Hvor vidtrækkende er din kærlighed?
RUREN er et lille vandlevende krebsdyr som de færreste kender noget videre til. Den har imidlertid én bemærkelsesværdig evne: klæbeevnen. Hvad er hemmeligheden bag denne evne? Ruren fremstiller en lim så stærk at et lag på blot 0,075 millimeter har en forskydningsstyrke på knap 500 kilogram pr. kvadratcentimeter! Alle som har prøvet at vrikke en rur løs, kan bekræfte at den har et stærkt bindemiddel.
Det minder om noget som de kristne kender til. Jehovas jordiske organisation består af folk af alle nationer, sprog, racer og samfundsgrupper, og er alligevel fast forenet. Hvad er hemmeligheden bag dette? Den holdes også sammen af et kraftigt bindemiddel, et som er meget stærkere end den uanselige rurs lim. Apostelen Paulus oplyser os om dets navn: „[Ifør] jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kolossenserne 3:14.
Naturligvis har ikke alt der kaldes kærlighed, evnen til at forene. Mange krige er blevet udkæmpet i „fædrelandskærlighedens“ navn. Selvisk kærlighed kan føre til skinsyge. „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ (1 Timoteus 6:10) At vi lever i kritiske tider skyldes desuden at mennesker er „egenkærlige“. — 2 Timoteus 3:1, 2.
Hvilken form for kærlighed tjener da til at forene kristne? Det gør en uselvisk, vidtrækkende kærlighed.
Hvor stammer denne kærlighed fra?
Det svarer apostelen Johannes på med blot tre ord: „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Jehovas kærlighed ses i hans godhed mod os. I sidste instans har vi fået alt godt af ham. „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra.“ (Jakob 1:17) Det gælder de fysiske forhold omkring os, og i særdeleshed de åndelige velsignelser som taknemmelige kristne får i så rigeligt mål.
Jesus Kristus henledte vor opmærksomhed på endnu et bemærkelsesværdigt udtryk for Jehovas kærlighed, med ordene: „Han [Jehova] lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Mattæus 5:45) Jehovas kærlighed til menneskeheden under ét rækker desuden videre end til at sørge for materielle velsignelser. Som Jesus fortalte: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Kan kærlighed være mere vidtrækkende?
Den kærlighed Jehova viser menneskeheden er fast forankret i principper. På græsk kaldes denne kærlighed agaʹpe. Denne kærlighed viser Jehova også kristne, men hans kærlighed til dem har endnu en nuance. Når et menneske reagerer på Guds kærlighed, viser Jehova filiʹa, et græsk ord som betyder „venskab“ eller „hengivenhed“, over for vedkommende. Jesus forsikrede os: „Faderen selv holder af jer, fordi I har holdt af mig.“ — Johannes 16:27.
Efterlign Guds kærlighed
Den kærlighed der tjener som et forenende bånd for kristne, efterligner Jehovas egen storslåede, forbilledlige kærlighed. Som apostelen Johannes sagde: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:19) En sådan kærlighed er en sand kristens kendetegn og en frugt af Guds hellige ånd. — Johannes 13:34, 35; Galaterne 5:22.
En kristens kærlighed skal først og fremmest gælde hans himmelske Fader. Dernæst bør han vise kærlighed til sine medmennesker. (Mattæus 22:37-39) Da Guds kærlighed er vidtfavnende, må vor kærlighed til vore medtroende også være vidtrækkende, ’udvidet’. Derfor skrev apostelen Paulus til de kristne i Korinth: „Vor mund er åben over for jer, korinthere, vort hjerte har udvidet sig. . . . [I må] også udvide.“ — 2 Korinther 6:11-13.
Hvordan kan vi efterligne Jehovas vidtrækkende kærlighed? Lad os betragte nogle få eksempler.
’Udvid’ kærligheden i familien
Paulus advarede om at folk „i de sidste dage“ ville være „uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1-3) Men i den kristne familie bør kærligheden trives, både den kærlighed som er grundet på principper (agaʹpe) og den venskabelige, hengivne form for kærlighed (filiʹa). — Mattæus 10:37; Efeserne 5:28; Titus 2:4.
Det er ikke altid let at vise kærlighed. Økonomiske problemer kan medføre sårede følelser i familien. En ægtefælle irriteres måske til tider over det beslag andre lægger på den andens tid. Hustruen føler sig måske overset eller taget for givet. Mange teenagere føler at deres forældre ikke forstår dem. Hvordan kan disse og lignende problemer løses?
Grundlaget for løsningen er at alle efterligner Guds eksempel og ’udvider’ deres kærlighed. „I hustruer, I må fortsat underordne jer jeres mænd, som det passer sig i Herren,“ tilskyndede Paulus. „I mænd, bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem. I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren. I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Kolossenserne 3:18-21.
Bøn om hjælp til at vise kærlighed er et virkningsfuldt middel når der opstår problemer. Det samme er god familiekommunikation og regelmæssig bibeldrøftelse. (5 Mosebog 6:4-9) Som grundlag for en sådan kærlig kommunikation har mange familier fundet det gavnligt at bruge artikelserierne „Guds ord er levende“ i Vagttårnet og „Unge spørger“ i Vågn op!
Vidtrækkende kærlighed i menigheden
Det er bedrøveligt når forældre og børn ikke elsker hinanden. Det er det også når medkristne ikke viser hinanden kærlighed. Apostelen Johannes forsikrer: „Den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ — 1 Johannes 4:20.
Kærligheden hjælper os til at håbe det bedste for vore åndelige brødre. (1 Korinther 13:4, 7) Vi ser måske vores broder kæmpe med problemer — måske endda ’høste hvad han har sået’ efter nogle tåbelige handlinger. (Galaterne 6:7) Men kærlighed vil hjælpe os til at bevare en positiv holdning til ham. Vi vil undgå tanker som: ’Jeg har altid haft mine tvivl angående ham.’ Selv ifald vores broder er svag i troen, kan vi genspejle Jehovas tålmodighed med de svage og prøve at efterligne hans kærlige barmhjertighed. — 2 Peter 3:9.
Kærligheden blandt Jehovas tjenere hjælper også unge kristne sikkert gennem de vanskelige teenageår. Da en ung afrikansk pige blev spurgt hvad der havde hjulpet hende til at holde fast ved den sande gudsdyrkelse, sagde hun: „Jeg tror at det ikke blot har været det jeg har lært ud fra Bibelen; det er den kærlighed jeg har set når jeg har overværet kristne møder og den måde jeg er blevet accepteret på der har gjort størst indtryk på mig.“
Ja, en vidtrækkende kærlighed kan knytte menigheden sammen. Men husk at Jehovas kærlighed omfatter alle mennesker. Hvordan kan vi efterligne ham i dette?
Kærlighed til dem vi ikke kender
Jesus fremhævede et enestående udtryk for kærlighed til folk man slet ikke kender. Han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Ja, Jehovas vidner viser deres kærlighed til andre når de forkynder den gode nyhed for fremmede.
Kærlighed til medmennesker i almindelighed bevæger kristne til at hjælpe fremmede på andre måder. Som samaritaneren i Jesu billedtale prøver de at være gode medborgere og „gøre det der er godt mod alle“, ofte med uventede og glædebringende resultater. (Galaterne 6:10; Lukas 10:29-37) For eksempel var en ung pige i Alaska ude at forkynde godt 250 kilometer hjemmefra da hun traf en fattig familie hvis bil var brudt sammen. Da pigens fader hørte om familiens nød, kørte han over 500 kilometer for at yde hjælp. Derved bød der sig en lejlighed til at fortælle familien om Jehovas hensigter og rige. Efter at manden og hustruen havde studeret Bibelen, symboliserede de deres indvielse til Jehova. Nu erfarer også de glæden ved at dele den gode nyhed med andre. — Apostelgerninger 20:35.
Kan du elske dem der hader dig?
Den kristne kærlighed går imidlertid videre end til at elske fremmede. Jesus tilskyndede sine disciple: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ — Mattæus 5:44, 45.
Er det muligt at elske dem som forfølger os? Under den anden verdenskrig blev Jehovas vidner i Nazityskland brutalt pryglet og tvunget til at udføre hårdt arbejde samtidig med at de kun fik meget lidt mad. De kunne tydeligvis ikke føle megen hengivenhed og venlighed (filiʹa) for deres forfølgere. Men de viste den samme principbetonede kærlighed (agaʹpe) som Jehova har vist hele menneskeheden. Når det var muligt, delte Vidnerne derfor sandhedens livgivende budskab med forfølgerne. Og nogle af disse fjender blev siden kristne.
Mange af dem der forfølger Guds tjenere gør det i uvidenhed ligesom Saulus, der senere blev apostelen Paulus. (Galaterne 1:13, 14) Når vi erkender at sådanne forfølgere på en måde er ofre for Satans løgnepropaganda, bidrager det til at vi anlægger et kærligere syn på dem. — 2 Korinther 4:4.
Jehova, de varme følelsers Gud, glæder sig over at belønne dem der viser vidtrækkende kærlighed i familien, i menigheden, over for fremmede og endda over for fjender. En sådan kærlighed knytter familiens og menighedens medlemmer nært sammen, ligesom rurens lim sætter den i stand til at holde sig så fast til klippen. Desuden tilskynder kærlighed udenforstående til at komme og få del i den kristne enhed. Har vi da ikke grund til at reagere taknemmeligt på Guds kærlighed ved at udvide vores kærlighed endnu mere? Afgjort! Lad os da „fortsætte med at gøre det i endnu rigere mål“. — 1 Thessaloniker 4:9, 10.