Kan troen gavne dig?

FOR at kunne besvare dette spørgsmål på rette måde, må vi først undersøge et andet spørgsmål: Hvad er sand tro? Hvor mærkeligt det end kan synes, er den almindelige opfattelse af „tro“ helt forskellig fra det Bibelen lærer. En velkendt ordbog rammer helt ved siden af når den definerer tro som „tiltro til en religions traditionelle læresætninger“ og „en fast overbevisning om noget der ikke er bevis for“. Hvorfor er denne definition ikke rigtig?

For det første er en religions traditionelle læresætninger ikke nødvendigvis sand lære. Det viste Jesus da han omtalte de skriftlærdes og farisæernes lære således: „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres tradition? . . . I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ (Matt. 15:3-9) De var ledere for en ’forvildet generation uden tro’, en generation der viste sin mangel på tro ved at dræbe Guds lovede Messias, „livets hovedformidler“. — Matt. 17:17; Apg. 2:40; 3:15.

For det andet er „en fast overbevisning om noget der ikke er bevis for“ lige det modsatte af sand tro. Det kan naturligvis være at ordbogen hentyder til synlige beviser. Men hvor der overhovedet ikke er noget bevis, kalder man med rette en sådan tro for overtro. Den er stik imod Bibelens definition af tro, som findes i Hebræerbrevet 11:1: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ Læg mærke til at troen har at gøre med virkeligheder, med noget der er sikkert og som der foreligger beviser for. Troen hviler på et fast grundlag, den bygger på en overflod af beviser.

Grundlaget for troen

I et andet af sine breve fremholder apostelen Paulus et kraftigt argument for at lægge tro for dagen. I Romerbrevet 1:20 siger han at Guds „usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed“. Med vore egne øjne kan vi se disse undere — stjernehimmelen, det vidunderlige skaberværk på jorden, naturens skønhed, hvori Mesterarkitektens kærlighed og visdom tydeligt kommer til udtryk. Når vi mediterer over dette skaberværk, hjælper det os til at opbygge en tro i lighed med den salmisten giver udtryk for i Salme 104:24: „Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom.“ Det er ikke en tro „der ikke er bevis for“.

Vores tro på Gud er imidlertid ikke begrænset til at vi anerkender hans eksistens og værdsætter hans storslåede skaberværk. Den indebærer også det enestående privilegium at vi kan opnå et personligt forhold til denne Gud og Skaber. Hvis vi vil søge ham, kan vi finde ham, idet „han ikke er langt borte fra en eneste af os“. (Apg. 17:24-27) At finde Gud og lære ham at kende vil give os en tilfredshed og glæde der ikke overgås af nogen anden menneskelig erfaring. Behager vi ham vil vi blive rigt belønnet. Og det kan vi gøre hvis vi har tro. Som apostelen skriver: „Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“ — Hebr. 11:6.

En Fader der har omsorg

Vores Gud og Skaber er den bedste af alle fædre. Over for profeten Moses beskrev han sig selv således: „[Jehova, Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.“ (2 Mos. 34:6, 7) Kunne vi forestille os at en Gud der er personliggørelsen af sådanne ophøjede egenskaber, ville undlade at holde sine løfter til sine skabninger her på jorden? Naturligvis ikke! Selv en ufuldkommen jordisk fader der har lovet sine børn noget, vil afgjort bestræbe sig for at give dem det han har lovet dem. Hvor meget mere vil vores himmelske Fader da ikke gøre det! Som Jesus sagde til sine tilhørere da han holdt sin bjergprædiken: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham?“ (Matt. 7:11) Vi kan have en urokkelig tro på at alle Guds løfter vil blive opfyldt på hans måde og når hans tid er inde. — Jos. 23:14.

Men hvad går disse løfter ud på? Det er ikke løfter der blot er blevet udtalt én gang. Guds løfter om det gode han vil gøre for hele menneskeheden, er blevet gentaget gang på gang i mere end 4000 år. De kan ikke sammenlignes med de løfter politikerne giver, for de siger ofte ét og gør noget andet. Guds løfter, derimod, er pålidelige. De vil med sikkerhed blive opfyldt, for de er udtalt i hans uforlignelige navn, Jehova. Et af sine mest storslåede løfter har han endog beseglet med en ed. „Da Gud ønskede i endnu rigere mål at vise løftets arvinger sit råds uforanderlighed, trådte han på denne måde til med en ed.“ — Hebr. 6:17.

Troen på Guds løfter

I det ellevte kapitel i Hebræerbrevet er Guds løfter uadskilleligt knyttet sammen med emnet tro. Den første troens mand i den bibelske beretning, Abel, kendte øjensynlig Guds løfte, der er omtalt i Første Mosebog 3:15, om en „sæd“ eller et afkom som viste sig at udgå fra Guds himmelske organisation af engle og som skulle gøre „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“, til intet. (Åb. 12:9) Abel ofrede nogle af de fedeste stykker af „sin hjords førstefødte“, hvilket var et passende billede på det offer den lovede „sæd“, „Guds lam“, ville bringe omkring 4000 år senere, for at løskøbe menneskeheden fra synd og død. På denne måde „frembar Abel [ved tro] et offer for Gud af større værdi end Kain gjorde“. — 1 Mos. 4:4; Joh. 1:29; Hebr. 11:4.

Så var der Enok, som også levede i tiden før Vandfloden. „Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden.“ Ikke sådan at forstå at han ikke døde, for i Første Korinterbrev 15:22 skriver Paulus: „Alle dør i Adam.“ Men Gud lod ham ikke erfare dødens kvaler. Enoks tro var tydeligvis grundlagt på kendskab til Guds løfter, for han havde kendskab til den dom Guds himmelske hærskare til sin tid skulle eksekvere for at fjerne alle de onde fra jorden. Enok udtalte således denne profeti: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ting som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ (Hebr. 11:5; 1 Mos. 5:21-24; Jud. 14, 15) I dag kan vi, ligesom Enok, vise tro på Guds løfte om at befri jorden for al ondskab.

Guds løftes pålidelighed understreges også af Noas levned. Der står: „Ved tro byggede Noa gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som endnu ikke sås, en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden, og han blev arving til den retfærdighed der er en følge af tro.“ (Hebr. 11:7) På samme måde er de der i dag tjener Jehova Gud i tro, ved deres livsførelse med til at fordømme en ond verden. Og deres tro er velbegrundet. „Menneskesønnen“, Jesus Kristus, sammenlignede Vandfloden med vores tid da han profeterede om „afslutningen på tingenes ordning“ og sagde: „Men om den dag og time ved ingen, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene. For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Matt. 24:36-39) Men indebærer vores tro ikke mere end en forventning om at den nuværende onde „tingenes ordning“ vil blive fjernet fra jorden? Jo, naturligvis.

Løftets „sæd“

Ordet „tro“ forekommer første gang i Bibelen i forbindelse med Abraham, der levede 2000 år efter Abel. Abraham „troede på Jehova; da tilregnede han ham det som retfærdighed“. (1 Mos. 15:6, NW) Abel, Enok og Noa havde vist tro på Jehovas løfte om en „sæd“ der skulle eksekvere dommen over Guds fjender, men Jehovas løfte til Abraham indebar endnu mere. Efter at Jehova havde prøvet Abraham for at se om han var villig til at bringe sin enestefødte søn, Isak, som offer, sagde han: „Jeg [vil] velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ — 1 Mos. 22:1-18.

Alle jordens folk vil altså blive velsignet gennem Abrahams „sæd“. Og hvem er denne „sæd“? Apostelen Paulus svarer: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans sæd. . . . ’Og til din sæd,’ som er Kristus.“ — Gal. 3:16.

Ved hvilket middel vil Kristus da velsigne alle jordens folk? Ved en ’regeringsby’. Abraham så i tro frem til denne lovede by: „Han ventede på byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud.“ (Hebr. 11:10) Det er en himmelsk by, i hvilken „Lammet“, Kristus Jesus, er indsat på tronen som konge. Og sammen med ham er der en gruppe medregenter som han har udvalgt blandt trofaste mennesker og som er blevet oprejst fra de døde for at herske sammen med ham „som konger over jorden“. (Åb. 5:9-12) Husk at Abraham levede omkring 2000 år før Kristus Jesus fremstod som løftets „sæd“, og alligevel var hans tro på dette løfte urokkelig. Vi kan også få en stærk tro — lige så stærk som Abrahams tro på Guds løfte. — Rom. 4:20-22.

Vi vil ikke blive skuffet

Indtil den dag i dag har Kristus Jesus haft trofaste disciple her på jorden, disciple om hvem han selv siger: ’Jeg kender jeres gerninger og jeres kærlighed og tro og tjeneste og udholdenhed.’ De har sejret ved deres tro, og derfor bliver de belønnet med liv i himmelen. (Åb. 2:19, 26-28) Siden midten af 1930rne har deres trofaste „gerninger“, deres bestræbelser for at aflægge vidnesbyrd om Jehovas navn og rige, desuden resulteret i indsamlingen af „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål . . . [som] står foran tronen og foran Lammet [Jesus Kristus, den ypperste af løftets sæd]“. På grund af den tro som medlemmerne af denne skare viser på ’Lammets blods’ genløsende kraft, kommer de ud af den store trængsel der rammer de onde, for at yde Gud „hellig tjeneste dag og nat“. Han slår sit beskyttende „telt“ op over dem. — Åb. 7:9, 14, 15.

Medlemmerne af ’den store skare’ vil også erfare den lykke at få del i andre storslåede velsignelser, for om disse jordiske Guds tjenere står der skrevet: „De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ (Åb. 7:16, 17) Fordi de har bevaret deres tro indtil og under „den store trængsel“, vil der blive sørget rigeligt for dem, både åndeligt og materielt. De vil blive skånet for den brændende „hede“ på Jehovas vredes dag. Guds egen søn vil forfriske dem og lede dem som en hyrde til de evigvarende velsignelser i det genoprettede paradis på jorden. Deres tårer som skyldtes at de befandt sig i religiøs uvidenhed og var adskilt fra den sande Gud, vil være noget der hører den fjerne fortid til.

I den sidste del af Åbenbaringen så apostelen Johannes i et syn „en ny himmel“ og „den hellige by, det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen fra Gud“. Det er en symbolsk skildring af Kristi „brud“, der skal herske sammen med Lammet, Jesus Kristus, i hans himmelske rige. (Åb. 21:1, 2, 9) Under dette riges styre vil ’den store skare’, sammen med de mennesker der opstår fra de døde, danne „en ny jord“, et nyt menneskesamfund, som vil have et nært og fortroligt forhold til den kærlige himmelske Fader. „Han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem.“ Og apostelen Johannes understreger igen de velsignelser der vil blive dem til del som viser tro: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ Hvilke velsignelser fra en Gud der virkelig har omsorg for sine skabninger! — Åb. 21:3, 4; Joh. 5:28, 29.

Tror vi at disse løfter vil blive til virkelighed? Det burde vi gøre, for Gud selv siger fra sin trone i himmelen: „Se! Jeg gør alting nyt.“ Og han tilføjer: „Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ (Åb. 21:5) Guds løfter vil blive opfyldt! I 6000 år har troende mennesker troet på og handlet i overensstemmelse med disse løfter. En sådan tro vil også gavne os. Som en af ’sædens’, Kristi Jesu, apostle sagde om ham: „Ingen som grunder sin tro på ham vil blive skuffet.“ — Rom. 10:11.