans den mest omfattende. Der er ingen tvivl om, at Gud indgav i hans hjerte at skrive en beretning om disse vigtige begivenheder, og at den hellige ånd ledede hans pen. Som han udtrykker det: „Eftersom mange andre har taget sig for at affatte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os, sådan som de, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har overleveret os: så har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus! så du kan lære at kende, hvor pålidelige de ting er, hvorom du er blevet undervist.“ — Luk. 1:1-4.
Hvilket talende vidnesbyrd om Bibelens pålidelighed giver Lukas os ikke her! Kendsgerningerne støttes af øjenvidner. Han har selv gennemgået alle ting omhyggeligt og nedskrevet dem i rækkefølge, sådan at de danner en sund grundvold for troen. Sagt i forbigående viser Lukas her den skrevne beretnings overlegenhed over den mundtlige.
Det er højst sandsynligt, at Mattæus’ og Markus’ inspirerede skrifter var at finde blandt de skrevne beretninger, Lukas gjorde brug af for at gennemgå alting nøjagtigt fra begyndelsen. Vi må imidlertid ikke tro, at Lukas blot kopierede fra disse, men han har snarere brugt dem til at rådføre sig med. Hans beretning har alt for mange detaillerede afvigelser, ligesom den også indeholder alt for mange punkter, der ikke dækkes af de andre, til, at man kan antage de moderne kritikeres synspunkt, som mener, at de tre synoptikere Mattæus’, Markus’ og Lukas’ skrifter var baseret på een oprindelig beretning.
Det fremgår, at Paulus næsten har haft lige så megen indflydelse på Lukas’ beretning om Jesu tjeneste, som Peter på Markus’ beretning. Tidspunktet for affattelsen af Lukas-Evangeliet synes at ligge omkring 56-58 e. Kr., eller kort før han fuldendte nedskrivningen af Apostlenes Gerninger 61 e. Kr. — Ap. G. 1:1-3.
Blandt de begivenheder, som Lukas er ene om at berette, og som sammen med hans beretning om det, de andre også fortæller om, berettiger hans evangelium til at blive kaldt det mest omfattende, er: enkelthederne i forbindelse med Johannes Døbers undfangelse; Marias såvel som englenes lovsang; Jesu fremstilling i templet, hans omskærelse og hans rejse til Jerusalem som tolvårig; udsendelsen af de halvfjerds disciple; de to disciples oplevelse på vejen til Emmaus; desuden meget af Jesu senere tjeneste i Peræa og Judæa. (Luk. 10:1 til 18:14) Lukas forstod, at datoer var betydningsfulde, og han er den eneste, som giver tilknytningen til den verdslige historie: datoen for den mandtalsindskrivning, der bragte Josef og Maria til Betlehem, og året, da Johannes Døber begyndte sin tjeneste. Det er også kun ham, der fortæller os, hvor gammel Jesus var, da han begyndte at forkynde. — Luk. 1:1 til 3:23.
Særegent for Lukas er også en del studier i kontrast: de ni utaknemmelige jødiske spedalske versus den taknemmelige samaritanske spedalske; den gode samaritan versus præsten og levitten; farisæerens bøn versus tolderens; den rige mand versus Lazarus; Maria versus Marta; den fortabte søn versus den selvretfærdige ældre broder; den spottende tyv versus den angrende o.s.v.
Lukas, der ikke var tilfreds med blot at give os beretningen om de storslåede begivenheder i forbindelse med Jesu tjeneste, supplerede den i sin bog om Apostlenes Gerninger med en nøjagtig historie om den første kristne menighed. Deri fortæller han os om udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen, hvorledes det gode budskab udbredes til nationerne, og hvordan forfølgelse langt fra standsede forkynderarbejdet, men snarere forårsagede, at det blev mere udbredt. Han giver megen værdifuld oplysning om, hvordan apostlene mødte den tids vanskeligheder, hvilket kan være til hjælp og vejledning for os i dag. Bemærkelsesværdig er hans gengivelse af de forsvarstaler, Peter og Johannes, Stefanus og Paulus holdt for de religiøse og politiske myndigheder. Uden Apostlenes Gerninger ville Paulus’ breve miste meget af deres styrke.
Som ung mand har Lukas uden tvivl betragtet lægekunsten som et middel, hvorved han kunne tjene sine medmennesker og samtidig skaffe sig selv en levevej. Men hvor ville det ikke have været begrænset, hvad godt han kunne have gjort, dersom han havde ladet sig nøje med den profession! Og hvilke større forrettigheder fik han ikke ved at lægge alt bag sig for at blive en Kristi Jesu efterfølger og arbejde med det guddommelige åndelige helbredelsesprogram, som Gud indstiftede ved Kristus Jesus! Han havde ikke alene den forret at blive en elsket medarbejder af en af alle tiders største kristne missionærer, apostelen Paulus, men også at blive den mest fremtrædende nedskriver af de mest betydningsfulde begivenheder, der nogen sinde har fundet sted på denne jord.
Lukas satte et godt eksempel til efterfølgelse for alle kristne. Måtte alle, der har indviet sig til Jehova Gud gennem Kristus Jesus, ligeledes først søge Riget og gøre den bedst mulige brug af deres naturlige evner til Jehovas navns ære og til fremme af den sande tilbedelse på jorden.