„Een Tid, To Tider og En Halv Tid“

 1. Hvilke skriftsteder hjælper os til at afgøre, hvad der menes med en „tid“, og hvorfor kan der ikke hentydes til en periode på 360 år?

„EN TID“ regnes for at hentyde til eet år. Det betyder derfor „eet år, to, år og et halvt år“, hvilket i alt bliver tre og et halvt år. Denne tidsudregning bekræftes af den inspirerede udtalelse i Åbenbaringen 12:6: „et tusinde to hundrede og tresindstyve dage“, og ifølge den bibelske regnemåde er dette tre og et halvt år. I Åbenbaringen 11:2 er der også henvist til, at den „hellige stad“ skal nedtrædes i to og fyrretyve måneder. Tidligere generationers bibelforskere har udregnet perioden efter en målestok, hvor de regnede en dag for et år, hvilket blev til 1260 år. Der findes imidlertid ingen fornuftig støtte for denne teori, og disse undere kan ikke finde sted før efter 1914, men må ske inden for vor generations levetid. Det er bibelsk rigtigt at forstå „een tid, to tider og en halv tid“ som en periode på 1260 bogstavelige dage eller tre og et halvt år.

 2. Hvorfor krigedes nationerne i de 1260 dage?

² Den synlige del af organisationen genspejler den usynlige dels ånd og virksomhed. Jesus sagde: „I er fra jeres fader Djævelen, og I ønsker at gøre jeres faders begæringer.“ (Joh. 8:44, NW; sammenlign med Jakob 3:17) Dæmonerne inspirerer verdensherskerne til at lyde deres befalinger. (Åb. 16:13, 14, NW) Da der i 1914 udbrød krig i himmelen, og tiden for hedningernes herredømme over Guds folk udløb, styrtede nationerne sig ud i en krig, der direkte og indirekte påvirkede alle folkeslag. Ved slutningen af de 1260 dage blev krigen standset i den særlige hensigt at sætte fart i Rigets arbejde.

Trængsler i de 1260 dage

 3, 4. Hvorledes opfylder Herrens folks erfaringer under og ved slutningen af „en tid, to tider og en halv tid“ de profetiske ord i Daniel 12:7?

³ Forud for 1914 havde de trofaste tjenere forkyndt, at „hedningernes tider“ ville ende det år. Lad os nu se, hvad der skete i løbet af disse 1260 dage. Disse dage, som Daniel omtaler, må ikke forveksles med Åbenbaringen 12:6, 14, der lyder: „Og kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, for at man der skulle sørge for hende et tusinde to hundrede og tresindstyve dage. . . . Der blev da givet kvinden den store ørns to vinger, for at hun skulle flyve ud i ørkenen til sit sted, hvor der sørges for hende een tid og to tider og en halv tid, borte fra slangen.“ Her tjener disse vers blot til at vise, at „een tid, to tider og en halv tid“ svarer til 1260 bogstavelige dage. Medens de dage, der omtales i Åbenbaringen 12:6, 14, begyndte, efter at Satan var kastet ud af himmelen, begyndte de 1260 dage, som nævnes i Daniel 12:7, derimod ved afslutningen på hedningernes tider, altså omkring den 1. oktober 1914.

⁴ De kendsgerninger, der vedrører Jehovas folk, passer så mirakuløst hertil, at der ikke kan være nogen tvivl om denne profetis opfyldelse. Jehovas hellige folk skulle være spredt og adsplittet af fjenden i tre og en halv „tid“ eller 1260 dage, hvorefter fjendens magt over dem ville være forbi eller til ende. (Matt. 24:9-12, NW) Profetien blev opfyldt til den bestemte tid. De 1260 dage skulle begynde, når hedningernes tider endte omkring den 1. oktober 1914, og ville derfor udløbe omkring den 1. april 1918, hvorefter fjendens magt ville være brudt. Dette viser, at Satan, Djævelen, da var blevet kastet ud af himmelen, og at Kristus Jesus var kommet til Guds tempel for at dømme. Dette ændredes ikke af den voldsomme forfølgelse, der udbrød på det tidspunkt, idet mange af Jehovas folk i Kanada først i februar 1918 blev grebet og kastet i fængsel. I den samme måned fjernede sandhedens fjender bøger og private papirer fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn. Den 7. maj blev der udstedt arrestordrer mod Selskabets ledere, og den 15. maj blev de fremstillet i retten. De blev anklaget, kendt skyldige og idømt lange fængselsstraffe, og den 20. juni 1918 blev de fængslet. På samme tid blev mange andre af Herrens salvede arresteret og fængslet; Selskabets hovedkontor i Brooklyn måtte nedlægges helt, al forbindelse mellem hovedkontoret og afdelingskontorerne blev afbrudt, og Jehovas folks virksomhed for at forkynde evangeliet over hele jorden blev faktisk standset.

 5. Hvordan var de trofastes tilstand i de 1260 dage? Hvilken holdning indtog nogle af dem, der samarbejdede med dem?

⁵ Det var en modgangens og angstens tid, for vidnearbejdet blev hindret, ikke alene af virksomme onde kræfter, men for nogles vedkommende også på grund af frygt. Andre var skuffet over, at 1914 ikke havde bragt det, de havde ventet, for de befandt sig stadig på jorden og ikke i himmelen. Mange var selviske og tænkte mere på sig selv end på Guds gerning, og nogle af Guds folk gav efter for fjenden uden at kæmpe for deres ret til at tilbede Jehova Gud. De få, der forblev trofaste og loyale, fortsatte imidlertid med at trøste og føde fårene efter bedste evne. Man undersøgte meget omhyggeligt, om bibelens kronologi angående 1914 var korrekt; også om „tidernes tegn“ virkelig var dem, man skulle spejde efter. Det var meget lidt vidnearbejde, der blev udført i denne tid, og det, der blev gjort, udførtes i en sækkeklædt tilstand. Vidnerne var ikke fyldt med stor fryd og glæde over Rigets oprettelse, men „klædte i sæk“ beklagede de sig over deres tilstand, eftersom de ikke kunne se nogen virkelig udfrielse. Under de 1260 dage befandt de sig i sandhed i utrygge, urolige forhold, og ved disse dages afslutning blev de genstand for stort had og forfølgelse.

De „to vidner“

 6. Hvorledes bekræfter Åbenbaringen 11:3 tidsperioden på 1260 dage, og hvad er opfyldelsen på den gerning, de to vidner, der var klædt i sæk, udførte.

⁶ Læg nu mærke til yderligere bestyrkende beviser på denne tidsperiode: „Og jeg vil lade mine to vidner, klædte i sæk, profetere i et tusinde to hundrede og tresindstyve dage.“ (Åb. 11:3) De „to vidner“ kendetegner den modbilledlige Elias-Johannes Døbergerning, og at de optræder på denne tid, er af stor betydning, for det hjælper os til at forstå Daniels profeti. For næsten halvfjerds år siden gav The Watchtower for november 1883 Guds folk den forklaring, at Elias og Johannes Døber var forbilleder på et stort arbejde, der skulle udføres ved afslutningen på dette tingenes system og før 1918. De venner, der tjente Jehova under denne periode, gjorde det i tro til, at de var optaget af et sådant modbilledligt arbejde. Denne ædle, værdifulde og trofaste tjeneste blev afbrudt i 1918. Det er styrkende for vor tro at huske på, at selv Elias flygtede for den onde dronning Jesabels truende holdning og søgte tilflugt ved Horebs bjerg, hvorved hans gerning blev midlertidig afbrudt. (1 Kong. 19:1-14) Efter denne afbrydelse vendte Elias tilbage til sin gerning, og hans tjeneste afsluttedes til sidst med at han blev taget bort i en ildvogn. Johannes Døbers tjenergerning endte derimod med, at han blev kastet i fængsel og halshugget. (Matt. 14:1-12) Sådan skete det også modbilledligt med det arbejde, der var udført fra 1878 til 1918. Det endte i en trængselstid med fængselsstraffe og arbejdets nedlæggelse. Skriftstedet blev opfyldt, som lyder: Da „skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem“. — Åb. 11:7.

 7. Hvad kan vi derfor slutte os til med hensyn til begyndelsen og afslutningen på denne tre og en halv tids periode, og hvad er det fremtrædende træk ved dens afslutning?

⁷ Denne periode på 1260 dage („een tid, to tider og en halv tid“) blev opfyldt fra oktober 1914 til april 1918, i hvilken periode den store fyrste Mikael (Herren Jesus) blev kronet til konge i himmelen og tog sig af Rigets arbejde og sine trofaste tjeneres udfrielse fra den babyloniske trældom. Han greb afgjort ind over for mørkets og denne onde verdens fyrste og fjernede ham med magt fra hans ophøjede stilling, idet han ikke bare berøvede ham hans plads, men også kastede ham ud af himmelen sammen med alle hans onde engle. Han brød hans magt, så han nu ikke længere kan adsprede Guds børn. Tiden er i sandhed kommet, da disse ting skal opfyldes. „Det skal ikke længer udsættes, . . . Guds hellige hemmelighed i overensstemmelse med de gode nyheder, som han forkyndte for sine trælle profeterne, [er] i sandhed blevet fuldbyrdet.“ (Åb. 10:6, 7, NW) „Dette gode budskab om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme“. — Matt. 24:14, NW.

1290 dage

 8. Hvorledes og hvornår blev det stadige brændoffer ophævet og ødelæggelsens vederstyggelighed rejst?

⁸ Dernæst siger Daniel 12:11, AS: „Fra den tid det stadige brændoffer ophæves og ødelæggelsens vederstyggelig rejses, skal der gå 1290 dage.“ Inden for denne periode finder der to store undere sted: (1) „Det stadige brændoffer ophæves“ og (2) „ødelæggelsens vederstyggelighed rejses“. Vi har set, at de modbilledlige vidner, Elias og Johannes Døber, blev dræbt ved slutningen af de 1260 dage, hvorved det „stadige brændoffer“ af offentlig lovprisning af Gud blev ophævet, men det betød ikke afslutningen på de enkeltes senere udførelse af en sådan tjeneste. Satan og hans redskaber troede uden tvivl, at det ville sætte en stopper for vidnernes virksomhed og forkyndelse mod hans onde organisation og deres afsløring af hans falske religioners hykleriske tjenere. Men han regnede ikke med Guds magt. Det gør Satan i virkeligheden aldrig, for han er så selvisk og egoistisk, at han kun har øje for sine egne djævelske planer, og derfor er han blind for indlysende kendsgerninger. Hans stilling var nu den, at han var blevet begrænset til jordens regioner og ikke længere havde adgang til himmelen. Ja, han havde haft en plads deroppe, men nu var det forbi. Derfor besluttede han at prøve at befæste sit tyranniske, oprørske diktatur her på jorden blandt nationerne. Derfor lyder advarselen: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ (Åb. 12:12) Hans første handling var derfor at samle alle nationerne under eet, så han lettere kunne få dem til at underlægge sig hans onde sammensværgelse. Tiden, hvori han kan forberede sig på det næste angreb fra jordens nye konge, er kort. Men læg mærke til, at alle hans onde planer er i direkte modstrid med Guds rige, for han vil ikke anerkende det, men ville, om muligt, tilintetgøre det. Hvordan bar han sig da ad? Først førte han ondt over Guds folk, og da han så endelig havde fået de ledende af Guds folks synlige tjenere kastet i fængsel, frembragte han Folkeforbundet. Dette forbund blev først oprettet i slutningen af januar 1919, og vejen syntes at stå åben for hans sataniske virksomhed.

 9. Kunne de, der bekender sig til „kristenheden“, undskylde sig med uvidenhed om Kongens nærværelse?

⁹ Det var ikke, fordi mange ikke vidste, at tiden for Kristi rige var kommet, for det vidste de. Husk på, at vidnerne havde prædiket i fyrretyve år, før hedningernes tider udløb i 1914. Her følger en udtalelse, der blev offentliggjort, da den første verdenskrig nåede sit højdepunkt:

„Det følgende opråb er for nylig blevet udstedt af et antal af Englands mest kendte præster:

Punkt 1. — Den nuværende krise tyder på, at hedningernes tider er afsluttet.

Punkt 2. — Åbenbaringen af Herren kan forventes hvert øjeblik. Han vil give sig til kende ligeså tydeligt, som han gjorde det for sine disciple om aftenen efter sin opstandelse.

Punkt 3. — Den fuldendte menighed vil blive taget bort for at være med Herren for evigt.

Punkt 4. — Israel vil blive genoprettet i dets eget land, skønt endnu vantro, og vil derefter blive omvendt, når Kristus åbenbarer sig for det.

Punkt 5. — Alle menneskelige genopbyggelsesplaner må underordnes Herrens andet komme, fordi alle nationer skal underkastes hans styre.

Punkt 6. — Under Kristi regering vil der finde en udgydelse sted af den hellige ånd over alt kød.

Punkt 7. — De sandheder, der er fremsat i dette opråb, er af den største praktiske betydning med hensyn til at bestemme, hvorledes de kristne bør forholde sig over for øjeblikkets presserende problemer.

Disse ejendommelige udtalelser er undertegnet af baptisterne A. C. Dixon og F. B. Meyer, kongregationalisterne George Campbell Morgan og Alfred Byrd, presbyterianeren William Fuller Gouch, episkopalerne H. Webb Peploe og J. Stuart Holden samt metodisten Dinsdale T. Young.

Disse velkendte navne tilhører nogle af verdens største prædikanter. At så fremragende mænd fra de forskellige samfund skulle føle sig kaldet til at udstede en sådan fælleserklæring er i sig selv overordentlig betydningsfuldt.“

10. Hvilken bespottelig udtalelse fremførte visse højtstående præster i 1919?

¹⁰ Den store underkuer, Satan, Djævelen, havde imidlertid de verdslige religiøse ledere i sin magt og fik dem til at godkende og velsigne hans planer. Endskønt de kendte en del til sandheden og kendsgerningerne om Guds rige, undså de sig dog ikke for at komme med følgende bespottelige udtalelse:

„Tiden er kommet til at organisere hele verden til støtte for sandhed, ret og menneskelighed. Derfor anbefaler vi som kristne indtrængende, at der ved den kommende fredskonference stiftes et forbund af frie nationer. Et sådant forbund er ikke blot og bart et middel til at sikre freden. Det er i virkeligheden det politiske udtryk for Guds rige på jorden. Nationernes forbund har sin rod i evangeliet. Ligesom evangeliet er dets formål: Fred på jorden! I mennesker velbehag! Ligesom evangeliet er dets budskab verdensomfattende.

De døde helte ville have givet deres liv forgæves, hvis der ikke ud af sejren kommer en ny himmel og en ny jord, hvori retfærdighed bor. — 2 Pet. 3:13.

Kirken kan give den velvillighedens ånd, uden hvilken nationernes forbund ikke vil kunne vedblive at eksistere.“ — Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika, januar 1919.

11. Forklar, hvorfor Folkeforbundet passende kan beskrives som „ødelæggelsens vederstyggelighed“.

¹¹ Dette folkeforbund indtog en falsk stilling over for nationerne. Det var en efterligning, en anstødende organisation og derfor en vederstyggelighed i Guds øjne. Satan krævede, at dette foretagende skulle anerkendes, og havde til hensigt at tvinge alle nationer til at lyde og tilbede hans råb om en verdensorganisation. „Og de ti horn, som du så, er ti konger, som endnu ikke har fået et rige, men de får myndighed som konger een time sammen med dyret. Disse har een hensigt, og de giver deres magt og myndighed til dyret. Disse vil kæmpe mod Lammet, men fordi det er Herrernes Herre og Kongernes Konge, vil Lammet sejre over dem, og det samme vil de kaldede og udvalgte og trofaste, der er med det.“ (Åb. 17:12-14, NW) „Og det får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har mærket.“ — Åb. 13:16, 17.

12. Hvori består de sataniske hensigter bag vederstyggeligheden, og hvortil leder den nu nationerne?

¹² De, der tilbeder denne vederstyggelighed, vil uden tvivl blive offentligt identificeret, hvorved de, som ikke tilbeder dette politiske forbund, der er et billede af Dyret og ikke af Guds rige ved Kristus, vil blive meget let kendelige. Gud fordømmer denne tilbedelse. „Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.“ (Åb. 14:9, 10) Siden 1919 har det været og er stadig Satans hensigt at få nationerne forenet i et selvisk fællesskab, og det vil de også blive, efterhånden som ulykker, had og terror tager til; desuden vil han blive desperat, efter som tiden nærmer sig for det afgørende slag. Nationerne vil i deres hovmod og frygt slutte sig tættere sammen, idet de vil misunde og hade hinanden og alligevel fortvivlet klynge sig til den smule, de har. Hedningenationernes herskere skulle lære sandheden at kende og være vise, for så ville de vide, at de ikke samles sammen til fred, men for at fremme Djævelens hensigter. „De er nemlig udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ (Åb. 16:14, NW) Satan og hans dæmoner arbejder ikke for menneskehedens gode, men for at opretholde deres herredømme over folket, og de vil hellere påføre nationerne et frygteligt blodbad end give op. Alle tiders største krig er nu nær, hvor alle jordens nationer under den usynlige Djævels ledelse vil kæmpe imod Guds salvede folk og mod Kongen, Kristus Jesus og Guds hellige engle. Advarselen lyder til nationerne, for at de kan få sandheden at vide, men de, der bringer advarselen, bliver foragtet, latterliggjort, fængslet og sat i koncentrationslejre, og nogle af dem bliver dræbt.