Læg åndens frugter for dagen
1. (a) Opregn kødets gerninger. (b) Er det muligt for en kristen at undgå disse gerninger i en verden der er fuld af dem? Hvordan kan det lade sig gøre?
DENNE verdens ånd frembringer „kødets gerninger“. De er i høj grad åbenbare. Paulus siger at de består i „utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, stridbarhed, skinsyge, vredesanfald, skænderier, splittelser, sekteriske dannelser, misundelse, drikkelag, frådserier og lignende ting“. „Angående disse ting advarer jeg jer forud, på samme måde som jeg allerede har advaret jer, at de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige.“ (Gal. 5:19-21, NW) Det er altså nogle af de ting man må gøre sig fri af dersom man ønsker at opnå evigt liv. Paulus’ beskrivelse passer lige så godt på verden i dag som på datidens romerske verden. Men er det muligt for en kristen i dag at leve i en sådan verden og samtidig undergå en ændring? Ja, det er muligt, selv om man er omgivet af mennesker der gør „kødets gerninger“. Den kristne kan frembringe åndens frugt. Paulus og de øvrige inspirerede bibelskribenter ville ikke have givet os en sådan befaling hvis det ikke kunne lade sig gøre ved Jehovas ånd.
Læg kærlighed for dagen
2. Hvem må den kristne først og fremmest elske for at kunne frembringe åndens frugt? Hvem kommer dernæst?
2 For at kunne frembringe „åndens frugt“ må den kristne først og fremmest elske Jehova Gud, hvilket vil sige at man må følge det store bud som Jesus citerede: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.“ Han tilføjede: „Der er et andet, som er dette ligt: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Matt. 22:37, 39) Det betyder at man må lægge megen kærlighed for dagen; men det betyder også livet for en.
3. Hvor meget betød kærlighed for apostelen Paulus, og lagde han selv denne egenskab for dagen?
3 I Galaterne 5:22 anfører Paulus kærligheden som den første af de åndens frugter den kristne må lægge for dagen. Denne mand, der lagde så stor kærlighed til Gud og til hans søn, Jesus Kristus, for dagen, kæmpede for kristendommens sag med „Åndens sværd“. Han definerede dette „Åndens sværd“ som Guds ord. (Ef. 6:17) Paulus hadede ikke mennesker, han elskede dem. Han ønskede at de skulle lære sandheden at kende. Som en der selv var fyldt af kærlighed havde Paulus en del at sige om denne egenskab, men han fandt at det var temmelig vanskeligt at give en koncis beskrivelse af den. I sit første brev til korinterne, det trettende kapitel, fortæller han os at talte han end ’med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var han et rungende malm eller en klingende bjælde. Havde han end profetisk gave, kendte alle hemmeligheder og havde al tro, så han kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var han intet’. Tænk på hvilke rejser Paulus foretog, tænk på det arbejde han udførte, den energi han lagde for dagen i sin tjeneste! Han skånede ikke sig selv. Han brugte sit liv i forkyndelsen af den gode nyhed. For en græker var Paulus græker, for en jøde, jøde. Og dog, hvis han ikke havde kærlighed, kærlighed til Jehova Gud, til hans søn, til sine kristne brødre, ville han intet være. Kærligheden, sagde Paulus, er mild, forekommende. Paulus gjorde noget for andre, uden at ønske eller vente noget til gengæld. Når han så en broder have fremgang, var han ikke misundelig på ham, for kærligheden misunder ikke.
4, 5. (a) Hvad er den kristnes største interesse? (b) Hvilken handlemåde må den kristne følge i sit liv?
4 En kristen bør kun være interesseret i én ting, den sande tilbedelse af Jehova. Under udførelsen af sin tjeneste praler han ikke af det han har opnået. Kærligheden opblæses aldrig over udførte bedrifter. Den opfører sig heller ikke usømmeligt. Kærlighed giver sig udslag i god opførsel. En kristen der har kærlighed fortsætter ikke med at leve som verden, selv om han befinder sig midt i den. Kærligheden får ham til at ændre sin handlemåde så han følger den rette vej.
5 Hvis den kristne skal lægge den første af disse åndens frugter for dagen, vil han ikke bestandig søge sit eget, ikke betragte sig selv som den vigtigste og fornemste person. Han lader sig ikke ophidse af hver lille ting han ser andre gøre, for kærligheden lader sig ikke ophidse. Når nogen begår uret imod ham, ja måske oven i købet direkte skader ham, vil han ikke engang bære nag, for han ejer denne åndens frugt, kærlighed. Når den kristne kommer ud for noget der ikke er retfærdigt, glæder han sig ikke. Der er kun én ting kærligheden glæder sig over, og det er sandheden.
6. Hvordan ved menigheden om den hører Kristus til?
6 Kærlighed er en egenskab Jehova Gud nedlagde i den fuldkomne mand Adam. Hvorfor ikke opelske den igen? Ydermere: „Gud er kærlighed,“ og han er den vi tilbeder. Kærlighed er en egenskab som enhver kristen nødvendigvis må eje. Det er umuligt at undvære den. Det er derfor af største vigtighed at man nu og da standser op for at tænke på hvor stor kærlighed man egentlig nærer til andre mennesker. Hvor stor kærlighed nærer man til sine brødre? Den målestok hvormed man kan afgøre om man er en kristen eller ikke er det, er kærlighed. Jesus sagde: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:35.
7. (a) Hvad mangler der hvis vi er bange for at give udtryk for vor tro? (b) Betyder det at der intet håb er for os?
7 Er du bange for at tale med folk om din tro på Bibelen? Hævder du at være kristen og frygter dog for at gå fra hus til hus og udføre det samme arbejde som Jesus og hans disciple udførte? Er du endog bange for at give udtryk for din tro over for dine brødre ved menighedens møder? Siger du nu: „Ja, jeg er bange“? I så fald er din kærlighed ikke fuldkommen, og du véd at der er rum for forbedring. Johannes, der oprigtigt elskede Herren, skrev følgende: „Der er ikke frygt i kærlighed, men fuldkommen kærlighed driver frygten ud, for frygt virker hæmmende.“ (1 Joh. 4:18, NW) Er der noget der holder dig tilbage eller hæmmer dig i at give udtryk for din kristne tro? Er der det, må grenen beskæres så den kan bære mere frugt. Jesus sagde at hver gren som bærer frugt, vil Vingårdsmanden rense for at den skal bære mere frugt; men han sagde også: „Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort.“ (Joh. 15:2) Ønsker du at lade dig opbygge ved at blive beskåret, eller foretrækker du at blive hugget af vintræet som en der ikke frembringer åndens frugt?
8. Hvorfor er kærlighed den ypperste af åndens frugter?
8 „’Kundskaben’ opblæser, men kærligheden opbygger.“ (1 Kor. 8:1) Kristne må vise kærlighed og være til opbyggelse. Kærlighed er ikke et ord man bruger i flæng. Det giver udtryk for noget meget betydningsfuldt. Kærligheden er levende, aktiv. Et menneske der ejer denne egenskab vil lægge den for dagen hver dag, i alt hvad det foretager sig. „Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!“ (Rom. 12:10) Kærlighed er kun én af åndens frugter, men den er den ypperste af dem. Den er en grundlæggende, fundamental, egenskab, fordi alle de andre frugter af ånden er forskellige sider af kærligheden, forskellige måder kærligheden kommer til udtryk på. De holder alle kærligheden virksom. Opdyrk derfor disse egenskaber og læg mere kærlighed for dagen.
Glæde og fred
9. (a) Definer hvad glæde er. (b) Beskriv den kristnes glæde.
9 Glæde er noget en kristen må eje, eller få i eje, fordi den er den næste i rækken af de åndens frugter Paulus nævner. Hvad vil det sige at være glad? Glæde er, ifølge ordbogen, „lystfølelse, fremkaldt ved besiddelsen af, eller forestillingen om, et gode“. Den største glæde den kristne kan erfare, beredes ham ved forkyndelsen, ved at han hører gode nyheder og erfaringer fra dem der har været med i forkyndelsen. Sådan var det for de første kristne. Vi læser i Apostlenes Gerninger 15:3 (NW): „Efter at være fulgt et stykke på vej af menigheden, fortsatte disse mænd så både gennem Fønikien og Samaria, idet de i enkeltheder fortalte om omvendelsen af nationernes folk, og de beredte alle brødrene stor glæde.“ Hvordan forårsagede de „stor glæde“? Ved at de „i enkeltheder fortalte om omvendelsen af nationernes folk“. De havde talt til folk om Guds rige. De havde i tjenesten haft vidunderlige oplevelser som de kunne fortælle om. Det beredte både dem selv og deres tilhørere stor glæde. At høre om hvordan andre mennesker lytter til sandheden og tager imod den er en glæde. Kærlighed fik disciplene til at forkynde. Glæde var resultatet. — Ap. G. 13:45-52; 2 Kor. 7:13.
10. (a) Hvad er fred? (b) Hvordan søger den kristne fred?
10 Fred er en åndens frugt. Den der har et fredeligt sind er ikke stridbar og lader sig ikke ophidse. Han er rolig, stilfærdig. Peter formanede de kristne til at „søge fred og jage efter den“. Denne vidunderlige leveregel skulle følges på denne måde: „Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den!“ (1 Pet. 3:10, 11) Skal man holde fred med sin næste, må man vogte på sin tunge. Ord kan afstedkomme mange vanskeligheder, især de ord der sårer og gør ondt. Gode ord skaber et godt forhold mellem mennesker. Men så snart nogen begynder at tale ondt og svigefuldt, flygter freden. Den der er fredsommelig og som bringer et fredens budskab kan tale om Jesus Kristus og om himmelens rige og om hvordan Gud her på jorden vil indføre „fred blandt mennesker med god vilje“. (Luk. 2:14, NW) Den kristne vil bruge sin tunge til at velsigne med. Paulus sagde til korinterne: „Hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med Eder.“ — 2 Kor. 13:11; Matt. 10:12-14.
Langmodighed
11, 12. (a) Hvordan vil du definere hvad langmodighed er? (b) Forklar hvilken langmodighed Jesus viste Saulus, der blev apostelen Paulus. (c) Hvilken virkning skulle det have på os at der er blevet vist os langmodighed?
11 At være langmodig vil sige „længe og uden vrede at finde sig i noget ubehageligt eller pinefuldt“. Denne egenskab er en åndens frugt. Nogle menneskers langmodighed er udtømt på tredive sekunder, andres i løbet af et eller to minutter; nogle er imidlertid i stand til at udholde ubehageligheder og modstå provokation i lang tid. Husk at Paulus sagde at „kærligheden er langmodig, kærligheden er mild“. (1 Kor. 13:4) I sit brev til romerne nævnede han Guds langmodighed med menneskene: „Ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og véd ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?“ (Rom. 2:4) Jesus viste sandelig langmodighed mod Saulus, der til sidst lod sig omvende og senere sagde: „Men når barmhjertighed blev mig til del, var det, for at Jesus Kristus på mig som den største kunne vise hele sin langmodighed, så at jeg blev et eksempel på dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv.“ (1 Tim. 1:16) Paulus må ofte have tænkt tilbage på de dage da han som farisæer forfulgte de kristne, var stolt over sin stilling og fandt glæde i at ødelægge den kristne organisation. Han var med til at bryde ned, ikke til at bygge op. Men da han var på vej til Damaskus strålede pludselig et lys om ham og han hørte en røst sige til ham: „Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?“ Resultatet viste at Paulus værdsatte Kristi Jesu langmodighed der bevirkede at han kom til kundskab om sandheden.
12 Alle mennesker der lever på jorden i dag, og især de kristne, bør nære samme taknemmelighed mod Jehova Gud og Kristus Jesus for deres langmodighed, der har gjort det muligt for dem at leve indtil denne dag. De kan nu til gengæld vise langmodighed mod andre når disse ikke er enige med dem. På denne måde prøver de at vise dem vejen til det evige liv i Guds nye retfærdsverden. Vis også langmodighed over for dine brødre. — 1 Tess. 5:14.
Venlighed
13. Beskriv hvad venlighed er. (b) Hvordan lagde malteserne denne egenskab for dagen over for Paulus og de øvrige skibbrudne?
13 Venlighed, den femte i rækken af åndens frugter, er en egenskab der kan lægges for dagen på mange måder. At være venlig vil sige at være præget af en velvillig, imødekommende, elskværdig indstilling til andre, at have omsorg for andre. Vi skal ikke kun vise venlighed over for dem vi synes om. Vi må være venlige over for mennesker vi ikke engang kender. Paulus var genstand for en sådan venlighed, hvilket omtales i følgende beretning: „Da vi nu var blevet reddet, fik vi at vide, at øen hed Malta. Og de indfødte viste os en usædvanlig menneskekærlighed [menneskevenlighed, NW]; thi de tændte et bål og tog sig af os alle, da det begyndte at regne og var koldt.“ (Ap. G. 28:1, 2) Malteserne gjorde noget for at hjælpe de skibbrudne. De kendte dem ikke, de var fuldstændig fremmede for dem. Det kunne have været fjender der ville angribe øen. Men sådan så de indfødte ikke på det. Her var en lejlighed til at lægge en usædvanlig menneskevenlighed for dagen.
14, 15. Hvordan viser Jehovas vidner venlighed mod deres medmennesker?
14 Alle kristne har mulighed for at lægge venlighed for dagen, ofte på mere end én måde. Jehovas vidner prøver at vise venlighed mod deres medmennesker ved at bringe dem livets budskab i deres hjem, og ved at aflægge genbesøg og holde bibelstudier hos interesserede. Det koster dem både tid og penge, men de beder ikke om noget til gengæld. Mange værdsætter ikke den venlighed Jehovas vidner viser dem på denne måde. Dog må Jehovas vidner fortsat lægge denne venlighed for dagen da det er Guds vilje de på denne måde opfylder. Skriften giver til kende at alle mennesker må gøres bekendt med at Jesus købte hele menneskeslægten ved at give sit liv for den. Herved har han tilbudt alle mennesker det evige livs gave, selv om ikke alle vil tage imod den. Det bliver det enkelte menneskes egen sag.
15 Hvis den kristne har denne åndens frugt, venlighed, må det komme frem i hans daglige færd og opførsel over for alle mennesker, ikke kun over for nogle få udvalgte.
Godhed
16, 17. (a) Definer hvad godhed er og fortæl hvilke egenskaber den stilles i kontrast til? (b) Hvor nødvendig er denne egenskab i den kristnes liv?
16 Godhed er en beundringsværdig egenskab. Godhed er udslag af den rette etiske beskaffenhed, retskaffenhed, retlinethed. Da Paulus ønskede at fremhæve denne egenskab gjorde han det ved hjælp af kontraster. Han siger: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, . . . ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt . . . Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ (Ef. 5:3-5) Paulus formaner derefter de kristne at de ikke må gøre fælles sag med den slags mennesker. I den kristnes liv er der ikke plads til at omgås dem. Han siger: „.Gør derfor ikke fælles sag med dem! Thi I var forhen mørke, men nu er I lys i Herren; I skal vandre som lysets børn — lysets frugt består jo i al godhed og retfærdighed og sandhed.“ (Ef. 5:7-9) En sømmelig, ret og respektabel levevis, det er godhed. Selv i denne onde, degenererede verden er det en åndens frugt som det er nødvendigt at eje, siger Paulus.
17 Godhed er en egenskab man må værne om; den er et mål som den der har indviet sit liv til Jehovas tjeneste må stræbe henimod. Før nogen kan kaldes kristne må de aflægge enhver skammelig adfærd. Hvis vi skal frembringe åndens frugter og kvalificere os til at leve i Guds nye verden, må vi også eje denne åndens frugt, godhed.
Tro
18. Hvordan definerer Paulus hvad tro er, og hvor nødvendigt er det at have tro, ifølge hans udsagn?
18 „Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.“ (Hebr. 11:1) Sådan definerer Paulus tro. En kristen kan ikke være uden tro, for „uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. (Hebr. 11:6) Disciplen Jakob lagde sin tro for dagen, og han påpegede at troen må ledsages af gerninger. (Jak. 2:26) Hvis man tror på Jehova Gud, på Kristus Jesus og på hans rige, vil man også bevise sin tro i det man siger, det man gør, og i den måde man lever på.
19. (a) Hvad er nært forbundet med tro? (b) Hvilke eksempler har vi på mennesker der lægger deres tro for dagen i gerninger?
19 Et menneskes tro kan dø eller blive svækket. Mange der engang troede på Jesus Kristus som menneskehedens frelser og genløser, er faldet fra. De har vendt sig til udviklingslæren. De forkaster Bibelen. Men alligevel kalder de sig stadig kristne og slutter sig til en af kristenhedens kirker. Jakob ville have sagt til disse mennesker: „Hvis [troen] ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ (Jak. 2:17) Troen vil ytre sig, den vil give sig udslag i forkyndelse. Paulus sagde: „Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ (Rom. 10:10, NW) Troen vil styrkes hvis man gør brug af hjerte, sind og mund til offentligt at bekende sin tro på Guds rige som menneskets eneste håb. Jesus sagde: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Denne forkyndelse udføres i dag ikke alene af en rest af den „lille hjord“ som ejer tro, og som Jesus begyndte at indsamle for nitten hundrede år siden, men også af en „stor skare“ mennesker som kommer fra alle nationer og som har den samme tro. På grund af den tro som disse kristne lægger for dagen er der gjort store gerninger i disse vanskelige tider.
Mildhed
20. (a) Hvordan ses det i Jesu tilfælde at mildhed ikke er et tegn på svaghed? (b) Hvad sagde Paulus herom?
20 Mildhed antages undertiden fejlagtigt for at være et tegn på svaghed. Når vi læser beretningerne om Jesu liv i de fire evangelier fremtræder Jesus for os som en mild og sagtmodig mand. Dog fordømte han på det kraftigste al ondskab, hvilket fremgår af Mattæus-evangeliets 23. kapitel. Jesus var frygtløs. Hans kærlighed var fuldkommen og havde drevet frygten ud. Dem der var lærvillige behandlede han skånsomt og lemfældigt, han var afdæmpet i sine følelser og i sin optræden over for alle. På grund af denne mildhed var Jesus i stand til at undervise. Han sagde: „Bliv mine disciple, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, og I vil finde styrke for jeres sjæle.“ (Matt. 11:29, NW) De havde tillid til ham. De var ikke bange for ham når han sagde dem sandheden rent ud, for han gjorde det med kærlighed. De var parate til at lytte. Paulus kendte værdien af mildhed og sagde til Timoteus: „En Herrens træl behøver ikke at strides.“ At strides med mennesker hjælper dem ikke til at finde sandheden. Paulus sagde videre at en Herrens træl „må være taktfuld mod alle, egnet til at undervise, han må lægge bånd på sig selv når han lider ondt, og må med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt“. (2 Tim. 2:24, 25, NW) Guds ord talt på rette måde får et menneske til at angre, tvang gør det ikke.
21. (a) Viser historien at den romersk-katolske kirke har lagt mildhed for dagen? Begrund dit svar. (b) Hvordan afviger sand kristendom herfra?
21 Det romersk-katolske hierarki, som stadig udøver stor magt i verden, fulgte under inkvisitionen en ganske anden fremgangsmåde end den Paulus anviste. Denne falske religiøse organisation vil aldrig kunne udviske de uhyggelige spor den efterlod i historien da den udsatte mænd og kvinder for tortur, lemlæstede dem, hængte dem op i tommelfingrene, o.s.v. Disse inkvisitorer der hævdede at være kristne — ja, var præster, der udsatte jøder, maurere og „kættere“ for ulidelige pinsler — havde visselig ikke nogen mild ånd. Disse religiøse ledere kæmpede for at tvinge folk ind i den romersk-katolske kirke. Men hvilket resultat har de så nået ved deres krige, ved deres tortur? Fred og enhed i verden? Nej! Falsk religion har tvunget folk bort fra Gud med sine krige og sine korstog. Kristendommen vil aldrig kunne udbredes med kødelige våben. Hvis nogen tager imod sandheden sker det fordi forkynderen er mild og tålmodig over for dem der ikke er gunstigt stemt over for Bibelens budskab. Jesus anvendte denne metode, og det gjorde hans apostle også. Sande kristne i dag må anvende den samme metode. Mildhed er en frugt af Guds hellige ånd. Lægger man denne egenskab for dagen i sin forkyndelse af Guds rige vil det medføre varige resultater.
Selvbeherskelse
22. (a) På hvilke områder må den kristne udvise selvbeherskelse i sit liv? (b) Til hvilken slags mennesker regnes de der mangler selvbeherskelse?
22 Det er vanskeligt for ufuldkomne mennesker at udvise selvbeherskelse. Men hvorfor bruge det som undskyldning? Hvorfor ikke hellere prøve at lægge denne egenskab for dagen? Den er en af åndens frugter og må altså være opnåelig. At have selvbeherskelse vil sige at være i stand til at beherske sig selv, sine handlinger, sine ord, sine spise- og drikkevaner, ja endog sine følelser. I Paulus’ øjne hører de der ikke kan udvise selvbeherskelse til en temmelig foragtelig klasse mennesker. Han klassificerer dem med nogle som Bibelen siger ville være stærkt fremherskende i de sidste dage og som ville have et meget dårligt omdømme. I sit brev til Timoteus skrev han: „Men vid dette, at i de sidste dage skal der komme kritiske tider der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, elske penge, være indbildske, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, uden kærlig godhed, uden naturlig kærlighed, uforsonlige, bagtaleriske, uden selvbeherskelse, opfarende, uden kærlighed til det gode.“ (2 Tim. 3:1-3, NW) Hvorfor blive sat i klasse med sådanne mennesker fordi man mangler selvbeherskelse? Salomon skrev: „En tåbe giver slip på al sin ånd, men den vise bevarer den rolig til det sidste.“ (Ordsp. 29:11, NW) Hvis en kristen ikke har selvbeherskelse eller giver slip på den smule han har, er det meget let for ham at forfalde til kødets gerninger og dermed diskvalificere sig til at modtage Guds riges velsignelser. Det vil i sandhed være tåbeligt ikke at stræbe efter også at lægge denne åndens frugt, selvbeherskelse, for dagen. Har man kærlighed, udviser man selvbeherskelse.
23. Hvad må vi gøre for at opbygge os selv og for at forblive i Guds byggearbejde?
23 Alle disse åndens frugter sætter Paulus i kontrast til kødets gerninger. Når en troende indvier sig til at gøre Guds vilje, må der finde en forvandling sted. Man kan ikke længere handle som verden; ’de som hører Kristus til pælfæster kødet sammen med dets lidenskaber og begæringer’. (Gal. 5:24, NW) Man må undergå en forandring, man må opbygges. „Hvis vi lever ved ånd, da lad os også vandre sømmeligt ved ånd. Lad os ikke blive egoistiske, så vi udfordrer til konkurrence indbyrdes og misunder hinanden.“ (Gal. 5:25, 26, NW) Frembringer man åndens frugter kvalificerer man sig til at være i Jehovas nye verdens samfund. Det lønner sig altså ’nøje at give agt på sig selv og sin lærergerning’. „Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ (1 Tim. 4:16) Opbyg dig selv ved at give agt på de åndens frugter du frembringer, og hjælp samtidig Jehovas nye verdens samfund til at vokse. Kristne må være forenede; de må udgøre en enhed „som en hjord i folden, som en drift midt på græsgangen“. Tag føde til dig sammen med Jehovas får og vær med til at bevare enheden, thi „den retfærdiges hus har megen velstand, den gudløses høst lægges øde“. — Ordsp. 15:6.