Bliv ikke delagtig i andres synder
„Jeg har ikke siddet blandt usandfærdige mænd; og blandt fordægtige kommer jeg ikke.“ — SALME 26:4.
1. Hvorfor skrev Judas om noget andet til sine trosfæller end han først havde haft til hensigt?
FOR cirka 1900 år siden ønskede disciplen Judas at skrive til sine trosfæller om deres ’fælles frelse’, men fandt det nødvendigt i stedet at tilskynde dem til at „kæmpe en hård kamp for den tro som én gang er blevet overgivet de hellige“. Hvorfor? Fordi nogle ’ugudelige der forvandlede vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’, havde sneget sig ind i menigheden. — Judas 3, 4.
2. Hvad må vi undertiden overveje under bøn, selv om det er mere opmuntrende at tale om frelsen?
2 Det styrker og opmuntrer os at tale om vor fælles frelse. Når vi mediterer over frelsesbudskabet og alle de velsignelser frelsen vil medføre, føler vi en dyb og inderlig glæde. Ikke desto mindre kan det fra tid til anden være nødvendigt at tage andre alvorlige emner op, for eksempel hvordan vi skal forholde os over for en uret adfærd og alvorlige synder i menigheden. Hvis sådanne forhold ikke rettes, kan de underminere vor tro og bevirke at vi udgår af det løb der har det evige liv som mål. Judas’ advarsel mod en ukristen adfærd var meget kraftig, og kristne i dag har ligeledes brug for nu og da under bøn at overveje Bibelens vejledning der er ligefrem og direkte.
Vore egne synder
3. Hvorfor har vi alle brug for tugt, og hvordan bør vi tage imod den?
3 Salmisten David skrev: „Med min brøde blev jeg bragt til verden under veer, og med min synd undfangede min moder mig.“ (Salme 51:5) Vi er alle født som syndere. (Romerne 5:12) Apostelen Johannes skrev: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ (1 Johannes 1:8) Som syndere har vi nu og da brug for tugt for at forblive på den rette vej. En sådan tugt får vi fra Jehova gennem hans ord, Bibelen, og hans organisation. Hans tugt retleder os og hjælper os til at vandre i retskaffenhed ind for ham. Som apostelen Paulus påpegede: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ (Hebræerne 12:11) I betragtning af den frugt tugten skænker os, bør vi afgjort tage imod den med taknemmelighed.
4. Hvornår vil vi måske blive tugtet, og hvad kan det resultere i?
4 Det kan være at vi bliver tugtet af Jehova når vi er ved at bevæge os ind på en kurs der kunne føre til alvorligere forseelser. (Galaterne 6:1) Til andre tider bliver vi måske først tugtet når vi er nået længere ind på en forkert kurs. I sådanne tilfælde er det muligvis nødvendigt med en streng tugt, som da apostelen Paulus indtrængende formanede de kristne i Korinth til at gribe ind over for en utugtig i menigheden. (1 Korinther 5:1-5) Formålet med tugten er altid at hjælpe overtræderen til at ændre sind, vende om, og med faste skridt styre bort fra de syndige ønsker der fører til alvorlige fejltrin. (Jævnfør Apostelgerninger 3:19.) Jehovas tjenere er taknemmelige for at få en sådan tugt, og den er til gavn for dem. Den overtræder der blev irettesat i det gamle Korinth, tog også imod tugt og fik efter alt at dømme igen et godt forhold til menigheden. — 2 Korinther 2:5-8.
5. Hvad gør de fleste kristne der har begået en alvorlig synd?
5 Langt de fleste af dem der har indviet sig til Jehova, ved at det er nødvendigt at vandre retskaffent ind for Gud. Hvis de skulle begå en alvorlig synd, vil de hurtigt vende om fra deres onde vej, henvende sig til de udnævnte ældste og give udtryk for ægte sindsændring. (Jakob 5:13-16) Den kendsgerning at der hvert år kun er relativt få Jehovas vidner der udstødes, vidner om at de hader det onde og ønsker at gøre det gode. — Salme 34:14; 45:7.
Andres synder
6, 7. Hvordan prøver nogle der øver synd at påvirke andre?
6 Imidlertid lader det til at nogle der tilsyneladende elsker det gode har ladet sig bedrage af deres hjerte, for de synes ikke at hade det onde. (Salme 97:10; Amos 5:15) Som følge deraf begynder de at begå syndige handlinger og holder op med at kæmpe for at gøre det rette. Nogle går endda endnu videre, og prøver at lokke andre med på deres syndige vej. Hvor vigtigt er det ikke at vi afviser deres forslag! — Jævnfør Ordsprogene 1:10-15.
7 Til tider taler de der øjensynlig ikke hader det onde, så godt for sig at der hos dem der lytter til dem kan opstå et ønske om at gøre noget forkert. Tilskyndelserne drejer sig måske om at tage del i umoralitet eller i en handling der grænser til synd mod Gud. Det kan også forekomme at nogle tilskyndes til at foretage sig noget der rummer en fare for deres åndelige sundhed. De der prøver at overtale andre til at gøre noget forkert, vil måske hævde at Jehova er en kærlig Gud der vil vise os barmhjertighed hvis vi synder. De der lader deres ’forræderiske hjerte’ lede dem på afveje og prøver at lokke andre til syndige handlinger, kan volde varig skade. (Jeremias 17:9; Judas 4) Vi bør afgjort ’holde vor fod fra deres sti’! — Ordsprogene 1:15.
Delagtighed i andres synder
8. Hvilke spørgsmål bør vi overveje?
8 Lad os nu antage at én prøver at lokke os til at gøre noget som vi ved er forkert. Er det nok at vi blot afviser forslaget, eller rækker vort ansvar længere? Hvis vi ved at den der prøvede at lokke os til at begå en syndig handling, selv begår den, hvad bør vi da gøre?
9. Hvorfor undlader nogle at fortælle det til de ældste når de ved at en anden har syndet, og hvorfor er dette alvorligt?
9 Nogle der har kendskab til at andre har begået en syndig handling, vil måske være tilbøjelige til ikke at sige noget om det til dem der har hovedansvaret for at menigheden holdes ren. Hvorfor? Måske fordi de ikke vil betragtes som „sladderhanke“. Det kan også skyldes en falsk loyalitetsfølelse at de holder sagen hemmelig eller kun fortæller om den til dem der lover at tie. Dette er meget alvorligt. Hvorfor? Fordi det kan resultere i at man bliver delagtig i andres synder.
10, 11. (a) Hvad skrev apostelen Johannes om det at blive delagtig i andres synder? (b) Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv hvis vi ved at et andet medlem af menigheden har begået et fejltrin?
10 Apostelen Johannes påpegede at man kan blive delagtig i andres synder. Han skrev: „Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. . . . Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ (2 Johannes 9-11) En der var faldet fra „Messias’ lære“ kunne ikke betragtes som en god omgangsfælle, og ved end ikke at hilse på ham kunne den loyale kristne undgå at blive delagtig i hans onde handlinger.
11 Når det forholder sig sådan i forbindelse med frafaldne, er det klart at vi heller ikke vil ønske at blive delagtige i umoralske menneskers onde gerninger, som vi måtte have fået kendskab til. Hvad bør vi da gøre hvis vi ved at et medlem af menigheden har stjålet eller har fået for vane at drikke for meget? Hvis vi undlader at tilskynde vedkommende til at søge Jehovas tilgivelse og bekende sin synd for de ældste, står vi da fuldstændig dadelfri? Nej, der hviler et tungt ansvar på os.
Vigtigt at menigheden beskyttes og bevares ren
12. Hvorfor bør vi vise interesse for at menigheden bevares åndeligt ren?
12 Vi må hver især gøre vort til at menigheden bevares åndeligt ren. Dette blev på glimrende vis understreget i det sjette århundrede f.v.t., kort før de landflygtige jøder skulle forlade Babylon. Guds befaling lød: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra [Babylon], bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber.“ — Esajas 52:11.
13. Hvordan gjorde Judas opmærksom på at vi bør være interesseret i at beskytte Jehovas folk mod overtrædere?
13 Vi bør også være interesseret i at beskytte Jehovas folk mod dem der vil prøve at lokke hans tjenere til at gøre noget forkert. På Judas’ tid forsøgte nogle „ugudelige“ at ’forvandle vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’, men Judas var loyal og beskyttede sine trosfæller ved at advare dem. Han mindede dem om de dårlige eksempler som de troløse israelitter, de ulydige engle og andre havde sat. Vi vil gerne tilskynde dig til at læse hans inspirerede brev; det vil hjælpe dig til at forstå at loyale kristne ikke kan sidde med hænderne i skødet når menighedens renhed trues og Guds tjenere har brug for beskyttelse mod umoralske mennesker med urene motiver.
14. Hvordan kan Salme 26:4 hjælpe os til at vide hvad vi skal gøre hvis en overtræder ikke henvender sig til de ældste?
14 Men lad os nu sige at vi har tilskyndet en overtræder til at søge Guds tilgivelse og bekende sin synd for de ældste, og han så bliver ved med at udsætte det eller slet ikke kan se behovet for at gøre det. Kan vi så lade sagen falde? Nogle vil måske tænke at de ikke vil ’blandes ind i noget’. De vil måske ikke risikere at miste overtræderens venskab, og de ønsker måske heller ikke at blive betragtet som nogle der har svigtet andres tillid og fortrolighed ved at fortælle de ældste hvad de ved. Men disse ræsonnementer er ikke holdbare. Salmisten David skrev: „Jeg har ikke holdt til hos løgnere, og jeg kommer ikke hos bedragere.“ (Salme 26:4, Davids salmer) Vi ønsker afgjort ikke at blive ’løgneres’ og ’bedrageres’ medskyldige.
15. Hvordan fremgår det af Tredje Mosebog 5:1 hvad det er vort ansvar at gøre hvis en overtræder ikke har henvendt sig til de ældste inden for en rimelig tid?
15 Efter at vi har givet overtræderen rimelig tid til at henvende sig til de ældste angående sin synd, er det derfor vort ansvar over for Jehova ikke at blive delagtige i hans synd. Vi har pligt til at fortælle de ansvarlige tilsynsmænd at vedkommende har betroet os at han har begået et fejltrin, og at dette fejltrin er så alvorligt at de bør undersøge sagen. Denne handlemåde harmonerer med Tredje Mosebog 5:1, hvor der står: „I det tilfælde at en sjæl synder idet han har hørt en offentlig forbandelse [udtalt om at aflægge vidnesbyrd] og han er vidne — hvad enten han har set noget eller ved noget — og ikke meddeler det, da skal han bære ansvaret for sin misgerning.“ Vi bør naturligvis undgå at handle forhastet hvis vi blot har en formodning om at der er begået en synd.
16. Hvad har langt større betydning end loyalitet mod en ven der nægter at tale med de udnævnte ældste om sin alvorlige synd?
16 I vore dages verden er det ganske normalt at dække over andres alvorlige forseelser. Mange nægter kategorisk at udtale sig når de burde oplyse de ansvarlige om andres forseelser. Det kræver en stærk kristen personlighed at oplyse de udnævnte ældste om en trosfælles alvorlige synd. Men hvis vi skal bevare Jehovas velbehag, må vi ikke lade personlige venskaber gøre os blinde for andres synd. Vort forhold til Gud har langt større betydning end vor loyalitet mod en ven der har gjort sig skyldig i en alvorlig synd og som nægter at tale med de udnævnte ældste om sagen.
Noget vi alle bør overveje
17. Hvad viser at nogle unge i vore menigheder må passe på ikke at blive delagtige i andres synder?
17 Spørgsmålet om delagtighed i andres synder kan undertiden være et problem blandt de unge i vore menigheder. De forholder sig måske tavse og nægter at sige noget til dem der burde underrettes når nogle gør noget der kan have en skadelig indvirkning på menigheden og vække Jehovas mishag. Det at dække over andres forseelser er noget ganske almindeligt i mange skoler. Men når denne holdning breder sig til menigheden, kan det resultere i mange problemer. Det er endda sket at unge har sluttet sig sammen for at begå syndige handlinger, og over for hinanden har svoret at ville holde det hemmeligt for deres forældre og de ældste. Ved at give efter for gruppepres og ønsket om at være accepteret af andre har disse unge voldt sig selv, deres forældre og andre i menigheden stor sorg når deres urette handlinger er blevet afsløret. Vi må huske at „der er intet skjult som ikke vil blive gjort kendt“, og at et af de største ansvar der påhviler os over for Jehova er at bidrage til at hans organisation holdes ren. — Lukas 8:17.
18. Hvad bør kristne forældre gøre hvis deres børn begår en uret handling?
18 Alle Jehovas tjenere må passe godt på ikke at blive delagtige i andres synder. Nogle forældre forsøger at retfærdiggøre deres børns urette handlinger, og prøver at dække over dem. Hvis børnene alligevel modtager tugt, mener forældrene at „alle har vendt sig imod deres børn“. Men denne indstilling er forkert. Hvis børn har begået en overtrædelse bør deres gudfrygtige forældre i stedet hjælpe dem til at tage imod den nødvendige tugt efter de retningslinjer der er givet i Guds ord, og til at høste gavn af den.
19. (a) Hvad må kristne ægtefæller ikke gøre hvis en af dem har begået en alvorlig synd? (b) Hvad skal de ældste gøre hvis en af dem eller en menighedstjener begår en alvorlig synd?
19 Også kristne ægtepar må tage sig i agt for at overtræde Guds love ved at dække over hinandens alvorlige synder. De bør huske tilfældet med Ananias og Safira, der blev enige om sammen at dække over en alvorlig synd, uden at det dog lykkedes. (Apostelgerninger 5:1-11) Ældste bør også tage sig i agt for at dække over hinanden eller over menighedstjenere hvis en af dem har begået en alvorlig synd der kan føre til udstødelse. De bør følge det princip Paulus opstillede med ordene: „Vær ikke hurtig til at lægge hænderne på nogen; vær heller ikke delagtig i andres synder; bevar dig selv ren.“ — 1 Timoteus 5:22.
Visdommen i at forblive udadlelig
20. Hvad bør vi gøre i stedet for at dække over andres alvorlige synder og på den måde være delagtige i dem?
20 Jehovas tjenere må hverken være delagtige med verden i dens onde handlemåde, eller efterligne den. Apostelen Johannes skrev til Gajus: „Du elskede, efterlign ikke det onde, men det gode. Den der øver godt er af Gud. Den der øver ondt har ikke set Gud.“ (3 Johannes 11) Hvor klogt vil det ikke være at lade sig lede af Guds pålidelige ord og således ’øve godt’! I stedet for at dække over andres alvorlige synder og på den måde være delagtige i dem, bør det derfor være vor faste beslutning at skinne som lysspredere, at være „udadlelige og uskyldige“. (Filipperne 2:14, 15) Hver enkelt tjener for Gud er ansvarlig for at menigheden holdes ren, og for selv at forblive uplettet. (2 Peter 3:14) Men hvad nu hvis du er i tvivl om hvorvidt en handling som du er blevet bekendt med at en har begået, er en alvorlig forseelse? Så bør du føle dig fri til at tale med de ældste om hvad du bør gøre.
21. (a) I hvilken henseende er Kristi kærlighed til menigheden et eksempel for os? (b) Hvilket ansvar bør vi røgte med hensyn til andres synder?
21 Vi må elske Jehovas organisation som Jesus Kristus elsker sin åndelige brud, menigheden. Han „elskede menigheden og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den med vandbadet ved hjælp af ordet, for at han kunne fremstille menigheden for sig i dens pragt, uden at den havde en plet eller rynke eller noget sådant, men så den kunne være hellig og dadelfri“. (Efeserne 5:25-27) Vor kærlighed til Jehovas organisation skulle ligeledes bevæge os til at gøre hvad vi kan for at holde den ren. Måtte vi aldrig gøre noget der kan vanære Gud og hans organisation, eller se gennem fingre med syndige handlinger der begås af andre i menigheden. Lad os i stedet tilskynde overtrædere til at ændre deres adfærd og søge hjælp hos de ældste. Hvis de ikke gør dette inden for et rimeligt tidsrum, lad os da røgte vort ansvar og fortælle de udnævnte tilsynsmænd om sagen. Gør vi det, vil vi undgå at blive delagtige i andres synder og at pådrage os en del af ansvaret for deres urette handlinger.
22. (a) Hvad må vi gøre for at opnå frelsen? (b) Hvilke spørgsmål står stadig åbne?
22 Vor fælles frelse er en uforlignelig skat. Skal vi opnå den, må vi blive ved med at vandre i retskaffenhed ind for Jehova. Lad os da hjælpe hinanden til at gøre dette, og aldrig blive delagtige i andres synder. Jehova har kærligt tilvejebragt en organisation der kan støtte os i disse bestræbelser, og i denne henseende spiller de udnævnte ældste en betydningsfuld rolle. Men hvordan kan de efterligne Jehova og hans søn, ’den rigtige hyrde’? Hvordan kan de ældste hjælpe og støtte os på livets vej? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.
Husker du disse punkter?
■ Hvilket syn bør vi have på tugt?
■ Hvis en medkristen fortæller os at han har begået en alvorlig synd, hvad bør vi da tilskynde ham til at gøre?
■ Hvad bør vi gøre hvis vi ved at en overtræder ikke har bekendt sin synd for de udnævnte ældste?
■ Hvordan kan vi som ældste, ægtefæller eller børn undgå at blive delagtige i andres synder?
[Illustration på side 20]
Apostelen Johannes advarede mod delagtighed i andres synder