’I elskede, bevar jer selv i Guds kærlighed’
„I, mine elskede, idet I opbygger jer selv på jeres allerhelligste tro og beder med hellig ånd, skal I bevare jer selv i Guds kærlighed“. — Judas 20, 21.
1, 2. Hvilken vejledning finder vi, foruden advarsler, i Judas’ brev?
JEHOVAS ufortjente godhed fremgår med største tydelighed af alt hvad han gør for dem der elsker ham. Gennem sit inspirerede ord viser han hvad han kræver af dem. Og hvor kan vi være taknemmelige for at en del af Guds ord, Judas’ brev, giver os advarsler der kan hjælpe os til at bevare et godt forhold til Jehova Gud!
2 Judas giver os imidlertid ikke kun advarsler; han viser også hvad vi må gøre for at blive opbygget åndeligt og for at ’bevare os selv i Guds kærlighed’. Med henblik på dette vil vi have stor gavn af at se nærmere på den sidste del af Judas’ brev.
Latterliggørelse forudsagt
3, 4. Hvilke „udtalelser“ af Jesu apostle var det Judas henviste til?
3 Judas giver os en vigtig påmindelse:
„Men I, mine elskede, husk de udtalelser som tidligere er blevet fremsat af vor Herres Jesu Kristi apostle; de plejede at sige til jer: ’I den sidste tid vil der være folk som latterliggør og som vandrer i overensstemmelse med deres ønsker om ugudelige ting.’ Det er dem der laver adskillelser, de er sjælelige og har ikke åndelighed.“ (Judas 17-19)
En stor del af Judas’ brev tjente til at afsløre de „ugudelige“ der underfundigt sneg sig ind i menigheden. I en særlig appel til sine medtroende, som han havde stor hengivenhed for, beder Judas nu læserne om at huske nogle ord som Jesu apostle har udtalt. Alle sande kristne vil føle sig tilskyndet til at ’kæmpe en hård kamp for troen’ når de tænker på disse udtalelser.
4 Apostelen Paulus advarede for eksempel sine medtilsynsmænd om at der iblandt dem ville fremstå nogle der ’fremførte fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig’. (Apostelgerninger 20:29, 30) Han skrev til Timoteus at ’i de senere tidsperioder vil nogle falde fra troen’. (1 Timoteus 4:1, 2) Og apostelen Peter advarede direkte om at der ’i de sidste dage ville komme folk som latterliggjorde og sagde: „Hvor er denne hans lovede nærværelse?“’ — 2 Peter 3:1-4.
5. Hvordan blev trofaste kristne måske behandlet af de „ugudelige“ der havde sneget sig ind i menigheden? Hvordan skulle de gudfrygtige reagere på dette?
5 Modtagerne af Judas’ brev havde derfor god grund til at regne med at der i perioden lige før afslutningen på den jødiske tingenes ordning ville fremstå nogle der ’latterliggjorde’. Det er ikke usandsynligt at de „ugudelige“ der havde sneget sig ind i menigheden, også ville latterliggøre de trofaste der holdt sig til Jehovas retfærdige normer og ikke ville slutte sig til ’de falske brødre’ i deres skamløshed. Men det var bydende nødvendigt at de gudfrygtige ’kæmpede en hård kamp for troen’, skønt de måske blev spottet af falske lærere der var drevet af umoralsk begær og ’vandrede i overensstemmelse med deres ønsker om ugudelige ting’. — Se også Andet Korinterbrev 11:26; Galaterbrevet 2:4, 5.
6. Hvad prøvede de ugudelige spottere at gøre?
6 Gud ville, gennem sin ånd, sikre menigheden blandt dem der elskede ham, men de ugudelige spottere prøvede at ’lave adskillelser’; de skelnede på deres egen måde mellem forskellige grupper blandt Jehovas folk. (Judas 19; Salme 133:1-3; 1 Korinter 1:10) Samtidig med at spotterne modsagde de trofaste mænd der var ansvarlige i menigheden, udtrykte disse ugudelige deres særlige beundring over for nogle der kunne give dem fordele. (Judas 8, 16) Ligesom farisæerne så de ned på menighedens almindelige medlemmer, der var beskedne, gudfrygtige mennesker. De samlede ikke med Herren; de prøvede at sprede. Også i dag er der nogle der prøver at drage de ubefæstede til sig i private grupper, for at de kan „læse Bibelen sammen“, som de siger. Dette kan aldrig virke fremmende på kærligheden til Gud, Kristus og den kristne menighed. — Lukas 11:23.
7. Hvorfor var det passende at de ugudelige blev kaldt „sjælelige“ eller „dyriske“?
7 Det var meget passende at disse mennesker blev kaldt „sjælelige“, eller „dyriske“, som Erikke Rosenørn-Lehns oversættelse siger. (Se også Kingdom Interlinear Translation, vers 19.) Skønt de regnede sig selv for at være åndeligt oplyste, sagde Judas at de ’ikke havde åndelighed’. De var, bogstaveligt oversat, „uden ånd“. Disse sjælelige, eller dyriske, mennesker manglede Jehovas ånd og kunne ikke forstå åndelige anliggender; deres niveau var ikke meget højere end fornuftløse dyrs. Hvis vi har Jehovas ånd og forstår „Guds dybder“, bør vi være vor himmelske Fader meget taknemmelige. — 1 Korinter 2:6-16.
Hvordan vi bevarer os selv i Guds kærlighed
8. Hvad kan udtrykket „jeres allerhelligste tro“ hentyde til?
8 Judas går nu over til en indtrængende opfordring:
„Men I, mine elskede, idet I opbygger jer selv på jeres allerhelligste tro og beder med hellig ånd, skal I bevare jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på vor Herres Jesu Kristi barmhjertighed med evigt liv for øje.“ (Judas 20, 21)
Judas viser her sine elskede medtroende hvordan de kan bevare sig selv i Jehovas kærlighed. At følge hans vejledning indbefatter naturligvis at man opdyrker tro, som er en frugt af Guds ånd. (Galaterne 5:22, 23) Men i betragtning af at Judas allerede har omtalt kampen for ’den tro som er blevet overgivet de hellige’ (vers 3), kan udtrykket „jeres allerhelligste tro“ hentyde til alle de kristne lærepunkter under ét, deriblandt den gode nyhed om frelsen. Grundvolden for en sådan sand tro er Kristus, og den kaldes ’den allerhelligste tro’ fordi den knytter sig til hellighedens Gud og udelukkende bygger på hans hellige ord. — Apostelgerninger 20:32; 1 Korinter 3:10-15.
9. Hvad må vi gøre for at ’opbygge os selv på vor allerhelligste tro’?
9 Hvis de kristne skal ’opbygge sig selv på deres allerhelligste tro’, eller styrke troen, må de flittigt studere Guds ord både hver for sig og som menighed betragtet. Det indtryk Bibelen gør på vort hjerte vil blive dybere jo oftere vi drøfter dens ord med vore medkristne, andre vidner for Jehova, og forkynder den gode nyhed for andre. Men uden oprigtig bøn kan intet af dette lade sig gøre. Man „beder med hellig ånd“ når man beder under dens påvirkning og i overensstemmelse med Jehovas ord. Bibelen, der er skrevet ved Guds ånds inspiration, viser os desuden hvordan vi bør bede, og hvad vi kan anmode om. For eksempel kan vi tillidsfuldt bede om at blive fyldt med Guds hellige ånd. Hvis vi „beder med hellig ånd“, vil vore bønner være udtryk for en god hjertetilstand, som Gud kan holde af. På denne måde vil vi være beskyttet mod farlige påvirkninger, for eksempel fra de „ugudelige“ der måtte snige sig ind i menigheden. — Lukas 11:13; Romerne 8:9, 26, 27.
10. Hvad måtte Judas’ medtroende gøre for at ’bevare sig selv i Guds kærlighed’?
10 For at ’bevare sig selv i Guds kærlighed’ måtte Judas’ medtroende holde Jehovas og hans søns bud. (Johannes 15:10; 1 Johannes 5:3) De der skal bevares i Guds kærlighed må føre en tale og adfærd Jehova kan godkende. Som ufuldkomne og syndige mennesker ville de trofaste, for at kunne forblive i Guds kærlighed, til stadighed have brug for Jehovas barmhjertighed, som udstrækkes gennem Jesus Kristus og er muliggjort af hans genløsningsoffer. (Romerne 5:8; 9:14-18; 1 Johannes 4:9, 10) Når Guds barmhjertighed fortsat hviler over Jesu trofaste disciple, vil det til sidst føre til evigt liv for dem. — Johannes 3:16.
Barmhjertighed mod andre
11. Hvad sagde Judas om barmhjertighed, og hvilke kategorier måtte man skelne imellem?
11 Judas fortæller dernæst hvor nødvendigt det er at vise barmhjertighed mod andre:
„Der er nogle der tvivler, og dem må I fortsat vise barmhjertighed; frels dem ved at rive dem ud af ilden. Men der er andre som I fortsat må vise barmhjertighed — med frygt, idet I hader endog underklædningen som er blevet plettet af kødet.“ (Judas 22, 23)
Hvis Judas’ medtroende skulle vedblive med at modtage Guds barmhjertighed, måtte de selv være barmhjertige mod andre, mennesker hvis liv stod på spil. (Jakob 2:13) Men hvis de troende skulle ’fortsætte med at vise barmhjertighed mod dem der tvivler’, var det nødvendigt at de kunne skelne mellem disse og ’drømmerne’.
12. (a) Hvilke tvivlstanker kunne opstå hos nogle under påvirkning af de „ugudelige“? (b) Hvordan var det muligt at ’rive nogle ud af ilden’?
12 Når de ugudelige fremførte falsk lære, når de knurrede og beklagede sig, kunne de fremkalde tvivl hos nogle der var åndeligt ubefæstede. De falske læreres overmodige tale kunne gøre tvivlerne usikre, så de spekulerede på om de indviede kristne virkelig var Jehovas folk, måske holdt de op med at tilbede Gud og forkynde den gode nyhed sammen med disse. De ubefæstede var i fare for at blive ramt af „ilden“, den evige udslettelse. (Se også Mattæus 18:8, 9; 25:31-33, 41-46.) Men ved hurtigt at komme dem til hjælp med åndelig formaning og bøn, kunne velfunderede kristne, især menighedens tilsynsmænd, frelse dem, så at sige „rive dem ud af ilden“. — Galaterne 6:1; Jakob 5:13-20.
13. (a) På hvilken måde havde nogle ’plettet deres underklædning’? (b) Hvordan kunne man frelse nogle hvis ’underklædning’ var blevet plettet?
13 Nogle var måske allerede bukket under for dem der ville besmitte kødet og havde sammen med dem givet efter for kønslig umoralitet, eller eventuelt for åndelig utroskab. (Jakob 4:4) Ved at deltage i dyriske, eller „sjælelige“, handlinger havde de så at sige ’plettet deres underklædning’. De havde plettet deres inderste personlighed som sande kristne, den personlighed de bar som en slags ’inderste klædning’. (Se også Åbenbaringen 3:4, 5.) Trofaste vidner for Jehova måtte passe på at de ikke selv plettede deres kristne personligheds klædning på denne måde, for det ville mishage Jehova Gud og kunne betyde deres udslettelse. Alligevel prøvede gudfrygtige mennesker, og især de udnævnte ældste, medfølende at hjælpe de svage hvis ’underklædning’ var blevet plettet, tilbage til frelsens vej. Hvis de vildfarne viste sand anger og sindsændring, ville det være muligt at ’frelse dem’ fra den død i Guds ugunst som deres urene vej ellers ville føre dem til. — Ordsprogene 28:13.
Herlighed, majestæt, magt og myndighed tilkommer Gud
14, 15. (a) Hvem kunne beskytte Judas’ salvede medtroende mod at snuble, og hvad kunne det indebære at snuble? (b) Hvordan kunne trofaste salvede vidner for Jehova blive ’fremstillet dadelfri’ for Gud? (c) Hvad ser ’den store skare’ frem til?
14 I sin afslutning overgiver Judas sine læsere til Gud, idet han siger:
„Men ham som er i stand til at beskytte jer så I ikke snubler, og at fremstille jer dadelfri for sin herlighed med stor glæde, den eneste Gud, vor Frelser gennem Jesus Kristus, vor Herre, ham tilkommer herlighed, majestæt, magt og myndighed i al forgangen evighed og nu og ud i alle evigheder. Amen.“ (Judas 24, 25)
Efter at have givet inspirerede advarsler og god, sund vejledning, måtte Judas nu overlade sine åndeligt truede medtroende til Guds omsorg. Kun Jehova kunne hjælpe dem til at vinde kampen mod de „ugudelige“ i deres midte. Det var derfor passende at Judas sluttede sit brev med en lovprisning af den Allerhøjeste.
15 Judas’ salvede medtjenere kunne have tillid til at Jehova var den der kunne ’beskytte dem så de ikke snublede’. Gud kunne hjælpe dem til ikke at falde i overtrædelse eller give efter for umoralske fristelser fra de ugudelige der søgte at besmitte kødet. Ja, Jehova kunne beskytte de gudfrygtige så de ikke ’snublede’, begik alvorlige synder og blev hjemfaldne til den ødelæggelse der venter falske, „sjælelige“ kristne der ikke omvender sig. Ydermere kunne Jehova „fremstille [sine trofaste vidner] dadelfri for sin herlighed“ eller „foran sin herlige person“. (NW, 1950-udgaven) På grund af Guds ufortjente godhed ville de kunne stå åndeligt uplettede. (Efeserne 2:1-7; Kolossenserne 1:21-23) Trofaste salvede vidner for Jehova ønsker at Jesus Kristus skal oprejse dem og fremstille dem i åndelig fuldkommenhed foran Guds „herlige person“. (Johannes 5:25; 11:24, 25) Det vil være til „stor glæde“ for dem. Ligeledes ser ’den store skare’ frem til at deres hyrde vil føre dem gennem „den store trængsel“, så de kan nyde endnu større forrettigheder i deres hellige tjeneste, efterhånden som de skrider frem til menneskelig fuldkommenhed her på jorden. — Åbenbaringen 7:9, 10, 14-17.
16. (a) Hvorfor kan Jehova kaldes „den eneste Gud vor Frelser gennem Jesus Kristus, vor Herre“? (b) Hvad tilskrev Judas Gud, og hvorfor var det passende?
16 Jehova er, som Judas sagde, „den eneste Gud, vor Frelser gennem Jesus Kristus, vor Herre“. I Bibelen omtales Jehova ofte som Frelseren. (Salme 106:21; Esajas 43:3; Jeremias 14:8; Lukas 1:46, 47) Det er ham der har givet os frelsen gennem Herren Jesus Kristus. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16; Romerne 5:8; 1 Johannes 4:9, 14) Det er meget passende at Judas tilskriver Jehova „herlighed“ (græsk: doxa) eller glans og ære. (Salme 29:1, 2, NW) Han tilskrev også Gud „majestæt“ (græsk: megalosyʹne), det vil sige kongelig „storhed“. (Int) Dette er en passende erkendelse af Jehovas store myndighed som „evighedens Konge“. (1 Timoteus 1:17) Judas nævnte også at Jehova besad „magt“ (kraʹtos), hvilket sikkert henviser til det herredømme han udøver, hvad enten det er i himmelen eller på jorden. (Se også Daniel 4:25; Åbenbaringen 11:16-18.) Endelig tilskriver Judas Gud „myndighed“ (græsk: exousiʹa), for Jehova har myndighed og evne til at handle som han vil. — Daniel 4:34, 35.
17. Hvorfor er følgende udtryk på sin plads: (a) „i al forgangen evighed“? (b) „nu“? (c) „ud i alle evigheder“?
17 Det var rigtigt af Judas at skrive at Jehova havde herlighed, majestæt, magt og myndighed „i al forgangen evighed“, eller „før al tid“, som menneskene kender den, begyndte — for Jehova er Gud „fra evighed til evighed“. (Judas 25 [NW; fodnoten til 1950-udgaven]; Salme 90:2) Jehovas tilbedere kan med rette tilskrive ham disse egenskaber „nu“, det vil sige både på Judas’ tid og i dag. Det samme tilkommer Jehova „ud i alle evigheder“, for han vil aldrig dø, og han vil altid have trofaste tilbedere. (Habakkuk 1:12, NW; Salme 148) Til sine afslutningsord, der næsten var som en bøn, føjede Judas et „amen“, eller: „Lad det ske.“ Og alle trofaste kristne vidner for Jehova tilslutter sig dette af hele deres hjerte.
Læg dig Judas’ ord på sinde!
18. Hvad har vi lært i Judas’ brev om (a) falske lærere? (b) „skamløshed“? (c) mangel på tro? (d) respekt for myndighed? (e) knurren og beklagelser? (f) dét at smigre eller beundre andre for egen fordels skyld?
18 Judas’ brev har meget at sige os som Jehovas vidner i dag. Vi må holde fast ved Guds ord og holde os langt borte fra falske lærere. (Job 13:16, NW; 27:8, 9, NW; Jeremias 17:13; Judas 4, 19) De trofaste må stå imod enhver tillokkelse til „skamløshed“. (Judas 3, 4; 1 Mosebog 39:7-12) Vi må ikke lade vor tro svækkes, for dette kan koste os det evige liv. (Hebræerne 3:12; Judas 5) Judas’ ord bør desuden tilskynde os til at respektere myndighed der hidrører fra Gud, og til ikke at falde for fristelsen til at tale imod dem der trofast varetager deres ansvarsposter i menigheden. (Hebræerne 13:17; Judas 8, 9) I stedet for at ’knurre’ eller beklage os bør vi, tilskyndet af Judas’ brev, vise kærlighed til Jehova Gud og til vore medtroende. (Mattæus 22:37-40; Johannes 13:34, 35; Romerne 13:8-10; Judas 16) Judas’ ord advarer os endvidere imod at smigre andre for vor egen fordels skyld, da dette er en af de vildfarelser der vil gøre os afskyelige i Jehovas øjne. — Ordsprogene 3:32; Judas 16.
19. Hvorfor bør vi lægge os Judas’ guddommeligt inspirerede ord på sinde?
19 Måtte vi derfor alle, som indviede kristne vidner for Jehova og hans elskede søn, lægge os disciplen Judas’ alvorlige og kærlige ord på sinde. (Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 1:8) Hans ord vil hjælpe os til at træde med endnu sikrere skridt på „livets vej“. (Salme 16:11) Måtte vi altid ’holde os efter Jehovas ord’, deriblandt Judas’ brev. (Salme 119:9-16) Hvis vi gør det, vil vi vinde i ’den hårde kamp for troen’ og vi vil, med Guds hjælp, kunne ’bevare os selv i Guds kærlighed’.
Husker du?
■ Hvem advarede om at der ’i de sidste dage ville komme folk som latterliggjorde’, og hvorfor gjorde Judas opmærksom på dette?
■ Hvad var ’den allerhelligste tro’, og hvordan kan vi opbygge os selv på denne?
■ Hvordan kunne Judas’ medtroende ’bevare sig selv i Guds kærlighed’?
■ Hvorfor havde nogle af dem der kaldte sig kristne behov for barmhjertighed, og hvad ville det sige at „rive dem ud af ilden“?
■ Hvorfor var det på sin plads at Judas tilskrev Jehova Gud herlighed, majestæt, magt og myndighed?
■ Hvilke vanskeligheder kan Judas’ ord hjælpe os til at overvinde, hvis vi lægger os dem på sinde?
[Illustration på side 15]
De trofaste vidner for Jehova i det første århundrede ’kæmpede en hård kamp for troen’,skønt falske lærere søgte at latterliggøre dem
[Illustration på side 16]
’Bed med hellig ånd’