En kongelig nation fødes i et nyfødt land
„Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn.“ — Esajas 66:8.
1. Hvad gjorde de internationale bibelstudenter den 26. juli 1931 ved deres stævne i Columbus, Ohio, og hvordan blev dette eksempel fulgt rundt om i verden?
FOR over 50 år siden — eller helt nøjagtigt søndag eftermiddag den 26. juli 1931 — trådte et folk frem i verden med et navn. Denne uforglemmelige dag vedtog tusinder af internationale bibelstudenter som var samlet til et generalstævne i Columbus, Ohio, USA, enstemmigt en resolution hvorved de valgte for fremtiden at kalde sig ved det bibelsk begrundede navn „Jehovas Vidner“. (Esajas 43:10-12) Kort efter fulgte alle de internationale bibelstudenters menigheder rundt om i verden deres eksempel og vedtog en erklæring om at bære dette enestående navn. Og de kendes under dette navn den dag i dag!
2. (a) Hvad har de der bærer dette bibelske navn været udsat for lige siden? (b) Hvilke trøstende ord finder de i Esajas 66:5?
2 På grund af dette ærefulde navn har disse vidner for den højeste Gud pådraget sig verdens had. De er endog blevet forhadte i kristenheden, hvis medlemmer hævder at være religiøse brødre til alle der bekender sig som Jesu Kristi disciple. Dette religiøse had er gået så vidt at det har givet sig udslag i voldelig forfølgelse, med døden til følge for mange. Til opmuntring for dem der bærer dette navn og lever op til navnets værdighed, lyder følgende forsikring, der blev nedskrevet for over 2500 år siden og således bevaret for eftertiden af en af Bibelens mest fremtrædende profeter: „Hør Jehovas ord, I som skælver for hans ord: ’Jeres brødre som hader jer, som udelukker jer på grund af mit navn, har sagt: „Måtte Jehova blive herliggjort!“ Han skal også vise sig, til fryd for jer, men de vil blive beskæmmet.’“ — Esajas 66:5, NW.
3. Hvordan viser Jehovas vidner at de skælver for hans ord, og hvad gør de foruden at høre dette ord?
3 Nutidens Jehovas vidner er dem der „skælver for hans ord“. De frygter for at handle i modstrid med Jehovas skrevne ord. Det er grunden til at de til stadighed studerer de inspirerede skrifter. De anerkender at Bibelens forfatter er deres herres og frelsers, Jesu Kristi, Gud og Fader. De anerkender alle De hebraiske Skrifters 39 bøger og alle De kristne græske Skrifters 27 bøger som Jehovas ord og forstår at de ikke alene må høre dette ord men også handle efter det.
4. (a) Hvad er den egentlige grund til at kristenheden hader og udelukker ’sine brødre’? (b) Hvilket motiv anfører de selv til at gøre det?
4 Hvad er den egentlige grund til at Jehovas vidner hades af kristenheden, af mennesker som hævder at være Jesu Kristi brødre? Hvad er grunden til at kristenheden ’udelukker dem’ ved ikke at anerkende dem som kristne, og ikke vil have noget at gøre med dem idet den ikke har noget tilfælles med dem? Jehova nævner selv hvad grunden er, idet han siger: „På grund af mit navn.“ De der hader dem og udelukker dem, påberåber sig imidlertid den ædleste grund til at optræde som de gør, idet de udbryder: „Måtte Jehova blive herliggjort!“ Eller, for at bruge en bibeloversættelse der undgår at anvende Guds navn: „Lad Herren vise sig herlig.“ (1871-oversættelsen) Men Herren Gud bliver ikke herliggjort ved at de hader hans vidner og holder sig på afstand af dem.
5. (a) Hvem vil have grund til at glæde sig når Jehova ’viser sig’? (b) Hvad bliver resultatet for dem der bliver beskæmmet?
5 Når Jehova ’viser sig’ ved at tilkendegive sin godkendelse af nogle og sin misbilligelse af andre, hvem vil da glæde og fryde sig? Og hvem vil føle sig beskæmmet? Til dem der bliver hadet og udelukket på grund af deres respekt for hans navn, siger Jehova: „Han skal også vise sig, til fryd for jer, men de vil blive beskæmmet.“ Dette varslede stor trængsel for dem der i fortiden hadede og udelukkede Jehovas tjenere. Denne trængsel var et billede på den største af alle trængsler, der inden længe vil ramme dem der hader og udelukker Jehovas vidner her i „endens tid“. (Daniel 12:4) Det er det profeten Esajas henviser til med det næste han siger: „Der lyder larm fra byen, en lyd fra templet! Det er lyden af at Jehova gengælder sine fjender efter fortjeneste.“ — Esajas 66:6, NW.
6. I hvilken by skulle der ’lyde larm’, og hvad var grunden til dette?
6 Den unavngivne by hvorfra der skulle ’lyde larm’, er naturligvis Jerusalem, for det var dér Jehovas tempel lå. Tanken er her den at Jehova ville komme til sit tempel for at foretage en inspektion, og det ville vise sig at tilbedelsen i templet ikke blev udført på den måde han ønskede. Den var kun et udslag af ydre fromhed. Den var formel og hyklerisk, og det havde bragt skam over hans hellige navn. Jehova ville vise sit mishag med dette ved at lade „larm“ lyde i byen, en „larm“ der blev forårsaget af de babyloniske invasionsstyrker, som han ville bruge som sit redskab til at ’gengælde sine fjender efter fortjeneste’. De hykleriske tilbedere der vanhelligede templet var hans fjender fordi de ’hadede dem der skælvede for hans ord’ og ’udelukkede dem på grund af hans navn’. — Esajas 66:2, 5, NW.
7. Hvornår blev Esajas’ profeti opfyldt, hvad skete der med Jeremias, og hvem fik at se at Jehovas ord var sandt?
7 Omkring hundrede år efter Esajas’ tid, mens profeterne Jeremias, Ezekiel og Daniel levede, benyttede Jehova derfor de babyloniske hære til at gengælde de pagtsbrydende israelitter „efter fortjeneste“. Der lød i sandhed „larm“ i Jerusalem i 607 f.v.t., da hele byen blev ødelagt og end ikke det prægtige tempel, der var bygget af den vise kong Salomon, blev skånet! De overlevende jøder blev ført til Babylon, og de få der blev ladt tilbage i landet, flygtede senere til Ægypten og førte profeten Jeremias med sig. På denne måde opfyldtes hans profeti om at landet ville komme til at ligge fuldstændig øde. Området ophørte med at være hjemsted for en levende nation der havde Jehova Gud som sin himmelske konge. De trofaste jøder der ’skælvede for Guds ord’, fik at se at hans ord var sandt.
8, 9. (a) Hvad er det modbilledlige Jerusalem i dag? (b) Hvad vil der ifølge Jesu profeti ske med det modbilledlige Jerusalem, og hvorfor?
8 De der i dag hader og afskyr dem der skælver for Jehovas ord, Jehovas trofaste vidner, vil komme ud for begivenheder som er langt mere chokerende end dem der indtraf i 607 f.v.t. Alle de tragiske ting der skete dengang, „skete fortsat for dem, som eksempler [eller forbilleder], og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“. (1 Korinter 10:11) Da vil der i sandhed ’lyde larm’ fra byen, fra det modbilledlige Jerusalem som er under Guds fordømmelse, nemlig kristenheden. Ligesom fortidens Israel hævder kristenheden at være parthaver i en pagt med Gud, ’den nye pagt’ der har Jesus Kristus som mellemmand. (Hebræerne 8:7-9) Men kristenheden har ikke levet op til sit påståede pagtsforhold til Gud. Derfor vil den blive hjemsøgt i en stor trængsel som blev forudskildret ved trængselen over fortidens Jerusalem, og som Jesus profeterede om med disse ord:
9 „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Mattæus 24:21, 22; Markus 13:19, 20.
10. Hvem foruden kristenheden vil blive ramt af denne trængsel, og hvem vil udgøre det „kød“ der overlever?
10 Denne store trængsel uden lige nærmer sig hastigt. Den kommer fra ’de udvalgtes’ Gud, Jehova. Den vil ikke blot ramme kristenheden, det modbilledlige Jerusalem, men også kristenhedens gode ven, hele den nuværende tingenes ordning. (Jakob 4:4) Det „kød“ der overlever, er de indviede og døbte kristne der i dag skælver for Jehovas ord.
En fremskyndet fødsel der ikke kan forhindres
11. (a) Hvilken tid går forud for et menneskebarns fødsel, og skulle det samme være tilfældet i forbindelse med Jerusalems genopbygning? (b) På hvis befaling skulle der igen bygges en by der hvor Jerusalem havde ligget? (c) Forudsagde Esajas hvor længe Jerusalem skulle ligge øde?
11 Men lad os nu vende tilbage til Esajas’ spændende profeti! Som en behagelig modsætning til de dystre udsigter han netop har skildret under inspiration, forudsiger han nu en glædelig begivenhed. Ægtefolk ser med forhåbning og forventning frem til deres barns fødsel. Hos mennesker finder fødselen først sted efter at der er gået den tid Gud har fastsat for fosterets vækst og udvikling. Men her forudsagde den store skaber af fødselsprocessen noget der i forhold til hans egen ordning var ganske usædvanligt. Hans profet Esajas havde forudsagt at den besmittede by Jerusalem ville blive ødelagt. Den oprindelige by der lå på Zions bjerg, ville altså ophøre med at eksistere, og på befaling af den persiske erobrer Kyros den Store, der som Jehovas tjener skulle besejre det babyloniske verdensrige, skulle der senere bygges en anden by på det samme Zions bjerg. (Esajas 44:28; 45:1) Men Esajas forudsagde ikke hvor længe det gamle Jerusalem skulle være ødelagt og således være uden „børn“ eller borgere. Han forudsagde heller ikke hvor længe Zions bjerg og hele landet der var knyttet dertil, skulle ligge fuldstændig øde hen.
12. Hvad ville vise sig på datidens verdenskort, og hvem ville det blive færdreland for?
12 På Kyros den Stores tid skulle der imidlertid opstå et andet Jerusalem, som ville blive moder til mange „børn“, det vil sige mange borgere og undersåtter som boede inden for dets område. Betød det at der på datidens verdenskort ville vise sig et nyt „land“, et „land“ der ville blive fædreland for et folk der engang ikke var en nation? Jehova Guds profeti svarer ja!
13, 14. (a) Skulle de landflygtige jøder vende hjem til deres land næste gang der ifølge kalenderen skulle fejres et jubelår? (b) Skyldtes det de jødiske fangers egne anstrengelser at Jerusalem igen blev moder til „børn“, og hvad forudsagde Esajas 66:7, 8 om dette?
13 Spørgsmålet var derfor: Hvornår og hvordan skulle dette ske? Ved sin profet Jeremias forudsagde Jehova at den tidligere nations land skulle ligge øde i 70 år, hvilket var 20 år længere end et jubelår, der varede 50 år. Det betød at det faste jubelår i 573 f.v.t. ikke ville blive fejret i folkets tidligere hjemland, og at der ikke på det tidspunkt ville opstå et Jerusalem eller et Zion der blev moder til et antal „børn“ eller borgere. De jøder der overlevede landflygtigheden kunne først vende tilbage til deres tidligere hjemland i 537 f.v.t. Og det ville ske uden at disse jødiske fanger i Babylon selv gjorde sig ihærdige anstrengelser for det. Udfrielsen ville finde sted ved Guds indgriben, i overensstemmelse med hans profetiske løfte. Hvor usandsynligt det end kan have forekommet, skulle der altså på ny fremstå en nation i et land som Jehova Gud havde beredt. Jehova gav udtryk for at dette ville ske på et tidspunkt efter den nationale katastrofe i 607 f.v.t., idet han dernæst inspirerede Esajas til at sige:
14 „Endnu inden hun [det næste Jerusalem] fik veer, fødte hun. Endnu inden der kom fødselsveer over hende, fik hun et drengebarn. Hvem har hørt noget lignende? Hvem har set noget tilsvarende? Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik? For Zion fik veer og fødte også sine sønner.“ — Esajas 66:7, 8, NW.
15. Hvad er der at sige om denne fødsel, i sammenligning med den fødsel der beskrives i Åbenbaringen 12:1-17?
15 Denne usædvanlige fødsel står i modsætning til den fødsel af et drengebarn der beskrives i Bibelens sidste bog. Her, i Åbenbaringen 12:1-17, læser vi: „Og et stort tegn blev set i himmelen, en kvinde iklædt solen og med månen under sine fødder og en krone af tolv stjerner på sit hoved, og hun var gravid. Og hun skriger, idet hun har fødselsveer og er i pine for at føde. Og et andet tegn blev set i himmelen, og se! en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og på sine hoveder syv diademer; og dens hale slæber en tredjedel af himmelens stjerner med sig, og den kastede dem ned til jorden. Og dragen blev stående foran kvinden som skulle føde, for at den kunne fortære hendes barn når hun havde født. Og hun fødte en søn, et drengebarn, der skal vogte alle nationerne med en jernstav. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone. . . . Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“
16. Hvem og hvad må „kvinden“ og hendes „drengebarn“ symbolisere?
16 Eftersom ingen kvinde på jorden har månen under sine fødder og en krans af tolv stjerner omkring hovedet som en krone, må det „tegn“ der beskrives her, være en symbolsk kvinde. Og eftersom hendes barn anerkendes og modtages af Gud, må han være fader til det. Hun er med andre ord „gift“ med ham. Alt taget i betragtning må denne „kvinde“ i himmelen symbolisere Guds hustrulignende organisation af himmelske åndeskabninger, hvoraf hans enestefødte søn, Jesus Kristus, er den ypperste. Kvindens barn, som var „et drengebarn“, må ligeledes være symbolsk, nemlig et symbol på Guds rige, eftersom det blev bortrykket til Guds trone. For at Riget ikke blot skal være noget abstrakt eller teoretisk, må der være en levende person der udøver kongemagten. Denne person må være den hvormed Jehova Gud har indgået en pagt om et rige.
17. Hvordan blev Guds enestefødte søn den retmæssige arving til tronen ved sin Faders side?
17 Ja, denne konge var Guds enestefødte søn, Jesus Kristus, der ved sin mirakuløse fødsel i Betlehem, hvor han blev født i kong David af Israels slægt, blev den naturlige arving til Riget. (Esajas 9:6, 7; Lukas 22:29, 30; Mattæus 1:17-25) Det er derfor meget passende at det i forbindelse med den himmelske „kvinde“ understreges at hendes barn var „et drengebarn“, eftersom kongeembedet blev holdt ledigt til en mandlig efterkommer af kong David.
18. Hvilken forskel er der mellem omstændighederne i forbindelse med fødselen i Åbenbaringen, kapitel 12, og fødselen i Esajas, kapitel 66?
18 Alle disse omstændigheder i forbindelse med ’drengebarnets’ fødsel i Åbenbaringen adskiller sig fra de omstændigheder der beskrives i Esajas’ profeti, især hvad angår svangerskabet og fødselsveerne. Der er således gode grunde til at drage den slutning at ’drengebarnet’ i Esajas 66:7 (NW) profetisk sigter til en anden situation end ’drengebarnet’ i Åbenbaringen 12:5. ’Drengebarnet’ i Esajas’ profeti er tydeligvis et symbol på den „nation“ der frembringes i ’landet’. I forbindelse med de hjemvendte israelitters bosættelse i Jerusalem i 537 f.v.t. blev der ikke lagt særlig vægt på spørgsmålet om herredømme eller kongedømme. Der blev ikke igen sat en konge af Davids slægt på tronen. Judæa var nu en persisk provins, og judæerne var underlagt kong Kyros, der havde udstedt dekretet om at templet skulle genopbygges og den sande tilbedelse genoprettes i Jerusalem. Men som profetien sagde, skete genoprettelsen pludseligt og uventet. Ifølge den autoriserede oversættelse af 1931 lyder Esajas 66:7, 8 således: „Før hun er i barnsnød, føder hun, førend veer kommer over hende, har hun en dreng. Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn.“
19. (a) For hvem så det ud til at den israelitiske nations fødsel efter fangenskabet var blevet fremskyndet, og hvorfor? (b) Hvordan kan vi sige at det var en helt ny generation der slog sig ned i deres forfædres land, og i hvilken forstand var det et nyfødt land?
19 I overensstemmelse med profetien blev den israelitiske nations fødsel efter fangenskabet så at sige fremskyndet. Den indtraf med overraskende pludselighed for datidens verden. Den hedenske verden havde på ingen måde forventet at den israelitiske nation, der længe havde været død, ville komme til live igen i sit eget gudgivne land. Det var virkelig et nyt Zion der blev til og ’fødte’ en ny nation. Vi husker at israelitterne blev ført til Babylon ad flere gange. Første gang var i 617 f.v.t., hvor 10.000 ifølge den bibelske beretning blev ført i fangenskab, og senere blev skarer der hver især talte nogle hundrede ført bort som fanger. (2 Kongebog 24:14; Jeremias 52:28-30) Men de der blev udfriet fra dette hedenske land i 537 f.v.t. og bosatte sig i deres forfædres land, udgjorde et folk på 42.360 mandlige medlemmer, foruden mange trælle og trælkvinder samt sangere og sangerinder. Beretningen siger at der var flere gamle mænd iblandt som havde set det tempel kong Salomon havde bygget i Jerusalem. (Ezra 2:64, 65; 3:12) Men hovedsagelig var det en helt ny generation der nu slog sig ned i landet i den hensigt at bygge et nyt tempel. Et nyt Zion havde rejst sig i et nyfødt land. Det blev moder til en ny nation, der havde slået sig ned i den nye persiske provins Judæa.
20. Hvordan indtraf det nutidige modstykke til dette i forbindelse med de internationale bibelstudenter i 1919?
20 Er der et nutidigt modstykke til de hjemvendte israelitters ’fødsel’ som en nation i 537 f.v.t.? Ja, for året efter den første verdenskrig, der sluttede i 1918, blev en åndelig „nation“ født under den større Kyros, den indsatte konge Jesus Kristus! Hvordan det? Jo, under krigen havde Watch Tower Bible and Tract Society, de internationale bibelstudenters forlag, lukket sit hovedkontor i Brooklyn, New York, og var flyttet tilbage til mindre lokaler i Pittsburgh, Pennsylvanien. De seneste publikationer de havde udgivet, var blevet forbudt i Canada og De forenede Stater, og dets præsident, dets kasserer og seks andre medarbejdere på hovedkontoret var i 1918 blevet idømt lange fængselsstraffe. Fjendens mål med dette var som der siges i Salme 83:5: „Kom, lad os slette dem ud af folkenes tal, ej mer skal man ihukomme Israels navn!“ Men i foråret 1919 kom udfrielsen, der overraskede og chokerede kristenheden! Samme år holdt de forfulgte internationale bibelstudenter deres første stævne efter krigen; det var i Cedar Point, Ohio. Stævnedeltagerne fik her at vide at man nu ville begynde at udgive et nyt blad foruden Vagttårnet, nemlig The Golden Age (Den gyldne Tidsalder, nu kaldet Vågn op!).
21. Hvad blev således „født“ fem år efter hedningetidernes udløb? Hvilken tjeneste skulle udføres, og hvilket nyt „land“ var kommet til verden?
21 Således opstod der en ny „nation“, en åndelig „nation“, fem år efter udløbet af „hedningernes tider“ og oprettelsen af Guds rige ved den større Kyros, Jesus Kristus, i 1914. Medlemmerne af denne nye „nation“ skulle tjene som ambassadører for Guds rige der var blevet født i himmelen, og som vidner for Guds navn. Efter udløbet af de fastsatte tider hvori hedningerne kunne nedtræde hans synlige organisation, havde han nu placeret denne „nation“ i dens retmæssige „land“, et symbolsk land, nemlig dens virkeområde på jorden. — Lukas 21:24, da. aut.
22. Hvilke udfordrende spørgsmål stillede Jehova, og hvilket svar gav han i forbilledet og i modbilledet?
22 Denne bemærkelsesværdige fødsel skyldtes Jehova Gud den Almægtige, og han var besluttet på at intet skulle forhindre den. I Esajas 66:9 havde han sagt: „Åbner jeg et moderliv og hindrer det i fødsel? siger [Jehova]. Bringer jeg fødsel og standser den? siger din Gud.“ Hans første svar på disse udfordrende spørgsmål var at han udfriede sit folk fra Babylon i 537 f.v.t. og derefter lod Jerusalem genopbygge og fyldes med jødiske borgere der var som dets børn. I det nutidige modbillede har Gud besvaret de spørgsmål han selv stiller, ved at gøre det modbilledlige Jerusalem (sin himmelske organisation) frugtbart så det har frembragt en åndelig „nation“ på jorden. Dette skete under ledelse af den større Kyros, den nyindsatte konge i himmelen. Ved denne fødsel, der fandt sted i efterkrigsåret 1919, blev der frembragt et folk — Zions „børn“ — som helt helligede sig Guds oprettede riges interesser og forholdt sig strengt neutralt over for denne verdens politiske regeringer. Den almægtige Gud har ikke ladet noget som helst komme i vejen for gennemførelsen af sin hensigt fra 1914 til nu!
Kan du, efter at du har studeret Esajas 66:5-8, besvare følgende spørgsmål?
Vers 5: Hvordan bliver de sande tilbedere hadet og udelukket af ’deres brødre’? Hvordan vil disse „brødre“ blive beskæmmet?
Vers 6: Hvordan lød der „larm fra byen“ i fortiden, og hvordan vil det ske i nutiden?
Vers 7: Hvad symboliserer det „drengebarn“ der fødes af en ’kvinde’ uden at hun har fødselsveer? Svarer dette til ’drengebarnet’ i Åbenbaringen 12:5?
Vers 8: På hvilken måde blev „en nation“ og „et land“ pludselig og uventet født i 537 f.v.t.?
[Illustrationer på side 10]
Riget blev som et drengebarn født af Guds „kvinde“ i 1914
I 1919 blev det åndelige Israel pludselig „født“ i sit symbolske land