Kæmp en hård kamp for troen
„Jeg [fandt] det nødvendigt at skrive til jer og formane jer at I skal kæmpe en hård kamp for den tro som én gang for alle er blevet overgivet de hellige.“ — Jud. 3, NW.
1, 2. (a) Hvorfor er det farligt at tro på ordene „én gang frelst, altid frelst“? (b) Hvor bliver vi advaret imod at tro dem?
FÅ populære udtryk er mere bedrageriske og farlige end det man hører overalt i kristenheden: „Én gang frelst, altid frelst.“ Troen på en sådan floskel kan bringe én i ulykke; man kan miste det bibelske håb om evigt liv i en retfærdig ny orden under den almægtige Guds rige.
2 Med det formål at advare os imod sådanne farlige opfattelser som „én gang frelst, altid frelst“ og opmuntre os til at kæmpe en hård kamp for troen skrev en af Jesu Kristi disciple et kort brev som er af største betydning i dag. Det er den femogtresindstyvende bog i Bibelen, og det blev skrevet omkring år femogtres i det første århundrede e.v.t. Det hedder Judas’ brev, og det består kun af femogtyve vers, men om vi giver agt på den inspirerede vejledning i dem kan let blive det som afgør om vi opnår eller går glip af den frelse der er stillet alle Guds søns sande efterfølgere i udsigt.
3. Hvem var Judas, og hvorfor kalder han sig „træl“ af Jesus Kristus?
3 Gennem hvem gav Jehova Gud os denne betimelige advarsel? Brevet svarer: „Judas, Jesu Kristi tjener [træl, NW] og Jakobs broder, sender hilsen til de kaldede, som er optaget i Gud Faders kærlighed og bevaret for Jesus Kristus: barmhjertighed og fred og kærlighed blive eder stadig rigere til del!“ (Jud. 1, 2) Den inspirerede skribent Judas var en halvbroder til Jesus Kristus. (Matt. 13:55) Judas søgte imidlertid ikke at rose sig af at han var i kødelig familie med Guds søn; han var klar over at de der fra da af blev Jesu sande efterfølgere ikke ville kende ham efter kødet. (2 Kor. 5:16, 17) Derfor kalder han sig ydmygt „Jesu Kristi træl“. Dermed lægger han rettelig først og fremmest vægt på sit åndelige slægtskab med Jesus Kristus. Eftersom Judas ikke var en af Jesu Kristi apostle kalder han sig slet og ret „træl“; han troede ikke på Jesus Kristus som Guds søn før efter Jesu opstandelse. (Joh. 7:5; Ap. G. 1:14) Da kom han til troen på Jesus Kristus, og derefter gjorde han sig klart at han som træl var blevet købt for en pris — Guds søns dyrebare blod. Fra da af kunne Judas lige så lidt som enhver anden der blev købt ved Jesu Kristi genløsningsblod være menneskers træl. — 1 Kor. 7:22, 23.
4. (a) Hvem er Judas’ brev specielt henvendt til, men hvorfor er dets indhold aktuelt for alle der søger livet? (b) Hvad kræver Gud af dem der håber på frelsen?
4 Som træl af Kristus ønskede Judas at skrive om det der bedst kunne hjælpe hans medtrælle til at adlyde deres Herre. Derfor skrev han et „almindeligt“ brev, det vil sige et brev som ikke var stilet til en bestemt kristen menighed. Alligevel understreger det tydeligt hvem det er henvendt til: „Til de kaldede,“ dem der er kaldet til Guds himmelske rige hvor de skal herske sammen med Jesus Kristus som konger og præster. (1 Tess. 2:12) Disse åndssalvede kristne er „optaget i Gud Faders kærlighed og bevaret for Jesus Kristus“; derfor behager det Faderen at give dem himlenes rige såfremt de forbliver i en frelst tilstand. Dette inspirerede brev er henvendt til „Guds menighed“, altså de 144.000 som ifølge Bibelen er løskøbt ud af menneskeslægten, men den advarsel det indeholder er aktuel for alle der håber på frelse under Guds rige, alle der nærer håb om at komme til at leve evigt på en paradisisk jord. Også de må forblive i en frelst tilstand, være lige så helhjertede i deres indvielse, være lige så trofaste og bære de samme frugter, Rigets frugter, som de salvede kristne. Ja, alle der vil eje Guds frelse må kæmpe en hård kamp for den sande tro.
5. Hvad går Judas’ bøn ud på, og hvordan er den blevet opfyldt på Jehovas vidner i dag?
5 Judas beder til at Guds „barmhjertighed og fred og kærlighed“ må blive Kristi sande efterfølgere stadig rigere til del; der er endnu en rest af disse på jorden i dag. Gud har i sandhed vist denne åndelige rest af Kristi efterfølgere barmhjertighed, for i 1919 udfriede han dem fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og lod derpå freden brede sig iblandt dem så de endrægtigt kunne arbejde på at fremme Guds riges interesser. I sin kærlighed rensede Gud dem for babylonisk hedenskab og sendte dem derpå ud som sine vidner. Jehova Gud har siden da ladet sine udfriede kristne vidner nyde et stadig større mål af barmhjertighed, fred og kærlighed og som følge deraf har en „stor skare“ „andre får“ sluttet sig til dem. (Åb. 7:9-17; Joh. 10:16) Disse mennesker har set at Guds velsignelse hviler over resten af de „kaldede“, det åndelige Israels rest, og er nu selv blevet en del af den ’ene hjord’ af vidner for Riget. Da Jehovas vidners nye verdens samfund er én stor fredelig hjord som ledes af den gode Hyrde, kan de glæde sig over Guds kærlighed og barmhjertighed; de kan glæde sig over at Judas’ bøn rigeligt er blevet opfyldt på dem. Den var jo en anmodning om at Guds barmhjertighed, fred og kærlighed måtte blive os stadig rigere til del — ikke mindskes og til sidst ophøre. Kan noget så frygteligt hænde? Det kan hænde for enkeltpersoner; og for at vi kan være på vagt over for denne mulighed udtaler Judas en advarsel der viser hvad der kan ske hvis vi ikke bevarer os selv i Guds kærlighed:
En særlig grund til at kæmpe en hård kamp
6. Hvilken formaning får de kristne som enkeltpersoner, og hvorfor?
6 „Elskede, skønt jeg i enhver henseende havde sat mig for at skrive til jer om vor fælles frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til jer og formane jer at I skal kæmpe en hård kamp for den tro som én gang for alle er blevet overgivet de hellige. Min bevæggrund er at der har indsneget sig visse mennesker, som for længe siden af Skrifterne er blevet udpeget til denne dom, ugudelige mennesker der benytter vor Guds ufortjente godhed som en undskyldning for løsagtig adfærd og viser sig falske over for vor eneste ejer og herre, Jesus Kristus.“ — Jud. 3, 4, NW.
7. Hvilket emne ville Judas ellers have skrevet om, og hvorfor skiftede han emne?
7 Judas havde åbenbart ikke haft i sinde at skrive om at de skulle kæmpe en hård kamp for den sande tro. Han havde håbet at kunne skrive i almindelighed om „vor fælles frelse“; men Guds hellige ånd gav ham en fornemmelse af at der var noget som var mere presserende end en drøftelse af læren om den frelse der var fælles for de 144.000 som var kaldede til det himmelske rige. På Judas’ tid for nitten hundrede år siden var den gode Hyrde, Jesus Kristus, ikke begyndt at samle den „store skare“ der omtales i Åbenbaringen 7:9-17, så Judas skrev ikke om den frelse som alle medlemmer af den „store skare“ har lige adgang til. Selv om det Judas havde haft i sinde at skrive ikke direkte angår dem, er de dog fælles om det kostelige håb om frelse under Riget; de ser frem til at skulle leve evigt i den nye orden, med samme tillid som resten af den „lille hjord“ ser frem til himmelsk herlighed. Håbet om at skulle leve på en paradisisk jord vil de få indfriet under Riget ved Jesus Kristus, der hersker sammen med de „kaldede“. Altså døde Jesus Kristus ikke alene for de „kaldede“ men for hele menneskeverdenen, heri medregnet den „store skare“ mennesker som i dag har samme milde sindelag som får. (1 Joh. 2:1, 2) Disse „får“ har håb om at leve på jorden og de må også kæmpe en hård kamp for troen indtil de vinder prisen, for det vil glæde Satan Djævelen om han kunne franarre dem den.
8. Hvilken idé afslører Judas klart, og hvad havde Jesus Kristus tidligere sagt om enkeltpersoners frelse?
8 Da Judas skrev om at kæmpe en hård kamp for troen bragte han den bedrageriske idé „én gang frelst, altid frelst“ i søgelyset. At vi befinder os i en frelst tilstand skulle ikke få nogen af os til at tro at vi ikke kan glide bort fra eller blive trukket væk fra Guds kærlighed og derved gå glip af den frelse Gud udstrækker til lydige mennesker. Jesus Kristus havde tydeligt sagt — og Judas vidste det også — at „den, som holder ud indtil enden, han skal frelses“. (Matt. 24:13) Her talte Jesus om den enkeltes frelse, ikke om en frelse en masse. Der er ingen usikkerhed med hensyn til frelse for den skare der er kaldet til det himmelske rige, men spørgsmålet er: Vil vi som enkeltpersoner holde ud til enden, hvad enten vi hører til den „lille hjord“ eller til den „store skare“? „Enden“ som Jesus nævnede er ikke nødvendigvis et bestemt år eller Harmagedonslaget, men tanken er at vi skal holde ud til afslutningen på vort jordiske liv eller på den lange prøve. Den der ikke holder ud er illoyal. Vi må derfor blive ved med at kæmpe en hård kamp for troen lige til vi dør eller til afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning. Hvordan?
9. Hvad vil det sige at kæmpe en hård kamp for troen?
9 At kæmpe en hård kamp for troen kræver ikke alene at vi lige indtil enden holder fast ved det Gud lærer os; det kræver tillige at vi modstår de fristelser til fordærv som kan opstå fordi nogle benytter Guds ufortjente godhed som en undskyldning for en løsagtig adfærd. Vi må gøre os klart at Djævelens taktik altid er gået ud på at prøve om han kan få mennesker til at tjene hans snedige plan ved at snige sig ind iblandt Guds folk og så fordærv. Derfor er det påkrævet at alle der er gået ind for den sande tro kæmper en hård kamp. Denne kamp er en prøve på vor uangribelighed og vor kærlighed til Gud.
10. Hvad siger Judas at ugudelige mennesker vil gøre, og hvordan er dette blevet forudsagt?
10 Som begrundelse for at vi skal kæmpe en hård kamp for troen siger Judas at nogle foregivne kristne vil snige sig ind i Guds organisation. Det er „ugudelige mennesker“ der benytter Guds barmhjertighed som en undskyldning for en løsagtig adfærd. Omkring ti år før Judas skrev denne advarsel havde apostelen Paulus forudsagt at mennesker med slette motiver ville liste sig ind iblandt Guds folk. (Ap. G. 20:29, 30) Jesus havde også forudsagt at fjenden ville prøve på at bringe fordærv over Jehovas navnfolk. (Matt. 13:24-43) Djævelen hverver sine folk i en verden af mennesker der er blevet „åndeligt afstumpede“. — Ef. 4:17-19.
11. Hvilken holdning må vi indtage i betragtning af Judas’ advarsel, og hvorfor?
11 Da vi nu ved at Djævelen gerne vil have listet moralsk fordærvede mennesker med onde hensigter ind i den nye verdens samfund af Jehovas vidner, må vi alle være på vagt, og det gælder især menighedernes tilsynsmænd. Eftersom „dagene er onde“ og mange elsker ondskab, kan vi aldrig slække på vor agtpågivenhed. Den kristne menighed må være vågen, sigte dem der kommer ind og hindre at fjendtlige personer vinder indpas. Ganske vist ved vi at onde mennesker ikke kan fordærve organisationen som et hele, men de kan skade en menighed, for de kan forårsage at Guds ånd bliver hæmmet så længe de befinder sig i den pågældende menighed. Ikke alene erfarer menigheden måske ingen vækst, men nogle af dens medlemmer kan blive trukket bort fra den og forfalde til umoralitet. Det må man være på vagt overfor så Guds organisation bevares ren og ubesmittet.
Øjne fulde af utugtigt begær
12. Hvilken advarsel giver Judas ugudelige mennesker der vil prøve på at snige sig ind i Guds organisation, og hvad er Djævelens motiv til at prøve på at få sådanne mennesker listet ind?
12 Judas advarer dem som vil prøve at fordærve Guds folk og siger at de „for længe siden af Skrifterne er blevet udpeget til denne dom“, hvilket vil sige evig udslettelse. Hvad er der galt med disse mennesker? Deres bevæggrund. De tænker som så: Gud er barmhjertig, han vil tilgive os selv om vor adfærd er umoralsk. De benytter Guds barmhjertighed som en undskyldning for at tilfredsstille deres kødelige lyster. (1 Kor. 6:9, 10) De prøver på at overtale vægelsindede troende til at indlade sig på løse forbindelser; de får andre til at tro at der ikke sker noget ved at give efter for sine lidenskaber en gang imellem, for Gud er rede til at tilgive os hvis vi bekender vore synder. Disse mennesker drives altså af ønsket om at opnå kønslig tilfredsstillelse, og som i tilfældet med Kain lurer synden ved døren; de har ikke rene øjne. Peter beskriver dem således: „Deres øjne er fulde af utugtigt begær og spejder uafladeligt efter synd; de lokker ubefæstede sjæle; de har hjertet opøvet i havesyge.“ (2 Pet. 2:14) Djævelen bruger disse mennesker hvis øjne er „fulde af utugtigt begær“ og prøver på at fordærve dem hvis øjne og hjerter er rene og forlede dem til synd.
13. Hvilken modsætning er der mellem disse ugudelige mennesker og Moses, og hvad har den kristne derfor pligt til?
13 Ulig Moses tror disse onde mennesker at de kan „nyde synden en stakket stund“ og dog opnå frelse. (Hebr. 11:25) De tror de kan give efter for deres lidenskaber og bagefter vise en tilsyneladende anger og forblive blandt Guds folk til næste gang de får lyst til at hengive sig til synd, ja indtil de atter kan forlede andre til umoralitet. Det vil i realiteten sige at de benytter vor Guds ufortjente godhed som en undskyldning for løsagtig adfærd. Det er imod sådanne umoralske personer de kristne må kæmpe en hård kamp; de må modstå dem, ikke alene for at hindre at de skader enkeltpersoner, men også for at afværge den skade de forvolder hvis en menighed tolererer at de prøver på at fordærve og trække nogen af det modsatte køn ned på et uværdigt plan.
14. Hvorfor er kristenhedens moralske forhold ingen undskyldning for at give efter for umoralske personers indflydelse?
14 Den kendsgerning at kristenheden er slået ind på den løsagtige adfærds vej og at der i dens skoler og kirkeorganisationer findes mange mennesker som fører et umoralsk levned, giver ikke en sand kristen undskyldning for at give efter for sine lidenskaber. Judas siger klart at de der forfalder til synd „viser sig falske over for vor eneste ejer og herre, Jesus Kristus“. Eftersom vi må holde fast ved den tro som én gang for alle er blevet overgivet de hellige, bør vi være standhaftige over for ugudelige personers indflydelse; vi må modstå enhver form for fordærv i disse onde tider.
En påmindelse for os
15. Hvordan illustrerer Judas at man kan gå fortabt selv om man befinder sig i en frelst tilstand, og hvilken udfrielse havde israelitterne som folk betragtet erfaret?
15 For at understrege at vor frelse ikke endnu er sikret os fuldstændigt selv om vi er kommet til troen, viser Judas at man kan befinde sig i en frelst tilstand og dog gå fortabt. Hvordan kan det ske? Det kan ske hvis vi ikke kæmper en hård kamp men giver efter for ugudelige menneskers fristelser. Judas advarer om at dommen over disse mennesker er blevet forudsagt. Hvordan? Gennem Bibelens historiske beretning! Vi kan hente mange eksempler i Guds ord som viser hvordan Jehova har handlet med ugudelige mennesker i fortiden; disse eksempler lader os forstå hvad Gud vil gøre ved tilfælde af lignende art i dag. Allerede før sådanne personer sniger sig ind og prøver at forlede andre til umoralitet advares de altså om hvilken dom der vil ramme dem! Judas skriver: „Skønt I én gang for alle har fået kundskab om det alt sammen, vil jeg minde jer om, at da Herren havde frelst sit folk ud af Ægyptens land, tilintetgjorde han dog senere dem, der ikke troede.“ (Jud. 5) Ja, hvilken storslået udfrielse erfarede israelitterne ikke i 1513 f.v.t.! Med stærk hånd udfriede Jehova dem og frelste deres førstefødte fra døden da den tiende plage ramte Ægypten. Ikke alene blev israelitterne udfriet da dette slag blev rettet mod de førstefødte, men også senere ved Det røde Hav. „En stor hob sammenløbet folk“, ikke-israelitter, blev også udfriet. — 2 Mos. 12:38.
16, 17. (a) Hvad lærer de kristne af eksemplet med israelitterne og den store „hob sammenløbet folk“? (b) Hvordan udtrykte apostelen Paulus den samme advarsel, og hvordan bør vi reagere på den?
16 Hvad skildrer dette forbilledligt? Det skildrer at de som Jehova i dag frelser fra denne tingenes ordning ikke må løbe til Ægypten og lade sig trælbinde af synden — idet vi erindrer at Ægypten er et billede på den nuværende verdensordning. (Åb. 11:8; 2 Kor. 4:4) Deres indledende udfrielse fra denne onde tingenes ordning betyder ikke at de definitivt er frelst til evigt liv i Guds nye orden og ikke kan forspilde muligheden. Det kan det ikke betyde hvis israelitterne og den store hob „sammenløbet folk“ er et virkeligt forbillede. Da de udfriede nåede ud i ørkenen udslettede Jehova, deres Frelser, en million israelitter. (2 Mos. 12:37; 4 Mos. 14:26-38) Hvorfor? Fordi de gav efter for syndens bedragende magt. Synden er nemlig bedragerisk; den lister sig ind på og falder ubarmhjertigt over menneskene, som det skete i tilfældet med israelitterne. Jesu Kristi apostel Paulus advarer os om at den indledende udfrielse fra det modbilledlige Ægypten og dets babyloniske hedenskab ikke er en endelig garanti for at man er frelst. Han siger: „De fleste af dem [israelitterne i ørkenen] fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen. I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: ’Folket satte sig til at spise og drikke [de ofre der var bragt til Ba’al-Peor], og derpå stod de op for at lege [pleje omgang med de kana’anæiske kvinder der indbød dem til ofringerne].’ Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på én dag faldt der treogtyve tusinde. Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger. I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af ’ødelæggeren’. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ — 1 Kor. 10:5-11.
17 Her skrev Paulus til de kristne, og han hentede sin illustration fra det forbilledlige bogstavelige Israel. Israelitterne blev ledsaget af „en stor hob sammenløbet folk“ der var venligt stemt over for Israel; i nutidens modbillede gælder advarselen derfor både resten af de salvede kristne og den „store skare“ af de „andre får“. Følgelig må alle der er købt med Jesu Kristi blod være på vagt over for personer der pønser på at lokke dem og forlede dem til umoralitet så de kommer til at trælle under synden. Enhver kan blive angrebet, ligegyldigt hvor længe han har befundet sig på frelsens vej. Slæk aldrig på forsigtigheden, bliv ikke stolt og sæt ikke for stor lid til dig selv, men ransag altid dig selv i lyset af Guds ord, så du ikke bliver overrumplet af syndens bedragende magt.
Selv engle kan gøre sig fortjent til udslettelse
18. På hvilken anden måde illustrerer Judas hvor nødvendigt det er at vi kæmper en hård kamp for den kristne tro?
18 Judas bruger også et andet billede for at vise hvor nødvendigt det er at kæmpe en hård kamp for den kristne tro: „Og de engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag. Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.“ — Jud. 6, 7.
19, 20. (a) Hvilken synd begik de engle Judas taler om, og hvilken straf fik de? (b) Hvad kan vi lære af eksemplet med de engle som syndede?
19 Disciplen Judas sammenligner ugudelige mennesker der vil prøve på at fordærve andre i Guds organisation, med de faldne engle i Noas dage. Disse materialiserede sig uden tvivl som fuldkomment smukke mennesker; de må derfor have virket yderst tiltrækkende. Men var de kommet til jorden for at føre menneskene tilbage til Gud? Nej, de havde et uret motiv. Deres øjne var fulde af utugtigt begær. De hang ved de smukke menneskedøtre. Betagende som de var af ydre gjorde disse materialiserede engle lokkende tilnærmelser til de kønne piger. Uden hensyn til om de havde ret til det tog de øjensynlig hvem de ville og så mange de ville af disse kvinder til hustruer; de har antagelig haft flere hustruer end Lemek, der i sin tid havde taget to hustruer. (1 Mos. 4:19) Deres smukke udseende hjalp dem til at snige sig ind blandt menneskene og fordærve dem. Ifølge Judas skulle noget lignende ske i vore dage; personer der måske nok var pæne af ydre ville slippe ind blandt Guds folk, blot for at søge bekendtskaber blandt kristne af det modsatte køn, så de kunne forlede dem til umoralitet og trække dem ned på fordærvets nedværdigende plan. På Vandflodens tid dematerialiserede de ulydige engle sig, men de kunne ikke vende tilbage til Guds hellige organisation. Gud sørgede for at de blev „holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag“. De befandt sig i åndeligt mørke, de havde intet lys fra Gud. De gjorde sig selv til dæmoner fordi de havde et uret motiv. (1 Mos. 6:1-5) Vi kan tage ved lære af deres dårlige eksempel.
20 Vi lærer her at selv engle der skuer Guds ansigt kan falde for synden og blive dømt til udslettelse. Det har aldrig været Guds hensigt at englene skulle leve dels i himmelen som ånder, dels på jorden som mænd der levede sammen med kvinder. Men disse engle forlod deres høje hverv i himmelen. Hvis engle kan falde og gøre sig fortjent til udslettelse, hvordan kan ufuldkomne mennesker så tro at deres frelse er sikker og at der ingen mulighed er for at forspilde den? Kun ved at kæmpe en hård kamp for troen kan vi forblive i den frelste tilstand. Vi ønsker ikke at være som de engle der mistede deres høje stillinger. Modstå derfor de mennesker der går uden for de rammer Gud har sat for dem og søger at besmitte kødet.
21. (a) Hvilken synd var det især Sodoma og Gomorra blev ødelagt for? (b) Hvordan kan man sige at ødelæggelsen af disse byer står som en advarsel og samtidig som en opmuntring for gudfrygtige mennesker?
21 Efter at Judas har talt om de syndige engle kommer han med endnu en advarsel; han nævner en ødelæggelse som Gud iværksatte mere end 450 år efter Vandfloden, da han straffede byerne Sodoma og Gomorra ved at udslette dem med ild. Byernes indbyggere var „hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen“. De bedrev ikke alene utugt med kvinder, men begærede også mænd og søgte måske endog omgang med dyr. (3 Mos. 18:22-25) Bibelen fortæller os at Jehova sendte to engle til Sodoma for at inspicere de moralske forhold i byen og for at frelse Lot fra den ødelæggelse der skulle ramme den. Lot bød gæstfrit englene ind i sit hjem, men en pøbel af ugudelige indbyggere i Sodoma, både unge og ældre mænd, forlangte de to engle udleveret i den hensigt at tilfredsstille deres perverse lyst på dem. Selv efter at englene havde slået hoben med blindhed prøvede sodomitterne i deres lidenskab at lægge hånd på dem. Næste morgen lod Jehova ild og svovl regne ned over Sodoma og Gomorra. Lot og hans døtre undslap den ødelæggelse der kom over sodomitterne. Denne ødelæggelse er sat til „et advarende eksempel“. For hvem? Peter svarer: „Byerne Sodoma og Gomorra dømte han [Gud] til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider. . . . Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag, især dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst [dem der vandrer efter kødet med ønsket om at besmitte det, NW].“ — 2 Pet. 2:6-10.
22. (a) Hvilken advarsel bør vi derfor tage os til hjerte? (b) Hvordan udfrier Gud de retfærdige af deres prøvelser?
22 Hvis nogen inden for Guds organisation vil besmitte kødet bør de tage sig i agt! Dommen som venter dem er evig udslettelse. Måtte alle sande tilbedere tage sig advarselen til hjerte og ikke så meget som overveje de lokkende tilbud sådanne mennesker kan fremsætte. Modstå dem! Kæmp en hård kamp for troen! Vi kan være sikre på at Gud ved hvordan han skal udfri gudhengivne mennesker af deres prøvelser. Gud befrier os ikke nødvendigvis for de vanskelige forhold vi lever under, for han lader dem tjene som en prøve for os. Gud udfrier de retfærdige af deres prøvelser ved at afskære de ugudelige når tiden dertil er inde. Han fjerner dem der giver anledning til at andre udsættes for prøvelser.
23. Hvad må vi aldrig blive trætte af? Hvilken belønning har vi håb om at opnå?
23 Vi ved ikke hvor længe de onde endnu får lov til at bringe prøvelser over os, men vi må uden at blive trætte forkynde „denne gode nyhed om Riget“ og samtidig modstå ugudelige mennesker. Hvis vi trofast fortsætter hermed vil vi opnå at blive udfriet og frelst når Gud fjerner de ugudelige, og vi vil stå tilbage i en renset ny tingenes ordning. Indtil da må vi aldrig slække på vor agtpågivenhed men altid kæmpe en hård kamp for troen.
[Illustration på side 32]
Sodoma og Gomorra, et advarende eksempel