Bøn til Gud om en god samvittighed

 1. Hvorledes ventede Guds tålmodighed i Noas dage? Hvordan gør den det nu?

APOSTELEN Peter minder os om, at „Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget“. (1 Pet. 3:20, NW) Siden 1914 har vi levet på Jehovas forberedelsesdag eller den dag, han ruster, thi fra 1914 og til Harmagedon, den universelle krig, er det en „endens tid“ for denne verden, „afslutningen på tingenes system“. (Nah. 2:4) Alle omstændighederne beviser, at disse dage er som Noas dage, og atter udøver Jehova Gud tålmodighed, idet han venter og venter. Eftersom befalingen om at bygge arken blev givet Noa, da hans sønner nu var gift, må Gud have ventet tålmodigt flere årtier. På tilsvarende vis har vi under Kristi Jesu nærværelse i vore dage i det himmelske rige allerede levet over tre årtier siden 1914. Hvor længe Guds tålmodighed endnu vil vente, inden han lader ilddåben ramme denne verden til dens undergang, ved vi ikke, for det er ikke blevet os givet at kende den nøjagtige dag og time.

 2. Hvorfor betyder Guds tålmodighed ikke, at han er langsom til at indfri sit løfte?

² Vi skal dog ikke fortolke det derhen, at Gud er langsom til at opfylde sit løfte om at oprette en ny verden med nye himle og en ny jord til velsignelse for alle jordens slægter, både de døde og de levende. Han har fastsat dagen og timen, og han vil overholde disse tider og stunder. Intet, som Satan, Djævelen, har gjort eller kan gøre, vil bevæge ham til at udskyde dagen og timen og forhale ilddåben over denne verden. Det er grunden til, at Peter siger, at denne „Jehovas dag“ vil komme pludseligt over denne vantro, spotske og ligegyldige verden, ja, som en tyv om natten. Vi ønsker ikke at blive forledt til uagtpågivenhed, men altid at befinde os i „arken“ og døbte til den større Noa opholde os der, når den frygtindgydende dag og time kommer. I lighed med apostelen Peter bør vi betragte „vor Herres tålmodighed som frelse“. Vi burde indse, at han viser os tålmodighed og giver os tid, så vi kan arbejde på vor egen frelse med frygt og bæven. En del af dette arbejde består i at hjælpe så mange „andre får“ som muligt til anger, således at de kan søge Guds værn og blive frelst fra den kommende undergang. Han ønsker ikke, at nogen af disse skal forgå, men han vil, at de skal lægge den anger for dagen, der fører til frelse i arken. Deres oplæring og vejledning til tingenes system inden for arken tager sin tid, og Jehova har i sin godhed udvist tålmodighed og indrømmer os den tilstrækkelige tid. Men denne tidsfrist nærmer sig hastigt sin afslutning med hans fastsatte dag og time. — 2 Pet. 3:9, 15.

 3, 4. a) Hvad måtte Noa og hans familie tåle på deres tid? b) Hvad må vi udholde, men hvem er dog den mest tolerante?

³ Dagene forud for Vandfloden var en tid, da jorden var fuld af vold. Alt kød havde fordærvet sin livsførelse og moral, og engle fra himmelen medvirkede til fornedrelsen af menneskeslægten. De kæmpelignende Nefilim tyranniserede mennesker og vandt sig ry og navn som helte. I religiøst hykleri misbrugte mennesker Jehovas navn og bragte forsmædelse over det. Noa og hans familie måtte tåle meget.

⁴ Ligeledes må vi tåle disse tiders vold, menneskesamfundets fordærv og brutaliteten hos de totalitære diktatorer, der ligesom Nefilim vinder sig navnkundighed og misbruger deres magt til at tyrannisere menneskeslægten. Vi må for vort samarbejde med Kristus Jesus, den større Noa, i hans gerning udholde den hån og spot, verdslige religionsdyrkere tildænger os med, mens det religiøse hykleri i kristenheden stadig vildleder det lettroende folk. I disse vanskelige tider må vi finde os i mangt og meget, mens Gud selv i megen langmodighed har båret over med vredens kar, der kun er tjenlige til udslettelse. Amerikanere og andre vil måske rose sig af deres religiøse tolerance, der sikres dem i deres grundlove, men deres behandling af Jehovas vidner beviser, at de ikke udviser en sådan fordragelighed. Når det drejer sig om tålsomhed, så har Jehova Gud udvist den største religiøse tolerance og det i langt længere tid, end den amerikanske eller nogen anden moderne nations historie går tilbage, nemlig i 4320 år, eller lige siden Babylon blev grundlagt kort efter Vandfloden. Denne guddommelige tålmodighed har givet oprigtige mennesker lejlighed til at redde sig ud af den falske religion og dens vildfarelser, inden den til sidst forsvinder, og dens stivsindede tilhængere forsvinder sammen med den.

 5. Hvilket modstykke har Vandfloden? Hvem kan vente, at modstykket til Vandfloden vil indtræffe i deres tid?

⁵ Vor tids sidestykke til Vandfloden er Harmagedonslaget. De første kristne levede, som om det ville indtræffe i deres generation og de skulle overleve det i de kristnes ark. Men det er os, som nu lever, der bliver advaret af profetien og dens opfyldelse, at vi bør være forberedt på, at det vil blive udkæmpet i vor generation. Tilstedeværelsen af den „store skare“ af andre får er et yderligere bevis, der bekræfter dette. Vi ønsker ikke at blive døbt med den ilddåb, som beskrives i 2 Peter 3:7-12, og som venter de onde himle og jorden, der nu er. Det er derfor en tvingende nødvendighed at holde os til den sande dåb. Men hvordan?

 6. Hvad forbandt Peter denne dåb til frelse med, og hvorledes søgte de kødelige jøder at opnå den?

⁶ I sin omtale af dåben som det, der nu frelser, siger Peter: „Ikke blot en afvaskning af kødets smuds, men bønnen om en ren samvittighed ind for Gud gennem Jesu Kristi opstandelse.“ (1 Pet. 3:21, Ro; Mo) Det har altid været vanskeligt at oversætte Peters ord her og få den rigtige betydning frem, ligesom det har været vanskeligt at forklare dem. Men det, det drejer sig om, er, at en god samvittighed ind for Gud er absolut nødvendig til opnåelse af frelse. De kødelige jøder søgte at opnå det. De bestræbte sig for at undgå besmittelse af kødet ved at undlade at spise og drikke dette og hint og ved at vaske redskaber, klæder og visse legemsdele og således undgå kødets smuds. De bragte også ofre bestående af rene, lydefri dyr på det hellige alter i Jerusalems tempel, men dette sikrede aldrig disse jødiske tilbedere fuldkommenhed, hvad deres samvittighed angik. De havde stadig en indre bevidsthed om at være syndere under fordømmelse i Guds øjne. Den idelige gentagelse af disse aftvætninger, renselser og ofringer mindede dem kun atter og atter om denne foruroligende omstændighed. (Hebr. 9:9; 10:1-3) Nu kan en god samvittighed ind for Gud opnås gennem den større Noa, Kristus Jesus. Gennem ham får vi ro i vor samvittighed og fred med Gud.

 7. Hvorledes opnår man, som apostelen Paulus viser det, en god samvittighed, dersom det ikke sker ved en fjernelse af kødets smuds, sådan som jøderne bestræbte sig for?

⁷ Denne gode samvittighed ind for Gud er alle deres længsel, som elsker evigt liv, og de beder derom i deres bønner til Gud og gennem deres bestræbelser. Vi længes efter at eje bevidstheden om ikke mere at være syndere, men at have en retfærdig stilling hos Gud og have fred med ham. Det kan opnås nu, ikke blot ved fjernelsen af kødets smuds, således som jøderne gjorde, så de kunne vinde selvretfærdighed, men ved tro på Gud og hans foranstaltninger gennem Kristus Jesus. Blodet fra de dyr, som de gudfrygtige jøder ofrede, var kun virksomt som en renselse af deres kød i rent forbilledlig forstand, thi disse dyreofringer pegede alle frem til Guds ypperstepræsts, Jesu Kristi, sande og virksomme offer. Derfor siger Paulus: „Hvor meget mere vil da Kristi blod, fordi han i kraft af en evig ånd ofrede sig selv uden lyde til Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“ Derpå opmuntrer han os, som tror, og siger: „Da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os nærme os med oprigtige hjerter, i troens fulde vished, stænket rene på hjerterne fra en ond samvittighed og vore legemer afvasket med rent vand.“ — Hebr. 9:14; 10:19-22, NW.

 8. Hvorfor er gerninger, der tager sigte på opnåelse af selvretfærdighed, døde, således som det fremgår af Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus?

⁸ Tilgivelse fra Gud for vore synder er nu kun mulig i kraft af Kristi blod. Enhver gerning til retfærdiggørelse af os selv ved rent udvendigt at rense vore legemer er død; disse gerninger har ingen livgivende egenskaber i sig. De gør os ikke mere levende for Gud og hans tjeneste, end den „rige mand“ i Jesu lignelse gjorde sig selv retfærdig eller levende ind for Gud ved at iklæde sig purpur og linned over sit renvaskede legeme i modsætning til tiggeren Lazarus, der var dækket med sår. Den „rige mand“ blev senere døbt med en ilddåb. Tro på Kristi offer og tro på Guds løfte til Abraham om Kristus som den sæd, der skal velsigne alle jordens slægter, er hovedtingen. — Luk. 16:19-31.

Bevar samvittigheden god

 9. Hvad er nødvendigt, når man har opnået en ren samvittighed, og hvorfor det?

⁹ Her er et punkt, der er af vigtighed for alle, som ønsker at opnå den sande dåb til frelse. Efter at vi har opnået en god eller ren samvittighed ind for Gud, hvilket befrier os fra bevidstheden om at være syndere under fordømmelse og afskåret fra hans gunst, så må vi bevare samvittigheden god og ren. Dette kræver mere end blot tro på Kristi offer. Det kræver virkelig dåb til ham nu. Hvorfor? Fordi du, selv om du bærer hans navn og bekender ham med dine læber, kan benægte ham ved selve din livsførelse. Du kan vise, at du ikke hører ham til, ved dine gerninger, gerninger, som ikke har nogen lighed med hans eksempel, og som han aldrig har befalet dig som din herre og ejer, han, som købte dig med sit eget blod. Jesus var sig aldrig nogen synd bevidst. Han sagde til sine anklagere: „Hvem af jer kan overbevise mig om synd?“ (Joh. 8:46, NW) Efter at Saulus fra Tarsus havde anerkendt Jesus som sin genløser og var kommet ind i Jehovas sande tjeneste, sagde han ind for den romerske domstol: „Jeg har det håb til Gud, . . . at der skal ske en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige. I denne henseende øver jeg mig selv i bestandig at have bevidstheden om ikke at begå nogen uret mod Gud og mennesker.“ (Ap. G. 24:16, NW) Kan vi sige det samme om os selv?

10. Hvad må vor samvittighed vidne om, dersom vi skal kunne komme med samme tilståelse som Paulus?

¹⁰ Skal vi kunne gøre samme ærlige tilståelse, som Paulus gjorde for retten, så må vor egen samvittighed vidne om vor livsførelse. Paulus sagde til dem, som han hjalp til erkendelse af sandheden: „Thi det kan vi rose os af, hvorom vor samvittighed vidner, at det var i hellighed og gudfrygtig oprigtighed, ikke i kødelig visdom, men i Guds ufortjente godhed, vi færdedes i verden, og ganske særlig over for jer.“ (2 Kor. 1:12, NW) Vi må ligesom Paulus have en indre bevidsthed om, at vi ikke efterligner verden eller gør os venner med den, selv om vi lever i den, men at vi er oprigtige i vor adfærd på gudfrygtig vis, så vi har mere end blot gudfrygtigheds skin.

11. Hvorledes kan vi bevare vor samvittighed ren og anbefale os som Guds tjenere til andres samvittighed?

¹¹ Vi stræber ikke efter at lægge verdslig visdom for dagen og gøre os selv til i andres øjne. I ydmyghed færdes vi som sådanne, hvem Gud har vist ufortjent godhed, og vi ønsker ikke at lade den gå til spilde ved at forfejle den gode hensigt, i hvilken den blev skænket os. Megen af denne ufortjente godhed er vist deri, at Gud har pålagt os en tjenestegerning, nemlig at overbringe andre de gode nyheder. Dersom vi er samvittighedsfulde i udførelsen af denne tjenestegerning og forvalter den på rette måde, ikke for at få magt over mennesker eller for at tjene penge på dem eller leve som snyltere, så vil vi ikke blot selv have en ren samvittighed, men kunne anbefale os selv som Guds tjenere til deres samvittighed, som hungrer efter sandheden. Således følte Paulus det, for han sagde: „Da vi har denne tjeneste på grund af den barmhjertighed, der blev vist os, så opfører vi os ikke upassende, men vi har sagt os løs fra al skammelig mislighed, så vi ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden.“ (2 Kor. 4:1, 2, NW) Vær taktfulde, men sanddru.

12. Hvilken fare er der for, at vi skulle få vor samvittighed brændemærket?

¹² Vi lever i de „senere tidsperioder“, ja, i den sidste tidsperiode for denne verden. Vi er derfor i fare for at blive brændemærkede i vor samvittighed, mærket af brændejernet, således at den ligesom arret væv bliver følelsesløs. Enhver af os kan få en sådan samvittighed ved at blive en hykler og fortsætte ad hykleriets vej, idet vi tyr til verdslige krogveje og djævelsk visdom og forfalsker Guds ord, så vi ikke taler den rene sandhed til ven og fjende, men søger at behage dem og undskylde dem i vor tale. Gør vi dette, kan vi ikke vække deres samvittighed til retfærd og sandhed, og selv bliver vi mere og mere sløvede i vor indre bevidsthed om ret og uret, således som kristenhedens præsteskab er blevet det. Guds inspirerede udtalelse tilkendegav, at det ville gå nogle på denne måde: „I senere tidsperioder skal nogle falde fra troen, idet de lytter til dæmoners inspirerede forføreriske udtalelser og lærdomme, forledt dertil af hykleri hos mennesker, som taler løgn, mærkede i deres samvittighed som med et brændejern.“ Skamløse, som de er, har de ingen skyldbevidsthed, der bevæger dem til at sy figenblade sammen og dække sig med og skjule sig blandt træerne. — 1 Tim. 4:1, 2, NW.

13. Hvordan er det let at få sin samvittighed besmittet? Hvad bliver vi formanet til gennem Paulus’ brev til Titus?

¹³ Vor samvittighed må oplæres og renses ved Guds sandhedsord. Det er så let at få en besmittet samvittighed, en, der fordømmer, hvad der er rent i Guds øjne. Hvordan? Dersom vi følger menneskers målestok for selvretfærdighed og holder fast ved den og ikke gør fremskridt med Guds fremadskridende lys over hans frelsesforanstaltninger. De religiøse farisæere besmittede sig på denne måde, så de intet rent så i det, Jesus og hans disciple foretog og lærte. Men hvordan slog de ind på denne vej? Ved at anerkende religiøse fabler og menneskebud i stedet for Guds befalinger. Vi bliver formanet til at være „sunde i troen og ikke agte på, jødiske fabler og bud, givne af mennesker, som vender sig bort fra sandheden. Alt er rent for de rene. Men for de besmittede og troløse er intet rent; både deres sind og deres samvittighed er besmittet. Offentligt hævder de at kende Gud, men de fornægter ham i deres gerninger, fordi de er afskyelige og ulydige og uskikkede til enhver god gerning.“ Hvilken forfærdelig stilling for selvretfærdige at indtage! Dette burde vi undgå. — Titus 1:13-16, NW.

14. Hvad bør vi derfor ikke agte på? Hvad er Guds hensigt med dette påbud til os?

¹⁴ Skal vi kunne undgå det, må vi ikke agte på religiøse fabler eller på kødelig herkomst og stamtavler, der fylder os med stolthed og giver anledning til sociale forskelle og ukristelig adskillelse iblandt os. Gud giver os befaling derom. Hans hensigt med at udstede et sådant påbud er, at han vil, at vi skal lægge oprigtig kærlighed til Gud og vore brødre for dagen med en god samvittighed, en indre bevidsthed om, at vi handler ret. „Så du kan byde visse folk ikke at føre afvigende lære eller at agte på usande historier og på stamtavler, der intet fører til, men snarere volder ordstrid end forvaltning af noget af Guds i forbindelse med tro. Det, som dette påbud tager sigte på, er i virkeligheden kærlighed af et rent hjerte og af en god samvittighed og af tro uden hykleri.“ — 1 Tim. 1:3-5, NW.

15. Hvad opfordrer apostelen Peter indtrængende sine læsere til, og hvorfor er det nødvendigt for vor dåb til den større Noa?

¹⁵ Apostelen Peter opfordrer indtrængende os, som i denne „endens tid“ døbes til den større Noa, til at bevare en god samvittighed. Vi kan ikke blive døbt til ham i arken, medmindre vi stræber efter at få en ren og god samvittighed, for Kristus Jesus bevarede altid selv en sådan samvittighed under alle lidelser. De selvretfærdige hyklere førte anklage imod ham, men han vidste, at han ikke led for nogen uret, han selv havde begået, men fordi han gjorde Guds vilje. Som hans efterfølgere må vi lide, især nu ved hans anden nærværelse som den større Noa. Men når vi lider for menneskehånd, lad os så være sikre på, at vi ikke lider for egen uret. „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en, der blander sig i andres sager.“ — 1 Pet. 4:15, NW.

16. Hvad bør vi derfor lide for til vor ros?

¹⁶ Lid ikke som sådanne, der går efter fremmed kød og har omgang „mod naturen“, og bedriv ikke utugt med en, der ikke er knyttet til dig ved ægteskabets bånd. Det var jo den slags, der gik for sig uden for Noas ark, da den gamle verden endte, og mænd, Nefilim og materialiserede „gudssønner“ tog menneskedøtre til ægte og bedrev den slags ting i ulydighed mod Jehova Gud. (Jud. 6, 7) Forvis dig om, at du, når du lider for deres hånd, som er magthavere eller andre verdslige myndighedspersoner, gør det, fordi du har bedt til Gud om en god samvittighed og søger at bevare den ved at adlyde hans befalinger. Da vil ingen kunne finde fejl hos dig undtagen deri, at du adlyder din Guds love. Så er dine lidelser til ros for dig, fordi du bevarer din retskaffenhed ind for Gud. Da er du som dit forbillede, den større Noa, Kristus Jesus, for han var os et mønster i at lide for samvittighedens skyld.

Lidelser til vor ros

17. Hvad siger 1 Peter 2:19-23 herom?

¹⁷ „Thi,“ siger 1 Peter 2:19-23, „dersom nogen, bunden i sin samvittighed til Gud, holder sig rank under modgang og lider med urette, da er det velbehageligt. Thi hvad ros fortjener det, om I holder ud, når I synder og bliver slået? Men dersom I holder ud, når I gør det gode og lider, da er det velbehageligt for Gud. Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, så I nøje kan følge i hans fodspor. Han begik ingen synd, ej heller blev der fundet svig i hans mund. Når han blev udskældt, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men vedblev at betro sig til den, der dømmer retfærdigt.“ (NW) Denne dømte Kristus Jesus uskyldig.

18. Hvad må vi bevare, så vor dåb kan blive en dåb til frelse, og på hvilken måde kan vi svare vore fjender, der kræver os til regnskab?

¹⁸ Skal vor dåb til den større Noa blive os til frelse, så må vi bevare den indre bevidsthed om, at vi står ulastelige i overensstemmelse med Guds love og befalinger. Skulle du blive tilsagt til at møde og forsvare dig for kommunistiske og totalitære myndigheder, der forlanger at kende grunden til det håb, ved hvilket du lever, så kan du se dem frit i øjnene. Du kan føle dig fri for frygt og svare dem med det mod, som din egen uskyldighed og Guds godkendelse giver dig.

19. Hvordan vil vi bevare en god samvittighed ind for Gud, når fjender bagtaler os?

¹⁹ „Bevar en god samvittighed,“ siger Peter, „så at i den sag, hvori du bliver bagtalt, de må blive til skamme, som taler ringeagtende om din gode færd i Kristus. Thi det er bedre at lide, hvis det er Guds vilje, fordi du øver godt, end fordi du øver ondt. Selv Kristus døde een gang for alle for synder, en retfærdig for uretfærdige.“ (1 Pet. 3:16-18, NW) Gør vi dette, så kan vi, når vi stedes for Gud selv for at gøre regnskab, svare ham med en god samvittighed. Da vil han dømme os gunstigt gennem Kristus Jesus. Det kan også ske, at et oprigtigt menneske, som ser, at du er villig til at lide for at kunne bevare en god samvittighed ind for Gud, vil få et godt indtryk og få øjnene op for, at din Gud er den levende og sande Gud, og derpå vil vende sig til ham om frelse.

20. a) Hvorfor beror vor dåb til frelse hos Kristus som følge af hans stilling? b) Hvad vil vi blive skjult for, når Jehova udøser sin vrede og døber med ilddåben?