Gået over fra døden til livet

„Den time kommer da alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme frem, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse.“ — Joh. 5:28, 29, NW.

 1, 2. (a) Hvordan gik det til at Saulus fra Tarsus blev stillet for den romerske domstol i Kæsarea? (b) Hvad sagde han var det egentlige stridsspørgsmål i sagen?

I EN romersk retssal i det sydvestlige Asien stod en mand for nitten hundrede år siden anklaget af sine egne landsmænd, jøderne. Det var Saulus fra byen Tarsus i Lilleasien. Romerske soldater havde reddet ham fra en pøbelsværm i Jerusalems tempel, og desuden fra de stridende dommere i det øverste råd, Sanhedrinet i Jerusalem. Elleve dage efter at han var blevet eskorteret bort fra det uenige og splittede Sanhedrin, stod han for den romerske landshøvding Feliks i kystbyen Kæsarea, hvor han skulle tilbagevise de anklager man havde rejst imod ham. Under sit forsvar sagde Saulus noget der siden har trøstet millioner af mennesker overalt på jorden. Hans ord er i øvrigt blevet citeret gang på gang fordi de så stærkt betoner håbet om de dødes opstandelse. Saulus gjorde de dødes opstandelse til det egentlige stridsspørgsmål da han sagde til retten:

² „Jeg har det samme håb til Gud, som disse også selv venter opfyldt: at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige. . . . lad dem, der er her, selv sige, hvad uret de har fundet mig skyldig i, dengang jeg stod for rådet, hvis det da ikke skulle være dette ene ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: ’Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag stor som anklaget for jer.’“ — Ap. G. 24:15-21.

 3, 4. (a) Hvordan var Saulus blevet apostelen Paulus? (b) Hvilken sikkerhed havde Paulus fået for de dødes opstandelse?

³ Hvilket storslået håb: at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige! Og det var et sikkert håb; det stod Saulus’ åndelige leder Jesus Kristus inde for, han som selv var blevet oprejst fra de døde. Saulus havde personlig truffet ham på mirakuløs måde og fået direktiver angående sin fremtidige livsgerning. Saulus vandrede fra da af i den opstandne Jesu Kristi fodspor og blev senere udnævnt til apostel for Kristus; hans navn blev ændret fra Saulus til Paulus. Som argument for at Jesu Kristi opstandelse havde muliggjort denne „opstandelse både af retfærdige og uretfærdige“ skrev apostelen Paulus:

⁴ „Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; . . . Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.“ — 1 Kor. 15:16-20.

 5. Hvordan påpegede Paulus over for domstolen i Athen hvad Guds hensigt var?

⁵ Med tanke på en dommens dag for hele menneskeslægten oprejste Gud sin søn Jesus Kristus fra de døde. Apostelen Paulus gjorde over for domstolen i Athen gældende at der ifølge Guds hensigt skulle komme en sådan domsdag. Han sagde: „Han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:22-31.

 6. Hvordan gjorde apostelen Peter, også i Kæsarea, opmærksom på at Jesus Kristus skulle være dommer?

⁶ I et privat hjem i Kæsarea henviste Paulus’ medapostel Peter også til at Jesus Kristus skulle være dommer, for han sagde til den italienske centurion Kornelius: „Ham [Jesus Kristus] opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.“ — Ap. G. 10:40-43.

 7. (a) Hvem er den højeste dommer, og hvorfor har han udnævnt en anden dommer til at dømme menneskeslægten? (b) Hvilket formål tjener da de dødes opstandelse?

⁷ Den almægtige Gud, som oprejste sin søn Jesus Kristus fra martyrdøden, er himmelens og jordens store Overdommer. Hebræerne 12:23 (NW) omtaler ham som „Gud, alles dommer“. Gud har ret til at udnævne andre dommere, og han har udnævnt sin søn Jesus Kristus til at være menneskeslægtens fremtidige dommer fordi han gav sit liv som offer for den. Da Jesus Kristus levede som menneske her på jorden henledte han opmærksomheden på at hans himmelske Fader havde udnævnt ham til dommer over menneskeslægten. Han påpegede at der skulle komme en dommens dag da han skulle tjene som den af Gud udnævnte dommer; men der måtte ske en opstandelse af de døde før han kunne sætte retten og dømme alle, og opstandelsen af de retfærdige og de uretfærdige var følgelig et led i fuldbyrdelsen af denne opgave.

 8. Hvorfor anklagede jøderne Jesus for at være en lovbryder og gudsbespotter efter at han havde udført sit mirakel ved Betesdas dam?

⁸ Ved Betesdas dam havde Jesus på et øjeblik helbredt en jøde der havde været syg i otteogtredive år. Jøderne forfulgte nu Jesus fordi han ved Guds hjælp havde øvet denne gode gerning på den jødiske sabbat. Jesus tilbageviste dem med ordene: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ De kritiksyge jøder tog anstød af hans ord, for vi læser: „Derfor stræbte da jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød sabbaten, men også kaldte Gud sin Fader og gjorde sig selv Gud lig,“ eller som en anden oversættelse gengiver hans ord: „gjorde sig selv lige med guddommen“. — Joh. 5:17, 18; The New Testament — An Expanded Translation (Wuest).

En billedlig opstandelse allerede nu

 9, 10. Med hvilke ord henledte Jesus derefter opmærksomheden på at han var udnævnt til at være dommer under Guds ledelse?

⁹ Det var ved denne lejlighed Jesus henledte opmærksomheden på at han var blevet udnævnt til dommer under Guds ledelse. Jesu apostel Johannes, Zebedæus’ søn, beretter:

¹⁰ „Så svarede Jesus og sagde til dem: ’Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen. Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, ja endnu større gerninger end disse skal han vise ham, så I må undre jer. Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil. [Hvorfor?] Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.’“ — Joh. 5:19-24.

11. Hvordan havde Gud oprejst døde før vor tidsregnings begyndelse, og hvilket opstandelsesmirakel udførte han i året 33 e.v.t.?

¹¹ Før Jesu tid havde Gud oprejst døde ved sine hellige profeter; for eksempel havde to kvinder fået deres sønner tilbage fra døden. Herom læser vi i Hebræerne 11:35: „Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen.“ To år efter at Jesus havde udtalt ordene i Johannes 5:19-24 kom det øjeblik da Gud oprejste sin egen søn fra de døde; det skete på den sekstende dag i den jødiske månemåned nisan i året 33 efter vor tidsregning.

12. Hvilken magt skænkede Gud sin søn Jesus Kristus ved hans opstandelse, og hvad var han herefter i stand til, sådan som han selv havde sagt?

¹² Ved denne opstandelse gjorde Gud sin søn Jesus Kristus levende for stedse i himmelen, for han iklædte ham udødelighed og uforkrænkelighed som en åndesøn. (Åb. 1:5, 18; 1 Pet. 3:18, 19) Det var på det tidspunkt Gud gav sin søn magt til at gøre levende, så han kunne levendegøre hvem han ville og give disse mulighed for at leve evigt i Guds retfærdige nye tingenes orden. Herved efterligner Sønnen sin himmelske Fader, for han gør alt det Faderen viser ham der skal gøres til gavn for den døde menneskeslægt. Det Guds søn vil gøre i fremtiden er langt større end det han gjorde mens han levede her på jorden, større end det han gjorde da han helbredte den mand der havde ligget syg i otteogtredive år. Derfor har Gud, den himmelske Fader, udnævnt ham til dommer.

13. (a) Hvem er den største, Faderen eller Sønnen? Begrund svaret. (b) Hvorfor bør vi ære Sønnen lige så vel som vi ærer Faderen?

¹³ Den der sender en anden ud er større end den der bliver sendt. Det sagde Jesus selv. (Joh. 13:16) Gud, der er den største, sendte Sønnen, den mindre, hvilket også fik Jesus til at sige: „Faderen er større end jeg.“ (Joh. 14:28) Faderen, den største, udnævnte Sønnen, den mindre, til dommer, og overlod al dom vedrørende menneskeslægten til Sønnen, der ofrede sit liv for den. Hvis vi mennesker respekterer Faderens magt til at foretage en udnævnelse, da bør vi ære den han udnævner til dommer. Ligesom vi bør ære Gud, Faderen, der er „alles dommer“, bør vi ære Sønnen, som han har bemyndiget til at dømme menneskeslægten. Hvis vi ikke ærer Sønnen som Gud har udnævnt til dommer, ærer vi sandelig heller ikke Faderen der gav sin søn magt til at dømme. Vi kan ikke med rette hævde at vi ærer Gud, Faderen, hvis vi samtidig lader hånt om Sønnen som dommer.

14. (a) Hvad afhænger af om vi ærer Faderen og Sønnen? (b) Hvem må vi tro på efter at have hørt Jesu ord, hvis vi vil opnå liv?

¹⁴ Vort evige liv afhænger af om vi ærer Sønnen som dommer på samme måde som vi ærer „Faderen, som har sendt ham“. Takket være apostelen Johannes’ beretning i Bibelen kan vi i dag høre hvad Jesus selv siger om dette. Hvis vi, når vi har hørt, gør det Jesus sagde vi skulle gøre, „tror ham, som sendte mig“, da vil vi få det evige liv og opleve den retfærdige tingenes orden som Gud har lovet skal indføres ved hans rige.

15. Fra hvad og til hvad overgår den der hører og tror?

¹⁵ Læg mærke til den interessante udtalelse om dem der får evigt liv fordi de hører Jesu ord i tro og lydighed og derpå tror Faderen som har sendt ham. Jesus siger at de „kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet“. (Joh. 5:24) På en særlig måde, nemlig i åndelig forstand, går de der hører og tror over fra døden til livet allerede på det tidspunkt da de viser deres tro.

16. Hvad opstillede Jesus som modsætning til at gå over fra døden til livet, og hvordan skal man da forstå dette udtryk?

¹⁶ Vi lægger mærke til at Jesus nævner „dommen“ i modsætning til det at være „gået over fra døden til livet“, så vi kan altså forstå at han mener en ugunstig dom, en forkastelsesdom, en dom til evig død. Det er derfor en bibeloversættelse som dr. James Moffatts siger: „Han pådrager sig ingen straffedom, han er allerede gået over fra døden til livet.“ Ifølge den autoriserede engelske oversættelse af 1611, som godkendtes af kong Jakob af England, lyder verset således: „Han . . . vil ikke komme under fordømmelse; han er gået over fra døden til livet.“a

17. Hvem var Jesu ord i Johannes 5:24 specielt møntet på, og hvilken opgave skulle disse få ifølge Mattæus 19:27-29?

¹⁷ Da Jesus Kristus for nitten hundrede år siden udtalte disse betydningsfulde ord talte han specielt om den menighed af troende som Gud, den himmelske Fader, ville udtage blandt menneskene til at beklæde dommersædet i himmelen sammen med Jesus Kristus. Det var med henblik på denne menighed af meddommere at Jesus sagde til sine apostle: „Sandelig siger jeg eder: ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen og arve evigt liv.“ (Matt. 19:27-29) Jesus Kristus vil naturligvis have mere end tolv meddommere i sit himmelske rige.

18. Hvem skal hele menigheden af Jesu meddommere dømme, og hvordan fremgår dette af Paulus’ ord i 1 Korinter 6:2?

¹⁸ Hele menigheden af Jesu meddommere skal dømme mange flere end Israels bogstavelige tolv stammer. Under overdommeren Jesu Kristi ledelse skal de dømme alle mennesker, både de levende og de døde. Herom skrev apostelen Paulus til menigheden: „Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden? og når verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager [nu]?“ (1 Kor. 6:2) Der vil altså blive mange meddommere.

19, 20. (a) Hvornår gik med over fra døden til livet, ifølge Jesu ord i Johannes 5:25? (b) Hvem er de „døde“ som han talte om, og hvordan fremgår dette af udtalelsen i Mattæus 8:21, 22?

¹⁹ Vi vil imidlertid atter rette blikket mod det Jesus sagde til de jøder der ville dræbe ham fordi han tilsyneladende overtrådte sabbatsbudet og spottede Gud ved at gøre sig lige med ham. Efter at have talt om at undgå dommen og gå over fra døden til livet gjorde Jesus opmærksom på at det var noget som var ved at ske. Han sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu,b da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den [har givet agt på den, NW], skal leve.“ — Joh. 5:25.

²⁰ Hvem er de døde som hører Guds søns røst og som, fordi de agter på den, nu lever? Det er givetvis ikke mennesker som ligger døde i graven. Det kan det ikke være, for Jesus sagde at den time da disse døde skulle høre hans røst og leve fordi de agtede på hans røst, ikke blot skulle komme men allerede var der „nu“, det vil sige på det tidspunkt da Jesus talte. Det var mennesker på jorden som førhen var døde i åndelig forstand, i overført betydning, og ikke mennesker der havde ligget i gravene. På det tidspunkt da Jesus talte, var alle mennesker i Guds øjne under dødens fordømmelse. Det må være sådanne åndeligt døde mennesker Jesus har hentydet til da han henvendt til en ung jøde der gerne ville begrave sin fader før han fulgte Jesus, sagde: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde!“ (Matt. 8:21, 22) Jøden skulle lade sine åndeligt døde slægtninge begrave faderen når denne døde bogstaveligt. Fulgte han Jesus ville han befinde sig på vejen til det evige liv og ikke være blandt de åndeligt døde som var fordømt i Guds øjne.

21, 22. (a) Hvem har engang hørt til blandt disse åndeligt døde, ifølge Efeserne 2:1, 2, 4-6, og hvorfor gjorde de det? (b) Hvad er årsagen til at de er gået over fra døden til livet?

²¹ De der bliver kristne og får den sande tro har engang hørt til blandt verdens åndeligt døde mennesker. Apostelen Paulus mindede menigheden om dette da han sagde: „Det er jer Gud gjorde levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I engang vandrede i, i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, . . . Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed hvormed han elskede os, levendegjort os sammen med Kristus, selv dengang vi var døde i overtrædelser — ved ufortjent godhed er I blevet frelst — og han oprejste os sammen og gav os sæde sammen i de himmelske egne i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Ef. 2:1, 2, 4-6, NW.

²² Da de ikke mere vandrer i overtrædelse og synd men er kommet til troen på Kristus, har Gud hævet sin fordømmelse over dem. Han har oprejst dem fra den åndelige død og givet dem håbet om et evigt liv i den nye tingenes orden som han vil indføre.

23. (a) Hvordan har de „døde“ hørt Guds søns røst siden han forlod jorden? (b) Hvem er disse „døde“ ifølge 1 Peter 4:5, 6?

²³ Da Jesus levede som menneske på jorden hørte jøderne hans egen stemme. Ved at give agt på det han sagde kunne de med det samme træde ind på vejen til det evige liv. Men efter at han var død og var opstået fra de døde og opsteget til himmelen kunne de kun høre „Guds Søns røst“ indirekte. Hvordan gjorde de det? Ved at lytte når Jesu lære blev forkyndt eller ved at læse det han havde forkyndt og lært. Apostelen Peter tænkte på sådanne åndeligt døde mennesker som havde hørt den gode nyhed om Jesus forkyndt, da han skrev: „Disse mennesker skal gøre regnskab for ham som er rede til at dømme dem der lever og dem der er døde. I virkeligheden blev den gode nyhed også forkyndt for de døde, for at de i menneskers øjne skulle blive dømt efter kødet men i Guds øjne leve efter ånden.“ — 1 Pet. 4:5, 6, NW.

24. Hvordan bliver disse „døde“ levende i Guds øjne?

²⁴ Ved at tage imod den gode nyhed og leve efter den bliver de åndeligt levende i Guds øjne. Ved sin livgivende ånd oprejser Gud dem fra deres åndeligt døde og fordømte tilstand og gør dem virksomme således at de kan følge i Jesu Kristi fodspor.

25. (a) Hvad undgår de der går over fra den ene tilstand til den anden? (b) Hvilken egenskab hos dem viser at de er gået over fra døden til livet?

²⁵ Da de er blevet befriet for den fordømmelse der hvilede over dem, kommer de ikke for dommen men regnes blandt dem der „er gået over fra døden til livet“, som Jesus sagde. (Joh. 5:24) Apostelen Johannes beskrev denne overgang fra død i overtrædelse og synd til åndeligt liv: „I skal ikke undre jer, mine brødre, om verden hader jer. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, der hader sin broder, er en morder; og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.“ Og som en opmuntring til sine kristne brødre til fortsat at vise sig værdige til det evige liv i Guds nye tingenes orden tilføjer Johannes: „Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:13-15, 18.

26. Hvad tilskynder kærligheden dem til at gøre, og i hvis øjne er de følgelig levende?

²⁶ En sådan kærlighed er en frugt af Guds ånd, som disse kristne har, og den tilskynder dem til at adlyde Guds bud. Som vi påmindes i 1 Johannes 5:3: „Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ De der holder de bud som er pålagt Kristi efterfølgere, er virkeligt levende i Guds øjne, de er åndeligt levende nu.

[Fodnoter]

„Vers 24. . . . [Levendegørelsen] fuldbyrdes i ham; han får evigt liv (3:15), det vil sige den højeste form for åndeligt liv, som, ved hans indtræden i det messianske rige, når sin fuldendelse i herligt messiansk [liv]. Ved at blive troende er han gået over fra åndelig død . . . til evigt liv (liv i højeste potens), og kommer ikke for en (fordømmende, jfr. 3:18) dom, fordi han allerede har opnået dette liv. Resultatet heraf er: [han skal ingenlunde se døden], 8:51. [Han er gået over] til det fuldkomne. Se 3:18; 1 Joh. 3:14.“

De kursiverede ord i parenteser og klammer i ovennævnte citat er en oversættelse af de græske ord som dr. Meyer har benyttet.