„Retledninger er livets vej“
„Budet er en lampe og loven et lys, og tugtens retledninger er livets vej.“ — Ordsp. 6:23, NW.
1. Hvilken situation som menneskeheden befinder sig i, giver anledning til at spørge hvordan vi kan opnå og bevare et godkendt forhold til Jehova? (Rom. 3:23)
SOM ufuldkomne mennesker fejler vi ofte i ord, indstilling og handling. Apostelen Johannes skrev til sine medkristne: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ (1 Joh. 1:8) Den kristne discipel Jakob indrømmede: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at tøjle hele sit legeme.“ (Jak. 3:2) Hvordan kan vi da opnå og bevare et godt forhold til Gud?
2. (a) Hvad må man gøre for at stå ren i Jehovas øjne? (1 Kong. 8:46-50; Es. 1:16-18; 55:6, 7; Kol. 1:13, 14; Åb. 7:14) (b) Hvordan hjælper retledning på grundlag af Bibelen os til at bevare et uplettet forhold til den Almægtige? (Ordsp. 3:12; Åb. 3:19)
2 Vi må have vore synder tilgivet. En betingelse for dette er at vi bekender vore overtrædelser for den Højeste, viser ægte anger eller sindsændring, og beder om tilgivelse på grundlag af Jesu sonoffer. „Hvis vi bekender vore synder,“ siger Bibelen, „er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.“ (1 Joh. 1:9) Retledning på grundlag af Guds ord og dets retfærdige principper kan vise os hvordan vi har syndet og kan derfor hjælpe os til at tage de skridt der er nødvendige for at vi kan opnå Guds tilgivelse og derved bevare vort forhold til ham uplettet. En sådan retledning kan også hjælpe os til at undgå mere alvorlige overtrædelser.
3. Hvad kan få os til at retlede os selv, og hvordan gør vi det? (Ordsp. 1:20-25)
3 Når vi læser i Bibelen eller en vejledning der bygger på Bibelen, eller når vi hører Guds ord blive drøftet ved et menighedsmøde, indser vi måske at vi har syndet i en eller anden retning. Vi fortryder måske oprigtigt det vi har gjort, beder om tilgivelse og anmoder om at Guds ånd vil hjælpe os til fortsat at gøre fremskridt med hensyn til at bringe vort liv i harmoni med Guds vilje. Når vi således tager os Bibelens vejledning til hjerte og følger den, retleder vi os selv.
Hvis en kristen foruroliges i sit hjerte
4. (a) Hvorfor kan nogle få den følelse at de ikke er værdige til at nærme sig Jehova i bøn? (b) Hvad bør den der har åndelige bekymringer gøre, og hvordan kan dette hjælpe ham?
4 Det kan ske at en kristen, enten på grund af en uret adfærd eller på grund af sin syndige natur i almindelighed, føler sig uværdig til at nærme sig Gud i bøn. Hans åndelige bekymringer går måske også ud over hans fysiske velbefindende. Dette kan endda ske for én der virkelig hader det urette og oprigtigt ønsker at gøre det der er ret. Hvad skal den der befinder sig i en sådan situation gøre? Disciplen Jakob svarer: „Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham.“ (Jak. 5:14) Når den bekymrede hører en ældstes inderlige, oprigtige bøn på hans vegne, styrkes han måske til selv at gå til Jehova i bøn. Desuden hjælpes han måske til at ræsonnere som så: ’Hvis andre har tillid til at Jehova vil høre bønner der bedes på mine vegne, kan jeg da ikke have tillid til at han også vil høre mine egne bønner?’
5. (a) Hvorfor er der ingen grund til at retlede en der er dybt nedbøjet på grund af de synder han har begået? (b) Hvad kan de ældste gøre for at hjælpe den angrende?
5 En sådan angrende kristen behøver ikke at have andre til at retlede sig for at blive klar over alvoren af sin synd. Hans eget hjerte har allerede retledt ham, ja, det har faktisk fordømt ham. (1 Joh. 3:19-22; jævnfør Anden Samuelsbog 24:10; Salme 32:3-5.) Af den grund kan det være nødvendigt at de ældste minder den åndeligt svækkede om Jehovas barmhjertighed og villighed til at høre bønner. (Neh. 9:17; Matt. 7:7-11) De må uden tvivl tage skridt til at opbygge vedkommende åndeligt, eventuelt gradvis over en periode på nogle uger eller endda måneder. Den der er således stillet, vil afgjort ikke ønske at undervurdere den hjælp de ældste kan give ham.
Hvis farlige tendenser gør sig gældende
6. Hvilke farlige tendenser kunne gøre sig gældende i en menighed, og hvad bør de ældste da overveje?
6 Der er naturligvis tidspunkter hvor de ældste er nødt til at retlede enkeltpersoner, eller, i bredere forstand, menigheden som et hele, vedrørende visse holdninger eller handlinger. Farlige tendenser kan være under udvikling. Nogle har måske mistet ’den kærlighed de havde først’ og forsømmer alvorligt deres åndelige forpligtelser. (Åb. 2:4; 3:15-18) Deres selskabelige sammenkomster er måske ved at blive præget af verdslighed. (1 Pet. 4:3) Nogle giver sig måske af med skadelig sladder eller forsømmer på anden måde at styre deres tunge. (Ef. 4:29, 31; 5:3, 4) Nogle forældre er måske meget efterladende med hensyn til opdragelsen af deres børn. (Ef. 6:4) Der kan være nogle som ikke holder måde med alkoholiske drikke eller som tager sig friheder over for det modsatte køn. (Ef. 5:18-20; jævnfør Første Timoteusbrev 5:1, 2.) Hvis forhold af den art råder i menigheden, gør de ældste klogt i at drøfte indbyrdes hvad de kan gøre for at hjælpe enkeltpersoner og menigheden som et hele.
7. Nævn en måde hvorpå ældste kan give bibelsk retledning i deres brødres hjem.
7 Passende kapitler i Bibelen eller artikler som bygger på Bibelen kunne måske læses og drøftes privat med den der har de alvorlige åndelige problemer. Hvis de ældste sikrer sig at den der trænger til hjælp, forstår hvad der ligger i de skriftsteder der overvejes og indser hvordan de finder anvendelse på hans egen situation, vil en sådan drøftelse tjene til at korrigere eller retlede ham. Ofte kan dette gøres af en eller to ældste i den uformelle atmosfære i personens eget hjem. — Jævnfør Apostelgerninger 20:18-20, 31.
8. Hvordan kan bibelske foredrag om uønskede tendenser i menigheden tjene til at retlede tilhørerne?
8 De ældste kan også finde det tilrådeligt at holde nogle bibelske foredrag hvori de kommer ind på de uønskede tendenser i menigheden. (2 Tim. 4:2; Tit. 1:10-14) En klar og magtfuld bibelsk behandling bør kunne bevæge tilhørerne til at ransage sig selv og foretage de nødvendige forandringer i deres liv. (Jævnfør Jakob 1:22-25.) Når tilhørerne indser at de behandlede skriftsteder angår dem personligt, retledes de. — Jævnfør Første Korinterbrev 14:24, 25, hvor der er tale om at en ikke-troende bliver retledt af det han hører ved et menighedsmøde.
Tilfælde af alvorlige overtrædelser som kræver retledning
9. (a) Hvilken slags synder kan bringe stor skam over menigheden? (b) Hvorfor kan en der har begået en grov synd stadig være uren i Jehovas øjne, selv om han kun har begået synden én gang?
9 Ligesom i det første århundrede, sker det også i dag at døbte kristne begår grove synder som bringer skam over menigheden. (Sådanne synder omtales for eksempel i Første Korinterbrev 5:11; Galaterbrevet 5:19-21 og Første Timoteusbrev 1:9, 10.) De kan begå det alvorlige fejltrin en enkelt gang, eller de kan fortsætte med den syndige adfærd et stykke tid. Men uanset om overtrædelsen kun er begået en enkelt gang, forbliver overtræderen uren i Guds øjne indtil han angrende vender sig til Jehova og søger hans tilgivelse.
10. Hvad er de ældste forpligtede til at gøre for dem der har gjort sig skyldige i grove synder?
10 Hvilket ansvar har de ældste over for dem der kommer ud i en alvorlig uret adfærd? De må gøre enhver bestræbelse for at hjælpe dem åndeligt, med tanke på at lede dem til sindsændring, hvis ikke de allerede har ændret sind. De ældste må omhyggeligt og under bøn overveje hvordan dette mål bedst nås.
11. Hvorfor kan en der angrer en alvorlig uret adfærd, alligevel trænge til yderligere retledning?
11 I nogle tilfælde er den der er kommet ud i en alvorlig overtrædelse, ’bedrøvet på en måde som Gud vil det’ og giver udtryk for en fast beslutning om at gøre det der er ret. Hans ord viser at han forstår hvor grov hans synd er. Han har altså ikke brug for at andre overbeviser ham om alvoren af den bestemte handling han har begået, med det for øje at lede ham til sindsændring. Men måske forstår han ikke fuldt ud at det var andre synder der førte til hans alvorlige fejltrin. Han har måske givet efter for en fordærvet tankegang. Han har muligvis ikke været så omhyggelig med at vælge det rette læsestof eller de rette former for underholdning. Eller han har måske ladet sig påvirke af verden i den grad at hans opfattelsesevner er blevet sløvet så han har haft svært ved at skelne mellem ret og uret. (Hebr. 5:11, 14) I så fald trænger han afgjort til at retledes, og det kan tage de ældste temmelig lang tid at hjælpe ham til at indse hvad det egentlig vil sige at være en kristen i ordets fuldeste forstand. Det kan være nødvendigt at de påpeger over for ham hvordan han gentagne gange har tilsidesat den bibelske vejledning. Det kan også være nødvendigt at de gør ham opmærksom på betydningen af at angre, ikke alene den alvorlige synd han har begået, men også de mindre synder der har ført til den.
12. Hvilke faktorer kan føre til at de ældste vil retlede en enkeltperson gennem en belæring for hele menigheden?
12 For at menigheden kan få en sund frygt for at komme ud i en lignende syndig adfærd, kan de ældste beslutte at holde et bibelsk foredrag for menigheden hvori overtræderens problem behandles. Selv om hans navn ikke nævnes, vil han forstå at han retledes for alles øjne, og det samme vil de der kender til situationen. (1 Tim. 5:20) Når de ældste overvejer om der i forbindelse med en enkeltpersons urette adfærd skal fremføres en retledende belæring for hele menigheden, må de tage i betragtning om det virkelig tjener menighedens, herunder også den angrende overtræders, sande interesser. De bør også tænke på om den retledte skal pålægges begrænsninger, og i så fald hvilke.
Samme holdning som i en familie
13. Hvilken indflydelse har dét at menigheden er som en familie, på behandlingen af dem der fejler?
13 Når de ældste retleder dem der fejler, må de huske på at menigheden er som en familie, et ’samfund af brødre’. (1 Pet. 5:9) Menighedens medlemmer må behandles venligt og respektfuldt, ligesom man ville behandle medlemmer af sin egen kødelige familie. (1 Tim. 5:1, 2) Gode forældre behandler ikke deres børns overtrædelser som dommere i en retssal, der blot får kendsgerningerne frem og derpå afsiger en dom. Hvis et barn er ulydigt og egenrådigt, søger forældrene at hjælpe det til fornuft så det for fremtiden vil opføre sig på en måde der kan bringe familien ære og ikke vanære.
14. Hvordan vil gode forældre tage sig af sagen når deres børn kommer på afveje?
14 Kommer et barn på afveje vil forældrene ofte tale med det i enrum, og ikke afsløre sagen for hele familien. I nogle tilfælde kan de dog finde det nødvendigt at lade de øvrige børn vide hvad der er sket, for at tugten af det ulydige barn kan tjene som et advarende eksempel for dem. I nogen tid kan forældrene tålmodigt finde sig i at en voksen søn eller datter som stadig bor hjemme, lægger en uret adfærd for dagen. Men hvis forholdet fortsætter, selv efter gentagne disciplinære forholdsregler, forlanger de måske at den voksne søn eller datter rejser hjemmefra. (Sammenlign dette med den fremgangsmåde israelitiske forældre fulgte, i overensstemmelse med befalingen i Femte Mosebog 21:18-21.) Når de gør dette, kan det også være for at beskytte de mindre børn mod en fordærvende indflydelse.
15 Hvad bør de ældste først og fremmest søge at opnå i forbindelse med overtrædere, og kun i hvilke tilfælde vil de gribe til udstødelse?
15 Skønt de ældste ikke er som forældre men snarere som ældre brødre til menighedens medlemmer, følger de den samme fremgangsmåde. De søger først at gøre alt hvad de kan for at lede synderne til sindsændring. Dette kan kræve tid, idet der må retledes på grundlag af velvalgte bibelske tanker. Med hensyn til kvinden Jesabel i menigheden i Tyatira sagde Jesus Kristus: „Jeg har givet hende tid til at ændre sind, men hun er ikke villig til at ændre sind med hensyn til sin utugt.“ (Åb. 2:21) Når der, ligesom i tilfældet med denne Jesabel, ikke spores nogen villighed til at ændre sind, må de ældste udstøde den pågældende og derved fjerne den fordærvende „surdej“ fra menigheden. — 1 Kor. 5:6, 7.
16. Hvad må de ældste gøre for at yde dem der fejler den største hjælp?
16 For virkelig at kunne hjælpe dem der har fejlet må de ældste betragte tingene i lyset af hele Guds ord og ikke blot hæfte sig ved nogle få passager hvor bestemte overtrædelser nævnes. Overfladisk set forekommer en bestemt sag måske at være magen til en man tidligere har behandlet. Men omstændighederne og de impliceredes indstilling og motiver kan være helt anderledes. Alle faktorer må nøje vurderes i lyset af Bibelen, så man kan fastslå hvad der tjener menighedens og overtræderens interesser bedst. Den bibelske retledning skal altid svare til den pågældendes behov. Efter at de ældste der behandler sagen har fået et fuldstændigt billede af hvad der er sket og hvad der har ført til overtrædelsen, kan det være nødvendigt at de bruger nogen tid til hver især personligt at meditere over sagen og overveje Guds ord under bøn, før de igen samles for at drøfte hvad der skal gøres. Da vil de langt bedre være i stand til at give en sund retledning og den nødvendige åndelige hjælp.
17. Hvad bør vi, som medlemmer af menigheden, være besluttede på at gøre, og hvilken løn kan vi da se frem til?
17 Bibelsk retledning spiller en afgørende rolle for at alle i den kristne menighed kan hjælpes til at følge den vej der fører til evigt liv. Måtte vi hver især bevare sindet åbent for den retledning der findes i Bibelen, så vi modstår fristelsen til at følge en adfærd der ville bringe skam over den højeste Gud og hans hengivne folks menighed. Gør vi det, kan vi være forvisset om Jehovas velsignelse nu og det evige livs belønning i hans kommende nye retfærdsorden. — Joh. 17:3.
[Ramme på side 8]
Vagttårnet for 1. februar 1977 indeholdt en række artikler om emnet retledning. Mange læsere har været glade for stoffet og har udtrykt et ønske om at visse punkter i artiklerne blev yderligere uddybet. Studieartiklerne i dette blad er blevet udarbejdet for at imødekomme dette ønske.
[Illustrationer på side 10]
Vi kan blive retledt på forskellige måder, for eksempel ved at vi læser i Bibelen eller i en bog eller et blad der forklarer Bibelen, ved at nogle taler med os personligt, eller ved at vi hører et bibelsk foredrag ved et menighedsmøde