Vedholdenhed i bøn lønner sig

„Alle som én var disse vedholdende i bønnen.“ — Apg. 1:14.

 1. Hvad vil det sige at være vedholdende eller udholdende?

AT VÆRE „vedholdende“ eller „udholdende“ i et eller andet vil sige stadigt og konstant at følge en bestemt kurs indtil målet er nået. Disse ord indebærer den tanke at man må overvinde vanskeligheder og modstand før man når så vidt.

 2. Af hvilke grunde var det betimeligt at Jesu disciple var „vedholdende i bønnen“?

² Det var derfor på sin plads at den lille flok af Jesu sande disciple, som der siges i Apostelgerninger 1:14, „alle som én var . . . vedholdende i bønnen“. De vidste at Jesus var blevet oprejst fra de døde, og de havde lige været vidne til hans himmelfart; men der var stadig meget de ikke forstod. De havde endnu ikke fået den hellige ånd som var blevet dem lovet og som skulle give dem kraft. (Apg. 1:8) De forstod endnu ikke til fulde hvorfor Gud havde tilladt at deres elskede Fører led den grufulde død på marterpælen. De mænd der havde ansvaret for dette var stadig ved magten, og der var intet tegn på nogen ændring i deres holdning. De havde været vedholdende i deres uforsonlige modstand. Jesu disciple, der erkendte deres behov, bad derfor vedholdende til Gud, som de satte deres lid til.

 3. (a) Hvornår blev deres bønner hørt, og hvad fik det dem til at sætte i første række? (b) Hvilket omfattende vidnesbyrd blev aflagt i denne første tid?

³ Fra og med Pinsedagen blev deres bønner besvaret på en måde der langt overgik deres forventninger. De begyndte at forstå Jesu sidste ord til dem før sin himmelfart. I stedet for først og fremmest at være optaget af et tidspunkt, som da de spurgte: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“, koncentrerede de sig nu om den opgave de havde fået, nemlig at være „vidner om [Jesus] både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:6-8) Og hvilket frimodigt og grundigt vidnesbyrd aflagde Peter ikke på denne pinsedag, hvor han blandt andet sagde: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om“! — Apg. 2:32; se også Apostelgerninger 2:40; 3:15; 4:33; 5:32.

 4. Hvordan ser Jesu disciple i dag på nødvendigheden af at være vedholdende i bønnen?

⁴ I dag må Jesu sande disciple ligeledes være vedholdende i deres bønner til „ham som, i overensstemmelse med sin kraft, der er virksom i os, kan gøre mere end rigeligt, langt ud over hvad vi beder om eller fatter“. (Ef. 3:20) Selv om de i høj grad har fået lys over Jehovas hensigt og dens fuldbyrdelse, er der stadig mange enkeltheder de ikke kender, både med hensyn til nøjagtig hvornår kommende begivenheder vil indtræffe og med hensyn til hvordan de mange skriftsteder om den fuldstændige afslutning på Satans tingenes ordning vil blive opfyldt. Dette indbefatter sådanne profetiske udtalelser om Jehovas folk som den der findes i Esajas 26:20: „Mit folk, . . . hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over.“

 5. (a) Hvilke to ting har stor betydning for Jehovas vidner? (b) Hvordan har verden reageret på budskabet om Guds rige, og hvordan var dette blevet forudsagt?

⁵ Jehovas tjenere forstår imidlertid at noget der i øjeblikket har større betydning, er at de udfører det storslåede arbejde de har fået overdraget, og at de bevarer den plads de har fået, som det fremgår af deres gudgivne navn, Jehovas Vidner. (Es. 43:10-12) For at kunne gøre dette må de være vedholdende, udholdende. Budskabet om Guds rige indebærer at verdens nationer og riger vil blive tilintetgjort. (Jer. 25:15-30) Guds rige vil „knuse og tilintetgøre alle hine riger“. Dette budskab er ikke populært hos vor tids herskere der har en nationalistisk ånd. Deres samlede modstand bliver mere og mere åbenbar. De „samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede [den indsatte konge, Kristus Jesus]“. — Sl. 2:2-6; Dan. 2:44.

 6. (a) Hvilke egenskaber må vi have i dag? (b) Hvordan bør vi betragte enhver situation, og hvordan er vort behov i denne forbindelse blevet dækket?

⁶ Det kræver stort mod af Guds tjenere i dag at sige ligesom apostlene i det første århundrede: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apg. 5:29) Et sådant mod, en sådan frimodighed, afhænger ikke af deres egen kraft eller styrke — for hvor mange af os har noget at prale af på dette punkt — men af om de har en klar erkendelse og forståelse af Guds hensigt og af de retfærdige normer og principper i Guds ord. Aldrig før er mennesker i så stor stil forfaldet til selviskhed, vold, korruption og alle former for fordærv. (2 Tim. 3:1-5) Vi er udsat for mange forskellige slags pres her i „de sidste dage“. Det betyder at vi må lære at se enhver situation og ethvert problem fra Guds synspunkt. Det er kun ved at se hen til Gud at vi kan få sand oplysning ved hjælp af hans ord, hans ånd og hans organisation. (Sl. 36:10) Det er derfor nødvendigt at vi er vedholdende i bønnen og at vi opbygger en ægte og stærk tro, en sejrende tro. Jehova, der kender vort behov, har i sit ord kærligt givet os megen betimelig opmuntring og vejledning og mange påmindelser i forbindelse med dette vigtige emne. Der er for eksempel spørgsmålet om hvem der kan bede og hvorvidt man må opfylde visse betingelser for at blive hørt.

Jehova - en Gud der „hører bønner“

 7. (a) Hvem er det der „hører bønner“, og hvorfor havde David ofte behov for at være vedholdende i bønnen? (b) Hvilken glimrende vejledning får de der føler sig uværdige? (Sl. 103:8-14)

⁷ Jehova inspirerede sin tjener David til at skrive: „O Gud, . . . du, som hører bønner; alt kød kommer til dig.“ (Sl. 65:2, 3) Som det fremgår af mange af de salmer David skrev, erfarede han selv gang på gang hvor nødvendigt det var at være vedholdende i bønnen, for eksempel på grund af det nådeløse pres fra hans fjender, som det ses af Salme 70:2-6, eller på grund af hans egne svagheder og fejl, af hvilke nogle var alvorlige. Hvis du selv føler dig uværdig og ikke tør nærme dig Gud i bøn, fordi du ikke tror han vil høre dig, vil vi anbefale at du flere gange læser Salme 51:3-14. Ordene fra vers 11 til 13 kan udmærket tjene som grundlag for din egen bøn.

„Skjul dit åsyn for mine synder, udslet alle mine misgerninger; skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig.“

 8. Hvem er det der udvælger dem der kan nærme sig Jehova, og hvilke betingelser må de opfylde?

⁸ Når der siges at „alt kød“ kommer til den Gud der „hører bønner“, betyder det så at enhver frit kan nærme sig Gud når som helst det passer den pågældende? Nej. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Som det videre siges i den samme salme: „Salig [lykkelig] den, du [det vil sige Jehova] udvælger, lader bo i dine forgårde!“ (Sl. 65:5) Selv om indbydelsen står åben for alle, må den der nærmer sig Gud gøre det i oprigtighed. Selv om din tro måske ikke er så stærk til at begynde med, må den være ægte. „Nær er [Jehova] hos alle, . . . som kalder på ham i sandhed.“ — Sl. 145:18.

 9. Hvorfor må vi altid bede til Jehova i Jesu navn?

⁹ Når vi beder til Jehova må vi desuden altid bede i Kristi Jesu navn, idet Kristus er den eneste kanal Gud har udvalgt. (Joh. 14:13, 14) Vi anerkender i taknemmelighed at Kristus har givet sit liv som en genløsning til gavn for hele menneskeheden, og at han nu tjener som Guds ypperstepræst, ved hvem vi „med frimodighed i tale [kan] træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid“. — 1 Tim. 2:4-6; Hebr. 2:9; 4:14-16.

10. Hvilken yderligere hjælp og vejledning indeholder Salme 15 på dette punkt?

¹⁰ Ønsker du yderligere oplysninger om hvordan de mennesker skal være som Gud udvælger, vil vi foreslå at du i Salme 15 læser det inspirerede svar på spørgsmålet: „[Jehova], hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg?“ Vi må anerkende de retfærdige principper der omtales i denne salme, og vi må bestræbe os for at følge dem, selv om vi undertiden kommer til kort med hensyn til at gøre det.

11. (a) Til gavn for hvem blev Bibelen først og fremmest skrevet? (b) Hvilken opmuntring får vi i Salomons bøn i Første Kongebog 8:41-43?

¹¹ Måske siger du — og det med rette — at Bibelen, blandt andet de citater vi allerede har anført, først og fremmest drejer sig om og henvender sig til Guds folk, især den kristne menighed som udgør det åndelige Israel, „Guds Israel“. (Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11; Gal. 6:16) I forhold til denne menighed betragter du måske dig selv som en udenforstående eller en fremmed, så at sige, på grund af din tidligere livsførelse og totale mangel på interesse for religion før i tiden. Sådan forholder det sig med mange i dag. Men vær ikke hurtig til at give op. Tænk på at Salomon, i sin indholdsrige bøn til Jehova ved templets indvielse, også bad for „den fremmede, der ikke hører til dit [Jehovas] folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit navns skyld“. Han bad: „Da gøre du [Jehova] efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel.“ — 1 Kong. 8:41-43.

12, 13. (a) Hvad blev Esajas inspireret til at skrive om „de fremmede“? (b) Hvordan og om hvem kan disse udtryk anvendes?

¹² Esajas 56:6-8 indeholder yderligere oplysninger som disse „fremmede“ kan glæde sig over:

„Og de fremmede, som slutter sig til [Jehova] for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, alle, som helligholder sabbaten og holder fast ved min pagt, vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på mit alter; thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.“

¹³ Hvilken indbydende skildring! Det er ikke af tvang men med glæde og af egen fri vilje at disse „fremmede“ slutter sig til Jehova; det er på grund af deres kærlighed til hans navn og alt det det står for. Hele deres liv (ikke blot én dag om ugen) bliver ’en helligholdelse af sabbaten’, et liv der er viet til Jehova; derved går de ind til Guds hvile, som Paulus forklarer i Hebræerbrevet 4:1-10. Apostelen Paulus viser også hvordan indviede kristne kan bringe ’brændofre og slagtofre’, idet han skriver:

„Lad os gennem ham altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn. Og glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ — Hebr. 13:15, 16.

14. Hvad var ’bedehuset’ på Esajas’ tid, og hvad skildrede det?

¹⁴ På Esajas’ tid var Jehovas „bedehus“ naturligvis det tempel Salomon havde bygget. Dette tempel var et symbol på Guds store åndelige tempel. Gud er personlig nærværende i det himmelske Allerhelligste i dette åndelige tempel. I det Hellige i dette tempel findes de af Jesu Kristi åndsavlede disciple som endnu er på jorden. De skildres også som værende i den jordiske forgård der er forbeholdt præsterne i dette åndelige tempel.

15. (a) Hvordan beskrives ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17? (b) Hvordan passer dette på Jehovas vidner i dag?

¹⁵ I overensstemmelse med dette læser vi i Åbenbaringen 7:1-8 om den kristne menighed der udgør det åndelige Israel, i alt 144.000, og derefter om „en stor skare“ der også ejer Guds gunst og hvis medlemmer — som bevis for at de har indviet sig til Gud — yder ham „hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åb. 7:15) Af dette smukke syn fremgår det at den internationale ’store skare’ tjener Jehova i hans tempel, det vil sige i de jordiske forgårde for dem der ikke er åndelige israelitter, ligesom de ikke-israelitter der før i tiden havde adgang til hedningernes forgård. De fleste Jehovas vidner i dag forstår at de tilhører ’den store skare’, der har håb om evigt liv på en paradisisk jord i Guds rige. Jesus omtalte disse som sine „andre får, som ikke hører til denne fold“. Og som han også sagde, vil alle hans får i vor tid blive „én hjord, [under] én hyrde“. — Luk. 12:32; Joh. 10:16.a

16. Hvad kan de der oprigtigt søger Jehova se frem til?

¹⁶ Du er velkommen til at slutte dig til denne nært sammenknyttede menighed af sande tilbedere af Jehova. Gør du det vil du erfare stor lykke. Det vil vise sig at være af praktisk værdi for dig og i høj grad tilskynde dig til at udvikle vedholdenhed i bønnen i forbindelse med den sande tro. Det vil lønne sig rigt, for Jehova „bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. — Hebr. 11:6.

17. Hvordan satte Jakob ved sin oplevelse med engelen et glimrende eksempel på vedholdenhed?

¹⁷ Betydningen af vedholdenhed i bønnen, tillige med tro, understreges på en yderst interessant måde i Lukas-evangeliet, men først vil vi gerne minde dig om en speciel situation hvor en af Guds tjenere var vedholdende og blev rigt belønnet. Vi tænker på den begivenhed hvor Jakob brødes hele natten med en engel der havde materialiseret sig. Selv om engelen slog Jakob så hans hofteskål gik af led, ville Jakob ikke lade ham gå førend han havde velsignet ham. Engelen sagde da noget der ville få varig betydning: „Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!“ Desuden blev Jakob velsignet. Som vi ser gjorde Jakob langt mere end at ’følge en bestemt kurs til stadighed’. Han måtte rent bogstaveligt kæmpe og trods sin invaliderede tilstand blive ved med det, indtil han fik hvad han ønskede. Som han sagde, blev han velsignet på en vidunderlig måde: „Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst.“ I sandhed et storslået eksempel på vedholdenhed i bønnen! — 1 Mos. 32:24-30.

[Fodnote]