Mindemåltidet — er du berettiget til at deltage?

„Enhver bør kunne sige god for sig selv efter kritisk undersøgelse, inden han spiser af brødet og drikker af bægeret.“ — 1 Kor. 11:28, NW.

Hvert år tidligt på foråret har nationerne set religiøse måltider blive fejret af visse trossystemer, måltider, der synes at have noget tilfælles. I år spiser jøderne deres påskemåltid onsdag aften, den 9. april, og katolikkerne og protestanterne fejrer langfredag den 11. april, mens de græsk-katolske systemer fejrer højtiden den påfølgende fredag, den 18. april.

Tusinder af kredse af Jehovas vidner jorden over i 121 forskellige lande fejrer mindemåltidet om Kristi død torsdag aften, den 10. april. Grunden til, at den jødiske højtideligholdelse og deres højtideligholdelse, som bekender at være kristne, falder så nær sammen, er den, at aftensmåltidet til minde om Kristi død blev indstiftet påskeaften, lige efter at Jesus og hans trofaste apostle havde nydt påskemåltidet, da de jo alle var jøder efter kødet. Der gav Jesus Kristus sine efterfølgere anvisning på at holde højtid hvert år på årsdagen. Jehovas vidner adlyder nøje hans påbud og fejrer mindehøjtiden på årsdagen derfor, nemlig den fjortende dag i den jødiske måned nisan, hvorimod de katolske og protestantiske sekter fejrer højtiden på ugedagen, fredagen, der falder nærmest den 14. nisan, da det var på en fredag, at Kristus blev naglet til pælen på Golgata for at dø martyrdøden.

 1, 2. Hvilket spørgsmål rejser der sig, og hvad råder Paulus os til?

AT DELTAGE eller ikke at deltage — er spørgsmålet. Katolikker og protestanter, kristne og ikke-kristne, I må hver især tage stilling til dette spørgsmål i forbindelse med Herrens mindemåltid. Følgende er apostelen Paulus’ råd til os alle:

² „Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han skulle overgives, tog et brød og efter at have takket derfor brød det og sagde: Dette betyder mit legeme, der er til jeres gavn. Vedbliv med at gøre dette til minde om mig. Det samme gjorde han med bægeret efter at have nydt aftensmåltidet, idet han sagde: Dette bæger betyder den nye pagt ved mit blod. Vedbliv med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig. Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser brødet eller drikker bægeret uværdigt, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver bør kunne sige god for sig selv efter kritisk undersøgelse, inden han spiser af brødet og drikker af bægeret. For den, som spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, dersom han ikke giver agt på legemet. Det er derfor, mange iblandt jer er svage og syge og adskillige sover i døden. Men dersom vi ville skønne, hvad vi selv er, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes, tugtes vi af Jehova, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden. Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise det, så vent på hverandre. Dersom nogen er sulten, lad ham spise hjemme, at I ikke skal komme sammen til dom.“ — 1 Kor. 11:23-34, NW.

 3, 4. Hvilke spørgsmål kan der stilles til åndeligt syge, og hvorfor?

³ Er du blandt dem, om hvem Paulus på sin tid sagde, at de sov i døden, mens mange andre var svage og syge, åndeligt talt? Når vi stiller dette spørgsmål, er det, fordi hundreder millioner fejrer Herrens aftensmåltid eller nadverens sakramente, som de kalder det, under en eller anden form, men hvordan forholder det sig med deres åndelige tilstand? Disse hundreder millioner af katolikker og protestanter i kristenheden er åndeligt syge og meget svage i kristen tro og gerning. Mange er endog åndeligt døde, når det drejer sig om at tage imod og blive vakt til live af det herlige budskab om Guds rige, som Jehovas vidner nu forkynder i hele verden i dag. Deres sociale, moralske og religiøse tilstand stemmer overens med den beskrivelse, apostelen Paulus udmaler i disse ord:

⁴ „Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, hensynsløse, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, uden selvbeherskelse, rå, uden kærlighed til det gode, forrædere, egensindige, opblæste af indbildskhed, lystens venner snarere end Guds venner, de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. . . . Onde mennesker og bedragere vil gå fra ondt til værre; de fører vild og føres vild.“ — 2 Tim. 3:2-5, 13, NW.

 5, 6. a) Hvad betyder denne forværrede tilstand i kristenheden, og hvad er årsagen til vanskelighederne? b) Hvilket spørgsmål må vi afgøre for at undgå at nedkalde dom over os?

⁵ Denne tilstand forværres i kristenheden fra år til år. Hvad betyder dette? Det betyder, at de „sidste dage“ er kommet for kristenheden og for denne verden. Ja, og alle, som forbliver i denne lave åndelige tilstand, står ansigt til ansigt med den universelle krig, Harmagedon, der vil gøre en ende på dette verdslige tingenes system. Apostelen indleder nemlig denne beskrivelse med ordene: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider.“ De fleste af disse religionsdyrkere, der har gudsfrygts skin, vil i det mindste een gang om året, på deres langfredag, gå til alters. Hvad er nu årsagen til deres faretruende dårlige åndelige helbred? Den samme apostel stiller diagnosen for, hvad der egentlig er i vejen med dem, og siger i sin omtale af Herrens aftensmåltid: „Enhver bør kunne sige god for sig selv efter kristisk undersøgelse, inden han spiser af brødet og drikker af bægeret. For den, som spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, dersom han ikke giver agt på legemet.“ Der ligger vanskeligheden! „Det er derfor, mange iblandt jer er svage og syge og adskillige sover i døden.“ — 1 Kor. 11:28-30, NW.

⁶ De forstår ikke betydningen af mindemåltidets symboler, som Jesus brugte. De påskønner ikke og tager ikke ansvaret for nydelsen af disse symboler alvorligt, end ikke udadtil. Derfor fornægter de den sande gudsfrygts kraft i deres liv og er i denne henseende svage og sygelige, om de ikke allerede sover i en dødlignende søvn. Årsdagen for Herrens aftensmåltid nærmer sig. Den skal højtideligholdes, „indtil han kommer“. Vil du deltage, eller er du værdig til at deltage i dette mindemåltid sammen med Kristi efterfølgere? Er du under Herrens befaling forpligtet til at deltage deri eller til at undlade at deltage? Det er det spørgsmål, hver enkelt må afgøre med sig selv efter kritisk selvransagelse. Deltagerne må være vågne, for så vidt det gælder om at agte på Herrens legeme, og påskønne, hvad det betyder for dem at nyde mindemåltidets symboler. Ellers vil de deltage deri til dom for sig selv.

Forskel i opfattelse

 7, 8. Hvilken følge af forskellige opfattelser viser et dårligt åndeligt helbred, og hvilke ord er årsagen til den store strid?

⁷ Forskel i opfattelse af, hvad mindemåltidets symboler betyder, har været årsag til megen religiøs splittelse, til stridigheder, ja, endog til religionskrige og forfølgelser, under hvilke menneskeblod er blevet udgydt og rystende ukristelige grusomheder er blevet begået. Alt dette tyder på meget dårligt åndeligt helbred, der skyldes manglende forståelse af Herrens legeme. Den store strid vedrørende ordenes betydning har ført til alle slags ugudelighed. For at vi kan have os beretningen om Jesu ord for øje og de forrettigheder, som han betroede sine efterfølgere, skal vi her citere beretningen om hans indstiftelse af mindeaftensmåltidet for sine sande disciple:

⁸ „Og disciplene gjorde, som Jesus bød dem, og de gjorde alt rede til påsken. Da det nu var blevet aften, lå han til bords med de tolv disciple . . . Mens de fortsatte med at spise, tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brød han det, og idet han gav det til sine disciple, sagde han: Tag, spis. Dette betyder mit legeme. Han tog også et bæger, og efter at have takket gav han det til dem, idet han sagde: Drik alle af det; thi dette betyder mit „pagtsblod“, der skal udgydes for mange til forladelse af synder. Men jeg siger jer, jeg skal på ingen måde drikke af vintræets produkter, indtil den dag da jeg skal drikke den ny med jer i min Faders rige.“ — Matt. 26:19-29, NW; Mark. 14:22-25.

 9. Hvorfor vil mange gøre indvending imod den anførte oversættelse, og hvad holder de fast ved og påstår?

⁹ Mange vil sikkert gøre indvending imod oversættelsen, der her er citeret. Hvorfor? Fordi den lyder: „Dette betyder mit legeme“, „dette betyder mit blod“, og det til trods for, at Moffatts oversættelse lyder: „Dette betyder mit legeme“, „dette betyder mit blod“, og Chas. B. Williams’ oversættelse gengiver ordene: „Dette repræsenterer mit legeme,“ „dette repræsenterer mit blod.“ (Se også fodnoten til Weymouths oversættelse af Mattæus 26:26) De, som gør indsigelse, vil hævde, at dette er fortolkning eller udlæggelse og ikke oversættelse. De holder fast ved læsemåden i den katolske Douay-oversættelse eller den protestantiske King James oversættelse eller Luthers oversættelse, der alle lyder: „Dette er mit legeme,“ „dette er mit blod.“ De påstår, at der ved Jesu udtalelse af disse ord fandt en væsensforandring sted i det usyrede brød og vinen, som han så uddelte.

10. Hvad påstår præsteskabet vedrørende transsubstantiation, og hvad foregiver de dermed at skabe og ofre?

¹⁰ Det katolske præsteskab fastholder læresætningen om transsubstantiation, det vil sige, at brødet og vinen bogstaveligt forvandledes i substans og blev Jesu kød og blod, da han sagde disse ord. Den ortodokse eller græsk-katolske kirke kalder også dette transmutation. Men de hævder, at det er den hellige ånd, der forvandler brødet og vinen til Jesu bogstavelige kød og blod, og ikke den ortodokse præst, der helliger brødet og vinen, der bruges. Præsten beder over symbolerne om, at den hellige ånd må frembringe denne mirakuløse forvandling. Det romersk-katolske præsteskab hævder, at det er den tjenstgørende præst, der på mirakuløs vis forvandler oblaten og vinen til menneskekød og -blod ved at udtale ordene, som Jesus sagde, dengang han gav disse symboler til sine trofaste apostle. Eftersom præsterne i kraft af deres tro på en treenighed påstår, at Jesus er den almægtige Gud, kalder de Gud ned fra himmelen og til deres messealter og skaber ham til at ofres. Gud er således deres skaberværk, og nu er det dem, som tilvejebringer offerdøden, og ikke de romerske soldater, som på befaling af Pontius Pilatus og under tilskyndelse af de jødiske præster og skriftkloge og Sanhedrinet gjorde det for nitten århundreder siden.

11. Hvad læres der om „messen“, og hvorledes bringer dette Gud i en underordnet stilling og gør folket afhængigt?

¹¹ I sin definition af ordet „messe“ siger The National Catholic Almanac af 1948: „Messen er den ublodige fornyelse af vor Herres offer på korset.“ Spørgsmål 365 i A Catechism of Christian Doctrine (En katekismus for kristen lære, den reviderede udgave af Baltimore Katekismus), udgivet i 1949, lyder: „Hvem sagde den første messe?“ Der svares: „Vor guddommelige Frelser sagde den første messe ved den sidste nadver, aftenen før han døde.“ I dag gives i den romersk-katolske kirke almindeligvis kun brødet til menigheden. Som undskyldning for, at lægfolk kun får tildelt brødet, svarer denne katekismus således til spørgsmål 366: „(b) Det er ikke påkrævet, at vi modtager vor Herres legeme og blod i form af både brødet og vinen. Kristus er fuldstændigt til stede i form af brødet og også fuldstændigt til stede i form af vinen. Derfor modtager vi ham helt og fuldstændigt i form af brødet alene eller i form af vinen alene. (c) I nogle af de østlige kirker modtager de troende den hellige kommunion i form af både brød og vin. I de vestlige kirker modtager de troende kommunionen gennem brødet alene.“ Da sådanne læresætninger begrænser magten til at fremkalde transsubstantiation til de religiøse præster, ophøjer de dem til at have Gud selv i deres magt. Det gør menigheden fuldstændig afhængig af præsterne, således at lægfolk ikke kan fejre Herrens aftensmåltid, hvis der ikke er nogen præst til stede.

12. Hvad er konsubstantiation, og hvad tilkendegiver, at dette og transsubstantiation er manglende forståelse af Herrens legeme?

¹² Mange protestanter tror på konsubstantiation, hvilket vil sige, at brødet og vinen stadig forbliver brød og vin, men at den person, som får del i det, som følge af, at det er blevet helliget af den fungerende præst, modtager Jesu Kristi sande legeme og blod sammen med (con) brødet og vinen. Ligesom transsubstantiation kræver dette en stor tro, for den, som nyder disse symboler, smager og ser stadig kun bogstavelig brød og vin. Kan dette virkelig være det, som menes med at give agt på Herrens legeme? Alle disse former for højtideligholdelse med konsubstantiation eller transsubstantiation siges at udvirke megen nåde. Men hvis de udgør den rette given agt på Herrens legeme, hvorfor er de så ikke ledsaget af denne guddommelige nåde? Hvorfor er folkenes åndelige tilstand i kristenheden så svag, så sygelig, ja død? Kristenhedens religiøse sekters sande tilstand er en benægtelse af, at de i sandhed agter på Herrens legeme, for den store åndelige nåde, hvis manifestation var at forvente, mangler i beklagelig grad. Havde disse hundreder millioner, der går til alters i kristenheden, agtet på Herrens legeme og bragt deres livførelse i harmoni dermed, så ville to verdenskrige aldrig have hærget kristenheden, og heller ikke alle de andre blodige stridigheder, der er udkæmpet gennem århundreder i selve kristenhedens hjerte. At transsubstantiation og konsubstantiation, der har givet anledning til disse stridigheder, ikke er apostolske og derfor ukristelige, ses ganske klart, når vi undersøger dem i lyset af Den hellige Skrift.

Tyder noget på en væsensforandring?

13. Hvilke ord viser, at brødet ikke blev offerkød, og at vinen var stadig vin?

¹³ Lad os undersøge Jesu egne ord. Den katolske Douay-oversættelse siger: „Og han tog brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.“ (Luk. 22:19, Dy) Dersom han havde ment, at brødet var blevet forvandlet til hans kød, ville han snarere have sagt: Gør dette som et offer af mig. I stedet sagde han „til ihukommelse af mig“, som en antydning af, at brødet stadig var brød og blot et symbol på hans legeme. Vi ser det samme gøre sig gældende i forbindelse med vinen. Mattæus 26:27-29 (Dy) lyder: „Han tog kalken og takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf; thi dette er mit blod, den nye pagts blod, der SKAL udgydes for mange til syndernes forladelse. Og jeg siger jer, fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny med jer i min Faders rige.“ (Mark. 14:3-25, Dy) Læg mærke til, at Jesus her tilkendegav, at vædsken i kalken stadig var bogstavelig vin, for han sagde: „Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt“, og ikke: Fra nu af er dette blod.

14. Hvilken anden omstændighed viser, at vinen ikke var blevet til Jesu blod?

¹⁴ En anden omstændighed, der viser, at det ikke var hans blod, er denne, at Jesus sagde: „Dette er mit blod, den nye pagts blod, der SKAL udgydes.“ Dette viser tydeligt, at hans blod ikke da blev udgydt ved transsubstantiation, og ved at apostlene hældte det ned i deres hals. Det er ikke kun Douay-oversættelsen, men også den originale latinske Vulgata, hvorfra den er oversat, der, lyder således. Mgr. R. A. Knox’ oversættelse af 1943 Siger „skal udgydes“. Og i Lukas 22:19 gengiver Knox ordene med: „Dette er mit legeme, der skal gives for jer.“ New World Translation lyder også: „der skal udgydes“, og „der skal gives for jer“, som angivelse af noget fremtidigt, nemlig da Jesus blev hængt på marterpælen på Golgata. Med sine ord mente Jesus derfor ikke, at brødet og vinen var hans eget kød og blod, lige så lidt som Paulus mente, at Jesus var en bogstavelig klippe, da han sagde: „De drak af den åndelige klippe, som fulgte dem: og klippen var Kristus.“ (1 Kor. 10:4, Dy) Klippen, hvoraf israelitterne drak, var kun et billede eller symbol på Kristus. På samme måde er mindemåltidets symboler symboler på Kristi legeme og blod.

15. Hvilken slags blod måtte det være, dersom en forvandling fandt sted? Hvorfor?

¹⁵ Skulle vinen i bægeret have været blod, måtte det have været syntetisk blod, som vinen, dengang Jesus forvandlede vandet ved bryllupsfesten i Kana til vin, var syntetisk vin, for den kom ikke direkte fra et vintræ. Jesus sagde, at vinen i mindemåltidets bæger var vintræets frugt. Den kom fra et vintræ og ikke fra Jesu blodårer. Ved et mirakel kunne det kun være blevet til syntetisk blod, for Jesus havde stadig sin normale blodmængde i sit legeme. Når vi tænker på de tusinder af kirkebygninger, hvor messen bliver celebreret daglig året rundt, så må der jo tilvejebringes mere „blod“, end et normalt menneske kunne yde på en dag eller der kunne aftappes til blodtransfusioner. Skal teorien om messen holde stik, så må Jesus være et stort blodreservoir, der kan tappes ligesom en blodbank og overføres til altergængere via alterkalken. Dette er fuldstændig urimeligt. Det er sikkert grunden til, at præsteskabet siger, at det er et mysterium, ja, det er et mysterium, hvordan det kunne være sandt.

16. Hvad gør præsteskabet sig skyldig i med deres messe, og hvorfor kan et ublodigt offer ikke borttage synder?

¹⁶ Ved selve deres teori gør præsteskabet sig skyldig i at udgyde Kristi blod på ny. Nogle katolikker er blevet skræmt fra at smage, hvorvidt det brød, de får i munden, virkelig er kød, idet de er blevet advaret om, at der, hvis de ikke synker oblaten, men beholder den i munden og tager den ud, når de er kommet uden for kirken og så stikker en nål i den, vil komme blod ud af den. Og dog er den katolske definition af messen, at den er en „ublodig fornyelse“ af Kristi „offer“. Hvis den er ublodig, hvorledes kan den så udvirke det, der påstås, nemlig forlade synder? Apostelen siger: „Næsten alt bliver, ifølge Loven, renset med blod, og uden udgydelse af blod er der ingen forladelse.“ — Hebr. 9:22, Dy; Knox.

Imod genløsningen

17, 18. Hvorfor kunne det forvandlede brød og vin ikke være Jesu offer og tilvejebringe genløsning og syndsforladelse?

¹⁷ Hvorledes kunne brødet og vinen på messealteret være Jesu offer, selv om det blev forvandlet til kød og blod ved den hellige ånd eller ved præstens magiske ord? Brødet kunne i bedste fald repræsentere den samme vægt i menneskekød, og vinen den samme mængde menneskeblod, hvilket på ingen måde ville udgøre den mængde kød og blod, der er i et normalt menneskelegeme. Men Jesus Kristus ofrede et helt, fuldstændigt og fuldkomment menneskelegeme med dets fulde blodindhold. Messens brød og vin kunne højst udgøre en ubetydelig del af legemet og blodet.

¹⁸ Et brudstykke eller en lille del kunne ikke være antageligt i Guds øjne som en genløsning for syndere. Angående de krav, der stilles til en genløsning, da siger Guds retfærdige og fuldkomne lov, givet ved hans profet Moses: „Kræv liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (5 Mos. 19:21, Dy; 2 Mos. 21:23-25) Adam, Guds fuldkomne menneskesøn i Eden, syndede og forspildte for sig selv og sit fremtidige afkom livet som fuldkomne mennesker og enhver ret dertil. Jesus sagde, at han var kommet for at „give sit liv som løsesum for mange“. Det stod i hans magt at gøre dette, fordi han var et fuldkomment menneske med fuld ret til liv som menneske; han var således den „sidste Adam“. Ved at nedlægge alle disse menneskelige værdier som et offer tilvejebragte han den tilsvarende løsesum. Apostelen fortæller os: „Der er een Gud, og een mellemmand mellem Gud og mennesker, Kristus Jesus, selv et menneske, der gav sig selv som en løsesum for alle.“ (Matt. 20:28; 1 Kor. 15:45 og 1 Tim. 2:5, 6, Catholic Confraternity-oversættelsen) En genløsning krævede et fuldstændigt offer, ikke en mindre del deraf, og vægten, størrelsen og mængden af brødet og vinen kunne ikke ved transsubstantiation svare til mere end en del af det offer, der krævedes. Det kunne aldrig være en tilstrækkelig løsesum for menneskeheden og tilvejebringe genløsning og tilgivelse af synder.

19. Hvad betyder teorien om messen med henblik på Jesu oprindelige offer og på den nye pagt, og hvorfor må den derfor være urigtig?

¹⁹ Men præsteskabet siger, at det er nødvendigt at ofre Jesus daglig ved messen, så der kan skaffes syndsforladelse for synder begået af en katolik, efter at han er blevet et konfirmeret medlem af kirken. Dette ville betyde, at det offer, Jesus tilvejebragte på Golgata, var utilstrækkeligt, mangelfuldt og havde gentagelse nødig. Dersom det er nødvendigt for at opnå tilgivelse af vore daglige synder, at Kristi offer gentages ofte, så må det betyde, at også den „nye pagt“ må fornyes ved det gentagne offer af Frelseren. Om det ene offer ikke var gyldigt for synders forladelse, så er heller ikke den nye pagt gyldig, ifølge hvilken Gud tilgiver synder og ikke mere kommer dem i hu. Husk, hvad Jesus sagde vedrørende vinen: „Dette bæger er den nye pagt i mit blod.“ (Luk. 22:20, Cath. Confrat.) Men en sådan fornyelse af den nye pagt er ubibelsk. Den gamle lovpagt, som Gud indgik med Israel med Moses som mellemmand, blev afløst af den nye pagt med Jesus som mellemmand. Indvielsen af den gamle mosaiske lovpagt var et billede på indvielsen af den nye pagt ved den herliggjorte Jesus på pinsedagen i året 33 e. Kr. Den gamle lovpagt blev ikke indviet og fornyet hvert år med nye ofre. Det ene hold ofringer, som Moses frembar ved Sinaj, var tilstrækkeligt for hele denne lovpagts levetid. Dengang sagde mellemmanden Moses: „Dette er pagtens blod, som Gud har befalet jer.“ (Hebr. 9:17-20, Cath. Confrat.) Den nye pagt har altså heller ikke fornyelse nødig ved nye ofre. Messeofret menes ved hver højtideligholdelse at tilvejebringe nyt „pagtsblod“. Derfor må denne teori være urigtig.

20, 21. Hvorfor kunne Jesus ikke dø igen, og hvad benægter messen vedrørende hans oprindelige offers værdi?

²⁰ Hvordan kunne Jesus Kristus ofres igen, ja, blot een gang mere? Apostelen Paulus skriver til os: „Kristus er opvakt fra døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere herre over ham. Thi den død, han døde, døde han een gang for alle bort fra synden, og det liv, han lever, lever han for Gud.“ (Rom. 6:9, 10) I kraft af udødeligt liv lever han videre og kan således være mellemled for de trofaste troende, til deres løsladelse fra synd fuldt ud er tilendebragt. Hans udødelighed, som han modtog ved sin opstandelse fra døden, hindrer ham i nogen sinde at dø igen. Han kan nu være ypperstepræst til evig tid, fordi han har „sin kraft fra et uopløseligt liv.“ Som apostelen siger om ham: „Så har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever [ikke: altid dør], så han kan gå i forbøn for dem. En, der ikke som de andre ypperstepræster hver dag har nødig at bringe ofre først for sine egne synder, og så for folkets; thi det gjorde han een gang for alle, da han ofrede sig selv.“ — Hebr. 7:16, 24, 25, 27.

²¹ Kristi Jesu ene offer har gyldighed nok til at gælde i alle tilfælde for menneskehedens synder, til disse til sidst bliver udslettet. Teorien om messen benægter denne bibelske sandhed.

22. Hvordan viser forsoningsdagens ofringer, at messen, fordi den stadig må gentages, ikke borttager synder?

²² Hvorfor den gør det, fremgår af de jødiske ofre under Israels lovpagt. Hvert år på forsoningsdagen måtte ofringen af tyren og Jehovas buk finde sted på ny, og deres blod måtte bæres ind i det allerhelligste og stænkes foran sonedækket. Hvorfor? Fordi disse ofre ikke var menneskeofre og aldrig kunne borttage menneskers synder eller frigøre menneskers samvittighed for syndeskyld. Havde de virkelig renset menneskers samvittighed for syndsbevidsthed, ville de have ophørt med at frembære dem. „Thi Loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse. Ville man ellers ikke have holdt op med at frembære dem, når de, som dyrker Gud med dem, een gang var rensede og deres samvittighed ikke mere var tynget af synder? Men ofrene bringer netop år efter år ihukommelse af synder. Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder.“ (Hebr. 10:1-4) Selve den omstændighed, at katolikker har en bevidsthed om synd, der kræver, at de overværer en gentagelse af messen, beviser, at det såkaldte „messeoffer“ ikke borttager deres synder mere end disse tyre- og bukkeofringer gjorde det for israelitterne.

23. Hvorfor har Jesus ikke nødig at komme ned fra himmelen for atter og atter at blive ofret?

²³ Men Kristi ene offer, ofringen af hans fuldkomne menneskeliv, bringer den troende retfærdiggørelse og en samvittighed renset for synd. Jesus har derfor ikke nødig at komme ned fra himmelen ved ethvert vink fra den katolske præst, hver gang han siger messen, og ad syntetisk vej frembringe kød og blod til at ofres, spises og drikkes på kannibalsk vis af præst og menighed. Som ypperstepræst er Jesus ikke underlagt nogen præst på jorden. Hvordan skulle han ellers være ypperstepræst? Fyrretyve dage efter sin opstandelse fra de døde steg han op til himmelen og tog sæde ved Guds højre hånd. Da han frembar et fuldkomment og fyldestgørende offer for Gud, er han ikke nødsaget til at forlade sin plads og stige ned for igen at blive kød og blod, der skal ofres. Han kan forblive der og vente til Guds bestemte tid til opfyldelsen af sit løfte, der står optegnet i Salme 110:1-4: „Jehova sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder! Fra Zion udrækker Jehova din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender! . . . Jehova har svoret og angrer det ej: Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.“ Uden afbrydelse ventede han derfor i himmelen til „endens tid“ for denne verden, og den begyndte i 1914.

24, 25. Hvorledes beviser apostelen dette i Hebræerne 10:10-18, og hvorfor er kun det ene offer nødvendigt?

²⁴ Læg mærke til, hvorledes apostelen bruger dette som bevis for, at Jesus ikke har gentaget sit offer, fordi det ikke var nødvendigt, da hans første og eneste offer har gyldighed, så længe mennesker synder. I Hebræerne 10:10-18 siger han: „Og i den [Guds vilje] er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme een gang for alle er blevet ofret. Og alle andre præster står daglig og forretter deres tjeneste og frembærer gang på gang de samme ofre, som dog aldrig formår at borttage synder. Men han har frembåret eet offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans fjender skal lægges som en skammel for hans fødder. Thi med eet eneste offer har han for bestandig ført dem, der helliges, til fuldendelse. Også den hellige ånd vidner for os herom; thi efter at Herren har sagt: Dette er den pagt, som jeg i dagene herefter vil oprette med dem, siger han: Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind, og deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere komme i hu. Og hvor synderne er tilgivet, behøves der ikke mere noget offer for synd.“

²⁵ Synder, forladt af Gud efter den nye pagt, er virkelig udslettet, og de, som helliges, fuldkommes ved det „eneste offer“, „Jesu Kristi legeme“, der „een gang for alle er blevet ofret“. Det er derfor på ingen måde nødvendigt, at Jesu „pagtsblod“ skulle udgydes blot een gang til. Der er ikke brug for noget andet offer for synd, end det Jesus bragte på Golgata.

Afsløringen af et stort bedrag

26. Hvorledes viser messen sammenlignet med forsoningsdagens ofre de romersk-katolske præsters syn på Jesu offer?

²⁶ Den jødiske ypperstepræst måtte kun een gang om året, på forsoningsdagen, ofre en tyr og en buk for hele Israels folk i eet bestemt tempel i Jerusalem. Ejendommeligt nok føler de romersk-katolske præster sig forpligtet til at bringe messeofferet 365 eller 366 dage om året og flere gange om dagen på mange altre og ikke i byen, kaldet med Guds navn, Jerusalem. Ganske øjensynlig tror de ikke, at Jesu ene offer var det årlige jødiske sonoffer overlegent, der ikke kunne borttage synder. Men uanset dette kan deres „messeoffer“ ikke bringe genløsning eller syndsforladelse for altergængerne af endnu en anden vægtig grund.

27, 28. Af hvilken anden vægtig grund borttager messen ikke synd?

²⁷ Hvilken? Denne: at præsten, der gør krav på at bryde Jesu legeme på ny og at udgyde hans blod på ny, ikke stiger op til himmelen med offeret og frembærer det for Gud på sine egne og sine sognebørns vegne. Selv i Jesu tilfælde var det ikke tilstrækkeligt, at han bragte sit offer her på jorden. Jesus måtte også stige op og frembære sit offer for Gud i himmelen. Han tog ikke sit menneskelegeme med sig til Kongens trone deroppe, thi „kød og blod kan ikke have nogen del i Guds rige“. (1 Kor. 15:50, Cath. Confrat.) Når den jødiske ypperstepræst på forsoningsdagen gik ind i templets allerhelligste, der var et billede på Guds nærværelse, medbragte han ikke tyrens og bukkens kroppe. Han tog kun blodet, da det repræsenterede livet. Således tog heller ikke Jesus sit kødelige legeme med op i himmelen for Guds åsyn. Han tog dette menneskelivs fortjeneste eller værdi, symboliseret ved blodet. Han frembar dette for Gud som et genløsningsoffer til fjernelse af synd. (Hebr. 13:11, 12; 3 Mos. 17:11-14; 16:14-16) Ved at frembære sit offer i himmelen lagde han grundvolden til den kommende nye retfærdsverden. Derfor er det ikke mere nødvendigt for ham at lide atter og atter som et offer. Vi læser:

²⁸ „Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse. Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os. Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten [i Israel] år for år gik ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu er han een gang, for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden. Og så vist som det er menneskenes lod een gang at dø og derefter dømmes, således skal også Kristus, efter [hvor mange gange?] een gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham.“ — Hebr. 9:23-28.

29. Hvorfor gør Kristus Jesus det nødvendigt for den katolske præst selv at fuldføre sit messeoffer?

²⁹ Efter hele dette inspirerede vidnesbyrd fra Bibelen ses det, at Jesus betragtede sit ene offer for nitten århundreder siden som fyldestgørende. Han anerkender derfor ikke messeofferet som en uundværlig tilføjelse til sit ene fuldkomne offer og frembærer det følgelig heller ikke for Gud. Skulle det frembæres for Gud, så måtte den katolske præst, der celebrerer messen, selv efterligne Jesus og stige op til himmelen for at frembære det for Guds åsyn. Da den syndige præst ikke formår dette, kan hans messeoffer ikke bringe forladelse for synder for katolikker.

30. Hvorledes betragter Gud messeofferet, og hvad agter han at gøre?

³⁰ Betragter Gud, der allerede har taget imod sin ypperstepræsts, Jesu Kristi, fuldkomne og fyldestgørende offer, et sådant messeoffer med velvilje? Nej, aldrig. Han afskyr det som et stort bedrag øvet imod den katolske befolkning og som en bespottelse imod sin elskede søns, Jesu Kristi, fuldgyldige offer. I Harmagedonslaget vil Gud bringe denne forvrængning af mindemåltidet og af Kristi offer til ende ved at tilintetgøre det religiøse system, der er ophav til denne bedrageriske vederstyggelighed. „De ondes ofre er vederstyggelige, fordi de ofres i ondskab.“ (Ordsp. 21:27, Dy) At de klæder sig i en menneskegjort præsteuniform forandrer ikke sagen.

Den apostolske forklaring

31. Under hvilken synsvinkel har kristenheden søgt at betragte Herrens legeme, og hvad har dette haft til følge for verden?

³¹ Af det foregående kan vi se, at kristenhedens katolikker og protestanter ikke „giver agt på legemet“, og dette hjælper os til at indse, hvorfor hele det religiøse system er skrøbeligt, svagt, sovende og sygt til døden. (1 Kor. 11:29, 30) Virkningen kan spores tilbage til bestemte årsager. Kristenheden er sunket ned på dette lave åndelige niveau, fordi den i forbindelse med sin kommunion, altergang eller Herrens nadver har fæstet opmærksomheden for meget ved Jesu Kristi bogstavelige kød og blod. Den har ikke fulgt den apostolske forklaring af Herrens aftensmåltid. Af alle Bibelens forfattere giver ingen større oplysning om dette måltid end apostelen Paulus. Det er rigtigt, at Mattæus, Markus og Lukas hver især beretter om, hvorledes aftensmåltidet gik for sig, men de kommer ikke med nogen forklaring derpå. Paulus derimod både beretter om Herrens aftensmåltid og kommer med mange forklarende kommentarer dertil i sit første brev til korinterne. Af hensigten bag hans kommentarer kan vi forstå, hvorfor vi, dersom kristenheden rettelig havde agtet på Herrens legeme, ikke ville være truet af flere verdenskrige.

32, 33. Hvorledes anvender Paulus Jesu ord ved mindemåltidet, og hvilket „legeme“ hentyder Paulus til?

³² Kristenhedens præsteskab påstår, at Paulus i sin kommentar støtter den bogstavelige anvendelse af Jesu ord: „Dette er mit legeme,“ „dette er mit blod, den nye pagts blod“. En ærlig undersøgelse af Paulus’ kommentarer vil vise, at præsteskabets påstand er falsk. Ifølge Moffatts oversættelse siger Paulus: „Lad et menneske prøve sig selv; så kan han spise af brødet og drikke af bægeret. Thi den, som spiser og drikker uden den rette forståelse af Legemet, spiser og drikker til sin egen fordømmelse. Derfor er mange iblandt jer syge og svagelige og adskillige endog døde.“ Hvilket „legeme“ er det, Paulus her taler om? Naturligvis om „Kristi legeme“, der består af medlemmerne af hans menighed, hvis hoved han er: „Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer.“ (1 Kor. 11:28-30; 12:27) Denne forståelse bekræftes af, hvad Paulus yderligere siger i dette brev. Disse skriftsteder lyder i katolsk oversættelse:

³³ „Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab om Kristi blod? Og brødet, vi bryder, er det ikke delagtighed i Herrens legeme? Fordi brødet er eet; er vi skønt mange eet legeme, alle vi, som har del i dette ene brød.“ (Cath. Confrat.) „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er det ikke samfund med Kristi blod? Og brødet, som vi bryder, er det ikke delagtighed i Herrens legeme? For vi, skønt mange, er eet brød, eet legeme: alle som har del i eet brød.“ — 1 Kor. 10:16, 17, Dy.

34. Hvad må den agte på eller anerkende, som spiser af mindemåltidets brød, for ikke at nedkalde dom over sig?

³⁴ Enhver, som har del i brødet ved mindemåltidet, må agte på eller anerkende, at der er en sådan organisation eller menighed, der er „Kristi legeme“. Hvad mere er, han må prøve eller kritisk undersøge sig selv for at bevise over for sig selv, at han er et medlem af Kristi legeme, at han er et medlem af den menighed af kristne, der helt har indviet sig til Gud og er avlet af Gud som hans åndelige børn, salvede med hans hellige ånd til at være forkyndere og medarvinger med Jesus, og trofast holder sig til Jesus som deres menigheds eller legemes eneste hoved. Gør han det, bekender han ved at spise af mindemåltidets brød, at han også har del i „Herrens legeme“, det vil sige, at han er et lem på det. Derfor spiser han det ikke i hykleri eller uden agtelse og nedkalder ikke guddommelig dom over sig.

35. Hvad bekender en sådan vedrørende den nye pagt, når han drikker mindemåltidets vin?

³⁵ Når en sådan selvransagende kristen drikker af mindemåltidets vinbæger, bekender han, at Jesu blod var midlet, der gjorde Guds nye pagt gyldig, og at denne nye pagt er midlet, der udvirker tilgivelse af synder, og ved hvilket et folk tages ud af alle nationerne, så det kan være et folk for Guds navn og handle som Jehovas vidner. — Ap. G. 15:14; 2 Mos. 19:5, 6; 1 Pet. 2:9, 10.

36, 37. Hvad andet betyder mindemåltidets vin for den, som drikker deraf, og hvad er han besluttet på at gøre?

³⁶ En anden ting: Kristi udgydte blod betyder død, ikke blot for at en ny pagt kan blive stadfæstet over et dødt offer, men først og fremmest til herliggørelse af Jehovas overhøjhed, navn og ord. Det er denne død til herliggørelse af Jehova, at „Herrens legeme“, Kristi legemes lemmer, har del i. De er forenet med ham i en død, der ligner hans, begravet med ham i en fælles dåb til hans død, så de kan blive oprejst til himmelsk liv i ånd i en opstandelse, der ligner hans. „Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden . . . thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.“ — Rom. 6:3-5.