Når de siger: „Fred og ingen fare!“ da kommer undergangen

DEN vigtigste grund til at den verdensfred som jordens ledere vil stable på benene, kun vil være kortvarig, er at Bibelens profetier forudsiger det. Hvordan?

I et brev til de kristne for nitten hundrede år siden skrev apostelen Paulus disse ord:

„Herrens [Jehovas] dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og ingen fare!’ da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe.“ — 1 Tess. 5:1-3.

Men har vi grundlag for at anvende denne bibelprofeti på vor tids bestræbelser for og udtalelser om fred? Er fred ikke noget godt, og siger Bibelen ikke: „Salige er de, som stifter fred“? Og giver ikke selv de religiøse ledere i kristenheden deres bifald til de igangværende fredsbestræbelser? Hvorfor skulle Bibelen da forudsige at den storstilede indsats for freden som nu synes at foregå, ikke vil lykkes?

Hvorfor kommer undergangen i vor tid?

Vi lever i en tid som tydeligt afmærkes af opfyldelsen af andre bibelprofetier, der peger på at ’Jehovas dag’ og eksekveringen af hans dom over nationerne nærmer sig. Disse profetier er blevet opfyldt, og derfor har vi grundlag for at være overbevist om at apostelens profeti om ’pludselig undergang’ umiddelbart efter at der er sagt „fred og ingen fare!“, også vil blive opfyldt i vor tid.

Så tidligt som i 1879 pegede dette blads udgivere på året 1914 som et år der var afmærket i bibelprofetien, som begyndelsen til den periode Bibelen kalder „endens tid“.a

Fra 1914 har vor generation været vidne til det ’tegn’ der ifølge Kristus Jesus skulle markere denne periode og føre frem til den forudsagte ’Jehovas dag’. Det tegn han forudsagde bestod af mange begivenheder. De der så det, kunne være sikre på to ting:

For det første at tegnet ville danne forspil til „’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme“. Og for det andet at de der så tegnet, med sikkerhed kunne vide „at Guds rige er nær“, så nær at den generation eller slægt der oplevede det ’ikke skulle forgå, før det var sket alt sammen’. — Matt. 24:21; Luk. 21:31, 32.

Hvori bestod dette sammensatte tegn? Kan det ses nu? Og har folk kunnet se det lige fra 1914? Sammenlign dets enkelte dele — som beskrevet i Mattæus, kapitel 24, Markus, kapitel 13, Lukas, kapitel 21, og Åbenbaringen, kapitel 6 — med forhold og begivenheder fra vort slægtled:

Folk rejser sig mod folk i verdensomspændende krig (Matt. 24:7; Åb. 6:3, 4)

I Verdenshistorien af Carl Grimberg hedder det (bind 16, s. 11, 13): „Krigen 1914-18 var den første virkelige verdenskrig i historien. . . . For første gang viste den totale krig sit ansigt.“

Præsident Nixon har for nylig påpeget at der bare siden slutningen af anden verdenskrig er blevet udkæmpet over hundrede krige.

Udbredt fødevaremangel, stigende priser, hungersnød (Matt. 24:7; Åb. 6:5-8)

I den samme periode, altså fra 1914 og fremefter, er priserne på fødevarer steget til svimlende højder, trods fremskridt inden for landbruget. Sulten breder sig, undertiden meget dramatisk, men hyppigere sker det i form af underernæring, der virker langsomt og mindre iøjnefaldende, men er lige så dræbende.

En artikel i New York Times viser at blot i de sidste ti år har mangelsygdomme forskellige steder på jorden krævet 10.000 menneskeliv om dagen — over 3.500.000 om året. Folk fra industrilandene vægrer sig ved at tro det, men det er alligevel sandt: Hvert tredje menneske på jorden lider enten af sult eller af underernæring.

Sygdomme griber om sig som epidemier (Luk. 21:11; Åb. 6:8)

Selv om vi lod „den spanske syge“ ude af betragtning, den epidemi der rasede i 1918-1919 og på få måneder kostede 21.000.000 mennesker livet, kan vi ikke nægte at vor generation er blevet hjemsøgt af kræft, hjertesygdomme, sindslidelser, kønssygdomme, stofmisbrug og forgiftninger på grund af forurening, alt sammen i en målestok som ved en epidemi.

Jordskælv både her og der (Matt. 24:7)

Næsten hvert år forekommer der et eller flere større jordskælv. I de sidste få år er hele byer blevet jævnet med jorden i Peru, Irak og andre lande. Siden 1914 har over syv hundrede tusind mennesker mistet livet ved jordskælv.

Overhåndtagende lovløshed (Matt. 24:12)

Vor tid kan med rette kaldes en „voldstid“. Tilværelsen har aldrig været mere usikker, og det gælder især i de større byer. Der er nu også hurtigt stigende kriminalitet i „pæne“ forstadskvarterer og i landdistrikter. Antallet af seksualforbrydelser stiger, og den kønslige umoralitet kender tilsyneladende ingen grænser; den når længere og længere ned i aldersklasserne, og er ikke blot udbredt blandt teenagere men også blandt børn.

Den gode nyhed om riget forkyndes på hele jorden (Matt. 24:14)

Samtidig, fra 1914 til i dag, er historiens største oplysningskampagne blevet gennemført over hele jorden med oplysning om at Guds rige er begyndt at herske fra himlene og inden længe vil overtage herredømmet over hele jorden. Bogen These Also Believe af Charles Braden siger: „Jehovas vidner har bogstavelig talt dækket hele jorden med deres vidnearbejde.“

Hundreder af millioner af husstande i over 200 lande er blevet besøgt, ikke blot en eller to gange, men snesevis af gange af Rigets forkyndere. Og hvad er resultatet? Ikke en verdensomvendelse, for det har Bibelen ikke forudsagt. Jesu profeti siger: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14.

Hvad er det der skal gå under?

Som den øvrige del af Bibelen viser, drejer det sig ikke om „enden“ for planeten Jorden eller for alle dens beboere. Ordet hentyder til udslettelsen af en verdensomfattende tingenes ordning der har været uretfærdig lige fra den opstod.

I tusinder af år har mennesker nægtet at lade sig lede af Guds lov og bilægge deres uoverensstemmelser i fred, og de har gjort jorden til en slagmark hvor „den stærkeste har ret“. De kæmper for at vinde eller bevare handelsmæssige fordele og politisk indflydelse og magt, eller for at udvide deres territoriale rettigheder. De giver frit løb for religiøs fordom, national stolthed og racehad. Og for at nå deres selviske mål har de ikke tøvet med at begå hensynsløse myrderier, næsten altid ledsaget af plyndring, voldtægt og andre grusomme handlinger. Kan vi tro at den almægtige Gud aldrig vil kræve regnskab for alt dette? Fortjente han vor tillid og tilbedelse som en retfærdig Gud hvis ikke han gjorde det?

’Jehovas dag’, som apostelen skrev om, er netop det tidspunkt hvor Gud vil kræve menneskene til regnskab. Men der vil være nogle der overlever. Og alle de der har holdt sig fra nationernes gudløse vej og som elsker retfærdighed og ønsker at undslippe den dag ’undergangen pludselig kommer’, dem gælder disse opmuntrende ord som blev henvendt til fortidens Israel, Guds eget udvalgte folk:

„Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en stund, til vreden er draget over. Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“ — Es. 26:20, 21.

Hvorfor Gud forkaster verdens fredsbestræbelser

I Bibelen kaldes Jehova „fredens Gud“. (Rom. 15:33) Men han er ikke tilhænger af ’fred for enhver pris’. Han slutter ikke fred medmindre freden er parret med retfærdighed. Han vil heller ikke velsigne nogen fredsordning der lader ham og hans hensigter ude af billedet.

Og det er netop det nationernes kommende fredsordning vil gøre. Folkene ønsker fred, men kun for at kunne fortsætte den livsform de har foretrukket i århundreder. De bekymrer sig om materiel velstand, ikke om åndelig velstand. Følgende ord af Jakob, der var Jesu Kristi discipel og halvbroder, passer glimrende på dem, ikke mindst på kristenhedens nationer:

„Fra hvilken kilde kommer krige og kampe iblandt jer? Stammer de ikke fra denne kilde, nemlig fra jeres trang til sanselig fornøjelse som fører krig i jeres lemmer? I ønsker, og dog har I ikke. I bliver ved med at myrde og begære, og dog kan I ikke opnå tingene, I bliver ved med at kæmpe og føre krig. I har ikke fordi I ikke beder. I beder, og dog får I ikke, for I beder med et uret formål, for at I kan give det ud på trang til sanselig fornøjelse.“ — Jak. 4:1-3, New World Translation.

Ville nationerne mon udnytte en periode med „fred og ingen fare“ til at vende sig fra deres onde vej og søge retfærdighed? Ville de bruge denne periode til at lære mere om deres Skaber og til at hellige sig gennemførelsen af hans vilje og hensigter?

Alt hvad vi hver dag læser i avisen, hører i radioen eller ser i fjernsynet, og især vore egne iagttagelser og erfaringer med andre mennesker — alt dette fortæller os at et sådant oprigtigt motiv ikke er til stede. Kærlighed til Gud og kærlighed til næsten er tydeligt nok ikke det der fylder sind og hjerte hos flertallet i dag. Det er grunden til at menneskeheden nu befinder sig i denne elendige situation, stillet over for kriser der kan betyde døden.

Hvorfor kirkernes velsignelse ikke garanterer et godt resultat

Det ville være en alvorlig fejltagelse at tro at verdensreligionens godkendelse, støtte og medvirken er nogen garanti for at de nuværende fredsbestræbelser vil blive velsignet af Gud. Tværtimod peger dette på at de vil blive fordømt.

I virkeligheden har verdens religioner fulgt en kurs der går stik imod den som Guds egen søn har afstukket. Kristus Jesus sagde at ’hans rige ikke var af denne verden’ og at hans sande disciple ikke ville være af verden. (Joh. 18:36; 17:14) Men i århundreder har verdens religioner stillet sig til rådighed for de politiske magter for at vinde indflydelse hos dem.

Dette har især været tilfældet med kristenhedens trossamfund. De kan ikke undgå at blive identificeret med den symbolske skøge kaldet „Babylon den Store“ som ifølge Åbenbaringen, kapitel 17, står i et intimt forhold til jordens konger. Babylon den Store, den symbolske by der „har herredømme over jordens konger“, svarer meget nøje til denne verdens religioner der i århundreder har udøvet et ’åndeligt’ herredømme over jordens regeringer.

Åbenbaringsbogen i Bibelen viser at Babylon den Store leder nationerne, ikke til Gud, men imod ham, så de kæmper mod „Lammet“, Kristus Jesus. Det gør de ved at afvise hans riges styre og ved at afvise, ja endda forfølge, dem der forkynder det og taler dets sag. — Åb. 17:1, 2, 14, 18.

Kristenhedens religiøse ledere vil måske hilse de igangværende fredsbestræbelser med bifald og opsende bønner om at de må lykkes, men vi ved hvordan Gud vil se på dette. I Esajas, kapitel 1, vers 15, læser vi:

„Breder I hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders hænder er fulde af blod.“

Ja, kristenhedens religionssystemer har blod på deres hænder. Lige fra de grusomme korstog, religionskrigene og inkvisitionen i middelalderen, frem til verdenskrigene i vor generation har kristenhedens kirker støttet de politiske stater i deres krigsførelse, ja de har endda tilskyndet dem og forsikret dem om at de nød Guds velsignelse. Deres stadig voksende indblanding i politik i vor tid viser at de ikke virkelig har ændret indstilling.

Derfor vil kristenhedens kirker ikke finde et hørende øre hos Gud når de beder til ham.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Krige

[Illustration på side 15]

Hungersnød

[Illustration på side 16]

Jordskælv

[Illustration på side 16]

Sygdomme

[Illustration på side 17]

Lovløshed

[Illustration på side 17]

Riget forkyndes