Jesu bjergprædiken — De kristne er „salt“ og „lys“
EFTER de ni ’saligprisninger’ i sin bjergprædiken udtalte Jesus sig om hvordan hans disciple ville virke på menneskeheden. Han sagde: „I er jordens salt.“ — Matt. 5:13; jævnfør Markus 9:50; Lukas 14:34, 35.
Salt var noget som Jesu tilhørere var godt kendt med. De brugte salt både til at krydre maden med og til at bevare maden med så den ikke blev fordærvet. Åbenbart fordi salt repræsenterede ufordærvethed havde Gud påbudt at der skulle kommes salt i „enhver afgrødeoffergave“ der blev frembåret på hans alter. (3 Mos. 2:13) På Jesu tid saltede de præster der gjorde tjeneste ved Jehovas tempel i Jerusalem, de dyre-, afgrøde- og røgelsesofre der blev frembåret på brændofferalteret. Den jødiske historie fortæller at der lå en stor dynge salt til dette formål i nærheden af den rampe der førte op til alteret. På tempelområdet var der et stort oplagsrum der blev kaldt „saltkammeret“, så man kunne være sikker på altid at have en rigelig forsyning.
Jesu disciple skulle være „jordens salt“. Det ville de være både i deres arbejde med at forkynde Guds rige og i deres personlige adfærd. Den kristne forkyndelse har ført til at mange har anerkendt Jesus som den lovede Messias og er kommet til tro på at hans offer kan rense menneskeheden for synd. Dette har åbnet dem muligheden for at deres liv kan blive bevaret i al evighed. (Joh. 6:47; Rom. 10:13-15) Ved at tilskynde folk til at leve efter Bibelens principper mindsker Jesu disciple desuden det stigende moralske og åndelige fordærv i samfundet.
Jesus kom imidlertid også med en advarsel, idet han sagde: „Men hvis saltet mister sin kraft, hvordan skal det da gøres salt igen? Det duer ikke længere til andet end at blive smidt ud hvor folk kan træde på det.“ Bibelkommentatoren Albert Barnes forklarer at til forskel fra almindeligt bordsalt (natriumklorid) var det salt som Jesus og hans samtidige kendte til, „urent, blandet med plantedele og jordbestanddele; det kunne derfor miste al sin salthed, så der kun var en betydelig mængde jordbestanddele tilbage. Da duede det ikke længere til andet end, som der siges, at blive strøet ud på stier eller veje, sådan som vi bruger grus“.
De kristne må passe på ikke at ophøre med deres bestræbelser for at dele „den gode nyhed“ om Guds rige med deres medmennesker. (Mark. 13:10) De må også vogte sig for at forfalde til en handlemåde der ikke harmonerer med Bibelens retningslinjer. Ellers vil de blive åndeligt fordærvede og blive som salt der har mistet sin kraft — flovt, fladt, smagløst — som ikke længere duer til noget. — Jævnfør Hebræerbrevet 6:4-8; 10:26-29.
Lys der skinner til Guds herlighed
For yderligere at vise hvilken gavnlig virkning hans disciple ville have på menneskeheden, sagde Jesus: „I er verdens lys.“ — Matt. 5:14.
Fra Guds inspirerede ord, og især fra Jesu Kristi lære og eksempel, kommer der åndeligt lys som hjælper mennesker til at se på tingene som Gud ser på dem. (Ordsp. 6:23; Es. 51:4; Matt. 4:16; Luk. 1:79; 2:32; Joh. 1:4-9; 3:19-21; 8:12; 9:5) Ved deres offentlige forkyndervirksomhed oplyser Jesu disciple folk om menneskehedens syndige tilstand, om at Gud har til hensigt at fjerne synden gennem Jesus Kristus, og om Guds rige hvorunder alle der tror på Jesus vil blive velsignet med evigt liv. — Joh. 3:16, 36; Rom. 3:23, 24.
Men det at være „verdens lys“ indebærer mere. Apostelen Paulus skriver: „Fortsæt med at vandre som lysets børn, for lysets frugt består af al slags godhed og retfærdighed og sandhed.“ (Ef. 5:3-9) De kristne må være lysende eksempler ved at efterleve Bibelens principper.
Jesus sagde videre angående sine disciple som lysbærere: „En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset.“ — Matt. 5:14, 15.
’En by der ligger på et bjerg’ er let at få øje på, selv på lang afstand. På samme måde lægger man hurtigt mærke til at de der efterligner Jesus Kristus, er et folk som er „nidkært for gode gerninger“. (Tit. 2:14) De bestræbelser de gør sig for at lægge guddommelige egenskaber for dagen — mådehold, renhed, flid, sund tale og et nært familiesammenhold — gør et godt indtryk på andre. (Tit. 2:1-12) De er også besluttede på ikke at være „en del af verden“; de deltager ikke i dens politik, dens krige og dens umoralske livsførelse. (Joh. 15:19; 17:14-16) Dette resulterer somme tider i at samvittighedsfulde kristne bliver latterliggjort og forfulgt. — Matt. 24:9; 1 Pet. 4:4.
Det er derfor med god grund at Jesus tilføjer at man ikke sætter en lampe „under målekarret [græsk: modios, et rummål på cirka 8,8 liter]“, men „på standeren“, hvor den kan oplyse et helt værelse. Jesu disciple må ikke tillade at modstand fra verden får dem til at skjule eller tie med de sandheder de har lært at kende fra Gud. De kan heller ikke begynde at opføre sig på en måde der ikke stemmer med Bibelens principper, for selv om de måske fortsatte med nidkært at forkynde Bibelens sandheder, ville deres handlinger få folk til at drage værdien af deres budskab i tvivl. — 2 Pet. 2:2.
Med henvisning til en lampe der sidder på en lampestander og skinner vidt og bredt, sagde Jesus derefter: „På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ (Matt. 5:16) Hvilken vægtig grund til fortsat at skinne „som lysspredere i verden“! (Fil. 2:15) Ved at betragte en kristens „gode gerninger“ kan andre mennesker komme til erkendelse af hvor enestående hans Gud er. Det sker ofte at sådanne iagttagere føler sig tilskyndede til at ’herliggøre Gud’ ved selv at begynde at tjene ham. Derfor giver apostelen Peter denne formaning: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer.“ — 1 Pet. 2:12.