Spørgsmål fra læserne
● Hvem er det der som omtalt i Lukas 22:30 skal sidde på troner, og hvem skildres ved „Israels tolv stammer“? — J. G., Vesttyskland.
Jesus Kristus sagde til sine trofaste apostle: „I har holdt ud med mig i mine fristelser; og ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer [og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, NW], at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Luk. 22:28-30) Jesus Kristus talte her direkte til sine elleve trofaste apostle; ved en tidligere lejlighed havde han sagt det samme til sine tolv apostle. (Matt. 19:28) Han kunne med fuld ret tale om tolv, for det viste sig senere at der alligevel blev tolv apostle; disse tolv vil naturligvis tage plads på tolv troner i det himmelske rige.
Men bliver det kun de tolv trofaste apostle der skal sidde på troner sammen med Jesus Kristus? Når vi undersøger Jesu udtalelser ved andre lejligheder, hvor han ikke henvender sig direkte til sine apostle, ser vi da at flere endnu vil komme til at sidde på troner? Ifølge Åbenbaringen 14:1 og 20:6 bliver det endelige tal på dem som skal være „konger med ham [Jesus Kristus] i de tusinde år“ langt større end tolv, nemlig 144.000. Skal de 143.988, foruden Lammets tolv apostle, ikke også sidde på troner? Sidder ikke konger på troner og er ikke alle de 144.000 konger? Jo, og Jesus lover hver eneste af de 144.000 retten til at sidde på en trone: „Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone.“ (Åb. 3:21) Lukas 22:28-30 må derfor ses i et langt større perspektiv og sammenholdes med andre skriftsteder. Vi kommer da til følgende slutning: De som sidder på troner og dømmer „Israels tolv stammer“ indbefatter ikke blot de tolv apostle men alle dem som er med i den pagt om Riget som Jesus omtaler i Lukas 22:28-30, NW. Eftersom alle de 144.000 salvede er med i pagten om Riget og får tildelt kongedømme skal de alle sidde på troner og dømme „Israels tolv stammer“.
Hvem er så repræsenteret ved „Israels tolv stammer“ som Jesus Kristus og hans medkonger skal regere over og dømme? Der kan ikke kun være tale om de bogstavelige tolv Israels stammer, hvis stammeidentitet for længst er gået tabt. Ifølge apostelen Paulus skal de som får adgang til det himmelske rige dømme hele menneskeverdenen: „Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden?“ (1 Kor. 6:2) Det er derfor rimeligt at drage den slutning at „Israels tolv stammer“ i Lukas 22:30 hentyder til hele den menneskeslægt der vil blive dømt af Jesus Kristus og af lemmerne på hans menighedslegeme der skal tjene som konger og præster og dommere sammen med ham. I samklang med dette siges der i bogen Du kan overleve Harmagedon og komme ind i Guds Nye Verden på side 41, at de tolv ikke-levitiske stammer på den årlige forsoningsdag var et billede på alle de lydige mennesker der vil vinde evigt liv på jorden. På forsoningsdagen blev der bragt to ofre, et for Aron og hans stamme som et billede på det åndelige Israel, og et for de tolv ikke-levitiske stammer som et billede på hele menneskeslægten der får gavn af Jesu Kristi genløsningsoffer og opnår evigt liv på jorden. Denne forskel, der træder frem i 3 Mosebog, det 16. kapitel, ses også af apostelen Johannes’ ord om Jesus Kristus: „Han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.“ — 1 Joh. 2:2.
De lydige blandt menneskene som får gavn af Kristi offer indbefatter den „store skare“ „andre får“ der vil overleve Guds Harmagedonkrig. Men „Israels tolv stammer“ i Lukas 22:30, som skal dømmes af dem der sidder på troner i himmelen, vil bestå af alle som lever på jorden under den nye tingenes ordning efter Harmagedon. De tolv Israels stammer indbefatter altså ikke kun den „store skare“ der vil overleve Harmagedonkrigen men også alle dem som får en opstandelse under Guds nye retfærdige tingenes ordning.
● I Vagttårnet for 15. december 1963, side 572, anvender man benævnelsen „Kristus“ eller „den salvede“ i Hebræerne 11:26 om Moses. Hvordan kan man det når Moses ikke blev salvet med olie ligesom ypperstepræsten og kongerne i fortidens Israel? — G. G., De forenede Stater.
I Hebræerne 11:26 står der: „Han [Moses] regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi [den salvedes] skændsel; thi han så frem til lønnen.“ Det er rigtigt at Moses ikke blev salvet med bogstavelig olie således som tilfældet var med ypperstepræsten og Israels konger. (2 Mos. 30:22-30; 3 Mos. 8:12; 1 Sam. 10:1; 16:13) Salvelse betyder en udnævnelse til et embede og det kan derfor siges at en der var blevet udvalgt eller udnævnt af Gud, var salvet, selv om han ikke blev salvet med bogstavelig olie.
Hverken Jesus eller hans efterfølgere blev salvet med bogstavelig olie og dog taler Bibelen om dem som salvede: „Jesus fra Nazaret, . . . Gud salvede ham med Helligånd og kraft.“ „Og den, der knytter os såvel som jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud.“ Disse er blevet salvet med Guds hellige ånd. — Ap. G. 10:38; 2 Kor. 1:21.
Læg mærke til hvad Jehova lod skrive om Abraham, Isak og Jakob: „[Han] tillod . . . ingen at volde dem men, men tugted for deres skyld konger: ’Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!’“ Hverken Abraham, Isak eller Jakob var salvet med bogstavelig salveolie og alligevel omtales de som Jehovas salvede. De var imidlertid hans udvalgte eller udnævnte og Jehovas ånd hvilede over dem. — Sl. 105:14, 15.
Vi læser også at Jehova bød Elias at salve Elisa, Jehu og Hazael: „Vend tilbage ad den vej, du kom, og gå til ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til konge over Aram, salv Jehu, Nimsjis søn, til konge over Israel og salv Elisa, Sjafats søn, fra Abel-Mehola til profet i dit sted.“ (1 Kong. 19:15, 16) Den bibelske beretning viser at en af de profetsønner der var knyttet til Elisa salvede Jehu med bogstavelig olie til konge over Israel, ti-stammeriget, men der nævnes intet om at Elias eller nogen anden salvede Elisa eller Hazael. Meddelelsen om at de var udnævnt eller at der var blevet pålagt dem en pligt tjente som deres salvelse. — 2 Kong. 2:9-14; 8:13; 9:1-10.
Sådan forholder det sig også med Moses. Det kan siges om ham at han var Jehovas salvede eller Kristus fra det øjeblik han ved den brændende tornebusk fik overdraget sit hverv. Denne salvelse eller kaldelse regnede han for større rigdom end alle Ægyptens skatte. Han behøvede ikke at blive salvet med bogstavelig olie for at være Jehovas salvede. — 2 Mos. 3:10–4:17.