„Fuldfør omhyggeligt din tjeneste“

 1. Hvordan bør den kristne se på sin tjeneste?

GUD har aldrig ladet sit folk uden arbejde. Han har sat det i arbejde, og da det er en opgave han har pålagt det og det udføres som en tjeneste for ham, kan det med rette kaldes en tjenestegerning. Dette arbejde er derfor ikke noget man kan tage sig let, men det bør betragtes som en husholdergerning. Det er et stort privilegium og en stor glæde at få lov til at udføre det, men det er også forbundet med et stort ansvar. Dette skulle dog ikke afholde os fra at påtage os dette arbejde, for Gud kender vore ufuldkommenheder og skrøbeligheder og har i sin ufortjente godhed truffet rigelige hjælpeforanstaltninger til gavn for os.

 2. I hvilken ånd er Paulus’ breve til Timoteus skrevet, og hvilket grundlag for tjenesten peger de på?

² Det er øjensynligt sådanne tanker der fyldte apostelen Paulus da han skrev de to breve til Timoteus som vi finder i Bibelen. Hver eneste side udstråler den ånd hvori de er skrevet; indtrængende formaninger og opmuntringer veksler med betimelige advarsler. For eksempel skrev han: „Jeg beder dig indstændigt . . . forkynd ordet, vær ivrigt optaget deraf, både når tiden er gunstig og når den er vanskelig, irettesæt, revs, forman, med al langmodighed og undervisningens kunst.“ Efter at have advaret om at mange ville vende øret bort fra sandheden slutter han: „Du, derimod, bevar dine sansers fulde brug i alt, lid ondt, gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør omhyggeligt din tjeneste.“ Læg imidlertid mærke til at vi forud for disse ord finder en omtale af det der udgør det vigtigste grundlag for fuldførelsen af vor tjeneste. Hvad er det? Paulus sagde til Timoteus: „Fra barndommen har [du] kendt de hellige skrifter som kan gøre dig viis til frelse.“ Derefter tilføjede han: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at rette op, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive virkelig dygtiggjort, fuldt udrustet til al god gerning.“ — 2 Tim. 4:1-5; 3:15-17, NW.

 3. Hvad er det der adskiller Jehovas vidner fra kristenheden? Betyder det at de er overmennesker?

³ Nødvendigheden af at vi holder os nær til Guds ord i al vor tjeneste, både inden for organisationen og udadtil i forkyndelsen, kan ikke understreges for stærkt. Her har vi en af de ting der adskiller Jehovas vidner fra folk i kristenheden. Vi lader os ikke lede af mundtlige overleveringer, trosbekendelser eller vore egne meninger. I alle forhold, i måden hvorpå møderne ledes, i spørgsmål om opretholdelse af disciplin og orden i menigheden og om menighedens økonomi, i lærepunkter og undervisningsmetoder, i alt søger vi at have et bibelsk grundlag. Hvis der sker ændringer skyldes det en bedre forståelse af Skriftens ord. Bibelen, Guds ord, er det vigtigste grundlag for en veludført tjeneste. Først og fremmest er det nødvendigt at have en god forståelse af Skriften og dernæst alvorligt og beslutsomt at bestræbe sig for at føre det man har lært ud i livet, både i ens personlige livsførelse og i arbejdet med at hjælpe andre der har et hørende øre over for sandheden. Sig ikke at det overstiger dine evner og kræfter. Mange tusinde Jehovas vidner i hele verden opfylder disse krav og ingen af dem giver sig ud for at være overmennesker. De har lært at stole på og at gøre brug af Jehovas foranstaltninger, at holde sig nær til ham i bøn og holde sig nær til hans ord og organisation, de vigtigste redskaber hvorigennem Jehova formidler sin hellige ånd. — Fil. 4:13.

Tjenesten indadtil

 4. Hvilket forbillede for helligdomsskarens tjeneste har vi fra Davids og Salomons tid?

⁴ Når vi tænker på at den kristne menighed sammenlignes med „et helligt tempel for Jehova . . . et sted hvor Gud kan bo ved ånd“, og at alle mennesker med fårets sindelag indbydes til at yde Gud hellig tjeneste i nært samfund med resten af denne helligdomsskare på jorden, hjælper det os til at se hvor alvorlig og betydningsfuld den tjenestegerning er der skal udføres inden for Guds organisation. For at illustrere dette kan vi blot nævne en af de mange og omfattende forberedelser David traf til opførelsen af det jordiske tempel i Jerusalem og til organiseringen af tempeltjenesten. Han udarbejdede detaljerede instruktioner for levitterne og fordelte dem på de forskellige arbejder, blandt andet fik fire tusind til opgave at „love [Jehova] med de instrumenter, jeg [David] har ladet lave til lovsangen“. Disse instruktioner blev ført ud i livet af Davids søn Salomon, som sørgede for en regelmæssig tempeltjeneste og for at de forskellige fik tildelt deres poster, heriblandt levitterne som skulle „synge lovsangen og gå præsterne til hånde efter hver dags behov“. Under udførelsen af denne lovprisningstjeneste måtte der herske fuldkommen indbyrdes enhed mellem levitterne, både i sang og handling. — Ef. 2:21, 22, NW; 1 Krøn. 23:5; 2 Krøn. 8:14.

 5. Hvilken illustration anvendte Paulus for at beskrive den kristne menighed?

⁵ Da apostelen Paulus i sit brev til efeserne påpeger det samme krav om enhed i det åndelige tempel, bruger han det menneskelige legeme som en illustration. Først fortæller han hvordan Kristus efter at han var steget op til det høje „gav gaver i mennesker“, heriblandt apostle, profeter, evangelieforkyndere, hyrder og lærere „med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges“. Til at begynde med, siges det, befinder den kristne menighed sig i sin barndom og dens medlemmer er som spædbørn, men målet for dem alle er at vokse op og skride frem til modenhed, både kollektivt og som enkeltpersoner. Hvorledes dette sker under Kristi ledelse, han som er hovedet, beskriver Paulus med følgende ord: „Hele legemet, der er harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde, idet hvert led yder det nødvendige, efter den bestemte funktion som det enkelte lem udfører i passende mål, samvirker til legemets vækst og opbygger sig selv i kærlighed.“ — Ef. 4:8-16, NW.

 6. Hvordan illustrerer det menneskelige legeme enheden i den kristne menighed i dag?

⁶ Det er klart at apostelen her tænker på den tjenestegerning der skal udføres i selve organisationen, på hvorledes den „opbygger sig selv“. Det samme princip og de samme metoder for menighedens ledelse gælder i dag som i den første kirke eller menighed. I det menneskelige legeme er det først og fremmest leddene — de store såvel som de små — der er ansvarlige for at hele legemet samarbejder harmonisk og gnidningsløst. På samme måde forholder det sig med den nye verdens samfund af Jehovas vidner som et hele, med dets styrende råd og alle menighederne — ansvaret for et godt samarbejde hviler i første række på de udnævnte tjenere, de omtalte „gaver i mennesker“. De udgør leddene. — Ef. 4:8, NW.

 7. Hvilken opmuntring ligger der i at „det enkelte lem“ har sin bestemte funktion?

⁷ Men apostelen standser ikke her. Som en yderligere faktor nævner han „den bestemte funktion som det enkelte lem udfører i passende mål“. (Ef. 4:16, NW) Dette omfatter alle i menigheden, mænd som kvinder, uanset hvor unge og umodne eller gamle og skrøbelige de måtte være. Sig ikke at du ikke betyder noget. Det er ikke sandt. Så snart du kommer i forbindelse med Jehovas vidner vil du uvægerlig blive årsag til glæde og opmuntring hvis du gør fremskridt. Det er i høj grad opmuntrende for alle at se at der findes mennesker som gerne vil have et bibelstudium og som er taknemmelige elever, og alle glæder sig over at se nye ansigter ved møderne, ikke blot én gang, men regelmæssigt. Det tages som et tegn på at Jehovas velsignelse og ånd hviler over vor tjeneste. Det er også meget opbyggende at se de ældre og svage sætte alt ind på at overvære møderne og have nogen andel, hvor lille denne end er, i forkyndelsen. I det menneskelige legeme har selv det mindste lem sin bestemte funktion som det udfører i passende mål. Vi tænker måske ikke på det når alt går som det skal, men så snart der er noget i vejen, selv med det mindste lem, hvis vi for eksempel har en tå med en nedgroet negl, mærker vi det straks! Det er godt at gøre sig klart at vi hver især i passende mål kan have nogen andel i den tjeneste der skal udføres inden for Guds organisation, den lokale menighed som vi hører til, så den „opbygger sig selv i kærlighed“. Der er meget arbejde at udføre og der kan altid gøres fremskridt. I begge illustrationer understreges væksten: „Legemets vækst“, og „i samhørighed med ham vokser hele bygningen . . . til et helligt tempel for Jehova“. — Ef. 4:16; 2:21, NW.

Tjenesten udadtil

 8. I hvilken forbindelse omtales de kristne i Bibelen som lysbærere?

⁸ I nær tilknytning til billedet med templet taler Bibelen om den kristne menighed, de 144.000 rigsarvinger, som „et helligt præsteskab“. Apostelen Peter sammenkæder de to faktorer idet han skriver: „Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab.“ Hvilket formål tjener dette præsteskab? Apostelen svarer: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ Jesus selv betegnede sine sande efterfølgere som lysbærere. Han sagde: „I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. . . . Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ Dette stemmer nøje med det strålende billede som Esajas’ profeti, der får sin opfyldelse i dag, tegner af Zion, Guds organisation, som sammenlignes med en by der ligger på et bjerg og får befalingen: „Gør dig rede, bliv lys.“ Hvad medfører så dette? „Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær. Løft øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig.“ Dette igen svarer nøje til profetien om Guds beslutning om at skabe en forvaltning der skal „samle alt igen i Kristus“. (NW) — 1 Pet. 2:5, 9; Matt. 5:14-16; Es. 60:1-4; Ef. 1:10.

 9. Hvilken begrundelse for at de kristne er lysbærere anfører Paulus i forbindelse med den nye pagt og dens tjeneste?

⁹ Læg nu mærke til hvordan Paulus viser at en del af vor tjeneste består i at være lysbærere. I sit andet brev til korinterne siger han at Gud i sandhed har gjort os „duelige til at være tjenere for en ny pagt“. Han sammenligner derefter denne nye pagt, som Gud har indgået med den kristne menighed gennem Kristus, med den gamle lovpagt, der blev indgået med Israels folk gennem Moses, og viser at „Åndens tjeneste“ under den nye pagt i enhver henseende er omgivet af større herlighed end „dødens tjeneste, indristet med bogstaver i sten“. Da Moses kom ned fra Sinaj bjerg med vidnesbyrdets to tavler strålede hans ansigt, „så Israels børn ikke kunne holde ud at se på Moses’ ansigt“. Men Paulus forklarer senere at den egentlige vanskelighed lå hos Israels børn selv. „Deres sind blev forhærdet; . . .. Ja, lige til denne dag ligger der et dække over deres hjerte, når Moses oplæses; men,“ fortsætter han, „hver gang en omvender sig til Herren [idet han af hele sit hjerte underlægger sig ham og overgiver sig til ham], tages dækket bort.“ Derefter siger han, idet han tænker på den tjeneste der er givet alle som er med i den nye pagt eller, som tilfældet er med de „andre får“, er nært forbundet med den, at ’alle vi med utilslørede ansigter som spejle genskinner Jehovas herlighed’. (NW) — 2 Kor. 3:6-8, 14-18; 2 Mos. 34:29-35; Hebr. 9:15.

10. På hvilken måde kan vi ’som spejle genskinne Jehovas herlighed’?

¹⁰ Vi undrer os måske nu over hvordan skrøbelige, dødelige skabninger på nogen måde kan genspejle Jehovas herlighed, når intet menneske kan se hans ansigt og leve. (2 Mos. 33:20; sammenlign også hermed 1 Timoteus 6:16) Vi må her huske på at foruden den herlighed der omgiver Jehova personligt, er hans hensigter, der alle har Riget og hans elskede søn som midtpunkt, også omgivet af en strålende herlighed. Dette rige, der er Bibelens centrale lære, og de dermed forbundne sandheder, udgjorde de „store gerninger“ som de kristne begyndte at forkynde på Pinsedagen efter at den hellige ånd var blevet udgydt over dem, hvormed deres tjeneste udadtil tog sin begyndelse. (Ap. G. 2:11) I overensstemmelse hermed siger Paulus om „denne tjeneste“ at vi ikke „forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden“. — 2 Kor. 4:1, 2.

11. Hvad kan vi forvente med hensyn til resultaterne og frugten af vor tjeneste?

¹¹ Ja, det er vor opgave, „åbent at forkynde sandheden“. Vi bliver ikke mismodige når vi ser at Satan, ’denne verdens [tingenes ordnings, NW] gud, har slået de vantros tanker med blindhed’ og at deres sind og hjerter derfor er stærkt tildækket. Men ikke alle er vantro. Mange, ja utallige, er stadig Satans ufrivillige fanger. De „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder“ der øves i Satans tingenes ordning, og det er en del af vor opgave at „udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn“. — 2 Kor. 4:4; Ez. 9:4; Luk. 4:18.

12. Hvordan lader Gud i dag lyset skinne frem at mørket?

¹² Hvilken lykkebringende opgave, hvilket stort ansvar har vi ikke fået betroet på denne dag da Riget er oprettet! I sin profeti om denne tingenes ordnings afslutning sagde Jesus: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) Alle Guds løfter og profetier vil blive opfyldt uden undtagelse. Undertiden får de en bogstavelig opfyldelse, og undertiden en åndelig eller billedlig opfyldelse. Dette viser Paulus idet han citerer den første befaling der er nedskrevet i Bibelen: „Lad lyset skinne frem af mørket.“ Dette fik en bogstavelig opfyldelse. Men Paulus viser dernæst at den samme befaling får en åndelig opfyldelse, for han siger: „Og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi åsyn.“ — 2 Kor. 4:6, NW.

13. Hvorfor har Gud betroet ufuldkomne skabninger en sådan tjeneste?

¹³ Når vi betragter os selv kan vi let føle at vi som spejle lader meget tilbage at ønske. Men for at trøste os og vise os at vi ikke udfører vort arbejde i egen kraft eller visdom forklarer Paulus at „denne skat [tjenestens] har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv“. Gud har truffet en foranstaltning hvorved vi kan yde ham en acceptabel tjeneste om end den er ufuldkommen. Imidlertid fritager dette os ikke fra at holde os selv som spejle i så ren og god en stand som overhovedet muligt. — 2 Kor. 4:7; se også 1 Korinter 1:26-31.

Enhed nødvendig

14. Hvilken enhed kan man se i verden, og hvilke motiver ligger som regel til grund for den?

¹⁴ I al vor tjeneste er enhed nødvendig. Det er sandt at man i verden godt kan se en enig front præsenteret, enten af et politisk parti eller af et lands borgere i krigstid. I den religiøse verden gøres der også bestræbelser i denne retning, skønt de i sammenligning med andre enhedsbestræbelser synes at gå langsomt og besværligt. Men er det ikke også sandt at motivet der ligger til grund for dannelsen af en sådan enig front i regelen ofte er frygt, frygten for en fælles fjende? Så snart faren er overstået, sker det alt for ofte at de gamle stridigheder bryder frem igen. En enhed der er skabt på grundlag af frygt vil let sprænges. Det er ikke kærlighed der binder parterne sammen; men det er kærlighed, en gudlignende kærlighed, der alene kan skabe og for bestandig bevare sand enhed. Lad os se hvad denne kærlighed udvirker blandt alle dem der er samlet under Kristi forvaltning.

15. Hvilke skridt må man først tage for at opnå enhed med Gud?

¹⁵ Enheden begynder ved den enkelte, uanset hvilken gruppe mennesker der er tale om. I dette tilfælde interesserer vi os for de kristne, eller dem der er blevet kristne. For at blive kristen må man først og fremmest sørge for at opnå enhed med Gud. Mange mennesker er af den opfattelse at dette er en rent følelsesmæssig oplevelse, en pludselig omvendelse. Men sand enhed kræver et mere solidt grundlag. Den enkelte må for at opnå enhed med Gud lære Guds tanker at kende i alle spørgsmål der med rette vedrører ham. Det er en af de vigtigste grunde til at Gud har givet os sit ord Bibelen. Det giver udtryk for den Højestes tanker og vilje. Når vi studerer Bibelen og forstår den, påvirkes vort sind af de rette tanker, og dernæst tilskyndes vi til at gøre de rette gerninger, dem „som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem“. — Ef. 2:10.

16. Hvad må der ske med ens hjerte, og hvilken velsignet frugt fører det til?

¹⁶ Men foruden vort sind må også vort hjerte påvirkes. Ligesom vor kundskab vokser, må også vor værdsættelse af Gud, al kundskabs og visdoms kilde, vokse. Vore hjerter drages i taknemmelig tilbedelse mod ham, hvilket fører til at vi indvier os og lader os døbe, hvorved vi træder ind i et personligt forhold til Jehova og opnår enhed med ham. For at bevare dette forhold og for at vore tanker fortsat kan mødes med hans, må vi fortsat studere hans ord. Det vil altid være nødvendigt. Som det så smukt udtrykkes i Salmerne: „Lykkelig er den mand . . . [som] glæder sig ved Jehovas lov, og i hans lov læser han med dæmpet tone dag og nat.“ Hvad medfører dette? „Han bliver visselig som et træ der, plantet ved bække, giver sin frugt i rette tid og hvis løv ikke visner, og alt hvad han gør, lykkes for ham.“ Hvilken rigere velsignelse kunne man ønske sig? — Sl. 1:1-3, NW.

17. Hvordan kunne Jesus sige at det var hans lyst at gøre Guds vilje når han dog skulle gennemgå så store lidelser?

¹⁷ Som en bekræftelse på dette har vi fra Salmernes bog de profetiske ord der gjaldt Jesus og som han udtalte da han blev døbt: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ (Sl. 40:9; se Hebræerne 10:5-7) Hvordan kunne Jesus sige at det var hans lyst at gøre Guds vilje når han fra sådanne skriftsteder som Esajas, kapitel 53, vidste at hans indvielse ville medføre den største lidelse og forsmædelse for ham, at han ville blive ringeagtet, såret og knust og at han skulle ’udtømme sin sjæl til døden’? (Es. 53:3, 5, 12) Fordi hans Faders ord og lov var i hans indre. Da Jesus til fuldkommenhed kendte Guds ord og erindrede sig det, vidste han hvad hans Faders tanke og hensigt var med ham, og dette tjente som en vejledning og støtte for ham i hele hans liv på jorden. Han vidste at hans død var „kostbar i [Jehovas] øjne“, og han kunne derfor som forudsagt sige: „Jeg vil ofre dig [Jehova] lovprisningsoffer . . . mine løfter vil jeg indfri [Jehova].“ Jesus er det fuldkomne eksempel for alle der vil opnå enhed med Jehova. — Sl. 116:15-18; se også Johannes 5:19, 30.

18. Hvilke punkter lægges der især vægt på i vejledningen til hustruerne?

¹⁸ Enhed i familien er ligeledes nødvendig for hele den nye verdens samfunds enhed, for dette samfund består for en stor del af familier. Nøglen til denne enhed finder vi i de ord der blev henvendt direkte til ægtemanden, familiens overhoved. Denne vejledning er interessant. Den findes blandt de detaljerede retningslinjer som Paulus giver både hustruerne og ægtemændene. Vi nævner hustruerne først fordi både Paulus og Peter gør dette i deres vejledning. (Ef. 5:22-33; 1 Pet. 3:1-7) Begge understreger de nødvendigheden af at hustruerne underordner sig deres mænd, ligesom „kirken [menigheden] underordner sig under Kristus“ i alle ting. Denne indstilling hos hustruen kommer til udtryk i „den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er“. Denne ånd er en absolut nødvendighed for familiens enhed, for var det ikke i det første menneskepars tilfælde hustruen der først kom på afveje og rettede det første slag mod familiens enhed med sin egenmægtige afgørelse? — Ef. 5:24; 1 Pet. 3:4.

19. Hvad er ægtemandens fornemste pligt, og hvad medfører det at han opfylder denne pligt?

¹⁹ Men nøglen til enheden blev ikke givet hustruerne. Paulus lægger først og fremmest ansvaret på ægtemændene idet han siger til dem: „I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken [menigheden] og gav sig selv hen for den.“ (Ef. 5:25) For helt at værdsætte denne Kristuslignende kærlighed og selv lære at lægge den for dagen med den renhed, varme og uselviskhed der hører den til, kræves et helt livs arbejde. Det er endnu en grund til at man bør holde sig i nær kontakt med den hellige beretning, med alt det den har at sige om denne egenskab, kærlighed. Efterhånden som ægtemanden i højere og højere grad lærer at lægge denne egenskab for dagen, lærer hustruen som følge af at hun underordner sig sin mand, at gengælde ham hans kærlighed, og derved dannes der imellem dem et enhedens bånd, der bliver en kilde til styrke, fred og stor lykke for dem begge. Når børnene opdrages i en sådan atmosfære og ud fra de samme principper, bliver resultatet en lykkelig, forenet familie der tjener til ære for den nye verdens samfund, og fremfor alt til ære for Jehova. Naturligvis bliver forholdet et andet i de familier hvor den ene ægtefælle ikke er indviet, men den indviede ægtefælle, hvad enten dette er manden eller hustruen, bør stræbe efter enhed i familien på en måde der er i overensstemmelse med Bibelens principper og dertil søge Guds hjælp, men i øvrigt overlade det endelige resultat til ham.

20. Hvorfor er det vigtigt at tjenere ’ydmyger sig og bliver som børn’, og hvilke farer er forbundet med hovmod?

²⁰ Vi vil nu vende vor opmærksomhed mod de udnævnte tjenere i menigheden, der svarer til de enkelte led i det menneskelige legeme. En ting som disse tjenere undertiden har vanskeligt ved at forstå er at enhed og ydmyghed går hånd i hånd. Hvorfor har de vanskeligt ved at forstå det? Fordi de indtager en fremtrædende stilling i menigheden. Den salvede kerub indtog en fremtrædende stilling på „det hellige gudebjerg“, idet han havde fået den opgave betroet at føre tilsyn med menneskene i „Eden, Guds have“. Men han var ikke tilfreds med det. Han havde højere mål og søgte på Babylons tid at gøre sig „den Højeste lig“. (Ez. 28:13-15; Es. 14:14) Jesu tolv apostle var så stærkt optaget af hvilken stilling de skulle indtage at det undertiden kom til en heftig ordstrid iblandt dem, endnu før de overhovedet havde fået nogen stilling tildelt. Hvor det ligner den menneskelige natur! Jesus sagde at de skulle ’ydmyge sig og blive som børn’. Undertiden træder en kvinde ind i billedet, som da „Zebedæussønnernes moder“ bad Jesus om at hendes sønner måtte få en særlig stilling i hans rige. Det synes derfor betimeligt at såvel tjenerne som deres hustruer samt alle andre lægger sig Peters ord på sinde: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ — Luk. 22:24; Matt. 18:1-4; 20:20-28; 1 Pet. 5:5; se Johannes 13:14, 15.

21. Hvordan illustrerer Paulus tjenernes arbejde?

²¹ Også Paulus gav tjenerne og menigheden i Korint, hvor der var „misundelse og splid“, en udmærket vejledning. Han mindede dem om at de tjenere der har fået det mest ansvarsfulde hverv betroet, såsom at plante og vande i åndelig betydning, simpelt hen intet er uden Gud, som alene kan få en menighed, der sammenlignes med en plante, til at vokse og bære frugt. Vi kan ikke få nogen til at se og tro sandheden. Kun efter som ’Herren giver hver enkelt’ vil mennesker få troen og slutte sig til de kristnes rækker. Paulus understreger enheden med ordene: „Den, der planter, og den, der vander, er ét.“ Hvorfor? Fordi det er et og samme arbejde. Som der siges: „Guds medarbejdere er vi.“ Dette fritager os dog ikke for vort personlige ansvar, for „hver [skal] få sin løn i forhold til sin møje“. — 1 Kor. 3:3-9; angående vers 5 se NW.

22. (a) På hvilken måde svigtede Israel Jehova, og hvilken illustration fremholdt han for det? (b) Hvordan anvendte Jehova denne illustration?

²² Som vi ved fra Guds ord, som vi har fået bekræftet både ved at iagttage kendsgerningerne og af egen erfaring, vil den Højestes vilje og hensigt ske fyldest. Han lover lykke til den der bevarer enheden med ham ved at holde sig nær til hans ord. (Sl. 1:1-3, NW) Han lover også lykke til hele den menighed af troende der er samlet til enhed med Kristus ved denne „de fastsatte tiders udløb“. (Ef. 1:10, NW) Det kødelige Israels folk valgte at gå sine egne veje uafhængigt af Jehova, og Jehova fortalte at hans tanker og veje var langt højere, ja ganske forskellige fra Israels tanker og veje. Israel svigtede Jehova, men betyder det at Jehovas hensigt ikke vil blive opfyldt? Han illustrerede det med regnen og sneen der falder fra himmelen og ikke vender tilbage (i fordampet tilstand) før den har kvæget jorden og fået den til at give „sæd til at så og brød til at spise“. Derefter siger Jehova med eftertryk: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ Hvad var da hensigten med det ord hvis hverv med sikkerhed ville blive fuldbyrdet? Profetien fortsætter, idet den nu taler om det åndelige Israel, den kristne menighed, og de mennesker med fårets sindelag der har sluttet sig til den: „Ja, med glæde skal I drage ud; og i fred skal I ledes frem.“ Derefter følger i symbolske vendinger en beskrivelse af den glæde og lykke der hersker blandt Guds indviede folk, der befinder sig i et genoprettet, åndeligt paradis efter at det er blevet samlet til en enhed under Guds forvaltning ved Kristus. Det skal blive „et æresminde for [Jehova], et evigt, uudsletteligt tegn“. — Es. 55:8-13.

23. Hvilken trøst og opmuntring har Jehova givet os i dag?

²³ Hvilken modsætning til den ufred og splittelse der hersker i denne verden med dens mange modstridende mål og splittede riger. Jehova har på denne dag udsendt sit ord og har nådigt givet os forståelse af det, sandhedens rene budskab. Ved Jehovas ufortjente godheds rigdom vil vi ikke svigte ham men omhyggeligt fuldføre vor tjeneste i enhed og samhørighed med hinanden. Som Jehova har forudsagt om vor tid: „Da lader jeg folkeslagene skifte til et rent sprog, så de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ — Zef. 3:9, NW.

● Om sin egen tjeneste udtalte apostelen Paulus følgende ønske: „Ikke desto mindre regner jeg ikke min sjæl for kær, hvis jeg blot må afslutte mit løb og den tjeneste som jeg har modtaget af den Herre Jesus, at bære grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.“ — Apostlenes Gerninger 20:24, New World Trans.