„Ske din vilje på jorden“, 10. del
De herlige templer for Jehova Gud på Morija bjerg i Jerusalem stod i nøje forbindelse med hans herredømme over fortidens Israel. I kapitel 4 i bogen „Ske din vilje på jorden“ drøftes hvordan Guds rige blev set i glimt i fortiden. I Eden, Guds helligdom, dømte Gud den ulydige Adam og hans hustru Eva til døden, men lovede også at den symbolske kvinde, Guds himmelske organisation, skulle føde en sæd, der skulle knuse hovedet på den symbolske slange, Satan Djævelen, der forledte Eva og Adam til synd mod Jehova Gud. Vandfloden på Noas tid udslettede hele menneskeheden undtagen Noa og hans familie. Da Noa ventede på Guds lovede sæd gjorde han ikke sig selv til konge over sine efterkommere, hele menneskeheden. Hans sønnesøns søn Nimrod, derimod, gjorde oprør imod Jehova Gud og hans regnbuepagt om dyreblodets hellighed, og opkastede sig til konge over Babylon.
6. Hvem blev Nimrod en forløber for, og hvorledes krydsede Gud de babyloniske planer?
6 Nimrod blev således forløber for den store kong Nebukadnezar, det babyloniske riges hersker, der levede mere end seksten hundrede år efter Nimrods tid. I Noas dage da oprørerne mod Jehova besluttede at gøre Babel (eller Babylon) til verdenshovedstad og at rejse et himmelhøjt tårn som en helligdom for falsk religion, krydsede Jehova deres ugudelige planer. Hvorledes? Ved at forvirre tårnbyggernes sprog og herved tvinge dem til at spredes, hver sproggruppe for sig.
7. Hvad afskrækkede Nimrods død ikke andre fra, og hvilken kendsgerning viser dette?
7 Ved dette mirakel viste Jehova Gud at han hersker enevældigt og at ingen kan hindre hans vilje i at ske på jorden. Ikke-jødiske religioner beretter at Nimrod led en voldsom død. Al sin jagt, alt sit byggeri og alle sine erobringer til trods viste han sig ikke at være Guds kvindes lovede sæd. Men Nimrods voldsomme død, der almindeligvis opfattes som en dom over ham, afskrækkede ikke andre fra at gøre sig til konger. På Abrahams tid — Abraham fødtes to år efter Noas død — var der adskillige konger i Det mellemste Østen, endog i selve det område hvor Nimrod havde hersket som den første jordiske konge. Abraham var rejst fra Ur i Kaldæa. Under Guds ledelse var han kommet til det forjættede land mod vest.
8. Hvem havde Gud på jorden til at repræsentere sig som konge, og hvad gav Abraham denne?
8 Havde Gud ikke blandt alle disse denne verdens konger én der repræsenterede ham på jorden? Jo, det havde han, og Abraham nød den forret at møde denne i det forjættede land. Det var Melkisedek, „Salems konge“ og „Gud den Allerhøjestes præst“. Som Guds konge og præst stod Melkisedek over Abraham og velsignede ham; og Abraham gav Melkisedek tiende af alt det bytte han bragte med sig fra den sejr Gud havde givet ham over de fire konger, som nordfra var trængt ind i landet.
9. Med hvilke ord velsignede Melkisedek Abraham, og hvorfor gik der flere hundrede år efter Melkisedek før der igen fandtes et forbilledligt Guds rige på jorden?
9 De ord hvormed Melkisedek udtalte sin velsignelse var af stor betydning: „Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!“ (1 Mos. 14:1-20) Hovedstaden i Melkisedeks rige var Salem, den ældste del af det senere Jerusalem. Her fandtes et forbilledligt Guds rige på jorden, og Melkisedek herskede som en retfærdig konge i Gud den Allerhøjestes, „evighedernes konges“, navn, og som en konge der var indsat af Jehova. Han sad på Jehovas trone på forbilledlig vis. Han var ikke alene bemyndiget til at herske men også til at bringe Gud ofre og til at velsigne dem Gud havde godkendt, som for eksempel Abraham. Hvad der senere skete med hans teokratiske regering omtaler Bibelen ikke. Men Melkisedek havde ingen efterfølger i dette Guds rige i Salem. Derfor måtte der hengå flere hundrede år før der igen kom et forbilledligt Guds rige på jorden. Følgelig var Melkisedek ikke den lovede sæd der skulle knuse den gamle Slanges, Satan Djævelens hoved og udfri den døende, undertrykte menneskehed. Melkisedek blev imidlertid brugt som et billede på Guds kvindes kongelige sæd, der ville stå over enhver menneskelig konge, ja endog over kong David og kong Salomon.
10. Hvem skulle være konge-præst som Melkisedek, og ved hvilken ed?
10 Gud svor at denne hans kvindes lovede sæd skulle være konge-præst som Melkisedek og sidde på Guds trone, ikke en bogstavelig trone på jorden som Melkisedeks eller Davids eller Salomons, men på Guds egen himmelske trone. Mere end tusind år før Jesu Kristi fødsel inspirerede Jehova Gud David til at synge denne sang: „Jehovas udsagn til min herre lyder: ’Sid ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder.’ Jehova har svoret (og han beklager det ikke): ’Du er præst på ubestemt tid efter Melkisedeks vis!’ Jehova selv ved din højre hånd vil visselig knuse konger på sin vredes dag.“ — Sl. 110:1, 4, 5, NW.
11. Hvorledes var Melkisedek, der ikke havde nogen efterfølger, et passende billede på Jesus Kristus, og ved hvilken helligdom tjener denne?
11 Melkisedek, der ikke fik nogen efterfølger, var et profetisk billede på Jesus Kristus, som for bestandig vil være Jehovas præste-konge. „Thi denne Melkisedek, konge i Salem, Guds, den Højestes, præst, som gik Abraham i møde, da han vendte hjem fra sejren over kongerne, og velsignede ham, og hvem Abraham også gav tiende af alt — han, som for det første, når hans navn udlægges, er ’retfærdigheds konge’, dernæst også ’Salems konge’, det vil sige ’freds konge’, uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv, ligestillet med Guds Søn — han bliver ved med at være præst bestandig.“ (Hebr. 7:1-3) Jesus Kristus, Guds søn, er den der skal tjene ved Jehovas sande helligdom. I betragtning af at han har ejet udødelighed siden sin opstandelse fra de døde, kan han være konge-præst i alle kommende tider og behøver ingen efterfølger. Præstedømmet og kongeværdigheden for Gud den Allerhøjeste, forenes endeligt i Kristus. Hvilken forskel var der ikke mellem kong Melkisedek af Salem og kong Nimrod af Babylon!
12. (a) Ved hvis ed må Guds sande sæd indsættes i sit embede? (b) Hvilket ret eksempel satte Abraham sine oldebørn, israelitterne, og hvornår og hvorledes sang Moses om forholdet mellem Gud og hans folk?
12 Én kendsgerning står urokkelig: Den som er Guds kvindes sande sæd må indsættes i kongeværdighed og præstedømme ved Gud den Allerhøjestes, Jehovas ed. I betragtning af at Melkisedek allerede var konge i det forjættede land havde Abraham ingen grund til at gøre sig selv til konge over sin husstand eller over landet. Abraham satte det rette eksempel for sine oldebørn, Jakobs eller Israels sønner, israelitterne. Jehova udfriede sit folk, fortidens israelitter, fra Ægyptens slaveri. Han førte dem på mirakuløs vis i sikkerhed gennem Det røde Hav, og han tilintetgjorde de forfølgende ægyptere ved at begrave dem under de sammenstyrtende vandmure. Med jubel brød Moses da ud i en sang om det sande forhold mellem Jehova og hans folk: „HERREN [Jehova] er konge i al evighed!“ (2 Mos. 15:18) Han var Israels himmelske konge!
13, 14. (a) Hvorledes gik det til at Israel fik en jordisk konge, og hvilket endeligt fik den første? (b) Hvilken mand efter sit hjerte gjorde Jehova derefter til konge, og hvem sammenlignede Jehova ham med?
13 Efter at være ført ind i det forjættede land eller Kana’ans land styredes israelitterne af dommere, hvis embede ikke var arveligt. Dommeren Gideon afslog, skønt han var Israels synlige befrier, at oprette et dynasti eller kongehus i sin slægt. Han sagde: „Hverken jeg eller min søn vil herske over Eder; HERREN [Jehova] skal herske over Eder!“ (Dom. 8:23) Først da det troløse folk forlangte det, lod Jehova Gud Israels tolv stammer få et menneske som synlig konge. Da den aldrende dommer Samuel sorgfuldt bad til Gud, trøstede Jehova Samuel ved at sige: „Det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ (1 Sam. 8:7) Den første konge de fik, Saul af Benjamins stamme, fik et ulykkeligt endeligt, forkastet af Gud. Om Saul udtalte Jehova til Israel: „Jeg giver dig en konge i vrede og fjerner ham atter i harme.“ (Hos. 13:11) Under kong Sauls regering fandt Jehova i Juda stamme en mand efter sit hjerte. Han lod profeten Samuel salve denne unge hyrde, David fra Betlehem, til konge efter Saul. Således blev David Jehovas salvede eller Jehovas kristus. (1 Sam. 13:13, 14; 16:3-13) Men David var ikke Jesus Kristus eller Jesus den Salvede. Han var som Melkisedek blot et profetisk billede på Jesus Kristus, Guds søn. I profetien omtales Jesus endog som David, hvilket betyder „elsket“, med disse ord:
14 „Jeg sætter én hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde. Og jeg HERREN [Jehova], vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, [Jehova], har talet.“ — Ez. 34:23, 24.
15. Hvem salvede Israel da til konge, og hvad skulle der ske med riget når han var død?
15 Kong Saul faldt på slagmarken. Israelitterne glædede sig over at Jehova havde salvet David til Sauls efterfølger, og de salvede ham som Jehovas salvede. Da David sad i Jerusalem som konge over sit rige, ønskede han at bygge Jehova en helligdom der kunne erstatte det telt eller tabernakel Moses havde opført i ørkenen. Men Jehova nægtede krigeren David denne forret. Dog viste Jehova sin værdsættelse af Davids gudfrygtige ønske ved på egen foranledning at slutte en pagt med David om et rige der aldrig skulle tages fra Davids slægt. Men hvad skulle der ske når David døde? Jehovas rigspagt med David lød: „Jeg [vil] efter dig oprejse din sæd, en af dine sønner, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone evindelig. Jeg vil være ham en fader, og han skal være mig en søn; og min miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din forgænger [Saul]; jeg vil indsætte ham i mit hus og mit kongedømme til evig tid, og hans trone skal stå fast til evig tid!“ — 1 Krøn. 17:11-14.
16. Hvorfor er ingen af kristenhedens konger kommet under denne rigspagt?
16 Fra kong Konstantin af Roms dage og indtil i dag er ingen konge eller politisk hersker i kristenheden kommet under denne Jehovas rigspagt med David. Århundreder før der var noget der hed kristenheden og før den fik sine konger, begyndte denne rigspagt at gælde og pege hen imod Jesus Kristus, Guds søn.
17. På hvis trone sad kong David, og hvem anerkendte han som Israels virkelige konge?
17 Som Jehovas salvede sad kong David på Jehovas trone. Men han sad ikke på Jehovas trone på samme måde som Davids herre, Jesus Kristus, nu sidder ved Guds højre hånd. David sad blot som Jehovas repræsentant på en synlig trone på Zions bjerg i Jerusalem. Han anerkendte Jehova som Israels virkelige konge. I Salme 59:13 (NW) skrev han under inspiration: „Gud hersker i Jakob [Israel] til jordens ender.“ Da David i sin alderdom kunne glæde sig over de storslåede gaver Israels ledende mænd havde skænket til hans søn Salomons opførelse af Jehovas tempel, velsignede David Gud og sagde: „Din, HERRE [Jehova], er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på jorden er dit; dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle.“ (1 Krøn. 29:11) Men David sagde desuden: „HERREN [Jehova] har . . . udvalgt min søn Salomo til at sidde på [Jehovas] kongetrone og herske over Israel.“ — 1 Krøn. 28:5; 2 Krøn. 9:8.
18. På hvis trone sad Davids efterfølgere, og hvad var Israels rige følgelig et billede på?
18 Davids efterfølgere sagdes derfor at repræsentere Jehova på Israels trone: „Og Salomo satte sig på [Jehovas] trone som konge i sin fader Davids sted; lykken var med ham.“ (1 Krøn. 29:23) På samme måde sad alle de andre af Davids efterkommere, som i henhold til Jehovas rigspagt fulgte efter ham, på „Jehovas trone“. Riget var Hans. Det var et forbilledligt Guds rige på jorden. De synlige konger udgik fra Davids hus.
19, 20. (a) Hvad skete der med rigspagten da kong Zedekias blev fjernet fra tronen og hans sønner blev henrettet? (b) Hvad sagde Ezekiel til kong Zedekias angående riget?
19 Men hvad skete der med den evige pagt om riget da kong Nebukadnezar af Babylon ødelagde hovedstaden Jerusalem med dens helligdom, omstyrtede kong Zedekias’ trone og førte ham i fangenskab i Babylon hvor han skulle dø? Blev pagten om Riget da ophævet? Nej; pagten om riget skulle fortsat bestå indtil Guds kvindes sæd kom, om hvem Jehova havde sagt: „Jeg vil indsætte ham i mit hus og mit kongedømme til evig tid, og hans trone skal stå fast til evig tid!“ Det var kun Guds forbilledlige rige på jorden der forvandledes til en ruinhob og ophørte med at eksistere. Kong Zedekias’ sønner blev henrettet af kongen af Babylon; men der fandtes andre efterkommere af kong David gennem hvem den retmæssige og kødelige arving til Davids trone kunne komme. Det forsikrede Jehova da han fordømte kong Zedekias og sagde:
20 „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre HERREN [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ez. 21:25-27.
21. Hvad kunne kong Davids efterkommere gøre i forbindelse med rigspagten efter år 607 f. Kr.?
21 Kong Davids efterkommere sad ikke på en jordisk trone i Jerusalem efter byens første ødelæggelse i 607 f. Kr. Men selve kravet på tronen kunne de i henhold til rigspagten lade gå i arv indtil den endelige arving kom, han som både havde ret til tronen og kronen. Så ville Gud krone denne retmæssige arving og sætte ham på tronen. Derpå ville han som den lovede Guds kvindes sæd blive bemyndiget til at knuse „den gamle slange“ Satan Djævelens hoved.
22. Hvorfor blev Guds forbilledlige rige ikke genoprettet efter at resten var vendt tilbage til Jerusalem fra Babylon, og hvorfor var det rige, makkabæeren Juda Hyrkanus Aristobul grundlagde, ikke Guds rige?
22 Hvor længe ville det da vare før det omstyrtede rige blev genrejst og Guds rige givet til Guds kvindes sæd som havde retten til det? Da den lille rest af angrende jøder atter bosatte sig i deres hjemland efter at det havde ligget øde, uden mennesker og husdyr, i halvfjerds år, blev Guds forbilledlige rige med en efterkommer af kong David på tronen ikke genoprettet. Jøderne var underlagt en ikke-jødisk hersker, kong Kyros af Persien. De havde blot en lokal statholder af Davids kongelige slægt til at tage vare på deres anliggender. I 167 f. Kr. fandt det makkabæiske oprør mod den syriske kong Antiokus IV Epifanes sted, og makkabæerne grundlagde deres eget styre. I 104 f. Kr. antog Juda Hyrkanus Aristobul titlen „Jødernes konge“, men han var levitpræst. Det var derfor ikke en genoprettelse af Guds rige med en konge af Davids slægt af Judas kongelige stamme. — 1 Mos. 49:8-10.
23. Blev Guds rige genoprettet efter at Jesus i triumf var redet ind i Jerusalem, eller efter at han blev oprejst, eller på Pinsedagen?
23 I foråret 33 (e. Kr.) red Jesus i triumf ind i Jerusalem på et æsel ligesom Salomon mange århundreder før havde gjort ved sin kroning. Men heller ikke dette betød genoprettelsen af Guds rige ved kong Davids retmæssige arving. Efter Jesu opstandelse fra de døde og umiddelbart før han steg op til himmelen for at sætte sig ved sin Faders højre hånd, spurgte hans disciple ham rent ud: „Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?“ Jesu svar var i realiteten et nej. Han sagde: „Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:6-8) Ti dage senere, på Pinsefestens dag, blev den hellige ånd udgydt over dem og de fik kraft. Men Israels rige blev ikke genoprettet dér i Jerusalem, Israels hovedstad.
(Fortsættes)