Enden imødeses tillidsfuldt

 1, 2. Hvorfor kan Jehovas vidner ikke ignoreres og overses i dag, og hvilken falsk anklage rettes der imod dem?

I STEDET FOR at kravle ned i et hul som huleboere af frygt for verdens ende, er Jehovas vidner kommet ud på åben mark og indtager en fremtrædende plads blandt alle nationers folk. På grund af det frygtløse vidnesbyrd, de aflægger overalt på jorden, kan dette tingenes systems tilhængere ikke overse eller ignorere deres virksomhed. I irritation over dette arbejde beklager de sig over, at Jehovas vidner ganske vist er meget aktive, men at de undlader aktivt at støtte denne verdens systemer og intet opmuntrende håb har at fremholde for dem. Derfor retter de den klage imod Jehovas vidner, at de hader menneskeheden.

² Det er en dåragtig slutning. Det er nøjagtig den samme anklage, som det romerske kejserriges folk rettede imod de kristne i det første århundrede, fordi de nægtede at tage del i denne verdens politiske, sociale og militære anliggender og i dens adspredelser.

 3. Hvorfor afholder de sig fra at støtte denne verden, og i lighed med hvem?

³ I bibelsk forstand er Jehovas vidner de eneste, der arbejder for menneskehedens evige velfærd på varigt grundlag. Hvorfor skulle vi støtte et mislykket forsøg, der, fordi det er ondt, snart vil falde til jorden? Guds ufejlbarlige ord, hvis bøger fuldendtes i det første århundrede, forudsagde, at denne verden ville blive en katastrofal fiasko. De resultater af mange århundreders bestræbelser, vi ser i dag, beviser, at denne verden er totalt mislykkedes, og det er en hævdelse af Guds ord om denne sag. Vi har i dag en lige så sund dømmekraft og almindelig fornuft som manden Noa i en tidligere verden. Hvor, spørger vi, ville menneskeslægten være i dag, dersom ikke denne ene mand, Noa, og hans familie havde undladt at støtte den verden, der var før Vandfloden, og havde forberedt sig på dens afslutning ved at bygge en vældig kiste eller ark, hvori mennesker og dyr kunne overleve? Indtil denne dag har videnskaben ikke haft held til at modbevise, at en verdensomspændende vandflod fandt sted på Noas tid, og den kan ikke forklare, hvorledes menneskeslægten slap levende gennem denne oversvømmelse. Kun Bibelen kan give en tilfredsstillende forklaring, og arkæologiske fund og udbredte legender, der peger hen til samme kilde, bekræfter den.

 4. Hvad skulle være redningsmidlet fra Vandfloden — Eden eller hvilket?

⁴ År efter at mennesket var udvist af Edens have for oprør imod Guds lov, byggede Adams førstefødte søn, Kain, en by og kaldte den ved sin søns, Hanoks, navn. (1 Mos. 3:1 til 4:17) Men med Vandfloden på Noas tid forsvandt denne og andre antediluvianske byer (af hvilke man for nylig har udgravet rester) ud af tilværelsen, det samme gjorde den ubeboede Edens have. Dengang Jehova Gud advarede Noa om den vandflod, der skulle gøre ende på verden, sagde han ikke til Noa og hans familie, at de skulle tage ophold i Edens have for at være i sikkerhed under Vandfloden. Gud omstødte ikke sine egne ord ved at genåbne paradiset, end ikke for disse gudfrygtige efterkommere af Adam. Ved Guds forordning var Edens have et forbudt område for menneskeslægten dengang. Dens indgang blev bevogtet af herlige keruber og flammesværdet, der vendte sig hid og did. Det var ikke nogen „tilflugtsgård“, selv ikke for Guds tjenere. Da Vandfloden kom, overskyllede den også Eden, og den paradisiske have ophørte at eksistere og efterlod intet spor, der i dag kan antyde, hvor den har ligget. Noa og hans familie fik ikke besked på at blive huleboere for at opnå sikkerhed. Han fik heller ikke besked på at bygge et raketskib og forlade jorden for at tage en anden himmelsk planet i besiddelse og bebo den. Nej, han skulle blive på jorden. Da Gud vidste, at Edens have ikke ville være et sikkert tilflugtssted, pålagde han Noa at bygge en ark og opgav ham dens mål og udseende. Mennesket skulle endnu ikke vende tilbage til Edens paradis.

 5. Hvilken vej alene giver grund til optimisme nu? Hvorfor?

⁵ Før Vandfloden fulgte Noa og hans familie en vej, der var forskellig fra den, verden dengang fulgte. Beretningen i 1 Mosebog 6:9 siger: „Noa vandrede med Gud.“ Det kan jordens folk i dag takke ham for, eftersom de hver og en er Noas efterkommere. De, som er underrettede om verdens ende og er forstandige, må gøre som deres gamle stamfader. De må som han undlade at støtte denne dødsdømte verden og vandre med Gud. Det er den eneste vej, der giver grund til optimisme, for den fører til overlevelse af denne verdens ende, ligesom den gjorde det på Noas tid.

 6. Hvad arbejder vi for i modsætning til kristenheden, og hvorfor vil Gud støtte os?

⁶ Politikerne, krigsheltene, videnskabsmændene, finansmændene og de sekteriske præster arbejder forgæves, når de arbejder for denne verden. Vi, som stoler på Guds ord, ligesom Noa gjorde, vil få vort arbejde kronet med held. Kristenheden er kommet til kort, men ikke kristendommen, som den har undladt at leve op til. Kristenhedens teologi er slået fejl, men ikke Bibelen. Vi bruger Bibelen som vor vejleder og bestræber os for at følge den kristendom, den lærer. Det står derfor til os at bevise over for menneskeheden, at Bibelen og kristendommen ikke er slået fejl, men i dag er levende og mægtig til at føre mennesker til sand succes, til liv i evig lykke i en sikker og sund ny verden. Den almægtige Gud er også interesseret i at bevise, at hans ord, Bibelen, og den trofaste, som efterfølger hans søn, Jesus Kristus, ikke er kommet til kort og aldrig vil komme til kort. Dersom vi derfor oprigtigt indvier os til ham og hans tjeneste i overensstemmelse med hans gode hensigter, da vil han støtte os i vore bestræbelser for at hævde og herliggøre ham og hans ord.

 7. Hvorledes viser Peter os, at vi ikke skal tage os det nær, at man synes vi er underlige?

⁷ Tag jer det ikke nær, dersom nogen anser jer for at være underlige. Apostelen Peter, hvis ord vi her bruger som grundlag for behandlingen af vort emne, siger, at oprigtige kristne tilbage i den apostolske tid blev betragtet som sære. Ja, de blev ilde omtalt, fordi de pure nægtede at gøre fælles sag med den verden, der dengang beherskedes af det romerske kejserrige. Peters eget skrevne ord lyder: „Eftersom Kristus derfor led i kødet, da væbn I jer også med den samme sindsindstilling, thi den, som har lidt i kødet, er holdt op med synden, for at han kan leve resten af sin tid i kødet, ikke efter menneskers lyster, men efter Guds vilje. Thi tiden, der er gået, har været tilstrækkelig for jer til at have gjort, hvad der er nationernes vilje, dengang I hengav jer til løsagtige handlinger, lyster, overdreven nydelse af vin, svir, drikkegilder og afgudsdyrkelse, der er uden retslige bånd. Fordi I ikke med dem fortsætter at styrte ad denne vej til den samme lave udsvævelsernes pøl, undrer de sig og vedbliver med at tale ilde om jer. Men disse mennesker skal gøre regnskab ind for ham, som er rede til at dømme de levende og de døde.“ — 1 Pet. 4:1-5, NW.

 8. Hvilke følelser, sagde Jesus, skulle besjæle os i den forbindelse, og hvorledes samstemmer Noas erfaringer hermed?

⁸ At verden synes, at vi er sære og underlige, er ingen grund til, at vi skulle føle forlegenhed. At vi bliver hånende og spottende omtalt, er ingen grund til, at vi skulle føle os utilpas eller fordømt. Det giver os kun anledning til at være taknemmelige imod Gud, fordi vi har den forret at lide forhånelse med ham og hans søn. Som hans søn Jesus sagde: „Lykkelige er I, når folk forhåner jer og forfølger jer og lyver jer alt slags ondt på for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, thi jeres belønning er stor i himlene, for således forfulgte de profeterne før jer.“ (Matt. 5:11, 12, NW) Vi kan forestille os, hvordan folk må have talt om profeten Noa og hans familie, fordi de ikke ville have noget at gøre med vold, kødeligt fordærv eller de onde påfund, planer og den hykleriske religion, der gjorde sig gældende det sidste århundrede forud for Vandfloden. Det var, fordi Noas adfærd var en fordømmelse af verden. Men deres bagtalelse og fordømmelse af Noa var ikke et bevis for, at Noa og hans husstand havde uretten på deres side, for de overlevede Vandfloden, mens bagtalerne blev udslettet af tilværelsen.

Hvor dommen rammer først

 9. Hvilken tiltale brugte Peter over for de kristne, og hvorfor var en lang ventetid inden verdens ende ingen undskyldning for verdslighed?

⁹ Apostelen Peter tiltalte ikke de kristne, til hvem han skrev, som en fast bestanddel af denne flygtige verden, men som „midlertidige indbyggere spredt rundt omkring“. (1 Pet. 1:1, NW) Oplyste kristne er midlertidige indbyggere i denne verden, fordi de ved, at den er dømt til undergang. Derfor forsøger de ikke at slå sig ned i denne verden og blive en del af den og således være meddelagtige i dens synder og blive fordømt sammen med den og dele dens skæbne. Det var den samme indstilling, de kristne på Peters tid havde. De så hen til, at denne verden skulle forsvinde. Det var årsagen til, at de holdt sig den på afstand og holdt sig selv uplettet af den. Var det tåbeligt af dem? Kan vi i betragtning af verdensbegivenhedernes gang i dag fordømme dem som tåber? Nej, absolut ikke. Men nu vil nogle sige, at dengang var verdens ende nitten århundreder borte. Ja, og hvad så? Hovedsagen er, at de ikke havde uret i at mene, at den ville gå sin ende i møde, og derfor ikke ville gøre fælles sag med en fordømt verden. Selv om de havde vidst, at enden ikke skulle komme før om nitten århundreder, ville de så have sagt: „Denne gamle verden skal endnu bestå i nitten hundrede år, og da det vil sige, at enden ikke kommer i min tid, har jeg endnu rigelig tid til at nyde tilværelsen, og det vil jeg gøre, indtil tidspunktet for min død nærmer sig. Til den tid vil jeg afbryde mine forbindelser med verden og forberede mig på at dø i harmoni med Gud?“ Nej; de vidste, at det at være denne verdens ven var ensbetydende med at være Guds fjende, og at enhver, som elsker verden, ikke har den himmelske Faders kærlighed i sig.

10. Hvorledes satte de første kristne os et godt eksempel, og hvad må vi i betragtning af den kommende dom nu gøre?

¹⁰ Disse kristne så tingene i det rette lys, og de var derfor i stand til at dømme om, hvad der havde sand værdi, og hvad der var uden værdi. De indså, at de havde tilbragt tid nok med denne gamle verdens dåragtige og nytteløse tomheder. De så, at en ny og endeløs retfærdsverden var på vej, og at de fra nu af måtte bevise sig værdige til at leve i den, uanset hvor lang tid der skulle gå inden dens oprettelse. Heri satte de os et ret eksempel. Ligesom de bør vi ikke i selviskhed tro, at vi kan nyde denne verdens goder, så længe den står, og så håbe på at kunne leve efter den nye verdens standard, lige inden vi dør, eller inden denne verden går under. Som de må vi være forstandige og indse, at vor nuværende levemåde er den, hvorefter Gud vil dømme os. For at vi ved denne dom kan få tilkendt evigt liv i den nye verden, må vi leve og handle i overensstemmelse hermed fra nu af. Lad os ikke narre os selv. Vort ansvar gælder fra nu af. Kun ved at vende vor kærlighed og støtte bort fra denne verden kan vi undgå at blive dømt og udslettet med den. Lad os så bære verdens uretmæssige kritik for vor handlemåde.

11, 12. Hvorfor er tiden nu mere kritisk, end da Peter levede, med hensyn til dommen, og hvorfor undgår vi at fortsætte i synd?

¹¹ Tiden er inde til alvor. Peter siger: „Thi det er den fastsatte tid, når dommen begynder med Guds hus. Hvis den nu først begynder med os, hvad vil blive deres endeligt, som ikke er lydige imod Guds gode nyheder?“ — 1 Pet. 4:17, NW.

¹² På Peters tid, for nitten århundreder siden, stod de kristne som enkeltpersoner til doms, idet deres livsførelse skulle være grundlaget for deres fremtidige dom. Men nu i „endens tid“ står ikke alene de enkelte kristne, men hele religionssystemer, som påstår at være „Guds hus“, til doms. Det er en mere kritisk tid. Dersom dommen først går over Guds hus, hvoraf vi påstår at være en del, så kan vi ikke undgå den guddommelige dommers kendelser, lige så lidt som kristenheden kan det, som også påstår at være „Guds hus“. Hvis vi ikke i lydighed lever i harmoni med de gode nyheder om Guds rige, hvilken dom kan vi da vente fra Gud, der er dommeren, som kan „frelse og ødelægge“? Det er vanskeligt nok for den retfærdselskende kristne at holde fast ved sin retskaffenhed i denne fordærvede verden under arbejdet på sin frelse; hvad så med dem, som ikke yder nogen kristen modstand, men giver efter for denne verden og dens løsagtighed, blot for at kunne nyde syndens fornøjelser? Peter spørger: „Dersom den retfærdige frelses med vanskelighed, hvor vil den ugudelige og synderen så komme i betragtning?“ Ja, hvor? De vil finde sig stærkere og stærkere bundet til denne verden som følge af deres mere langvarige eftergivenhed over for synd og derfor ude af stand til at rive sig løs og blive frie i det sidste øjeblik eller med held vende tilbage, inden Guds dom bliver håndhævet.

13, 14. Hvordan kan vi lide som mordere, tyve, forbrydere, geskæftige personer, og er sådanne lidelser en ære for os?

¹³ Peters råd er derfor baseret på det rette og sikre grundlag, når han siger: „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en, der blander sig i andres sager. Men hvis han lider som en kristen, lad ham ikke føle skam, men lad ham vedblive med at herliggøre Gud i dette navn.“ (1 Pet. 4:15, 16, NW) Nu tænker du måske, at der ingen fare er for, at du skulle lide som en morder. Ikke sandt? Er du en broderhader, og handler du lavt, som var du en? Det bringer dig ingen glæde, men kun lidelser og fortræd. Hvorledes lider du derfor, og hvordan vil Gud dømme dig? Gud udtrykker det således i 1 Joh. 3:15: „Enhver, der hader sin broder, er en manddraber, og I ved, at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“ — NW.

¹⁴ Måske vil du sige, at du ikke giver dig af med at stjæle andres ejendom og derfor ikke vil komme til at lide som en tyv. Men stjæler du en medkristens gode navn gennem bagtalelse? Eller måske du i ønsket om at brillere og blive tilbedt af dine brødre stjæler den tilbedelse og pris, der tilkommer Gud, således som Slangen gjorde det i Eden? Søger du altid dine brødres og Guds fortabte og adspredte „andre fårs“ velfærd, eller søger, du i selviskhed, misundelse, fornærmethed og uforsonlighed at skade dine brødre? Er du nysgerrig, og interesserer du dig utilbørligt for andre folks anliggender, og søger du i herskesyge at blande dig i andres sager fremfor at passe dine egne sager på bedste måde og holde dig til det arbejde, Gud har anvist dig? Lidelser for sådanne ting vil ikke vinde Guds godkendelse eller medfølelse. Alle den slags lidelser kan ikke sammenlignes med Kristi lidelser, men er til skændsel for dig.

15. Dersom vi lider som kristne, hvordan kan vi så krydse deres hensigt, som udsætter os for lidelser, og hvorfor?

¹⁵ Hvis du derimod lider som en kristen, for Kristi navns skyld, da har du intet at skamme dig over. De lidelser, som Peter omtaler her, skulle få os til at ophøre med disse uretfærdige ting. Når vi lider som kristne, må vi ikke give efter for fjenden og tjene hans hensigt. Vi må ikke ophøre med at ære Gud, men vi skal vise, at de, som bærer kristennavnet, er loyale over for Gud og urokkelig indviet til at tjene og prise ham. „Lad derfor dem,“ siger Peter, „som lider i overensstemmelse med Guds vilje, overgive deres sjæle til en trofast Skaber, mens de gør det gode.“ (1 Pet. 4:19, NW) Dine lidelser som en trofast kristen er ikke noget tegn på Guds misbilligelse, men er i harmoni med hans vilje. De er en del af det bæger, som den himmelske Fader har skænket sine børn, og de må drikke det.

16. Hvorfor kan vi, mens vi gør det gode, overgive vore sjæle til Gud, og hvad betyder det for os?

¹⁶ Da de lidende kristne ikke føler sig fordømt af Gud, kan de have tillid til, at han ikke vil støde dem bort, men at de trygt kan overgive ham deres sjæle til bevaring. Han er Skaberen af alle sjæle. Dersom han dømmer dig værdig til evigt liv i den nye verden, kan han genskabe dig som en sjæl i opstandelsen fra de døde. Han kan således bevare din ret til liv som en sjæl i den nye verden. Han glemmer ikke din trofaste tjeneste for ham, og han vil aldrig nægte dig det, som du fortjener. „Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist hans navn, idet I har betjent de hellige og stadig betjener dem.“ (Hebr. 6:10, NW) Det vil sige, at Gud beskytter din ret til det lovede liv i den nye verden. Du kan derfor hele tiden, mens du gør det gode, tillidsfuldt overgive ham din sjæl, i bevidstheden om, at den er i sikre hænder, og hvad end mennesker måtte gøre imod dig, så kan de ikke skade din sjæls evige velfærd. Hvor vidunderligt vil det ikke blive, når Harmagedon kommer med håndhævelsen af Guds domme, da at være optaget af at gøre Guds vilje og have overgivet vor trofaste Skaber vore sjæle helt og fuldt! Kun på den måde kan vi vente at overleve Harmagedon.

17. Hvorfor er vi overbeviste om, at denne verdens ende snart vil komme?

¹⁷ Så kan vi tillidsfuldt gå denne verdens snarlige ende i møde. Vi er overbeviste om dens ophør, ligesom Noa var sikker på den gamle ugudelige verdens ende, fordi Jehova Gud havde sagt ham det. Dog kunne nogen måske indvende og sige: „Men da Peter sagde: „Alle tings fuldstændige ende er kommet nær“, var den nitten århundreder borte, og hvordan kan I være sikre på, at den fuldstændige ende ikke er andre nitten århundreder borte?“ Peter skrev sit brev syv år før Jerusalems ødelæggelse i året 70 e. Kr., og måske følte han sig derfor tilskyndet til at skrive på denne måde, men i dag er kristenheden et modbillede til det utro Jerusalem, og nu befinder kristenheden sig i endnu større nød end Jerusalem inden dets ophør. Fordi vi siden 1914 ser opfyldelsen af alle de forskellige dele af tegnet på den fuldstændige ende, som Jesus beskrev for os i sin profeti, har vi al tiltro til, at Peters ord nu får deres endelige og fulde opfyldelse. (Matt. 24:3-14) Den fuldstændige ende på alle denne verdens ting er kommet nær, og den resterende tid er meget kostbar.

18. Hvorledes kan vi bevise, at vi snart venter den, og hvorfor gør vi det?