Det er muligt at praktisere sand kærlighed

„Lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ — 1 Johs. 3:18.

 1. Hvorfor er kærlighed et bevis for, at Gud er til, og hvorved bevises det, at Bibelen er hans hellige bog?

KÆRLIGHED er til, fordi Gud er til. Hvis der ikke var noget, der hed kærlighed, var der heller ingen Gud. Kærlighedens eksistens er et bevis for, at Gud er til. Kærlighed kan kun komme fra Gud. Den måde, hvorpå den moderne videnskabs mænd søger at forklare hele skaberværkets tilblivelse, er aldeles blottet for kærlighed og kan aldrig forklare, hvorledes denne hjertevarmende egenskab, denne drivkraft er blevet til. Deres skabelsesteorier befatter sig kun med et koldt univers, uden kærlighed, uden hensigt. Den hårde, saglige fysiske videnskab er deres gud, den afgud, de tilbeder, og den har intet bud til hjertet. Ikke mindre blottet for kærlighed er hedningernes guder. Det er lidenskabernes guder, men disse lidenskaber er ikke sand kærlighed, selv ikke når de har at gøre med kønslivet. Et af de træk, der kendetegner disse guder som ukærlige, er den djævelske, sadistiske fryd de efter sigende føler ved at tortere skabninger på det frygteligste i et liv efter dette, hvis disse skabninger ikke har været dem til behag i det nuværende liv i den onde verden. Og hvem af disse guder fremholder kærlighedsprincippet, som den eneste levende og sande Gud gør det i sit hellige ord, Bibelen? Og hvilken af alle de religioner, der er bygget op med en af disse guder som den centrale figur, kan fremvise eksempler på en kærlighed som den, Jehova Gud har vist gennem sin søn, Jesus Kristus? Ikke een! Nej, ingen af disse religioner med deres skrifter er som Bibelen besjælet af den sande guddommeligheds og guddomskrafts ånd. Det må derfor være Bibelen, som er Guds bog, for den lærer og er gennemtrængt af guddommelig kærlighed.

 2. Hvad var grunden til, at den første mand og den første kvinde nærede kærlighed til Gud, og hvad var det, der kvalte deres kærlighed til Gud og til hinanden?

² Hvordan fik menneskene denne kærlighedens egenskab i eje? Jo, den var oprindelig Skaberens gave til dem, Guds gave. Han gav mennesket denne gave ved dets skabelse. Uden den ville det første, fuldkomne menneske ikke have været skabt i Guds billede og lighed. Kvinden var mandens første og nærmeste medskabning, og manden var skabt til at elske hende. Den første mand gav udtryk for sin hengivenhed for sin hustru og gav samtidig en illustration af, hvordan alle senere ægtemænd hver især skulle vise sin hustru hengivenhed, da han sagde, om den skønne kvinde, Gud havde givet ham: „Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget! Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver eet kød.“ (1 Mos. 2:23, 24) Oprindelig nærede Adam og Eva kærlighed til Gud; kærligheden var indplantet i dem. Men de kvalte deres kærlighed til Gud og til hinanden i væksten, idet de blev besat af et selvisk ønske om at få noget, Gud havde forbudt dem. I modstrid med hans vilje og befaling spiste de af den forbudte frugt af træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mos. 2:16 til 3:7) Det førte til, at deres kærlighed tid Gud døde. I sidste ende måtte de lide straffen for deres synd og vende tilbage til støv, og der var det umuligt for dem at vise selv det mindste gran af denne egenskab. (Præd. 9:5, 6, 10) Deres synd imod deres Skaber og himmelske Fader førte ydermere til, at deres første søn, Kain, opfyldtes af had og blev en morder. — 1 Mos. 4:1-12.

 3. Vis, at Bibelen fra første til sidste bog taler om kærlighed.

³ Kærligheden til Gud uddøde dog ikke af jorden sammen med Adam og Eva. Den åbenbarede sig på ny i deres næstældste søn, Abel. Abels offer blev antaget af Jehova Gud, og det fik Kain til at myrde ham. (1 Joh. 3:12, 13) Omkring to tusinde år senere viste den trofaste Abraham, at han elskede Gud endog højere end sin egen søn, og denne kærlighed gav sig udtryk i, at han viste sig villig til at ofre sin elskede søn Isak som et offer til Jehova Gud. Beretningen herom findes i Bibelens allerførste bog, det to og tyvende kapitel. De sidste bøger, der blev skrevet som en del af Bibelen, var apostelen Johannes’ beretning om Kristi liv og også Johannes’ første, andet og tredje brev til de kristne, og disse fire bøger i Bibelen taler ganske specielt om denne guddommelige egenskab og om, hvordan den bør give sig udtryk. Hele Bibelen igennem, fra første til sidste bog, hører vi om kærlighed i dens skønneste og reneste form.

 4. Med hvilke ord beskrives i al korthed det ædleste udtryk for kærlighed, og hvorfor var dette udtryk ikke barbari?

⁴ Det ædleste udtryk for denne egenskab er dog det, Jesus med egne ord beskriver for os i Johannes 3:16, 17: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.“ At kaste vrag på Guds enbårne søns gave og offer er ensbetydende med at kaste vrag på Gud, at fornægte hans kærlighed i al dens fylde og at fornægte hans magt til at vise så stor kærlighed. Når Gud gav sin søn som et offer, var dette ikke barbari, men et udtryk for en kærlighed, der savner ethvert sidestykke. Når forældre lader deres sønner gå i krig og blive udsat for at miste livet, og hvis disse sønner virkelig bliver dræbt i krigen, regner forældrene sig dog ikke for barbarer af den grund. Nej, de prøver at skjule deres egen fortvivlelse og siger med patriotisk stolthed, at deres sønner faldt som heltemodige ofre for fædrelandet. Hvad skal man da sige om Gud? Han så, at et menneske var nødvendigt som offer for de mennesker, der gerne ville leve for evigt i en ny verden, men Gud tvang ikke sin søn til at blive dette offer. Guds søn nedlagde frivilligt sit liv og det uden at skyde nogen, uden at true nogen på livet og uden at gøre nogen fortræd eller skade, men kun med tanke på at gavne menneskeheden. Det var hans fjender, der var barbariske, ikke hans Fader. Jesus var uden skyld, men alligevel dræbte de ham i ondskab.

 5. Hvordan kan dette udtryk for kærlighed siges at have den mest praktiske betydning, og hvad vil det, at man kaster vrag på Guds offer, hans enbårne søn, være ensbetydende med?

⁵ Vendte Gud sig mod hele menneskeheden, fordi nogle af dens repræsentative medlemmer begik denne barbariske handling? Nej, han tog imod sin søns frivillige offer, hans liv, der skulle bruges til gavn for dem, som ville anerkende dets værdi, og som forstod, hvilken betydning det havde for Gud og hans søn. Den ophøjede kærlighed, han gav udtryk for ved at ofre sin søn, var ikke forgæves. Den havde stor praktisk betydning. Da Sønnen trofast nedlagde sit liv som menneske som et offer, bragte det ham udødelighedens store ære og privilegier i himmelen, og hans offer blev lagt som grundvold for en ren og retfærdig ny verden. Dersom man lader hånt om dette offer, denne søn, som Gud gav hen, og kalder det barbari, betyder det, at man ikke kender Gud og ikke virkelig elsker ham, for Gud er kærlighed. Det vil sige, at han er gennemtrængt af kærlighed, den præger hele hans væsen, og han er i stand til at give den et fuldkomment udtryk. „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve, ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder.“ — 1 Joh. 4:8-10.

 6. Hvorfor er det kun rimeligt at Gud forlanger, vi skal elske ham og hinanden, og hvem må vi indbefatte i vor kærlighed?

⁶ Når Gud har strakt sig så langt for at vise os denne egenskab, er det kun ret og rimeligt af ham at forlange, at vi viser kærlighed mod ham og mod hinanden. Når vi betragter alle denne verdens religioner, ser vi så en eneste, hvis gud befaler os at vise kærlighed, fordi han viser kærlighed? I Bibelens tredje bog, kapitel 19, vers 18 3Mo 19:18, læser vi: „Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv. Jeg er HERREN!“ Det er ikke bare brødrene, vi skal tage hensyn til på denne måde, men også de fremmede, thi Gud befalede sit folk følgende: „HERREN . . . skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fremmede og giver ham brød og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, thi I var selv fremmede i Ægypten.“ (5 Mos. 10:17-19) Gud ønsker også, at fjenderne skal se, at den bedste metode ikke er at gengælde ondt med ondt, for han befaler: „Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; da sanker du gloende kul på hans hoved, og HERREN lønner dig for det.“ (Ordsp. 25:21, 22) Men selv om din fjende ikke lader sig formilde, når du behandler ham godt, og ikke bliver din ven, vil Jehova belønne dig, fordi du lød hans bud.

 7. Hvorfor er sådan vejledning og formaning fra Gud hårdt tiltrængt?

⁷ Vi behøver, ja vi trænger hårdt til den slags vejledning og formaning, for den gives os ikke gennem denne verdens religioner, og vi er på grund af vore arveanlæg tilbøjelige til at være selviske, begærlige, hensynsløse, misundelige, skinsyge, hadefulde, uforsonlige, hævngerrige, og den store Hader arbejder på at få disse dårlige egenskaber til at træde endnu tydeligere frem hos os. „Gud er kærlighed.“ Satan Djævelen er had. Han vil gerne omdanne os efter sit eget billede som sine børn, ligesom han gjorde med Kain. „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. Thi dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ — 1 Joh. 3:10-12.

 8. Hvilken lov bliver overtrådt, hvis der i en menighed vises personsanseelse, og hvorfor?

⁸ Skønt Kain var Abels broder og altså stod ham nær, kom han til at hade ham. I denne verden er det ikke usædvanligt, at en eller anden ikke nærer de blideste følelser for sin næste, måske en i sin egen familie eller i sin egen menighed. Hvis man favoriserer nogle og viser andre ophøjet foragt, er det, fordi man er uselvisk. Det er i modstrid med et af de to største lovbud. Discipelen Jakob anbefaler skødesløse kristne at holde op med at overtræde dette lovbud, at holde op med at favorisere nogle fremfor andre, og siger i den forbindelse: „Hvis I virkelig opfylder den kongelige lov, som efter Skriften lyder: Du skal elske din næste som dig selv, handler I ret.“ (Jak. 2:1-8) Det vil sige, at vi skal elske såvel vor fattige næste som vor rige næste uden at favorisere nogen for selv at vinde noget derved eller fordi vi mener, de rige skal behandles bedre. Fordi vi eventuelt er fattige, elsker vi ikke os selv mindre, end den rige elsker sig selv. Loven om at elske sin næste som sig selv er en „kongelig lov“. Hvad er da den største lov, den lov, der byder at elske Gud med alt, hvad vi er og har? Det er på disse altomfattende bud, hele Bibelen hviler. (Matt. 22:35-40; Rom. 13:8; Gal. 5:14) Hele den resterende del af Bibelen viser, hvordan vi må omsætte vor kærlighed til Gud og vor næste i handling. „Lad alt hos jer ske i kærlighed.“ (1 Kor. 16:14) Hvis vi viser partiskhed ved ikke at vise næstekærlighed mod den fattige, er vi ikke lydige mod den kongelige lov. Det vil ikke føre til de bedste resultater, og det er derfor ikke af praktisk betydning.

 9. Hvorfor kan vi ikke elske Gud i praksis og samtidig overtræde budet om næstekærlighed?

⁹ Gud ønsker ikke, at vor kærlighed til ham skal bunde i noget sentimentalt eller formelt, men at den skal omsættes i handling, den skal give sig udtryk over for hans folk, hans børn, vore kristne brødre. „Hvis nogen siger: Jeg elsker Gud og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin broder.“ (1 Joh. 4:20, 21) At vise partiskhed mod fattige brødre er ikke i harmoni med dette bud. Vi kan altså ikke adlyde det største af alle budene, nemlig at elske Gud med alt, hvad vi er og har, og samtidig overtræde det næststørste bud, det kongelige bud om at vise kærlighed mod næsten.

Ikke med ord, ej heller med tunge

10. Hvorfor må vi være på vagt over for dem, der hykler kærlighed i ord og med tungen?

¹⁰ Skal vi ikke elske med ord og med tungen? Nej, det vil sige ikke på skrømt, ikke på en måde, der gør vore ord til skamme. Altfor megen hyklerisk kærlighed finder udtryk i ord og med tungen. Mennesker, der lader sig bevæge til at bruge den slags falske virkemidler, har i regelen en selvisk hensigt dermed og søger fordel deraf, selv om de dermed forstyrrer freden og enheden i deres menighed. Apostelen Paulus advarer os: „Med deres søde tale og fagre ord forfører de troskyldiges hjerter.“ (Rom. 16:18) Det er på den måde, sådanne, som har forladt den teokratiske organisation, sædvanligvis indsmigrer sig hos dem, der holder fast ved den. Det er forrædersk tale! Kong David (havde en erfaring med den slags ord. Det var i forbindelse med Ahitofel, der sveg Jehovas salvede konge og gik i ledtog med oprøreren Absalom for selvisk vindings skyld. Om denne utro rådgiver skrev David: „Men du, en mand af min stand, en ven og fortrolig, og det skønt vi delte samværets sødme, vandred endrægtelig i Guds hus. . . . Glattere end smør er hans mund, men hjertet vil krig, blødere end olie hans ord, skønt dragne sværd.“ (Sl. 55:14, 15, 22) Vi må se bag om et menneskes maske, ellers kan han ved at foregive kærlighed til os afvæbne os, så vi ikke er på vagt, men lader os besnære af hans honningsøde tale. Til værn for vor åndelige sikkerhed er det nødvendigt for os, at vi lærer at gennemskue hykleri og gardere os mod at blive ført vild. (Mark. 12:15-17; Luk. 20:20-25) Og ligesom vi ikke selv ønsker at blive ført vild, ønsker vi heller ikke at føre andre vild med hykleriske ord eller med tungen.

11. Hvordan må vi ligesom Paulus anbefale os selv til andre, og hvorfor gør hyklerisk kærlighed os ikke til noget stort?

¹¹ Den kærlighed, vi skal opdyrke, må være „kærlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og af en oprigtig tro“. (1 Tim. 1:5) Budet lyder: Kærligheden skal være oprigtig. Vi må ikke forplumre vor broderkærlighed, men må bevare den ren: „Da I har renset jeres sjæle i lydighed imod sandheden til at nære oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre inderligt af hjertet.“ (Rom. 12:9; 1 Pet. 1:22) Når vi bevarer vor renhed og oprigtighed i denne henseende, kan vi anbefale os selv til andre, og de behøver ikke at frygte for, at vore bevæggrunde skal være dårlige. Det var, hvad Paulus gjorde. Han skrev: „Men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende, . . . ved mildhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed; ved forkyndelse af sandheden [ved sandfærdig tale, NW].“ (2 Kor. 6:4, 6, 7) Det, at et menneske viser hyklerisk kærlighed mod andre, gør ham ikke til noget stort, men tværtimod til ingenting. Sidestillet med tro og håb er det ikke den største egenskab. Det er det værste af alt, fordi det er en efterligning eller forfalskning af det største af alt. Hyklere falder med rette ind under gehennas dom. Den klasse mennesker, der fremstilles under billedet af den „onde træl“, sådanne, der slår deres brødre, vil Herren kaste ud, og de vil få deres lod sammen med hyklerne. — Matt. 24:48-51; 23:3, 29, 33; 1 Kor. 13:2, 13.

12, 13. Hvad skal vi i vort forsøg på at undgå hykleri passe på ikke at gøre i ord og med tungen, og hvad vil det da være praktisk at sige i sådanne tilfælde?

¹² Men selv om vi skal undgå uoprigtighed i ord og med tungen, må vi dog passe på, at vi ikke unødvendigt sårer eller fornærmer andre i ord eller med tungen ved for stor ligefremhed. Lad os tage et eksempel: En menighed indbyder en taler fra en anden menighed til at holde et offentligt foredrag. Taleren ankommer til den fastsatte tid, og menighedstjeneren eller ordstyreren opdager, at han har nedskrevet sit foredrag ord for ord og agter at læse det op. I et sådant tilfælde ville tjeneren eller ordstyreren måske sige lige op i den indbudte broders ansigt: „Hvad, har du skrevet foredraget helt ud! Jamen tilhørerne her ønsker ikke at høre et foredrag læst op. De ønsker ekstemporerede foredrag.“ Eller han kunne sige: „Du har sikkert brugt megen tid til at udarbejde dette foredrag, og jeg tror, det bliver godt. Vi venter af dig, at du vil gøre, hvad du kan for at læse det godt op og gøre stoffet levende for os ved at give det godt eftertryk og rigtig betoning.“

¹³ Den første bemærkning ville under disse omstændigheder være tilbøjelig til at nedslå modet hos oplæseren, endog inden han begyndte at læse op, den ville berøve ham al den varme og begejstring, han måtte have følt ved tanken om at skulle oplæse sit omhyggeligt udarbejdede foredrag. Det ville føre til, at han læste op på en frygtsom, undskyldende, mindreværdig og uinspireret måde. Den anden bemærkning ville vise, at man satte pris på det forarbejde, broderen havde lagt i udfærdigelsen af sit manuskript og i at øve sig på at læse det op, og det ville opmuntre ham til at fremholde det på bedste måde, så tilhørerne måske slet ikke ville tænke på, at han læste op, men få stort udbytte af det og glæde sig umådeligt over det. Når broderen var færdig med at læse foredraget op, kunne tjeneren eller ordstyreren bemærke, at man havde sat virkelig pris på det, og han kunne derefter tilføje: „Ja, broder, vi ville gerne ved en anden lejlighed høre dig tale ekstemporalt. Det kræver måske lidt mere mod, men hvis du fylder dig til overflod med dit stof og gør dig fuldt fortrolig med det, kan du gøre det. Det skulle glæde os at høre dig her.“ Den sidste kommentar ville derfor være den mest praktiske, den mest hensynsfulde.

14. Hvordan kan man med sine ord virke enten opmuntrende eller nedslående i tilfælde, hvor det skorter på frivillig tjeneste?

¹⁴ I et andet tilfælde er der en tjener i menigheden, der taler ved et tjenestemøde torsdag eller fredag aften. Han kommer nærmere ind på programmet for tjenesten på arbejdsmarken for den kommende uge. Han foreslår, at der skal arrangeres vidnearbejde en bestemt aften, der ikke er besat, og spørger, hvor mange der kan deltage den aften. Vær så venlig at række hånden i vejret! Fire hænder rækkes op blandt en tilhørerskare på over halvtreds. Så siger måske tjeneren i den hensigt at få flertallet til at skamme sig og melde sig til at være med: „Nå, der er kun fire, som vil støtte organisationen, hvis jeg ser rigtigt?“ En sådan bemærkning er uforstandig. Den er ubetænksom og vil kun vække modstand. Spørgsmålet om at stå last og brast med organisationen i dens virksomhed kan ikke måles ved, om man deltager i tjenesten en aften, der pludselig bestemmes i menigheden. Det, man må huske på, er: Hvad vil de øvrige foruden de fire, der rakte hånden op, gøre i retning af regelmæssigt vidnearbejde i ugens løb? Det ville være klogere at sige som så: „Det glæder os, at der er fire, som kan melde sig allerede nu. Skulle andre senere finde ud af, at de kan indrette sig og være med i arbejdet sammen med de fire denne særlige aften, vil jeg være glad for at høre fra dem. Og lad alle os andre fortsætte trofast i vort regelmæssige vidnearbejde i den kommende uge.“ Med denne bemærkning vil vi undgå at støde an i ord, og ingen af tilhørerne vil føle sig stødt; alle vil føle sig opmuntret.

15, 16. Hvordan bør man tale til dem, der har været længe i sandheden eller er ældre af år?

¹⁵ Der findes måder, som er passende, hvis man skal irettesætte nogen og få dem til at tage den rette kurs. (2 Tess. 3:14, 15; Tit. 2:8; 1 Pet. 3:16) Men vær aldrig skarp eller bidsk. Tag også i betragtning, hvor mange år en broder har været i sandheden, og hvor gammel han er af år. „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed.“ (1 Tim. 5:1, 2) Du synes måske, at en, der er oppe i årene eller har været længe i sandheden, ikke gør så meget og ikke er på højde med det fastsatte mål. Kom ikke med bebrejdelser over for ham ved for eksempel at sammenligne ham med noget foragteligt eller ved at slå halv i hartkorn med en foragtelig religiøs klasse, selv om du dermed mener, at du irettesætter ham og minder ham om hans fejl og mangler. Med den slags bemærkninger kan du volde ham stor skade og såre og fornærme ham dybt og smerteligt. Ungdommelig faren omkring er ikke altid ensbetydende med, at der udrettes så meget, og heller ikke behøver et langsommere tempo, sådan som det uvægerlig følger med lidt højere alder, at betyde, at der kun udrettes lidt. Tålmodighed, udholdenhed og regelmæssighed tæller også. Vær derfor ikke streng i din kritik og i dine sammenligninger. Hvis du føler det som din pligt at sige noget, så gør det med takt. Læg mærke til, hvor taktfuldt Paulus behandlede Peter (der var ældre i sandheden), på grund af hans opførsel, der ikke harmonerede med hans oplyste tro, men grænsede til hykleri af frygt for de omskårne jøder.

¹⁶ Paulus fortæller selv, hvorledes han gik frem med takt. Han siger: „Og sammen med ham hyklede også de øvrige jøder, så endog Barnabas blev draget med af deres hykleri. Men da jeg så, at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, skønt jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk vis, hvor kan du da søge at tvinge hedningerne til at følge jødiske skikke?“ (Gal. 2:11-14) Peter forstod hentydningen, men følte sig ikke såret.

17. Hvordan kan vi undgå at skabe vanskeligheder for vor egen sjæl ved den rette brug af ord og tunge?

¹⁷ Ordsproget siger meget klogt: „Den, der vogter sin mund og sin tunge, vogter sit liv for trængsler.“ (Ordsp. 21:23) Det indbefatter, at man må vogte sin mund og sin tunge for at sladre om andre, ganske særlig bagtale andre og komme med nedsættende kritik af andres personlige anliggender og bedømme dem efter sin egen målestok og ikke efter den bedre tolkning i Guds ord. Nogle vil måske med tanke på, at Harmagedon er så nær, hæve øjenbrynene og løfte hænderne i forargelse over, at andre brødre og søstre gifter sig nu i de sidste dage, eller over, at en gift søster bliver gravid. Men har en sådan åbenlys, og åbenlyst luftet, forargelse bund i det rette syn og den rette forståelse af Bibelens udtalelser om de sidste tider, da Harmagedon er nær forestående? Nej. I regelen vil den sladrende, bagtaleren, den, der er hastig til at kritisere, få sagen vendt imod sig, og så har vi genvordighederne. Så må der forklares, der må undskyldes, og vedkommende er bedrøvet over den fortræd, han har gjort dem, det er gået ud over i Guds sandhed og organisationen. Der er en praktisk måde at undgå den slags vanskeligheder på: vogt din mund, din tunge og din pen.

18. Hvordan kan det også være et tegn på, at vi mangler kærlighed, når vi ikke siger et ord i rette tid?

¹⁸ Vi kan altså se, at vi må elske i ord og med tungen. Nu mens der går dom over nationerne er det tiden fremfor alle tider, da vi må bruge ord og tunge på rette måde, og da det ville være ulydighed at tilbageholde de ord, der skal tales. Er det ikke nu tiden, da Gud befaler os at forkynde budskabet om Riget over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslag? Jesus Kristus siger jo. (Matt. 24:14) Er det ikke nu tiden, da vi trofast må advare alle dem, der står i fare for at blive udslettet nu på denne domsdag og i Harmagedon? Jo. Hvor meget godt ville vi ikke undlade at gøre ved at tilbageholde et ord i rette tid, når vor tunge har kraft og lejlighed til at udtale det! „Hvor godt er et ord i rette tid.“ „Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid.“ (Ordsp. 15:23; 25:11) Hvis vi må give en irettesættelse i rette tid, må den for at være talt på rette måde gives i kærlighed. Hvis man forsømmer at give en irettesættelse i rette tid, kan det skyldes mangel på kærlighed til at bruge ord og tunge på rette måde. (Ordsp. 6:23) „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ „Thi Herren tugter den, han elsker.“ — Ordsp. 13:24; Hebr. 12:6; Ordsp. 3:12; 27:5.

19. Skal vi elske i ord og med tungen? Hvis så er, hvordan skal vi da bære os ad?

¹⁹ Medlemmerne af en menighed må tale Guds ord indbyrdes for at opbygge hinanden åndeligt, for at trøste hinanden og for at tilskynde hinanden til at fortsætte ad den rette bane. Et skriftsted, der giver os råd om, hvordan vi skal bruge ord og tunge på rette måde, er dette: „Men I, mine elskede, opbyg jer selv på jeres højhellige tro, bed i Helligånden, bevar jer selv i Guds kærlighed.“ Og også dette: „Så trøst hverandre med disse ord!“ (Jud. 20, 21; 1 Tess. 4:18) Talere, som udpeges dertil, må prædike ordet for menighederne, og alle medlemmer af menighederne må prædike ordet for alle landets indbyggere. Vor kærlighed skal ikke alene ytre sig ved, at vi i det hele taget taler, men også ved den omhu, hvormed vi vælger vore ord, udtryksmåder og ordbilleder: „Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare hver især.“ (Kol. 4:6) Tungen må bruges, men ikke som en ild, der er sat i brand af gehenna, og som bringer evig undergang over dem, der hører på os, undergang i den symbolske sø, der brænder med ild og svovl; den må bruges som „de vises tunge“, der giver mental og åndelig lægedom til dem, der hører. (Ordsp. 12:18; Jak. 3:5-8) Lad vore tunger være overbringere af livets ord, lad det trykte blad, den trykte prædiken, vi bringer ud, være livets ord, udtrykt i Bibelens sprog og mægtigt til at frelse. Der er ikke tale om andet: vi må elske i ord og med tungen, og vi må elske både Gud og vor næste på denne måde.

„I gerning og sandhed“

20. Hvad mener apostelen med ordene i 1 Joh. 3:18?

²⁰ Hvad apostelen Johannes mener, når han siger: „Lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed,“ er, at vi ikke må elske med ord og med tungen alene, navnlig ikke nu, da det er tiden til gerning, til handling, til at praktisere det, vi siger med ord og med tungen. (1 Joh. 3:18) Det er den slutning, vi drager fra det vers (17), der kommer umiddelbart før det nylig citerede, og som lyder: „Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?“ (1 Joh. 3:17) Hvad en sådan end måtte sige i ord eller med tungen, kan ikke skjule det faktum, at han er kommet til kort i at elske såvel Gud som en af sine nærmeste, nemlig sin kristne broder.

21. Hvorledes svarer kærlighed og tro sammen?

²¹ Dette minder os om det billede, Jakob giver af den levende tro: „Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? kan troen måske frelse ham? Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt, men ikke giver dem det, legemet behøver — hvad nytter det så? Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ (Jak. 2:14-17) Denne illustration gælder lige så vel kærligheden. Levende kærlighed må have gerninger. Er kærligheden ægte, må den give sig udslag, ikke bare i at vi taler ord med vor tunge, når ord er billige og ikke koster os andet end en bevægelse med munden, men i gerninger, i uselvisk handling, der koster os noget. Og vi må give uden beregning og uden at vente noget til gengæld.

22. Hvordan vil kærligheden få os til at behandle dem, der tjener os, og på hvilken måde vil vi prøve at komme hinanden i forkøbet med kærlighed?

²² Det er nemt nok at citere skriftsteder om kærlighed og tale om kærlighed for en forsamling, men at vise kærlighed, når det koster en noget og går ud over ens ejendom, er noget helt andet. Det er imidlertid en sikker prøve på, om den kærlighed, der udtrykkes i ord, nu også er ægte. Nu og da vil det måske kræve af os, at vi anstrenger os en smule for at gøre noget for andre, i stedet for at vi altid selv skal betjenes og opvartes. Det vil hindre os i at blive vigtige og indbildske og i at vente, at vi på grund af vor stilling, vor uddannelse eller vore jordiske besiddelser altid skal opvartes og gøres stads af, uden at vi gør den mindste smule til gengæld. Når det gælder om at gøre noget for andre, burde vi komme hinanden i forkøbet. „Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!“ (Rom. 12:10) Det gjorde Jesus. Det var ikke tomme ord, da han sagde: „Den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ (Matt. 20:26-28) Hvis vi bestræber os for at være de første til at vise hinanden ærbødighed som Guds tjenere, vil det hjælpe os til ikke at blive en død byrde, som folk bliver trætte af at have som gæster for en tid. Vi må prøve på at lette folk deres byrder, så de får mere frihed og mere tid til åndelige materier, hvad såvel de som vi selv behøver.

23, 24. Hvordan kan vi vise vor kærlighed til den hele forsamling af brødre, og hvordan kan det være katastrofalt at søge ensomhed?

²³ Undertiden kan brødre blive en byrde for os, ikke i økonomisk henseende eller rent fysisk set, men ved deres opførsel, deres svagheder og deres umodenhed som kristne. Men kærligheden skulle hjælpe os over dette. „Elsk den hele forsamling af brødre.“ (1 Pet. 2:17, NW) Det betyder ikke bare, at vi skal bede for brødrene over hele jorden eller hjælpe brødrene i en eller anden sektor, hvor der er vanskeligheder. Det betyder, at vi bør affinde os med brødrene i vor egen menighed, til trods for deres fejl og mangler, og ikke blive trætte deraf og miste tålmodigheden. Vor nære tilknytning og regelmæssige kommen sammen med vore trosfæller, bør ikke få os til at føle foragt for dem, fordi vi kommer til at kende dem lige så godt som en bog, vi har læst om og om igen. Under en ekspedition til de antarktiske egne i 1939 udtrykte ekspeditionens leder ønske om at blive stationeret alene på en af de yderste forposter, hvor han skulle gøre videnskabelige observationer i den lange vinternat. Hvorfor ville han være alene? Jo, sagde han, to mænd kan være de bedste venner, men prøv at lade dem leve tæt op ad hinanden, tving dem til at sidde over for hinanden i lang tid og ikke have andet at se på end hinanden, og de vil til sidst blive trætte af hinanden, de vil komme til at afsky hinanden, de vil føle modparten som en byrde, og til sidst vil de ikke kunne udholde synet af hinanden eller at være i hinandens nærhed. Derfor vil jeg gerne have denne observationspost alene!

²⁴ Det havde nær kostet denne mand livet. Han var lige ved at blive kvalt af osen fra sin lampe. Da der ikke kom nogen radiomeldinger fra ham, blev der fra operationsbasen udsendt en undsætningsekspedition, der lokaliserede hans snedækkede hytte og gravede ham frem af snemasserne. De fik ham reddet, men det var på et hængende hår. Lige så farligt er det for den kristne at isolere sig, søge ensomhed, fordi han er led og ked af samværet med sine brødre og foretrækker at være alene eller i selskab med dyr eller endnu værre søger selskab med denne verden. Giver han efter for en sådan ensomhedstrang, kan det føre til, at han bliver syg i sindet, åndelig syg, for han bliver derved afskåret fra den teokratiske organisation, gennem hvilken føden fra Jehova kommer til os, og også vejledning og beskyttelse, og det vil føre til undergang.

25. Hvorfor bør vor nære forbindelse med brødrene ikke få os til at foragte dem, og hvorfor vil det, hvis vi har den rette kærlighed, ikke være muligt for os at holde os for os selv?

²⁵ I verden kan det være sandt, at for intim omgang og for stor familiaritet avler foragt. Men verden har ikke Jehovas ånd. Det har vi, som hører til den nye verdens samfund. Åndens frugt er sand kærlighed. Hvis vi virkelig elsker hele forsamlingen af brødre, vil vi ikke kunne isolere os fra dem. Den, der elsker, vil altid søge sammen med genstanden for sin kærlighed. Kærligheden kan ikke holde sig for sig selv. Hvis en ung mand nærer en fortærende kærlighed til en ung pige, vil det være håbløst at søge at holde ham borte fra hende. På en eller anden måde vil det lykkes ham at komme i berøring med hende og udøse sin kærlighed over hende. Det, sagde vismanden, var en af de fire ting, der var for vidunderlige til, at han kunne fatte dem: „Mandens vej til den unge kvinde.“ (Ordsp. 30:19) Sådan må vi også have det med vore brødre. Vi kan ikke godvilligt holde os borte fra dem, og det er ikke blot fordi Gud befaler, at vi ikke må undlade at komme sammen med dem. Vi må blande os med dem, vi må være ladet med positive ideer, vi må gøre godt mod andre, vi må være dem til hjælp og ikke bare tænke på selv at få udbytte deraf, selv være dem, der stadig tager imod. Missionærer, der lever i samme missionærhjem, eller brødre fra samme gruppe må vokse i værdsættelse af hinanden, bære over med hinanden til tider, da det kan være lidt af en prøvelse, og være til styrke for hinanden, idet to, der samarbejder, er bedre end een. (Præd. 4:9-12) Missionærer behøver hinanden i vidnearbejdet. De må søge at værne hinanden mod lokale faremomenter. Alt dette må de gøre i arbejdets interesse, selv om det går ud over deres personlige følelser, for at der kan blive dannet en lokal menighed af Jehovas vidner blandt de indfødte.

26, 27. Hvordan kan vor kærlighed til Gud være af rent formel karakter, selv om vi overværer møderne? Hvordan kan vi få udbytte af at komme sammen?

²⁶ Vi har ikke lov til at ignorere vore brødre i den nye verdens samfund. Der er ingen rimelig grund eller undskyldning for en opførsel som den, der beskrives i følgende citat fra et brev til Selskabet: „Jeg kunne sige meget mere, men vil begrænse mig til det, jeg egentlig ville skrive om. Vær så venlig at sætte svaret i Vagttaarnet. Kan det være muligt, at et indviet Jehovas vidne år efter år kan sidde sammen med andre vidner i samme rigssal, på samme bænk, side om side med dem, gå forbi dem, ikke bare i måneder, men i årevis, uden at tale til sine brødre eller søstre en eneste gang? Ja, uden så meget som at hilse eller henkaste en bemærkning? Og når nogen gør et forsøg på at tale til vedkommende, vender han sig bort uden at svare. Er det broderkærlighed? Jesus formanede os: I skal elske hverandre o.s.v. Uden hensyn til race eller farve står den store skare sammen og er ikke delt.“

²⁷ Dem person, der beskrives i brevet, mener måske, at han viser kærlighed mod Gud ved at overvære møderne i rigssalen, men han glemmer at tage i betragtning, at en sådan kærlighed er ukomplet, den er kun formel, for man elsker ikke Gud, hvis man ikke holder hans befaling om at elske sin næste som sig selv. Vi må støtte møderne, ikke alene ved vor nærværelse, men også ved at tage del i dem, når lejlighed gives. Når mødet er forbi, så bland dig med brødrene og søstrene i rigssalen og tag dig af dem, der lader til at blive overset. Du vil få ekstra glæde af at overvære møderne, hvis du på denne måde giver til andre, mens du er der. Prøv på ikke at komme for sent, navnlig ikke til offentlige møder. Hvis de fremmede er der til tiden, giver det dem et dårligt indtryk, hvis der er mange tomme pladser, og hvis de ser, at selve menighedens medlemmer kommer for sent. Tomme pladser kan også være et talende vidnesbyrd om, at de, der hører til menigheden, ikke kommer til deres egne møder. Hvis du er nødt til at gå ud i vidnegerningen alene, så gør det. Men er det muligt for dig, så tag del i gruppearbejdet. Vær med til at opbygge andre, der bliver dine særlige medarbejdere og ledsagere, så de kan blive dygtigere til at prædike fra dør til dør og fra forretning til forretning. Lad de svage nyde godt af den nidkærhedens styrke og varme, der kommer fra jer, der er stærkere. Giv og få mere glæde og lykke. — 1 Kong. 1:1-4.

Også i sindet

28. Hvad kan vi værne os mod ved at give agt på vor sindstilstand, og hvilken modgift findes der herfor?

²⁸ Sindet er en dynamisk faktor, bestemmende for, om vi skal give udtryk for vor kærlighed til andre, eller vi skal holde den for os selv. Det er nødvendigt for os at være på vagt over for vor sindstilstand, passe på, den ikke bliver negativ, at vi ikke bliver selvoptagne, indadvendte, helt opslugt af os selv eller mener, at vi kun er til besvær for andre, og derfor er tilbøjelige til at ønske at være alene med vore tanker. Apostelens modgift mod sådan mental forvirring er denne: „Se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.“ (Fil. 2:4, 5) Benytter vi samme modgift, vil det få os til at handle uselvisk mod hinanden i den nye verdens samfund. Det skulle ikke være alt for svært for os. Kristus gav os i Bjergprædikenen den befaling, at vi endog skulle elske vore fjender og gøre godt imod dem; hvor meget mere skulle vi da ikke elske dem, der elsker os, vore brødre i Guds familie! Lad os ikke elske som indadvendte, men som udadvendte personer.

29. Hvad må vi ifølge 1 Korinter 13:5 passe på? Hvad kan der ifølge Ordsprogene 18:19 ellers ske?

²⁹ I en beskrivelse af, hvordan denne guddommelige egenskab virker, siger 1 Korinter 13:4, 5: „Kærligheden . . . bærer ikke nag.“ Gå ikke og bær nag til en åndelig broder. Hvis nogen stædigt bærer nag, vil han måske ende med at blive lige så uforsonlig som den krænkede broder, der omtales i Ordsprogene 18:19: „Krænket broder er som en fæstning, trætter som portslå for borg.“ „En krænket broder er sværere at vinde end en befæstet by, og sådanne stridigheder er som portstænger for en borg.“ (AS; Nácar-Colunga) „En fremmedgjort broder er værre end en stærk stad, og stridigheder er som portstænger for en fæstning.“ (Ro) „En broder, der er begået overtrædelse mod, er som en stærk stad, og stridigheder som portstænger for et palads.“ (Yg) Ja, det hænder at en broder mod al forventning nægter at vise slægtskærlighed og tilgive sin kødelige broder, idet han mener, at hans broder ikke burde have fornærmet ham eller forbrudt sig mod en, der stod ham så nær som hans egen broder.

30. Vis, hvorledes Kain og Esau er eksempler i denne retning.

³⁰ Kain tilgav aldrig sin broder Abel, at han uafvidende stillede ham i skygge og selv vandt Guds gunst; han følte uden tvivl, at han som den førstefødte var blevet skammeligt behandlet, og det sårede hans stolthed. Esau havde i sinde at myrde sin broder Jakob, der på lovlig vis havde købt førstefødselsretten af ham og nu traf foranstaltning til at modtage denne fødselsrets velsignelse af sin fader Isak i overensstemmelse med Guds dekret. Jakob drog hjemmefra for at give sin broders vrede tid til at lægge sig. Da han efter tyve års fravær vendte tilbage, var han endnu ikke sikker på Esaus tilgivelse, men sendte ham gaver forud, den ene efter den anden, i håb om at disse gaver og hans lange fraværelse, der havde givet Esau tid til at glemme, ville blidgøre Esau og bringe ham til fornuft. Det var lykkeligvis, hvad der skete, men det havde taget tyve lange år. Hvordan ville det ikke være at belejre en by i så lang tid, før man kunne indtage den? — 1 Mos. 25:20-34; 27:1-45; 31:36-41; 32:3 til 33:11.

31. a.) Hvilke eksempler har vi i Joab og Absalom? b) Hvordan kan vi forsømme en lejlighed til at efterligne Gud, og hvem skader vi mest dermed?

³¹ Hærføreren Joab bar nag til sin israelitiske broder Abner, der ligeledes var hærfører, fordi denne havde dræbt hans broder Asa’el i privat kamp, og dræbte ham senere ved list. (2 Sam. 2:18-23; 3:26-29) Kong Davids søn Absalom tilgav aldrig sin halvbroder Amnon, at han havde krænket hans søster Tamar, men pønsede på en lejlighed til at dræbe ham, og denne lejlighed kom, efter at han havde ventet på den i to år. (2 Sam. 13:1-29) En broder i den nye verdens samfund må vogte sig for at bære på modvilje, han må ikke surmule eller blive nedtrykt, han må ikke blive ved med at spekulere frem og tilbage over en virkelig eller indbildt uret og blive mere og mere kold og bitter mod en broder, som han mener har begået uret imod ham. Den broder, der bliver beskyldt for overtrædelsen og måske også virkelig er skyldig, følger så de retningslinier, Jesus anviste i Mattæus 18:15-17, men den forurettede broder stiller sig stejlt og nægter at gå med til en forligelse; han synes ikke overtræderen skal slippe så billigt, selv om han så aldrig så meget er hans åndelige broder. Han foretrækker at gøre sin trætte med ham ubrydelig som portslåer for en borg. Han forsømmer dermed lejligheden til at efterligne Gud: „Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus. I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn.“ (Ef. 4:32; 5:1) Den, han skader mest, er sig selv.

32. Hvordan er det bedst at behandle en broder, der har begået en uret, og hvem gavner man først og fremmest dermed? Hvorfor?

³² Ved en så utilgivende, uforsonlig holdning gør han måske sin broder svag og kuer ham åndeligt. Bedre er det at tilgive og bringe stridighederne og skænderierne ud af verden og hjælpe broderen til at blive som en stærk stad, sådan som nogle oversættere foretrækker at gengive Ordsprogene 18:19: „En broder, der får hjælp, er som en stærk:stad, men skænderier er som portslåer for borg.“ (RS) „En broder, der hjælpes af en broder, er som en forskanset by; han holder stand som portslåen for en borg.“ (AT; Bover-Cantera) Det er vort ansvar og vor forret at styrke og opbygge vor broder ved at tilgive ham, hvis det er nødvendigt, og således hjælpe ham til at blive stærk og uindtagelig for fjenden, i stand til at holde ud mod alle denne verdens angreb som portslåerne for en borg. På den måde gavner den kristne både sig selv og sin åndelige broder. „Kærlig mand [den barmhjertige, AS] gør vel mod sin sjæl, den grumme er hård ved sit eget kød.“ (Ordsp. 11:17) Husk, at Jesus sagde: „Salige [lykkelige, NW] er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed, . . . Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Matt. 5:7; 6:14, 15) Er Guds tilgivelse ikke vel værd at vinde? Den betyder liv for os i den nye verden.

33. Hvordan kan vi spare os for indre smerte og prøvelse og undgå at ødelægge vort gode forhold til en anden broder?

³³ Vi sparer os selv for megen indre smerte ved ikke at være sårbare, ømtålige og lette at fornærme. Når nogen fremsætter en eller anden bemærkning, så tro ikke straks, at den er møntet på dig, og at du uberettiget bliver kritiseret, og føl dig ikke stødt eller bliv fornærmet. Hvis du er i tvivl om, hvem bemærkningen var adresseret til, så spørg den talende. Drag ikke forhastede slutninger, og fat ikke modvilje mod ham, så du viser ham kulde. Hvis hans ord passer på dig, passer de måske også på andre, og taleren har højst sandsynligt en helt anden i tanke og ønsker blot at belyse en situation. Tag derfor i lighed med de øvrige ydmygt hans ord til dig og lær af dem. Hvordan ville det føles, om taleren kom til dig direkte og sagde: „Du er manden?“ Det vil ikke være til at tage fejl af, og det ville være noget, som du, selv om det kostede dig smerte, enten måtte indrømme og tage imod eller forsvare dig mod som falsk anklage. En kongelig højhed langt større end du måtte tage imod en sådan beskyldning — nemlig kong David. Uden at blive fornærmet, og uden at straffe den, der så frimodigt anklagede ham, det var profeten Natan, indrømmede han, at han var den, Natans ord var møntet på, og han angrede. Hans anger gjorde ham selv godt og førte til, at han blev forligt med Jehova Gud. (2 Sam. 11:1 til 12:15; Ordsp. 28:13) Ydmyg jer selv og tag imod en velfortjent revselse eller irettesættelse og vær taknemmelig for den. Tillæg ikke en anden slette bevæggrunde, og lad ikke jeres fantasi løbe løbsk, så I bliver fornærmede og sygeligt mistænksomme. Det vil bringe jer ud af ligevægt, berøve jer al fred og lykke og ødelægge jeres gode og venskabelige forhold til en broder, der rimeligvis er lykkeligt uvidende om, at han har gjort jer fortræd.

Den fuldkomne enhed i kærlighedens bånd

34. Hvordan drev Guds kærlighed ham til at handle positivt mod den fremmedgjorte menneskehed, og hvad må vi gøre for at ligne Gud i så henseende?

³⁴ Guds kærlighed holder alle hellige skabninger i det ganske univers fast i enhed med sig. Da han i sin forekommenhed gav os den største kærlighedsgave, sin enbårne søn, gjorde han dermed skridt til at bringe de mange mennesker på jorden, som står fremmedgjorte for ham, ind i en endelig og ubrydelig enhed med sig. Hans kærlighed drev ham til at handle positivt og gøre det første skridt i retning af at forene os med sig, selv om det kostede ham umådelig meget. Lad os som han vise os positive, gøre det første kærlige skridt og tilgive hverandre af hjertet. Det er kærlighed i praksis. I vort vidnearbejde viser vi kærlighed mod vore fjender, vore modstandere, og beder for dem, og vi går vort distrikt igennem gang på gang, til trods for at vi måske er blevet ilde behandlet af uvidende og vildførte mennesker i dette distrikt. Hvor inkonsekvent er det ikke af os at undskylde verden på grund af dens uvidenhed, men forhærde vort hjerte mod vore brødre i menigheden og mene, at de burde vide bedre, og at de følgelig bør behandles med relativt større strenghed, så de kan lære at indse deres fejl og bøde derfor, til det gør ondt! Med Gud som vort eksempel er det vor pligt at elske vore brødre og dermed vise dem en bedre og ypperligere vej. Tænk godt om brødrene. Hav kun godt i sinde over for dem, og bring dine gode forsætter til udførelse. Opdyrk den største af alle åndens frugter, kærligheden.

35. Hvorfor må vi lade kærlighedens bånd vokse sig stærkt i den nye verdens samfund, og hvorfor må vi forandre vor holdning inden Harmagedon?

³⁵ Lad enhedens fuldkomne bånd vokse sig stærkt inden for den nye verdens samfund. „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed, bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; som Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne [enhedens, NW] bånd.“ (Kol. 3:12-14) Hvis det er et enhedens bånd, må det knytte os sammen og holde os sammen, ikke dele os og splitte os. Nu da vi under den nye tingenes ordning befinder os i den modbilledlige ark, der vil glide ud på Harmagedons bølger og ind i den nye verden, må vi holde sammen og ikke undgå hinanden. Uoverensstemmelser mellem brødre bør ikke være af lang varighed, men bør glattes ud hurtigst muligt i den fælles interesse, idet alle må være af samme sind som Herren. (Fil. 2:1-4; 4:2) Guds kraft holder sammen på skaberværket, det er ham, der „knytter Syvstjernens bånd“. (Job 38:31) Den nye retfærdighedens verden vil ligeledes være fast sammenknyttet. Den nye verden ligger umiddelbart forude, og en stor skare af det nulevende slægtled vil kunne overleve i „arken“ og være med i den lige fra begyndelsen. Hvordan? Jo, vi må leve i endrægtighed nu, inden den nye verden kommer. Vor indstilling til vore brødre vil ikke blive forandret ved et mirakel i Harmagedon, så vi med et slag bliver imødekommende over for dem. Vi må ændre sind nu. Det er sandt, at Harmagedon kan udviske menneskers indstilling, men det er de menneskers, som bliver tilintetgjort. En ting kan vi være sikre på: Den sande kærlighed vil overleve Harmagedon, og det vil også de, der praktiserer den.

36. Hvorpå kan verden kende, at vi er Kristi efterfølgere, og hvorledes beskriver Salme 133 den enhed, der bliver en følge deraf?

³⁶ Lad os være venner. Den, der har venner, må gøre noget. Han må vise venlighed. (Ordsp. 18:24) „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ (Ordsp. 17:17) „En ven elsker altid.“ (AS) Når vi viser hinanden varigt venskab, bliver det åbenbart for verden, at vi er Kristi disciple, sande kristne. (Joh. 13:34, 35) Kærligheden muliggør et sådant varigt venskab. „Kærlighed skjuler alle synder.“ (Ordsp. 10:12) Kærligheden er et uløseligt bånd, hvis den da er af det rette stof. I Salme 133:1-3 gives der os et smukt billede af, hvordan den holder brødre tæt sammenknyttet i enhed: „Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen [i enhed, RS]: som kostelig olie, der flyder fra hovedet ned over skægget, Arons skæg, der bølger ned over kjortelens halslinning, som Hermons dug der falder på Zions bjerge. Thi der skikker HERREN velsignelse ned, liv til evig tid.“

37. Hvorledes kan denne enhed sammenlignes med olien på Arons hoved?

³⁷ Den olie, der blev brugt, da Moses’ broder Aron blev salvet og indsat eller helligt bemyndiget til at være Israels ypperstepræst, var ikke alene lind, men også vellugtende; den udbredte en liflig duft rundt omkring og gjorde det til en nydelse at være i ypperstepræstens nærhed. Det var en vellugt, som ingen anden olie havde, for Gud lod ingen andre tilberede en salveolie af samme bestanddele. På samme måde er det med den vellugt, der udgår fra enheden i den nye verdens samfund, den lader os mærke en atmosfære af kærlighed, der ikke udstråler fra nogen organisation i denne verden. Vi fryder os over at opholde os i denne atmosfære; den gør os godt. Den kommer til os fra Gud gennem hans stofre ypperstepræst, Kristus Jesus. Den er et pust af hans ånd. — 2 Mos. 30:22-33; Ap. G. 10:38.

38. Hvad sammenligner Salme 133 ydermere broderkærlighed med, og hvorfor var denne faktor af stor betydning for Zions bjerge?

³⁸ Vort fællesskab som brødre i den nye verdens samfund virker forfriskende på os, opliver os som dug fra Libanons bjerg i den vældige. Libanon-bjergkæde. De natlige vanddampe fra den evige sne på Hermons top fortættede og faldt som dug på Zions bjerge langt mod syd, hvor Jehova havde stedfæstet sit navn. Denne dug tjente som en beskyttende faktor for vegetationen i det forjættede land i den varme tørtid fra maj til september. Hvordan så? Man har for nylig gjort den opdagelsea, at når planter visnede hen på grund af tørken, rejste de sig hurtigere igen, når der om natten lejrede sig dug på deres blade, end når jorden blev vandet; man observerede at planterne sugede så megen dug til sig, at de kunne klare sig og virkede fuldt livskraftige hele næste dag, uden at man behøvede at vande jorden. Man havde ikke haft nogen anelse om, at de opsugede så store vandmængder fra duggen, og at de igen gennem deres rødder afgav vand til jorden, hvor det blev oplagret, uden at noget gik tabt ved fordampning. Den vandmængde, planterne på denne måde aflejrede i jorden til senere brug, kunne måles i millimeter, selv for små planters vedkommende, og i nogle tilfælde svarede vandmængden til plantens egen vægt. Det var uden tvivl denne måde, det meste af jordens vegetation blev vandet på i tiden fra den tredje skabelsesdag til Vandfloden i Noas dage, idet der siges, at Gud endnu aldrig havde ladet det regne på jorden, men at en tåge uafladelig steg op fra jorden og vandede hele dens overflade. (1 Mos. 2:5, 6) Den dug, der faldt fra Hermons sneklædte top på Zions hellige bjerge, var som denne forfriskende, livsopholdende fugtighed, der bevarede alting grønt og tiltalende. — Dom. 6:36-40.

39. Hvordan kan vort fællesskab sammenlignes med dug, og hvorfor drypper den ned på os fra oven?

³⁹ Som med det forbilledlige Zion i Palæstina, således også med det modbilledlige Zion, Guds rige. Gud havde befalet, at der i Riget skulle være store velsignelser i beredskab for os, endog evigt liv, og som et profetisk billede heraf lod han dengang det forbilledlige Zion blive badet i dug hver dag i hele den varme tørtid. Når vi som brødre bor sammen i kærlig enhed, kan det sammenlignes med den overflod af dug, der forfrisker os under heden fra denne verdens forfølgelse og hjælper os fremad mod liv uden ende i Guds nye verden. Når vi bor således sammen, vinder det vor regerende konges, Jesu Kristi, anerkendelse: „Som brøl af en løve er kongens vrede, som dug på græs er hans gunst.“ (Ordsp. 19:12) Jehova Gud har lovet det genrejste åndelige Israel: „Jeg vil være Israel som dug,“ og han lader sit ord dryppe ned over dem som dug til deres umådelige vederkvægelse. — Hos. 14:5, 6; 5 Mos. 32:2.

40. Hvad må vi være for de retsindige mennesker, hvad må vi selv have først, og hvad er af største betydning i den forbindelse?

[Fodnote]