Kapitel 23
„Dyrets billede“
1, 2. Gennem hvilket mellemled kræver „det første dyr“ at blive tilbedt, som det vises i Åbenbaringssynet?
BILLEDER er gennem lang tid blevet brugt i forbindelse med afgudsdyrkelse. „Det første dyr“, det vil sige Satans verdensomspændende politiske organisation, vil gerne tilbedes som en afgud. Dette dyr anbefaler, ja kræver, at man tilbeder det ved hjælp af et billede. Det er gennem det syvende hoved at denne anbefaling fremsættes. I Åbenbaringssynet som apostelen Johannes fik, vises det at det er „et andet dyr“ det tohornede dyr der stiger op af jorden, som foreslår denne form for afgudsdyrkelse. Men når vi husker at dette tohornede dyr fra jorden er identisk med det syvende hoved på ’dyret som steg op af havet’, ser vi altså det morsomme at det er „det første dyr“ som selv foreslår at man tilbeder det som en afgud, idet det fremsætter forslaget gennem sit eget syvende hoved. Læg mærke til hvordan Åbenbaringen 13:14, 15 beskriver dette:
2 „Og det forfører dem, der bor på jorden, ved de tegn, som det fik magt til at gøre for dyrets øjne, og det opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live. Og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede.“
3. På hvilken måde taler det tohornede dyr ligesom Satan Djævelen, og hvorfor har det held med at forføre dem der bor på jorden?
3 „Den store drage“, Satan Djævelen, har altid begunstiget afgudsdyrkelse. Det tohornede dyr efterligner dragen, taler „som en drage“, og foreslår på et meget kritisk tidspunkt i historien denne form for afgudsdyrkelse. På denne måde „forfører“ det yderligere „dem, der bor på jorden“. Siden det steg op af jorden som det syvende verdensrige har det ført menneskeheden bort fra Gud og hans messianske rige „ved de tegn, som det fik magt til at gøre for dyrets [det første dyrs] øjne“. Det er ikke underligt at det forfører dem der bor på jorden. Netop de „tegn“ det gjorde, viser at det er identisk med „den falske profet“ ud af hvis mund der kommer en af de „tre urene ånder, som lignede frøer“ og som samler „kongerne på hele jorderige“ og deres hære til den katastrofale krig mod Jehova Gud ved Harmagedon. — Åbenbaringen 16:13-16.
4. Hvordan kan vi vise at det tohornede dyr der stiger op af jorden er „den falske profet“?
4 Det som afgørende viser at denne „falske profet“ er den samme som det tohornede dyr der stiger op af jorden, er ordene i Åbenbaringen 19:20 om Harmagedonkrigen og om hvordan „det første dyr“ gribes. Hvem gribes ved samme lejlighed? „Og sammen med det den falske profet, som for dets øjne havde gjort tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog dyrets mærke på sig, og dem, der tilbad dets billede.“
5. Hvordan kan vi afgøre hvornår det var at „den falske profet“ opfordrede menneskene til at lave „et billede af dyret“?
5 Det er på et kritisk tidspunkt at det tohornede dyr optræder som „den falske profet“ og „opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live“. (Åbenbaringen 13:14) Det er på et tidspunkt da „det første dyr“ har fået „sværdhugget“, der symboliserer det store nederlag i den første verdenskrig fra 1914 til 1918. Opfordringen til at lave „et billede af dyret“ må altså komme efter den første verdenskrig, som endte da våbenstilstandsaftalen blev underskrevet den 11. november 1918. Opfordringen blev givet ved fredskonferencen i Paris. Man rettede sig efter forslaget, og hvilket afguds-„billede“ lavede man så?
6. Forklar hvad „dyrets billede“ nødvendigvis må være, og hvor vi i dag finder opfyldelsen.
6 Ifølge Jehova Guds lov er det mennesker forbudt at lave „et billede“ for at tilbede det, for derved drages de bort fra tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud og fra troen på hans messianske rige. Dette afgudsbillede blev formet efter „det første dyr“ der steg op af havet og ikke ned fra himmelen som det ny Jerusalem. Dette „første dyr“ havde dragen, Satan Djævelen, givet „sin kraft og sin trone og stor magt“. Dette „første dyr“ må derfor symbolisere hele Satans verdensomspændende politiske organisation. (Åbenbaringen 13:1, 2; 20:1, 2, 10) Det menneskeskabte idol man var ved at opstille må, hvis det skal være „et billede af dyret“, også være en politisk organisation af verdensformat. Det har Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer, vist sig at være. Det er denne internationale politiske organisation til bevarelse af verdensfred og sikkerhed der er nutidens „billede af dyret“.
’BILLEDET’ LAVES
7, 8. Hvordan viser udtalelser af den tidligere britiske premierminister Lloyd George at det virkelig var det tohornede dyr som steg op af jorden der opfordrede folk til at lave det symbolske „dyrets [det første dyrs] billede“?
7 De historiske kendsgerninger viser at det virkelig var det tohornede dyr som steg op af jorden der foreslog folk at lave dette symbolske „billede af dyret [det første dyr]“. En af de mest fremtrædende deltagere i fredskonferencen i 1919 var den daværende britiske premierminister David Lloyd George. I en tale i England henimod begyndelsen af 1931 mindede Lloyd George sine landsmænd om hvad han havde gjort for fredens sag og sagde i den forbindelse om sig selv:
„Det var det medlem der blev valgt i denne by for fyrre år siden der forelagde den første resolution på de fremtrædende allierede statsmænds møde i Paris 1919, den hvorpå man senere baserede Folkeforbundspagten. Det kabinet som jeg stod i spidsen for var den eneste regering i verden som før konferencen samledes, ja endog før våbenstilstandsoverenskomsten blev undertegnet, havde udarbejdet omhyggeligt gennemtænkte planer angående iværksættelsen af denne resolutions principper. Selv i krigens alvorligste øjeblikke var komiteer, nedsat af dette kabinet, optaget af at udarbejde planer for opbygning af et forbund af nationer til sikring af fred på jorden.“a
8 Ovenstående bekræftes af det, Lloyd George har sagt i kapitel 28 i sine Memoirs:
„Det viste sig ved fredskonferencen at den engelske regering var den eneste der havde sørget for at udarbejde en praktisk plan for dannelsen af et fredsforbund. Præsident Wilson havde ikke gjort mere end at forme en vag idé og selve navnet. Han havde ikke gjort forsøg på at udforme sine tanker i en konkret plan.“ — Se The Golden Age, nr. 402, for 13. februar 1935, side 311.
9. (a) På hvilken måde havde det andet horn på det tohornede dyr en andel i at dette „billede“ blev lavet? (b) Hvad gjorde Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika for at fremme denne form for afgudsdyrkelse? (c) Hvilken advarsel gav Guds tjenere?
9 Ved fredskonferencen i Paris i begyndelsen af 1919 anbefalede præsidenten for Storbritanniens amerikanske allierede i første verdenskrig, T. Woodrow Wilson, Folkeforbundet. Han fik vedtaget at Folkeforbundspagten blev en del af den foreslåede fredstraktat, idet en stormagtsleder som Frankrigs statsminister Georges B. E. Clemenceau, „Tigeren“, der blev fredskonferencens permanente ordstyrer, støttede ham. Da fredstraktaten var vedtaget med Folkeforbundspagten som en integrerende del deraf, nægtede det amerikanske senat imidlertid at ratificere traktaten, og senere (den 25. august 1921) sluttede Amerika en separat fred med det slagne Tyskland. I modsætning hertil gik Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika (protestantisk) ind for Folkeforbundet og sagde i sit budskab til præsident Wilson ved fredskonferencen:
„Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. . . . Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. . . . Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’.“
Men senere samme år, den 7. september, sagde præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society i et offentligt foredrag til en forsamling på 7000 at „Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa Jorden“. — Sandusky-bladet Star-Journal, staten Ohio, den 8. september 1919.
10. Hvornår begyndte Folkenes Forbund officielt at virke, og hvornår blev det opløst?
10 Folkeforbundet begyndte ikke officielt at virke før den 10. januar 1920, den dag Versailles-traktatens ratifikationer blev udvekslet i Paris. I 1919 var man blevet enige om at Folkeforbundets hovedkvarter skulle ligge i Genève i Schweiz, og nationernes første møde blev holdt i denne by den 15. november 1920. Som historien har vist blev formålet med Folkeforbundet gjort til skamme da den anden verdenskrig udbrød i 1939, og formelt blev Forbundet opløst den 18. april 1946 og dets besiddelser overført til dets efterfølger, den nydannede organisation De forenede Nationer.
11. Hvordan bidrog De forenede Stater med sin magt til at „dyrets billede“ blev dannet og bevaret?
11 Folkeforbundet havde nedsat en ekspertkomité der skulle udarbejde en plan for dannelsen af en international domstol. Forbundets generalsekretær påpegede at denne domstol skulle blive „den vigtigste del af Folkeforbundet“. Folkeforbundet og denne domstol blev betragtet som to organer der supplerede hinanden. Domstolen skulle fungere som Forbundets dømmende organ. Senere blev Amerikas forenede Stater medlem af denne internationale domstol, og i den anledning blev Amerika anklaget for faktisk at tilslutte sig Folkeforbundet. Som tiden gik voksede Amerikas andel i Folkeforbundets arbejde støt. På denne måde støttede de symbolske „to horn“ på det andet dyr, der var „ligesom et lam“ med deres magt arbejdet med at danne og bevare „dyrets [det første dyrs] billede“.
12. (a) Hvordan er dette „billede af dyret“ beskrevet i Åbenbaringens 17. kapitel? (b) På hvilken måde er det en „ottende“ konge, og hvornår fik det livsånde?
12 Det er således historisk korrekt at sige at det var det tohornede dyr der steg op af jorden som fik magt til „at give dyrets [det første dyrs] billede livsånde“ så det levede, fungerede. (Åbenbaringen 13:15) Det første dyr havde syv hoveder og ti horn. Dets „billede“ ville have de samme træk, selv om dets krop ikke nødvendigvis ville have samme farve. I Åbenbaringen 17:3-17 beskrives det levende og åndende „billede af dyret“. Der er det „et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn“. I Åbenbaringen 17:11 læser vi at dette skarlagenrøde dyr „er selv den ottende [konge] og er dog af de syv“, hvilket viser at det politiske „billede af dyret“ som et hele er en ottende verdensmagt. Men det skylder de syv symbolske „hoveder“ sin eksistens, især det syvende ’hoved’ som har givet det livsånde. Det fik livsånde og begyndte at fungere den 10. januar 1920.
13. Hvad var formålet med at give „dyrets [det første dyrs] billede“ livsånde, og hvorledes har det handlet i harmoni med dette formål?
13 Hvad var formålet med at give „dyrets billede“ livsånde? Åbenbaringen 13:15 fortsætter med at sige: „Så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede.“ „Dyrets billede“ skulle tale, ikke tom snak, men med myndighed. Det har især gjort dette gennem sin internationale domstol. „Dyrets billede“ skulle tilbedes. Det fik endog magt til at kræve tilbedelse af alle som bor på jorden gennem deres regeringer, idet de enkelte mennesker er repræsenteret ved deres regeringer, som igen er medlemmer af den internationale politiske organisation. Det ville „lade alle dræbe“ som ikke ville tilbede det. Ifølge Forbundets vedtægter, kendt som Folkeforbundspagten, gjaldt det at enhver nation som ikke holder sit løfte om at lade stridigheder afgøre ved voldgift i stedet for direkte at gå i krig „automatisk er i en tilstand af fredløshed i forhold til de andre nationer, som er nødt til at afbryde alle økonomiske og politiske forbindelser med det medlem der ikke overholder sine forpligtelser“. (The Encyclopedia Americana, bind 17 [udgaven af 1929], side 176) Man følte det var nødvendigt at tilbede „dyrets billede“, og antallet af medlemsnationer steg; treogtres var i en kortere eller længere tid medlemmer af Folkenes Forbund.
14. (a) Hvad hævdede fortalerne for „dyrets billede“ med hensyn til nødvendigheden af at tilbede dette „billede“? (b) Hvilken dramatisk handling foretog man i 1945 som et udtryk for at man tilbad dette „billede“?
14 Ifølge den måde som „dyrets billede“ talte på, og også ifølge den måde dets fortalere udtalte sig på, afhang ligefrem hvert enkelt menneskes liv på jorden af at dette internationale politiske „billede“ blev tilbedt. Hvis det ikke var til og fungerede, kunne en verdenskrig ikke undgås; og en ny verdenskrig ville betyde civilisationens undergang. Alle ville blive ’dræbt’. Man måtte enten tilbede dette „billede“ eller dø. Efter at det politiske „billede af dyret“ i dets daværende form havde vist sig at være virkningsløst ved den anden verdenskrigs udbrud, blev der sørget for en efterfølger i en anden form, nemlig De forenede Nationers organisation der blev til i 1945, efter krigen. Selve denne handling var et højst dramatisk udtryk for tilbedelse af „dyrets billede“. I hele verden troede man at uden dette „billede“ kunne verden ikke eksistere i den nye atomalder. Hvis „dyret“ selv skulle fortsætte med at eksistere på jorden, måtte der være et „billede af dyret“ og det måtte tilbedes.
15, 16. Hvordan blev det for ikke så længe siden kraftigt fremhævet at det var yderst nødvendigt at dette „billede“ blev holdt i live og fungerede?
15 Da tropper fra Sovjetunionen og fire østblokstater den 21. august 1968 efter en „lyninvasion“ besatte Tjekkoslovakiet, blev det fremhævet at det var meget nødvendigt at „dyrets billede“ var levende og fungerede effektivt som en „tredje magt“. Det var De forenede Nationers generalsekretær, U Thant, der udtalte sig om dette i forbindelse med en omtale af den uholdbare magtbalance mellem de to mægtigste medlemmer af De forenede Nationer.
16 U Thant talte den 19. september 1968 ved en frokost holdt til støtte for et fond der var oprettet til ære for den tidligere generalsekretær for De forenede Nationer, den nu afdøde Dag Hammarskjöld. U Thant sagde at det var nødvendigt med „en livskraftig tredje magt som kan udtale sig tydeligt“ og virke som „menneskehedens samvittighed“. Der var brug for en sådan tredje magt der indtrængende ville fremhæve „over for alle medlemsstater hvor nødvendigt det er at de mere og mere stoler på De forenede Nationers organisation hvis det skal lykkes at bevare freden i verden“. På det tidspunkt havde FN 124 medlemmer, og blandt dem Amerikas forenede Stater, den magt som kraftigst havde støttet organisationen lige fra begyndelsen. Alle var de tilbedere af „dyrets billede“. — New York Times, 20. september 1968.
17. Hvad har Sovjetunionens ministerpræsident Aleksej N. Kosygin udtalt om nødvendigheden af det symbolske „billede af dyret“?
17 Ifølge en tidligere meddelelse i New York Times, nemlig den 10. juli 1967, havde endog Sovjetunionens ministerpræsident Aleksej N. Kosygin fremhævet værdien af De forenede Nationer. Det pågældende United Press International-telegram, dateret Moskva den 9. juli, lød: „Ministerpræsident Aleksej N. Kosygin sagde i dag at den internationale situation var ’meget alvorlig’ og at De forenede Stater og Sovjetunionen ikke alene kunne løse verdens problemer. Han sagde at uoverensstemmelserne måtte løses af De forenede Nationer. . . . ’Det er en fejl at tro at alle internationale problemer kan løses af de to store magter. Disse må reguleres af alle lande. Det er derfor vi ikke tror på en aftale mellem de to store magter om verdens problemer. Vi tror på De forenede Nationer, hvor alle lande, både store og små, er repræsenteret. Den internationale situation er nu meget alvorlig.’“
DYRETS MÆRKE, NAVN OG TAL
18. På hvilken måde tilbeder man faktisk selve „dyret“ ved at tilbede dets „billede“?
18 Ligesom kong Nebukadnezar i fortidens babyloniske rige (det tredje „hoved“) bød ledende embedsmænd fra alle dele af riget at bøje sig for et billede og i forening tilbede det, for således at skabe enhed i riget, sådan er der siden 1920 blevet lagt pres på hele menneskeheden for at få den til at tilbede „dyrets billede“, for på den måde at holde sammen på og holde liv i det politiske „dyr“ selv. Tilbedelsen af „dyrets billede“ er i virkeligheden en tilbedelse af „dyret“ selv; „billedet“ får kun en „relativ tilbedelse“, ikke den egentlige tilbedelse. Vor tids forsøg på at få alle jordens beboere til at vise at de tilbeder det politiske „dyr“ blev profetisk forudset af apostelen Johannes, som skriver:
19. Hvordan beskriver apostelen Johannes det forsøg der i nutiden gøres på at få alle jordens beboere til at vise at de tilbeder det politiske „dyr“?
19 „Og det får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal. Her gælder det at have visdom. Lad den, der har forstand, udregne dyrets tal; thi det er et menneskes tal, og dets tal er 666 [χξς΄].“ — Åbenbaringen 13:16-18.
20. Hvad er dyrets „mærke“?
20 Da dette omfatter „alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle“, er det vigtigt for hvert eneste menneske i dag at finde ud af om han bærer dette „mærke“ eller ej. Dette „mærke“ (cháragma, græsk) var enten et segl eller stempel der gyldiggjorde et dokument, eller et brændemærke der blev brændt ind i huden på en træl eller et dyr. Her er derfor tale om et „mærke“ der skal vise hvem personen tilhører eller hvilken gud personen dyrker og tjener.
21, 22. (a) Hvilket mærke får de der tilbeder „dyrets billede“? (b) Hvad vil det sige at have mærket i panden? (c) Hvad åbenbarer man om sig selv ved at have mærket „på højre hånd“?
21 „Dyrets billede“, der er en afgud, får tilbederne til at sætte dette mærke „på deres højre hånd eller på deres pande“. Det er ikke „billedets“ mærke, men selve „dyrets“ mærke. Hvis man altså tilbeder „dyrets billede“, bevirker det automatisk at man får ’dyrets mærke’. Det stempler en som en tilbeder af det politiske „dyr“, som en der ejes af det, ligesom en brændemærket træl. Sædvanligvis kan enhver der møder én se ens pande, og mærket på panden røber straks hvem der er ens ejer, ens herre.
22 Medmindre man er kejthåndet bruger man som regel højre hånd mest. Det er indlysende at den der tilbeder „dyret“, der står som et symbol for Satans synlige verdensomspændende politiske organisation, vil give denne politiske organisation en hjælpende hånd og samarbejde med den. Et sådant menneske vil aktivt deltage i dens politiske stridigheder, kampagner valg og nationalistiske planer og projekter. Ved at gøre dette får han det symbolske „mærke“ på sin „højre hånd“. Ved denne handlemåde afslører han hvilken politisk indstilling han har, lige så klart som hvis han bar et politisk mærke i panden. Han afslører derved at han ikke er tilhænger af Guds messianske rige men af Satans verdensomspændende politiske organisation i dens forskellige faser, som de er skildret ved „dyrets“ „syv hoveder“. Han viser åbent at han er „af verden“, i skarp kontrast til Kristi sande disciple. De er „ikke af verden“, ligesom Jesus Kristus selv „ikke [var] af verden“. (Johannes 17:14, 16; 15:19) Om dem siges der at de „ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd“. — Åbenbaringen 20:4.
23. (a) Hvad menes der med at den der ikke tilbeder „dyrets billede“, skal dræbes? (b) På hvilken måde vil man ikke være i stand til at købe eller sælge medmindre man har ’dyrets mærke’?
23 „Dyrets billede“ ville „lade alle dræbe“ der ikke tilbad det. Åbenbart var dette en trussel. Der var tale om en uundgåelig død i en verdenskatastrofe som ville komme hvis der ikke fandtes nogen international organisation for verdensfred og sikkerhed. At tilbede dette „billede“ indebar også tilbedelse af „dyret“, og dog kunne man tilbede „dyret“ uden at tilbede dets „billede“, som tilfældet var med de nationer der eksisterede før „billedet“ blev lavet. Planen var altså den at alle der bor på jorden skulle tvinges til at tilbede „dyret“, enten indirekte gennem „dyrets billede“ eller direkte. Der skulle tages skridt til at det blev praktisk taget umuligt for nogen at leve uden at tilbede dyret. Dette skulle opnås ved hjælp af en slags boykot: „For at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal.“ — Åbenbaringen 13:15, 17.
24. Hvordan gøres der forsøg på at tvinge ikke blot nationer men også enkeltpersoner til at deltage i tilbedelsen af dette „billede“?
24 Folkeforbundspagten taler om medlemsnationer (ikke enkelte personer) og siger at enhver medlemsstat som bryder pagtens love, bliver en fredløs nation, og at de andre medlemsstater skal afbryde enhver økonomisk og politisk forbindelse med den fredløse stat. Men hvad med de enkelte borgere? I totalitære stater eller stater med kun ét parti er det sket at de borgere som nægter at slutte sig til magthaverne eller støtte dem, er blevet boykottet, er blevet nægtet retten til frit at købe og sælge. Dette gøres for at det skal være umuligt for dem at eksistere. Hvis et menneske føler at det er umuligt at klare sig, må han under sådanne omstændigheder give efter og tage imod det politiske „dyrs“ „mærke“.
25. (a) Hvad er princippet der ligger til grund for denne tvangsforanstaltning? (b) Hvordan stiller en trofast og sand kristen sig til disse forsøg på at anvende tvang?
25 Det princip der ligger bag denne form for tvang er dette: hvis du ønsker at det politiske „dyr“ skal gøre noget for dig, så det går dig godt og du har fremgang i denne verden så må du gøre noget for „dyret“. Du må række det en hjælpende hånd, den bedste hånd, og med åben pande give dig til kende, så man tydeligt kan se hvilken indstilling du har, at „dyret“ er din ejer og herre. Du må med national stolthed tilhøre den politiske stat. De der udelukkende stoler på den politiske stat giver efter for denne tvang og får mærket på deres „højre hånd“ og på deres „pande“ som en offentlig tilkendegivelse. Sande og trofaste kristne trodser enhver tvang af den art. De nægter at være med til verdslig afgudsdyrkelse og vil ikke stemples som afgudsdyrkere. De stoler på Jehovas messianske rige, „Guds hemmelige rådslutning“, der blev „fuldbyrdet“ i 1914. De rækker dette rige en hjælpende hånd ved at tjene og støtte det, og blander sig ikke i verdslig politik, skønt de stadig er lovlydige. — Romerne 13:1-7.
26, 27. (a) Vis kontrasten mellem Jehova Guds syn på dyrets „mærke“ og det syn patriotiske mennesker har? (b) Hvordan chokerer Jehova Gud afgudsdyrkerne i det syn Johannes fik, med hensyn til deres patriotiske følelser?
26 I den sande Guds øjne, den Gud „hvis navn er [Jehova]“, er det ukristent og en vanære for et menneske at have ’dyrets mærke’ på sin højre hånd eller på panden. Mennesker med en patriotisk indstilling vil måske protestere mod dette, men i Jehova Guds øjne er dét som disse mennesker tilbeder og betragter som det smukkeste, mest ædle, respektable, værdige og inspirerende, et afskyeligt, gudsbespotteligt „dyr“ som er steget op af havet. (Åbenbaringen 13:1) Afgudsdyrkerne betragter måske genstanden for deres patriotiske og nationalistiske beundring som en gud der fortjener et navn hvis symbolske værdi udtrykkes med tallet 777, symbolet på fuldkommenhed i tredobbelt forstand (7 + 70 + 700). Hvis dette var tilfældet, ville dét at have „dyrets navn eller dets navns tal“ være en ære, set med afgudsdyrkernes øjne. Men, som et chok for afgudsdyrkerne med deres patriotiske følelser, har Jehova givet „dyret“ et ringere nummer. Det gælder om at have visdom for at forstå dette, ikke den verdslige visdom som mennesker under indflydelse af „dragen“, Satan Djævelen, har, men himmelsk visdom fra Gud. Åbenbaringen 13:18 siger:
27 „Her gælder det at have visdom. Lad den, der har forstand, udregne dyrets tal; thi det er et menneskes tal, og dets tal er 666 [χξς΄].“
28. Vis hvad tallet 6, som det bruges her, står for.
28 Navnets talværdi er tallet seks gentaget og forstærket tre gange, nemlig 6 + 60 + 600. Det er „et menneskes tal“, altså et menneskeligt tal. I de sidste seks tusind år har ufuldkommenhed kendetegnet mennesket, ligesom tallet seks mangler noget i forhold til tallet syv, der i Åbenbaringsbogen flere gange bruges som symbol på fuldkommenhed. Yderligere har tallet seks været knyttet til mennesker som modstod Jehova Gud. For eksempel havde filisterkæmpen Goliat, der hånede Jehova og derved fik harme til at vælde op i den israelitiske hyrde David fra Betlehem, sandsynligvis seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. (1 Krønikebog 20:5-7) Og kong Nebukadnezar af Babylon rejste en høj national guldbilledstøtte, tres alen høj og seks alen bred, og han lod profeten Daniels tre hebraiske venner kaste i den brændende ovn fordi de ikke ville bryde Jehovas lov og tilbede guldbilledstøtten. (Daniel 3:1-23) I betragtning af at tallet seks bruges i sådanne forbindelser, er det et symbol på noget menneskeskabt, noget ufuldkomment, syndigt, sådan som mennesket er når det gør oprør imod Gud, noget der trodser og modstår Jehova Gud, noget som ikke godkendes af ham.
29. Hvad vises der ved at tallet gentages tre gange i „dyrets navn“ eller „dyrets tal“?
29 At gøre en ting tre gange er at understrege det, og at sætte tre sekstaller sammen i ét tal, nemlig seks + seks gange ti + seks gange hundrede, betegner derfor med særligt eftertryk noget ufuldkomment, noget ondt, noget som Gud misbilliger, som ikke når fuldkommenhedens mål. Sådan udregner den himmelske visdom, som den er givet os i Guds inspirerede ord, altså „dyrets navn“ eller „dyrets tal“. Historien siden den tid da den mægtige jæger Nimrod grundlagde det gamle Babylon, har vist at dette tal, som betegner menneskelig ufuldkommenhed og utilstrækkelighed, præger Djævelens synlige verdensomspændende politiske organisation, som er symboliseret ved dyret. Findes der noget menneskeskabt med dette betegnende tal som fortjener at blive tilbedt i modstrid med Guds lov? Lad enhver selv svare ind for Guds åsyn.
30. (a) Hvorfor bør alle mennesker give agt på det tal som Gud har givet „dyret“? (b) Hvad har de trofaste 144.000 „skrevet på deres pander“?
30 Tallet 666 står som en advarsel til alle, især i denne tid hvor der gøres fanatiske bestræbelser for at få alle mennesker mærket „på deres højre hånd eller på deres pande“ med „dyrets navn eller dets navns tal“. Trofaste tilbedere af den eneste levende og sande Gud Jehova nægter, koste hvad det vil, at blive mærket med dyrets tal. Det vers der følger lige efter Åbenbaringen 13:18, hvor tallet 666 er nævnt, skildrer de 144.000 sejrende salvede disciple af Lammet Jesus Kristus, og de har noget andet „skrevet på deres pander“. Der står Lammets navn og dets himmelske Faders navn. (Åbenbaringen 13:18; 14:1) Også i Åbenbaringen 7:2-8 siges det at disse 144.000 åndelige israelitter er beseglede som Guds tjenere eller trælle, idet „den levende Guds segl“ er anbragt „på deres pander“.
31. Hvilken holdning indtager ’den store skare’ til ’dyrets mærke’?
31 Umiddelbart efter dette syn ses ’den store skare’ af mennesker der kommer fra alle nationer og som bærer palmegrene i hænderne; de tilbeder ikke „dyret“, men Jehova Gud „i hans tempel“. (Åbenbaringen 7:9-15) Hvor herligt at høre med til denne ’store skare’ i dag! Hvis vi ønsker at stå i et sådant begunstiget forhold til Jehova Gud og hans lam, Jesus Kristus, må vi undgå at få det politiske dyrs mærke på os, det tal som kendetegner denne dyriske modstander af „Guds hemmelige rådslutning“.
BEMÆRK: En vers-for-vers-fortolkning af resten af Åbenbaringen til Johannes, fra Åbenbaringen 14:1 til 22:21, findes i bogen „Babylon The Great Has Fallen!“ God’s Kingdom Rules!, kapitlerne 21 (side 454) til 31. Denne bog blev udgivet i 1963 af Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania. Den kan fås gennem Vagttårnet, Kongevejen 207, 2830 Virum.
[Fodnote]
a Se brev fra A. J. West, Danmark, offentliggjort i The Watch Tower for 15. januar 1931. Se også Vagttaarnet for marts 1921, side 41, afsnittet „Dannelsen af Dyrets Billede“.