Spørgsmål fra læserne
● På side 58 i bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis siges der i paragraf 15: „Ingen af israelitternes førstefødte sønner døde på grund af denne tiende plage“ [over Ægypten]. Vil det sige at de førstefødte kun regnedes blandt mænd og drenge? — F. D., De forenede Stater.
Øjensynligt menes der kun hankønspersoner når Bibelen taler om de førstefødte. Farao var selv en førstefødt, men det fik ingen betydning eftersom han havde sin egen husstand; det var jo nemlig ikke husstandens overhoved men dens førstefødte der skulle dø. Følgelig var det ikke Farao selv men hans førstefødte søn der led døden hin skæbnesvangre påskenat. — 2 Mos. 12:12, 29.
Det er muligt at der ikke var en bogstavelig førstefødt søn i hver ægyptisk husstand. Men udtrykket førstefødt kunne indbefatte den der stod for husets administration og som indtog pladsen som førstefødt. Det kunne således være den øverste blandt mændene, den der stod næst efter husets overhoved, der måtte dø, idet han repræsenterede husets førstefødte. At det kun var hankønspersoner der benævntes førstefødte og hvis liv var i fare påskenat, fremgår af dette: Da levitterne skulle gives til Jehova Gud i stedet for israelitternes førstefødte var det kun levitter af mandkøn der blev mønstret, og da antallet af mandlige levitter var mindre end antallet af israelitternes førstefødte som var blevet frelst i Ægypten, måtte der betales en løsesum for det overskydende antal israelitiske førstefødte. — 4 Mos. 3:40-51.
● Er det rigtigt af et Jehovas vidne at holde begravelsestalen over en som er udstødt? — E. B., De forenede Stater.
En menighed af Jehovas tjenere bør ikke forrette begravelsen af en der dør mens han er udstødt; ej heller bør en indviet kristen holde talen ved en sådan begravelse, selv i det tilfælde at den udstødtes slægtninge er vidner for Jehova og åndeligt sunde. Ingen af menighedens medlemmer skulle overvære en begravelse af den art. Vi ønsker ikke at give udenforstående det indtryk at en udstødt, da han levede, var godkendt i menigheden, når han i virkeligheden ikke var det men havde måttet udstødes.
David gav udtryk for den rette tanke da han sagde at han end ikke ønskede at være i selskab med sådanne mennesker i sit dødsøjeblik: „Bortriv ikke min sjæl med syndere, mit liv med blodstænkte mænd.“ — Sl. 26:9.
● På side 183 i Vagttårnet for den 15. april 1961 citeres Markus 13:19, 20 i forbindelse med afkortelsen af trængselens dage, og skriftstedet anvendes tilsyneladende på en afkortelse af selve Harmagedon. Gælder Jesu udtalelse afkortelsen af krigen i himmelen i 1918 eller afkortelsen af Harmagedon eller begge dele?
I Markus 13:19, 20 står der, som citeret i paragraf 3 på nævnte side: „I de dage skal der komme ’en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.“ Fem paragraffer længere henne i artiklen siger Vagttårnet: „. . . Gud eksekverer dommen over nationerne på denne deres domsdag, for denne verden eller tingenes ordning skal fjernes. Gud vil imidlertid ikke lade hele menneskeslægten forgå fuldstændig: Han vil ved at afkorte den store trængsels dage frelse mennesker der ikke er af denne verden.“
Angående den samme trængsel siger Mattæus 24:21: „Da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme.“ Det er den store trængsel der kommer over Satans organisation, som var koncentreret i himmelen, hvor Satan havde sit hovedsæde. Det er denne trængsel over Satans organisation der afkortes. Den måde Jesus fremsætter udtalelsen på tilkendegiver at Gud har fastsat et bestemt tidsspand for denne store trængsel ved på forhånd at anføre tidspunktet for dens begyndelse og for dens ophør. En trængsel som er bestemt til at foregå inden for et vist fastsat tidsrum, kan afkortes på tre måder: 1) selve trængselens indledning kan forhales; 2) trængselen kan bringes til afslutning før den fastsatte tidsperiodes udløb; 3) trængselen kan begynde og ophøre til de fastsatte tidspunkter, men lempes ind imellem, idet en større eller mindre del af den udelades. Som et hele forbliver „endens tid“, eller „verdens ende“ af samme varighed, mens trængselen afkortes ved midlertidige afbrydelser.
Opfyldelsen af Guds profetier viser at det er på den sidstnævnte måde den „store trængsel“ afkortes. I overensstemmelse med Bibelen er 1914 e. Kr. et fastsat år. I det år skulle „nationernes fastsatte tider“ udløbe og Guds messianske rige fødes i himlene. (Luk. 21:24, NW; Åb. 12:1-5) Rigets fødsel indledte krigen i himmelen mod Djævelen og hans vanhellige engle. Med denne himmelske krig mod Djævelens usynlige organisation begyndte den „store trængsel“. Virkningerne deraf ramte naturligvis også Satans synlige organisation her på jorden. Krigen havde til følge at Djævelen og hans dæmoner blev kastet ud af himmelen, hvilket begrænsede deres virkefelt til jorden. Deres virksomhed her på jorden blev ikke hindret, for de blev ikke kastet i afgrunden straks efter at være blevet forvist til jorden. (Åb. 12:6-17) Da tiden var inde blev den store trængsel over Satans organisation afbrudt eller standset. Dette skete tydeligvis i 1918.
Siden det år har Djævelen og hans dæmoner været optaget af at samle nationerne til slaget ved Harmagedon. Samtidig har de forfulgt Jehovas trofaste vidner. — Åb. 16:13-16; 12:17.
Eftersom Gud har bestemt hvornår den „store trængsel“ over Satans organisation skal høre op, kan man altså sige at jo længere han tillader en fortsættelse af dette interval i hvilket hans vidner forkynder den gode nyhed om Riget over hele jorden til et vidnesbyrd for alle nationerne, des nærmere slutpunktet i hele den tidsperiode som kaldes „verdens ende“ vil den sidste del af „den store trængsel“ begynde; og jo kortere tid vil den følgelig strække sig over. Denne sidste del kaldes almindeligvis det samme som den slagmark der nævnes i Åbenbaringen 16:16, nemlig Harmagedon.
Jesus sammenlignede slaget ved Harmagedon med Vandfloden i Noas dage og sagde angående slagets begyndelse: „Den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.“ (Matt. 24:36) Vi ved altså at vi nærmer os slaget ved Harmagedon med raske skridt, men vi ved intet om hvornår det skal begynde eller hvornår det skal ende, og følgelig heller ikke hvor lang tid det skal vare. Men indtil da gælder befalingen at vi skal forkynde Riget overalt, for der siges at når det er sket „skal enden komme“. På grund af det vi gør nu vil nogle mennesker blive frelst og jorden vil derfor ikke blive totalt affolket. Det interval der gives nu er derfor af største betydning fordi det er nu mennesker kan vinde frelse og få håb om at overleve Harmagedon. Det er ved dette interval mellem indledningen til den „store trængsel“ og afslutningen, Harmagedon, at den „store trængsel“ som et hele afkortes. Denne afkortelse bevirker at vi kan opnå frelse. Vagttårnet sagde ikke at Gud vil afkorte Harmagedon. Bladet sagde: „Han vil ved at afkorte den store trængsels dage frelse mennesker der ikke er af denne verden.“ — Matt. 24:14, 22.
● Hvordan skal man forstå udtalelserne i Første Timoteus 2:9, 10 og Første Peter 3:3, 4 om kvinders prydelse? — J. H., De forenede Stater.
Disse skriftsteder lyder ifølge New World Translation: „Ligeledes ønsker jeg at kvinderne skal pryde sig i ordentlige klæder, med beskedenhed og efter et sundt sind, ikke med hårfletning og guld eller perler eller meget kostbare dragter, men på en måde der sømmer sig for kvinder som bekender at ære Gud, nemlig ved gode gerninger.“ „Og lad ikke jeres prydelse være den udvortes hårfletning og guldsmykker eller yderklæder, men lad den være hjertets skjulte menneske i den uforgængelige klædning som en stille og sagtmodig ånd er, hvilket har stor værdi i Guds øjne.“
Bibelkommentatorer som for eksempel Adam Clarke, omtaler de kunstfærdige frisurer og hårfletninger overstrøet med guldsmykker som var mode blandt hedenske kvinder på apostlenes tid. En så strålende og pralende tagen sig ud var højst upassende for kristne og derfor talte både Paulus og Peter derimod.
Imidlertid tager de af kristenhedens sekter der går til den yderlighed helt at forbyde enhver kvindelig prydelse på grund af disse apostolske befalinger, tydeligvis fejl. Vi må ikke drage den slutning at det er forkert at lade håret flette og at bære smykker, for Peter nævner i samme forbindelse „yderklæder“, hvilket kvinder naturligvis må bære. Kernen i denne bibelske vejledning er ikke hvad kvinder må bære eller ikke bære, men derimod hvad de skal lægge vægt på: ikke den ydre men den indre klædning, sindet og hjertet, den rette tænkemåde, hvis de vil være tiltrækkende og indtagende. Desværre er det langt lettere at bære en yderklædning end at udvikle en indre prydelse!
Den kristne kvinde gør klogt i at klæde sig fornuftigt, beskedent og smagfuldt, idet hun undgår at virke opstadset og udfordrende. Ligesom hun ikke bør påkalde sig upassende opmærksomhed ved at bære glitrende og funklende smykker, bør hun også omhyggeligt undgå at hendes brug af kosmetik virker alt for iøjnefaldende. Når vi betænker at fortidens tjenere for Jehova ofte brugte smykker, kan vi forstå at det ikke er forkasteligt at pynte sig med måde. — 1 Mos. 24:53; 2 Mos. 3:22; 2 Sam. 1:24; Jer. 2:32; Luk. 15:22.