Guds vej er kærlighed
„Gud er kærlighed.“ — 1 Joh. 4:16, Knox.
Vore gudfrygtige læsere vil med interesse bemærke, at alle skriftsteder i denne artikel er taget fra katolske udgaver af den Hellige Skrift. Den bedst kendte engelske og katolske udgave er Douay-Rheims Version, der er revideret af biskop R. Challoner og udgivet med den katolske kirkes godkendelse. En anden version, der er ved at vinde stor popularitet, og som er skrevet på moderne engelsk, er monsignor Ronald A. Knox’ oversættelse. Disse to anerkendte katolske oversættelser af den hellige bibel vil blive citeret i denne artikel.
Det vil være dig en glæde at lægge mærke til, hvorledes Guds vidunderlige gerninger klart træder frem gennem disse to oversættelser af det guddommelige ord, som bevis for, at „Guds vej er kærlighed“, og du vil få indblik i, hvor store velsignelser Gud gennem sin ordning har i beredskab for trofaste mennesker. Læs med den Hellige Skrift ved hånden, hvis du da har et eksemplar, dette foredrag, som præsidenten for Vagttaarnsselskabet holdt ved et offentligt møde, og som samtidig blev udsendt over en velkendt radiostation i New York.
1. a) Hvem var den lovede sæd? b) Hvilket spørgsmål opstår der i betragtning af, at denne sæd blev frembragt for så lang tid tilbage?
GUD, den Højeste, som skabte mennesket, gav os sit skrevne ord, den Hellige Skrift, og fremholdt deri mange løfter. Disse profetier forudsagde, at der til sin tid skulle fremstå en hellig, der skulle velsigne alle jordens slægter. Denne lovede sæd var Jesus Kristus. Mennesker, der er født i misgerning og undfanget i synd, undrer sig i dag over, hvorfor der er så mange vanskeligheder, så megen smerte, sygdom og sorg blandt mennesker, hvorfor der er så megen selviskhed og utilfredshed i denne verden, så længe efter at den lovede sæd, Jesus Kristus, blev født. Menneskeheden ønsker og søger velsignelse. Derfor spørger de: „Hvis Jesus Kristus er Guds forjættede sæd og han skal udøse velsignelser, der kommer til at berøre mennesker ud af alle folkeslag, hvorfor bliver der så ikke gjort noget derfor nu?“ Vil du fortsætte din læsning og ud fra den Hellige Skrift få forståelse af hvorfor?
2, 3. a) Hvor blev Jesus Kristus født, og hvilke omstændigheder knyttede der sig til hans fødsel? b) Hvorfra vidste jomfru Maria, at hun skulle føde ham?
2 For over nitten århundreder siden blev Jesus Kristus født i Betlehem. Han blev født af en kvinde, jomfru Maria, der nød Guds store gunst. En af de vidunderligste ting, der nogen sinde er sket på jorden, var netop dette mirakel, at et drengebarn blev født af en jomfru. Det var den almægtige Gud i himmelen, der ved sin hellige ånd overførte sin himmelske søns liv til jomfruens moderskød og til sin tid lod den lovede sæd føde. Guds profet Esajas havde forudsagt dette: „Derfor skal Herren selv give jer et tegn. Se, en jomfru skal undfange og føde en søn: og hans navn skal være Emmanuel.“ (Es. 7:14, Dy) Jesu moder var af kong Davids slægtslinie, og hun kunne derfor sætte den kongelige arving i verden. Hun var den jomfru, der blev udvalgt til at føde løftets sæd. Hun vidste dette, fordi Herrens engel, Gabriel, kom til hende og talte de ord, som står nedskrevet i den hellige bibel:
3 „Da sagde engelen til hende: Maria, vær ikke bange; du har fundet nåde for Gud. Og se, du skal undfange i dit moderskød, og du skal føde en søn, og du skal kalde ham Jesus. Han skal blive stor, og mennesker skal kende ham som den Højestes søn; Herren Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal for evigt herske over Jakobs hus; der skal ikke være ende på hans rige. Men Maria sagde til engelen: Hvordan kan det gå til, da jeg ikke kender nogen mand? Og engelen svarede hende: Den hellige ånd skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det hellige, der fødes af dig, blive kendt som Guds søn.“ — Luk. 1:30-35, Knox.
4. Af hvilke to grunde blev Jesus født på denne måde?
4 Dette vidunderlige mirakel var en opfyldelse af Guds løfte, en jomfru fødte Guds søn, og resten af hans løfte, „der skal ikke være ende på hans rige“, vil også blive opfyldt. Hvorfor blev Guds søn bragt til verden på denne måde? Først og fremmest for at den Højestes, hans himmelske Faders, navn og ord og rige kunne blive kendt. Jesus fortalte os selv dette under sin tjenestegerning: „Intet menneske har nogen sinde set Gud; men nu har hans enbårne søn, der er i Faderens skød, selv bragt os et klart budskab.“ (Joh. 1:18, Knox) Ja, denne søn, der inden sin tilværelse som menneske var sammen med Faderen, blev overført fra himmelen og til jorden og gjort „noget ringere end englene“ for at bringe os et klart budskab fra Faderen. Han kendte sin Fader, og vi kommer til at kende Faderen, fordi Sønnen var hos Faderen. Thi Sønnen sagde i en bøn til Faderen: „Jeg har ophøjet dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du gav mig at udføre; Fader, herliggør du nu mig ved din side med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til. Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker, du har udvalgt af verden og betroet mig.“ (Joh. 17:4-6, Knox) Jesu hovedopgave her på jorden var derfor at gøre sin Faders navn; ord og rige kendt. Hans sekundære opgave var at tilvejebringe genløsningsofferet for menneskeheden.
5. Hvilken storslået egenskab har Gud lagt for dagen over for menneskeheden?
5 Disse to hensigter, som Jesus begge opfyldte, er til stor velsignelse og berører os alle. Denne Guds gave, at han sendte sin søn ind i verden for at opfylde disse hensigter, er en tilkendegivelse af den store kærlighed, Gud nærer til os, og beviser, at Guds vej er kærlighed. Gang på gang har han bevist sin kærlighed til menneskeslægten, og han træffer bestandig foranstaltninger til at velsigne dem, selv om mennesker i dag mener, at Gud er længe om at gøre det. Men har vi tålmodighed nok, så vi vil give os tid til at finde ud af, hvad Gud har gjort og nu gør og fremdeles vil gøre for os? Lad os derfor læse videre.
6. Hvad kendetegner Guds vej, og hvorledes kan vi vise, at vi kender Gud?
6 Apostelen Johannes havde vandret med Jesus Kristus og kunne af den grund fortælle os, at „Gud er kærlighed“, det vil sige, at han bruger kærlighedens vej, når han leder menneskeslægten og handler med den. „Hvordan kan et menneske, som ikke ejer kærlighed, have kendskab til Gud, da Gud er kærlighed? Over for os er Guds kærlighed blevet åbenbaret derved, at han sendte sin enbårne søn ind i verden, for at vi kunne få liv ved ham. Heri består kærligheden: Ikke i, at vi har vist Gud kærlighed, men i, at han viste os kærlighed først, da han sendte sin søn som en forsoning for vore synder. I elskede, når Gud har vist os en sådan kærlighed, så må vi også elske hverandre. Intet menneske har nogen sinde set Gud; men hvis vi elsker hverandre, så bor Gud iblandt os, og Guds kærlighed har nået sin fulde vækst i vort liv.“ — 1 Joh. 4:8-13, Knox.
7. Hvilke spørgsmål melder der sig med henblik på det, som mennesker lærer om Gud, og det, som hans ord lærer?
7 Når vi ser, hvad Gud har gjort i opfyldelsen af sine egne bibelske profetier, at han har sendt sin enbårne søn til verden for at hjælpe mennesker, så de kan forstå Skaberen og lære ham at kende, må vi i sandhed sige, at Gud er kærlighed. Af selve den måde, hvorpå Jesus belærte os, og den måde, hvorpå de inspirerede Hellige Skrifter belærer os, kan vi forstå, at Gud er KÆRLIGHED. Men hvilken forskel er der ikke på dette og det, mennesker i dag lærer os om Gud! Når vi betragter menneskers lære og ser, at Gud har gjort så meget for vort evige velfærd, får det os til at spørge: Hvis Gud er kærlighed, hvordan kan der så være et sted med evig pine, et såkaldt helvede, hvor milliarder af skabninger, skabt i Guds billede, påstås at komme hen efter legemets død? På dette sted siges der at være ild og svovl, som brænder til evig tid, og at fordømte sjæle pines der ved fuld bevidsthed uden håb om udfrielse. Hvordan kan der tænkes at eksistere bare et sådant sted som „skærsilden“, hvor sjæle siges at udstå grufulde lidelser, mens de venter på at blive udfriet og taget til himmelen? Hvorfor skulle det være Guds vilje, at langt de fleste mennesker lever og lider under en så frygtelig fattigdom og nød, at mange siger, at mennesket har sit helvede her på jorden? Hvordan kan tanken om, at Gud er kærlighed, harmonere med den slags forestillinger og læresætninger, som er opfundet af mennesker? Når gudfrygtige mennesker i Berøa blev belært om noget, selv om det var af apostelen Paulus, så „granskede de daglig Skrifterne for at se, om det forholdt sig således“. (Ap. G. 17:11, Dy) Vi kan være lige så retsindige som de ved at gøre det samme.
8, 9. a) Hvilket spørgsmål stiller vi vedrørende menneskets fremtid i betragtning af hans nuværende elendighed? b) Kunne det tænkes, at Gud elskede et træ højere end et menneske?
8 Menneskeheden lever nu under elendige forhold. Hvilket menneske er ikke sorgbetynget? Han lever nogle få år for så at dø. Ifølge visse af denne verdens læresætninger bliver mennesket efter døden kastet i et brændende helvedes evige pine, hvis det ikke har været et godt menneske. Den tålmodige Job, en mand, som elskede og tjente Gud, sagde: „Mennesket, født af en kvinde, hans liv er kort og opfyldt af megen elendighed.“ (Job 14:1, Dy) Har mennesket ikke nok genvordigheder her på jorden, uden at han behøver at gå til et sted med evig pine efter sin død for der at erfare endnu større elendighed? Med interesse vil vi lytte til, hvad Job videre siger: „Et træ har håb. Fældes det, skyder der grønt frem igen, og grenene sætter nye skud. Er dets rødder i jorden end gamle, og stubben død i mulde: lugter det vand, skyder det op og bærer blade, som da det var nyplantet. Men når mennesket er dødt og afklædt og fortæret, sig mig, hvor er han så?“ (Job 14:7-10, Dy) Et træ er smukt; det er Guds skaberværk, men det er ikke fornuftbegavet.
9 Mennesket er begavet med fornuft, det er skabt i Guds billede. Skal vi tro, at Gud elsker et træ mere end mennesket, at et træ vil sætte nye skud og gro op igen, efter at det er fældet, men at mennesket intet håb har? Vil Gud pine mennesket endnu mere efter døden, efter at det har levet i smerte her? Der er ingen af os, der bryder sig om døden. Vi vil gerne spire igen som et grønt træ, og vi vil gerne leve i tiltalende omgivelser, hvis vi bare vidste, hvordan det kunne gøres. Men efter døden, hvor er mennesket da? Job stillede dette spørgsmål. Troede Job, at han var i et brændende helvede, en flammende skærsild eller blot i en forgård til helvede?
10. Hvad bad Job om i forbindelse med helvede, og hvorfor?
10 Hvad vidste Job om „helvede“? På det tidspunkt var Job slået med bylder, takket være en sygdom, Satan Djævelen havde påført ham. Han var virkelig en plaget mand på jorden. Er det derfor ikke, i betragtning af den almindelige lære om „helvede“, ejendommeligt, at Job siger til Gud: „Hvem vil tilstede mig dette, at du ville beskytte mig i helvede og gemme mig, til din vrede er ovre, og fastsætte mig en frist, da du ville komme mig i hu?“ (Job 14:13, Dy) Her beder Job i sin elendighed, om Gud i himmelen vil skjule ham i helvede. Kan du tænke dig, at han ville ønske at komme i helvede, hvis det var et sted med grufuld, bevidst pine? Job havde vanskeligheder nok og ønskede ikke at komme fra asken i ilden. Nej, det gjorde han ikke. For at komme uden om denne tilsyneladende modsigelse har nogen forestillet sig, at der må være en del af helvede, hvor der er lyksalighed, og en anden, hvor der er pine. Når Job bad, som han gjorde, var det, fordi han kendte Guds ordning og vidste, hvad ordet „helvede“, som det bruges i den Hellige Skrift, betyder. Han vidste, at Gud engang i fremtiden ville komme alle dem i hu, som var gået ned i dette bibelske „helvede“, og give dem en lejlighed til at leve i en ny verden, „hvor retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13, Dy) Hvad er da dette „helvede“?
11. Hvem lægges som får i helvede, og hvilket håb er der for dem der?
11 En af Salmernes forfattere siger følgende herom: „Hør dette, alle I folkeslag, lyt til, alle I verdens indbyggere. Alle I, der er født på jord, I, menneskesønner: både rige og fattige. De lægges i helvede som får: døden skal fortære dem. Og de retfærdige skal have herredømme over dem om morgenen: og deres hjælp skal rådne op i helvede fra deres herlighed.“ (Sl. 48:2, 3, 16, Dy; 49:2, 3, 15, dansk overs.) Der er ikke får i helvede, men får slagtes i millionvis. I lignende tal dør mennesker og går til det bibelske „helvede“. Der, siger salmisten, fortærer døden dem og deres hjælp rådner op, men han tilføjer: „Men Gud udløser min sjæl fra helvedes hånd, når han tager imod mig.“ — Sl. 48:16, Dy; 49:16, dansk overs.
12. a) Hvorfor har mennesket måttet skue døden? b) Hvorfor betød det, at de gik ned i helvede, ikke, at deres sjæle skulle pines?
12 En anden af Salmernes forfattere siger: „Hvo bliver i live og skuer ej død, hvo frelser sin sjæl fra helvedes hånd?“ (Sl. 88:49, Dy; 89:49, dansk overs.) Intet menneske på jorden i dag kan i egen kraft eller i kraft af noget andet menneske redde sig fra det bibelske „helvede“. Mennesket har måttet skue døden, fordi han er født som synder, takket være den synd vore første forældre, Adam og Eva, begik i „glædens paradis“. „Syndens løn er død. Men Guds nåde, evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 6:23, Dy) Alle mennesker har været tvunget til at gå til det bibelske „helvede“, men har det været i den hensigt, at deres sjæle skulle pines på nogen måde? Og hvordan kunne det være tilfældet med syndige sjæle, når Gud siger i Ezekiel 18:4 (Dy): „Se, alle sjæle er mine: som faderens sjæl således er sønnens sjæl også min: den sjæl, der synder, den skal dø“? Ifølge den Hellige Skrift forsvinder mennesket ud af tilværelsen, når han går til „helvede“, idet hans sjæl dør og det derfor er umuligt for den at blive pint for en tid eller for evighed.
13. a) Hvad må vi hævde vedrørende Jesus, hvis helvede er ensbetydende med pine? b) Hvad tilkendegiver en sammenligning af Douay-Oversættelsen og Knox’ oversættelse med hensyn til, hvad helvede er?
13 Hvis nogen vil hævde, at helvede er et sted med bevidst og brændende pine, så må han også hævde, at Kristus Jesus, Guds søn, han, der blev født af jomfru Maria, på den syndige menneskeslægts vegne gik til et sted, hvor sjæle pines. Om Jesu opstandelse sagde apostelen Peter: „For David sagde om ham: . . . thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i helvede: heller ikke lade din Hellige se forrådnelse. . . . han talte om Kristi opstandelse. Hverken blev han ladt tilbage i helvede: ej heller så hans kød forrådnelse.“ (Ap. G. 2:25-31, Dy) Det bibelske helvede, hvor Jesus opholdt sig i omtrent tre dage, er menneskehedens fælles grav, og det var fra denne grav, at hans himmelske Fader oprejste ham på den tredje dag. Som bevis herfor bruger Mgr. Knox’ oversættelse ikke ordet „helvede“ i Apostlenes Gerninger 2:27, 31 således, som Douay-Oversættelsen gør det, men den gengiver ordene således: „Du vil ikke lade min sjæl tilbage på dødens sted eller tillade din trofaste tjener at se forrådnelse. Idet han forudså Kristi opstandelse, sagde han om ham, at han ikke blev ladt tilbage på dødens sted, og at hans legeme ikke så forrådnelse.“
14. Hvordan viser katolske autoriteter, at „helvede“ er menneskehedens fælles grav?
14 Den Hellige Skrift omtaler de døde som sovende, ikke som ved bevidsthed i pine. De døde kunne ikke blive pint i det bibelske „helvede“, for ordet „helvede“ er i det Gamle Testamente oversat fra det hebraiske ord sheol og i det Nye Testamente fra det græske ord hades. Af de 65 gange, det hebraiske ord sheol forekommer, oversætter Douay-Oversættelsen det 63 gange med „helvede“, een gang med „afgrund“ og een gang med „død“. (Job 17:16; Hoseas 13:14, Dy) Men i Job 14:13, der blev citeret i paragraf 10, oversætter Mgr. Knox sheol med „graven“ i stedet for med „helvede“, og han oversætter det også andre steder med „graven“ i stedet for med „helvede“. (1 Mos. 37:35; 42:38, Knox) De katolske lærde anerkender altså, at det bibelske „helvede“ er menneskehedens fælles grav.
15. Kan nogen føle noget i helvede? Hvad siger Skriften herom?
15 Når nogen dør og går til helvede, er de så i stand til at føle noget? Virker deres sanser, således at de kan påføres lidelser? Guds ord, ikke menneskers ord, giver dette svar: „Thi de levende ved, at de skal dø, men de døde ved intet mere. Heller ikke har de løn i vente: for mindet om dem er glemt. Gør oprigtigt alt, hvad din hånd formår: thi der er hverken virke eller tanke eller visdom eller kundskab i helvede, hvor du iler hen.“ (Præd. 9:5, 10, Dy) I dette skriftsted oversætter Mgr. Knox sheol med „graven“ i stedet for med „helvede“. Hvis et menneske var i live i skærsilden eller helvede, så måtte han kunne tænke noget eller have nogen kundskab eller være i stand til at føle for at være sig den tortur eller pine bevidst, som nogle lærere siger, at mennesker udstår efter døden. I modsætning hertil siges der ganske afgjort i Salme 145:4 (Dy) (146:4, dansk overs.): „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen: på den dag brister alle deres tanker.“ Og i Salme 6:6 (Dy): „Thi der er ingen i døden, der mindes dig: hvem vil skrifte for dig der?“ Ifølge den Hellige Skrift ophører et menneske med at tænke og føle noget, når han dør; han går til „helvede“, det bibelske helvede, den fælles grav, og der sover han indtil opstandelsen. Han nyder ikke nogen bevidst hvile der.
16. Hvad viser Lazarus’ erfaringer med henblik på helvede, han, som jo blev oprejst fra de døde af Jesus?
16 Jesu ven Lazarus lå død i graven i fire dage. Da Jesus talte til sine disciple om Lazarus’ død, sagde han, at han sov. Disciplene troede, at Jesus mente, at han ikke var død endnu, men hvilede. Joh. 11:11-15 (Knox) siger: „Han fortalte dem: Vor ven Lazarus er gået til hvile, men jeg drager hen for at vække ham af søvne. Da sagde disciplene til ham: Men, Herre, hvis han hviler, så vil hans liv blive reddet. Jesus havde talt om hans død; de andre mente, at han talte om søvnens hvile. Så sagde Jesus rent ud til dem: Lazarus er død! For jeres skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, det vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu gå hen til ham.“ Ved at føre Lazarus, der virkelig var død og i sin grav, tilbage fra døden, havde Jesus her en vidunderlig lejlighed til at vise, hvordan opstandelsen ville være i den nye verden. Da han kom til stedet, sagde Lazarus’ søster Marta til Jesus: „Havde du været her, var min broder ikke død.“ Noget senere oprejste Jesus Lazarus fra graven, og den Hellige Skrift melder intet om, at Lazarus sagde, at han havde været i et helvede med brændende pine eller i skærsilden i fire dage eller i limbus (forgården til helvede) eller i himmelen sammen med de hellige engle. Hvis Lazarus havde været noget andet sted end i graven, og hvis hans sjæl i levende live var blevet ført bort til et andet sted i verdensrummet, ville han have vidst det, da han kom tilbage igen til sin egen by Betania. Han ville have fortalt det til apostelen Johannes, og apostelen Johannes ville have berettet derom i sit evangelium. Men det gjorde han ikke. Lazarus erfarede netop, hvad Prædikeren 9:10 siger, at der hverken er visdom, kundskab, følelser eller virke i helvede eller graven, hvor mennesket stævner hen, når han dør.
17. Hvorfor kunne Gud aldrig have optænkt en ting som evig pine af sjæle efter døden?
17 Gud kunne aldrig have fostret tanken om en skærsild eller et evigt helvede med pine. Det ville ligge ham aldeles fjernt. Som et bevis for, at Gud aldrig kunne have optænkt noget sådant, står der i den hellige bibel, at han er imod denne tanke: „De har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal for at brænde deres sønner og døtre i ilden, hvad jeg ikke har påbudt eller tænkt i mit hjerte.“ Gud havde aldrig tænkt en sådan tanke i forbindelse med sine skabninger, men hans frafaldne folk tog deres sønner og døtre og brændte dem i ilden til deres afguder og falske gudebilleder. Hertil sagde Gud: „Her må egnens guder have deres offerhøje, og børnene må brændes som et offer til deres ære; en skik, jeg ikke har foreskrevet eller påbudt eller optænkt.“ (Jer. 7:13, Dy; og 19:5, Knox) Nej, en kærlig Gud kunne ikke komme på den tanke at pine skabninger, skabt i hans eget billede, ved at lade mennesker brænde levende i ild som ofre. Endnu mindre ville hans kærlighed tillade ham at udtænke en lære om evig pine eller skærsildspine for menneskesjæle.
18. Hvad er ild en tilkendegivelse af i Bibelen, som det fremgår af 2 Tessaloniker 1:7-9?
18 Når den Hellige Skrift omtaler ild, betyder det total udslettelse og ikke evig pine, som for eksempel i dette skriftsted i 2 Tessaloniker 1:7-9 (Dy): „Og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, idet han bringer straf over dem, som ikke kender Gud, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium. De skal straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed.“ Her betyder „undergang“ ikke fortræd eller beskadigelse. Når Gud tilintetgør eller brænder noget, udsletter han det fuldstændig af tilværelsen.
19. Hvem hader Gud, og hvem viser han barmhjertighed?
19 Dem, som hader Gud, vil han ikke velsigne. Salme 144:20 (Dy), (Sl. 145:20, dansk overs.) lyder: „Herren vogter alle, der elsker ham, men alle de onde sletter han ud.“ Gud vil ikke vise sin kærlighed mod dem, som hader ham; men dem, som elsker ham, viser han barmhjertighed: „Jeg er Herren din Gud, mægtig og nidkær, og jeg straffer indtil tredje og fjerde led fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser jeg miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ (2 Mos. 20:5, 6, Dy) Læg mærke til, at Gud kun viser vrede mod dem, som hader ham. Han viser ikke vrede mod nogen, fordi de er født af visse fædre i en syndens tilstand. Ethvert voksent menneske er frit stillet i moralsk henseende. Han kan selv afgøre, hvem han vil tjene. Dem, som hader Gud og forkaster ham, vil han ikke elske. I tusinde led viser han miskundhed mod dem, som elsker ham. Det lønner sig at frygte Gud og lægge kærlighed til ham for dagen. Det vil bevare os under Guds brændende ødelæggelse af de onde.
Beviser for kærlighed
20. Hvordan er selve det, at vi er i live, et udtryk for Guds kærlighed?
20 Alt, hvad Gud har gjort og vil gøre i fremtiden, er tilskyndet af kærlighed. Det kan ikke være anderledes, thi „Gud er kærlighed“. Selve det at vi er til, er et bevis på hans kærlighed. Han skabte os, han skænkede os liv. „Hos dig er livets kilde.“ (Sl. 35:10, Dy; 36:10, dansk overs.) Gud eksisterer i kraft af sig selv. Det nytter os intet, at vi prøver at forestille os, hvornår han begyndte, for han er uden begyndelse og uden ende. Før han påbegyndte sit skaberværk, var han alene. Det var ham en stor glæde og beredte ham megen lykke at frembringe skabninger af mangfoldige slags, og vi kan derfor i dag se hans skaberværks undere omkring os. Al skabningen bringer ham ære og pris ved at lyde hans love, og sådan bør det være. Han har frembragt en slægt af fornuftbegavede jordiske skabninger, mennesker. Det er naturligt for dem at ønske at leve, da Gud har skænket dem livet og ønsket om at bevare det. Selve det at leve er ikke nok, men at leve i lykke og have lejlighed til at prise Skaberen bringer mennesket fuldkommen glæde.
21. Hvordan viser hele naturen, at Skaberen er en kærlig Gud?
21 Når vi kaster blikket rundt om os, ser vi i hele naturen et bevis for, at Gud er kærlighed. Han har skabt alt til glæde for mennesket. Læg mærke til hans gavmildhed i naturen. Han har forsynet menneskeheden med en righoldighed af føde: frugt, grøntsager, nødder, kornsorter, bær og forfriskende vand. Hvad livsfornødenheder angår, så har han givet menneskene i overflod. Man behøver blot at rejse i forskellige egne af jorden, og man vil se den forskelligartede mad, der nydes af de forskellige folkeslag, alt sammen nærende og alt sammen tiltalende for ganen. Gud har også taget hensyn til vort behov for klæder og husly. Han har skabt dyr, fra hvis pels vi henter uld, på markerne vokser der bomulds- og fiberplanter, hvorfra vi kan skaffe os tøj, og træer, der leverer os træsorter og grene og blade til husly. Selv dyrenes skind kan vi bruge at klæde os i, så vi kan skaffe os den nødvendige beklædning og beskyttelse for vore legemer, og alt forefindes i overflod. Alt, hvad menneskeheden behøver at gøre, er at bruge sine evner og anvende disse ting på rette måde.
22, 23. a) Hvilke sanser har Gud givet os, og i hvilket øjemed? b) Hvilke muligheder for livsudfoldelse ejer mennesket, og hvor ville han synes om at leve for bestandig?
22 Betragt det legeme, Gud har givet os, og læg mærke til, hvordan mennesket kan bruge det. Han kan se sine medmennesker, betragte hele Guds vidunderlige skaberværk. Han har evnen til at føle, han kan mærke, om noget er varmt eller koldt, han kan opfatte tingenes form ved at lade sine fingre glide hen over dem, selv om han ikke kunne se dem. Gud har givet os en enestående smagssans. Hvad vi end spiser, kan vi smage, hvad det er, selv om der kun er en ganske ringe forskel mellem den ene og den anden spise. Han har givet os høresansen, så vi kan nyde fuglenes melodiøse sang, bølgernes brusen, vindens varierende styrke. Med den høreevne, han har skænket os, kan vi lytte til stemmer, vi holder af, vore brødres og søstres, vor faders og moders og vore venners. Vi kan fatte, hvad de siger, og hvad de ønsker at give udtryk for over for os. Gud har også givet os lugtesansen. Vi kan glæde os over duften fra det blomstervæld, han har ladet spire frem, over luftens berusende dufte og over vellugten af den gode mad, vi skal spise.
23 Alle disse sanser har Gud givet os som en kostelig gave, der forhøjer vor glæde over livet, og ikke for at vi skulle pines nu eller efter døden. Tænk på, hvor mange muligheder for livsudfoldelse hans skabninger har her på jorden! Mennesket kan gå, løbe, klatre, svømme og flyve, ganske vist ikke med vinger som fuglenes, men ved hjælp af flyvemaskiner, som mennesker, takket være de åndsevner, Gud har udstyret dem med, har konstrueret, så de ifølge Guds egne naturlove kan hæve sig op i luften. Alt dette har Gud givet os i gave. Vi er ikke blevet til ved nogen selvudvikling. Vor eksistens skyldes ikke tilfældighedernes spil. Vi blev dannet, skabt ved Guds kraft, og alle de evner, vi ejer, er gaver fra ham, velsignelser fra en kærlig Gud. Skønt mennesket i sin nuværende tilstand er ufuldkomment, glæder han sig dog over sine fem sanser og over sit hjemsted, jorden. Hvis alt åndede fuldkommenhed og fred, ville mennesket være lykkeligt over at leve evigt her på jorden. Ville du ikke selv?
24. Hvad kan vor hjerne udrette, og hvad tilkendegives der ved, at Gud har givet os den i gave?
24 Du ville ikke vide, at du var i live, hvis ikke Gud havde skabt dig med en hjerne i dit hoved. Hvilket enestående organ den er! Hvad er den ikke i stand til at opfatte! Hvilke indtryk registrerer den ikke i vor nuværende korte levetid! Hvor meget kan vi ikke ved dens hjælp genkalde i vor erindring! Hvilken evne har den ikke til at finde på! Hvilke fornuftslutninger kan den ikke drage! Denne hjerne har en vilje, der driver os til handling eller bestemmer vor fremgangsmåde. Denne hjerne har en samvittighed, der kan opøves i retfærdighed. Der synes ikke at være nogen grænser for vor hjernes virkefelt. Den kan trænes til studium af videnskabelige spørgsmål, af astronomi, matematik, mekanik. Den kan finde ud af, hvorledes man opfører store bygningsværker, hjem og arbejdslokaler for jordens befolkning. Den kan studere, udarbejde og udvikle sprog. Vi kan gå videre i det uendelige med at tænke over, hvad en menneskehjerne kan gøre, for vi ved, at der over hele verden i dag er mennesker, der bruger deres hjerne til så mange forskellige ting, nogle til velsignelse for befolkningen og andre, desværre, til skade for befolkningen. Uanset hvordan det faldne menneske bruger sin hjerne, er det dog Gud, der har skænket ham den, og dette er i sig selv et udtryk for hans kærlighed.
25. Hvilke egenskaber nedlagde Gud i mennesket?
25 En anden vigtig ting: Gud gav mennesket de egenskaber, han selv besidder. Guds egenskaber er kærlighed og visdom, retfærdighed og magt. Gud nedlagde disse egenskaber i det første menneske Adam, dengang han skabte ham, for Gud gjorde Adam i sit eget billede. „Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8, Knox) „Alt sammen Guds værk; hans er visdommen og magten.“ (Job 12:13, Knox) „Se, hvor han har taget sæde, . . . retfærd og ret er hans trones støtter.“ (Sl. 96:2, Knox; Sl. 97:2, dansk overs.) „Ikke kun een, men to gange har jeg hørt Guds advarende røst; al magten er Guds.“ — Sl. 61:12, Knox; 62:12, dansk oversættelse.
26. Hvad gav Gud som et udtryk for sin kærlighed menneskene herredømme over?
26 Disse skriftsteder vidner om, at han er visdommens, kærlighedens, retfærdighedens og magtens Gud. Hvis alle mennesker lod sig diktere af disse egenskaber, der i fuldkommenhed blev nedlagt i det første menneske, ville denne jord være et skønt sted at leve. Af kærlig interesse for mennesket gav Gud anvisninger vedrørende dets ansvar og magtbeføjelser i forbindelse med den lavere dyreskabning og vedrørende dets samkvem med alle andre mennesker. „Og Gud sagde: Lad os gøre et menneske i vort eget billede, så det ligner os; lad os give ham herredømme over fiskene i havet og alt, hvad der flyver i luften, og kvæget og hele jorden og alt, hvad der kryber på jorden.“ (1 Mos. 1:26, Knox) At Gud satte mennesket over alt dette viser, at han var gavmild og kærlig.
27. Hvor anbragte Gud mennesket, og hvad skænkede han ham, for at han ikke skulle leve i ensomhed?
27 „Derpå tog Gud Herren mennesket og satte ham i sin lysthave for at dyrke og passe den. Og dette var budet, som Gud Herren gav mennesket: Du må spise dig mæt af alle træerne i haven undtagen af træet, der giver kundskab om godt og ondt; spiser du deraf, er døden din dom.“ (1 Mos. 2:15-17, Knox) Derpå gav Gud mennesket en fuldkommen og skøn hustru som medhjælp og med det for øje at opfylde jorden. „Og Gud velsignede dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden og gør jer til herre over den; byd over havets fisk og over alt, hvad der flyver i luften, og alt levende, der rører sig på jorden.“ (1 Mos. 1:28, Knox) Atter et udtryk for Guds kærlighed! Han skabte ikke bare en mand og en kvinde og satte dem der i Paradiset, deres hjem, og lod dem leve alene sammen med dyrene. Nej! Han drog omsorg for, at menneskene kunne leve et lykkeligt familieliv, og det blev midlet til at befolke jorden. Han sagde: Bliv mange og opfyld jorden med jeres egen slægt og gør jer til herre over den. Få børn og lad dem vokse op, så de kan blive som jer selv, og lad også dem blive mangfoldige, til hele jorden er befolket med menneskeskabninger. Gør samtidig jorden til et fuldkomment paradis. Den er jeres hjem! Skaberen lagde kærlighed for dagen, da han skabte mennesket og satte ham i et jordisk paradis.
Kærligheden sættes på prøve
28. Hvad var en betingelse for menneskenes lykke og tilfredshed, som det fremgår af den omstændighed, at Gud satte det forbudte træ midt i Paradiset?
28 Havde mennesket fortsat i Guds kærlighed, ville forholdene have set anderledes ud i dag. Men mennesket forlod Guds kærlighed og gik sine egne veje. Til trods for, at menneskene gjorde dette, svigtede Gud ikke menneskeheden. „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn: for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16, Dy) Men nu vil nogle måske mene: Gud kan da ikke have været videre kærlig, når han satte træet til kundskab om godt og ondt i Paradiset. Hvordan kan dette træ og det forbud, der blev givet mennesket mod at spise deraf, være et udtryk for Guds kærlighed? Skaberen ved, hvad der er til menneskets bedste. Han ved, hvad der var hans hensigt med at skabe ham og sætte ham her på jorden. Adams og Evas lykke, såvel som også deres families lykke, afhang af, om de fortsat værdsatte Guds velsignelser. Blev Gud først skubbet ud af deres liv, kunne de ikke leve i tilfredshed eller glæde sig over livet, for i så fald ville de have forspildt Faderens kærlighed, og den er en hovedbetingelse for liv. Det, Gud ønskede, var, at mennesket skulle fortsætte i hans gunst, i hans velsignelse og i hans sande tilbedelse. Det gjaldt derfor om at bevare Guds kærlighed, retfærdighed, visdom og magt og om, at hans lov blev den gældende og ikke menneskers.
29. a) Skulle mennesket styre sig selv? b) Hvad ønskede Gud at se hos mennesket?
29 Det var ikke Guds bestemmelse, at mennesket skulle styre sig selv. Gud havde truffet en fuldgyldig ordning for varetagelsen af jordens anliggender og for, at menneskene skulle handle på den måde, Gud vidste var bedst for dem. Alt sammen var det til velsignelse for skabningen. Nu skulle mennesket vise sin værdsættelse af Guds overhøjhed, af hans herredømme over universet. Viste han ikke nogen værdsættelse, ville han gå glip af velsignelserne. Gud sagde til mennesket: „Du må spise dig mæt af alle træerne i haven undtagen af træet, der giver kundskab om godt og ondt; spiser du deraf, er døden din dom.“ (1 Mos. 2:17, Knox) Dette tilkendegiver, at Gud ville styre mennesket, ikke ved magt eller tvang, men ved at appellere til menneskets værdsættelsesevne, menneskets taknemmelighedsfølelse, menneskets kærlighed til sin skaber. Gud styrer i kærlighed. Hvad han sagde til mennesket, var: Spis ikke af det bestemte træ. Lydighed var den egenskab, Gud ønskede at se hos mennesket.
30. Hvad ville en ret påskønnelse have fået mennesker til at gøre?
30 Din lydighed giver sig udtryk i værdsættelse og i, at du gør, hvad den, som velsigner dig, ønsker. Det ville være til menneskets egen gavn at gøre, hvad Gud ønsker han skal gøre. Hvis mennesket virkelig satte pris på sin Fader og viste ham taknemmelighed og kærlighed, ville det være at gøre nøjagtig, hvad hans skaber ønskede. Hvad ejede mennesket? Intet udover hvad Gud havde skænket ham, og alt, hvad han ejede, var til gavn for ham. Mennesket burde derfor værdsætte og elske sin skaber. Han måtte følge de principper, Gud havde fastsat for mennesket, og vedblive med at holde fast ved dem. Mennesket måtte huske, at det er Jehova Gud, der er lovgiveren, den, som giver ham direktiver med hensyn til, hvilken fremgangsmåde han bør følge. Mennesket burde respektere disse Guds love og bud. Gud satte derfor mennesket på en prøve. Det var en lydighedsprøve med henblik på, hvad han måtte spise. Ved at holde sig borte fra det forbudte træ kunne mennesket så tydeligt have vist, at han værdsatte og elskede Gud.
31. Hvem foretrak Eva at lytte til?
31 Men Eva og Adam elskede ikke Gud, for de spiste af frugten på træet. Gennem slangen fremstillede Satan Djævelen sig for Eva, og hun foretrak at tro Satan, slangen, fremfor Skaberen. Slangen sagde til Eva: „Hvad er det for et bud, Gud har givet jer, at I ikke må spise frugten af ethvert træ i haven?“ „Dertil svarede kvinden: Vi kan spise frugten af ethvert træ i haven undtagen af træet midt i haven; det er det, Gud har forbudt os under dødsstraf at spise af eller bare røre ved. Og slangen sagde til hende: Hvad er denne tale om død? Gud ved godt, at så snart I spiser denne frugt, så vil jeres øjne blive åbnet, og I vil selv blive som guder til at kende godt og ondt.“ (1 Mos. 3:2-5, Knox) „Og slangen sagde til kvinden: Nej, I skal ikke dø døden.“ — 1 Mos. 3:4, Dy.
32. Hvad viste Adam og Eva mangel på, og hvorfor?
32 Det var ikke kærlighed, der drev Eva til at spise af den forbudte frugt. Også Adam viste selviskhed ved at spise deraf. Deres hjerter var ikke opfyldt af kærlighed, påskønnelse eller taknemmelighed over alle de vidunderlige ting, Gud havde givet dem. De foretrak at være ulydige, at udforme deres egne love, selv at bestemme hvad der var godt, og hvad der var ondt, og ikke længere se hen til universets store overordnede, der lader sig lede af magt, visdom og kærlighed. Nej, nu ville de spille kloge og lave deres egne love og leve ved dem, ja, være som Gud. Hvor tåbeligt i betragtning af, at en skabning for at kunne nyde livet i fuldt mål må anerkende den Højestes lov, forordning og måde at udøse velsignelser på og ikke gøre, hvad skabningen finder for godt.
33. Hvorledes viste Gud, at hans kærlighed ikke svigtede?
33 Der tilbage i Paradisets have vendte vore første forældre sig imod Gud. Men Guds kærlighed svigtede ikke. I sit løfte til menneskene gav han udtryk for sin kærlighed til menneskeslægten: „Jeg vil sætte fjendskab mellem dig [slangen] og kvinden, og din sæd og hendes sæd, hun skal knuse dit hoved, og du skal ligge på lur efter hendes hæl.“ (1 Mos. 3:15, Dy) Gud lod derfor Adam og Eva leve længe nok til at sætte en stor familie i verden. Gud vidste, at han blandt Adams afkom kunne finde nogle, som påskønnede de guddommelige velsignelser, og hvis kærlighed han derfor kunne vinde; men de, som viste sig at være forsætlig onde, og som ikke ønskede at leve under Guds lov og ordning, ville han udslette. De ville ikke blive velsignet for evigt ved Guds kvindes sæd, men derimod knust som slangens sæd.
34. Hvilken rettighed forspildte Adam og Eva, men hvad var stadig Guds hensigt vedrørende menneskeslægtens hjem?
34 På grund af ulydighed forspildte Adam og Eva retten til at leve på jorden. De mistede deres hjem i glædens paradis og blev vist ud af Edens have. Men for så vidt det angik deres afkom, lovede Gud, at hans forjættede sæd skulle komme og bringe forandring i tingene. Det var Guds hensigt, at mennesket skulle leve evigt i sit jordiske hjem, men nu lever menneskeslægten kun en ganske kort tid. Denne jord og ikke himmelen eller skærsilden eller noget helvede med evig pine var bestemt til at være menneskets bolig. „Herren har sagt det; Herren, som skabte himlene og hele jordens form og skikkelse, danned den efter sin vilje. Han skabte den ikke til at ligge uvirksom hen, han dannede den til at være menneskets hjem.“ (Es. 45:18, Knox) Endvidere siger Gud: „Således skal mit ord være, som udgår af min mund. Det skal ikke vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og have fremgang i de ting, jeg sendte det til.“ (Es. 54:11, Dy) Denne jord, menneskets hjem, skal ikke brændes op og forsvinde ud af tilværelsen. Gud siger, at denne jord ikke skal ligge uvirksom hen, og han skabte den ikke til at være uvirksom, men dannede den som menneskets hjem, for at den skulle opfyldes af fuldkomne mennesker og blive ført frem til en paradisisk tilstand fra pol til pol. Salme 103:5 (Dy; Sl. 104:5, dansk overs.) siger: „Som fæsted jorden på dens egne grundvolde: aldrig i evighed skal den rokkes.“ Prædikeren 1:4 (Dy) tilføjer: „En generation går, og en anden generation kommer: men jorden står til evig tid.“ Jorden vil for bestandig være menneskets hjem, og til sin tid vil Gud have den opfyldt af en fuldkommen menneskeslægt, der lever i lykke, i velstand og i overflod. Da vil mennesker prise Gud, fordi Guds vej er kærlighed, og fordi han arbejder på menneskers velfærd og velsignelse.
Kærlighedens gave, en bog
35. Hvilken bog er en kærlighedsgave fra Gud, og hvordan blev den til?
35 Alle de citater, der her er blevet fremført, er hentet fra den Hellige Skrift, Bibelen. Denne bøgernes bog er en Guds kærlighedsgave, for den rummer optegnelsen af hans løfter. Den viser, hvordan Gud har handlet med menneskene i de forløbne 6000 år og velsignet og vejledt lydige mennesker til denne dag. I det sekstende århundrede før Kristus begyndte Gud at lade Bibelen nedskrive i den form, vi nu har den. Den begyndte med Mosebøgerne. Andre inspirerede forfattere fremstod, og de skrev alle efter Guds vejledning. Til sidst afsluttede apostelen Johannes omkring år 98 e. Kr. Bibelens sidste bøger.
36. Hvad sagde apostelen Peter om Guds profeters skrifter?
36 I sin omtale af de over fem og tredive bøger, der blev skrevet, inden den kristne menighed først begyndte, skriver apostelen Peter: „Nu indgiver profeternes ord os større tillid end nogen sinde. I har gode grunde til at agte så meget på dette ord; det vil vedblive med at skinne som en lampe i et mørkt rum, til morgenen gryr og dagstjernen oprinder i jeres hjerter. Dog må I altid huske dette, at ingen profeti i Skriften er underlagt privat fortolkning. Det var, når alt kommer til alt, aldrig menneskers impulser, der gav os profetien; mennesker udtalte den, men det var mennesker, som Gud havde helliget, henrykket, mens de talte, ved den hellige ånd.“ — 2 Pet. 1:19-21, Knox.
37. Hvad er derfor den bedste skrevne rettesnor for os, og hvorfor?
37 Alle disse ting blev skrevet til gavn for os. Gud drog omsorg for, at Bibelens tekst blev bevaret, for denne tekst var hans egen, skrevet under hans inspiration. Derfor er hans ord en fuldkommen rettesnor for os. Vi bør vende os til det og studere det. Det gør os vise, så vi kan vinde frelse. Paulus sagde dette til Timoteus: „Thi fra barndommen af har du kendt de hellige skrifter, der kan oplære dig til frelse ved den tro, som er i Kristus Jesus. Al skrift, indåndet af Gud, er gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at dadle, til at optugte i retfærdighed, så at Gudsmennesket kan være fuldkomment, udrustet til al god gerning.“ — 2 Tim. 3:15-17, Dy.
38, 39. a) Hvilken bog åbenbarer Guds hensigter, og hvad lovede Gud Abraham, David og Daniel? b) Hvilken tryghed vil Riget give menneskeheden?
38 Vi kan trygt stole på Bibelen, mere end på menneskers talte ord. Den er Guds sandhedsord og fortæller os menneskehedens historie fra Adam frem til vor tid, og også hvad der skal ske i en nær fremtid. Den hellige bibel åbenbarer Guds hensigter vedrørende en ny verden. Når vi vender os til Skriften, kan vi stifte bekendtskab med Guds løfter om den nye verden, der har velsignelse i beredskab for den trofaste menneskehed. Langt tilbage i tiden lovede Gud Abraham: „I din sæd skal alle jordens nationer velsignes; fordi du adlød min røst.“ (1 Mos. 22:18, Dy) Adam var ulydig og bragte synd, sorg og død over menneskeslægten, men Gud lovede den lydige Abraham, at velsignelse skulle tilflyde alle folkeslag gennem hans sæd, der er Jesus Kristus. På et senere tidspunkt lovede Gud David, at der skulle komme en hersker over menneskeslægten: „Efter dig vil jeg oprejse din sæd, der skal være en af dine sønner, og jeg vil grundfæste hans rige. Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone for evigt. Jeg vil være ham en fader, og han skal være mig en søn, og min barmhjertighed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra ham, der var før dig. Men jeg vil indsætte ham i mit hus og mit rige til evig tid, og hans trone skal stå fast til evig tid.“ — 1 Krøn. 17:11-14, Dy.
39 Århundreder senere inspirerede Gud Daniel til at profetere: „Men i de rigers dage vil himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk. Det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44, Dy) Disse skriftsteder, såvel som mange andre profetier i Bibelen, peger hen til et rige, som Gud vil oprette til evig velsignelse for trofaste mænd og kvinder. Under dette rige vil menneskene opnå tryghed i deres hjem: „De skal bygge huse og bebo dem, og de skal plante vingårde og spise deres frugter. . . . de skal ikke plante og en anden spise. . . . Ulven og lammet skal græsse sammen; løven og oksen æde strå; og støv skal være slangens føde. De skal ikke volde men eller dræbe i hele mit hellige bjergland, siger Herren.“ Esajas siger videre vedrørende Kongen og hans herredømme: „Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme. Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet. Kalven og løven og fåret skal holde sammen, et lille barn skal lede dem. Kvien og bjørnen deler foder, deres unger ligger side om side, og løven skal æde strå som oksen. Det diende barn skal lege ved giftslangens hul, den afvante række sin hånd til øglens rede. De skal ikke volde fortræd, og de skal ikke dræbe i hele mit hellige bjergland, for jorden er fuld af kundskab om Herren, som vandene, der dækker havet.“ — Es. 65:21-25 og 11:4-9, Dy.
40. Vil der blive udkæmpet krige mellem nationerne under dette rige?
40 Vil der på den dag og under det rige blive udkæmpet krige mellem folkeslagene? Lyt til Mika 4:3, 4 (Dy): „Da dømmer han mange folkeslag imellem og irettesætter stærke folk i det fjerne, og de skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til spader. Folk skal ikke løfte sværd imod folk eller øve sig i våbenfærd mer. Enhver skal sidde under sit vintræ og sit figentræ, og ingen skal skræmme dem, thi Hærskarers Herres mund har talt.“ Det er Kristus Jesus, Guds forjættede sæd, der vil bringe menneskeheden alle disse velsignelser gennem Riget, som Gud har sagt skal oprettes med Jesus som konge.
41. Hvordan førte opfyldelsen af engelens ord til Maria til opfyldelsen af Esajas 9:6, 7?
41 Tænk atter på engelens ord til jomfru Maria: „Du skal undfange i dit moderskød, og du skal føde en søn, og du skal kalde ham Jesus. . . . Herren Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal for evigt herske over Jakobs hus; der skal ikke være ende på hans rige.“ (Luk. 1:31-33, Knox) Det skete i opfyldelse af Esajas 9:6, 7 (Dy): „Thi et barn er os født og en søn er os givet, og herredømmet hviler på hans skuldre, og hans navn skal være Underfuld, Rådgiver, Gud den Vældige, Fader til den kommende verden, Fredsfyrsten. Hans rige skal mangedobles og freden være endeløs. Han skal sidde på Davids trone og i hans rige for at grundfæste og styrke det med dom og med retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed vil gøre det.“
42. Hvilken bøn lærte Jesus sine disciple at bede, og hvad betyder opfyldelsen deraf med henblik på denne verdens nationer?
42 Jesus vidste, at han var kaldet til denne ophøjede stilling som hersker i den nye verden. Han lærte sine disciple at bede om dette rige, for de skulle sammen med ham indgå deri. Til Gud, deres fader i himmelen, bad de: „Komme dit rige. Din vilje ske på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:10, Dy) Den dag i dag beder kristne den samme bøn, men har du nogen sinde tænkt over, hvad det er du beder om? Er det gået op for dig, at du, når du beder Faderen i himmelen om, at hans vilje må ske på jorden, som den sker i himmelen, samtidig beder om, at han vil tilintetgøre hele den bestående onde ordning på jorden? For de jordiske nationer gør ikke hans vilje. Du beder om, at de må blive fjernet, således som Daniel profeterede, de skulle, og om, at Gud vil indføre sit rige i deres sted. Vil du fra nu af holde op med at bede denne bøn, eller ønsker du dette rige og dets velsignelser?
Genløsning og opstandelse
43. Hvordan har Jesus gjort det muligt for mennesker at opnå evigt liv?
43 Jesus begrænsede sig ikke til kun at hævde og forsvare sin himmelske Faders hellige navn og ord, men han tilvejebragte også den genløsning, menneskeslægten havde behov, idet han døde som et fuldkomment offer på Golgata. Ved at give sit fuldkomne og syndfri menneskeliv imødegik han den fordømmelse, som Guds lov pålagde Adams efterkommere. Alt, hvad den oprørske Adam havde forspildt for sine endnu ufødte efterkommere, løskøbte Jesus fra denne dødsstraf. Herved gjorde han det muligt for mennesker at vinde det evige liv. Derfor skriver apostelen Paulus: „Synd tilbyder død som løn; Gud tilbyder os evigt liv som en fri gave gennem Kristus Jesus vor Herre.“ (Rom. 6:23, Knox) Alt, hvad Adam fik som løn for sin synd, var død og ikke evigt liv i et brændende helvede eller i en skærsild. Hvis vi i dag tager imod Kristus Jesus, så er Guds frie gave til os gennem ham evigt liv i den nye verden. Jesus sagde: „Ligesom Faderen har livets gave i sig selv, således har han også givet Sønnen at have livets gave i sig selv, og han har også givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesønnen. Undres ikke herover; tiden kommer, da alle de, som er i deres grave, skal høre hans røst og komme ud derfra; de, hvis handlinger har været gode, står op til nyt liv, og de, hvis handlinger har været onde, for at møde deres dom.“ — Joh. 5:26-29, Knox.
44. Hvem bragte døden ind i verden, og hvem vil bringe liv, og hvor længe skal sidstnævnte herske?
44 Her har vi Jesu løfte om, at alle de, som er i deres grave, vil komme frem til sin tid, nogle til livets opstandelse og den nye verdens velsignelser og andre til en dom, fordi de ikke til den tid vil indordne sig under Guds rige ved Kristus Jesus. Livet tilflyder os gennem Kristus Jesus, som det fremgår af 1 Timoteus 2:5, 6 (Knox): „Der er kun een Gud og kun een mellemmand mellem Gud og mennesker, Jesus Kristus, et menneske som de, og som gav sig selv som en genløsning for dem alle.“ Det første menneske, Adam, bragte synden ind i verden og døden ved synden, så at alle vi, hans efterkommere, har måttet dø. Mennesket Kristus Jesus har tilvejebragt en genløsningssum for alle troende. Jesus overgav denne løsesum til Gud i himmelen, efter at han var opstået fra de døde, og nu har Gud indsat ham på den himmelske trone for at herske som konge over den nye verden. Apostelen Paulus siger: „Hans herredømme skal, som vi ved, fortsætte, til han får lagt alle sine fjender under sine fødder, og den sidste af disse fjender, der skal fordrives, er døden.“ (1 Kor. 15:25, 26, Knox) Kristi regering er Guds foranstaltning for menneskeheden og et udtryk for hans kærlighed til dem. Gud elsker livet, men ikke død. Døden er syndens løn. Jehova elsker den synder, der angrer og vender sig til ham. Skønt det første menneske syndede og gik imod Gud, så har Gud ikke vendt sig imod den øvrige del af menneskeslægten. Men Gud forlanger, at vi adlyder hans love og følger hans anordninger, såfremt vi gerne vil leve.
Hvornår?
45. Hvornår skal alt dette begynde at ske, og hvad fører selviskhed og had nationerne ud i?
45 Nuvel, vil en eller anden måske sige, det kan være meget godt at tale om, at Guds vej er kærlighed, men hvornår skal alt dette ske? Lad os for at få svar herpå slå op i Mattæus, det 24. kapitel. Der læser vi om et tegn bestående af mange ting, krig, pest, hungersnød, jordskælv, forfølgelse af kristne, noget, der altsammen ville indtræffe, når tiden var moden til, at Riget skulle begynde. Jesus fortalte der sine disciple, at når kristne så disse ting indtræffe samtidigt her på jorden, så kunne de vide, at denne gamle tingenes ordning var ved at forsvinde, og at den nye og retfærdige regering, Guds rige, som han havde lært dem at bede om, var oprettet i himlene. Han sagde: „Da skal mange blive forarget og forråde hverandre og hade hverandre.“ (Matt. 24:10, Dy) Er dette ikke en sandfærdig skildring af forholdene på jorden i dag? Selviskhed sidder i højsædet. Dette vil føre til en „stor trængsel“, som mennesker aldrig har set eller vil se magen til. Den vil tilintetgøre al denne ondskab og også nationerne, hvor selviskheden går i svang. Højdepunktet af denne store trængsel bliver Harmagedonslaget, som selv paven har omtalt. Det slag vil gøre ende på alle de onde engle og Satan Djævelen og alle de mennesker, som tjener denne onde organisation.
46. Hvordan kan Harmagedonslaget være et udtryk for Guds kærlighed?
46 Er dette slag da et udtryk for Guds kærlighed til menneskeslægten? Ja, det er. Gud har ikke behag i de ondes død, men det vil være til velsignelse for menneskeheden, at Gud udrydder de onde. „Så sandt jeg lever, siger Herren Gud, jeg ønsker ikke den ondes død, men at den onde omvender sig fra sin vej og lever. Vend om, vend om fra jeres onde veje, hvorfor vil I dø, o Israels hus?“ (Ez. 33:11, Dy) Det er dåragtigt at vende sig bort fra Guds befalinger og ledelse. Det gælder en hvilken som helst skabning. Vil du da virkelig dø bare for at trumfe din egen vilje og levevis igennem? Gud vil udslette, udrydde, tilintetgøre dem, som nægter at adlyde hans befalinger. Det er, hvad der vil ske med alle de onde og gudløse. (Sl. 145:20; 2 Tess. 1:7-9) Det er en nødvendighed for alle retfærdselskere, at de onde bliver udryddet. Det er et udtryk for Guds kærlighed til retfærd og hans godhed mod mennesker, at han udsletter disse onde og renser universet for dem.
47. Med hvem vil Gud befolke jorden?
47 Universets enevældige hersker vil frembringe en fuldkommen jord, befolket med en fuldkommen menneskeslægt. Hvorfor skulle Gud så lade de onde forblive på den jord og fordærve den? Det er Gud, som agter at oprette et fuldkomment samfund af mænd og kvinder og give dem lykke, fred, overflod og tilfredshed og liv i fuldkommenhed, alt sammen som et udtryk for hans kærlighed. Det er hans hensigt at fylde denne jord med lykkelige, retfærdige skabninger og ikke med onde skabninger.
48. Hvordan tilkendegiver Vandfloden på Noas tid, at Harmagedonslaget vil vise sig at være et udtryk for Guds kærlighed?
48 På Noas tid var Vandfloden påkrævet. Jorden var fyldt med ondskab, og menneskeheden i almindelighed havde vendt sig mod Gud i fjendskab. Undtagelsen var Noa, der elskede og prædikede retfærd, og hans nære familie, otte ialt. Befolkningen nægtede at lade sig omvende ved den advarsel, Gud gav dem gennem Noa, og rense sig. Gud udslettede dem og de regeringer, der dengang eksisterede, fordi han angrede, at han havde gjort menneskene. Det skar ham i hjertet at se, hvor dybt de var sunket. Derfor tilintetgjorde han dem alle. Noa elskede Gud, og Gud elskede Noa og hans familie, fire ægtepar. Gud førte dem gennem katastrofen, den gamle, ugudelige verdens undergang. Gud var nødsaget til at fjerne denne første verden og alle dens indbyggere, for at Noa, hans hustru, deres tre sønner og sønnekoner kunne leve et lykkeligt liv. Gud vil gøre det samme een gang til. Han er nødsaget dertil. Ligesom Vandfloden var et udtryk for hans kærlighed, således er Harmagedonslaget et udtryk for hans kærlighed. Dette slag er en nødvendighed nu, for at de mennesker, som elsker retfærd, skal kunne leve i fred og enhed til evig tid.
49. Hvornår oplever mennesker en tilværelse, der er mere end blot en eksistens?
49 Kun under Guds vejledning kan livet leves i lykke. Vi lever ganske vist i dag, men kun få blandt menneskene glæder sig ved livet. Mennesker lever, eksisterer, men når oprigtige mennesker kommer til at kende Gud og følger hans retfærdige bud og lever i overensstemmelse med hans gode principper, begynder de først at leve i lykke. „Herrens velsignelse gør mennesket rigt, der skal ikke føjes plage dertil.“ (Ordsp. 10:22, Dy) Jehovas rige, som vi beder om, skal brede sig ud over hele jorden og vil blive til varig velsignelse for den lydige menneskeslægt.
50. Hvad skal prædikes inden Harmagedon, og hvad er formålet med denne forkyndelse?
50 Og nu inden krigen „på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon, skal det glædelige budskab om denne verdens undergang og Guds riges oprettelse forkyndes i alle lande. (Åb. 16:14-16; Matt. 24:14) Ligesom Noa blev underrettet om den kommende vandflod og var en retfærdighedens forkynder og prædikede et frelsesbudskab for sin samtid, således må de, som nu hører om Harmagedonslaget og om Guds rige, forkynde „dette evangelium“ i hele verden til et vidnesbyrd. Ingen mennesker kan undslippe undergangen i Harmagedon, medmindre de kommer til Herren Gud og søger retfærd, søger ydmyghed, „om I på nogen måde kunne skjules på Herrens vredes dag“, således som Noa og hans familie blev ført frelst gennem Vandfloden. De blev skjult på Herrens vredes dag imod den daværende gamle verden. (Zef. 2:3, Dy) Gud forandrer sig ikke. Han kan bevare sit folk hvor som helst på jorden på denne dag, ved den onde verdens ende.
51. Har Gud oprejst nogen vidner? Hvad er deres mål, hvilket arbejde udfører de, og hvilken vej følger de?
51 Gud drager derfor omsorg for, at „dette evangelium om Riget“ bliver forkyndt i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslag. Derefter vil enden komme, enden på denne tingenes ordning. Gud har oprejst sine vidner. Disse Jehovas vidner er meget ivrige for denne sag. De ønsker, at folk skal lære Guds vej at kende. De viser ham deres påskønnelse ved at forkynde det gode budskab om Riget i hele verden. De er ikke interesseret i politik eller handel og er imod ethvert falsk håb som for eksempel gudløs kommunisme. De elsker Gud i himmelen og ønsker at tjene ham og hans søn Jesus Kristus, Kongen. De ønsker, at også andre skal lære ham at kende og tjene ham. De opmuntrer folk, der elsker retfærd, til ud fra Bibelen at forvisse sig om de ting, de forkynder. Enhver kan tage et eksemplar af den hellige bibel, hvad enten det er den katolske udgave eller ej, og til sin egen tilfredsstillelse forvisse sig om, hvad Gud har i beredskab for ham. Alle bør skaffe sig vished ved at undersøge den Hellige Skrift, således som indbyggerne i det gamle Berøa gjorde: „Disse havde bedre opdragelse end tessalonikerne; de tog imod ordet med iver og undersøgte skrifterne dag efter dag for at mærke sig, om alt dette virkelig var sandt.“ — Ap. G. 17:11, Knox.
52. Hvilke grundsandheder tror vi som Jehovas vidner?
52 Med disse Hellige Skrifter som grundlag tror vi som Jehovas vidner, at det første menneske syndede og førte død over hele menneskeslægten. Men Jehova elskede menneskeheden og traf foranstaltninger for deres genløsning, så de kunne vinde liv i den nye verden. Han gav sin søn, Jesus Kristus, for at verdens synd kunne blive borttaget.
53. Hvilket vidnesbyrd aflægger vi vedrørende opstandelsen og mulighederne for at vinde eller miste livet i den nye verden?
53 Fra den Hellige Skrift har vi lært og kan bevidne, at læren om opstandelsen er en af de største læresætninger i Guds ord, og at de mennesker, som nu befinder sig i gravene, vil blive oprejst og få lejlighed til at opnå evigt liv, den lille hjord af Jesu trofaste efterfølgere vil opnå liv i himmelen som Kristi brud, mens de øvrige troende mennesker vil få deres arvelod i Paradiset, der skal genoprettes på jorden. De, som lægger kærlighed til Gud for dagen og trofast bestræber sig for at gøre Guds vilje, vil leve evigt. De, som nægter at følge Guds lov, vil dø for evigt.
54. Hvad bør vi søge inden Harmagedon, og hvorfor?
54 Den nye verden er lige for hånden. Inden Harmagedonslaget bør vi søge retfærd og ydmyghed, så vi kan blive skjult på Herrens vredes dag. Jehova Gud er ikke vred på dem, som elsker ham. Han vil udøse sin vrede over Djævelen, hans onde dæmoner og de mennesker på jorden, som tjener Djævelen. Guds kvindes sæd vil knuse disse og udslette dem af tilværelsen.
55. Hvilken bog bør vi anskaffe, læse og studere, og hvorfor?
55 Alt, hvad Gud har gjort, har han gjort af kærlighed. Han har i den Hellige Skrift givet udtryk for sine hensigter, og vi kan stole på hans ord. Hidtil har den hellige bibel vist sig at være sandfærdig, og vi kan have tiltro til Guds fremtidsløfter. Skal vi vinde evigt liv i lykke, må vi lære den store Skaber, Jehova Gud, og hans søn at kende. „Dette er det evige liv: At de kender dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har udsendt.“ (Joh. 17:3, Dy) Anskaf dig et eksemplar af Bibelen, hvad enten det er Douay-Oversættelsen eller Knox’ oversættelse eller en anden oversættelse. Læs den. Forvis dig om, at det, du her har læst, er bibelsk sandhed. I kærlighed bevarede Gud sit ord til gavn for dig. Læs det derfor. Tilegn dig kundskab om livet, og om hvordan du kan opnå det, og forvis dig om, at Guds vej er kærlighed.