Ydmyghed — en hjælp til tålmodighed

EN VERDENSKENDT bibelforsker havde sammen med nogle rejsefæller benyttet de tidlige morgentimer til at bese Jerikos ruiner. Da de kom tilbage til hotellet fik de serveret en sen morgenmad, og tjeneren stillede maden på bordets nederste ende. Da fadene nåede op til den anden ende af bordet, var de tomme. Bibelforskeren ventede tålmodigt og uforstyrret til tjeneren kom tilbage med mere mad. Hvad satte denne mand i stand til at vente så tålmodigt, når det egentlig ville have været passende at der blev serveret for ham først? Hans ydmyghed.

At være tålmodig, sådan som denne mand var, vil sige at være sen til vrede, at være langmodig, at bevare roen, ikke at miste besindelsen under vanskelige og ubehagelige forhold. Tålmodighed medvirker til fred og harmoni. Et arabisk ordsprog siger: „Tålmodighed er nøglen til glæde; hastværk er nøglen til sorg.“ Vi er alle ufuldkomne, og derfor må hustruer være tålmodige over for deres mænd, mænd over for deres hustruer, forældre over for deres børn, lærere over for deres elever, tilsynsførende over for dem de fører tilsyn med.

I dag er folk ofte utålmodige, for alle synes at have så travlt. Desuden er der mange som på grund af stolthed og ærgerrighed er utålmodige med dem der synes at hæmme dem i deres bestræbelser for at nå toppen. Sådanne mennesker gør vel i at overveje det russiske ordsprog: „Fremtiden tilhører den der forstår at vente.“

Guds ord råder os forstandigt til at være tålmodige eller langmodige: „Så vent da tålmodigt, brødre! . . . styrk jeres hjerter.“ „Kærligheden er langmodig,“ læser vi. Hvorfor? Fordi den „praler ikke, opblæses ikke“. Vi læser også at „Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed“. — Jak. 5:7, 8; 1 Kor. 13:4; Gal. 5:22.

En stor hjælp til at vise tålmodighed, er ydmyghed. Det fremgår af kong Salomons inspirerede ord: „Tålmod er bedre end hovmod.“ (Præd. 7:8) Med andre ord: den hovmodige er ikke tålmodig, og heraf følger at ydmyghed er en væsentlig forudsætning for tålmodighed.

Guds ord siger at den stolte eller hovmodige ikke tænker besindigt. (Rom. 12:3) Han har kun ringe tålmodighed med andre. Hans indstilling er: „Hvorfor skulle jeg vente på andre?“ „Hvorfor skulle jeg finde mig i ærgrelser og irritationer på grund af andre menneskers dumhed og selviskhed?“ „Hvem tror de mon jeg er?“ Så langt fra at være tålmodig og sen til vrede, er den stolte snar til at give udtryk for sit mishag.

I modsætning til dette hjælper ydmyghed os til at være tålmodige, for ydmyghed gør os villige til at gøre noget for andre. Hvis vi er ydmyge vil vi ikke tage os selv for højtideligt, vi vil ikke vente for meget af andre, og vi vil heller ikke forvente at få en særlig behandling eller særlig opmærksomhed. Vi vil forstå at vi alle gør fejl, at vi har forskellige evner og at vi ofte kommer til at prøve andres tålmodighed; derfor vil vi være tolerante.

Bibelen viser at Jehova Gud har vist tålmodighed i århundreder, ja i årtusinder. Han har virkelig været tålmodig med menneskeslægten, som det ses i eksemplet med Israels nation: „[Jehova] . . . sendte tidlig og silde manende ord til dem ved sine sendebud,“ og det gjorde han lige til han var nødt til at handle i retfærdig vrede. Tålmodig? Ja, han ventede tålmodigt i flere hundrede år før han straffede denne nation for dens ondskab og troløshed ved at lade den føre i fangenskab til Babylonien. — 2 Krøn. 36:15, 16.

Jehova Gud er også tålmodig eller sen til vrede over for den nuværende onde generation. Han har længe haft al mulig grund til at udslette den fordærvede gamle verden. Nogle mener ganske vist at han nøler med at opfylde sine løfter om at gøre ende på ondskaben. Men han nøler ikke, han er blot langmodig, „da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. (2 Pet. 3:9) Eftersom ydmyghed og tålmodighed går hånd i hånd, kan det så siges at den Højeste, universets suveræne Herre, er ydmyg? Ja det kan, sådan som hans ord fortæller: „Hvo er som Herren, vor Gud, som troner i Højhed? han, som bøjer sig for at se paa Himmel og Jord. Han oprejser den Ringe fra Støvet.“ Og som salmisten David bevidnede: „Du gav mig din frelses skjold, . . . din nedladelse gjorde mig stor.“ — Sl. 113:5-7, Lindberg; 18:36.

Jesus Kristus, Guds søn, gav i sin handlemåde over for sine apostle et smukt eksempel på sandheden i det princip at ydmyghed og tålmodighed går hånd i hånd. Uden tvivl prøvede apostlene igen og igen hans tålmodighed ved deres åndelige umodenhed, deres smålige rivaliseren og deres tungnemhed. Men mistede Jesus nogen sinde besindelsen over for dem? Nej, tålmodigt lærte han dem i lignelser hvad han ønskede de skulle forstå. (Luk. 9:46-48) Var han også ydmyg? Ja, det var han ganske afgjort, hvilket han for eksempel viste ved at vaske apostlenes fødder. Zakarias’ profeti havde ligefrem forudsagt at han ville ære ydmyg. — Zak. 9:9; Joh. 13:4-15.

Bibelen siger også at Guds trofaste tjenere i fortiden var tålmodige. Vi læser om dem: „Tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige.“ Og de var alle sammen ydmyge mænd, ellers kunne Jehova Gud ikke have brugt dem, for „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde“. — Jak. 5:10; 1 Pet. 5:5.

Derfor bør man arbejde på at være ydmyg. Ingen skulle have højere tanker om sig selv end han bør have. (Rom. 12:3) Vi gør alle sammen fejl, vi røber manglende dømmekraft, vi synder. (1 Kong. 8:46) Måske udmærker vi os i nogle retninger; men andre udmærker sig i andre retninger. Det er forstandigt at følge rådet: „Gør intet af . . . lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ Hvis vi har denne ydmyge indstilling vil vi ikke have særlig svært ved at være tålmodige over for andre. — Fil. 2:3.