Guds langmodighed og Guds tjenere

Hvorfor tillader Gud at det onde varer ved? Hvad kan vi lære af hans langmodighed?

„HVIS Gud er almægtig, hvorfor lader han så det onde fortsætte? Hvorfor griber han ikke ind?“ Dette spørgsmål bliver mere og mere almindeligt efterhånden som ondskaben tager til. Det er imidlertid et spørgsmål som alle kristne bør kende svaret på eftersom det er direkte forbundet med vor tjeneste for Gud.

Ganske som mange i dag ikke forstår grunden til at Gud tillader det onde, var der også mange i fortiden der ikke forstod hvorfor Gud ikke greb ind, og derfor drog forkerte slutninger. „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde,“ skrev den vise kong Salomon. Salomons fader, David, havde også lagt mærke til hvorfor den onde ingen respekt havde for Gud: „Han siger i hjertet: ’Gud glemmer, han skjuler sit åsyn; han ser det aldrig.’“ I Juda riges sidste dage var dette blevet den almindelige indstilling blandt folket, som sagde i hjertet: „[Jehova] gør hverken godt eller ondt.“ Ja, de tolkede det ondes tilstedeværelse som et tegn på at Gud var svag eller at han var ligeglad, og at han overhovedet ikke ville gribe ind. — Præd. 8:11; Sl. 10:11; Zef. 1:12.

Men stik imod hvad folket mente var Gud interesseret, han så virkelig hvad der gik for sig, og han greb også ind. Omkring fyrretyve år efter at profeten Zefanias havde nedskrevet ovenanførte ord eksekverede Gud sin dom ved hjælp af Babylons hær, som han sendte mod sit stivnakkede folk. Men hvorfor ventede Gud så længe med at gøre regnskabet op? Fordi han er langmodig.

Tegn på Guds langmodighed

Langmodighed er en beundringsværdig egenskab, især hos en person der indtager en lederstilling. Den er et tegn på sand kærlighed, tålmodighed og selvbeherskelse. I Ordbog over det danske Sprog defineres „langmodighed“ som evnen til „længe at finde sig i noget ubehageligt, pinefuldt o.l.“, at være langmodig er at være „tålmodigt udholdende, ventende“; især anvendes ordet om Gud og betyder at han „længe bærer over med, finder sig i menneskers syndige, urigtige optræden, længe tilbageholder den fortjente straf eller revselse“.

Vi må i sandhed erkende at Gud har lagt denne egenskab for dagen. Hvor må det have været pinefuldt for Gud at den skærmende kerub i Edens have vendte det første menneskepar bort fra ham! Dog tillod han at oprøret fortsatte og voksede i omfang, selv om han havde magt til at knuse det med det samme. Men til hvilken nytte har denne tålmodige venten fra Guds side været? Hvilket nyttigt formål har den ondskab som historien kan opvise siden oprøret i Edens have tjent? Hvorfor skulle Gud have langmodighed med oprørere?

Guds langmodighed tjener både et betydningsfuldt og nyttigt formål. For det første dette: én gang for alle at gøre det klart at han er den almægtige Gud der gennemfører sine erklærede hensigter på trods af enhver modstand. (2 Mos. 9:16) For det andet: at give Adams og Evas syndige efterkommere en mulighed for at omvende sig og benytte sig af hans frelsesforanstaltninger. Før Vandfloden i Noas dage gav Gud for eksempel et umiskendeligt bevis på sin langmodighed.

På den tid, siges der, så Gud at „menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. Det skar Gud i hjertet, men alligevel greb Gud ikke utålmodigt ind og udslettede menneskene. Nej, tålmodigt tog han skridt til at tilvejebringe et middel til frelse for alle der angrede. Han gav Noa befaling om at bygge en vældig ark og at forkynde et budskab der advarede om den kommende ødelæggelse. Mere end 2400 år senere skrev Peter at „Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget“. Var det ikke både hensynsfuldt og barmhjertigt af Gud at lægge en sådan langmodighed for dagen? — 1 Mos. 6:5, 6; 1 Pet. 3:20; 2 Pet. 2:5.

Efter Vandfloden viste Gud fortsat langmodighed. „Han [er] barmhjertig, han tilgiver misgerning, lægger ej øde, hans vrede lagde sig gang på gang, han lod ikke sin harme fuldt bryde frem; han kom i hu, de var kød.“ Men Guds folk, Israel, kastede vrag på Guds langmodighed, som salmisten videre siger: „Hvor tit stod de ham ikke imod i ørkenen og voldte ham sorg i det øde land! De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige.“ Dog udholdt Gud den smerte som hans troløse folk forvoldte ham derved, men jo større langmodighed han viste, jo værre blev tilstandene. Det var derfor kun retfærdigt da Gud endelig eksekverede sin dom over folket. — Sl. 78:38-41.

Guds langmodighed i dag

Vi er nu nået frem til tidernes ende. Ondskaben har nået sit højeste. Menneskene lader hånt om Bibelens retfærdige principper og gør nar af dens budskab om en ny verden. Men som i Noas dage udholder Gud tålmodigt den pine at skulle se på dette. Mange tager imidlertid fejl af denne langmodighed og mener at Gud slet ikke vil gribe ind. De siger nøjagtig som de troløse jøder før Gud eksekverede sin dom over dem: „[Jehova] gør hverken godt eller ondt.“ Men de tog fejl, og det vil også vise sig at være tilfældet med dem der siger det samme i dag. Det er en af de ting apostelen Peter understreger i sit andet brev, det tredje kapitel.

Efter at have brugt Noas dage som et eksempel på at Gud vil gribe ind og fjerne det onde, forsikrer han sine læsere om at den nuværende verden er „forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. Men hvornår sker det? Apostelen advarede mod utålmodighed. Kristne må betragte tiden med Guds øjne. „Men dette ene må I ikke glemme, I elskede,“ skrev Peter, „at én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag.“ Skønt det dengang var mere end 2400 år siden „den daværende verden [verden på Noas tid] blev oversvømmet af vand og gik til grunde“, ønskede Peter at understrege at der, set med Guds øjne, kun var gået henved to og en halv dag. Læg hertil de 1899 år der er gået siden disse ord blev nedskrevet i år 64, og det bliver stadig, set med Guds øjne, ikke til mere end knap to tredjedel uge! Har vi da ret til at sige at Gud nøler? — 2 Pet. 3:3-8.

Peter hævdede at det har vi ikke. „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen,“ fortsatte han, „(sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer.“ Ja, Gud tillader at det onde varer ved fordi han er langmodig, „da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. Hvordan indvirker nu kundskaben herom på os? Føler vi stor taknemmelighed over Guds langmodighed? Bliver vor kærlighed til ham større fordi han tager hensyn til dem der endnu ikke har hørt om hans forjættelser? Eller bliver vor kærlighed til ham mindre fordi vi ønsker at erfare opfyldelsen af forjættelserne med det samme? — 2 Pet. 3:9.

Følg Guds eksempel

Modne kristne vil følge Guds eksempel og lægge tålmodighed for dagen. Af hele deres hjerte ønsker de at se det onde fjernet og Guds nye verden indført, men blot fordi det ikke sker så hurtigt som de kunne ønske, stamper de ikke i jorden og truer med at holde op med at tjene Gud. Ville det ikke være barnagtigt? Et barn kan ikke holde ud at vente, og i sin irritation over at skulle vente, handler det ofte ondt og ulydigt. Sådan skulle kristne imidlertid ikke være. Peter siger videre: „Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred.“ — 2 Pet. 3:10-14.

Guds langmodighed tjener et nyttigt formål, og det skulle kristne aldrig glemme. Peter minder os herom med følgende ord: „I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer.“ Mange hundrede år forinden havde Jehova sagt: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve!“ Derfor holder Jehova Gud de kræfter tilbage der skal bryde løs i Harmagedon. Hans langmodighed vil tjene til frelse for tusinder af mennesker, ja måske bliver det millioner! — 2 Pet. 3:15; Ez. 33:11.

Er du blandt dem der drager nytte af Guds langmodighed? Det er vigtigt at gøre det, for det betyder selve livet. Bedrag ikke dig selv til at tro at Gud ikke vil gøre noget, at han intet ser. „På jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskers børn; retfærdige og gudløse ransager [Jehova],“ og „alle de gudløse sletter han ud“. I næsten to tusind år har kristne ventet på at Gud vil eksekvere sin dom over de onde, og Bibelens profetier viser at denne domshandling er nært forestående. — Sl. 11:4, 5; 145:20.

Tiden er derfor inde til ikke alene at benytte sig af Guds langmodighed ved angrende at vende sig til hans ord efter vejledning, men også til at efterligne Gud og selv vise tålmodighed. Der gives mange lejligheder hertil. Børnene efterkommer måske ikke vore anvisninger så hurtigt som vi kunne ønske det. Vi bør da huske at børn er børn og at dårskab er knyttet til deres hjerte. Vi bør have tålmodighed med dem, ligesom Gud har med os. Der er også brug for tålmodighed i forholdet mellem mand og hustru. Tænk på i hvor mange år Jehova havde tålmodighed med sin hustrulignende nation, Israel. Følg hans eksempel. Lad os vise tålmodighed mens vi, som Peter formanede, „venter på og holder [os] nær i tanke Jehovas dags nærværelse“. — 2 Pet. 3:12, NW.