Finder andre at du „har et mildt sind og er ydmyg af hjertet“?
HØR hvor appellerende Guds søn taler: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. . . . for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ (Matt. 11:28, 29, NW) Søger vi oprigtigt at efterligne ham?
De mænd der gør tjeneste som tilsynsmænd (ældste) i en kristen menighed vil have lagt mærke til at menneskers behov for opmuntring og ny styrke ikke automatisk ophører når de først har fået tro på Guds søn og er blevet hans disciple. Under de nuværende vanskelige verdensforhold udsættes Kristi disciple daglig for de samme genvordigheder som folk i almindelighed plages af. Hertil kommer at de måske må „lide for retfærdigheds skyld“, idet de må udholde modstand fra en ikke-troende ægtefælle eller fra slægtninge, arbejdsgivere, kolleger, skolekammerater eller andre. Ældste der er venlige og betænksomme kan være sådanne til stor hjælp og opmuntring.
Som nogle der repræsenterer Kristi riges styre bør de ældste søge at leve op til den beskrivelse af „fyrster“ der gives i Esajas 32:1, 2, hvor deres evne til at skænke lindring og ny styrke skildres som „læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land“.
Den rette holdning gør en imødekommende
For at kunne yde en sådan hjælp må vi naturligvis være imødekommende. Det føler vi måske også selv at vi er. Og dog kan det være på sin plads at vi ransager os selv lidt: ’Hvilken slags mennesker er det der henvender sig til mig? Er det også de beskedne og tilbageholdende? Hvis det nu hovedsagelig er dem der har en mere frejdig og selvsikker personlighed — måske endda nogle der vil smigre eller nogle som åbent fremsætter deres kritik af både det ene og det andet — så vidner det ikke om at jeg virkelig er imødekommende, vel?’ — Jak. 4:6.
Det betyder meget hvilken holdning vi lægger for dagen. Jesu ord i Mattæus 20:25-28 giver ikke rum for spor af den selvbevidste, nedladende holdning som præger myndighedspersoner i denne verden — ikke hvis det sande broderskab skal bestå. Det samme gælder deres ’falske beskedenhed’. Vi har sikkert alle set mænd i høje verdslige stillinger der gerne vil give det udseende af at de ’stiller sig lige med’ menigmand. Dog skinner deres følelse af overlegenhed igennem på den ene eller anden måde for at man ikke skal glemme ’hvem de er’ og føle sig alt for lige med dem. Opfører vi os nogen sinde sådan?
Hvor ofte viser det sig ikke at indflydelsesrige mennesker i verden, selv om de virker venlige og synes at vise interesse for andre, er som „en jernhånd i en fløjlshandske“ — jo mere man har med dem at gøre, jo mere får man deres hårdhed at føle. Hvor helt anderledes med Guds søn! Når han sagde at han ’havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet’, var det ikke blot ord. De der kom til ham fandt at virkeligheden svarede til den indbydelse han havde givet.
Apostelen Paulus’ gode råd i Romerbrevet 12:16 (New English Bible) er værd at have i tanke: „Hav samme omsorg for hinanden som for jer selv. Vær ikke hovmodige, men kom sammen med jævne mennesker [hold jer til det beskedne, NW]. Tænk ikke hele tiden at I er så kloge.“ Hvis de der beklæder visse ansvarsposter kun skulle komme sammen med andre i lignende stillinger, eller med mennesker i gode verdslige stillinger, ville dette så ikke skabe et skel mellem dem og de mange der kan kaldes „jævne mennesker“? For kristne tilsynsmænd kunne noget sådant hindre dem i klart at forstå hvordan deres brødre føler og hvilket behov de har. Det kunne føre til at de mistede enhver føling med de virkelige forhold. Ja, enhver dannelse af „klasseskel“ er ødelæggende for den åndelige sundhed i menigheden hvis hoved er Guds søn. — Jak. 2:1-9.
Vi må vogte os for nogen sinde at blive „kloge i egne tanker“, så vi føler at vore afgørelser, evner og fremgangsmåder overgår andres, for dette vil snart afspejle sig i vor tale og vor væremåde. (Rom. 12:16; Luk. 6:45) Jesu ydmyghed af hjertet fik mange til at komme til ham. Kristne ældste har langt større grund end han til at være ydmyge, for de er ufuldkomne mennesker og begår mange fejl.
Det kan være en prøve på deres ydmyghed af hjertet når de bliver gjort opmærksomme på en fejl de har begået eller når en eller anden, enten det er en ældste eller ej, kommer med et forslag til forbedring af noget i menigheden. Den der er „ydmyg af hjertet“ vil ikke være tilbøjelig til at opfatte sådanne forslag som en personlig kritik af hans motiver eller fremgangsmåde. Hvis han reagerede sådan, ville det få ydmyge mennesker til at blive bange for at henvende sig til ham. (Præd. 7:9, NW) Han bør være lige så villig til at modtage vejledning som til at give den. (Rom. 2:21) Derved kan han vise at han ikke er som de fremtrædende mænd i Israel der begyndte at betragte sig selv som „guder“ blandt folket, uden behov for at blive retledt af nogen. (Jævnfør Salme 82:6, 7; Esajas 40:13, 14.) „Hyrder“ som virkelig har et mildt sind, vil „fårene“ nærme sig med tillid. De vil føle sig sikre på at få en god behandling. — Sl. 23:1-6.
Der er afgjort ingen af os der ønsker at øge de byrder der hviler på vore brødre; det er snarere vort mål at hjælpe dem til at få ny styrke. Imidlertid kan vi komme til at gøre deres byrde tungere hvis vi er utålmodige eller korte for hovedet når de henvender sig til os. „Den retfærdiges hjerte tænker, før det svarer,“ så vi bør ikke drage forhastede slutninger eller være for hurtige til at retlede eller revse, uden først at have hørt hvad hele sagen drejer sig om. (Ordsp. 15:28; 29:20; Jak. 1:19) Vi kunne komme til at gøre en nedtrykt broder endnu mere nedtrykt hvis vi viste mistænksomhed over for hans motiver eller var hurtige til at antyde at han ikke havde gjort det han burde eller så meget som han burde. Vi bør ikke være tilbøjelige til at ’tro det værste’, men, drevet af kærlighed, skulle vi hellere ’håbe det bedste’. — 1 Kor. 13:7; Gal. 6:1.
De ældste der efterligner Guds søn med hensyn til sindets mildhed og hjertets ydmyghed sætter et prægtigt eksempel for hele hjorden. (1 Pet. 5:3) Følgelig vil de der henvender sig til menighedens ældste ønske at udvise de samme gode egenskaber. De vil ikke være pågående eller fremfusende eller lægge unødigt beslag på de ældstes tid, uden at vise hensyn til andre som søger hjælp. (Hebr. 13:17) I stedet for at spørge utålmodigt eller tale uoverlagte ord kan de have gavn af at gennemtænke deres spørgsmål eller problem på forhånd og overveje om der egentlig er grund til at forelægge det for en ældste. Måske vil de opdage at svaret eller løsningen er ret nærliggende og blot kræver en lille ekstra indsats fra deres egen side, måske i form af studium.
Det er i sandhed vederkvægende og giver ny styrke at være sammen med mennesker der udviser de samme egenskaber som vi beundrer hos Jehova Gud og hans søn! Ja, det er som en forsmag på livet i Guds nye retfærdsorden som nu er nær. — Sl. 133:1-3.