Bønnen om en god samvittighed
Hvad vil samvittighed sige? Hvordan virker samvittigheden? Er den en pålidelig vejleder?
DE FLESTE af os er kendt med sikkerhedsanordninger. I nogle automobiler findes der en brummer som udsender en advarsel når man overskrider fartgrænsen; lugten af gas der strømmer ud fra køkkenet er en advarsel om at der er fare gå færde; har et menneske feber er det et symptom på en infektion; også samvittigheden kan nævnes som en sikkerhedsanordning.
Samvittigheden er den evne som sindet har til at fortælle os om vi handler ret eller uret. Den anklager eller forsvarer os. Den dømmer. Den afgør vore tankers og handlingers moralske værd. Den åbenbarer vore skjulte motiver. Foruden at dømme gør samvittigheden noget andet: den bibringer glæde eller smerte, alt efter om ens opførsel er god eller dårlig. Man kan derfor sige at samvittigheden er en moralsk sikkerhedsanordning.
Udtrykket samvittighed findes ikke i de inspirerede Hebraiske Skrifter og heller ikke blandt Jesu Kristi bevarede udtalelser. Apostelen Paulus er den der nævner det først i De kristne græske Skrifter. Ordet forekommer også i bogen Apostlenes Gerninger og i Peters første brev. Med følgende ord viser Paulus hvilken funktion samvittigheden har: „Thi når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven, sig selv en lov; de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre.“ — Rom. 2:14, 15.
Der har været fremsat adskillige andre synspunkter angående samvittigheden. Vi skal her citere nogle verdslige autoriteter. Dr. Mackenzie siger i sin bog Manual of Ethics: „Jeg vil snarere sige at samvittigheden simpelt hen er en følelse af smerte som ledsager og er et resultat af vor manglende principfasthed.“ Shaftesbury betragter, ifølge The Catholic Encyclopedia, samvittigheden som bevidstheden om at have gjort noget forkert, ikke noget rigtigt. Carlyle hævder i sin bog Essay on Characteristics at folk ikke ville ane at de havde en samvittighed hvis de aldrig syndede eller fornærmede nogen. Han siger at samvittigheden er nytteløs som beskyttelse mod at handle uret. Imidlertid siger Theophilus Parsons i sit værk Deus Homo: „Med samvittighed menes ikke blot at man ved at der er forskel mellem ret og uret, men at man foretrækker det rette for det urette, og den er ensbetydende med lykke når man vælger, handler og lever ret, og med smerte når man vælger, handler eller lever forkert.“
Hvad samvittigheden ikke kan gøre
Samvittigheden kan ikke opstille os en norm for hvad der er rigtigt eller forkert. Den giver os ikke ufejlbarlig vejledning om hvad der er rigtigt eller hvad vi bør gøre i hvert enkelt tilfælde. Den hindrer os ikke i at handle forkert. Eftersom bedømmelsen af hvad der er ret og uret varierer fra det ene sted til det andet, og eftersom den kan ændre sig og undertiden være årsag til konflikt, kan man ikke betragte samvittigheden som en ufejlbarlig rettesnor i ethvert tilfælde. Medmindre den er oplyst og opøvet efter en pålidelig retfærdsnorm, er den altså blot ens egen bedømmelse af ens handlinger. En uoplyst eller vildledt samvittighed kan styrte et menneske i ulykke. Det er derfor ikke altid klogt at lade sig lede af sin samvittighed. Guds ord siger: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ — Ordsp. 14:12.
Man kan ikke gå ud fra at man handler rigtigt blot fordi ens samvittighed ikke anklager en for at handle forkert. Man kan meget let blive bedraget af sin samvittighed hvis den ikke er opøvet. Måske undskylder den at man handler fordærvet. Apostelen Paulus udtalte: „Alt er rent for de rene; for de besmittede og vantro er derimod intet rent, men hos dem er både forstand og samvittighed besmittet.“ (Tit. 1:15) Der er for eksempel verdslige mennesker som aldrig ville drømme om at stjæle fra en ven eller fra en forretning, fordi de ved det er forkert og fordi samvittigheden ville nage dem hvis de stjal. Men de samme mennesker holder sig ikke for gode til at stjæle fra deres arbejdsgiver eller fra et forsikringsselskab, eller at snyde på deres selvangivelse til skattevæsenet. En sådan samvittighed som ikke er opøvet i retfærdige principper, kan ikke regnes for en pålidelig rettesnor, for det er den ikke.
Endnu et eksempel er Adolf Eichmann, der står anklaget for at have dræbt seks millioner jøder. Hans samvittighed reagerede ikke over for hans feje handlinger. Han undskyldte sine forbrydelser ved at sige at han blot havde udført ordre fra sine overordnede. Men alle mennesker må have en samvittighed, selv soldater.
Da israelske officerer og mandskab fra grænsepolitiet dræbte treogfyrre arabiske landsbyboere som overtrådte udgangsforbudet, henviste de anklagede til at ordren til at skyde alle som overtrådte forbudet var kommet fra højere instans og at de ikke havde handlet efter eget ønske. Men dommer Moshe Landau, der afsagde dommen, udtalte: „Også en soldat må have en samvittighed.“ Dommer Landau fremførte at den indlysende ubarmhjertige ordre skulle have vakt samvittigheden i ethvert menneske, lige ned til den laveste civilperson, selv under særlige omstændigheder som i dette tilfælde. Deres samvittighed skulle have afholdt dem fra at dræbe uskyldige mennesker. De anklagede kunne ikke skyde skylden på andre.
Et menneske som ingen samvittighed har, er at sammenligne med et dyr. Det opstiller sine egne love. Det mener almindeligvis at hensigten helliger midlet. Det viser hverken beklagelse eller sorg over sine handlinger. Et samvittighedsløst menneske er derfor farligt.
Hvordan samvittigheden virker
Hvordan virker samvittigheden? Den er blevet sammenlignet med en feber. Når temperaturen stiger voldsomt er det tegn på at der fysisk er noget i vejen med et menneske. Når samvittigheden reagerer hos et menneske er det et vink om at der er noget galt med dets moralske adfærd. Samvittigheden kan også sammenlignes med advarselsbrummeren i en bil eller lugtesansens reaktion ved lugten af gas. Brummeren advarer bilisten om at han har nået hastighedsgrænsen, men den hindrer ham ikke i at sætte farten yderligere op. Det står til bilisten selv. Han kan træde på speederen og ignorere brummeren eller endog slå den fra. Ved den første anelse af gaslugt udsender lugteorganerne et faresignal, men hvis man ikke reagerer straks, sløves lugtenerven og udsender efterhånden ikke mere nogen advarsel. Samvittigheden virker næsten på samme måde. Man kan lytte til sin samvittigheds advarselssignaler; men man kan også ignorere disse signaler eller lukke af for dem. Hvis man nægter at lytte til sin samvittighed skader man den. Den bliver sløv og forhærdet.
En forhærdet samvittighed har udsendt så mange upåagtede advarsler at den er blevet træt. Den giver ikke mere lyd fra sig, og hvis den endelig gør det, er det kun svagt. Den er simpelt hen blevet træt fordi der ikke blev lyttet til den. Hvis man ignorerer samvittighedens advarselssignaler forhærder man, i lighed med Farao, sit hjerte over for det som er ret. Det er som at gøre lys til mørke og mørke til lys, en kurs som fortidens israelitter fulgte, og som mennesker beredvilligt følger i dag.
Må opøves for at virke pålideligt
Samvittigheden virker ikke automatisk; den er ikke ufejlbarlig. Vor samvittigheds værdi afhænger for en stor del af hvilke oplysninger vi fylder vort sind med. En samvittighed der er opdraget i en atmosfære af forbrydelser, polygami eller polyandri, vil uden skrupler acceptere sådanne handlinger. En anden som har været omgivet af moralsk slaphed, ægteskabsbrud og utugt, tager sådanne ting for givet. En tredje samvittighed der daglig har været vidne til ufine forretningsmetoder, løgn, snyderi og bestikkelse, bifalder stiltiende sådanne forsyndelser med den begrundelse at sådan gør alle. En afsporet samvittighed kan ligefrem retfærdiggøre en forbryder for det han har gjort; men den kan ikke retfærdiggøre ham i Guds øjne. Paulus sagde: „Vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren.“ — 1 Kor. 4:4.
En samvittighed er kun pålidelig hvis den er opøvet efter Guds vilje. Det er den guddommeligt oplyste samvittighed der med sin stikken og prikken hjælper kristne til at vandre sikkert ad livets vej. Den hjælper dem til at anvende retfærdige principper i deres daglige tilværelse og overflødiggør detaljerede og skrevne adfærdslove.
Nøjagtig kundskab fra Guds ord, Bibelen, er påkrævet hvis en samvittighed skal opøves efter Guds retfærdighed. Guds ord er levende og „er dommer over hjertets tanker og meninger“. Guds ord er en kraft der kan optugte samvittigheden i retfærdighed. En svag samvittighed skyldes mangel på nøjagtig kundskab. Studium af Guds ord og tro på det opbygger samvittigheden. Lydighed mod Guds bud hjælper kristne til at følge formaningen: „Bevar en god samvittighed.“ (NW) — Hebr. 4:12; 1 Pet. 3:16; 1 Kor. 8:7.
Bevar en god samvittighed
Skal man bevare en god samvittighed må man til stadighed tilegne sig kundskab om Gud. De afgørelser man træffer og den opførsel man lægger for dagen må desuden være i harmoni med Guds ords principper. Man må kunne sige ligesom Paulus: „Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker.“ — Ap. G. 24:16.
Man kan meget let besmitte sin samvittighed. Dersom vi slækker på vor agtpågivenhed og følger verdens moralnorm i stedet for Bibelens, vil vor samvittighed ophøre med at arbejde for os. Vi må være på vagt over for forseelser og lære af vore fadæser. Gør vi os skyldige i noget forkert bør vi søge tilgivelse hos Jehova og hos vore brødre. Tro på Jesu Kristi blod baner vejen for at vi kan bede Gud om en ren samvittighed. (1 Pet. 3:21 NW; Hebr. 9:14; 10:22) Giv derfor ikke det onde næring og plag heller ikke dig selv med idelig selvfordømmelse, men tag imod den tilgivelse Gud giver, og opbyg gennem bøn og studium en mur til beskyttelse mod nye overtrædelser.
At man har en god samvittighed er ingen garanti for at ens forhold til Gud er i orden, men samvittigheden er vor moralske standards spejl. Det vigtigste ved samvittigheden er derfor at den er oprigtig. Hykleri anklager samvittigheden. Skal vor samvittighed forblive det praktiske redskab den er, må vi gøre retmæssig brug af den og omhyggeligt sørge for at give agt på dens advarsler og opdyrke den kraft som den er. — Rom. 9:1; 2 Kor. 1:12.
Den samvittighedsfulde Guds tjener vil til stadighed efterprøve og vejlede sin samvittighed. Hvis samvittigheden plejes er den en kraft der kan udvirke at han bliver mere modtagelig for pligtens høje kald. Den ligegyldige, for ikke at tale om den forhærdede, kan derimod blive døv over for samvittighedens røst.
Det er frygtindgydende at tænke på at Gud snart vil eksekvere sin dom over alle uretfærdige. (Mal. 3:5) Men det bør ikke være frygt der får os til at undgå det urette og vælge det rette. Vort motiv må være en bevidst kærlighed til retfærdighed. Paulus siger: „Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens, men også for samvittighedens skyld.“ For samvittighedens skyld skal vi altså ønske at underordne os Gud og handle ret. — Rom. 13:5.
Andres samvittighed
Kristne skal ikke alene tage hensyn til deres egen samvittighed men også til andres. Ignorerer man sin egen samvittighed, må den for at beskytte sig gøre sig hård og ufølsom. Ignorerer man andres samvittighed, fornærmer man dem og frister dem til fald. Dette var Paulus opmærksom på. Han sagde at han hellere ville give afkald på sin frihed fremfor at såre sin broders skrøbelige samvittighed. — 1 Kor. 8:7-13; 10:27-29.
Paulus ville på den anden side ikke gå på kompromis om sin samvittighed blot for at behage falske religiøse menneskers afsporede samvittighed. Det måtte stå til dem at give deres samvittighed en omskoling. Den kristne må altså tage hensyn til andres skrøbelige samvittighed, men bør under ingen omstændigheder lade sig lede af verdslige menneskers smudsige og trosfjerne samvittighed.
Hvis alle mennesker havde den rette kristne samvittighed, ville alle føle sig forpligtede over for hinanden, som broder over for broder. Det ville få dem til at elske, ikke alene sig selv men også deres medmennesker og deres fjender. De der har en kristen samvittighed ønsker ikke at dræbe, ej heller at ødelægge frugten af andres arbejde eller at true enheden i millioner af hjem verden over. De ønsker blot at leve og at lade andre leve i fred, i overensstemmelse med Guds principper. Derfor bør alle mennesker stræbe efter at have en god samvittighed. Bed Gud om en sådan samvittighed og lad dine handlinger være i harmoni med din bøn. — Matt. 5:43-48.