De goder der er opnået ved lydighed lært gennem lidelser
„Skønt han var søn lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen blev han årsag til evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ — Hebr. 5:8, 9, NW.
1. Hvorfor vækker udholdenhed ofte stor opmærksomhed, og hvad indebærer denne egenskab?
EN OVERMENNESKELIG udholdenhedsprøve! En sådan overskrift i en avis ville øjeblikkelig vække opmærksomhed, ikke alene fordi den giver løfte om noget sensationelt, men også fordi mange er interesseret i egenskaben udholdenhed. De ville læse det der stod under denne overskrift med en følelse af at være impliceret, idet de ville tænke på hvordan de selv ville klare sig under en sådan prøve. Ja, mange udsætter sig villigt for store udholdenhedsprøver, ved for eksempel at tage del i bjergbestigning, langdistanceløb og svømning. Disse præstationer kræver ikke alene en stadig træning inden for en bestemt sportsgren, men også standhaftighed under pres, trængsler eller lidelser, uden at man lader sig overvinde eller giver op. Det er hvad udholdenhed vil sige. Udholdenhed betragtes med rette som en egenskab der er værdifuld og som kræver tålmodighed, standhaftighed, opofrelse, mod og styrke. Selv om kappestrid og stolthed over at udrette noget kan spille en væsentlig rolle i de ovennævnte tilfælde, gælder dette langtfra alle udholdenhedsprøver. Det at pleje et menneske under en lang, smertefuld og håbløs sygdom, eller i årevis at leve sammen med en der gør livet surt for sig selv og andre eller som fører et udsvævende liv, kræver for eksempel også udholdenhed, men det er en udholdenhed der ofte tages for givet og ikke bemærkes af nogen, og som man derfor ikke skal vente ros og anerkendelse for.
2. Hvilket særligt eksempel på udholdenhed henleder Bibelen vor opmærksomhed på?
2 Her vil vi gerne vække din interesse for et enestående eksempel blandt dem der har bestået en overmenneskelig udholdenhedsprøve. Dette er ingen overdrivelse. Vi kan også, med støtte i Guds ord, sige at det er noget som vedrører dig, ja at det i sandhed vedrører os alle sammen. Dette tilfælde er enestående, ikke fordi de principper der vedrører dette eksempel adskiller sig fra dem der angår andre prøver, men på grund af visse specielle forhold og omstændigheder som alle er værd at undersøge. Som du måske har forventet drejer det sig om Guds enbårne søn, Kristus Jesus. Om ham står der: „Skønt han var søn lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen blev han årsag til evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (Hebr. 5:8, 9, NW) Men før vi går i detaljer med hensyn til hvordan og hvorfor han blev prøvet, lad os da, til vor opbyggelse, kort nævne nogle af de goder han opnåede som en direkte følge af alt det han udholdt.
3. Nævn i korthed hvilke goder Jesus derved opnåede.
3 Til at begynde med nævner Paulus straks tre af disse goder: 1) Jesus blev derved „gjort fuldkommen“ på en særlig måde; 2) han blev bemyndiget til at være „årsag til evig frelse for alle dem som adlyder ham“, og 3) han kvalificerede sig til at være „ypperstepræst ’på Melkisedeks vis’“. (Hebr. 5:9, 10) Dette sidste betyder naturligvis også at 4) Jesus kvalificerede sig til at være „konge“ ligesom Melkisedek. Hertil kan vi føje at 5) Jesus er blevet udvalgt til at være „mellemmand for en ny pagt“, og at 6) han også er blevet højt ophøjet og har taget sæde „på højre side af Guds trone“. Sluttelig 7) er han „som Søn“ blevet sat over Guds hus, bestående af hans sønner. Vi bør holde os disse ting for øje når vi betragter det der kan synes at være den mørke side af billedet. Det var dét Jesus gjorde, som vi læser: „For at få den glæde, der ventede ham, udholdt [han] korset [en marterpæl, NW].“ — Hebr. 7:1, 2; 9:15; 3:6; 12:2.
4. Hvilke spørgsmål rejser sig på baggrund af Hebræerbrevet 7:26, når vi læser udtalelsen i Hebræerbrevet 5:8, 9?
4 Idet vi atter vender vor opmærksomhed mod apostelens inspirerede udtalelse i Hebræerbrevet 5:8, 9, lægger vi mærke til at han bruger nogle udtryk som ved første øjekast synes mærkelige og vanskelige at forstå. Hvordan kan det, eftersom Jesus var Guds fuldkomne søn der blev sendt ned fra himmelen, „hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere“, siges at han „lærte . . . lydighed af det han led“, og hvordan blev han derved „gjort fuldkommen“? (Hebr. 7:26) Hvorfor var det nødvendigt i hans tilfælde? Havde han ikke altid været lydig og fuldkommen? Som en hjælp til at få det rette syn på og den rette forståelse af disse vigtige spørgsmål vil vi gerne betragte hele sagen med Paulus’ øjne, så at sige, idet vi husker at han på en særlig måde var blevet velsignet med Jehovas ånd.
5. Hvad er Paulus’ hovedtema i Hebræerbrevet, kapitel 1, og hvordan understreges det?
5 Det er yderst interessant at følge Paulus’ argumentation i hans brev til de hebraiske kristne, og at lægge mærke til hvor ofte han nævner engle i begyndelsen af brevet. Hans hovedtema er først den enestående ophøjelse af Guds søn til den højeste stilling idet han er blevet „[Guds] herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede. . . . Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder. Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene.“ (Hebr. 1:3, 4) I den lange række af citater fra De hebraiske Skrifter der følger, og som fremhæver Kristi ophøjede stilling over englene, viser Paulus tydeligt hvad der er den vigtigste grund til at Gud ophøjede ham, idet han citerer fra Salme 45:8: „Du [Sønnen] elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller [Israels konger].“ (Hebr. 1:9) Vi bør lægge os dette vigtige princip på sinde. Hvis vi følger det, uanset de prøver vi kommer ud for, kan vi også være sikre på et lykkeligt udfald fordi vi har Jehovas godkendelse og velsignelse.
6. (a) Hvordan fortsættes denne argumentation i Hebræerbrevet 2:1-4, og hvilket ansvar viser det? (b) Hvilken storslået redegørelse følger i Hebræerbrevet 2:5-9?
6 Med Jesu ophøjede stilling i tanke kan vi bedre forstå vægten af Paulus’ ord når han siger: „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt,“ nemlig budskabet om ’så stor en frelse, der jo først blev forkyndt ved Herren selv’, og ikke ved engle. Hvis vi ignorerer den mulighed for frelse som fremholdes af Jesus Kristus, hvad enten det er til himmelsk eller jordisk liv i hans rige, og afviser en så enestående foranstaltning der skyldes ufortjent godhed fra Guds side, „hvorledes skal vi da kunne undslippe“ den velfortjente „straf“? (Hebr. 2:1-4) Derpå uddyber Paulus dette, idet han citerer fra Salme 8 og viser at det i Guds rige er Hans hensigt at alle ting uden undtagelse skal være underlagt, „ikke engle“, men ’Menneskesønnen’, som er Jesus. Det er imidlertid interessant at Jesus, for at fuldføre denne hensigt, en tid blev gjort „lidt ringere end engle“ (NW) da han kom til jorden. I hvilken hensigt og med hvilket resultat? Læg mærke til svaret, at Jesus nu er „’kronet med herlighed og ære’, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden“. (Hebr. 2:5-9) Dette viser at den frelsesforanstaltning der er blevet truffet, er så omfattende at intet medlem af den menneskelige familie er udelukket. Sandt nok opnås frelsen ikke automatisk og den påtvinges heller ikke nogen, men enhver der undlader at drage nytte af den har kun sig selv at dadle derfor. Foranstaltningen omfatter „alle“. Værdsætter du denne foranstaltning? Føler du at den gælder dig? Hvor påpasselige må vi ikke være for ikke at „glide bort“, eller udvikle „et ondt, vantro hjerte, så . . . [vi] falder fra den levende Gud“! — Hebr. 2:1; 3:12.
7. Hvordan kan vi vide hvem de „mange sønner“ er som omtales i Hebræerbrevet 2:10?
7 Så vidt er alt klart. Vi har ikke vanskeligt ved at anerkende at Guds elskede søn var værdig til at blive oprejst til en så ophøjet stilling. Men hvordan med Paulus’ næste betydningsfulde udtalelse, at det sømmede sig for Gud „når han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser“? (Hebr. 2:10, NW) Hvem er disse „mange sønner“? Kan det være nogle af de hellige engle der fortjener en særlig ære? Nej, der er ikke tale om engle, for i vers 16 læser vi: „Thi det er jo ikke engle, han [Jesus] tager sig af, det er Abrahams slægt, han tager sig af“. Det er altså „Abrahams slægt“. For at vide hvem det er, behøver vi blot at henvise til apostelens forklaring i Galaterbrevet 3:16, 26, 29, hvor han, efter at have vist at løftet ikke gjaldt mange men kun „én, og det er Kristus“, siger: „Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. . . . Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.“ Vi får således at vide at selv om Abrahams slægt eller sæd først og fremmest er Jesus Kristus, indbefatter den i den større opfyldelse den kristne menighed, ’den lille hjord’, som har et himmelsk håb. (Luk. 12:32) Sammen med deres leder får disse del i de særlige velsignelser der er forjættet dem på grund af den lydighed de har lært gennem lidelser. Selv om man ikke hører til denne skare hvis antal er begrænset, gælder dette dog også én hvis man har fårets sindelag, for som vi skal se må alle Jehovas får i denne „endens tid“ følge en lignende vej og have den samme indstilling, og alle må uden forskel lære lydighed gennem lidelser, især i disse „strenge tider“. — 2 Tim. 3:1.
Hovedformidleren gjort fuldkommen gennem lidelser
8. (a) Hvad tilvejebragte Jesus først som ypperstepræst, og hvorfor? (b) Er der behov for yderligere hjælp, og hvordan er den blevet tilvejebragt?
8 For at forstå hvorfor det sømmede sig at gøre de kristnes hovedformidler „fuldkommen gennem lidelser“ og hvordan det skete, vil vi nu sammenkæde de udtalelser i sammenhængen der har direkte tilknytning til dette spørgsmål. Lad os først se på Hebræerbrevet 2:17, 18. Her forklares det at Jesus „i ét og alt [måtte] blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder“. Dette måtte ske først for at tilvejebringe et tilfredsstillende grundlag for at disse mange „sønner“ af Gud, disse Jesu „brødre“, kunne antages af Gud og stå som retfærdige i hans øjne. Men dette er ikke alt. Disse udtages, ligesom alle Jehovas „får“, af den menneskelige familie, og de er behæftet med mange ufuldkommenheder og skrøbeligheder og behøver yderligere hjælp fra deres barmhjertige ypperstepræst. Derfor siges der videre: „Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som [også] fristes“. Vi kan nu begynde at forstå en af hovedårsagerne til alle de lidelser Jesus udholdt her på jorden. Fordi han gennemgik alt dette kan han ikke alene yde hjælp langt borte fra, men han kan så at sige ’komme os til hjælp’, når vi er i nød. Selv om han er blevet højt ophøjet og nu sidder ved Guds højre hånd, er han ikke fjern og utilnærmelig. Det viser hvilket nært forhold vi kan have til ham, og det er trøstende at tænke på.
9. (a) Hvorfor og i hvilken udstrækning kan Jesus have medlidenhed med vore skrøbeligheder? (b) Hvilke goder opnår vi derved?
9 Lad os dernæst læse Hebræerbrevet 4:15, 16, hvor vi finder yderligere trøst og opmuntring. Paulus fortæller os at „vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd“. Hvor nær kommer vor ypperstepræst ikke til at stå os! Han kan ikke alene have medlidenhed med vore begrænsninger, men også med vore skrøbeligheder. Han ved hvad det vil sige at føle det store pres som kan få en til enten at snuble eller at afvige fra den fuldkomne lydigheds vej, et pres som enten kan skyldes modstand der skaber frygt, eller fristelser der vækker urette ønsker. Han blev „fristet i alle ting ligesom vi“, selv om han for sin del aldrig snublede eller afveg den mindste smule. Hvilken trøst at vide at han „er i stand til at føle medlidenhed med de uvidende og vildfarende“, ligesom ypperstepræsterne i Israel, selv om han aldrig behøvede at bringe et offer for sine egne synder, sådan som de gjorde. (Hebr. 5:2, 3) Dette får os til at sige som Paulus: „Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.“ Udtalelserne i Hebræerbrevet 2:18 og 4:16 er begge sande, set fra hver sit synspunkt. På den ene side er vor ypperstepræst rede til at komme os til hjælp når vi fristes. På den anden side kan vi altid føle os frie til at træde frem for Guds nådetrone med absolut tillid, i forvisning om at få kærlig hjælp i rette tid.
10. (a) Hvordan ved vi at Jesu lidelser i allerhøjeste grad var virkelige? (b) Hvad opnåede Jesus ved at bestå denne store prøve?
10 Nu da vi har fulgt Paulus’ argumentation så langt og forstået nogle af de punkter han fremhæver, lad os så endnu en gang se på det der står i Hebræerbrevet 5:8-10. Lige forud herfor minder Paulus os om at Jesu lidelser i allerhøjeste grad var virkelige, idet han ’i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendte bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden’. Det var i sandhed en overmenneskelig prøve. Så følger selve udtalelsen: „Skønt han var søn lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen blev han årsag til evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (NW) Hvis vi læser videre støder vi på den første grund til at han måtte gennemgå disse lidelser: „Fordi han af Gud specielt er blevet kaldt ypperstepræst efter Melkizedeks vis.“ (NW) Han var nu fuldt ud kvalificeret.
11. Hvordan understreges lydighed i Hebræerbrevet 5:9 og i Jesu befaling til sine efterfølgere?
11 Læg mærke til hvordan der lægges vægt på lydighed. Jesus måtte ikke alene lære at være lydig og bevise at han var det, men han blev også årsag til frelse for „alle dem som adlyder ham“, ikke for dem der blot tror på ham. Kun de der lærer lydighed under prøve, hvilket indbefatter lidelser, opnår belønningen for lydighed, evig frelse. Læg mærke til hvordan Jesus også stærkt understregede dette efter sin opstandelse, da han var blevet fuldt ud kvalificeret til sin stilling. I sin befaling til sine efterfølgere begyndte han med at sige: „Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden,“ hvilket viste at han havde ret til at kræve lydighed. Derpå sagde han: „Gå derfor hen og gør . . . disciple . . . idet I lærer dem at holde [at adlyde] alt det, som jeg har befalet jer.“ Han bad dem ikke om det eller foreslog dem at gøre det; han befalede dem det. Lydighed mod ham er noget som hverken vi selv eller de mennesker vi har den forret at undervise, kan komme uden om, selv om denne egenskab ligesom hos vor ypperstepræst må afbalanceres med barmhjertighed og de andre af åndens frugter. I stedet for at dette skulle virke afskrækkende på os, skulle vi tværtimod betragte det som en stor støtte, for Jesus tilføjede: „Og se, jeg er med jer [støtter jer af al magt] alle dage indtil verdens ende.“ Hvad mere kunne vi ønske? — Matt. 28:18-20.
12. (a) Hvilket fundamentalt princip viser betydningen af lydighed? (b) Hvor indgående er denne lydighedsprøve ifølge Guds ord?
12 Vi kommer nu ind på at drøfte de vigtige spørgsmål: Hvordan lærte Jesus lydighed? Og på hvilken måde blev han derved gjort fuldkommen? Spørgsmålet om lydighed indbefatter et fundamentalt princip eller en grundlæggende sandhed der ikke blot gælder Jesus og dem der udgør Abrahams sæd men alle Guds skabninger som er udstyret med tænkeevne. Denne store sandhed går ud på at Jehova har det retmæssige herredømme over alle sine skabninger og er den eneste som kan herske retfærdigt. Alle må vise at de fuldt ud anerkender dette ved at være lydige under en hvilken som helst prøve Jehova sætter dem på eller tillader. Den første prøve fandt sted i Eden. Den sidste prøve finder sted efter Kristi tusindårige styre. (Åb. 20:7-10) I begge tilfælde viser Bibelen at denne prøve ikke er noget man kan tage let på og at ingen kan tage det for givet at han eller hun vil bestå. Prøven er virkelig, og den afslører om hjertetilstanden tilskynder til lydighed eller ulydighed mod Jehovas udtrykte vilje. Er du villig til, uden betingelser, at underordne dig Jehovas ret til at herske over dig, dit hjerte og sind og hele dit liv?
13. I hvilke to betydninger bruges ordet fuldkommenhed i Bibelen og i daglig tale?
13 Før vi kommer nærmere ind på lydighed vil vi betragte spørgsmålet om fuldkommenhed. For at forstå dette på rette måde må vi først gøre os klart at både i Bibelen og i daglig tale bruges ordet fuldkommenhed i to betydninger. 1) Når vi siger at noget er fuldkomment mener vi somme tider at det er fuldstændig uden fejl og mangler. Det er fuldt udviklet, fuldendt. Det vil sige fuldkommenhed i den absolutte og egentligste forstand. Dette gælder først og fremmest Jehova. Bibelen siger om ham: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mos. 32:4) 2) Ordet fuldkommenhed bruges imidlertid ofte i en relativ eller begrænset betydning, begrænset til et bestemt område så det kun gælder inden for dette. En kunstigt fremstillet diamant er for eksempel fuldkommen til brug i et elektrisk bor, men bestemt ikke til en forlovelsesring.
14. (a) Hvordan mistede Eva sin fuldkommenhed, og hvilket spørgsmål afføder det? (b) Hvilken særlig egenskab og evne fik mennesket, noget som viser Guds ophøjede hensigt med det?
14 Lad os i denne forbindelse se på det bibelske eksempel vi har i Adam og Eva, hvor lydigheden også kommer ind i billedet. Manden var fuldkommen i en relativ betydning inden for sit eget område, fuldkomment egnet til at have ledelsen under udførelsen af Skaberens hensigt vedrørende jorden og mandens nærmeste familie. Kvinden var inden for sit område fuldkomment egnet til at være moder og en ideel medhjælp for sin mand. Men alt for snart gik det galt for hende. Hun syndede, det vil sige at hun ikke levede op til fuldkommenhedens målmærke. Hvordan? Hun gik uden for sit gudgivne område og prøvede at tiltage sig sin mands gudgivne rolle og handlede som sit eget hoved. Hun viste ulydighed mod sin mand og mod sin Skaber. Alligevel melder det ældgamle spørgsmål sig: Hvordan var det muligt for dem at synde, tilsyneladende så hurtigt og så let, hvis de virkelig var fuldkomne? Lad os ikke glemme den anden vidunderlige egenskab som de kunne glæde sig over at eje til fuldkommenhed, nemlig et fuldkomment frit sind og en fri vilje, evnen til at tænke og ræsonnere over tingene, hver efter sine tankebaner hvis de ønskede det, idet de hver især kunne drage deres egne slutninger og selv træffe deres afgørelser. De havde fuldkommen frihed til at vælge. Ja, hvis de havde manglet evnen til at være enten lydige eller ulydige og intet valg havde haft, ville de i virkeligheden have været ufuldkomne set fra Guds synspunkt. Husk at det er Guds hensigt at denne jord ikke blot skal fyldes med lydige mænd og kvinder, men med mænd og kvinder som har bestået prøven med hensyn til om det er frivilligt og i dyb hengivenhed og loyalitet mod Gud at de anerkender hans retmæssige overhøjhed. Han ønsker ikke en automatisk, mekanisk, rutinemæssig eller tvungen tilbedelse og tjeneste af nogen af os. Det han ønsker er en velovervejet og villig tjeneste der udspringer spontant af et kærligt hjerte.
15. (a) Hvordan forklarer Bibelen syndens opståen? (b) Hvordan bør vi betragte og værdsætte friheden til at vælge?
15 Menneskets fald fra fuldkommenheden skyldtes altså at det fyldte sindet med urette tanker. Først valgte Eva og derpå Adam af egen fri vilje at tænke så længe på det der var uret at det slog rod og tilskyndede dem til at handle forkert. Det er nøjagtig som Bibelen siger: „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær [det vil sige at han vælger at gøre det til sit eget begær, selv om det, som det var i Evas tilfælde, måske ikke er hans eget til at begynde med]; derefter, når begæret har undfanget føder det synd.“ (Jak. 1:14, 15) Dette princip gælder alle, hvad enten de er fuldkomne eller ufuldkomne. Hvis vi sagde at et fuldkomment menneske ikke kunne fejle, måtte vi også sige at et ufuldkomment menneske ikke kunne forblive på den rette vej, især ikke under pres. Alligevel ser vi i dag at mange ufuldkomne mennesker holder fast ved en ret adfærd og adlyder Gud, selv om det betyder lidelser; mens andre frivilligt vælger at følge en uret handlemåde. Det er godt at forstå at vi står over for det samme valg som Gud forelagde Israels børn: „Se . . . jeg har forelagt eder livet og døden . . . Så vælg da . . . .“ (5 Mos. 30:15, 19) Det at de var ufuldkomne hindrede dem ikke i at vælge, vel? Når vi får den rette forståelse af hvad fuldkommenhed og lydighed indebærer, vil det hjælpe os til at få det rette syn på vort ansvar og de privilegier der står åbne for enhver af os. Vi er ganske rigtigt ufuldkomne, men i stor udstrækning har vi, selv efter seks tusind års synd og ufuldkommenhed, stadig frihed til at vælge hvordan vi vil tænke og hvilke beslutninger vi vil træffe. Denne frie vilje og evne til frit at tænke er en dyrebar gave, men der følger et stort ansvar med den. Vi bør i høj grad give agt på hvordan vi bruger den.
16. (a) Hvordan var Jesus fuldkommen i en relativ betydning mens han var her på jorden og før den tid? (b) Hvilket højt embede ville han få, og hvilke egenskaber krævede det?
16 Alt dette gjaldt også i Jesu tilfælde. Læg mærke til hvordan han var fuldkommen i en relativ eller begrænset betydning. Da han blev født her på jorden var han et fuldkomment barn, men ikke mere end et barn. Da han i en alder af tolv år udspurgte lærerne ved templet, var han en fuldkommen dreng, men ikke mere end en dreng. (Luk. 2:41-52) På lignende måde var han i sin førmenneskelige tilværelse fuldkommen som Guds „værkmester“ (Ordsp. 8:30, NW), men Gud havde en langt højere stilling i tanke for ham, en stilling der krævede at han havde vist at han ejede den højeste form for prøvet fuldkommenhed, pålidelighed og modenhed. Før Guds søn kunne få overdraget det høje embede som konge og ypperstepræst var det derfor passende at han gennemgik den udvikling, oplæring og uddannelse, og den tugt og prøve der var nødvendig for at han kunne blive fuldkommengjort til dette høje embede på en sådan måde at der aldrig ville foreligge den mulighed at han svigtede.
17. Hvordan blev Jesu lydighed prøvet til det yderste mens han var her på jorden?
17 Spørgsmålet om lydighed spillede også ind. Jesus havde ganske vist altid været lydig før han kom til jorden, men hans lydighed havde aldrig været udsat for en alvorlig prøve. Dengang han måtte kæmpe med åndeskabninger, „perserrigets fyrste“ på Daniels tid og tidligere med Satan selv om Moses’ lig, var han ikke underlagt disse modstandere. (Dan. 10:13; Jud. 9) Han måtte ikke betale en høj pris for at være lydig. Men da han kom til jorden og begyndte sin tjeneste som forkynder, var det noget helt andet. Fra Jordan til Golgata var han til stadighed udsat for prøvelser som indbefattede mange lidelser. Efter at han direkte havde været stillet over for Djævelen i ørkenen, var der alle de fjendtlige religiøse grupper der til stadighed øvede pres på ham og som stræbte ham efter livet indtil de til sidst havde ham i deres magt. Ja, han gennemgik det alt sammen med „høje råb og tårer“. Det var en frygtelig ildprøve. Til sidst blev han knust til døde mellem de to magter, de undertrykkende religiøse grupper på den ene side og Rom på den anden, som mellem to møllesten; men hans ånd, hans integritet og fuldkomne lydighed mod sin himmelske Fader var ikke blevet knust eller brudt. — Matt. 4:1-11; Hebr. 5:7.
18. Hvilke goder opnåede Jesus for sig selv, og hvilke goder for andre, på grund af alt det han led og udholdt?
18 Jesus havde altid haft tro, men nu var det en prøvet tro. Han havde altid været tro som guld, et symbol på loyalitet og bestandighed, men nu var det prøvet guld, lutret i ild. Nu forstår vi bedre hvorfor det var nødvendigt at Jesus af egen erfaring lærte hvad det vil sige at være lydig under voldsom modstand og store lidelser. Det var først og fremmest med henblik på den enestående stilling der ventede ham ved Guds højre hånd, hvor alle ting skulle underlægges ham. Vi forstår også at det var ved trofast at udholde alt dette at han blev gjort fuldkommen i en langt større og dybere betydning end nogen sinde før. Han var nu fuldt ud kvalificeret til som ypperstepræst at komme os til hjælp i rette tid, hvorved han blev årsag til evig frelse, først for de mange lydige sønner som skal sidde sammen med ham på hans himmelske trone, og derefter for de mange andre for hvem han har smagt døden. Disse må også lære at ’hvert knæ skal bøje sig i Jesu navn’, idet de underordner sig ham på grund af den ophøjede stilling som Gud kærligt har skænket sin trofaste søn. Alt dette er naturligvis „til Gud Faders ære“. — Fil. 2:5-11.
19. Hvordan ved vi at prøverne ikke blev påtvunget Jesus, og hvordan var dette forudsagt?
19 Der er endnu en ting det er værd at lægge mærke til ved Jesus. Prøverne blev ham ikke påtvunget. Det var af egen fri vilje at han tog tjenesten op, hvilket indbefattede at han offentligt afslørede al falsk religion og alle menneskelige overleveringer på hans tid, fuldt vidende om at det ville vække fjendens had. Som det var forudsagt om hans indstilling og beslutsomhed: „Jeg havde tro, for jeg begyndte at tale. Jeg følte mig i høj grad plaget.“ (NW) Jesus havde fremfor alt tro på Guds rige og på at han ville blive indsat som dets konge. På grundlag af denne tro talte og vidnede han om sandheden ved alle lejligheder. Som følge heraf blev han „i høj grad plaget“. Men selv da han stod over for døden og kunne sige: „Dødens bånd omspændte mig, Dødsrigets angster greb mig,“ kunne han samtidig erklære: „Jeg vil indfri [Jehova] mine løfter i påsyn af alt hans folk.“ Han var Jehovas mest loyale skabning, og det var sikkert en stor trøst for ham på det tidspunkt at tænke på det der stod skrevet: „Kostbar i [Jehovas] øjne er hans frommes [loyales, NW] død.“ — Sl. 116:3, 10-15; 2:6; Joh. 18:37.
20. Hvilken anden side af sagen bør vi betragte med interesse, foruden at vi værdsætter den tjeneste Jesus udførte til gavn for os?
20 Som vi allerede har nævnt var dét at Jesus lærte lydighed ad erfaringens vanskelige vej, ikke alene til gavn for ham selv, men det gjorde det også muligt for ham som ypperstepræst at tjene til gavn for os, og derved satte han os et eksempel som vi kan følge i visse henseender. Dette gælder både dem der har håb om liv i et genoprettet jordisk paradis og dem der har håb om at være sammen med Jesus på hans himmelske trone. Vi vil gerne drøfte dette mere indgående med dig og gøre dig interesseret i denne side af sagen. Vi er sikre på at du vil føle at det gælder dig, selv om du måske, som så mange andre, vil sige at du ikke er interesseret. Det var udmærket at Jesus handlede som han gjorde, siger du, for han var fuldkommen, men du er dig dine ufuldkommenheder alt for bevidst til at kunne andet end blot i taknemmelighed at tage imod Jesu genløsningsoffer. Er det rigtigt og fornuftigt at tænke sådan?