Kapitel 16

Vi venter „nye himle og en ny jord“

 1, 2. (a) Hvilke forandringer har de der nu er oppe i halvfjerdserne eller firserne, set i verden siden 1914? (b) Hvordan har disse ting svaret til det Jesus forudsagde i Lukas 21:25, 26 om „afslutningen på tingenes ordning“?

EN NY og bedre verden er nær — nu hvor denne generation går mod sin afslutning. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Med ordet „verden“ tænker vi på et menneskesamfund som er underlagt en form for styre. (Mattæus 24:34; Markus 13:30; Lukas 21:32) Vi ældre i „denne generation“, vi der er kommet op i halvfjerdserne eller firserne, har set den nuværende „verden“ forandre sig til det værre. Vi har set hvordan det stadig er gået ned ad bakke for den siden det epokegørende år 1914. Af alle som lever på jorden i dag kan vi i hvert fald bekræfte sandfærdigheden i Kristi profeti om „afslutningen på tingenes ordning“. Fra afslutningen begyndte i 1914 har vi set det han forudsagde, nemlig:

² „På jorden [vil der være] angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind på grund af havets larmen og dets oprør, mens mennesker besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord; for himlenes kræfter skal rystes.“ (Lukas 21:25, 26) Vi skal ikke vente at den nuværende verden vil forbedre sig og frelse sig selv. Retfærdigt indstillede mennesker længes efter en bedre verden, et bedre menneskesamfund. Det er lykkeligvis nær!

 3. Hvordan er det lykkedes for Jesu Kristi trofaste disciple at holde sig på den rette vej til trods for det forfald der kendetegner verden omkring dem?

³ De der trofast følger i den store profets, Jesu Kristi, fodspor, har gjort som apostelen Peter skrev til dem. De har givet agt på det stadfæstede „profetiske ord“ som på en lampe der skinner på et mørkt sted, og det har oplyst deres hjerte. Som apostelen Peter skrev i sit andet brev til sine kristne trosfæller: „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op — i jeres hjerter. For I ved først fremmest dette, at ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet ført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2 Peter 1:19-21) At de ufravigeligt har givet agt på den inspirerede profeti, holdt dem på den rette vej indtil nu. Og nu er den nye dag ved at bryde frem og dagstjernen er stået op, og deres øjne skuer bibelprofetiernes nutidige opfyldelse.

 4, 5. (a) Hvad må vi hver især gøre med hensyn til de inspirerede bibelprofetier? (b) Hvilken grund hertil giver apostelen Peter?

⁴ Skønt vi har set og oplevet så mange trosstyrkende vidnesbyrd om bibelprofetiernes ufejlbarlighed, må vi dog stadig værne om vor tro på og tillid til den del af de inspirerede profetier som endnu ikke er gået i opfyldelse eller som først er i færd med at gå i opfyldelse. Dette er nødvendigt selv om vi lever i „de sidste dage“ for denne gamle tingenes ordning og har gjort det siden udløbet af hedningenationernes fastsatte tider i 1914. Apostelen så frem til disse „sidste dage“, og han fandt det tilrådeligt at skrive sit andet brev for at advare sine trosfæller om de angreb der ville blive rettet mod deres kristne tro i disse farefulde dage. Efter at have advaret om at der ville optræde falske lærere og blive indført „ødelæggende sekter“ blandt Jehovas folk, gik Peter videre med at forklare årsagen til at han skrev sit andet brev. Vi læser:

⁵ „I elskede, dette er nu det andet brev jeg skriver til jer, hvori jeg, som i det første, søger at vække jeres klare tænkeevne ved at minde jer om at I skal huske de udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter, og budet fra Herren og Frelseren gennem jeres apostle. Dette skal i først og fremmest vide, at i de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ — 2 Peter 3:1-4; 2:1, 2.

 6. (a) Over hvor lang en periode er de profetier skrevet som vi må betragte hvis vi vil se nærmere på „de udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter“ angående „de sidste dage“? (b) Er „folk som latterliggør“ et bevis på at profetierne er forkerte?

⁶ For at kunne holde stand mod denne latterliggørelse der ifølge profetien ville finde sted i „de sidste dage“, er det vigtigt at vi som tror i dag, genkalder os hvad Jehovas inspirerede profeter har udtalt længe før de nutidige spottere er fremstået med deres hån og latterliggørelse. Lige fra profeten Enok før Vandfloden til den jødiske profet Malakias næsten tre tusind år senere, efter det babyloniske fangenskab, har Jehovas profeter forud for Jesus Kristus forudsagt forhold og begivenheder som ville markere disse „sidste dage“. (1 Mosebog 5:18-24; Hebræerne 11:5; Judas 14, 15; Malakias, kapitel 4) Det er derfor ikke særlig overraskende at der er fremstået sådanne trosnedbrydende spottere her, i „de sidste dage“ for den onde tingenes ordning. Nej, det opfylder blot profetierne og bekræfter deres nøjagtighed.

 7. (a) Hvem er den Herre og Frelser som Peter omtaler? (b) Hvilket ’bud’ gav han ved sine apostle, og hvorfor var dette meget betænksomt af ham?

⁷ Ifølge apostelen Peter skulle vi på dette sene tidspunkt i menneskehedens historie også huske „budet fra Herren og Frelseren gennem [vore] apostle“. (2 Peter 3:2) „Herren og Frelseren“ er her Jesus Kristus. (2 Peter 3:18) Gennem sine udvalgte apostle, det vil sige „Lammets tolv apostle“ og ligeledes apostelen Paulus, gav han alle som følger i hans fodspor det bud at de stadig skulle være på vagt og vogte sig for falske profeter og falske messias’er eller krister. Eftersom han forlod sine disciple uden at fortælle dem nøjagtig hvilken dag og time han ville komme igen for at fuldbyrde Guds domme over de onde og troløse, var det meget betænksomt af ham at sige til dem at de skulle være parate og holde sig vågne. (Åbenbaringen 21:14; Mattæus 24:36-44; 25:13) De skulle ikke lade sig påvirke af latterliggørelse fra nogle som havde mistet troen.

 8. Hvad ville spotterne mene når de spurgte: „Hvor er denne hans lovede nærværelse?“

⁸ De der kom med latterliggørelse ville rejse det udfordrende spørgsmål: „Hvor er denne hans lovede nærværelse?“ Ja, de ville sige: Hvordan går det med løftet om hans nærværelse? Hvor er beviserne for at løftet er blevet opfyldt?

 9, 10. (a) Hvis „nærværelse“ ville de tænke på? (b) Hvad gjorde apostelen Peter for at holde den ivrige forventning om Kristi „nærværelse“ levende i sine trosfællers hjerte?

⁹ Hvis „nærværelse“ ville de tænke på? Tydeligvis Herren og Frelseren Jesu Kristi „nærværelse“, som apostelen Peter omtalte i begyndelsen af sit andet brev. Peter ventede ikke at Jesu Kristi „nærværelse“ ville finde sted endnu mens han selv levede på jorden, og dog ønskede han ikke at den ivrige forventning om denne lovede nærværelse skulle dø bort i hans trosfællers hjerte. Derfor skrev han:

¹⁰ „Så jeg vil også til enhver tid gøre mit yderste for at I efter min bortgang skal kunne minde jer selv om disse ting. Det var jo ikke snedigt opfundne fabler vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herres Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet.“ — 2 Peter 1:15-19; Mattæus 17:1-9.

11. (a) Hvordan har fejlagtige forventninger i forbindelse med Jesu Kristi „nærværelse“ givet anledning til megen skepsis? (b) Hvad erkendte Charles Taze Russell i 1870erne vedrørende Kristi andet komme og hans „nærværelse“?

¹¹ Hvis de nutidige spottere tænker på at Jesus Kristus skal komme synligt og være nærværende i kødet, tager de alvorligt fejl. Så har de ladet sig bedrage af en fejlfortolkning af profetierne som er udbredt i kristenheden i dag. I løbet af det nittende århundrede blev der fremsat flere forudsigelser om at Herren Jesus Kristus ville komme synligt i kødet i det eller det år. At disse forudsigelser ikke holdt stik, har utvivlsomt gjort meget til at den bibelske lære om Jesu Kristi andet komme og hans „nærværelse“ som himmelsk Konge er blevet bragt i miskredit. Det har givet anledning til megen tvivl og skepsis om hvorvidt denne lære er sand og om Kristus overhovedet vil komme igen og være nærværende. I 1870erne erkendte Charles Taze Russell og de der usekterisk studerede Bibelen sammen med ham, at Kristi andet komme ville finde sted i ånden, usynligt for det menneskelige øje, og at dette komme ville danne indledningen til den periode der blev betegnet som hans „nærværelse“ eller (på græsk) parousiʹa. — Mattæus 24:3.

12, 13. (a) Hvornår var Kristi „nærværelse“ begyndt ifølge Russells beregninger, men hvad er det rette tidspunkt? (b) Hvem har set det tegn som bevidner at Kristi nærværelse begyndte i 1914?

¹² Ifølge en unøjagtig kronologi som var blevet udarbejdet på grundlag af den engelske autoriserede bibeloversættelse (King James-oversættelsen), regnede Russell ud at Kristi „nærværelse“ var begyndt i 1874, usynligt for det menneskelige øje og kun synligt for troens øjne. Da han begyndte at udgive et nyt religiøst blad til forsvar for læren om genløsningen ved Jesus Kristus, kaldte han det derfor „Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence“ (Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse). Imidlertid har begivenhederne på jorden siden udløbet af „nationernes fastsatte tider“ opfyldt bibelprofetien og vist at Kristi lovede „nærværelse“ eller parousia i Rigets magt først begyndte omkring 4./5. oktober 1914. Først fra det tidspunkt har man med rette kunnet sige at Kristus er usynligt nærværende i kongemagt. Vi gamle som er oppe i halvfjerdserne og firserne, har set opfyldelsen af praktisk taget alt hvad Jesus Kristus forudsagde som svar på det spørgsmål hans apostle stillede ham:

¹³ „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:3. Se også Rotherham; Young; Diaglott; fodnote i American Standard Version.

14. Hvad har hindret tilhængerne af kristenhedens kirker i at erkende Jesu Kristi usynlige „nærværelse“?

¹⁴ Til den dag i dag har kristenhedens sekteriske kirkesamfund holdt fast ved den gængse oversættelse af det græske ord parousiʹa, nemlig „komme“. Idet de forventer at Jesus Kristus vil komme synligt i kødet (hvis de da venter hans andet komme i det hele taget), nægter de at indse at han har været usynligt, åndeligt nærværende i Rigets magt siden udløbet af hedningernes tider i 1914. Dette har givet spottere anledning til at latterliggøre tanken om Kristi lovede „nærværelse“ og til at begrunde deres manglende tro ved at sige: „Hvor er denne hans lovede nærværelse [parousiʹa]? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.“ — 2 Peter 3:4.

15. (a) På hvilket grundlag hævder de der latterliggør at Jesus Kristus endnu ikke er kommet igen? (b) Hvorfor tager de fejl?

¹⁵ Sådanne folk der latterliggør, ser mænd gifte sig og kvinder blive bortgiftet, nøjagtig som det er sket siden Adams børns tid. De ser børn blive født, ganske som det er sket siden Kains fødsel. Menneskene dør stadig, ligesom vore forfædre gjorde. Dødsprocessen er endnu ikke blevet standset, sådan som det vil ske når Kristus har indledt sit tusindårige herredømme over jorden. Der foregår endnu ikke nogen opstandelse til liv på en paradisisk jord, sådan som der er givet løfte om for alle de døde der er blevet løskøbt af Jesus Kristus. Synden og døden hersker stadig over menneskeheden. For de troløse spottere at se, er alt, lige siden deres forfædre døde, forblevet ganske som det har været fra begyndelsen af menneskets skabelse. Efter deres mening lever vi endnu ikke i „endens tid“; Jesus Kristus er endnu ikke kommet igen; han er endnu ikke begyndt at være nærværende. Sådan ser de på det, til trods for hele den klare opfyldelse af bibelprofetierne siden 1914 som bekræfter at han har været usynligt nærværende siden da. Det er derfor kun i deres egne tanker at disse spottere udskyder Herren Jesu Kristi lovede „nærværelse“. — Daniel 12:4; Mattæus 24:3.

16. Hvad er hensigten med deres latterliggørelse, men hvorfor når de ikke deres mål?

¹⁶ De der ville komme og latterliggøre i „de sidste dage“, omfatter fremtrædende gejstlige i kristenheden. Deres hensigt med at latterliggøre er at drage Bibelens profetier i tvivl eller at gøre Jehovas kristne vidner, både resten af de åndelige israelitter og ’den store skare’ af deres loyale trosfæller, usikre i deres tro og overbevisning. Men med apostelen Peters advarsel i tanke nægter disse forkyndere af Kristi nærværelse i det himmelske riges magt at lade sig rokke i troen. De stoler på at Guds ord ikke kan slå fejl, heller ikke når det er givet i form af en profeti eller en forudsigelse af kommende ting. De ved at når Gud siger noget eller befaler noget, må det finde sted, må det ske fyldest. De tror på det der siges i Salme 115:3: „Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!“ Og da spotterne nu henviser til „skabelsen“ i deres argumenter, véd Jehovas trofaste tjenere at da han ønskede at skabe himmelen og jorden, gik hans udtalte ord i opfyldelse. Det frembragte resultater.

KRAFTEN I GUDS UDTALTE ORD

17, 18. (a) Hvordan kan de resultater som „Guds ord“ frembragte ved skabelsen give os tillid til at profetien vil blive opfyldt? (b) Hvad overser de der spotter med hensyn til opfyldelsen af Guds profetiske ord?

¹⁷ Ifølge skabelsesberetningen i Første Mosebogs første kapitel gik det som der siges i Salme 33:9: „Han talede, så skete det, han bød, så stod det der.“ Lige så virkende som „Guds ord“ var ved skabelsen, lige så virkende er det i dag, efter tusinder af års forløb. I forbindelse med de guddommelige profetier er dette „Guds ord“ lige så aktivt virkende og resultatfrembringende som det var ved skabelsen. Nutidens spottere, der hånligt latterliggør med hensyn til opfyldelsen af Guds profetiske ord, kan ikke komme uden om at Guds udtalte ord har virket til opfyldelse af profetien om vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, „nærværelse“. I deres tanker kan de måske udskyde Kristi „nærværelse“, skubbe den fra sig, men det at de således ignorerer vidnesbyrdene om hans „nærværelse“ vil ikke ændre noget ved de faktiske forhold. Når de med deres latterliggørelse prøver at rejse tvivl om pålideligheden af Guds profetiske ord, overser de hvordan Guds ord virkede i forbindelse med himmelens og jordens skabelse. Det er grunden til at de gør nar. Peter skrev:

¹⁸ „I overensstemmelse med deres eget ønske undgår dette nemlig deres opmærksomhed, at der fra gammel tid var himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord; og ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand.“ — 2 Peter 3:5, 6.

19. (a) Hvad sigter Peter til med udtrykket „den daværende verden“? (b) Ved hvilke midler led den daværende verden undergang?

¹⁹ „Den daværende verden“, det vil sige verden indtil år 2370 f.v.t., blev udslettet „ved Guds ord“, nøjagtig ligesom himlene og jorden var blevet frembragt ved Guds ord. Det var Guds udtalte ord der havde skabt muligheden for den verdensomspændende vandflod, for skabelsesberetningen oplyser: „Derpå sagde Gud: ’Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!’ Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen; og Gud kaldte hvælvingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag.“ Og på den femte skabelsesdag sagde Gud: „Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener,og fugle flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!“ (1 Mosebog 1:6-8, 20) Denne himmel og vandet over og under den var de midler Guds ord tog i brug, og „ved disse vande“ overskyllede Gud „den daværende verden“.

20. Hvoraf fremgår det at den globale vandflod virkelig kom som følge af „Guds ord“?

²⁰ Den jordomspændende vandflod kom på Guds ord, for det var ham der fastsatte tidspunktet for den. „Derpå [efter at arken var blevet bygget] sagde [Jehova] til Noa: ’Gå ind i arken med hele dit hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt. . . . Thi om syv dage vil jeg lade det regne på jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter og udslette alle væsener, som jeg har gjort, fra jordens flade.’“ Dette skete i år 2370 f.v.t. „I Noas 600de leveår på den syttende dag i den anden måned, den dag brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes, og regnen faldt over jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Selv samme dag gik Noa ind i arken og med ham hans sønner Sem, Kam og Jafet, hans hustru og hans tre sønnekoner . . . og [Jehova] lukkede efter ham.“ — 1 Mosebog 7:1-4, 11-16.

21, 22. (a) Hvilken „verden“ var det der blev udslettet i den jordomspændende vandflod? (b) Hvordan benyttede Jesus det der skete dengang som grundlag for en advarsel der gælder vor tid?

²¹ „Den daværende verden“ som led undergang „da den blev oversvømmet af vand“, omtales nærmere i Andet Petersbrev 2:5. Her læser vi at Gud „ikke skånede en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige“. Denne gamle „verden af ugudelige“ gav ikke agt på hvordan Gud benyttede Noa og hans familie i den tid arken blev bygget, den kolossale ark hvori det var muligt at overleve Vandfloden. Jesus Kristus benyttede denne ligegyldighed som den daværende „verden af ugudelige“ viste over for „Guds ord“, som et billede på de forhold der ville råde ved „afslutningen på tingenes ordning“, idet han sagde:

²² „Om den dag og time ved ingen, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene. For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse [parousiʹa] være. For som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ — Mattæus 24:36-39.

23. (a) I hvilken forstand ’fordømte Noa verden’? (b) Omfatter ordet „verden“ i Andet Petersbrev 3:6 usynlige åndeskabninger som en ’himmel’?

²³ Ved at handle i tro fordømte Noa datidens „verden af ugudelige“. Noa gav agt på Guds udtalte ord og adlød det; det gjorde den ugudelige verden ikke, og den viste således at den fortjente at blive dømt til udslettelse. „Ved tro byggede Noa gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som endnu ikke sås, en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden, og han blev arving til den retfærdighed der er en følge af tro.“ (Hebræerne 11:7) Den „verden“ som Noas troshandlinger fordømte, omfattede ikke usynlige åndeskabninger, onde dæmoner. I Andet Petersbrev 3:6 bliver „den daværende verden“ heller ikke stillet i modsætning til dæmonerne, de usynlige himmelske åndeskabninger der var ulydige mod Jehova Gud; disse engle bliver ikke her billedligt omtalt som „himle“. Dæmonenglene blev ikke udslettet i Vandfloden. Det var de ugudelige mennesker på jorden der døde.

ENDEN PÅ „DE HIMLE OG DEN JORD SOM ER NU“

24. Hvorfor er det tåbeligt i dag, her i det tyvende århundrede, at gøre nar af den bibelske beretning om hvordan det gik „en verden af ugudelige“ på Noas tid?

²⁴ I betragtning af at „den daværende verden“ led undergang ved en jordomspændende vandflod, handler de der latterliggør her i det tyvende århundrede, til ulykke for sig selv når de med vilje overser hvordan det gik den antediluvianske „verden af ugudelige“ i overensstemmelse med „Guds ord“. De handler imod deres egne evige interesser ved at ignorere eller ikke huske „de udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter“ vedrørende Kristi usynlige „nærværelse“, „afslutningen på tingenes ordning“. (2 Peter 3:2; Mattæus 24:3) „Guds ord“ havde ikke alene at gøre med at „der fra gammel tid var himle til samt en jord“ som var befolket af „den daværende verden“, men det samme „Guds ord“ har også at gøre med „de himle og den jord som er nu“ og som disse nutidige spottere hører til. Dette burde ikke undgå deres opmærksomhed når de i dag spottende gør nar af løftet om Kristi „nærværelse“ for at genere Jehovas kristne vidner.

25, 26. (a) Hvilken tidsfaktor henleder apostelen Peter opmærksomheden på i sin advarsel? (b) Hvem havde tidligere været inde på det samme, og hvad bør vi således være klar over?

²⁵ „Men ved det samme ord,“ fortsætter apostelen Peter sin advarsel, „er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag. Men lad ikke dette ene undgå jeres opmærksomhed, i elskede, at én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag.“ — 2 Peter 3:7, 8.

²⁶ Profeten Moses var den første der blev inspireret til at ligestille tusind år af menneskets tilværelse med en enkelt dag på fireogtyve timer for himmelens og jordens evige Skaber. Den første sammenligning af den art forekommer i Salme 90:1-4, hvor Moses henvender disse ord til Skaberen: „Herre, du var vor bolig slægt efter slægt. Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud! Mennesket gør du til støv igen, du siger: ’Vend tilbage, I menneskebørn!’ Thi [i betragtning af at Gud lader syndige mennesker vende tilbage til jordens støv efter så kort en levetid] tusind år er i dine øjne som dagen i går [på fireogtyve timer], der svandt, som en nattevagt [på fire timer].“ (Læg mærke til overskriften til Salme 90.) Jehova Gud inspirerede også Moses til at omtale de syv tusind år lange skabelsesperioder som „dage“. (1 Mosebog 1:1-31; 2 Mosebog 20:11) Hvad der er meget lang tid for dødelige mennesker, er uendelig kort tid for den udødelige Gud.

27. Hvordan berørte vandfloden på Noas tid selve jordkloden?

²⁷ Da Gud bragte Vandfloden over jorden i Noas dage, ødelagde han ikke den bogstavelige jordklode. Den kom igennem Vandfloden, og den dannede bassiner hvor vandet kunne samle sig.

„DE HIMLE OG DEN JORD SOM ER NU“

28. (a) Er „de himle og den jord som er nu“ en ny jordklode med en ny atmosfære, til forskel fra den jord og atmosfære der fandtes før Vandfloden? (b) Hvordan ved vi at Gud ikke, dengang han skabte mennesket, havde i sinde at bruge det vand der svævede over jorden til ødelæggende formål?

²⁸ Når der i Andet Petersbrev 3:7 tales om „de himle og den jord som er nu“, kan der derfor ikke være tænkt på en ny jordklode med en ny atmosfærisk „hvælving“ omkring. Apostelen Peter nævnte jo heller ikke, da han i versene 5 og 6 sagde at „der fra gammel tid var himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand“, noget om at disse himle og denne jord var gemt til vand og skulle bevares til dommens dag. Gud havde ikke noget sådant i tanke da han fra begyndelsen skabte den bogstavelige himmel og jord og satte mennesket på jorden. Gud gav den fuldkomne mand og kvinde mulighed for at leve evigt i et jordisk paradis uden nogen fremtidig domsdag. — 1 Mosebog 2:17-25.

29. (a) Er „de himle og den jord som er nu“ den samme slags himmel og jord som dem der er omtalt i Andet Petersbrev 3:5? (b) Hvorfor må ’ilden’ i vers 7 altså være symbolsk?

²⁹ Følgelig læser vi at „de himle og den Jord som er nu“ er gemt, ikke til en global oversvømmelse, men til ild og bevaret til „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. Det betyder åbenbart at der er tale om himle og en jord af en anden slags end den oprindelige, bogstavelige himmel og jord. Derfor må ’ilden’ som nævnes her, også være anderledes end bogstavelig ild, og altså være en symbolsk ild. En sådan ild omtales ofte i de inspirerede skrifter.

30, 31. (a) Hvilken slags ild sigtes der til i Zefanias 3:8, 9? (b) Hvilken omtale af „ild“ finder vi i Klagesangene 2:3, 4?

³⁰ Zefanias 3:8, 9 taler om en sådan symbolsk ild, idet der siges: „Bi derfor på mig, så lyder det fra [Jehova], på dagen, jeg fremstår som vidne! Thi min ret er at sanke folkene, samle rigerne og udøse over dem min vrede, al min harmglød; thi af min nidkærheds ild skal al jorden fortæres. Thi da vil jeg give folkene rene læber, så de alle påkalder [Jehova] og tjener ham endrægtigt.“

³¹ Og efter at de babyloniske hære havde ødelagt byen Jerusalem i 607 f.v.t. fremførte profeten Jeremias denne veklage over Jehova Guds indgriben: „[Han] afhugged i glødende vrede hvert horn i Israel; sin højre drog han tilbage for fjendens åsyn og brændte i Jakob som en lue, der åd overalt. På fjendevis spændte han buen, stod som en uven; han dræbte al øjnenes lyst i Zions datters telt, udgød sin vrede som ild.“ — Klagesangene 2:3, 4.

32, 33. Hvilken forsikring som regnbuen skal minde om, gav Gud efter vandfloden på Noas tid?

³² Umiddelbart efter vandfloden på Noas tid lod Gud en regnbue vise sig og sagde til Noa og hans familie: „Jeg opretter min pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt kød udryddes af flodens vande, og aldrig mere skal der komme en vandflod for at ødelægge jorden!“ Og Gud tilføjede: „Dette er tegnet på den pagt, jeg til evige tider opretter mellem mig og eder og hvert levende væsen, som er hos eder: Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden! Når jeg trækker skyer sammen over jorden, og buen da viser sig i skyerne, vil jeg komme den pagt i hu, som består mellem mig og eder og hvert levende væsen, det er alt kød, og vandet skal ikke mere blive til en vandflod, som ødelægger alt kød. Når buen da står i skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige pagt mellem Gud og hvert levende væsen, det er alt kød på jorden.“ — 1 Mosebog 9:11-16.

³³ I Esajas 54:9 føjede Jehova Gud denne forsikring til: „Jeg svor, at Noas vande ej mer skulle oversvømme jorden.“

„GEMT TIL ILD“

34. Hvilke faktorer viser det urimelige i at betragte ilden i Andet Petersbrev 3:7 som bogstavelig?

³⁴ En sådan beediget erklæring om at der ikke vil komme endnu en jordomspændende vandflod, ville kun være en ringe trøst for menneskeheden hvis Gud i stedet havde i sinde at omslutte hele jorden med bogstavelig ild, at forårsage en bogstavelig verdensbrand. Og for øvrigt — hvis udtrykket „de himle og den jord som er nu“ omfattede de synlige stjerner på himmelen, hvad ville bogstavelig ild da kunne udrette over for solen i vort solsystem og alle de øvrige stjerner i vor mælkevej og i de mange andre galakser, stjerner som i forvejen er ildkugler med en temperatur som er højere end den temperatur ild udvikler her på jorden? At vor jord gøres til en udbrændt slagge ved en verdensbrand kan næppe være i harmoni med Guds erklærede hensigt, som går ud på at jorden skal omdannes til et verdensomspændende paradis af hans messianske rige.

35. (a) Hvad menes der altså når der tales om „ild“ i dette skriftsted? (b) Og hvad er de „himle“ der er „gemt til ild“?

³⁵ Den „ild“ som „de himle og den jord som er nu“ er gemt til, må derfor være en symbolsk ild der ødelægger det der er dømt til undergang, lige så effektivt som bogstavelig ild fortærer brændbare ting. Både ’ilden’ og „de himle og den jord som er nu“ har altså en symbolsk betydning. ’Himlene’ symboliserer de regeringssystemer eller regeringsmyndigheder „som er nu“ og som menneskeheden er underlagt. Den kristne apostel Paulus betegner dem i Romerbrevet 13:1 som „de højere myndigheder“ idet han siger: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“

36. (a) Hvad må den „jord“ der er „gemt til ild“ derfor være? (b) Giv et bibelsk eksempel på at ordet „jord“ er brugt på denne måde.

³⁶ ’Jorden’ under disse himle symboliserer derfor det menneskesamfund der er underlagt og bør underordne sig „de højere myndigheder“. I over hundrede år efter vandfloden på Noas tid talte dette menneskesamfund samme sprog, og Første Mosebog 11:1 henleder opmærksomheden på dette med ordene: „Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.“ — Gd.

37, 38. (a) Hvad andet som er hævet højt over jorden, sammenlignes politiske regeringer med i Bibelen? (b) Belys dette med Esajas, kapitel 34, og Mika, kapitel 1.

³⁷ I fuld overensstemmelse med at „de højere myndigheder“ kaldes „himle“, sammenligner Bibelen sådanne politiske regeringer med ’bjerge’. I Esajas 34:2-5 siger den suveræne Herre og Gud for eksempel: „[Jehova] er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band og giver dem hen til at slagtes; henslængt ligger de dræbte, stank stiger op fra ligene, bjergene flyder af blodet [bjergene skal smelte på grund af deres blod, NW]; al himlens hær opløses; som en bog rulles himlen sammen, og al dens hær visner hen som vinstokkens visnende blad, som figentræets visnende frugt. Thi på himlen kredser [Jehovas] sværd [i himlene vil mit sværd visselig blive vædet, NW], og se, det slår ned på Edom, det folk, han har bandlyst, til dom.“ Når hærene udslettes i den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Har-Magedon, vil de regeringer de har støttet smelte eller opløses, som bjerge der smelter i de faldne soldaters blod.

³⁸ Et andet billede af hvordan de himmelhøje symbolske bjerge går i opløsning fremholdes i Mika 1:3, 4: „Thi se, fra sit sted går [Jehova] ud, stiger ned, skrider frem over jordens høje; under ham smelter bjerge, og dale slår dybe revner, som voks, der smelter i ilden, som vand, gydt ned ad en skrænt.“ Når Jehova Gud den Almægtige inden længe ved hjælp af sine himmelske eksekutionsstyrker kommer i berøring med regeringsbjergene i denne tingenes ordning vil det være som om de udsættes for en glødende hede. Deres solide fasthed vil smelte!

39. Hvilken fremtid må „de himle og den jord som er nu“ og „de ugudelige mennesker“ se i møde, og hvorfor?

³⁹ „De ugudelige menneskers doms og undergangs dag“ som „de himle og den jord som er nu“ er gemt til, vil altså billedlig talt blive en flammende dag på grund af al den undergang den vil forårsage. Det vil blive en dag hvor Guds domme eksekveres over hele den synlige tingenes ordning. Det vil også blive en dag hvor „de ugudelige mennesker“ lider undergang fordi de ikke betragter og behandler Jehova Gud som den øverste og ophøjede, universets Suveræn. De er uærbødige over for ham, den Hellige.

IKKE EN SENDRÆGTIG GUD

40, 41. Hvad bør spotterne tage i betragtning, selv om de måske synes at Jehovas domsdag er længe om at komme?

⁴⁰ Det er „ved det samme ord“, det vil sige „ved Guds ord“, at „de himle og den jord som er nu“ uigenkaldeligt er „gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. Det er noget som vor tids spottere, der mener at Herren og Frelseren Jesus Kristus endnu ikke er nærværende, bør tænke over. Det „samme ord“ fra Gud som autoritativt erklærede i hvilken hensigt „de himle og den jord som er nu“ har fået lov at eksistere så længe, vil med sikkerhed blive fuldbyrdet. Og det vil ikke vare længe nu før det sker! For spotterne og „de ugudelige“ at se, har den „dag“ måske været længe undervejs, men for Gud som er evig, uden begyndelse og uden ende, er der ikke gået lang tid. Det er grunden til at apostelen Peter siger:

⁴¹ „Men lad ikke dette ene undgå jeres opmærksomhed, I elskede, at én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag. Jehova, er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring. Dog vil Jehovas dag komme som en tyv.“ — 2 Peter 3:8-10.

42. (a) Hvordan har det været i menneskehedens interesse at Gud har ladet en tilsyneladende lang periode gå? (b) Hvordan er ’én dag for Jehova som tusind år’ for mennesker?

⁴² Lang tid for mennesker er i virkeligheden kort tid for Gud. Han kan derfor tilstå menneskene en tilsyneladende lang periode i deres egen interesse. Hvad er „tusind år“ for ham, når det blot er som en enkelt dag på fireogtyve timer i sammenligning med hans evige eksistens? Omvendt er en dag på fireogtyve timer for Gud som tusind år for mennesker, i den forstand at det som mennesker vil være tusind år om at udrette, kan den almægtige Gud, Jehova, presse ind på „én dag“. Utilfredse mennesker har i årtusinder prøvet på at forbedre denne tingenes ordning eller at sætte noget bedre i stedet, men har endnu ikke været i stand til det. Jehova vil imidlertid gøre det på sin „dag“, i den korte tidsperiode hvori han som med ild vil fuldbyrde sine domme over den nuværende tingenes ordning og tilintetgøre alle som sympatiserer med den og støtter den. Dette er i sandhed noget som de der latterliggør, bør tænke over.

43. I stedet for at være utålmodige på grund af den måde Gud gør tingene på, hvilke spørgsmål bør mennesker da tænke alvorligt over?

⁴³ Det vidner om manglende forståelse af Guds måde at handle på når nogen utålmodigt siger: ’Hvorfor har Gud endnu ikke gjort noget ved de dårlige forhold? Han skulle tage og skynde sig at hjælpe menneskene, så jeg også kan få gavn af det — nu!’ Et sådant utålmodigt menneske burde i stedet spørge sig selv: ’Er jeg selv nået dertil at jeg har ændret sind over for Gud?’ Eller: ’Udnytter jeg tiden til at hjælpe så mange som muligt, så de også kan nå til en sindsændring?’

44. (a) Hvordan har Gud i virkeligheden vist en enestående tålmodighed med menneskene, og hvad har hensigten været? (b) Hvad har Gud i denne lange tid gjort for at så mange som muligt kan blive frelst?

⁴⁴ Hvem kan med nogen ret anklage Gud for at være langsom til at opfylde sit løfte om at rense jorden for ondskab og oprette en varig retfærdig regering, når tusind år efter menneskers målestok blot er som én dag på fireogtyve timer for den evige Gud? Han har fastsat sin dag da han vil gribe ind, og denne dag er fastsat sådan at der har været rigelig tid til at utallige mennesker har kunnet nå til en sindsændring. I stedet for at opfatte det som „langsomhed“ fra Guds side at han har fastsat ’dagen’ for sin indgriben så langt ude i fremtiden i forhold til begyndelsen af „de himle og den jord som er nu“, bør spotterne betragte det som et udslag af hans enestående tålmodighed. Jehova har vist denne tålmodighed fordi han ikke ønsker at nogen skal gå til grunde, lide undergang. I løbet af de årtusinder han har ladet gå indtil sin definitivt fastsatte „dag“, har han derfor sendt sin elskede søn fra himmelen for at denne kunne virke som en stor lærer på jorden og dø som et genløsningsoffer for hele menneskeheden, for at så mange som muligt skulle kunne opnå frelse. (Galaterne 4:4) Siden denne trofaste og elskede søns første komme til jorden er der blevet forkyndt sindsændring til synders tilgivelse på hele den beboede jord. Denne sindsændring er nu blevet forkyndt i over nitten hundrede år.

45. Hvordan har Gud handlet, selv over for dem der latterliggør, skønt de ikke indser eller værdsætter det?

⁴⁵ De der latterliggør i dag udnytter ikke Guds tålmodighed så de kan nå til en sindsændring og undgå at lide undergang. Skønt de ikke indser det og ikke værdsætter det, har Gud handlet meget venligt imod dem for at de kan ændre sind. Som apostelen Paulus skrev i sit inspirerede brev til Romermenigheden, der bestod af såvel kristne jøder som kristne hedninger: „Foragter du hans venligheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom, fordi du ikke ved at Guds venlighed søger at lede dig til sindsændring?“ — Romerne 2:4.

46, 47. (a) Hvordan har det siden 1914 vist sig at Guds tålmodighed ikke har været forgæves? (b) Hvordan skildres Guds tålmodighed og selvbeherskelse i Åbenbaringen 7:1-3?

⁴⁶ Den tålmodighed Gud har udvist nu mens Herren og Frelseren Jesus Kristus har været nærværende i Rigets magt siden 1914, har ikke været forgæves. Den har givet mulighed for og resulteret i indsamlingen af den sidste rest af de åndelige israelitter og i indsamlingen af de talløse medlemmer af ’den store skare’ som trofast samarbejder med den salvede rest. Den tålmodighed og selvbeherskelse Gud viser af hensyn til dem der kan bevæges til at ændre sind, skildres i Åbenbaringen, kapitel 7. Vedrørende det ødelæggende uvejr som vil komme over hele jorden, skriver apostelen Johannes:

⁴⁷ „Efter dette så jeg fire engle stå på jordens fire hjørner og holde jordens fire vinde fast, så ingen vind kunne blæse på jorden eller på havet eller på noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang, og han havde et seglstempel fra den levende Gud; og han råbte med høj røst til de fire engle hvem det var givet at skade jorden og havet, og han sagde: ’Gør ikke jorden eller havet eller træerne skade førend vi har beseglet vor Guds trælle på deres pander.’“ (Åbenbaringen 7:1-3) Dette var i overensstemmelse med Guds tålmodighed.

48. (a) Hvad har dette udslag af tålmodighed fra Guds side medført? (b) Hvilke skridt tager de der nu kommer til at værdsætte Guds tålmodighed, og hvilke bemærkelsesværdige fremtidsudsigter har de?

⁴⁸ Hvad medførte dette udslag af tålmodighed fra Guds side? At den manglende rest af åndelige israelitter blev beseglet på deres pander, så der til sidst var 144.000 beseglede åndelige israelitter, sådan som Jehova Gud havde forudbestemt. (Åbenbaringen 7:4-8) Det er dog ikke alene de åndelige israelitter, de der skal herske sammen med Kristus på det himmelske Zions bjerg, der har fået gavn af Guds tålmodighed her i „endens tid“. Mennesker med det bibelske håb om evigt liv i et jordisk paradis har også fået gavn deraf. Siden det skelsættende år 1935 er de kommet ud af alle nationer og stammer og folk og tungemål og har indviet sig til Jehova som deres Gud. Derefter har de ladet sig døbe som symbol på denne indvielse, sådan som Kristus befalede for alle der blev hans disciple. Denne ubegrænsede ’store skare’ som nu er ved at dannes, kan se frem til det enestående at komme igennem og overleve ’den store trængsels’ uvejr som vil bringe den nuværende „endens tid“ til afslutning. Det profetiske billede i Åbenbaringen 7:9-17, hvor denne ’store skare’ er kommet sikkert ud af „den store trængsel“, nærmer sig nu sin herlige virkeliggørelse!

SIKKERHEDEN FOR AT GUD HERRENS DAG VIL KOMME

49. Hvad vil pludselig overraske dem der mener at Gud er langsom men som selv er sene til at gøre noget for at blive frelst?

⁴⁹ Mennesker som forveksler Guds langmodighed og tålmodighed med langsomhed eller sendrægtighed og som selv er sene til at gøre noget for at opnå frelse, vil pludselig blive overrasket af undergangen fra Gud. Apostelen Peter advarede mod en sådan misforstået, skødesløs og uklog handlemåde idet han sagde: „Dog vil Jehovas dag [græsk: hemeʹra Kyriʹou, Herrens dag]a komme som en tyv; på den dag vil himlene forsvinde med en sydende støj og de stærkt ophedede elementer vil blive opløst, og jorden og alt menneskeværk på den vil blive afdækket.“ — 2 Peter 3:10; se fodnoten i 1971-udgaven af New World Translation.

50. Hvilken advarsel gives i denne forbindelse med hensyn til de gejstlige der benytter religionen som et middel til at udnytte godtroende mennesker?

⁵⁰ Dagen hvor „de himle og den jord som er nu“ vil blive bragt til ophør, vil med usvigelig sikkerhed komme, for den er en del af Guds erklærede hensigt. Han har selv fastsat tidspunktet for dens komme. Gejstlige i kristenheden som fortsat bruger religionen som et middel til at udnytte godtroende mennesker, vil opdage at det er dem selv og ikke Gud der slumrer og ikke ænser hvad der skal ske. „Og i havesyge vil de udnytte jer med falske ord. For dem er dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke.“ — 2 Peter 2:3.

51. Hvordan sagde både apostelen Paulus og Jesus Kristus at dagen ville komme, den dag da Guds dom skal fuldbyrdes?

⁵¹ At Jehovas dag vil komme som en tyv om natten omtales også af apostelen Paulus, der skrev til de kristne i Tessalonika i Makedonien: „Men med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, for I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed !’ da vil en pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde; og de skal afgjort ikke undslippe.“ (1 Tessaloniker 5:1-3) Og Jesus Kristus, hvem Jehova Gud vil benytte som sin domsfuldbyrder på den dag, advarede selv sine disciple om denne dags komme da han sagde: „Men det skal I være klar over, at hvis husets herre havde vidst i hvilken vagt tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt at der blev brudt ind i hans hus. Af den grund må også I vise at I er parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ — Mattæus 24:43, 44; Lukas 12:39, 40.

52. Hvad er de „himle“ der ifølge Andet Petersbrev 3:10 vil forsvinde?

⁵² på Jehovas dag vil menneskeheden befinde sig i en situation som er flammende hed for den ugudelige tingenes ordning. Det vil få ødelæggende følger for de „himle“ og „elementer“ og den „jord“ som menneskene har kendt i tusinder af år. De „himle“ der vil forsvinde er de politiske regeringer der med Guds tilladelse har tjent som „de højere myndigheder“ og som har forlænget deres virke til trods for at hedningernes tider udløb i 1914. De har hævet sig højt som bjerge på den jordiske skueplads og har øvet en dominerende indflydelse i menneskesamfundets anliggender. Præster, profeter og gejstlige har blandet sig i styret og har søgt at gøre sig til en uadskillelig del af disse regeringer, i mange lande ved at bringe et ægteskab i stand mellem stat og kirke. I de ægteskaber der stadig findes mellem kirke og stat her i „endens tid“, er den religiøse partner den underordnede, den mindre betydningsfulde. Den tolereres blot; der bejles ikke lidenskabeligt til den.

53, Hvad peger det på at „himlene“ vil forsvinde „med en sydende støj“?

⁵³ Disse regeringshimle vil forsvinde „med en sydende støj“, en støj der lyder som en forlænget s-lyd. Det kunne hentyde til en hvislende eller susende lyd som når en genstand farer hurtigt gennem luften, for eksempel som når en ørn styrtdykker mod sit bytte. Den sydende eller hvislende lyd kan således betegne at disse regeringshimle forsvinder hurtigt. Det vil ikke være radikale, revolutionære partier der får regeringshimlene til at forsvinde, for sådanne partier ville blot erstatte de væltede regeringer med deres egne. Det vil derimod være Jehova Gud der rydder de politisk „himle“ af vejen. Eftersom de har beholdt deres magt på trods af at hedningenationernes „fastsatte tider“ er udløbet, vil det kun være ret og rimeligt — og ikke spor for tidligt — at de i hast fjernes fra skuepladsen. Uanset hvordan den „sydende støj“ vil lyde, vil jordens indbyggere få den at høre.

54. Forklar hvad det er for „elementer“ der ifølge Andet Petersbrev 3:10 vil blive opløst.

⁵⁴ De „elementer“ der vil blive „stærkt ophedede“ og derefter „opløst“, er ikke de såkaldte „fire elementer“ som middelalderens alkymister regnede med, nemlig ilden, vandet, jorden og luften. Med „elementer“ menes de grundbestanddele som en ting eller en organisme består af. Det kan være visse ting i en bestemt orden, for eksempel bogstaverne i alfabetet. Sådan som ’elementerne’ nævnes her, er de forskellige fra „himlene“ og „jorden“ der omtales, og er ikke hovedbestanddele heraf. Mellem den bogstavelige himmel og jord er der en atmosfære som vi mennesker lever i og indånder for at opretholde livet. Denne atmosfære er en blanding af luftarter og består således af forskellige elementer. På tilsvarende måde er der en ånd som gennemtrænger menneskehedens jordiske domæne, en ånd som menneskene indånder og som animerer dem, idet den som en usynlig kraft driver dem til at handle, tænke, tale og planlægge sådan som de nu gør. Det er verdens ånd. Den har intet at gøre med Guds ånd men er tværtimod fjendtligt indstillet til den. Derfor er Gud imod alle elementer af denne verdslige ånd. Når hans dag kommer vil han opløse denne ånd, tilintetgøre den i heden fra sin brændende vrede. Alle dogmer, ordninger og planer der afspejler denne verdslige ånd og er et resultat af den, må opløses, gøres til intet, sammen med den.

55. (a) Hvad er den „jord“ der omtales her? (b) Hvad sigter udtrykket „alt menneskeværk på den“ til?

⁵⁵ Det er ikke kun „himlene“ og ’elementerne’ der bliver genstand for Guds opmærksomhed, men også „jorden og alt menneskeværk på den“. Dette „vil blive afdækket“. (2 Peter 3:10) Det vil blive afsløret. „Jorden“ står her for det menneskesamfund der er adskilt fra og forskelligt fra den salvede rest af de åndelige israelitter og ’den store skare’ som befinder sig i det åndelige paradis og tilbeder Jehova i hans åndelige tempel. (Åbenbaringen 7:15) Udtrykket „alt menneskeværk på den“ sigter til noget der er frembragt, det som menneskesamfundet har etableret eller opbygget. Dette „værk“ røber det materialistiske synspunkt, de jordiske tilbøjeligheder, der kendetegner dette menneskesamfund, den symbolske „jord“.

56, 57. (a) I hvilken forstand vil jorden og menneskeværket på den blive „afdækket“, som der står i Andet Petersbrev 3:10? (b) Hvordan udtrykkes noget i samme retning i Første Korinterbrev 3:13-15?

⁵⁶ Men hvorfor siges der at „jorden og alt menneskeværk på den vil blive afdækket [bogstaveligt: vil blive opdaget (eller fundet)]“? Hvorfor siges der at det „vil blive afdækket“, „opdaget“ eller „fundet“, i stedet for, som i den autoriserede danske oversættelse, at det „skal brændes op“? At „jorden“ og ’menneskeværket’ bliver „afdækket“ eller „fundet“ på Jehovas dag, vil ikke sige at det blot bringes for lyset og får lov at ligge utildækket. I Andet Petersbrev 3:7 siges der at „de himle og den jord som er nu“ ved Guds ord er „gemt til ild“; så „jorden og alt menneskeværk på den“ vil ikke undgå den ødelæggende „ild“, lige så lidt som „himlene“ og ’elementerne’ vil undgå den. „Jorden og alt menneskeværk på den“ vil blive „afdækket“ eller „fundet“ af ilden, indhentet af den, og det vil blive „opdaget“ at „jorden“ og dens „menneskeværk“ er brændbart, ligesom de symbolske himle og de symbolske elementer er brændbare. Dette vil den ødelæggende „ild“ afsløre på Jehovas dag. Der er altså tale om at afdække eller opdage i samme betydning som i Første Korinterbrev 3:13-15, hvor apostelen Paulus skriver:

⁵⁷ „Hver enkelts arbejde [vil] blive gjort kendt, for dagen vil røbe det, fordi den åbenbares ved hjælp af ild, og ilden selv skal prøve hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis ens arbejde, det han har bygget på den, bliver stående, vil han få løn; hvis ens arbejde brændes op, vil han lide tab, . . .“

58. Hvordan vil det altså gå med „jorden og alt menneskeværk på den“, og hvordan beskrives dette yderligere i Zefanias’ profeti?

⁵⁸ „De ugudelige menneskers doms og undergangs dag“ fra Jehova vil komme som en tyv for den symbolske „jord“ og „alt menneskeværk“ på den, og „ilden“ på denne dag hvor Guds dom eksekveres vil vise at det er brændbart, at det kan destrueres med ild. Det vil gå op i luer. Det vil ikke kunne udholde eller overleve Gud Jehovas brændende dag. De profetiske ord i Zefanias 1:14-18 har alvorlig betydning for vor tid: „Nær er [Jehovas] dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, [Jehovas] dag, den bitre! Da udstøder helten skrig. . . . Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på [Jehovas] vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.“

MENS VI ’FREMSKYNDER GUDS DAGS NÆRVÆRELSE’

59. Hvilken tilskyndelse som apostelen Peter giver med hensyn til forventninger og adfærd har en særlig gyldighed for os i dag?

⁵⁹ I modsætning til dem der ifølge profetien ville komme og latterliggøre, hvilken slags mennesker viser vi os da at være i betragtning af den forestående dom over den ugudelige tingenes ordning? Apostelen Peters tilskyndelse til de kristne i det første århundrede har den største gyldighed for os i dag: „Da alle disse ting [de symbolske himle og elementer og den symbolske jord og alt menneskeværk på den] således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke [bogstaveligt: venter på og fremskynder Guds dags nærværelse], den dag hvorved brændende himle skal opløses og stærkt ophedede elementer vil smelte! Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ — 2 Peter 3:11-13; se Kingdom Interlinear Translation.

60. (a) Hvordan bør vi leve hvis vi virkelig tror på det Guds ord siger? (b) Hvilken tilskyndelse giver apostelen Peter dem der er blevet kaldet til himmelsk liv?

⁶⁰ Tror man at Guds profetiske ord med sikkerhed vil gå i opfyldelse, bør man leve i overensstemmelse med sine forventninger. Man kan ikke selvisk leve for den nuværende tingenes ordning, for de „himle“ og „elementer“ og den „jord“ der skal opløses eller udslettes på den måde der beskrives i Guds ord. Hvorfor leve for noget der snart vil gå til grunde? Og gå til grunde sammen med det? Navnlig indviede og døbte kristne har ligesom apostelen Peter „opnået troens privilegium ved vor Guds og vor Frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed“. (2 Peter 1:1) Til kristne som var kaldet til det himmelske rige skrev apostelen Peter videre: „Derfor, brødre, skal I så meget mere gøre jeres yderste for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for hvis I bliver med at gøre dette vil I aldrig nogen sinde snuble. ja, således vil der i rigt mål blive givet jer adgang til vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige.“ (2 Peter 1:10, 11) Apostelen Peter sagde at de var „udlændinge og midlertidige indbyggere“, og følgelig var de ikke en del af de symbolske „himle“ og „elementer“ og den symbolske „jord“ der „således skal opløses“. — 1 Peter 2:11.

61. (a) Hvilken slags mennesker og handlinger vil sande kristne holde sig fra, i harmoni med Peters tilskyndelse? (b) Hvad er nødvendigt for at kunne blive i det åndelige paradis?

⁶¹ De der lægger sig Peters tilskyndelse på sinde har derfor intet at gøre med de „falske lærere“ der ’lister ødelæggende sekter ind’ og som ’endog fornægter den herre som har købt dem og derved bringer hurtig ødelæggelse over sig selv’. Kristne der holder fast ved den sande profeti, følger ikke disse falske lærere. Sådanne trofaste kristne er ikke med blandt de mange som vil følge de falske læreres „skamløse gerninger“ og på grund af hvem „sandhedens vej [vil] blive spottet“. (2 Peter 2:1, 2) For at den bibelske sandheds vej ikke skal blive spottet af folk som gerne vil gøre nar og af andre verdslige mennesker, giver kristne som lægger sig apostelen Peters ord på sinde, bestandig agt på hvilken slags mennesker de bør være „i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. Derved undgår de at „bringe hurtig ødelæggelse over sig selv“ sammen med „de himle og den jord som er nu“ og som er „gemt til ild“. (2 Peter 3:7) Ved at øve „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“ forbliver Jehovas kristne vidner i dag i deres åndelige paradis.

62. (a) Kan vi gøre noget for at få „Jehovas dag“ til at komme noget før? (b) Hvordan kan vi vise at vi „altid har den i tanke“?

⁶² De lader sig ikke påvirke af latterliggørelsen fra dem der i deres egne tanker udskyder Jehovas domsdags komme, der vil være som en tyv. De har ventet længe på denne dag, og indtil den kommer vil de fortsat ’vente på Jehovas dags nærværelse’. I modsætning til dem der latterliggør, har de altid Jehovas dags nærværelse i tanke’. De glemmer den aldrig. De har den bestandig i tanke som en begivenhed der er lige om hjørnet. Jo længere de lever på jorden, jo nærmere kommer dagen. De kan ikke bogstaveligt fremskynde den, rykke den nærmere, for de ved at Jehova selv har fastsat hvornår den skal komme. Men de holder sig hele tiden vågne, sådan at de, uanset hvor tidligt og uventet dagen måtte komme, vil være parate til at møde den i en tilstand som Jehova Gud kan godkende. At de fortsat øver „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“, står altså i forbindelse med at de ’altid har Jehovas dags nærværelse i tanke’. De ved hvad dagens nærværelse vil betyde. Hvilket?

VEJEN BANES FOR „NYE HIMLE OG EN NY JORD“

63. Hvad vil det betyde for „himlene“ at de opløses?

⁶³ „Jehovas dags nærværelse“ er det middel „hvorved brændende himle skal opløses og stærkt ophedede elementer vil smelte“. (2 Peter 3:12) Regeringshimlene, som verdens religiøse ledere har støttet sig til og søgt ly hos, vil blive sat i brand af Jehova Gud. „For vor Gud er også en fortærende ild,“ siger Hebræerbrevet 12:29. (5 Mosebog 4:24) Det vil betyde at disse regeringshimle opløses, gøres til intet. Hvordan dette vil ske som ved ild, forklarer apostelen Peter ikke. Det gør imidlertid „de udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter“. — 2 Peter 3:2; 1:21.

64. Gennem hvilken inspireret profet er der givet en forklaring på hvordan disse symbolske himle vil blive tilintetgjort som ved ild?

⁶⁴ I en profetisk drøm fik Nebukadnezar, som var konge af Babylon på profeten Daniels tid, et billede af disse symbolske himle fra og med år 607 f.v.t., da han selv ødelagde Jerusalem og dets tempel, frem til „Jehovas dags nærværelse“. Den profetiske drøm blev sendt til babylonierkongen af Jehova Gud, for da kongen glemte drømmen var Jehovas profet Daniel den eneste der kunne genkalde drømmen i kongens erindring og derefter tyde den for ham. — Daniel 2:1-30.

65. Hvad så babylonierkongen i sin drøm, og hvad skildrede den?

⁶⁵ I sin drøm så babylonierkongen en fremstilling af en uafbrudt række af verdensriger fra det babyloniske verdensrige med hans eget dynasti på tronen frem til og med den syvende verdensmagt i bibelprofetien, den anglo-amerikanske verdensmagt her i vort århundrede. Den billedstøtte han så i drømmen og som blev benyttet til at skildre denne række af politiske verdensmagter, bestod af flere forskellige materialer. Hovedet var af guld, brystet og armene af sølv, bugen og lænderne af kobber, benene af jern og fødderne og tæerne af jern blandet med ler. — Daniel 2:31-33.

66. Forklar hvad de forskellige dele af billedstøtten betyder.

⁶⁶ „Således var drømmen,“ sagde Daniel til Nebukadnezar, „og nu vil vi tyde kongen den: Du, o konge, kongernes konge [og altså hersker over et verdensrige], hvem Himmelens Gud gav kongedømme, . . . i hvis hånd han gav menneskene, . . . så han gjorde dig til hersker over dem alle, — du er hovedet, som var af guld.“ (Daniel 2:36-38) Hovedet af guld symboliserede altså det babyloniske verdensrige med Nebukadnezars dynasti på tronen. Brystet og armene af sølv symboliserede det efterfølgende medo-persiske verdensrige. Bugen og lænderne af kobber symboliserede det makedonisk-græske verdensrige. Benene af jern symboliserede det romerske verdensrige og udløberen deraf, den britisk-amerikanske dobbeltverdensmagt. Fødderne delvis af jern og delvis af ler symboliserede de nuværende eller sidste regeringsmagter, der dels er blevet radikale (socialistiske, kommunistiske), dels imperialistiske. I de over 2500 år der er gået siden hedningetiderne begyndte med Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., er de øvrige politiske regeringer på jorden blevet domineret af denne række af verdensmagter. — Daniel 2:39-43.

67, 68. Indtil hvilken periode i historien er denne billedstøtte fortsat blevet stående, og hvad vil der da ske med den?

⁶⁷ Ifølge kongens profetiske drøm ville den symbolske billedstøtte, i sin historiske opfyldelse, stadig eksistere i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“, som vi nu oplever. (Mattæus 24:3; 28:20; 13:39, 49) Denne ’afslutning på tingenes ordning’ vil kulminere med „Jehovas dags nærværelse“, hvor de symbolske „himle“ og „elementer“ og den symbolske ’jord og alt menneskeværk på den’ ødelægges som med ild. Det er „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. (2 Peter 3:7-12) Den næste del af drømmen er derfor ildevarslende. Den er mættet med handling, og Daniel genkaldte den i kongens erindring idet han sagde:

⁶⁸ „Således skuede du, indtil en sten reves løs, dog ikke ved menneskehænder, og ramte billedstøttens jern- og lerfødder og knuste dem; og på én gang knustes jern, ler, kobber, sølv og guld og blev som avner fra sommerens tærskepladser, og vinden bar det sporløst bort; men stenen, som ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.“ — Daniel 2:34, 35.

69. Hvad vil dette betyde for alle menneskelige herredømmer?

⁶⁹ Opfyldelsen af denne dramatiske del af den profetiske drøm ligger lige foran os. Ifølge drømmen skal hvert eneste spor, hver eneste antydning, af de politiske verdensmagter — også af den ottende verdensmagt, De forenede Nationer — spredes så grundigt at de umuligt kan genopbygges. Alle underordnede riger og herredømmer skal ligeledes fjernes fra jorden.

70, 71. Med hvilket middel forårsager Jehova denne verdensomspændende ødelæggelse?

⁷⁰ Dette er Guds ord, ikke menneskers. Dette værk udføres ikke af den salvede rest af de åndelige israelitter, og heller ikke af ’den store skare’ som tilbeder Jehova sammen med dem. Det middel som den almægtige Gud Jehova vil benytte til at forårsage denne verdensomfattende ødelæggelse, blev i Nebukadnezars drøm skildret som en „sten“ der blev revet løs fra en klippe uden menneskehænders hjælp. Denne „sten“ må altså skildre noget der frembringes af Skaberen, den suveræne Herre Jehova. Hvad „stenen“ symboliserede lod han Daniel forklare:

⁷¹ „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk [som siden skal efterfølge det]; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; thi du så jo, at en sten reves løs fra klippen, dog ikke ved menneskehænder, og knuste jern, ler, kobber, sølv og guld.“ — Daniel 2:44, 45.

72, 73. (a) Hvad er den ’klippe’ som „stenen“ rives løs fra uden menneskehænders hjælp? (b) Hvad skildrer „stenen“ selv, og hvad sker der for øjeblikket i forbindelse med dette?

⁷² Eftersom „stenen“ skildrer et rige som himmelens Gud opretter, må „klippen“ skildre kilden til herredømme og myndighed, nemlig den universelle suverænitet der tilhører evighedens Konge, Jehova, Gud. Det rige der sammenlignes med en sten er således en underordnet del af og et redskab for Jehovas universelle suverænitet. Det er hans messianske rige i hans enestefødte søns hånd, den søn der blev Herren Jesus Kristus. (Daniel 7:13, 14) Det var dette rige Jesus Kristus talte om da han forudsagde følgende i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) I den samme profeti forudså Jesus Kristus sig selv i dette rige da han sagde:

⁷³ „Når menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham.“ — Mattæus 25:31, 32.

74. Hvilken opgave har Jehova betroet det messianske rige?

⁷⁴ Al hyldest til det messianske rige ved den suveræne Herre Jehovas søn! Det er den himmelske regering der har fået til opgave at fjerne „de himle og den jord som er nu“ og indføre de lovede „nye himle og en ny jord“ til herlighed for Gud og til evig velsignelse for alle lydige mennesker.

[Fodnote]