„Ske din vilje på jorden“, 22. del

Kort tid før det engang så mægtige verdensrige Babylon faldt for de sejrende medere og persere, modtog den tilfangetagne og bortførte jøde, profeten Daniel, sit syn, hvoraf fremgik at også det kommende medo-persiske rige, når dets tid var inde, ville blive overvundet af den græske erobrer Alexander den Store, og at det ville blive efterfulgt af det makedoniske eller græske rige og af andre verdensriger, der ville få at gøre med Jehovas folk, som Daniel tilhørte. I Daniels profetis ottende kapitel symboliseredes Alexander den Store ved et anseligt horn, siddende mellem øjnene på en gedebuk. Alexanders død symboliseredes ved at dette store horn brødes af. I dets sted voksede fire andre horn frem, symboliserende de fire hellenistiske riger, hvori Alexanders besiddelser opdeltes. Fra et af disse fire horn skød et „lille horn“ op som fik umådelig magt på jorden. Den historiske opfyldelse af Bibelens profeti har vist at dette symbolske „lille horn“ ikke var romerriget, som opslugte de fire hellenistiske riger, men derimod den senere statsdannelse som voksede frem af det der engang var en del af romerriget, nemlig den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt. Denne så dagens lys i Britannien, som var i Roms besiddelse indtil år 438 e. Kr.

18. Hvorledes fremstod nu det „lille horn“ af et af de fire horn og voksede sig stort mod syd og øst og mod det „herlige land“?

¹⁸ Det var i det syttende århundrede, på dronning Elisabeth I’s tid, at England slog ind på imperialismens vej, og den britiske flåde var det nyttige redskab hvormed landet gennemførte sin kolonisation og imperialistiske ekspansion. Omkring 1815 var Hollands, Spaniens og Frankrigs rivaliserende flåder i realiteten ophørt at eksistere, og helt frem til den første verdenskrig i 1914 var den britiske flåde faktisk „verdens søpoliti; . . . denne flåde har været det vigtigste middel ved opbygningen og opretholdelsen af det største imperium verden endnu har set“.a Ved afslutningen af den anden verdenskrig havde Englands allierede, Amerikas forenede Stater, der var blevet grundlagt på de tretten oprindelige britiske kolonier, verdens største flåde. Af det foregående ses hvorledes den syvende verdensmagt, eller det anglo-amerikanske verdensrige, voksede frem som det „lille horn“ fra et af de fire horn, der fremstod da det symbolske „store horn“, Alexander den Store, blev brudt af. Historien rummer et klart vidnesbyrd om hvorledes denne dobbeltverdensmagt, bestående af England og Amerika, holdt sammen af stærke bånd som nære allierede voksede sig umådelig stor mod syd og øst og mod det „herlige land“.

19. Hvad sigtes der til i profetien med udtrykket det „herlige land“?

¹⁹ Bibelens udtryk, det „herlige land“, hentyder til profeten Daniels land. (Dan. 11:16, 41) Jehova omtaler det selv som „landet, jeg havde givet dem, et land, der flyder med mælk og honning, det dejligste af alle lande“. (Ez. 20:6, 15) Det er rigtigt at britiske ekspeditionsstyrker i Palæstina under den første verdenskrig gennemførte en offensiv mod Tyrkiet, og at den engelske general Allenby den 9. december 1917 erobrede Jerusalem. Endvidere at det kort efter krigen stiftede Folkeforbund gav England mandat over Palæstina, et forhold der bestod til den 14. maj 1948. Men eftersom her er tale om en profeti, der som sådan indeholder mange symbolske udtryk, sigter det „herlige land“ snarere til Jehovas folks jordiske tilstand under den nye pagt, på hans trofaste vidner som er her på jorden samtidig med den syvende verdensmagt. De er Jehovas „hellige“ på jorden til hvem apostelen Paulus siger: „Han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus.“ — Ef. 2:6.

20. Hvorledes kunne det anglo-amerikanske „lille horn“ følgelig nå nogle af hæren og af stjernerne og styrte dem ned?

²⁰ Set under denne synsvinkel kan vi forstå hvorledes det anglo-amerikanske „lille horn“ voksede sig stort, ja „helt op til Himmelens hær, styrtede nogle af hæren og af stjernerne til jorden og trampede på dem“. Engelen Gabriel forklarer videre at denne konge skal „ødelægge mægtige mænd. Mod de hellige skal hans tanke rettes“. (Dan. 8:10, 24, 25) Den syvende verdensmagt kunne kun nå „himmelens hær“ og „stjernerne“ fordi der her er tale om Jehovas hellige som er på jorden, men som har et himmelsk kald og en himmelsk opstandelse at se frem til, idet de skal herske sammen med Jehovas salvede konge på hans himmelske trone. Over Jehovas menighed bestående af indviede mennesker der følger i Jesu Kristi fodspor, er der sat tilsynsmænd, og disse sammenlignes med „stjerner“ som den herliggjorte Jesus holder i sin højre hånd. (Åb. 1:16, 20) Denne symbolske „himmelens hær“ og „stjernerne“ skinner med det himmelske lys som udstråler fra den gode nyhed om Guds rige, hvorom der bedes i bønnen: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:10.

21. Hvornår kastede den syvende verdensmagt dem til jorden og trampede på dem, og hvor nær var den ved at udslette dem?

²¹ Den syvende verdensmagt forsøgte at ødelægge disse „hellige“, men den havde kun delvis held dermed, da den under den første verdenskrig kastede dem til jorden og „een tid og to tider og en halv tid“ trampede på dem i Amerika og i de engelske besiddelser. (Dan. 7:25)b Dengang skinnede det himmelske lys kun svagt på jorden.

Jehovas helligdoms sted kastes til jorden

22. Hvorledes var det symbolske „lille horn“ i stand til at hovmode sig „mod hærens øverste“?

²² Til dem som for lang tid siden genopbyggede Jehovas helligdom i Jerusalem efter at Judas land havde ligget øde i halvfjerds år, sagde profeten Zakarias: „Så siger Hærskarers HERRE [Jehova] . . .: Den, som rører Eder, rører min øjesten.“ (Zak. 2:12) Ved at angribe hans indviede „hær“, hans helligdomsskare på jorden, angreb den syvende verdensmagt i virkeligheden selve hærskarers Jehova. Det symbolske „lille horn“ hovmodede sig sandelig „mod hærens øverste; hans daglige offer blev ophævet, og hans helligdoms sted kastedes til jorden“. (Dan. 8:11) Jehova Gud er teokratisk øverste for sin hær af hellige, og de udgør ’hans helligdom’, hvori han bor ved sin hellige ånd. (Ef. 2:21, 22) Det symbolske „lille horn“ eller den syvende verdensmagt hovmodede sig og gjorde sig større end Guds rige. Det nægtede at overgive sit verdensomspændende herredømme på jorden til Guds rige, der var blevet oprettet i himlene ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“ i året 1914. Med foragt afviste det den gode nyhed om Guds rige, som hans helligdomsskare, hans indviede hellige, søgte at forkynde overalt inden for den syvende verdensmagts område, Det britiske Imperium og Amerika.

23. Hvorledes og hvornår ophævede det symbolske „lille horn“ „hans daglige offer“?

²³ Daglig steg dette Rigets budskab op til Jehova som en lovprisning af ham, som et offer der dagligt, fortsat og til stadighed blev bragt „hærens øverste“ gennem de bestræbelser hans hellige folk gjorde sig for at forkynde hans budskab. Samvittighedsfuldt gjorde de sig anstrengelser for at adlyde befalingen til Jesu efterfølgere: „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn. Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebr. 13:15, 16) De som således frembar lovprisningsofre bragte deres livsmål i overensstemmelse med apostelen Peters ord: „Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud.“ (1 Pet. 2:5) Det symbolske „lille horn“, den ’frække og rænkefulde konge’, ønskede imidlertid ikke at blive overskygget af Guds rige, ej heller at mennesker med fårets sindelag vendte sig til det for at blive frelst. Derfor græmmede det sig over dette „lovprisningsoffer“, disse „åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“, og som dagligt og fortsat blev frembåret så de kunne stige op til Gud. Under påskud af at gavne fædrelandet og desuden tilskyndet af kristenhedens præsteskab, sørgede den syvende verdensmagt for at „hans daglige offer blev ophævet“ i „een tid og to tider og en halv tid“.

24. Hvorledes blev „hans helligdoms sted“ kastet til jorden, men hvorfor blev helligdomsskaren ikke samtidig udslettet?

²⁴ Således blev det offersted eller selve den grundvold hvorpå hans helligdom hvilede som et åndeligt hus til lovprisning og tilbedelse af ham „ophævet“. At denne grundvold, dette „sted“, blev kastet til jorden, var ikke ensbetydende med at selve den symbolske helligdom blev ødelagt; men det kunne have ført til udslettelsen af resten af helligdomsskaren. Esajas 12:1 beretter profetisk hvorledes Gud blev optændt af vrede mod sit indviede folk, det åndelige Israels nation, fordi det gav efter for frygten for den syvende verdensmagt og så godt som ophørte med at frembære lovprisningsofferet ved offentligt at forkynde hans navn. Af barmhjertighed afkortede han den trængsel han var begyndt at bringe over Satan Djævelens organisation. Hvorfor? For at den udvalgte helligdomsskare som blev trampet ned, ikke skulle blive ødelagt sammen med den syvende verdensmagt, men frelses mens den endnu var i kødet. — Matt. 24:21, 22.

25. Hvori bestod helligdomsskarens „misgerning“, for hvis skyld den blev overgivet til det „lille horn“, og hvorfor var det følgelig „ikke ved egen magt“ at dette holdt dem fangne?

²⁵ Da helligdomsskaren for en tid undlod at bringe det „daglige offer“ på åndelig vis, gjorde den sig skyldig i en misgerning eller overtrædelse. Derfor faldt den med Jehovas billigelse, og som et udtryk for hans vrede imod den, i det undertrykkende, symbolske ’lille horns’ vold. Skønt det ’lille horns’ militære og kommercielle magt var stor, var det altså „ikke ved egen magt“ at denne ’frække konge’ formåede at træde Jehovas hellige folks hær under fod. „Og hæren blev som følge af en overtrædelse overgivet til det tillige med det stadige brændoffer; og det [lille horn] kastede sandheden til jorden, og det gjorde som det lystede og havde lykken med sig.“ (Dan. 8:12, 24,c AS) I denne periode hvor helligdomsskaren var forsømmelig i åndelig forstand, blev den de verdslige magters fanger, akkurat som Daniel og den øvrige del af Jehovas folk i sin tid drog bort til fangenskab i Babylon, og deres land og helligdom lå øde i halvfjerds år.

26. Hvorledes kunne det „lille horn“ handle og have lykken med sig, skønt det kastede sandhed og trofasthed til jorden?

²⁶ Den syvende verdensmagt, det anglo-amerikanske verdensrige, havde ingen som helst interesse for sandheden i budskabet om Guds rige, ej heller for Guds folks trofasthed og uangribelighed. Den kastede sandhed og trofasthed til jorden. Men trods denne handlemåde eksekverede Jehova ikke straks dommen over den syvende verdensmagt. Hvorfor ikke? For ikke samtidig at måtte eksekvere en tilintetgørende dom over sine egne indviede „hellige“. Følgelig kunne den syvende verdensmagt virke og handle, den havde lykken med sig og gik sejrrigt ud af den første verdenskrig, efter at have bragt store ødelæggelser over sin mægtige fjende, Det tyske Kejserrige.

27. Hvorledes hovmodede det „lille horn“ sig endnu mere mod „hærens øverste“ ved under freden, som fulgte efter den 11. november 1918, at rejse et afgudsbillede?

²⁷ Under våbenstilstandsperioden som fulgte efter den 11. november 1918 hovmodede den sig endnu mere mod Jehova, „hærens øverste“. Den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt forkastede det budskab som helligdomsskaren havde forsøgt at forkynde for alle nationer og tilskyndede til dannelsen af en afgud for hele verden, Folkeforbundet. Den britiske premierminister under krigen, Lloyd George, havde gjort sig visse tanker om et sådant internationalt forbund af nationer;d og T. Woodrow Wilson, der var Amerikas præsident under krigen, indbefattede det i sine Fjorten Punkter, som han lagde til grund for en fredsslutning. Skønt præsident, dristede han sig til at overvære fredskonferencen i Paris, for at få sine punkter, der også indbefattede den internationale pagt, Folkeforbundet, gennemført.

28. Hvilken profeti i Åbenbaringen opfyldte det anglo-amerikanske verdensrige således, og hvad var denne politiske afgud i Guds øjne?

²⁸ Således kom det anglo-amerikanske verdensrige til at opfylde profetien om det „dyr“ der „havde to horn ligesom et lam“, men som „talte som en drage“, idet det opfordrede jordens beboere „til at lave et billede af dyret“. Den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt gav „dyrets billede livsånde“, så det kunne tale med nogen myndighed og udvirke at det blev tilbedt af dem som var imod Guds oprettede rige, men som støttede „dyret“, Satans synlige verdensregeringsordning. (Åb. 13:11-15) Dette symbolske „dyrets billede“, Folkeforbundet, var i Jehova Guds øjne en vederstyggelighed, en afskyelig ting, i lige så høj grad som den guldbilledstøtte, tres alen høj og seks alen bred, som kong Nebukadnezar af Babylon rejste og som skulle tilbedes af indbyggerne i alle hans riges provinser, følgelig også af Daniels tre venner, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. (Dan. 3:1-15) Jehovas vidner indså at Folkeforbundet var Jehova lige så afskyeligt som et afgudsbillede.

„Ødelæggelsens vederstyggelighed“

29. Hvornår trådte Folkeforbundspagten i kraft, hvornår begyndte Folkeforbundet at virke, men hvad var kristenheden allerede gået i gang med at gøre?

²⁹ Fredskonferencen åbnedes i Paris den 18. januar 1919 i overværelse af den amerikanske præsident Wilson. Den derved skabte fredstraktat, også indeholdende Folkeforbundspagten, blev underskrevet i Versailles den 28. juni 1919. Den 13. oktober samme år blev den ratificeret af tre af de store allierede magter, og både den og Folkeforbundspagten trådte i kraft. De forenede Staters senat nægtede at følge præsident Wilson og at ratificere denne traktat. Senatet anså ikke Amerikas nationale suverænitet for tilstrækkeligt sikret i Folkeforbundspagten, og senere sluttede Amerika en separatfred med Tyskland. Folkeforbundet, det symbolske „dyrets billede“, begyndte i egentligste forstand at virke den 10. januar 1920 i London. Men allerede før denne begivenhed indtraf var kristenhedens religiøse element gået i gang med at gøre det symbolske „billede“ til en afgud.

30. Hvad tilbød Kristi kirkers Fællesråd i Amerika at gøre, og hvorledes tildelte det det foreslåede Folkeforbund en rolle som Messias?

³⁰ Kristi kirkers Fællesråd i Amerika tilbød straks at forrette præstetjeneste for dette „billede“. Forud for fredskonferencen, mens præsident Wilson endnu blot talte Folkeforbundets sag, gav Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika det sin støtte og tildelte det rollen som Kristus, Messias. Fællesrådets eksekutivkomité trådte sammen i Atlantic City, New Jersey, og den 12. december 1918 besluttede man at give sin tilslutning til præsident Wilsons plan om et Folkenes Forbund. Man vedtog følgende erklæring (citeret i uddrag):

Krigsfaren i verden er forbi, men vi står over for en verdenskrise.

. . . „Skal vi,“ spurgte Lloyd George, „falde tilbage til tidligere rivaliseren og fjendskab og til rustningskapløbet mellem nationerne, eller skal vi søge her på jorden at efterligne Fredsfyrstens regering?“

Tiden er inde til at organisere verden for sandhed og ret, for retfærdighed og menneskelighed. I dette øjemed vil vi som kristne tilskynde til at der ved den kommende fredskonference dannes et forbund af frie nationer. Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden.

. . . De heltemodige døde vil have givet deres liv forgæves, hvis der ikke ud af sejren kommer en ny jord hvori retfærdighed bor.

Kirken har meget at give og meget at vinde. Den kan yde en approbation af en vældig virkning, ved at bibringe den nye internationale orden noget af Guds riges profetiske herlighed. Hvad er Guds rige, om ikke Guds viljes sejr i menneskelige anliggender, „retfærdighed og fred og glæde i Helligånden“? Og hvad er dette syn af en verdenssammenslutning af hele menneskeheden, organiseret på grundlag af retfærdighed og ærlig vandel, til opretholdelse af en stærk og upartisk fred, om ikke et syn af Guds rige?

Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. . . .

Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’. Som evangeliet appellerer det til alle og enhver.

Lad os indtrængende bede vor himmelske Fader, Gud den Almægtige, om at nationernes udsendinge til fredskonferencen må blive ledet af den guddommelige ånd og oplyst af den guddommelige visdom for at de gennem nyordningen af verdens forhold kan virkeliggøre Hans retfærdige, kærlige og hellige vilje. . . .

31. Hvad gjorde rådets eksekutivkomité for at få de omtalte dokumenter forelagt, og hvad tilstillede den præsident Wilson?

³¹ Eksekutivkomiteen under Kirkernes Fællesråd vedtog tillige resolutioner til understøttelse af planen. En af dem angik nedsættelsen af en „passende, særlig kommission der, så vidt det er muligt, skal repræsentere Amerikas protestantiske kirker og overrække ovennævnte dokumenter til de allierede og associerede nationers fredskonference“. Efter at erklæringen og resolutionerne var vedtaget, udarbejdedes en anbefalingsskrivelse, ligesom eksekutivkomiteen afsendte et telegram til præsident Wilson i Paris, i hvilket den underrettede ham om det passerede. Senere sendtes til præsident Wilson et brev, dateret den 18. december 1918, med en kopi af telegrammet, erklæringen samt støtteresolutionen. Det omtalte også nedsættelsen af den særlige kommission der officielt skulle forelægge erklæringen ved den kommende fredskonference.e

(Fortsættes)

[Fodnoter]