Slut dig til ’den store skare’ der „har Guds velvilje“
1. (a) Hvorfor er der blevet vist Adams efterkommere velvilje? (b) Hvordan gav Gud i en profeti udtryk for sit ønske om at bringe velvilje ved sin søn?
BLANDT de mennesker der „har Guds velvilje“ er Kristus Jesus den største der har levet. Som Guds enbårne søn, menneskegjort og sendt til jorden, erfarede Jesus sin Faders velvilje mere end noget andet menneske. Af kærlighed til de mange som, skønt de tilhører den syndige og døende menneskeslægt, er retfærdigt indstillede, gav Gud sin yndlingssøn som en genløsning. Gud vidste på forhånd at det ikke var alle Adams efterkommere der ligesom deres forfader ville lade hånt om lydighed og retfærdighed. Nogle ville opdyrke kærlighed til sandhed og gudsfrygt og søge at genvinde Guds gunst. Det var af hensyn til dem genløsningen blev tilvejebragt. Guds mest betroede og elskede medarbejders liv var et alt for dyrebart, alt for værdifuldt offer at øde eller spilde på dem der hverken fortjener eller påskønner det. (Rom. 5:15, 18; 1 Joh. 4:9, 10; Matt. 20:28) Jesu nærværelse på jorden for nitten hundrede år siden var et bevis på Guds velvilje, for den garanterede at Gud aldrig ville glemme, eller forsømme at opfylde, den pagt ifølge hvilken han havde lovet at velsigne alle der er det værd blandt jordens folk eller slægter. (1 Mos. 22:17, 18) Længe før Guds trofaste søn kom til jorden gav Gud i en profeti dette løfte om at vise ham sin velvilje: „Jeg hører dig i nådens stund [i en tid med velvilje, NW], jeg hjælper dig på frelsens dag, vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: ’Gå ud!’ til dem i mørket: ’Kom frem!’“ — Es. 49:8, 9.
2. Hvornår opfyldes denne profeti, som Paulus viser?
2 Århundreder senere henviste apostelen Paulus til denne profeti til støtte for sin opmuntring til de kristne på hans tid der gerne ville eje Guds velvilje. Paulus skrev: „Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde. (Han siger jo: ’I en nådig stund bønhørte jeg dig, og på en frelsens dag hjalp jeg dig’. Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!)“ (2 Kor. 6:1, 2) Hvor tåbeligt at forpasse lejligheden, at modtage Guds nåde eller ufortjente godhed forgæves, når vi nærmer os afslutningen på den nådige eller belejlige tid, „frelsens dag“ eller „året med velvilje fra Jehova“!
3. Hvilken særlig tjeneste har Gud givet bemyndigelse til? Gennem hvem gør han indbydelsen kendt?
3 Vel vidende at vi er ufuldkomne og syndige og har arvet fjendskabet med ham, indbyder Jehova os til at søge forligelse eller venskab med ham hvis vi vil opnå hans gunst og velvilje mens det endnu er muligt. Gennem trofaste vidner på jorden som allerede har taget imod den forret at tilbede ham som deres Gud og som allerede er blevet „mennesker der har Guds velvilje“, gør han sin indtrængende henstilling eller indbydelse kendt for endnu andre der længes efter retfærdighed og sandhed. Den forret at repræsentere Gud ved at udbrede dette budskab kaldes af Paulus „forligelsens tjeneste“. Han siger: „Alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:18-20.
4, 5. (a) Hvorfor udsender Gud sine „ambassadører“ på jorden? (b) Lykkes „forligelsens tjeneste“?
4 på Paulus’ tid sendte man ambassadører ud til nationerne som var i krig eller som truede med at indlede krig, for at søge at mægle og derved afværge blodsudgydelse. (Luk. 14:31, 32) Alle mennesker ligger i fjendskab med Gud som følge af den synd og ufuldkommenhed de har arvet fra Adam. Gud har allerede taget de skridt som muliggør at dette fjendskab kan hæves, og kærligt og barmhjertigt udsender han sine „ambassadører“ eller „sendebud“, så de kan vise hvordan man bliver ’forligt med Gud’ og genvinder hans gunst og velvilje. Tager du imod den indbydelse der rækkes dig af Guds „sendebud på Kristi vegne“ så du kan opnå evigt, liv gennem den foranstaltning Gud så kærligt har truffet ved sin elskede søn?
5 Hver måned er der tusinder som udnytter den tid der er tilbage af „året med velvilje fra Jehova“. De ser hvilken håbløs forfatning den nuværende tingenes ordning befinder sig i, og vælger den praktiske visdoms vej. De vender sig til Guds ord, Bibelen, der lærer dem at Gud har storslåede velsignelser i beredskab til de mennesker der har hans velvilje. De der tager imod indbydelsen og lader sig forlige med Gud, udgør en konstant voksende „stor skare“.
6. Hvordan blev det forudsagt at der skulle komme en voksende stor skare troende, og hvilke karakteristiske træk er der ved deres gudsdyrkelse?
6 De mennesker som er kendt med Guds ord overraskes imidlertid ikke af at der findes en sådan „stor skare“, for den forekom i et profetisk syn af vor tid, et syn som den trofaste apostel Johannes fik på øen Patmos og som han nedskrev i Åbenbaringens bog. Han beskrev den således: „Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åb. 7:9, 10) Denne ’store skare’ består åbenbart af „mennesker der har Guds velvilje“, og de er ikke splittede på grund af racefordom eller nationale skel, de hader heller ikke hinanden eller ser ned på hinanden fordi deres hudfarve ikke er ens eller de taler forskellige sprog. De kommer fra alle nationer, stammer, folk og tungemål, de står enigt sammen, og skulder ved skulder lovpriser de Gud og Lammet og erklærer at alt kommer fra dem.
7. Hvornår viser ’den store skare’ sig ifølge profetien?
7 Hvornår viser de sig? Johannes skriver: „Det er dem, som kommer fra den store trængsel.“ Det vil sige at Gud, fordi de nyder hans gunst, har beskyttet dem mod vreden på „dagen med hævn fra vor Gud“, idet „den store trængsel“ som de kommer ud af ikke kan være andet end fuldbyrdelsen af Guds dom over den nuværende onde tingenes ordning. At de har overlevet „den store trængsel“ antyder at de må være blevet samlet ind i „året med velvilje“, før „dagen med hævn fra vor Gud“ brød løs i al sin rasen i den store trængsel som kulminerer i Harmagedonslaget. — Åb. 7:14; Matt. 24:3, 21, 22.
8. Hvilke skridt tager disse for at tilkendegive deres tro på Guds løfter?
8 Har disse begunstigede søgt forligelse med Gud gennem hans foranstaltning til liv ved Kristus Jesus? Johannes svarer: „De har, tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel.“ (Åb. 7:14, 15) De erkender således deres egen syndige og urene tilstand og forstår at de må tage initiativet, gøre noget positivt for at bevise at de er værdige til at modtage Guds gunst og blive „mennesker der har Guds velvilje“. Derfor siges der om dem at „de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. Det betyder at de har angret deres tidligere livsførelse og i tro taget imod Jesu forsoningsoffers rensende kraft.
9. Hvad har de der tilhører ’den store skare’ gjort for at opnå Guds velvilje, og på hvilket grundlag har de truffet deres valg?
9 Det viser også at de har gjort store forandringer i deres liv, idet det bemærkes at de uden forbehold har valgt at følge den livsform som Gud godkender. At de så villigt lader sig rense for at stå rene i Guds øjne viser at de har erkendt at Gud hader ondskab og urenhed men velsigner retfærdighed, integritet og sandhed. Meget passende ses de foran tronen iført hvide klæder, rene og uplettede af verden. De har således betingelsesløst indviet sig til Gud. De retter udelukkende deres tilbedelse mod Gud, for det er hans trone og ingen anden de har stillet sig foran. Deres indvielse skyldes ikke et pludseligt følelsesbetonet indfald og den er heller ikke et isoleret udslag af hengivenhed. Nej, det er en indvielse som gælder hele livet og som ikke kan trækkes tilbage; den er foretaget med glæde, efter egen tilskyndelse og altså ikke under tvang. De har selv taget initiativet, selv truffet valget. Under deres studium og undersøgelse af Guds ord har de lært at Guds vej er visdoms vej og at de belønninger og velsignelser han giver er varige og sikre. For at blive genstand for hans velvilje må de gøre en bestræbelse og lydigt tage de skridt der behager ham. — Ap. G. 3:19; Hebr. 9:22; 1 Joh. 1:9.
10. Hvem har ’den store skare’ ivrigt sluttet sig til, og hvilket formål har det tjent?
10 Som sande kristne og disciple af Kristus tager de med glæde og iver del i den aktive tilbedelse af Gud sammen med resten af den „lille hjord“ af åndelige israelitter, de 144.000 som Gud har ’beseglet’ og som nævnes tidligere i Åbenbaringens syvende kapitel. (Luk. 12:32; Åb. 7:4; 14:1-5) Under tilsyn af den salvede rest af åndsavlede har ’den store skare’ af trofaste disciple fået den forret at tage del i det arbejde Gud lader udføre i vor tid, nemlig forkyndelsen af „dette evangelium om Riget“. Deres nidkære bestræbelser har i høj grad medvirket til at få budskabet ud „over hele jorden til et vidnesbyrd“, som en opfyldelse af Jesu profeti. Gud har ladet dem deltage i „forligelsens tjeneste“ sammen med resten, der virker som „sendebud på Kristi vegne“. De har i sandhed tjent ham „dag og nat i hans tempel“. — Matt. 24:14; 2 Kor. 5:20.
11. Hvad røber det at disse „mennesker der har Guds velvilje“ offentligt bekender deres tro?
11 I lighed med Jesus og hans „lille hjord“ skjuler eller fortier de ikke at de har besluttet at tilbede Gud, ej heller skammer de sig over at være kendt som tilbedere af Jehova, som hans trofaste vidner. Dette fremgår af at Johannes i synet hører dem råbe højt og offentligt bekende deres tro på Gud og Lammet. At de offentligt har erklæret og bekræftet deres stilling over for Gud, bevidner yderligere at de uforbeholdent har indviet sig til ham. De har tilkendegivet deres absolutte fortrøstning og tillid til Jehova og hans løfter om liv. De ved at Jehova er den eneste sande Gud, at han har retten og at hans sag vil falde ud til sejr for ham.
12. Hvordan kommer Guds velvilje over for ’den store skare’ til udtryk rent konkret?
12 Gud overser ikke at de ydmygt tager imod hans foranstaltning til liv. Han glemmer ikke deres trofaste og nidkære retfærdsgerninger. Hans godkendelses smil og velvilje stråler ned på dem, og han belønner dem med velsignelser som de selv i deres skønneste drømme ikke kunne forestille sig: „Og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. ’De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.’ Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ’Gud skal tørre hver tåre’ af deres øjne.“ — Åb. 7:15-17.
13. Hvad kræves der af den enkelte for at komme til at høre med til ’den store skare’ der har „Guds velvilje“?
13 Hører du med til ’den store skare’ som Jesu apostel Johannes har beskrevet for os? Nærer du ønske om at indtage denne begunstigede stilling som en oprigtig tilbeder af Gud? Er du villig til lydigt at tage de skridt der kræves for at du kan opnå Guds gunst og velvilje og dermed stile efter at opnå frelse og liv ved Jehovas hånd? I så fald vil du forstå hvor nødvendigt det er at du foretager en personlig indvielse til Jehova og derpå i lydighed underkaster dig den kristne vanddåb som en offentlig bekræftelse af din indvielse.
14. (a) Er nidkærhed og oprigtighed ifølge Romerbrevet 10:1-3 tilstrækkeligt til at opnå Guds velvilje? (b) Hvilket krav må først og fremmest opfyldes?
14 Ydre fromhed og idelig gentagelse af traditionelle religiøse bønner og fraser vinder ikke Guds godkendelse. End ikke beundringsværdige egenskaber som nidkærhed og oprigtighed er i sig selv nok til at opnå Guds velvilje. På apostelen Paulus’ tid var der uden tvivl mange gudfrygtige og oprigtige mennesker blandt hans landsmænd, men alligevel var han meget bekymret for dem på grund af det de manglede. Han skrev: „Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst. Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud.“ (Rom. 10:1-3) Vil man høre til blandt dem der „har Guds velvilje“ er det af livsvigtig betydning at man tilegner sig og praktiserer den sande tro grundlagt på nøjagtig kundskab, og at man ydmygt bøjer sig for Guds retfærdighed. Dette betinges først og fremmest af at man læser og studerer Bibelen, der indeholder den belæring og vejledning som fører til liv. — Joh. 17:3; 2 Tim. 3:15-17.
15. Hvilke forandringer er nødvendige ifølge Romerbrevet 12:2?
15 Under et sådant studium vil du muligvis opdage at du bliver nødt til at korrigere dit synspunkt i visse retninger. Du bliver måske endda nødt til at forandre din måde at leve på. Men da dit liv står på spil er det umagen værd at foretage disse forandringer. Apostelen Paulus giver følgende råd: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.“ — Rom. 12:2; Ef. 4:22-24.
16. (a) Hvilken sindets erkendelse og hvilket motiv må være til stede før indvielsen? (b) Hvordan bekræfter man offentligt sin indvielse?
16 Efterhånden som du får kundskab fra Guds ord og tænker over dets sandheder og principper, vil det stå dig klart hvor meningsløst og umuligt mennesker ræsonnerer når de lader Gud ude af betragtning. Når du mediterer over Guds vilje og hensigt med jorden og med menneskene, der blev skabt til at nyde dens goder og herligheder, begynder du at se hvor din plads i Guds ordning er. Der åbner sig vidunderlige muligheder og privilegier for dem der forstandigt vælger at gøre Guds vilje og bliver „mennesker der har Guds velvilje“. Ved en sådan adfærd viser du at du elsker Gud og sætter pris på hans foranstaltning til liv i en retfærdig ny orden. Dit ønske om at tilbede Gud alene og få del i velsignelserne fra ham, bliver åbenbart når du indvier dig til ham og bekræfter det offentligt ved vanddåben.
17. Hvad kan vi lære af det eksempel Jesus satte ved sin dåb?
17 Ingen har sat noget bedre eksempel med hensyn til at følge denne retfærdige, gudvelbehagelige adfærd end Jesus selv. Da han var tredive år og tidspunktet kom da han skulle påbegynde sin jordiske tjeneste, fremstillede han sig, som Bibelen beretter, til dåb hos Johannes Døber. Ved ydmygt og villigt at gøre dette fremstillede han sig for sin himmelske Fader, parat til at fuldføre hans vilje på jorden. Straks efter at Jesus var blevet nedsænket eller døbt i Jordans vand udtrykte Gud sin godkendelse af og glæde over den lydighed hans elskede søn således viste. Som Mattæus skrev: „Da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ — Matt. 3:13-17.
18. Hvorfor må alle troende i overensstemmelse med Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20 underkaste sig den kristne dåb?
18 Jesu dåb medførte altså Guds godkendelse, og som sande kristne er vi lykkelige for at gøre som han, eftersom han efterlod os ’et forbillede, for at vi skal gå i hans fodspor’. (1 Pet. 2:21) I kristendommens første tid, i det første århundrede, blev tusinder som berettet i De græske Skrifter døbt som symbol på deres beslutning om at blive Kristi disciple og tilbede Gud i ånd og sandhed. Dette skete i lydighed mod den sidste befaling Jesus gav sine trofaste disciple: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Denne befaling står stadig ved magt. Hvis vi oprigtigt ønsker at blive „mennesker der har Guds velvilje“ nu, må vi ydmygt og lydigt underkaste os dåben i erkendelse af at vi uforbeholdent har viet vort liv til Gud, for det behager vor himmelske Fader.
19. Hvordan har „forligelsens tjeneste“ medført velsignelser og goder for mange i vor tid?
19 Nutidens „sendebud på Kristi vegne“ udfører fortsat „forligelsens tjeneste“ med uformindsket kraft over hele jorden. I lydighed mod Jesu befaling har Jehovas kristne vidner trofast og nidkært været optaget af det hverv de har fået overdraget, nemlig at gøre disciple, ’idet de døber dem og underviser dem’. I 1971 alene blev 149.808 døbte disciple føjet til ’den store skare’ af „mennesker der har Guds velvilje“. Disse 149.808 har søgt Guds velvilje og opnået den. De har sluttet sig til en million fire hundrede og fyrre tusind andre trofaste „mennesker der har Guds velvilje“ rundt omkring på jorden, og sammen tilbeder de Gud og viser atter andre hvordan man får del i Guds velvilje. Ved trofast at leve op til deres indvielse vil de for evigt kunne glæde sig over at nyde Guds behag og gunst som „mennesker der har Guds velvilje“.
20. (a) Hvordan viser „mennesker der har Guds velvilje“ deres lydighed mod Gud? (b) Hvilke udsigter er der for andre så længe Guds ’år med velvilje’ endnu varer ved?
20 Deres indvielse og dåb er ikke afslutningen på deres forhold til Gud. Det er kun begyndelsen. De er viet til i lydighed at gøre Guds vilje i vor tid, det vil sige at forkynde det evangelium at Guds rige er blevet oprettet i himlene med Guds salvede konge Kristus Jesus på tronen, og det „over hele jorden til et vidnesbyrd“. At de kommer fra alle racer og nationaliteter skaber ikke splid eller problemer. Det er snarere til velsignelse, for derved når „forligelsens tjeneste“ ud til alle folk uanset sprog, race eller hudfarve. Trofast vil de fortsætte den jordomspændende tjeneste for Gud „dag og nat“ så længe „året med velvilje fra Jehova“ giver dem mulighed derfor. Efterhånden som deres forkyndelse når ud over jorden hører flere og flere af alle folkeslag evangeliet, omvender sig og søger Guds velvilje, og Jehova vil ikke afvise dem. Også de slutter sig til Guds voksende skare af „mennesker der har Guds velvilje“, idet de indvier sig til Gud og til at dyrke ham, og symboliserer deres indvielse ved vanddåben i lydighed mod den guddommelige vilje. De anerkender Guds indsatte konge og glæder således hans hjerte, som ordsproget siger: „En konges glæde er den tjener som handler med indsigt.“ „Retfærdigheds læber er en glæde for en stor konge; og han elsker den der taler det der er ret.“ — Ordsp. 14:35, NW; 16:13, NW.
21. Beskriv hvad der venter dem der trofast forbliver „mennesker der har Guds velvilje“.
21 Som følge af deres åndelige indsigt og forståelse har disse „mennesker der har Guds velvilje“ lært hvad der er ret, og det er det de taler om. Sammen med resten af Lammets, Jesu Kristi, salvede disciple tjener de Gud „dag og nat i hans tempel“. Ved at forblive loyale og åndeligt rene bevarer de Guds velvilje, får åndelig næring og styrke fra Gud samt beskyttelse mod hans vredes brændende hede når den udøses på „dagen med hævn fra vor Gud“. Da skal „Lammet, som står midt for tronen, . . . være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ’Gud skal tørre hver tåre’ af deres øjne“. Sådan er de lykkelige udsigter for dem der i dag, mens der endnu er tid, slutter sig til ’den store skare’ af „mennesker der har Guds velvilje“.