Hvad er der at gøre ansigt til ansigt med verdens ende?
1. Hvorfor er Bibelens lære om verdens ende videnskabelig, og hvorfor vil kristenheden være den første del, der går til grunde?
TIDLIGERE tiders sekteriske religionsdyrkere overbeviste sig selv om, at solens, månens, stjernernes og jordens undergang var for hånden, og de gjorde mange tåbelige ting, der nedkaldte spot over dem og gav anledning til, at enhver tale om verdens ende kun mødtes med skeptiske smil eller helst blev undgået. De ting, man foretog sig, var tåbelige, fordi det ikke var det, Guds ord påbød kristne, som står ansigt til ansigt med verdens virkelige ophør, at gøre. Emnet verdens ende er ikke et forrykt og sindsforvirret begreb, kun beregnet for religiøse fanatikere at tumle med, så de ved deres naragtige handlemåde kan nedkalde verdens hånlatter over sig. Verdens ende er videnskabelig. Den betyder ikke ødelæggelsen af Guds stoflige univers, til hvis herlige frembringelse han har brugt umålelige tidsaldre. Eftersom „himmelen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk“, hvorfor skulle han da udslette disse videnskabelige undere? Han vil heller ikke gøre det. Lad os fjerne fra læren om verdens ende de tåbelige, ubibelske fortolkninger, som kristenheden har hæftet på den, og som har ført til fornuftstridige handlinger. Verdens ende betyder ikke vor planets eller himmellegemernes tilintetgørelse. Det betyder enden på Satans, Djævelens, onde organisation, både den synlige og usynlige del deraf. Kristenheden har gjort sig selv til en del af hans organisation, skønt den påstår at være „Guds hus“. Dette hykleri vil bringe den desto hårdere dom og gøre den til den første del af denne verden, der skal ophøre.
2. Hvorledes kan vi lære, hvad der er fornuftigt og rigtigt at gøre ansigt til ansigt med verdens ende?
2 Mennesker i verden mener ikke, at der er andet at gøre end at have fællesskab med denne verden. De tror ikke, der er andet, der kan holde en beskæftiget, dersom man ikke følger trop med verden. De mener, at det at trække sig tilbage fra at være en del af verden indebærer, at man ikke længere omgås folk og afsondrer sig i munke- eller nonneklostre. Men hvad gjorde Noa, mens han vandrede med Gud? Hvad gjorde han og hans familie, mens de befandt sig ansigt til ansigt med den daværende verdens ende? Hvad fortalte apostelen Peter de kristne, at de skulle gøre, fordi alle tings fuldstændige ende var kommet nær? Ved at undersøge Bibelens beretninger om, hvordan Jehova Guds tjenere handlede, når de stod over for en katastrofe fra Guds hånd, kan vi lære, hvad der er fornuftigt og rigtigt at gøre nu inden verdens ende.
3. Hvad giver Gud forud for en katastrofe, og hvilken betydning spiller tiden her?
3 Det er et sandt ord, i hvert tilfælde blandt Jehovas vidner, at den almægtige Gud altid på forhånd advarer om ulykker, som han påfører nogle eller alle mennesker. Det var sandt om den første verdensomspændende katastrofe. Det må være og vil vise sig at være sandt i forbindelse med den verdenskatastrofe, der nu truer, thi Jehovas største vidne, Jesus Kristus, sagde, at vore dage var som dagene på Noas tid: „Nøjagtig som det gik til i Noas dage, således skal det gå i Menneskesønnens dage.“ (Luk. 17:26, NW) Jehova Gud beregnede Vandflodens begyndelse lige på dato. Han fastsatte også tiden til, at den offentlige advarsel om dens komme skulle lyde, og satte tidspunktet så tilpas tidligt, at hans hensigt med vidnesbyrdet kunne fuldbyrdes. Det samme gør han også inden denne store verdenskatastrofe.
4. Hvad er hensigten med at advare på forhånd?
4 At han lader advarselen lyde på forhånd, er ikke for at skabe rædsel for verdens ende. Han skræmmer ikke mennesker til omvendelse, og de verdslige spottere vil heller ikke lade sig skræmme. De, som forsøger at indgyde rædsel, ønsker som regel at skabe sensation, og de fremkommer med en ubibelsk forklaring på katastrofens art. De tragter efter offentlig omtale og efter at vække opmærksomhed og at ophidse til sindsbevægelse og føleri. Men Jehova viser hensynsfuldhed ved sin forhåndsadvarsel, og derfor kan de, som ikke giver agt på den, aldrig sige, at de ingen chance fik.
5. Hvem vælger Gud, og hvem vælger han ikke, til at forkynde advarselen, og hvorfor?
5 De, som forkynder forhåndsadvarselen om Guds indgriben, må nødvendigvis være hans vidner. Denne tjeneste er en gunst og en ære, og Jehova ville ikke vælge andre til at udføre den end sådanne, som er loyale over for ham, og som vil tale det ord, han pålægger dem at sige, uden hensyn til hvem der spotter. Han ville ikke vælge dem, som er ude af harmoni med ham, og som skammer sig over hans ord og behandler det respektløst og sætter menneskers filosofier, videnskabelige teorier og religiøse traditioner over Guds ord, og som begår åndelig utugt med denne verden. Salme 50:16-21 siger: „Men til den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine bud og fører min pagt i munden, når du dog hader tugt og kaster mine ord bag din ryg? Ser du en tyv, slår du følge med ham, med horkarle holder du til, slipper munden løs med ondt, din tunge bærer på svig. Du sidder og skænder din broder, bagtaler din moders søn; det gør du, og jeg skulle tie, og du skulle tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.“ Religiøse hyklere kan aldrig bedrage Gud, og han ville aldrig af en fejltagelse udvælge dem til at være forkyndere af verdens endes komme. Han vælger dem, som vandrer med ham.
6. Hvad må vi gøre for at blive frelst fra verdenskatastrofen, og hvorledes fremgår dette?
6 Når talen er om at frelse nogen, drager Jehova først og fremmest omsorg for at frelse sine værdige vidner. Apostelen Peter understreger dette kraftigt. Efter at have fortalt, hvorledes Noa og hans familie blev frelst gennem Vandfloden, og hvorledes den retfærdige Lot blev reddet fra Sodomas undergang ved ild og svovl fra himmelen, siger Peter: „Jehova forstår at udfri de gudfrygtige af prøvelse, men at holde de uretfærdige tilbage til afskærelse på dommens dag, især dem, som går efter kød med ønsket om at besmitte det, og som ser ned på herredømme.“ (2 Pet. 2:5-10, NW) Han frelser også dem, som giver agt på dette vidnesbyrd og lader det gå videre til andre. Det var derfor, apostelen Paulus sagde: „Giv bestandig agt på dig selv og din lærergerning. Hold dig til disse ting, thi ved at gøre det vil du frelse både dig selv og dem, som lytter til dig.“ (1 Tim. 4:16, NW) Dette giver os en bedre forståelse af, hvorfor vi hver især må være et af Jehova Guds vidner for at kunne blive frelst fra verdenskatastrofen.
Gud bærer sit ansvar
7. Hvilken værdig sag står bag Jehovas vidners omfattende og vedholdende virksomhed?
7 Der må ligge noget andet end blot religiøst sværmeri og fanatisme til grund for, at Jehovas vidner vedholdende kommer til folk i deres hjem og gennemgår distriktet gang på gang og udbreder deres forkyndergerning til så mange lande, som de kan nå, idet de nu forkynder deres budskab på over halvfemsindstyve sprog og dialekter og i hundrede og femten lande og det på trods af stort fjendskab, religiøs forfølgelse og politisk undertrykkelse. Ja, de bliver latterliggjort. Men det betyder intet, for Jesus Kristus blev selv latterliggjort og stillet i et falsk lys, og han advarede os om, at hans efterfølgere ville blive behandlet på samme måde. Det kraftige vidnesbyrd, denne forholdsvis lille gruppe mennesker vedbliver at aflægge, må være virkningen af en eller anden værdig sag, eftersom vidnesbyrdet ikke er blevet udbredt med ild og sværd, som muhammedanismen er blevet det. Heller ikke har dets udbredere anglet efter politisk gunst og nydt politisk beskyttelse. Den almægtige Gud og hans ånd må stå bag det, for disse vidner vender sig til Guds ord efter deres budskab, ikke blot delvis eller gennem skønsmæssig udvælgelse af Bibelens indhold, men til hele Bibelen som den harmoniske enhed, den udgør. Den værdige sag bag deres ukuelige vidnesbyrd er den, at Jehovas rige er blevet født i himlene, at hans søn er blevet indsat som regerende konge, og at enden på Satans verden i en vældig katastrofe er for hånden. Jehovas vidner kan bevise dette ud fra kendsgerningerne og ved profetierne, der er blevet opfyldt.
8. Hvorledes fortalte Gud Amos, at der måtte findes visse årsager, der havde visse virkninger, og hvad er årsagen til forkyndelsen af advarselen nu?
8 I denne verdenskrisens tid udøver Gud sin virksomhed på jorden, inden han udfører sit vældige værk, som han har forudsagt. Han siger os, at der må være gyldige grunde for visse virkninger, der nu kan iagttages. Han siger os også, at han vil holde sine vidner underrettede om sine hensigter og kommende indgriben. Gennem sin profet sagde Herren Gud Jehova derfor i fortiden: „Vandrer vel to i følge, når det ikke er aftalt? Brøler en løve i krattet, hvis den ikke har bytte? Løfter en ungløve røsten, uden den har fangst? Falder en fugl til jorden, hvis den ikke er ramt? Klapper en fælde vel sammen, uden noget er fanget? Mon der stødes i horn i en by, uden folk farer sammen? Mon ulykke sker i en by, uden Jehova står bag? Nej! Den Herre Jehova gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne. Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre Jehova taler, hvo profeterer da ej?“ (Amos 3:3-8) Eftersom Jehova Gud i fortiden talte gennem sit nedskrevne ord og forudsagde verdenskatastrofen, og eftersom han nu lader dette nedskrevne profetord tale gennem opfyldelsen af profetierne, der kendetegner „endens tid“, hvordan kan Jehovas vidner da gøre andet end at profetere? De kan ikke andet. Og de gør ikke andet end at p r o f e t e r e, hvad enten den dødsdømte verden synes derom eller ej. Verdens uundgåelige ende er den gyldige grund for forkyndelsen af det forberedende vidnesbyrd.
9. a) Hvad er årsagen til verdens ende? b) Fra hvem skal man ikke vente rigtig underretning vedrørende verdens ende? og hvorfor ikke?
9 Verdens ende kommer ikke uden gyldig grund. Den har til hensigt at hævde den Højestes universelle overhøjhed gennem Djævelens organisations fuldstændige udslettelse og ikke ved jordens bogstavelige opbranden. Jehova Gud er ikke interesseret i at feje enhver skabning bort fra denne jord og gøre den til en ubeboet slaggeklump. Han skabte den ikke i den hensigt, og han ændrede ikke sin beslutning med hensyn til denne jords endelige skæbne, dengang mennesket syndede i Edens paradis. Hans beslutning er stadig den samme. Den vil blive retfærdiggjort, når hans rige ødelægger dem, som lægger jorden øde, og forvandler hele jorden til et paradis for den fuldkommengjorte, lydige menneskehed at bebo. Da Jehova påtager sig ansvaret for at bringe den ødelæggende katastrofe over Satans verden, forpligter han sig selv til at advare derom på forhånd og forklare den retfærdige grund til, at han bringer denne ødelæggelse, og hvorledes de agtpågivende kan redde sig. De, som udgør en del af denne verden, og som vandrer med den i venskab og kompromis, kunne aldrig ventes at være dem, som Gud ville udsende for at gøre verden bekendt med dens ophør. Det er derfor, folk i kristenheden ikke behøver at se hen til deres præsteskab for nøjagtig underretning om denne verdens ende. Tværtimod skulle de vente, at gejstligheden ville holde folket i uvidenhed.
10. Hvorfor er den advarsel, Jehovas vidner nu forkynder, meget usædvanlig? og hvem bekæmper den og raser imod den?
10 Jehova må indtage den rette plads, ikke alene i menneskers øjne, men også i engles. Det vil sige både hellige engle og fjendtlige, nemlig Satans dæmoner. Endskønt en verden gik til grunde på Noas tid, så sendte Jehova Gud ikke Noa til at advare Satan, Djævelen, om, at denne onde skabning skulle tilintetgøres på det tidspunkt. Men nu lader den almægtige Gud et ganske usædvanligt budskab forkynde. På hvilken måde er det usædvanligt? Deri, at det er en advarsel til Satan og alle hans dæmoner om, at også de skal tilintetgøres ved denne verdens ende. Ved højdepunktet for dens voldsomme ende skal de gribes, bindes og kastes i afgrunden, afskåret fra berøring med mennesker såvel som med hellige engle. Allerede siden 1914 har de været kastet ud af himmelen på grund af Guds riges fødsel, men det var kun en forhåndsadvarsel om, hvad der vil ske i Harmagedon. Da de blev kastet ud af himmelen, blev de fornedret til denne jord og kun givet handlefrihed her. Men i Harmagedon vil de blive kastet endnu dybere ned, nemlig i den store afgrund, for at blive bundet i ensomhed i tusind år. Med deres sårede stolthed nærer de stor uvilje mod at blive mindet derom gennem Jehovas vidners forkyndelse. De ønsker heller ikke, at jordens beboere skal gøres opmærksom derpå. Det er derfor, de bekriger Jehovas vidners forkyndelse. Satan raser nu imod dem som en løve, der er fanget i sin hule.
11. Hvilken barmhjertig grund er der for den tidsfrist, Gud har indrømmet siden 1914?
11 Der er derfor god grund til den tidsfrist, Gud har indrømmet siden 1914. Det er ikke blot, for at den menneskelige lidelse skal nå et endnu større omfang, eller for at den åbenlyse ondskab skal fortsætte. Nej, vist ikke. Men det er, for at Guds ansvar for at lade den sidste advarsel lyde kan blive fuldbyrdet, og for at hans udvalgte vidner kan blive udsendt med denne forhåndsadvarsel i denne „endens tid“. Det er en tidsperiode, der giver rum for Guds ufortjente godhed og retsindige mennesker, som befinder sig i fare, lejlighed til at benytte sig af Guds tålmodighed og nåde. De får således en fuldgyldig lejlighed til at handle og til at arbejde på deres egen frelse gennem Guds foranstaltninger og ikke menneskers. De bør aldrig trække veksler på Guds tålmodighed og mene, at han er langsom, og at de kan hænge lidt længere ved denne verden og nyde den et stykke tid endnu, inden de i sidste øjeblik river sig løs for at opnå sikkerhed under Guds organisation. Der er ingen tid at spilde, og vi bør alle have det samme synspunkt, som Peter formanede til: „Betragt vor Herres tålmodighed som frelse.“ (2 Pet. 3:15, NW; Åb. 12:13-17) Arbejd derfor på jeres frelse.
Livreddende handlinger
12, 13. Hvad gjorde Noa ansigt til ansigt med den daværende verdens ende?
12 I sin omtale af verdens ende nævner Peter Noa i begge sine breve til den kristne menighed. Hvad gjorde Noa, da han stod ansigt til ansigt med enden på den verden, der var før Vandfloden? Han og hans sønner var allerede gift, men de byggede sig ikke varige hjem på jorden. De var ikke travlt optaget af at bygge, plante, spise, drikke, at tage til ægte og bortgifte som verden i almindelighed. På Guds befaling byggede de en vældig kiste, en ark, på størrelse med et stort skib. At bygge en sådan båd højt oppe på den tørre landjord uden sejlbare kanaler eller slidsker til at søsætte den var absolut usædvanligt. De benyttede dette ejendommelige byggeprojekt som en anledning til at aflægge vidnesbyrd om Guds kommende indgriben. Ved at bygge noget andet end verden viste de, at de troede på det, Gud havde sagt til Noa. Noa førte an i forkyndelsen af verdens ende, men han forkyndte den rette forklaring derpå. Han ventede ikke at blive taget til himmelen ved dens ophør, men at forblive her på jorden, selv om den også skulle blive oversvømmet. Noa kunne derfor ikke have forkyndt jordens undergang, lige så lidt som Jehovas vidner gør det i dag. Foruden verdens undergang forkyndte Noa retfærdighed. Over seks hundrede år forud herfor havde Noas oldefader, Enok, forkyndt om Guds kommende dommedag, og Noa fortsatte Enoks budskab. Noa nedskrev endogså i et dokument en kort beretning om Enoks liv og dets ejendommelige afslutning. — Jud. 14, 15; 1 Mos. 5:3 til 6:9.
13 I harmoni med sit retfærdsbudskab opretholdt Noa tilbedelsen af Jehova sammen med sin familie. Det første, han gjorde, da han var kommet ud af arken efter Vandfloden, var derfor at bygge et alter til Jehova og genindføre den rene tilbedelse på den nu tørre jord. I sin kærlighed til dyrelivet skaffede han plads til arterne af alle de forskellige landdyr og til fuglene i arken. Det var årsagen til, at han fik påbud om at bygge arken så stor. Flere dyr end mennesker overlevede Vandfloden. Gud drager omsorg for mennesker og dyr.
14. Var Noa pessimist? Hvorledes viste han, at han var optimist?
14 Blev Noa overladt til uvirksomhed i tillid til, at Gud ville sørge for hver eneste enkelthed i forbindelse med hans frelse under Vandfloden? Nej. Han havde fuldt op med arbejde inden Vandfloden. Han var travlt beskæftiget med at bygge, forkynde og vidne i overensstemmelse med Guds befalinger. Var han en gammel pessimist, som spottere før Vandfloden kaldte ham? Ja, hvad den ugudelige verden angik. Men havde han også nogen grund til optimisme? Ja, det havde han. Den store ark, han byggede, var et håndgribeligt og synligt bevis for hans uhyre optimisme med hensyn til menneskehedens fremtid og Guds rene tilbedelse på jorden.
15. Hvordan var Noa videnskabelig i sit synspunkt og i sin forkyndelse? og hvorledes er vi også nu interesserede i menneskeslægtens fortsættelse?
15 Var Noa virkelig videnskabelig i sit syn og i sin forkyndelse? Det var han, skønt han af sin samtid blev anset for den ejendommeligste særling. Hans videnskabelige vejrforudsigelser var de eneste, der holdt stik, i modsætning til hans spotteres religiøse og videnskabelige teorier. Ingen, der lever i dag, er efterkommere af disse spottere. De stammer alle fra Noa. At Noa vandrede med Gud og gjorde hans befalinger og fulgte hans anvisninger, blev til frelse for ham selv og hans familie og til videreførelse af menneskeslægten indtil denne dag. I det mindste er Jehovas vidner Noa taknemmelige herfor. De mener, at hans eksempel er det mest videnskabelige, og at efterfølgelse deraf i denne „endens tid“ for den verden, som fulgte efter Vandfloden, er en garanti for opnåelse af liv. Ligesom Noa og hans familie var det, er Jehovas vidner i dag interesserede i, at menneskeslægten skal fortsætte efter Harmagedonkatastrofen. I samklang hermed efterligner de Noas eksempel på tro og bringer Guds „andre får“ i skarevis ind under hans teokratiske organisation ansigt til ansigt med verdens snarlige ende.
16. Hvorfor ransager vi Peters breve for at lære, hvad vi bør gøre?
16 Peter understregede i sine breve verdens ende med stor kraft og henviste til Noas dage som ypperlige billeder derpå. Hvad siger Peter da, at kristne skal gøre, nu da „alle tings ende“ truer, enden på alle de verdslige ting, han havde omtalt? Lad os ganske kort undersøge dem og afgøre, hvorvidt han tilrådede noget, der var urimeligt, stemningsbetonet eller overspændt.
17. Hvilket råd giver Peter os med hensyn til vor åndelige tilstand? Hvordan kan vi gøre dette?
17 Kristenhedens evangelister søger at ophidse folk til et afsindigt føleri for at få dem til at slutte sig til de sekteriske religionssystemer og anse dem for at være frelsesmidlet. Men Peter råder os: „Hav derfor et sundt sind og vær årvågne med hensyn til bønner.“ (1 Pet. 4:7, NW) Verden mener, at vi er sindsforvirrede, fordi vi nu fastholder Peters ord, at alle tings fuldstændige ende er kommet nær, men det er verden; der har et sygt sind. Den ubibelske og uvidenskabelige kristenhed lærer, at verdens ende betyder vor jords ødelæggelse ved ild og hele det stoflige skaberværks undergang. Men Jehova Gud har givet os et sundt sinds ånd. Derfor forkynder vi hans løfte om, at jorden skal overleve Harmagedon, og at Guds vilje, at forvandle hele jorden til et paradis, skal ske. De, som overlever Harmagedon, og de, som bliver oprejst fra gravene, vil få lejlighed til at bevise sig værdige til at bebo jorden for evigt. Ansigt til ansigt med verdens ende mister vi derfor ikke vor åndelige balance, men vi handler i overensstemmelse med vor tro og bruger vor tid på den af Gud anviste måde.
18. Hvorfor bør vi være på vagt og bede, og i hvilken hensigt?
18 Foruden at bevare et sundt sind gennem studium og efterlevelse af Guds ord har vi brug for at bede til ham. Vi bør være årvågne i denne henseende og bede selv og sammen med vore brødre. Bøn styrker vor værdsættelse af vort forhold til vor himmelske Fader og Udfrier. Det holder os i kontakt med ham. Vi har en virkelig kamp at udkæmpe, ikke imod kød og blod eller med kødelige våben, men imod overmenneskelige fjender, onde ånder i den usete verden, der er blevet fornedret til denne jord. Vor rustning er det fuldstændige åndelige udstyr, Jehova har tilvejebragt for os. Under vor kamp imod disse åndeskarer, iført vor åndelige rustning, må vi holde os vågne og rede til at bede og henvende os til Gud om himmelsk hjælp. Vi kan ikke klare os uden bøn. Det har en virkning, dersom vi beder i tro og oprigtighed og i overensstemmelse med Guds vilje. Vi må bede om frimodighed til at forkynde Guds ord og aflægge vidnesbyrdet, i gunstige tider og i vanskelige tider. Vi har den forret at bede, ikke alene for os selv, men også for vore brødre hele verden over, at de med nidkærhed må opfylde deres forpligtelser som Jehovas vidner i disse sidste år for denne gamle verden og bevare deres retskaffenhed og vinde livet sammen med os.
Udtryk for kærlighed
19. Hvilken egenskab må vi opøve med iver, og hvorfor? Hvad skal den skjule?
19 Mere end nogen sinde avler den fornedrede Djævel had verden over, had imod Gud og had imod mennesker. Derfor siger Peter med henblik på verdens ende: „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre, thi kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ (1 Pet. 4:8) Vi må holde sammen, ligesom Noas familie gjorde det før Vandfloden. Vi må elske Guds organisation og elske dem, som er medlemmer af hans teokratiske organisation, eller som søger tilflugt under den. Kærlighed er det fuldkomne bånd, der forener os. Vi må efterligne Gud heri og modstå denne selviske verdens smitsomme had. Der er ingen af os, der er fuldkomne endnu, selv om vi er så nær til den nye retfærdsverden. Vi vil derfor uforsætligt, som følge af svagheder og ufuldkommenheder, begå synder imod hverandre. Dem må vi tilgive og dække over, og kun kærlighed kan hjælpe os hertil. Satans verden vil aldrig tilintetgøre denne kærlighed blandt Guds organisation, men kærligheden vil leve gennem Harmagedon og ind i den nye verden. Den gamle verden vil blive tilintetgjort på grund af selviskhed. Derfor undgår vi selviskhed.
20. Hvorledes kan vi vise gæstfrihed og høste sand gavn deraf?
20 „Vær gæstfri imod hverandre uden knurren,“ fortsætter Peters formaning. Der er et stort behov for denne gæstfrihed i betragtning af vor tids nødssituationer, savn og vanskelige forhold. Vi kan åbne vore hjem for bibelstudier og for offentlige bibelforedrag. Vi kan huse stævnedeltagere og pionerer, som vi på denne måde hjælper til aktivt at tjene Gud i vidnegerningen. Vi kan udføre hjælpearbejde for vore brødre i andre lande, der har lidt som følge af krig, diktatur og forfølgelse af Guds folk i totalitære herskeres koncentrationslejre. (1 Pet. 4:9) For at vi kan høste gavn heraf, må vi gøre det uden knurren.
21. Hvorledes må vi bruge vore åndsevner?
21 Vi må også bestandig arbejde på at opbygge vore brødre med al den åndsstyrke, vi sidder inde med. Peter siger: „Alt efter som den enkelte har modtaget en gave, så brug den til at betjene hverandre som den rette slags husholdere over Guds ufortjente godhed, der udtrykkes på forskellig måde.“ Husk, at enhver gave, som Gud har skænket dig, eller som han har hjulpet dig til at opdyrke, skal tages i brug, især nu i „endens tid“, hvor det er så hårdt påkrævet. Brug alle dine evner og talenter i tillid til den styrke, Gud giver dig, ikke til ære og ophøjelse af dig selv, men tak, ær og pris Gud for hans herlighed. Vis, at hans ufortjente godhed ikke er spildt på dig. — 1 Pet. 4:10, 11, NW.
Fuldendelsen af vor træning
22. Hvorfor prøves vi nu? Hvorfor undrer det os ikke?
22 Som et tegn på denne endens tid er menneskehedens lidelser taget til, og Satan og hans dæmoner, forbitrede over deres fornedrelse og begrænsning til jorden, fører krig som aldrig tidligere imod Jehovas vidner. Mens vi tillidsfulde ser enden i møde, er dette da, hvad Peter siger, vi skal gøre under den store prøve, der overgår os: „Elskede, undrer jer ikke over branden iblandt jer, der overgår jer som en prøve, som var det noget mærkeligt, der hændte jer. Tværtimod, vedbliv med at glæde jer, efter som I er delagtige i Kristi lidelser, for at I også kan fryde jer og strømme over af glæde under åbenbarelsen af hans herlighed.“ Vi bliver oplyste af Gud gennem hans ord og teokratiske organisation. Derfor har vi ingen grund til at undre os.
23. Hvorfor er vore lidelser en gunstbevisning imod os fra Gud, og hvad må vi bestandig lade hvile over os?
23 Vi forstår, at det store stridsspørgsmål er hævdelsen af Jehovas retmæssige overhøjhed for al skabningen. Det er en gunstbevisning fra Gud at kunne udholde den brændende trosprøve, ikke med sorg og suk, men med glæde. Glæden over at vide, hvorfor vi lider, styrker os til at bevare vor retskaffenhed under prøve. Vi er delagtige, ikke blot i menneskehedens fælles lidelser, men i Kristi lidelser. Denne lidelse må gå forud for herligheden ved at leve i den nye verden, efter at Kristus fuldstændigt åbenbarer sig i Harmagedon. Lad os under al lidelsen bevare et sundt sind og Guds ånd hvilende over os. „Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I lykkelige, fordi herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over jer.“ Du har måske ikke nogen synlig herlighed over dig nu, men Guds ånd over dig er en „herlighedens ånd“, en garanti for dig om kommende herlighed som belønning for den nuværende lidelse. Hav medfølelse med dine brødre, der lider andre steder. Vær selv et godt eksempel i trofast udholdenhed under lidelser. Vær altid på vagt for, at dine lidelser ikke skyldes selvisk forseelse eller religiøst hykleri. Så vil du bevare den lyksaliggørende „herlighedens ånd“ over dig, fordi dine lidelser er af den art, der er i harmoni med Guds vilje. Du vil være i stand til at overgive din sjæl i tillid til Gud og være frygtløs selv ansigt til ansigt med dødsfare. — 1 Peter 4:12-14, 19, NW.
24. Hvorfor er Peters formaning om at være hyrder for Guds hjord nu særlig på sin plads? Ved hvem og hvordan skal dette gøres?
24 I denne endens tid indsamler Guds overhyrde også alle de får, der nu befinder sig på jorden. Disse er de sidste medlemmer af den „lille hjord“, der vil modtage det himmelske rige, og den store skare af „andre får“, som er lykkelige over at gøre godt imod Kristi brødre, som gjorde de det direkte over for ham. Hvor passende er derfor ikke Peters formaning til dem, som er ældre i åndelig forstand blandt Guds menighed: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer!“ Efterhånden som overhyrden stadig bringer flere og flere af de „andre får“ ind i hjorden under den ene hyrde, hvor stort et hyrdearbejde er der da ikke at gøre i dag! Under udførelsen af dette hyrdearbejde må vi forvisse os om, at vi udfører det på rette måde, således som Peter foreskriver, nemlig villigt og med iver og som eksempler for hjorden, ikke af tvang eller af kærlighed til uærlig vinding eller i herskesyge over Guds får. Ikke alene skal de åndelig ældre, men også de yngre, være ydmyge, underkastende sig Guds lederhånd. Alt dette må vi gøre for at kunne jage, indsamle og føde den store hyrdes får. Lad os, efterhånden som de „andre får“ bliver adskilt fra verdens bukke, byde dem velkommen til hjorden, ligegyldigt hvor mange der kommer. Lad os leve sammen i fordragelighed og kærlighed, for at vi kan stå Harmagedon igennem som een ubrydelig hjord. — 1 Pet. 5:1-6, NW.
25. Hvem må vi stå imod og ikke løbe i skjul for?
25 Husk, at Satan, Djævelen, er vor største fjende. Frygt ikke for ham og mist ikke besindelsen af skræk, fordi han opbyder hele verden imod dig og dine brødre og påfører jer hårde lidelser. Det er hans endeligt, der er nær, ikke jeres. Derfor, for atter at citere Peter: „Bevar jeres fornuft og vær på vagt. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Men stå ham imod, faste i troen, vidende, at den samme art lidelser udstås af hele sammenslutningen af jeres brødre i verden.“ Der er ingen undtagelser, og du vil heller ikke blive undtaget, nogetsteds i verden, dersom du er trofast. Løb derfor ikke i skjul eller træk dig tilbage i ensomhed. Stå skulder ved skulder med dine brødre og udhold lidelserne sammen med dem og stå således Djævelen imod med troens fasthed. — 1 Pet. 5:8, 9, NW.
26. Hvad er Guds hensigt med at lade os lide på denne måde, og hvad vil det betyde for os at vinde fuldstændig sejr?
26 Verden er overladt til undergang og kristenheden med den. Men Jehova Gud er os meget nær og tager sig af os med henblik på vor fuldstændige frelse. Han lader ikke lidelser komme over os til vor undergang, men søger at fuldkomme os gennem lydighed under lidelser. Han træner os til trofast tjeneste i fremtiden, til at blive urokkelige i hans tjeneste og åndeligt stærke. Lad os derfor ikke tabe modet under stadige lidelser. „Men,“ forvisser Peter os, „efter at I har lidt en lille tid, vil al ufortjent godheds Gud, der kaldte jer til sin evige herlighed i forening med Kristus, selv fuldende jeres læretid, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ (1 Pet. 5:10, NW) Når den endelige prøves højdepunkt snart kommer ved de forenede fjenders sidste kraftanstrengelse, vil vi vinde fuldstændig sejr til Guds herliggørelse og således overleve verdens ende.
27. Hvad er derfor ganske klart vor pligt, og hvad bør vi i vor beslutning om at opfylde den fortsat gøre?
27 Ansigt til ansigt med verdens ende står vor pligt os derfor klart. Som en teokratisk organisation må vi kæmpe videre hele den resterende tid, Guds langmodigheds tid over for denne verden. Guds folk jorden over må holde sammen i kærlighed og endrægtigt kæmpe, endrægtigt tjene Gud, endrægtigt holde ud og bede. Er vi fast besluttede på dette? Så lad os fortsætte og tage den sidste tørn! Fortsæt med forkyndelsen af de gode nyheder om Guds rige til et vidnesbyrd på hele jorden uden at standse før den absolutte ende, da Jehova Gud vil stå op og afgive sit fældende vidnesbyrd og indføre sin nye verden, hvori vi skal leve videre til hans evige pris ved Kristus Jesus.
(The Watchtower, 15. september 1951)