Kapitel 5
Den første der blev salvet med hellig ånd og kraft
1, 2. (a) Hvem skulle den lovede Messias salves af, og med hvad? (b) Hvilken profeti af Esajas skulle Messias kunne citere og anvende på sig selv?
NÅR konger og ypperstepræster i det gamle Israel blev indsat i deres embede, blev der udgydt salveolie på deres hoved. Skulle den lovede Messias også salves på denne måde? Nej. Den virkelige Messias ville af Gud blive salvet „med hellig ånd og kraft“. (Apostelgerninger 10:38) Han ville blive bemyndiget til at citere de profetiske ord i Esajas 61:1-3 og at anvende dem på sig selv:
2 „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra [Jehova], en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, [Jehovas] plantning til hans ære.“
3. Hvorfor kunne de mænd som Guds ånd virkede på i fortiden, ikke være den lovede Messias?
3 Mænd i tidligere tider havde oplevet at Guds ånd iklædte sig dem, kom over dem eller fyldte dem, men de var aldrig blevet salvet med den. Derfor var ingen af dem den længe ventede Messias — ikke engang Johannes Døber, selv om engelen Gabriel til hans fader, præsten Zakarias, havde sagt: „Lige fra sin moders liv vil han være fyldt med hellig ånd.“ — Lukas 1:15.
4. Hvad indrømmede Johannes Døber angående Kristus, skønt han selv var fyldt med hellig ånd fra sin moders liv?
4 I betragtning af den gerning Johannes udførte, sendte man præster og levitter ud til ham fra Jerusalem for at spørge ham hvem han var eller hvilken opgave han havde. Hvordan reagerede Johannes? „Han indrømmede og benægtede ikke, men indrømmede: ’Jeg er ikke Messias.’ Og de spurgte ham: ’Hvad da? Er du Elias?’ Og han sagde: ’Det er jeg ikke.’ ’Er du Profeten?’ Og han svarede:’Nej!’ Så sagde de til ham: ’Hvem er du? så vi kan give et svar til dem som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?’ Han sagde: ’Jeg er en stemme af en som råber i ørkenen: „I må gøre Jehovas vej lige,“ sådan som profeten Esajas har sagt.’“ — Johannes 1:19-23; Esajas 40:3; Malakias 4:5, 6; 5 Mosebog 18:15-19.
5, 6. (a) Med hvilken opgave udsendte Gud Johannes? (b) Hvordan forklarede Johannes forskellen mellem sig selv og den sande Messias eller Kristus?
5 Selv om Johannes var fyldt med hellig ånd, sagde han altså ikke at han var den lovede der skulle salves med Guds ånd. Han prøvede ikke falskeligt at fremstille sig som Kristus, men indrømmede at han blot var forløberen for den sande Kristus eller Messias. Ja, Gud havde sendt ham for at han skulle døbe den sande Kristus eller Messias i vand. — Johannes 1:29-34.
6 Et yderligere vidnesbyrd om Johannes’ ærlighed finder vi i Lukas 3:15-17: „Da nu folket var i forventning og alle i deres hjerter spurgte angående Johannes: ’Kunne han måske være Messias?’ svarede Johannes idet han sagde til alle: ’Selv døber jeg jer med vand; men han der er stærkere end jeg, kommer — jeg er ikke god nok til at løse remmen på hans sandaler — han vil døbe jer med hellig ånd og ild. Han har sin kasteskovl i hånden for at rense sin tærskeplads fuldstændigt og samle hveden i sit forrådshus, men avnerne vil han brænde med en ild der ikke kan slukkes.’“
7. Hvorfor ville det være mindre ønskværdigt at blive døbt med ild end at blive døbt med ånd?
7 Disse ord af Johannes viste at Messias ikke alene selv ville blive døbt eller salvet med Guds ånd, men at han også ville være i stand til at døbe andre med hellig ånd. Det ville være langt bedre for mennesker at blive døbt med hellig ånd end at blive døbt med ild, for ilden ville fortære dem ligesom den fortærer værdiløse avner, der brændes i en ild som ikke slukkes før alt er fortæret. — Mattæus 3:7-12.
8. Hvorfor var folk på det tidspunkt „i forventning“ om Messias’ fremtræden, og hvilken betydning havde sagen for dem?
8 Det var ikke så mærkeligt at jøderne „var i forventning“. Uden tvivl havde de på grundlag af Skrifterne regnet ud at tiden for Messias’ fremtræden var inde, og af den grund spekulerede de nu på om Johannes Døber mon ikke var den lovede Messias. (Daniel 9:24-27, NW) Messias’ fremtræden havde afgørende betydning og tålte ingen udsættelse. Gud, som Messias skulle komme fra, trak ikke tiden ud. Han havde besluttet at sende sin Messias eller Kristus, og han havde nøje fastsat hvornår hans beslutning skulle føres igennem. Han udskyder aldrig tingene, men overholder de tidsangivelser han har nedfældet i sit ord.
9. Hvordan fremgår det af Galaterbrevet 4:4, 5 at Gud ikke udskyder tingene?
9 I Galaterbrevet 4:4, 5 siges der: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov, for at han kunne løskøbe dem der var under lov, for at vi derpå kunne opnå at blive antaget som sønner.“
10. Hvorfra sendte Gud sin søn i rette tid, og hvilket folk skulle den kvinde tilhøre som han skulle fødes af?
10 Apostelen Paulus, som skrev disse ord, havde meget at sige om tider og perioder i forbindelse med Guds foranstaltninger. Han siger her at Guds søn skulle befri jøderne ved at løskøbe dem. Med dette formål skulle han være deres Messias, den Salvede. Hvorfra udsendte Gud ham? Fra himmelen, hvor denne „enestefødte søn“ havde været lige siden Gud skabte ham for meget længe siden. At han skulle fødes „under lov“ betød at han skulle fødes som jøde, israelit, et medlem af den nation der stod i et særligt forhold til Jehova i kraft af Lovpagten, som Moses havde været mellemmand for. Den kvinde som Guds søn skulle fødes af, måtte altså selv være jøde og underlagt Moseloven. — Galaterne 3:19-25.
11. Hvad var nødvendigt for at Guds søn kunne blive Messias, i betragtning af at han var i himmelen og kvinden på jorden?
11 Der måtte ske et mirakel, et mirakel som kun den almægtige Gud kunne udvirke. Hans „førstefødte“, Ordet eller Logos, befandt sig oppe i himmelen som en mægtig åndeskabning, hvorimod den kvinde han skulle fødes af for at blive Messias, levede hernede på jorden. Sønnen kunne ikke uden videre, som han var, komme ind i den jødiske kvindes moderliv. Han måtte ’tømme sig’ for alt hvad han var mens han fandtes „i Guds skikkelse“. Han måtte have sit liv overført fra de usynlige himle til kvindens moderliv. Derved ville han blive født „i menneskers lighed“. Det betød at Guds søn måtte ydmyge sig meget. (Filipperne 2:5-8) Men af kærlighed til sin Fader var Sønnen villig til at gøre dette. Det lå ham på sinde at hans himmelske Faders hensigt blev gennemført.
12. Hvem var den kvinde Gud udvalgte, og hvorfor måtte Messias være hendes førstefødte?
12 Hvordan udførte den himmelske Fader dette mirakel? Som nævnt benyttede han en kvinde. Mange israelitiske kvinder, navnlig af Judas stamme, har sikkert ønsket at blive moder til den lovede Messias. Men det stod ikke til dem selv at vælge denne forret. Den eneste der kunne afgøre hvem Messias skulle fødes af, var Messias’ himmelske Fader, og han traf sit valg. Den kvinde han udvalgte, var en ugift ’ung pige’. (Esajas 7:14, NW) Hvis hun havde været gift og havde haft børn i forvejen, kunne der være opstået tvivlsspørgsmål angående faderskabet, arveretten og andre rettigheder. Den „unge pige“ som Gud udvalgte, var derfor jomfru. (Mattæus 1:22, 23) Når Guds „førstefødte“ blev født som et fuldkomment menneske af kød og blod, måtte han også være kvindens „førstefødte“. — Kolossenserne 1:15; Johannes 3:16, 17.
13. Hvem sendte Gud Gabriel til anden gang, og hvordan viste Gabriel sig for hende?
13 Den kvinde der blev udvalgt, måtte desuden være en efterkommer af kong David, Isajs søn. På grund af sit slægtskab med kong David kunne hun da give sin førstefødte søn den naturlige ret til Davids kongedømme over „Jakobs hus“, Israels tolv stammer. Meget passende var hun selv født i „Davids by“, byen Betlehem i landsdelen Judæa. (Lukas 2:11) Men på det tidspunkt da Gud meddelte hende at han ville vise hende en særlig gunst, boede hun i byen Nazaret i Galilæa. Omkring et halvt år forinden havde Gud sendt engelen Gabriel til præsten Zakarias for at fortælle ham at han ville få en søn som han skulle give navnet Johannes. Og nu sendte Gud den samme engel, Gabriel, til den kvinde der skulle blive moder til Messias, som Johannes skulle berede vejen for. Kvinden var den jødiske jomfru Maria, Elis datter, af Davids kongelige slægt. Gabriel materialiserede sig, iklædte sig menneskeskikkelse, og viste sig for Maria. Hans hilsen gjorde hende bange. Hvorfor sagde denne gæst der pludselig viste sig, at Jehova var med hende? Hvorfor med hende?
14. Hvad sagde Gabriel for at forklare Maria hvorfor Gud var med hende?
14 Grunden var at Jehova havde udvalgt hende til at være moder til den berømmelige messianske konge. Gabriel sagde: „Vær ikke bange, Maria, for du har fundet yndest hos Gud; og se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:26-33.
15. Hvilken kraft sagde engelen ville virke på Maria, og med hvilket resultat?
15 Hvordan skulle dette kunne ske for en ugift ung pige, en jomfru? Sådan spurgte Maria, og vi ville sikkert have stillet det samme spørgsmål. Lad os derfor høre hvilken kraft der skulle virke på Maria. „Som svar sagde engelen til hende: ’Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.’“ — Lukas 1:34,35.
16. (a) Hvorfor ville det Maria fødte, være helligt? (b) Hvordan kunne Maria have svaret Gabriel, men hvad sagde hun?
16 „Hellig ånd“ skulle virke på hende, og det ville føre til at der fødtes noget som var helligt. Der ville ske en jomfrufødsel. Det var ikke umuligt for Gud at udføre et sådant mirakel, for engelen Gabriel sluttede med at sige til Maria: „Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ (Lukas 1:37) Hvordan reagerede Maria på alt dette? Hun kunne have sagt: ’Jamen, jeg er jo allerede forlovet og skal giftes med tømreren Josef, Jakobs søn af Davids kongelige hus! Jeg skal være moder til hans børn. Jeg kan ikke hæve min forlovelse med Josef. Så du må have mig undskyldt!’ Der syntes virkelig at være problemer. Men det vidste Gud også, og i tro svarede Maria Gabriel: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ — Lukas 1:38.
17. Hvad skete der nu med Guds „førstefødte“ søn i himmelen, og hvad fik Marias forlovede, Josef, besked på at gøre?
17 Ved et mirakel fra den almægtige Gud kunne Maria nu undfange. Uden at Maria vidste det, forsvandt Guds „førstefødte“ søn pludselig fra himmelen. Hans livskraft blev overført til hendes uberørte legeme. Vi læser: „Mens hans moder Maria var lovet bort til ægteskab med Josef, viste det sig, før de var blevet forenet, at hun var gravid ved hellig ånd. Da Josef, hendes mand, imidlertid var retfærdig og ikke ville stille hende offentligt til skue, havde han i sinde hemmeligt at skille sig fra hende. Men efter at han havde tænkt over disse ting, se, da viste Jehovas engel sig for ham i en drøm og sagde: ’Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria, din hustru, til dig, for det der er avlet i hende skyldes hellig ånd. Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for han vil frelse sit folk fra dets synder.’“ — Mattæus 1:18-21.
18. Hvis søn var Jesus i virkeligheden, og hvilken profetisk betydning havde hans navn?
18 Navnet Jesus havde profetisk betydning. Det er den forkortede form af Jehoshua, der betyder „Jehova er frelse“. I overensstemmelse hermed skulle navnets bærer „frelse sit folk fra dets synder“. Han skulle ikke være Josefs søn, men „Guds søn“, som Gabriel sagde.
19. Hvorfor var Marias søn Jesus ikke en ny søn af Gud, og hvorfor var han ikke både Gud og menneske på samme tid?
19 Denne førstefødte søn som Maria ville få ved et mirakel, ville ikke være en ny søn af Gud. Han ville være en gudssøn som allerede længe havde eksisteret i himmelen og hvis liv nu overførtes til jorden ved hjælp af Maria. Han kunne heller ikke kaldes „sand Gud og sandt menneske“, et udtryk som mange af kristenhedens tilhængere bruger om ham, skønt det ikke findes i den inspirerede Bibel. I himmelen havde Guds „førstefødte“ søn båret titlen Ordet (eller Logos), og i Johannes 1:14 læser vi: „Så blev Ordet kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den en enestefødt søn har fra sin fader.“ Kristenhedens gejstlige tager fejl når de siger at han både var Gud og menneske, for i Første Timoteusbrev 2:5, 6 kaldes han blot „et menneske, Kristus Jesus“. Han gjorde aldrig krav på, og kunne heller ikke gøre krav på, at være Gud den Allerhøjeste. — Johannes 20:31; Lukas 1:32.
SALVET — AF HVEM OG MED HVAD?
20. Hvor blev Marias førstefødte søn født, og hvorfor dér?
20 Mens Augustus var kejser over det hedenske romerrige, blev Jesus født i Betlehem i Juda, som en opfyldelse af profetien i Mika 5:1. Det skete i det tidlige efterår år 2 før vor tidsregning. Mens Josef og Maria var i Betlehem for at blive indskrevet, „fødte [hun] sin søn, den førstefødte, og hun svøbte ham i bind og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i overnatningsrummet“. — Lukas 2:7.
21. Hvem blev øjenvidner til at Jesus var født, og hvordan gik det til?
21 Den vordende Messias var kommet! Det var den spændende nyhed som en herlig engel fra Gud forkyndte for nogle hyrder der lå ude på en mark i nærheden af Betlehem og holdt nattevagt over deres hjord. „Engelen sagde til dem: ’I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren.’“ Uden at den nyfødte Jesus i krybben i Betlehem var klar over det, viste der sig pludselig sammen med engelen „en mængde fra den himmelske hær, og de priste Gud og sagde: ’Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.’“ Efter at have hørt dette gik hyrderne hen for at finde barnet i krybben, og de fandt det. Således oplevede de i denne betydningsfulde nat at blive øjenvidner til at Jesus var født. — Lukas 2:8-20.
22. Hvornår blev Jesus „Kristus, Herren“, som engelen sagde, og hvordan?
22 Hvornår blev Jesus „Kristus, Herren“? Ikke på den ottende dag efter sin fødsel, da han blev omskåret. Han blev ikke salvet den dag. Det skete først da han var tredive år gammel. Han gik da ud til Johannes Døber, som nu døbte ved Jordanfloden. Han bad ikke Johannes om at blive salvet med salveolie til messiansk konge over Israels tolv stammer. Han bad om at blive døbt i vand, ligesom mange andre jøder havde gjort i de måneder Johannes’ offentlige tjeneste havde varet. „Dengang hele folket blev døbt, blev også Jesus døbt, og mens han bad, åbnedes himmelen og den hellige ånd dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ — Lukas 3:21-23.
23. Hvordan aflagde Johannes Døber vidnesbyrd om at Jesus var blevet Kristus?
23 Bagefter vidnede profeten Johannes om dette for sine disciple, idet han sagde: „Selv jeg kendte ham ikke, men selve den som har sendt mig for at døbe i vand sagde til mig: ’Den du ser ånden komme ned over og blive over, han er den der døber i hellig ånd.’ Og jeg har set det, og jeg har vidnet om at han er Guds søn.“ — Johannes 1:33, 34.
24. Hvem sagde Andreas at han havde fundet, og hvad erkendte Natanael vedrørende Jesus?
24 Omkring fyrre dage efter at Jesus var blevet døbt i Jordanfloden, henviste Johannes to af sine disciple til ham. De fulgte efter Jesus og blev undervist i Skrifterne af ham. Ude af sig selv af glæde opsøgte en af dem, Andreas, sin broder Peter og sagde til ham: „’Vi har fundet Messias’ (der oversat betyder Kristus).“ Lidt senere blev en mand ved navn Natanael ført til Jesus. Han hørte på Jesus, og sagde da til ham: „Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.“ Dermed bekræftede Natanael i virkeligheden at den salvede Jesus var Messias, Kristus. — Johannes 1:35-49.
EN ÅNDELIG MESSIAS ELLER KRISTUS
25. Hvorfor lod Jesus sig døbe af Johannes selv om Johannes’ dåb var for syndere?
25 Da Jesus var på jorden var han helt igennem et menneske, en jordisk søn af Gud. Men han havde ikke begået nogen synder som han måtte angre. Hvorfor lod han sig da døbe af en mand der forkyndte en dåb der som symbol betegnede sindsændring til synders tilgivelse? Det gjorde han for at opfylde profetien i Salme 40:7-9. Hans vanddåb symboliserede at han helt og fuldt fremstillede sig for at gøre Guds vilje, sådan som denne vilje fra da af ville blive åbenbaret for ham. (Hebræerne 10:5-10) Guds vilje ville lede ham og vise ham hvordan han skulle handle som Messias eller Kristus.
26. Hvilken forandring skete der i Jesu liv da Guds stemme hørtes fra himmelen, og hvorfor var det nødvendigt for ham at denne forandring fandt sted?
26 Da Jesus efter dåben trådte op af vandet, hørtes Guds stemme fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Dette betegnede en forandring i Jesu liv. Hvilken forandring? Ordene betød at Gud nu havde avlet den trediveårige Jesus som sin åndelige søn. Dermed var vejen banet så denne søn af Gud kunne vende tilbage til himmelen. Dette var nødvendigt, selv for Jesus. Det var som han senere forklarede den jødiske leder Nikodemus: „Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige. . . . Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Det der er født som følge af kødet er kød, og det der er født som følge af ånden er ånd. Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen.“ — Johannes 3:3-7
27. Hvad viste Guds erklæring fra himmelen at Jesus var blevet, og hvordan forandredes Jesu forhold til Maria?
27 Med sin erklæring fra himmelen bekendtgjorde Jehova Gud at han havde frembragt en åndelig søn der havde udsigt til at komme ind i Guds himmelske rige. Maria, som var moder til ’det der var født som følge af kødet’, var ikke moder til denne åndelige søn af Gud, og vi læser ikke at Jesus siden tiltalte hende „moder“. Følgelig kan Jesus omtales som den der er „født som følge af Gud“ og som våger over sine disciple. Dette udtryk benyttes i Første Johannesbrev 5:18, der i Peter Schindlers oversættelse lyder: „Guds Søn bevarer ham, og den Onde kan ikke naa ham.“ Jesu forhold til sin jordiske moder, Maria, blev altså forandret. Fra nu af helligede han sig det åndelige, og ikke mere tømrerhåndværket i byen Nazaret, hvor Maria boede.
28. Hvilken slags Messias blev Jesus salvet til at være, og hvorfra skulle han herske?
28 Den åndelige søn af Gud der blev frembragt, blev salvet med hellig ånd til at være Messias eller Kristus. Han skulle have større magt end en almindelig menneskelig Messias af kød og blod. Han skulle være en åndelig Messias der til sidst ville få myndighed til at herske i Guds himmelske rige. Når denne Messias steg op til himmelen, ville „hans fader Davids trone“ blive ophøjet til himmelen. Det var således fra en himmelsk trone han skulle „herske som konge over Jakobs hus for evigt“. — Lukas 1:32, 33.
29. Hvilken titel kunne Jesus som den Salvede knytte til sit navn, og hvad var han blevet salvet med?
29 Efter at Jesus ved Jordanfloden var blevet salvet med Guds hellige ånd, kunne han til sit navn knytte titlen Messias eller Kristus, og han blev med rette kaldt Jesus Messias eller Jesus Kristus. Da han nogle måneder senere var på vej tilbage til Galilæa, sagde en samaritansk kvinde til ham: „Jeg ved at Messias kommer, han som kaldes Kristus. Når han kommer, vil han åbent forkynde os alt.“ Jesus svarede hende roligt: „Jeg, som taler med dig, er Messias.“ (Johannes 4:25, 26) Jesus blev ikke salvet til Messias eller Kristus med en særlig salveolie der blev udgydt på hans hoved, men med noget som kun Gud kunne udgyde over ham som en åndelig søn. Hvilket? Apostelen Peter svarer: „Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen.“ — Apostelgerninger 10:38.
30. Hvad skete der med Jesus umiddelbart efter hans salvelse, ligesom i Davids tilfælde, og hvorfor mistede han ikke den hellige ånd?
30 Da hyrdedrengen David var blevet salvet med olie af profeten Samuel, husker vi, kom Guds ånd over ham og satte ham i stand til at udrette bemærkelsesværdige ting. Det samme skete for Jesus da han var blevet salvet fra himmelen af Gud. I Lukas 4:1, 2 siges der: „Fyldt med hellig ånd forlod Jesus nu Jordan, og af ånden førtes han omkring i ørkenen i fyrre dage, mens han blev fristet af Djævelen.“ I Markus 1:12 læser vi: „Straks drev ånden ham ud i ørkenen.“ Fordi Jesus holdt stand mod Djævelens fristelser i ørkenen, bevarede han den hellige ånd; han fortsatte med at være Messias eller Kristus. Han levede op til det hans vanddåb symboliserede.
31. I hvilken kraft vendte Jesus tilbage til Galilæa efter at Johannes var blevet fængslet, og hvad foretog han sig dér?
31 I år 30 blev Jesu forløber, Johannes Døber, fængslet af Herodes Antipas, tetrarken over Galilæa. Af den grund forlod Jesus Judæa og vendte gennem Samaria tilbage til Galilæa. Her begyndte han at forklare Skrifterne og at anvende profetierne på sig selv, så man kunne forstå at han var Messias eller Kristus. (Mattæus 4:12-17) „Jesus vendte nu i åndens kraft tilbage til Galilæa. Og rygtet om ham spredtes overalt i det omliggende land. Og han begyndte at undervise i deres synagoger og blev berømmet af alle.“ (Lukas 4:14, 15) Guds salvelse hjalp ham mens han underviste folk i de hellige skrifter.
32. Hvilken profeti læste Jesus højt i synagogen i Nazaret, og hvilken kommentar føjede han til?
32 I synagogen i sin hjemby Nazaret erklærede Jesus at han var blevet salvet af Gud som en opfyldelse af messiasprofetien i Esajas 61:1-3. Vi læser herom i Lukas 4:16-21:
„Så kom han til Nazaret hvor han var opfødt, og som han plejede på sabbatsdagen gik han ind i synagogen, og han stod op for at læse. Så rakte man ham profeten Esajas’ skriftrulle, og han åbnede skriftrullen og fandt det sted hvor der stod skrevet: ’Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige, han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertrykte bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.’ Derpå rullede han skriftrullen sammen, gav den tilbage til tjeneren og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er det skriftsted I har hørt, blevet opfyldt.’“
33. Hvad blev Jesus bemyndiget til at forkynde som „godt nyt“, og i hvilken udstrækning skulle han forkynde det?
33 Hvilken smuk gerning Jehovas salvede skulle udføre ifølge Esajas’ profeti! Hvilken storslået måde Jehovas ånd, som han var salvet med, skulle virke gennem ham på! I de tre år der var tilbage af hans messianske tjeneste på jorden, varetog han trofast og kærligt denne profetiske opgave fra Gud. Han forkyndte „godt nyt“ for fattige ved at bringe dem budskabet om Guds messianske rige. Til en åndeligt hungrende folkeskare som søgte at holde ham tilbage, sagde han: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ — Lukas 4:43.
34. Hvem blev Jesus ledsaget af mens han rejste rundt fra sted til sted for at forkynde?
34 Senere hedder det i beretningen: „Kort efter var han på rejse fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgjorde og forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Og de tolv [apostle] var med ham, og nogle kvinder som var blevet kureret for onde ånder og svagheder, Maria, der blev kaldt Magdalene, af hvem syv dæmoner var kommet ud, og Johanna, der var gift med Kuza, Herodes’ betroede mand, og Susanna og mange andre kvinder, som sørgede for dem ved hjælp af det de havde.“ — Lukas 8:1-3.
35. Hvordan udvidede Jesus evangelieforkyndelsen?
35 Jesus forkyndte ikke alene selv den gode nyhed om Guds rige, men sendte også disciple ud med budskabet. Efter at de tolv var blevet oplært hos ham i over et år, gav han dem besked på at tage ud og forkynde Riget på egen hånd. Lukas 9:1, 2 siger: „Så sammenkaldte han de tolv og gav dem magt og myndighed over alle dæmonerne og til at kurere sygdomme. Og han sendte dem ud for at forkynde Guds rige og for at helbrede.“ Året efter sendte Jesus yderligere halvfjerds ud med evangeliet: „Efter dette udpegede Herren halvfjerds andre og sendte dem ud i forvejen to og to til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme. Så begyndte han at sige til dem:’. . . Og hvor I kommer ind i en by og de tager imod jer, dér skal I spise det de sætter frem for jer, og kurere de syge i den og stadig sige til dem: „Guds rige er kommet nær til jer.“’“ — Lukas 10:1-9.
36. Hvad ville bistå disse evangelieforkyndere når de aflagde vidnesbyrd for øvrighedspersoner, og hvad er grunden til at forkyndelsen af Riget ikke har kunnet standses i vor tid?
36 Guds virksomme kraft var med den salvede Jesus i hans gerning. Den var også med de evangelieforkyndere han sendte ud. Når de blev stedt for øvrighedspersoner, ville denne kraft bistå dem. Jesus sagde: „Vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i samme time; for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Faders ånd der taler gennem jer.“ (Mattæus 10:18-20; Lukas 12:11, 12) Dette skulle endog gælde dem der forkyndte den gode nyhed om Guds rige ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3, 9-14) Fordi Guds ånd står bag forkyndelsen af det messianske rige der nu er oprettet i himmelen med Messias Jesus på tronen, har mennesker ikke formået at bringe forkynderne til tavshed. — Markus 13:10-13.
37. Hvilken begivenhed som skildres i Lukas 5:17-26, viser at religiøs modstand ikke kunne bremse den kraft hvormed Jesus udførte helbredelser?
37 Da Jesus ikke var salvet af mennesker men af sin himmelske Fader, „gik [han] igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen, for Gud var med ham“. (Apostelgerninger 10:38) Ondsindet modstand fra de religiøse lederes side kunne ikke bremse den kraft der udvirkede mirakler. I forbindelse med en særlig bemærkelsesværdig helbredelse siges der: „En af de dage han var i færd med at undervise, sad der nogle farisæere og lovlærere som var kommet fra hver landsby i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Jehovas kraft var der så han kunne helbrede.“ På trods af disse religiøse lederes fjendtlige indstilling helbredte Jesus en mand der var lam og fuldstændig hjælpeløs. Dette gjorde et dybt indtryk på de tilstedeværende, som sagde: „Vi har set mærkelige ting i dag!“ — Lukas 5:17-26.
38. Hvem gav Jesus æren for sine mirakler, og hvilken synd advarede han sine falske anklagere mod at begå?
38 Æren for sine mirakuløse helbredelser tilskrev Jesus den der virkelig var årsag til dem. Da nogle anklagede ham for at stå i ledtog med Satan Djævelen, som de kaldte „Beelzebul, dæmonernes hersker“, svarede han at det var „ved hjælp af Guds ånd“ han uddrev dæmonerne. Og han advarede modstanderne om at „bespottelse imod ånden“ ikke ville blive tilgivet. „Den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ Modstanderne havde begået denne utilgivelige synd ved ondsindet at tilskrive Djævelen de gerninger der ganske tydeligt var et udslag af Guds hellige ånds undergørende kraft. — Mattæus 12:24-32.
’EFTER HELLIGHEDS ÅND FASTSLÅET AT VÆRE GUDS SØN’
39. Hvad havde De hebraiske Skrifter forudsagt vedrørende Messias’ livsløb, i modsætning til hvad jøderne i almindelighed mente?
39 På Jesu tid rådede der visse falske forestillinger om hvordan Messias ville være og hvilket livsløb der var afstukket for ham. Jesu modstandere indså ikke at der i deres egne hebraiske skrifter stod at Messias ifølge Guds vilje først måtte lide, ja endog dø. Som den der i første række udgjorde Guds kvindes „sæd“, måtte han ’hugges i hælen’. (1 Mosebog 3:15) Efter at de hebraiske profetier herom var gået i opfyldelse, påpegede apostelen Peter dette for en skare jøder i templet i Jerusalem. Han sagde: „På denne måde har Gud opfyldt det han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Messias skulle lide.“ — Apostelgerninger 3:18.
40. Hvordan gav Jesus over for sine apostle udtryk for at han vidste at Messias skulle lide og dø?
40 Fra De hebraiske Skrifter vidste Jesus at Messias skulle lide og dø. Men selv om hans apostle anerkendte ham som Messias, blev de overraskede da han fortalte dem at han måtte lide en vanærende død. Da apostelen Peter gjorde indvendinger herimod, sagde Jesus til ham: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ Mod Jesu forløber, Johannes Døber, havde fjenderne gjort hvad de ville, og, sagde Jesus, „således skal også Menneskesønnen lide for deres hånd“. — Mattæus 16:21-23; 17:12, 13.
41. Hvordan blev menigheden af Kristi disciple betragtet i det første århundrede på grund af den måde Jesus døde på?
41 Til sidst blev Jesus henrettet som en gudsbespotter og en oprører imod romerriget. Dette viste sig at blive en stor snublesten for både jøder og hedninger, og det faldt dem svært at tage imod Jesus som den lovede Messias. Over femogtyve år senere gav nogle jøder i Rom udtryk for hvordan de opfattede menigheden af Jesu disciple, idet de, henvendt til den fængslede apostel Paulus, sagde: „Sandt nok, om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ — Apostelgerninger 28:22.
42. Hvad måtte de kristne, som det fremgår af apostelen Paulus’ tilfælde, bevise ud fra Skrifterne vedrørende Messias?
42 Det blev derfor nødvendigt for de kristne at bevise at Jesu død på en marterpæl uden for Jerusalem ikke var nogen grund til at tvivle på at han var den Messias der var givet løfte om i de hellige skrifter, men tværtimod talte for at han var den sande Messias, Guds Kristus. Dette gjorde apostelen Paulus for eksempel i synagogen i Tessalonika i Makedonien. Beretningen siger: „I overensstemmelse med hvad Paulus plejede gik han ind til dem, og på tre sabbater ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: ’Han er Messias, denne Jesus som jeg forkynder jer.’“ (Apostelgerninger 17:1-3) Nogle år senere havde apostelen Paulus som fange lejlighed til at tale sin sag for den romerske statholder Festus og dennes gæst, kong Agrippa. Ved højdepunktet af sin forsvarstale sagde han:
„Ved den hjælp jeg fik fra Gud har jeg fortsat indtil denne dag med at vidne for både små og store, og jeg siger intet ud over det som både profeterne og Moses har udtalt skulle ske, at Messias skulle lide, og at han som den første til at blive oprejst fra de døde skulle forkynde lys både for dette folk og for nationerne.“ — Apostelgerninger 26:22, 23
43. Hvilket Guds mirakel kunne Paulus aflægge vidnesbyrd om, og hvilke ord af Peter viser at dette var Guds største mirakel?
43 Paulus var blevet vidne til at Jesus var opstået fra de døde, hvilket han frimodigt erklærede over for Festus og Agrippa. (Apostelgerninger 26:12-18) Og i Første Korinterbrev 15:3-8 skriver han at der før hans omvendelse var „mere end fem hundrede brødre“ som blev øjenvidner til at Jesus var blevet oprejst fra de døde. Jesu Kristi opstandelse fra de døde på den tredje dag viste sig at være Guds største mirakel. Hvordan kan vi sige det? Apostelen Peter antyder svaret idet han skriver: „Kristus døde jo én gang for alle vedrørende synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden. I denne tilstand tog han også hen og forkyndte for ånderne der var i fængsel.“ — 1 Peter 3:18, 19.
44. Som hvad blev Jesus oprejst, ifølge Peter?
44 Hvad mente Peter? Dette: At den almægtige Gud ikke oprejste Jesus som et menneske men som en åndeskabning, en uforgængelig og udødelig ånd.
45, 46. (a) Hvad erklærede Gud at Jesus var, efter at ånden var dalet ned over ham ved Jordanfloden? (b) Hvordan blev det fastslået at Jesus virkelig var Guds søn efter ånden?
45 Jesu fysiske legeme var blevet ’sået’ i døden, som et offer Gud kunne råde over. Af den grund blev Jesus oprejst til himmelsk liv med „et åndeligt legeme“, i herlighed, iført udødelighed, så han aldrig mere ville dø. (1 Korinter 15:42-54) Tidligere, da Jesus var blevet døbt i vand, havde Jehova Gud avlet ham ved hjælp af sin hellige ånd til fra da af at være en åndelig søn af Gud med udsigt til en himmelsk arv. For at bevidne Jesu åndsavling havde Gud talt fra himmelen og bekendtgjort at den salvede Jesus var hans elskede, åndelige søn som han havde godkendt. (Mattæus 3:13-17) Men den dag Jesus blev oprejst fra de døde fastslog Gud at han nu fuldt ud var født som en åndesøn af Gud. Derfor skriver Paulus:
46 „. . . Guds gode nyhed som han forud har lovet gennem sine profeter i De hellige Skrifter, nyheden om hans søn, som efter kødet er kommet af Davids sæd, men som efter helligheds ånd med kraft er blevet fastslået at være Guds søn [hvordan?] ved opstandelse fra de døde — ja, Jesus Kristus vor Herre.“ — Romerne 1:1-4.
47. Hvordan beskriver Paulus i Efeserbrevet 1:19-21 hvor storslået et mirakel det var at Gud oprejste Jesus?
47 For at beskrive hvor storslået et mirakel det var at Jehova oprejste Jesus Kristus som en udødelig ånd, siger Paulus et andet sted: „Hans magts overvældende storhed . . . er i overensstemmelse med den virksomhed der udfoldes af hans styrkes vælde, den styrke hvormed han virkede i Messias’ tilfælde da han oprejste ham fra de døde og gav ham sæde ved sin højre hånd i det himmelske, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og ethvert navn der nævnes, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende.“ — Efeserne 1:19-21; Filipperne 2:5-11; 1 Peter 3:21, 22.
48. Hvem er den ’kvinde’ der omtales i Første Mosebog 3:15, og hvilket sår helbredte Gud ved at oprejse Jesus?
48 Ved at oprejse Jesus Kristus på denne storslåede måde helbredte Jehova, den himmelske Læge, det sår som den store slange, Satan Djævelen, havde tilføjet ’kvindens sæd’ i „hælen“ ved hjælp af sin onde jordiske organisation. (1 Mosebog 3:15) „Kvinden“ i denne hemmelighed var ikke synderen Eva eller den jødiske jomfru Maria, men Guds hustrulignende himmelske organisation bestående af hellige åndeskabninger. Fra denne organisation kom Guds enestefødte søn for at tjene her på jorden som den lovede Messias. — Jævnfør Galaterbrevet 4:25, 26.
49, 50. Hvad er den der i første række udgør Guds kvindes „sæd“, nu i stand til at gøre? Hvad ser vi med glæde og forventning frem til?
49 Den der i første række udgør Guds kvindes „sæd“ er nu i stand til at knuse den store slanges, Satan Djævelens, hoved, og med ham hele hans „sæd“. Hvad enten vi er jøder eller hedninger behøver vi ikke længere at se frem til at den sande Messias skal komme i kødet på jorden. Han er kommet, og han fuldførte sin jordiske opgave i det første århundrede efter vor tidsregning. (1 Johannes 4:2; 2 Johannes 7) Han er nu blevet belønnet med herlighed i himmelen. Han er en åndelig Messias eller Kristus, og han er i stand til at gøre langt mere end en menneskelig Messias eller Kristus her på jorden.
50 Al ære til Jehova Gud, som „med hellig ånd og kraft“ salvede sin søn Jesus til at være Messias! Med glæde og forventning ser vi frem til de evige velsignelser der er lovet hele menneskeheden i kraft af den herliggjorte åndelige Messias, Guds Kristus! — Apostelgerninger 10:38; 1 Mosebog 22:18.