Forbliv „faste i troen“
„Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at nogle i senere tidsperioder vil falde fra troen.“ — 1 Tim. 4:1.
1. Bør vi blive dybt rystede hvis nogle falder fra troen?
BLIVER du dybt rystet eller stærkt foruroliget når du ser eller hører om at en kristen som du kender, bukker under for tvivl, mister kærligheden og måske endda bliver oprørsk og forlader den kristne menighed og søger at drage andre med sig? Hvis det er tilfældet, kan det muligvis være dig en trøst at tænke på at hvor sørgeligt det end er at nogle falder fra, så har Bibelen forud advaret om at det ville ske.
2, 3. (a) Hvem var den første der faldt fra? (b) Hvad medførte Israels og Judas frafald?
2 Den første der faldt fra den sande tilbedelse af Jehova, var Satan Djævelen. (Joh. 8:44) Han fik derefter det første menneskepar til at falde fra. (1 Mos., kap. 3) På et meget tidligt tidspunkt i Israels historie skete der også et frafald fra den sande tilbedelse. Vi læser:
„Heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. Hurtigt veg de bort fra den vej, deres fædre havde vandret på i lydighed mod [Jehovas] bud.“ — Dom. 2:17.
3 Senere faldt mange af både Israels og Judas konger fra og førte hele det folk de herskede over, ud i frafald. Først straffede Gud det nordlige rige, Israel, idet han sagde: „Mod en frafalden nation [Israel] vil jeg sende ham [Assyrien].“ (Es. 10:6, NW) Og kort før Judas hovedstad, Jerusalem, blev ødelagt af babylonierne, sagde Jehova: „Fra Jerusalems profeter er der . . . udgået frafald til hele landet.“ (Jer. 23:15, NW) Det var tydeligt at frafaldet fra den sande tro ikke blev til velsignelse for Israel og Juda.
Frafald blandt de første kristne
4. Hvilken advarsel gav Jesus mod dem der falder fra?
4 Tidligt under sin jordiske tjeneste advarede Jesus sine disciple mod frafaldne. I sin bjergprædiken sagde han:
„Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den, men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den. Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. I kan kende dem på deres frugter.“ — Matt. 7:13-16.
5. Hvad sagde Paulus om nogle der faldt fra?
5 Femogtyve år senere sagde Paulus advarende til de kristne ældste fra Efesus: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg. 20:29, 30) I det sidste af sine inspirerede breve nævnte Paulus nogle af disse frafaldne i det første århundrede ved navn. Han advarede Timoteus: „Gå uden om tom snak som krænker det der er helligt; for de vil gå frem mod mere og mere ugudelighed, og deres ord vil brede sig som koldbrand. Hymenæus og Filetus hører til dem. De er afveget fra sandheden, . . . og de ødelægger troen hos nogle.“ „Aleksander, kobbersmeden, har tilføjet mig meget ondt . . . og du skal også vogte dig for ham, for han har modstået vore ord overmåde meget.“ — 2 Tim. 2:16-18; 4:14, 15.
6. Hvilke typiske træk kendetegner de frafaldne?
6 Hvis vi analyserer disse advarsler der blev givet af Jesus og Paulus, finder vi følgende typiske træk som kendetegner de frafaldne:
1) De afviger fra sandheden
2) De fører tom snak og fremfører fordrejede ting
3) De søger at ødelægge troen hos nogle og at trække disciplene bort efter sig
4) De optræder hyklerisk (som ’ulve forklædt som får’)
5) De kendes på deres frugter; de ’går frem mod mere og mere ugudelighed’
Disse afslørende kendetegn skulle sætte de første kristne i stand til hurtigt at mærke sig de frafaldne og at ’vogte sig for dem’.
Frafald „i senere tidsperioder“
7. Hvornår skete der et massivt frafald, og hvor i Bibelen var det blevet forudsagt?
7 Det frafald der allerede var „i virksomhed“ mens Kristi apostle levede, bredte sig stærkt „i senere tidsperioder“, det vil sige efter apostlenes død. De fem kendetegn på frafald blev tydeligere og tydeligere fra og med det andet århundrede, og de nåede et højdepunkt i det fjerde århundrede. Dette massive frafald skulle, ifølge Paulus’ ord i Andet Tessalonikerbrev, indtræffe før „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“ og „Jehovas dag“. — 2 Tess. 2:1-12.
8, 9. (a) Hvad advarede Peter om med hensyn til „de sidste dage“? (b) Talte Peter udelukkende om nogle uden for den kristne menighed?
8 Andre skriftsteder viser imidlertid at der selv i „de sidste dage“ for den nuværende tingenes ordning ville forekomme tilfælde af frafald inden for den sande kristne menighed. Apostelen Peter skrev:
„I de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse?’ . . . Derfor, I elskede, da I har denne forudviden, så vogt jer for at I ikke føres med af lovbrydernes vildfarelse og kommer bort fra jeres eget faste ståsted.“ — 2 Pet. 3:3, 4, 17.
9 Med disse ord advarede Peter ikke kun sine brødre mod ’lovbrydere’ og „folk som latterliggør“ i verden. De kristne har altid været klar over faren fra den kant. Peter talte også om faren for at blive ’ført med’ af nogle som befandt sig inden for den kristne menighed og som ville begynde at latterliggøre, bortforklare eller lade hånt om opfyldelsen af profetierne om Kristi „nærværelse“ og anlægge en lovbryderisk holdning over for „den trofaste og kloge træl“, den kristne menigheds styrende råd og de udnævnte ældste.
Årsager og virkninger
10, 11. (a) Hvad er en meget almindelig årsag til frafald? (b) Hvilke betydninger har det græske ord der oversættes med „at tvivle“, og hvordan opkaster den frafaldne sig til dommer?
10 En af de almindeligste årsager til frafald er givetvis mangel på tro som følge af tvivl. (Hebr. 3:12) I The New International Dictionary of New Testament Theology finder vi interessant nok følgende oplysninger om det græske udsagnsord der ofte oversættes med „at tvivle“: „Diakrinō: foretage en skelnen, bedømme, . . .; tvivle, vakle. . . . I nogle passager i Det nye Testamente optræder tvivl som mangel på tro og altså som synd (Rom. 14:23). . . . I Rom. 4:20f. kommer tvivl tæt på vantro. . . . Tvivl er således manglende tillid til Guds fremtidige handlen, som mennesker stadig må afvente. . . . I Det nye Testamente synder tvivleren mod Gud og hans løfter fordi han bedømmer Gud forkert.“
11 Den der tvivler og lader det komme så vidt at han bliver frafalden, opkaster altså sig selv til dommer. Han mener at han ved bedre end sine medkristne, ja endda bedre end „den trofaste og kloge træl“, gennem hvem han har lært det meste, for ikke at sige alt, af det han ved om Jehova Gud og hans hensigter. Han udvikler en uafhængighedens ånd og bliver hovmodig, hvilket er „[Jehova] en gru“. (Ordsp. 16:5) Nogle frafaldne tror endda at de véd bedre end Gud med hensyn til rækkefølgen af begivenhederne i gennemførelsen af hans hensigt. Dette peger på at der er endnu to årsager når nogle falder fra, nemlig at de er utaknemmelige og at de får for høje tanker om sig selv. — 2 Pet. 2:10b-13a.
12. Hvordan går det ofte dem der gør oprør og falder fra?
12 Hvordan går det så dem der slår ind på en frafalden kurs? En af de umiddelbare følger er at de mister glæden. De forhærder sig i deres oprør. Et andet resultat er at de holder op med at tage til sig af den åndelige føde der tilvejebringes af „den trofaste og kloge træl“ — og det fører til at de bliver åndeligt svage og nedbrydes i ånden. Jehova stillede sine trofaste tjeneres lykke i modsætning til de frafaldnes sørgelige tilstand, idet han profetisk sagde:
„Se, mine tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes, se, mine tjenere skal juble af hjertens fryd, men I skal skrige af hjerteve, jamre af sønderbrudt ånd.“ — Es. 65:13, 14.
13. Hvad menes der med at de frafaldne „ser ned på herredømme“, og hvad fører dette til? (Jud. 8, 10)
13 Når de frafaldne først er bukket under for sådanne kødets gerninger som „fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, [og] sekter“ vil de ofte fortsætte og falde som ofre for andre kødelige gerninger, såsom „drikketure“, „skamløshed“ og „utugt“. (Gal. 5:19-21) Peter advarer os mod dem der „ser ned på herredømme“ idet de ringeagter den teokratiske orden, ja dem som „spotter“ dem der har fået betroet et ansvar inden for den kristne menighed, og som således „har forladt den lige vej“. Han siger at „det sidste [er] blevet værre for dem end det første“. — Læs omhyggeligt Andet Petersbrev, kapitel 2.
Hvordan man undgår at „falde fra troen“
14, 15. Hvordan kan vi undgå at få for høje tanker om os selv?
14 Vi har set at en af hovedårsagerne til frafald er mangel på tro som følge af nedbrydende tvivl, og at det ord der oversættes med „at tvivle“ også betyder „at skelne“. Den frafaldne mener at han kan „skelne“, at han kan bedømme eller afgøre hvad der er sandt og hvad der er falsk, hvad der er godt og hvad der er ondt, når det gælder åndelig føde. Han får for høje tanker om sig selv. — Jævnfør Første Mosebog 2:17; 3:1-7.
15 Som et værn mod at falde fra troen må vi altså passe på at vi ikke gribes af mangel på tro, „den synd som let omklamrer os“, og vi må „med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os“. (Hebr. 12:1; 3:12, 19) Paulus giver os dette råd: „Bliv ved med at prøve jer selv om I er i troen, bliv ved med at prøve jer selv.“ (2 Kor. 13:5) Hermed opfordrer han os ikke til at nære tvivl med hensyn til troen, men til at ransage os selv for at se om vi lever op til troen eller ej. En sådan ærlig selvransagelse bør fylde os med ydmyghed og beskedenhed, og den vil således beskytte os mod, ligesom de frafaldne, at anlægge en uafhængig ånd og at få for høje tanker om os selv.
16. (a) Hvad er endnu en ting vi bør undgå? (b) Hvilke to ting kan vi lære af jøderne i Berøa?
16 Som et værn mod at falde fra troen må vi også passe på at vi ikke gribes af utaknemmelighed. Vi bør altid være taknemmelige for den rigelige åndelige føde vi modtager gennem „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45) Dermed være ikke sagt at vi ikke skal overbevise os om de ting vi lærer. I den retning kan vi lære to ting af jøderne i Berøa. For at sikre sig at det Paulus og Silas forkyndte var sandheden, „undersøgte [de] daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således“; men der står også at de var „ædeltsindede“ fordi de „tog imod ordet [som Paulus og Silas forkyndte] med den største iver“. — Apg. 17:11.
17, 18. Hvad bør vi være i stand til at skelne imellem og hvilket råd giver Paulus i denne forbindelse?
17 En sådan taknemmelig iver efter at lære vil hjælpe os til at opdyrke kærlighed og opnå nøjagtig kundskab, sammen med fuld skelneevne. Disse kristne egenskaber vil sætte os i stand til at skelne mellem det der er vigtigt og det der er mindre vigtigt. Hvis der er noget vi har svært ved at forstå, er det så virkelig et vigtigt punkt? Har det at gøre med de grundsandheder vi har lært gennem den trofaste trælleskare? Er det så alvorligt at vi behøver at falde på det, og trække andre med i faldet? Behøver det at afholde os fra at bære frugt som kristne?
18 Paulus siger: „Dette beder jeg fortsat om, at jeres kærlighed må blive stadig mere og mere rig på nøjagtig kundskab og fuld skelneevne, så I kan forvisse jer om de mere vigtige ting, for at I må være pletfri og ikke bringe andre til snublen og fald op til Kristi dag, men være fyldt med retfærdigheds frugt, den som skyldes Jesus Kristus, til Guds herlighed og pris.“ — Fil. 1:9-11.
’Riv dem ud af ilden’
19. (a) Hvad må man også skelne mellem? (b) Hvilket opbyggende råd giver Judas her?
19 Eftersom vi forud er blevet advaret om at „nogle i senere tidsperioder vil falde fra troen“, må vi være rede til at „kæmpe en hård kamp for den tro som én gang for alle er blevet overgivet de hellige“. (1 Tim. 4:1; Jud. 3) Dog må vi skelne mellem frafaldne som volder problemer, som nævnt i Andet Petersbrev, kapitel 2, og kristne der blot bliver svage i troen og gribes af tvivl fordi de mangler nøjagtig kundskab. Judas skelner mellem disse to kategorier. Efter at han har advaret mod „dem der knurrer og klager“ og „beundrer personligheder“, og mod „folk som latterliggør“ og „laver adskillelser“, siger han: „I [skal] bevare jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på vor Herres Jesu Kristi barmhjertighed med evigt liv for øje. Der er nogle der tvivler, og dem må I fortsat vise barmhjertighed; frels dem ved at rive dem ud af ilden.“ — Jud. 16-23.
20. Hvordan bør man hjælpe dem der tvivler og hvordan skal man se på det hvis de ikke vil lade sig hjælpe men ’falder fra troen’?
20 Ja, sådanne der tvivler må gøres opmærksomme på at de er i fare for at blive fortæret af ødelæggende tvivl. Deres kristne brødre, og navnlig de ældste, må søge at hjælpe dem; hvis det på nogen måde er muligt, må de rive dem ud af den ’ild’ der kunne ødelægge dem åndeligt. Hvis nogle afslår at tage imod en sådan tålmodig og kærlig hjælp og virkelig ’falder fra troen’, skal vi dog ikke blive unødigt foruroligede over det. Med apostelen Johannes’ ord kan vi sige: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os.“ — 1 Joh. 2:19.
„Faste i troen“ lige til det sidste
21, 22. (a) Hvordan tilskynder Peter os til at forblive faste i troen? (b) Hvad må de åndelige israelitter og ’den store skare’ fortsat gøre for at opleve indfrielsen af deres respektive forhåbninger?
21 Der er ingen tvivl om at Satan ville ønske at se os alle „falde fra troen“. Derfor giver Peter os dette råd:
„Stå ham imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden. Men efter at I har lidt en kort tid vil al ufortjent godheds Gud, som kaldte jer til sin evige herlighed i samhørighed med Kristus, selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ — 1 Pet. 5:8-10.
Ja, de der tilhører det åndelige Israel og som er blevet kaldet til at herske sammen med Kristus i „evig herlighed“, må forblive trofaste i „prøvelsens time“ hvis de ønsker at ’ingen skal tage deres krone’. — 2 Tim. 2:10; Åb. 3:10, 11.
22 Deres medarbejdere, som tilhører ’den store skare’, erkender at de også må forblive „faste i troen“ hvis de ønsker at ’komme ud af den store trængsel’. (Åb. 7:9, 10, 14) Både de kristne der har det himmelske håb og deres medarbejdere som har håb om at leve evigt i det genoprettede paradis på jorden, er fast besluttede på at fortsætte trofast med at forkynde ’den gode nyhed om riget’. (Matt. 24:14) Den gode fremgang de har set mange steder i verden lige frem til i år, hvor vi skriver 1980, er for dem et bevis på at Jehova velsigner sin organisation og at der stadig er noget at gøre. Derfor følger de Paulus’ vejledning: „Så lad os ikke give op med hensyn til at gøre hvad der er godt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:8, 9.
23. Hvad giver os alle „en stærk opmuntring“ til at forblive faste i troen?
23 Eftersom vi ser de begivenheder der ifølge profetien skulle kendetegne „de sidste dage“ udspille sig for vore øjne, har vi en stærk tillid til at „den store trængsel“ og indførelsen af Guds nye retfærdsorden er lige for hånden. De storslåede velsignelser der ligger umiddelbart foran os, enten i himmelen eller i det jordiske paradis, giver os „en stærk opmuntring“ til at forblive „faste i troen“ lige til det sidste, så vi kan „gribe det håb som ligger foran os“. — Hebr. 6:17-19.
● „I elskede, da I har denne forudviden, så vogt jer at I ikke føres med af lovbrydernes vildfarelse og kommer bort fra jeres eget faste ståsted. Nej, fortsæt med at vokse i vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, ufortjente godhed og kundskab.“ — 2 Pet. 3:17, 18.
[Ramme på side 12]
Årsager
Mangel på tro
En uafhængighedens ånd
Utaknemmelighed
For høje tanker om sig selv
Virkninger
Tab af glæde
Oprørskhed
Mangel på åndelig næring
Kødets gerninger
[Illustration på side 13]
„Frels dem ved at rive dem ud af ilden“